Krig og fred ─ og en opsang til venstrefløjen

Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustration: Krigsmaskinen af Jacob Chapelle Juul

Peter Wahls lille bog er en vigtig udgivelse. Man får meget at vide om geopolitik og om baggrunden for krigen i Ukraine. Analyserne er inspirerende, men krigen og den voldsomme oprustning rejser flere spørgsmål, end det er muligt at svare på i en lille bog.

Krigen og venstrefløjen: Kontroverser om krig, diskussioner om skyld og kompromisser for fred
Peter Wahl
Forlaget Solidaritet 2024

 

 

 

Venstrefløjens opgave burde være at arbejde for konfliktløsning, diplomati, forhandlinger, men efter Ruslands angreb på Ukraine har en påfaldende ”krigsbegejstring” bredt sig, mener Peter Wahl, som derfor vil prøve at ”genopbygge intellektuel modstand mod krigeriske narrativer, milita­risme og oprustning” (22). Han definerer venstrefløjen bredt, så i en dansk sammenhæng vil også enkelte socialdemokrater og radikale tælle med.

Kritikken bygger på situationen i Tyskland. Rammer den også i Danmark? Man kan i hvert fald konstatere, at en fredsbevægelse, der er i stand til at påvirke de politiske beslutninger, har vi ikke. Der er mange, der i mindre organisationer og lokalt gør et stort arbejde, men det har ikke været let at få øje på protester mod oprustningsbølgen fra partier som De radikale og SF, der traditionelt har været kritiske over for militarismen. Det gælder generelt, at våbenleverancerne til Ukraine har bred opbakning, og der er også i Enhedslisten tilsyneladende en vis tøven mht. offensivt at påpege Vestens ansvar, ligesom der er uenighed og diskussion om, hvordan man skal forholde sig til NATO og til militæret i det hele taget. Indimellem er debatterne ret ophedede, men ikke præget af noget, man med rimelighed kan kalde krigsbegejstring.

Venstrefløjen og geopolitikken

Et afgørende kritikpunkt i bogen er, at venstrefløjen har et distanceret forhold til de geopolitiske realiteter. Ukrainekrigen afslørede, at man er på usikker grund mht. selvstændige analyser af det geopolitiske systems struktur og dynamik. Det er fatalt, fordi vi ikke siden Cubakrisen har været ”så tæt på den atomare afgrund som i dag” (33).

Wahl bidrager selv til at fylde nogle af hullerne ud.¹ Hans påstand er, at verden i dag har sin egen ”systemlogik”. Nationalstaternes relationer er ikke reguleret af en overordnet magtfuld institution. Vi har FN og vedtagelser om ’folkeretten’, men når det kommer til stykket, er FN magtesløs. Placeringen i det geopolitiske system afgøres derfor af, hvilke magtres­sourcer nationer og regioner råder over. Dvs. geografisk placering, militær kapacitet, økonomisk magt, adgang til energi, natur- og arbejdskraftsressourcer, uddannelsesniveau, internationalt netværk mv.

Det historiske forhold mellem Rusland og Ukraine

”Naboskabet med Rusland er afgørende” for Ukraine. En af de vigtigste stemmer i den amerikanske geopolitiske debat, Zbigniew Brzezinzki, sammenlignede i 1997 den internationale kamp om magten med et skakspil, hvor Ukraine var en af de afgørende brikker, fordi ”den vigtigste arena i verdensmålestok – Eurasien – er stedet, hvor Amerika på et eller andet tidspunkt kunne mødes af en potentiel medbejler om verdensmagten” (68).

Men også de interne forhold i Ukraine er vigtige, fremhæver Wahl. Der har langt tilbage været ”en så stor russisksindet befolkningsgruppe, at man kan tale om to nationer i en”. Modsætningerne har været store, men efter anden verdenskrig blev de blødt op. Der kom flere blandede ægteskaber, og mange ukrainere fik topposter i Sovjetunionen, så der frem til 2014 var ”balance mellem de to store grupper”. Derefter skærpes konflikterne. Forhistorien er, at selv om Rusland hele tiden har protesteret mod NATO’s udvidelse mod øst, åbnede NATO i 2008 døren for ukrainsk medlemskab. Året før var der forhandlinger mellem EU og Ukraine om en associeringsaftale, der indebar ”en afbrydelse af vitale økonomiske relationer, som i løbet af århundreder var opstået mellem Rusland og Ukraine” (79). Rusland forsøger at forhandle en lempeligere handelsaftale igennem og går ifølge EU’s udvidelseskommissær Günter Verheugen ”endnu i år 2010” ind for et samarbejde med EU. Der var altså ”klare chancer for en konstruktiv indlemmelse af Rusland i et partnerskab, som dog ikke blev udnyttet” (80). USA ønsker ikke, at EU’s geopolitiske magt styrkes, EU bøjer af og følger i stigende grad den amerikanske linje, hvor målet ─ fortsætter Verheugen ─ var ”på langt sigt at svække Rusland således, at det ikke atter kunne blive en rival” (81). Dette amerikanske projekt er styrende for meget af det, der sker de følgende år.²

I redegørelsen for Maidan-oprøret i 2014 lægger Wahl vægt på den radikale højrefløjs betydning. Den udgør ganske vist kun 10-20% af de protesterende, men er velorganiseret og derfor i stand til at eskalere konflikten, der ender med, at præsidenten afsættes ved et kup og flygter til Rusland. Vesten blandede sig, men en nærmere redegørelse for hvordan får man ikke i bogen.

Kort efter blev der givet amnesti til de højreorienterede ”militariserede banditorganisationer” (som Kyivs borgmester tidligere havde kaldt dem) (71). Russisk afskaffes som nationalsprog, aftalen om, at Sevastopol kunne benyttes af den russiske sortehavsflåde, opsiges, såkaldte prorussiske organisationer og partier forbydes. Læreplaner, TV-programmer og biblioteker renses for det, der havde med den fælles ukrainsk-russiske historie at gøre, og erstattes af ”en aggressiv nationalisme, hvilket inkluderede rehabiliteringen af fascistiske personer og organisationer”. Wahl afviser de russiske beskyldninger om, at Ukraine er overtaget af fascister, men ”højreekstremistiske og fascistiske kræfter har mere indflydelse end noget andet sted” helt ind i regeringstoppen (109), og der er tale om en omfattende diskriminering af den del af befolkningen, der er russisktalende eller havde andre former for tilknytning til Rusland.

Wahl gør det imidlertid ikke klart, hvordan de 10-20% højreradikale kan skaffe flertal i parlamentet til afsættelsen af præsidenten. Man kan mene, at en fri afstemning ikke kan finde sted under så kaotiske og voldelige omstændigheder, og det var i strid med forfatningen, men ifølge andre kilder var det med et flertal på 328 af 450 parlamentsmedlemmer.³ Ligesom der var et flertal for den associeringsaftale med EU, som præsidenten afviste til fordel for en aftale med Rusland.

De geopolitiske realiteter

Efter murens fald var USA’s magt uantastet. Nu er dominansen truet af Kina, men også af Rusland og de øvrige BRICS-lande som Indien, Brasilien og i det hele taget det globale syd, der ikke længere vil spille efter Vestens violin. Kina er ikke længere et udviklingsland, men en supermagt, der ikke matcher USA militært, men alligevel er en rival, USA føler sig nødsaget til at inddæmme. Hvad man så har gjort med en regulær ”militær omringning” med amerikanske støttepunkter, flådeenheder og allierede langs den kinesiske havgrænse (55).

Rusland har ikke samme styrke som Kina, men er i kraft af sine atomvåben en militær supermagt.

Wahl afviser den gængse vestlige dæmonisering af Putin og Rusland. Venstrefløjen bør ikke lade sig fange i en plat ven-fjende-tænkning, men i stedet se den russiske invasion i et geopolitisk perspektiv. Et medlem af det amerikanske udenrigsministerium rådgiverstab formulerer det sådan: ”Rusland har ret: USA fører i Ukraine en stedfortræderkrig”, dvs. en krig, hvor man kan få modparten til at forbløde, ”uden at det kommer til direkte væbnet sammenstød” (43).

Jo flere tab der kan påføres Rusland uden omkostninger for USA (meget af det militære grej, der er overført til Ukraine, skulle alligevel fornys), jo mere kan USA fremover koncentrere sig om den egentlige rival: Kina.

Der er ikke noget nyt i, at amerikanerne mener sig berettiget til at indtage en førerposition. Det handler ikke kun om højreradikale høge. Også Obama mente, at ”Amerika skal altid være førende på verdens arena” (43). Tidligere gjorde Bill Clinton det klart, at USA havde ret til at bruge militær magt for at forsvare vitale interesser såsom ”at sikre uhindret adgang til vigtige markeder, energiforsyninger og strategiske ressourcer”⁴. Det kræver ifølge Pentagons forsvarsretningslinjer fra 1992, at ”potentielle rivaler skal afholdes fra ideen om at kunne spille en større rolle regionalt eller globalt” (50). Det gjorde man bl.a. via NATO’s udvidelse, så man trods løfter om det modsatte kom helt tæt på den russiske grænse. Længe før Putin kom til magten, protesterede Boris Jeltsin, men Rusland var alt for svækket til at kunne ændre noget. Også Biden-administrationen insisterer på, at USA er nødt til at ”udmanøvrere vores geopolitiske rivaler” (44). Derfor har man ”omkring 750 militærbaser spredt ud over hele kloden”.⁵

Kritik af Wahls begreb om geopolitikken

Wahls forklaring på den struktur og dynamik, der styrer geopolitikken, er for upræcis. Han bruger betegnelser som stormagternes og ”USA’s magteliter” (36+44), men forholder sig kun til den amerikanske udgave, som han mener er styret af en særlig selvforståelse. Som det hedder i Biden-administrationens nationale sikkerhedsstrategi: ”der findes ikke noget land, der er bedre egnet til at lede med styrke og beslutsomhed end Amerikas Forenede Stater”. Denne overbevisning præger elitens selvbevidsthed, mentalitet og livssyn og gennemtrænger ”hele deres udenrigspolitik” (44).

National selvovervurdering finder man mange andre steder end i USA, også derfor forekommer Wahls analyse for snæver. En mere realistisk og materielt funderet forklaring på den amerikanske politik kunne være, at det også handlede om kapitalinteresser forklædt som nationale fællesinteresser. Det sidste antyder Wahl i forbindelse med murens fald. Det første halvandet årti derefter var ”en ny fase i kapitalismens udvikling”, som fra begyndelsen havde en geopolitisk dimension: Verden skulle formes efter den eneste supermagts forestillinger. US-kapitalismen havde her en førerposition” (41).

Mere bliver det ikke til. Alt kan ikke forklares ud fra økonomiske interesser, men hvis ikke den kapitalistiske dynamik og logik er med i analysen, har jeg svært ved at se, hvordan der kan komme en realistisk venstrefløjsstrategi ud af det. Et eksempel kan illustrere det:

For nylig udkom en rapport om EU’s geopolitiske problemer i en verden, hvor USA’s økonomi vokser langt mere end EU’s, Kina sidder på store dele af de sjældne metaller, techgiganterne befinder sig i USA, Rusland optræder truende, og de afrikanske lande vil ikke længere underlægge sig Vestens interesser.

Rapportens konklusioner bygger på ”over 400 møder med statsledere, erhvervsliv og andre økonomiske aktører” og foreslår, at der skal skabes bedre vilkår for de europæiske virksomheder. Man skal fjerne de barrierer, der står i vejen for fusioner internt i EU, og sørge for at ”kapital, herunder private opsparinger og kapitalforvaltere, kan flyde mere gnidningsfrit på tværs af EU”. Det skal gøres vanskeligere for investorer at flytte deres investeringer til USA. Profitterne i EU er for små, og kapitalen forsvinder hen, hvor der er mere at hente. På den konto taber EU kapital – omkring 330 milliarder euro alene i 2023. Med andre ord: EU’s geopolitik handler ikke om befolkningernes behov, men om at varetage de regionale kapitalisters interesser.⁶

Wahl fremhæver, at når det kommer til stykket, ”må de vestlige selskabers profitinteresser træde et skridt tilbage for geopolitiske interesser” – fx i forbindelse med sanktionerne mod Rusland (39). Varetagelsen af kapitalinteresserne handler imidlertid ikke kun om at sikre den enkelte virksomhed, men om at skabe de optimale betingelser for den nationale kapital i sin helhed og på længere sigt.

Geopolitikken og vejen til fred

Wahl ser BRICS-landenes indtog på den geopolitiske scene som et potentielt ”civilisatorisk fremskridt”, fordi flere stemmer kommer til orde, og fordi de har erklæret at ”ville stille FN-chartret i centrum for den nye verdensorden” (66). Han kommer ikke ind på de kapital- og magtinteresser, der også gør sig gældende i disse lande, som jo ikke ligefrem brillierer mht. menneskerettigheder og demokrati. Mon ikke der er russiske oligarker, der ser med lystne øjne på profitmulighederne i Ukraines landbrugsjord og minedrift?

Selv om Wahl ser positive muligheder i en ny verdensorden, er han også opmærksom på, at det ikke er en risikofri udvikling. En undersøgelse fra Harvarduniversitetet viser, at i 12 ud af 16 eksempler, hvor den dominerende magt er blevet udfordret, er det endt med krig.

Under Den kolde krig var der også grund til at frygte en ny verdenskrig, men her lykkedes det trods alt at få etableret en række aftaler, der sikrede et mindstemål af hensyn til modpartens sikkerhedsbehov og interesser. Disse aftaler er gradvist blevet opsagt eller overtrådt af USA.

Den russiske invasion blev i februar 2022 retfærdiggjort netop med henvisning til USA’s opsigelse af aftalen om kort- og mellemdistanceraketter og til udviklingen af nye angrebsvåben med en rækkevidde på op til 5500 km. Hvis Ukraine kom med i NATO, ville de, forklarede Putin, kunne nå mål i ”hele Ruslands europæiske område såvel som på den anden side af Ural (…). Det kalder man at få sat kniven for struben” (48).

Der er meget, der taler for, at Putin er et skrupelløst magtmenneske, det kan bare ikke forklare alt det, der er gået forud. Her er Minskaftalen vigtig. Efter Ruslands indlemmelse af Krim og kampene i Donbas efter 2014 var der forhandlinger med deltagelse af Rusland, Ukraine og OSCE og med Tyskland og Frankrig som mæglere. Det resulterede i Minskaftalen, som hvis den var blevet gennemført, ville have sikret både ”autonomistatus for Donbas” og en fortsat tilknytning til det ukrainske statsforbund (75).

Men det var åbenbart slet ikke meningen, at den skulle realiseres, kun at Ukraine skulle vinde tid til oprustning. Det er bekræftet både af den tidligere tyske kansler, den franske præsident og den daværende ukrainske præsident.

Supplement til Wahls analyse

Hvad den amerikanske strategi fremover kommer til at betyde for ukrainerne, må vise sig. Krigstrætheden breder sig, og det er svært at få folk til at melde sig til krigstjeneste, men alle våbenleverancerne understøtter det modsatte af en forhandlingsløsning og lægger op til, at ukrainerne nu må vise, at de kan leve op til tilliden, dvs. være villige til at ofre endnu flere menneskeliv og tage imod endnu flere russiske ødelæggelser af byer og infrastruktur.

Den amerikanske interesse i at holde krigen kørende er underbelyst i de danske medier. Ifølge den tværpolitiske tænketank Center for Strategic and International Studies, der finansieres af techgiganter, finanshuse, oliefirmaer og våbenfabrikker og har haft folk som nu afdøde Kissinger og Joseph Nye som rådgivere, er amerikansk bistand ”sandsynligvis den mest omkostningseffektive investering, som USA og dets strategiske partnere har foretaget i national sikkerhed i nyere tid.” Eller med den centralt placerede senator Lindsay Grahams ord: ”Jeg kan godt lide den strukturelle sti, vi er trådt ind på her. Så længe vi hjælper Ukraine med de våben, de har brug for, og økonomisk støtte, vil de kæmpe til den sidste person.”⁷ Desuden gør det jo heller ikke noget, at krigen er et kæmpe boost for den amerikanske våbenindustri.

Herhjemme ønsker hverken politikere eller medier høre på forslag om en forhandlingsløsning. Indvendingen fra alle krigstilhængerne er, at ’ukrainerne må selv bestemme’, og at ’man kan ikke forhandle med Putin’, han har jo selv sagt, at Ukraine ikke har nogen eksistensberettigelse. Men hvor ubekvemt det end er, er realiteten, at russerne i årevis har protesteret imod NATO’s ekspansion og gjort det klart, at et ukrainsk NATO-medlemskab ville blive opfattet som en entydigt fjendtlig handling. Det er der gode militære grunde til: Med NATO-styrker opmarcheret langs hele den russiske grænse ville Rusland være ude af stand til at forsvare sig mod et angreb. Jamen, lyder indvendingen, NATO er jo en forsvarsalliance. Men alene fra 1946 til 1972 har NATO-lande gennemført militære inventioner i andre lande 41 gange.⁸ Og ifølge US Congressional Research Service har USA alene i perioden 1992-2022 gjort det 251 gange.⁹ Mon ikke også russerne husker Afghanistan, Libyen og Irak (hvor Ukraine i øvrigt deltog med 1.600 soldater)? Ser man på et kort over de forskellige militære knudepunkter, hvor vestlige baser og styrker er placeret på rad og række klos op ad Ruslands grænse, er det ikke uforståeligt, at russerne er mistænksomme. Desuden: Som en ukrainsk professor, der har været regeringsrådgiver og har stemt på Zelenskij, fremhæver: Hvis Putins strategiske plan i årevis har været at få indlemmet Ukraine i Rusland, hvorfor gjorde man det så ikke i 2014, hvor den ukrainske hær var i en forfatning, så ”de russiske styrker med lethed kunne have indtaget Kyiv”.

En anden ukrainsk professor fortæller, at Zelenskij, få dage før russerne gik over grænsen, foreslog, at man tilbød Rusland en aftale ”om neutral status i stedet for Ukraines tilknytning til NATO”, og at han gentog det ”i en tv-tale dagen efter invasionen”.¹⁰

Nu viser det sig, at der også senere har været forhandlinger. Det fremgår af en nylig offentliggjort analyse i Foreign Affairs.¹¹Amerikanske forskere har fået adgang til de relevante referater og dokumenter. De viser en langt større åbenhed fra både ukrainsk og russisk side end det billede af total uforsonlighed, der ellers videreformidles i den offentlige debat. Men indtil videre peger intet på, at USA og NATO har nogen interesse i at gå den vej. Det er fx velkendt, at Boris Johnson d. 9. april 2022 på Vestens vegne gør det klart for ukrainerne, at de ville miste al vestlig støtte, hvis de underskrev en fredsaftale med Rusland.¹²

Nu kører krigen videre. Selv de mest krigsivrige er begyndt at tale i mere pessimistiske vendinger. Det går ikke godt for ukrainerne, tabstallene er høje, tusinder af soldater er lemlæstede, og de psykologiske omkostninger både hos soldaterne og i civilbefolkningen enorme. Og hvad er udsigterne, hvis krigen får lov at fortsætte? Peter Wahl er ikke optimistisk. Han mener ikke, det er sandsynligt, at Ukraine kan sejre militært. En ”frossen konflikt” a la Nord- og Sydkorea er en mulighed. Eller krigen fortsætter i årevis, indtil en af parterne (sandsynligvis Ukraine) er udmattet og nødt til at give op.

Den vurdering står han ikke alene med, og det nærliggende spørgsmål er: hvad forestiller de sig, alle dem, der nu hepper på Ukraines heroiske krigsindsats, at der kommer til at ske? Er det ’ansvarlig’ politik at medvirke til at få ukrainerne til at kæmpe til sidste blodsdråbe, uden at man forholder sig til, hvad de realistiske konsekvenser vil være? Hvis krigen får lov at fortsætte, og hvis resultatet alligevel bliver, at Ukraine må give op, står Ukraine i en katastrofal situation, der skal holdes op mod det, der kunne være opnået ved en forhandlingsløsning nu ─ og inden krigen brød ud.

Hvis Ukraine omvendt mod alle odds skulle vise sig i stand til at trænge Rusland tilbage til den oprindelige grænse, hvad så bagefter? De menneskelige og fysiske omkostninger er allerede nu næsten uoverskuelige. En ’sejr’ vil dynge nye ødelæggelser oveni. Og hvad med Rusland? Forestiller man sig, at russerne vil smide Putin på porten og pludselig gå ind for en fredelig sameksistens? Folk, der er klogere på Rusland end jeg, har peget på, at det mest sandsynlige er, at mere rabiate folk kommer til. Også et slagent Rusland har mange muligheder for sabotage af den ene og den anden art, fx i form af hackerangreb på kritisk infrastruktur, læk på olietankskibe, forstyrrelser af gps-systemer, etc. For slet ikke at tale om det enorme arsenal af atomvåben.

En fredsløsning her og nu er kun mulig, hvis Ukraine afstår land. Det lyder og er umiddelbart urimeligt. Men våbenhjælp kan ikke løse mandskabsproblemet. Derfor er Macrons forslag om at sende vestlige tropper ind det logiske næste skridt. En tanke, der her i midten af maj har bredt sig, og som Mette Frederiksen heller ikke har været afvisende overfor. Det vil betyde direkte krig med Rusland. Og hvis Putin er så utilregnelig, som krigstilhængerne normalt hævder, vil han vel bruge de muligheder, han har, inkl. atomvåben. Både USA, NATO og EU-landene tøver da også. Dvs. at man reelt satser på, at ukrainerne selv klarer at smide russerne ud.

Når moral bliver et alibi for ikke at tænke sig om

Anvendelsen af militær magt kalder stærke følelser frem hos dem, der bliver ramt og også hos dem, der bliver vidne til det. Der er noget elementært oprørende i, at nogen ─ i dette tilfælde den russiske hær ─ hensynsløst spreder død og ødelæggelse omkring sig. Jo flere billeder vi får, og jo mere ofrene ligner os selv, jo stærkere er vi tilbøjelige til at reagere moralsk og følelsesmæssigt. Ifølge Peter Wahl er moralen vigtig som en normativ instans, der udstikker det overordnede mål. Men hvis ikke venstrefløjen har mere at komme med end moralsk indignation og vrede, bliver man alt for let ”udnyttet af krigeriske interesser og af dem, der profiterer af militarismen” (83). Det er ikke svært at genkende problemstillingen, når Wahl om den tyske debat skriver, at alene det at pege på, at krigen må ses i en international kontekst, straks affejes som et forsøg på at snakke udenom det, der i den dominerende diskurs er det eneste, der tæller: Kun Rusland har ansvaret.

De sociale medier har skærpet problemet, fordi de inviterer til hurtige udsagn og lader umiddelbare impulser få frit løb. Wahl ser mere viden og skarpere analyser som en løsning, og han har i hovedsagen ret. Men jeg tror, han undervurderer den socialpsykologiske side af sagen: behovet for at kunne identificere sig med ’det gode’ og den af krigen uafhængige længsel efter fællesskab, er så stærke psykiske kræfter, at det er svært at stå imod det massive offentlige pres.

’Kend dig selv’, var der indhugget i væggen på Apollontemplet i oldtidens Grækenland. Vi har alle svært ved at gennemskue os selv og de blinde pletter i vores motiver for at tale og handle, som vi gør. Også når det gælder politik og samfundsproblemer, er det en god regel at spørge sig selv: Kan du, når du ser så dybt ind dig selv, som du nu magter, stå inde for konsekvenserne af det, du siger og gør? Det var Hannah Arendts enkle definition på, hvad det vil sige at være filosof. Uden denne selvindsigt, er det en nærliggende risiko, at man i en ophedet krigssituation falder i identifikationsfælden, hvor det er ’os’ imod ’dem’, ’det gode mod det onde’.

Vi kender retorikken fra tiden, hvor Bush og Anders Fogh Rasmussen var på demokratisk korstog i Irak, men den lever i bedste velgående. Wahl har en række citater fra fremtrædende politikere, og i Danmark har vi Mette Frederiksen, som mener, at ”når krigen skal kæmpes mellem det gode og det onde (…), så står vi danskere sammen”.¹³

Krigens virkelighed

Derfor er det vigtigt at tage det alvorligt, hvad krig egentlig er. Når først den er i gang, og fjendebillederne er på plads, virker det enkelt – ikke mindst, når man er i sikker afstand: aggressorerne/fjenden/de onde må nedkæmpes, så retfærdige tilstande kan genoprettes. Hvad der sker i virkeligheden, er, at ufatteligt mange menneskeliv går tabt, mange af dem, der overlever, gør det som fysisk lemlæstede eller dybt traumatiserede. De materielle ødelæggelser er enorme, folks hjem og hele byer, infrastruktur, hospitaler, skoler osv. er blevet ødelagt.¹⁴

Der er en underlig fortrængning på færde i vores forståelse af, hvad der foregår. Vold er ikke accepteret i vores samfund. Man må ikke slå sine børn, fysiske overgreb er strafbare, og så langt tilbage jeg kan huske, har journalister og borgerlige politikere stået på nakken af hinanden for at afhøre folk fra VS, Enhedslisten og diverse smågrupper på ’det yderste venstre’ om deres forhold til voldelige metoder. Den mindste tøven, mht. om der kunne tænkes situationer, hvor vold var legitimt, er blevet udlagt som et udtryk for, at man ikke hører hjemme i det gode demokratiske selskab.

Når det derimod drejer sig om noget, ’staten’ eller et flertal i folketinget har vedtaget, er retorikken pludselig helt anderledes. Soldateruddannelsen er i den offentlige debat præget af idyllisering og udenomssnak. Reelt set uddannes soldater til at kunne dræbe, men døden og det at slå andre mennesker ihjel fremtræder ikke i al krigens gru, kun som soldaternes heltemodige vilje til at sætte deres (eget!) liv på spil. De normer, der karakteriserer en god soldat, er, at han ikke klager over småsmerter, men udviser en ”fysisk og mental robusthed”, ligesom ”forsvaret har nogle stærke fortællinger om fællesskab og loyalitet”.¹⁵

Vi vil også gerne bilde os ind, at militæret kun er til vores eget forsvar, og at vi selvfølgelig gør alt for at undgå krigens blodige realiteter. Men sandheden er jo, at Danmark i de sidste årtier har deltaget i tre angrebskrige, hvor det anslås, at det samlede antal døde alene i Irak er mellem 400.000 og 900.000.¹⁶ Alligevel fejres indsatsen med flagdage og hyldest til ’vores’ soldater, som heller ikke her skal udstilles som forbrydere. Det, jeg er ude efter, er hykleriet og den enorme fortrængningskapacitet, der også viser sig, når forsøg på at forklare Hamas’ terrorangreb i dag kan udløse voldsomme fordømmelser, mens det intet problem er, at vores egne politikere med åbne øjne har deltaget i aktioner, hvor antallet af ofre når op i højder, der placerer Hamas’ massakre i krigsforbrydelsernes småtingsafdeling.

Jamen, lyder indvendingen: Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå civile ofre. Man behøver imidlertid ikke at være militæranalytiker for at vide, at en krig vil medføre tusindvis af dræbte, også blandt de civile, og mon ikke de mennesker, det er gået ud over, er ret ligeglade med forsikringerne om, at det skam ikke var ’med vilje’?

Et alternativ til militariseringen

Vi er nødt til at løfte blikket fra krigsbudgetterne til de andre sikkerhedsproblemer, der i virkeligheden er en langt farligere trussel end Rusland: Den vestlige militarisme, der forsøger at opretholde en global dominansposition, den enorme ulighed internt i de fleste lande og mellem nord og syd, de flygtningestrømme, der truer med at vokse til drakoniske højder, når klimaforandringerne breder sig for alvor, og – først og fremmest – hele den økologiske krise: klima, biodiversitet, ressourceknaphed, udpiningen af naturen, der truer de kommende generationers livsgrundlag. Krigen er direkte kontraproduktiv, den udleder CO₂ i et enormt omfang. Opbygningen kræver ressourcer og energi, som der ikke er ubegrænsede mængder af. Og krigen og fokuseringen på den suger opmærksomheden til sig og flytter den væk fra den økologiske krise, som ikke er så synlig, eller rettere: det er den i de lande, hvor klimaet allerede går amok, men det er som regel ’langt væk’. Konklusion: fredsarbejde er simpelthen en eksistentiel nødvendighed.

Vi ser for øjeblikket en forbavsende ukritisk tilslutning til oprustning og militære løsninger. Nu skal Danmark ikke bare tage sin del, men gå foran. Og ja, selvfølgelig skal vi ikke snyde os udenom. Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst bidrager til holdbare løsninger. Det giver ikke sig selv, hvad der er mest realistisk. Hvorfor er der stort set ingen, der taler om forhandlinger og diplomati? Det er op til ukrainerne at afgøre, hvornår og hvordan der skal forhandles, hedder det. Et noget hyklerisk synspunkt så længe man ikke har taget afstand fra Vestens pres for at forhindre en fredsløsning. Det er også et letsindigt standpunkt, da vi jo har bundet os til at fortsætte den militære støtte ”as long as it takes” som Lars Løkke siger.¹⁷ Men kunne vi fra dansk side ikke gøre langt mere gavn, hvis vi i stedet for ─ eller bare ved siden af ─ satsningen på militære løsninger pumpede penge og menneskelige ressourcer i oprettelsen af fredsforskningscentre og uddannelse af diplomater med speciale i konfliktløsning? Der er rundt omkring i verden i den grad brug for sådanne indsatser. Tænk, hvis vi havde et korps af topuddannede mæglere, folk der, ligesom de få fredsforskere, vi har, i forvejen havde sat sig ind i, hvilke interesser der er i spil, hvad der skaber usikkerhed og frygt, og hvilke åbninger for forhandlingsløsninger man erfaringsmæssigt skal se efter. Hvorfor er diplomaterne i udenrigsministeriet ikke i gang med at udarbejde planer for, hvordan en holdbar europæisk sikkerhedsløsning kunne udformes?

Med den teknologi, der er til rådighed i dag, er det svært at forestille sig en militær sikkerhed. For det første er der nu skabt tvivl om NATO’s musketéred. For det andet taler kendsgerningerne imod, at russerne er en trussel mod Danmark. Medmindre de føler sig trængt op i en krog af NATO’s ekspansion, som nu betyder amerikanske depoter og tropper på dansk territorium.

Ruslands militære styrke ligger i deres atomvåben, men derudover giver den moderne teknologi en række muligheder for at føre en nålestiks- eller hybridkrig, der uden store omkostninger kan forårsage enorme skader. Det kunne tale for, at det er meget mere sikkert at bruge de ressourcer, man har til rådighed, til diverse fredsskabende initiativer.

Et vigtigt aspekt her er forholdet mellem mål og midler. Vi støtter krigen for at fremme freden. Jeg siger ikke, at den modsigelse ikke i nogle situationer kan være helt reel. Der findes aggressive psykopater. Der er situationer, hvor det er nødvendigt slå fra sig. Men den primære opgave må være at forebygge, dvs. skabe situationer, der lever op til Palmekommissionens analyse fra 1982: ”nationer og befolkninger kan kun føle sig sikre, når deres modparter føler sig sikre”.¹⁸

Krig og militarisme er i modstrid med den demokratiske tanke og fremmer alt det, der ødelægger fredelige forhold, opdrager os til at være ligeglad med ’de andre’, dvs. at se væk fra dem som mennesker, der også har ægtefæller, forældre, børn, drømme om et liv i fred. Militarismen lærer os, at når det kommer til stykket, har den ret, der har de stærkeste våben og den mest indædte vilje til at bruge dem uanset omkostningerne for dem, det går ud over.

Krigen ødelægger menneskers kroppe og psyke, skaber had og bitterhed, og det er en elementær psykologisk erfaring, at behovet for hævn ofte er uden udløbsdato ─ medmindre vreden har fundet andre ofre. Fredelige tilstande kræver indlevelse, forhandling, villighed til at give efter. Men lige nu ’opdrages’ vi til, at svaret på vores frygt er militær oprustning. Indvendinger affejes som ’naive’, og ja: der er ingen enkle og omkostningsfrie veje at gå. Men der er altid tale om en prioritering og et valg, og målet er altid indeholdt i midlet. Vold ødelægger ikke bare ofret, men også voldsmanden.

Voldelige metoder fører (næsten) altid til et undertrykkende resultat. Det kan ikke-voldelige metoder også gøre. Pacifisten kan risikere, at voldsmanden smadrer det hele. Men alt for ofte sidestiller man ikke-vold med passivitet. Det handler ikke bare om at vende den anden kind til, men om at yde modstand på en anden måde end med vold.

Derfor må diskussionen om mål og midler ─ i det store som i det små ─ føres igen og igen.

1. I en dansk sammenhæng kan man også henvise til artikler på solidariet.dk, eftertrykket.dk, https://www.jornboyenielsen.dk/om/ og til bogen Er NATO sikker? (Solidaritet 2023). Se også diverse henvisninger her: https://nejtiloprustning.dk/medier/.  En lidt ældre bog med en præcis analyse af den danske militarisme bør også nævnes: Jørgen Bonde Jensen: Politiken og krigspolitikken ─ et læserbrev. Kbh. 2007.
2. En mere omfattende dokumentation findes i Uffe Kaels Aurings artikler på eftertrykket.dk. De burde være pligtlæsning for alle journalister og politikere.
3. https://da.wikipedia.org/wiki/Majdan-revolutionen
4. Krigen i Ukraine: Hvad har vi gjort, og hvad kan vi gøre?  ─ interview med Chomsky, eftertrykket.dk, 6/3-2022.
5. Christine Nissen og Jacob Kaarsbo: Europa skal øge sin militære kapacitet, men hvordan?” – Information, 16-5-24.
6. Rapportens hovedforfatter er den tidligere italienske premierminister, Enrico Letti ─ Information 18-4-24.
7. Se citater og henvisninger i: Uffe Kaels Auring: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/
8. Hans Erik Avlund Frandsen: Klassesamarbejde og klassekamp, 1980, s.144 (findes også som e-bog).
9. Swiss Weltwoche: „Understanding the Ukraine conflict: Michael von der Schulenburg’s insights“, Other News, 13. maj 2024. www:

   https://www.other-news.info/understanding-the-ukraine-conflict-michael-von-der-schulenburgs-insights/

10. Serhei Kudelia og Alexandr Motyl i Information 28/2-2022. Se også Swiss Weltwoche: „Understanding the Ukraine conflict: Michael von der Schulenburg’s insights“, Other News, 13. maj 2024. www:

    https://www.other-news.info/understanding-the-ukraine-conflict-michael-von-der-schulenburgs-insights/

11. Samuel Charap and Sergey Radchenko: “The Talks That Could Have Ended the War in Ukraine”, Foreign Affairs, 16. april 2024. www: https://www.foreignaffairs.com/ukraine/talks-could-have-ended-war-ukraine
12. Swiss Weltwoche: „Understanding the Ukraine conflict: Michael von der Schulenburg’s insights“, Other News, 13. maj 2024. www:

    https://www.other-news.info/understanding-the-ukraine-conflict-michael-von-der-schulenburgs-insights/

13. Jyllands-Posten, 24/2-2023.
14. Se også Gorm Harste:  Krig – Tænkepause nr 75. 2020.
15. Interview med ph.d-stipentiat og veteran fra Afghanistan Thit Gaarskjær Jørgensen ─ Information, 10-5-24.
16. The Lancet – se https://da.wikipedia.org/wiki/Irakkrigen
17. Interview med Lars Løkke Rasmussen ─ Information 4-5-24.
18. OMTÆNKE-tanken: ”BÆREDYGTIG SIKKERHEDSPOLITIK: En nødvendig omtanke”, marts 2023. www: https://nejtiloprustning.dk/wp-content/uploads/2023/03/pamflet-Baeredygtig-Sikkerhedspolitik-NtO-020323.pdf