En fortælling om renhedens pris

Den franske feminist Francoise Vergès’ cirkelspark rammer simultant den postkoloniale udnyttelse af det globale syd og den hvide, liberale feminisme i det lille essay om, hvorfor nogen får lov at svine, mens andre gør rent.

Af Marie Berg Carlsen
Billede af Anne Marie Ploug¹

Den franske politolog Francoise Vergès har et klart projekt: At skrive en europæisk variant af den postkoloniale og intersektionelle feminisme frem. En feminisme, der udvider kvindebegrebet fra den hvide (middelklasse-)kvinde, som siden feminismens begyndelse har været det dominerende subjekt i mainstream-kvindekampen. Udvidelsen omfatter således et blik på den mangfoldighed af undertrykkelsesmekanismer (der udover køn kan omfatte etnicitet, klasse, seksualitet osv.), som andre grupper af kvinder i varierende grad er underlagt.

Det gør Vergès blandt andet i værket En dekolonial feminisme, der udkom i slutningen af 2023, og som har fået en del opmærksomhed. Filosoffen Anna Cornelia Ploug skrev en rosende anmeldelse i Information, og Politiken havde en samtale med historikeren Farhiya Khalid, der har skrevet bogens efterord – ligesom bogen har fyldt en del på sociale medier.

Som supplement hertil vil jeg pege på et lille værk, der næsten ingen opmærksomhed har fået, men som på sine blot 38 sider kan læses som forløber for (og måske – for den travle feminist – i stedet for) den dekoloniale feminisme; essayet Det kapitalocæne, affald, race & køn. Hér udfletter Vergès med kirurgisk præcision den kønnede og racialiserede ulighed i en postkolonial verden, der både er en forudsætning for og konsekvens af det senkapitalistiske forbrug.

Anslaget for Vergès’ kritik er udnyttelsen af sorte og brune kvinders opslidende omsorgsarbejde – fx rengøring – i vestlige hjem, kontorlandskaber og fitnesscentre, som muliggør opretholdelsen af den rene, hvide livsførelse.

Med kritikken blotlægger Vergès hykleriet hos den del af feminismen, der undsiger sig en tilværelse med husligt arbejde og kæmper sin feministiske kamp på direktionsgangen – alt imens den overlader sit affald efter lukketid til den sorte eller brune kvinde. Eller som Vergès skriver i Det kapitalocæne, affald, race & køn:

Angela Davis og så mange andre (…) udfordrede adskillige dominerende hvide/heteronormative feminister, der kritiserede underkastelsen af hjemmegående (hvide) kvinder, mens de ignorerede hvordan race og kolonialisme har været indblandet i disse historier. Denne kritik er stadig i høj grad relevant i dag: Når nogle kvinder bliver fritaget fra arbejdet med at gøre rent/drage omsorg, er andre kvinder – og primært sorte og brune kvinder – nødt til at gøre arbejdet.²

Det er den intersektionelle feminismes kritik af den liberale feminisme, og Vergès viser os, at feminisme uden et intersektionelt blik ikke er bedre end sin egen undertrykker. Kritikken af den hvide kvinde, der enten ignorerer eller bruger den farvede kvinde som et trin på stigen op gennem glasloftet er fremført før, men oftere i en nordamerikansk kontekst. Dog kan den ikke oversættes 1:1 til en europæisk kontekst, fordi racismen har forskellige udtryk på tværs af Atlanten. Dette gør Vergès’ udfoldelse af en europæisk variant så meget desto mere kærkommen.

Ligesom udnyttelsen af sorte og brune kvinder er forudsætningen for opretholdelsen af det rene (hvide) liv, er udnyttelsen af det globale syd det også. Alt det beskidte, der bliver tilovers i den senkapitalistiske produktion, flyder mod det globale syd. Og dette, alt imens de varer, der er nødvendige for opretholdelsen af det globale Nords eksorbitante livsførelse, efterlader det globale Syd med produktionsomkostningerne i form af affald.

Denne modus operandi retfærdiggøres, ifølge Vergès, af den kolonialistiske fortælling om et i forvejen ‘rent’ globalt nord og et ‘beskidt’ globalt syd. Diskursen om en beskidt og uciviliseret del af verden, vi i det globale nord må afgrænse os fra, reproduceres gennem billeder, medier, offentlige instansers rapporter og rejsevejledninger;

Hvorfor er disse lande så beskidte? Kan de ikke gøre rent i deres gader? Hvordan kan mennesker arbejde så beskidte steder? Kan de ikke forstå, at det er skadeligt for deres helbred? Se på børnene!³

Det, der skal gøres rent, flyder således mod de sorte og brune kroppe – både lokalt og globalt, både på verdenshavene og i kontorlandskaberne – og retfærdiggøres via en opfattelse af, at disse kroppe allerede er beskidte.

Opdelingen i rent/beskidt er forbundet til militariseringen og gentrificeringen af byer – med fattige sorte og brune mennesker, der bebrejdes for deres iboende snavsethed og fordrives fra deres nabolag for at gøre byen ”ren”.⁴

Det handler om, hvad og hvem der får lov at være hvor. Og dette ud fra en allerede cementeret opfattelse af, hvordan et bestemt område i fx byer påvirkes af forskellige menneskers tilstedeværelse.

Hertil kan det være illustrativt at drage en parallel til opdelingen i rent/beskidt, som tydeliggøres i den franske filosof og litteraturkritiker Roland Barthes lille essay om sæbe. I essayet beskriver Barthes de konnotationer, forskelligt vaskemiddel har i kampen for renheden. Nogle midler brænder nærmest det beskidte bort – andre befrier objektet for dets midlertidige utilfredsstillende karakter. Uanset hvordan uddrivelsen finder sted, så er renhed målet og rengøringsmidlet remediet mod ondet; det beskidte – hos Barthes eksemplificeret ved snavset som en ondskabsfuld, sortsmusket lille bandit.⁵

I denne rengøringsproces fremtræder et tydeligt hierarki; det rene står over det beskidte, der derfor må udgrænses – bortmanes med nærmest spirituel ildhu.

Det hierarki, Barthes blotlægger her, er altså det samme hierarki, der optræder i Vergès essay, hvor henholdsvist det beskidte bortmanes til det globale syd, og den sorte og brune kvinde bortmanes fra den (hvide) feministiske kamp.

Forestillingen om et hierarkiseret forhold mellem rent og beskidt er imidlertid dét, Barthes kalder en mytologi. Mytologier er forståelser af verden, vi mennesker er indlejret i, og som strukturerer vores liv på så basalt et niveau, at vi anser deres indhold som indlysende sandheder.

Barthes forklarer, hvordan virkeligheden derigennem afpolitiseres, og vi bliver blinde for, hvad der har ledt til, at der er nogle, der opfattes som ’rene’, og andre som ’beskidte’. Vi bliver blinde for, hvilke vilkår og muligheder forskellige mennesker har haft og stadig har til rådighed i deres liv. For som Barthes skriver: ”mennesker forholder sig ikke til myten i overensstemmelse med en sandhed, men med et behov; de afpolitiserer efter hvad de har brug for.”⁶

I værste fald opfatter vi det som en ‘naturlig orden’, der ikke bør anfægtes. Det bliver naturligt, at det er sorte og brune mennesker, der gør rent efter hvide, det bliver naturligt, at Vestens varer produceres under umenneskelige vilkår og med store miljømæssige konsekvenser for (indtil videre mestendels) det globale syd.

Når noget allerede opfattes som beskidt indenfor en mytologi, så bliver det naturligt at behandle dét derefter. Myten bliver således til virkelighed – og sætter sig igennem materielt:

Det rene/beskidtes geopolitik markerer en linje imellem beskidte områder – karakteriseret af sygdom, ”uholdbare” fødselstal, vold mod kvinder, kriminalitet og bander – og rene områder, der er underlagt omfattende lovgivning, hvor børn kan lege trygt.⁷

Men det er analyser som Vergès’, der kan være med til at demaskere disse mytologier. Hierarkiets dominans i verden genpolitiseres, og Vergès udfolder for læseren præcis, hvilke konsekvenser det har, når opfattelsen af det rene og beskidte tager essentialistiske, menneskelige former. Eller udtrykt gennem Barthes: når mytologierne omformer ‘historie’ til ‘natur’.

Vergès afslutter sit essayet med et citat fra en dalit (en inder, som tilhører gruppen af kasteløse):

1. Kvinde skulle stoppe med at gøre rent efter fæces, alle skulle gøre rent efter deres egen fæces selv
2. ellers skulle vi allesammen slutte os til kvinderne og gøre rent efter menneskefæces. På den måde, ved at gøre det sådan, kan denne kvinde være en af os, vores lige…⁸

Når vi kaster mytologierne af os, så viser fortiden – både som diskursivt og materielt formet – sig som den eneste afgørende årsag til vores forskellige vilkår; som den eneste grund til, at nogen får lov at svine uden ansvar, mens andre gør rent.

Marie Berg Carlsen er cand.mag. i historie og filosofi med yderligere sidefag fra statskundskab. Hun er underviser og forfatter til bl.a. Populisme og identitetspolitik (2020).
Francoise Vergès’ essay er oprindelig udkommet i e-flux, Journal no. 100, under titlen Capitalocene, Waste, Race, and Gender, og oversat til dansk af LAB i 2021.

1. Udsnit af BLOB, NO REFERENCE af Anne Marie Ploug. 2019. Træsnit-collage 300×280 cm. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen. Udstillet frem til 29. sep. 2024 i “KOLOSSAL – Grafik i store formater” på Kastrupgaardsamlingen.
2. Vergès, Det kapitalocæne, affald, race & køn’, LAB, 2021: 16-17
3. Vergès, Det kapitalocæne, affald, race & køn’, LAB, 2021: 26
4. Vergès, Det kapitalocæne, affald, race & køn’, LAB, 2021: 28
5. Roland Barthes, Mytologier – Udvalgte essays om vor mytologiske verden, Rhodos, 1969: 25
6. Roland Barthes, Mytologier – Udvalgte essays om vor mytologiske verden, Rhodos, 1969: 177
7. Vergès, Det kapitalocæne, affald, race & køn’, LAB, 2021: 26, 28
8. Vergès, Det kapitalocæne, affald, race & køn’, LAB, 2021: 33