»Et spøgelse går gennem universitetet. Det hedder ansvar«

REPORTAGE: I en lille vindblæst teltlejr ved Københavns Universitet på Amager, fandt en særlig litterær begivenhed sted forleden. En række af landets mest anerkendte litterære stemmer læste op i solidaritet med den palæstinensiske befolkning som led i de studerendes protester mod universitetets ansvarsfralæggelse.

Af Anne-Sophie Bogetoft Mortensen
Billede: Udsnit fra Melanie Kittis støtteplakat for Palæstina, 2023

Det er her, det foregår: På en græsplæne foran Københavns Universitet Søndre Campus, ude på Amager, indsat som en kile af grønt mellem de hårde bygninger af sten, har studerende slået lejr. En vindomsust plet, uden rigtigt læ eller skygge, hvor de studerende bor og sover i protest mod krigen i Gaza og universitetets larmende tavshed, der vokser for hver dag der går.

Lejren er et opråb til Københavns Universitet og stiller krav om, at institutionen anerkender folkemordet, som den israelske stat begår på den palæstinensiske befolkning, trækker sig fra alle økonomiske investeringer i virksomheder med aktiviteter i israelske bosættelser på Vestbredden,¹ forpligter sig til en institutionel akademisk boykot og anerkender palæstinensiske studerende. Indtil videre er lejren lille, den er opstået da den første i Den Hemmelige Have på CSS, det gamle kommunehospital i København, var overfyldt.

De er endnu få, men der kommer hele tiden flere til: ”Vi har taget telte med”, annoncerer en af lejrbeboerne i mikrofonen. ”Så hvis nogen vil være med, er I mere end velkomne. Men I skal være hurtige, for vi har kun fire!” Her opsættes der et fællesskab og et midlertidigt hjem, for dem der gerne vil kæmpe for nogen andres liv. For, som Asta Olivia Nordenhof skriver i Djævlebogen, som jeg er blevet lovet oplæsning fra:

det jeg siger er / arbejd for revolutionen / på den måde / du kan / gør det hver dag / på den måde du kan

For at skabe opmærksomhed omkring den nyopstartede lejr, og for at højne det politiske humør og engagement, har de deltagende studerende inviteret til oplæsning d. 29. maj. Line-up er ganske spektakulært og består af unge, litterære superstjerner, som sjældent er samlet under et tag, og endnu sjældnere en vajende pavillon: Asta Olivia Nordenhof, Fine Gråbøl, Melanie Kitti, Olga Ravn, Rasmus Daugbjerg. Dertil kommer mindre kendte, men lovende navne som jeg ved, at der allerede hviskes om i de litterære kroge i København: Anna Rieder, Hannah Kazmi Høgsbro, Lasse Raagaard Jønsson, Maria Catalina Heitmann og Uzma Akbari. Forfattere, i dette tilfælde Kazmi Høgsbro, der kan skrive sætninger, der sætter sig i halsen og gør det svært at trække vejret:

Jeg leder efter mor og baba på Google street view (…) Jeg leder efter genkendelighed i himlen, i lyset gennem skyerne, forsøger på den måde at fornemme en skarphed i luften eller en fugtighed, vind eller ingen vind.

Da jeg spørger en af arrangørerne om det imponerende program smiler hun glad: ”Det startede med en e-mail til den svenske digter og kunstner Melanie Kitti. Efter et døgn vendte hun tilbage med en lang liste af forfatterkollegaer der gerne ville deltage!” Så let kan det åbenbart være at samle cremen af den københavnske litteraturscene til oplæsning på en plæne i gråt majvejr.

Rasmus Daugbjerg er den første, der indtager den lille scene, han læser op fra sin mareridtslignende eventyrroman Trold. Han læser fra kapitlet om kongen med sin mønt, kongen der vil fælde hele skoven for at bygge et slot af træ, hårdt som sten. Måske er det dagens litterære tema, tænker jeg, for hvad har de udvalgte forfattere tilfælles udover deres åbenlyse og afgørende støtte til Palæstina og landets befolkning? Måske at de hader hårdheden, at de vil insistere på noget blødt: Asta Olivia Nordenhofs kærlighed som modsvar til kapitalismen, Olga Ravns androider der går ud i dalen.

Det virker passende her i universitetslandskabet, hvor bløde og lyttende kroppe har samlet sig under regnvåde pavilloner og hvor der deles tæpper og puder rundt, så alle kan sidde godt. ”Kom længere ind, der er pladser helt oppe foran!” Og så må vi rykke os længere ind. Men selvom vi sidder tæt, er det svært at høre, sådan er det ofte med udendørs oplæsninger, forfatternes stemmer bliver til lyde i vinden. En ven og jeg læner os frem for at kunne dechifrere lydenes betydning, men et pludseligt vindpust griber i mikrofonen, og jeg hører kun brudstykker fra Asta Olivia Nordenhofs oplæsning fra Djævlebogen:

for livet / er slemt / men ikke / så slemt / hvis husene / er åbne / hvis maden / er vores / til deling

Vind og så…

til jer der stifter brande / til jer der stjæler livet / jeres tid er forbi

”Den politiske poesi er tilbage!” annoncerer min ven i pausen, imens vi henter et stykke vandmelon fra det fællesbord, der er opstillet i udkanten af pavillonen. ”Og den kollektive!” tilføjer jeg, for til det her arrangement læser forfatterne også op fra andre tekster end deres egne, som ellers oftest er kutyme til den slags litteraturarrangementer. Anna Rieder læser fra Sidsel Ana Welden Gajardos Du er min arv og Fine Gråbøl læser op af Naja Bjørnssons oversættelse af den syriske digter Hanadi Zarkas digtsamling Livet er roligt i vitrineskabet:

og alt hvad jeg drømmer om nu / er en lille seng / i en by langt væk / en by som frygten ikke ryster / som en skælven ikke flygter fra

På den måde filtrer stemmerne sig også ind og ud af hinanden, fokus forskydes væk fra den enkelte, og litteraturen bliver et fælleseje forfatterne imellem. Et litterært areal de bebor i fællesskab og som vi er gæster i, et sted at finde kortvarig hvile.

Himlen er begyndt at mørkne, det trækker op, og det samme gør teksterne. Hannah Kazmi Høgsbro læser op fra sin debut lyset lande på musvit, et uddrag om sin baba, der som ung bliver tæsket og efterladt i en elevator, blødende og alene. Bagefter skønstammer Lasse Raagaard Jønsson sig igennem et politisk opråb og Maria Catalina Heitmann, den allersidste oplæser på dagen, læser fra en tekst skrevet til lejligheden. ”Jeg fik at vide den skulle være ultrakort, så det er den!” siger hun og trækker to A4-sider frem, imens det knitrer let i mikrofonen (digtet kan læses efter artiklen, red.).

Egentlig vil jeg gerne slutte med teltlejren og oplæsningerne, de varme kroppe midt i alt det hårde, men jeg vender tilbage til vinden. Det føles passende, for måske er det vinden der holder oplæsning den onsdag eftermiddag. Den griber i hvert fald i teltene og i pavillonerne, selv i mikrofonen et par gange og vender den pludselig bort fra oplæserens mund, så ordene forsvinder. De iturevne, hvide stykker stof, hængt op af beboerne for at udsmykke lejren, holdt nede af små sten bundet fast til enden. Vinden der farer igennem det åbne landskab.

Litteraturoplæsninger handler så ofte om luft: om vind, om åndedrættet i mikrofonen og om litterære spøgelser, både dem der er døde og dem der er langt væk, men stadig i vores tanker. I dag handlede det om at sidde tæt og om at lytte. Da jeg efter arrangementets afslutning cykler igennem det efterhånden aftentomme campus, tænker jeg på en sætning fra Maria Catalina Heitmanns oplæsning:

Se et spøgelse går gennem universitetet. Det hedder ansvar.

Tænk på det.

Anne-Sophie Bogetoft Mortensen er ph.d. i litteraturvidenskab og beskæftiger sig med politisk og aktivistisk litteratur og kunst, klimaproblematikker, neokolonialisme og klassekamp.

Arrangementet fandt sted onsdag d. 29. maj 2024 på græsplænen foran Københavns Universitet Søndre Campus og var organiseret af studerende fra solidaritetslejren samme sted.

***

Digt af Maria Catalina Heitmann skrevet til anledningen, og ”inspireret af KU’s tweet den 7. maj 2024 om deres investeringer i virksomheder, der opererer på Vestbredden.”

Når du overholder anbringelsesbekendtgørelsens krav om bevaring af købekraft, tænk på andre
(dem, for hvem anbringelse betyder fængsel og bekendtgørelse betyder massakre)

Når du siger, at det er kapitalforvalterne, der udvælger investeringerne, tænk på andre
(dem, hvis liv bliver forvaltet af din kapital)

Når du tilrettelægger din portefølje for at opnå den bedste risikospredning, tænk på andre
(dem, for hvem spredt risiko betyder, at de kan dø i dag eller i morgen)

Når du udfører best practice, tænk på andre
(dem, for hvem din bedste praksis er deres værste mareridt)

Når du ikke vurderer det hensigtsmæssigt at anbringe alle midler i statsobligationer, anerkend andre
(dem, der bor i den selvstændige palæstinensiske stat, om vi vil det eller ej. Fuck vores regering)

Når du konstaterer, at der ikke aktuelt eksisterer et marked, hvor virksomheder, der opererer på Vestbredden udelukkes, tænk på andre
(dem, hvis aktuelle markeder består af udløbne tørvarer, tilfældigt kastet fra et nødhjælpsfly)

Når du investerer i Booking.com og Air Bnb, tænk på andre
(glem ikke, at ferieboligerne engang var palæstinensiske hjem)

Når du efterlever alle krav til etiske investeringer, tænk på andre
(nej, tænk på dig selv, ved du overhovedet, hvad du siger?)

Når du underviser i antiimperialisme og kritisk teori, tænk igen
(se; et spøgelse går gennem universiteterne: det hedder ansvar)

Når du hører dette digt, tænk på Mahmoud Darwish, og tænk også på alle de palæstinensere, hvis navne vi ikke kender
(sig: Et forenet folk kan aldrig besejres.
sig: Befri Palæstina)

1. Et krav, der blev imødekommet som følge af studenterprotesterne, gældende fra d. 29. maj 2024, red.