Ukraine-krigen er bedre end sit rygte

Slå koldt vand i blodet, glem for et øjeblik de seneste Pentagon-læk, og se på det store billede. Uanset hvad fremtiden bringer, kan vi allerede nu erklære, at krigen i Ukraine er en strålende succes.

Af Uffe Kaels Auring
Billede: Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, i en britisk Challenger 2-tank

”Kom dummere”, var det sidste, jeg hørte fra en god, men irriterende ven, da jeg for en måneds tid siden sang sangen om, at krigen i Ukraine er vor tids store ulykke, og forsvaret for Ukraine vor tids frihedskamp. Men det var det, der skete inden, der for alvor gjorde ondt. Han rev mine argumenter fra hinanden; han afslørede mine falske forestillinger én for én; han afslørede endda mine indbildningers sande grund.

”Der er forskel på de ideer, du fremfører i din forestillingsverden, og den politik, dine ideer tjener i den virkelige verden,” sagde han blandt andet. Først i dag forstår jeg pointen, fordi jeg forstår politikken.

Min selvrespekt forbyder mig at gå i detaljer med resten. Han fjernede kort sagt sløret fra mine øjne. Dét er det vigtige (selvom jeg godt gad glemme de andre led i afklædningen).

Og så gik jeg i selvisolation derhjemme. Først var jeg helt lagt ned pga. såret professionel stolthed. Derefter blev jeg besat af tanken om intellektuel oprustning og revanche. Derfor hørte jeg en masse Verden ifølge Gram, derfor søgte jeg argumentationsskyts i Weekendavisens spalter, derfor har jeg en bunke ubrugelige noter om Putins mulige sindssyge liggende i skrivebordsskuffen. Endelig indså jeg, at min forfængelighed var en del af problemet. Og så tog en beslutning form. Løsningen var simpel: ærlighed. Jeg ville fortsat være nyttig, men ikke idiot. En ægte holdspiller frem for en medløber.

Jeg besluttede, at jeg ville forstå Vestens Ukraine-politik for at give den mit oplyste samtykke. Ikke indpakningen, ikke flosklerne, men politikken selv. Mit ja skulle være ærligt. Ikke det belejlige automat-ja, men det informerede, myndige, suveræne ja, der ansigt til ansigt med sagen selv og uden hensyntagen til den offentlige mening, personligt omdømme eller professionelle interesser siger: ”Ja, vi skal. Ja, vi vil.”

Vestens ambitioner

Hvordan trænger man ind til Ukraine-politikkens kerne?

Grundlæggende set er der to typer af kilder, vi kan konsultere. Den første er de masseorganer, der orienterer de brede flertal og altid er lige ved hånden. Det er populistiske kilder, i den særlige betydning at de hægter borgernes moralske forestillinger på eliternes dagsordener uden at røbe disse dagsordener. Eliterne sætter kursen; medierne præsenterer egnede forestillinger om verden; og når borgerne holder deres fordomme (de kan f.eks. ikke lide overgreb på uskyldige og ønsker ikke selv at blive angrebet) sammen med den medierede virkelighed (vores fjende begår overgreb på uskyldige og pønser også på at angribe os), vil de af egen, disciplineret vilje tilslutte sig magthavernes politikker.

Hvis vi vælger denne vej, møder vi 117 varianter af ”Vi står sammen med Ukraine”-tanken. Vi støder på en lange række populære forestillinger, der understøtter de virkelige ambitioner, men vi får næppe greb om ambitionerne selv.

En anden mulighed er at søge indsigt hos fagprofessionelle organer. Den slags, der er sponsoreret og bemandet af udenrigspolitiske eliteinteresser, og hvori eliter taler til eliter om det, der betyder noget for eliter. Disse kilder er tæt på de ansvarlige beslutningstagere, og deres troværdighed beror på, at de står til ansvar for de herskende interesser, ikke den offentlige moral. At de selv, undertiden også i bogstavelig forstand, har aktier i sagen, øger kun deres kildeværdi. Netop af den grund kan vi forvente rimelig ærlig snak om, hvad ambitionerne går ud på.1

Når vi vender blikket mod elitekilderne, opdager vi hurtigt, at vores engagement i Ukraine-krigen skal opfattes som en investering. Der er gevinster at hente, og de falder i to hovedgrupper: 1. Svækkelse af Rusland vis-a-vis USA, 2. Styrkelse af militærindustrien og den bredere militarisme.

Lad os begynde med en analyse udgivet af en tænketank, der befinder sig i venstre side af elitespektret. The Wilson Center sponsoreres af olieselskaber, finanshuse, det amerikanske udenrigsministerium og våbenproducenten Northrop Grumman, og i indlægget ”Four Reasons Why Supporting Ukraine Is a Good Investment” påpeges det, at Ukraine-krigen demonstrerer, at den vestlige militærindustri og vores model for krigsførelse er overlegen. Dette reklamefremstød koster selvfølgelig penge, men udgifterne kommer overvejende ”militærindustrien i USA og hos dets allierede” til gode, mens de midler, der direkte går til den ukrainske militærsektor, er relativt få.

Krigen skal samtidig forbedre USA’s image hos amerikanerne selv. Nogle af landets borgere finder nemlig visse af de foregående krige ”højst kontroversielle”, og navnlig Afghanistan og Irak er stadig betændte emner. Amerikanerne har med andre ord brug for en militaristisk genopfriskning. Her skubbes Ukraine så ind på scenen. Som ”et sjældent eksempel på en ’retfærdig krig’” kan den russisk-ukrainske konflikt vaske pletterne fra de skuffende krige væk og kaste ny glans over USA’s internationale militarisme. Irak og Afghanistan havde i sin tid samme funktion, men øvelsen skal gentages med jævne mellemrum, da vi hurtigt bliver trætte af de gamle krige og derfor ønsker os nye.

Geopolitisk kan Ukraine-krigen bruges til at svække Ruslands position i det globale syd og give ”USA og hele den vestlige verden” en fortrinsstilling globalt. Hvis alt går vel, må vi skrive en ny version af Francis Fukuyamas The End of History and the Last Man.2 Min egen forhåbning er, at det denne gang bliver den endelige ende på historien.

Så vidt et idealistisk syn på sagen, indrammet, som det er, af smukke drømme og strategisk perceptionsbearbejdning. Lad os se på en mere kølig analyse udgivet af tænketanken Center for European Policy Analysis, der sit navn til trods er beliggende i Washington og foruden finansiel støtte fra de store techgiganter sponsoreres af NATO’s afdeling for offentligt diplomati, det amerikanske udenrigsministerium og våbenproducenter som Bae Systems og Lockheed Martin. Organets mission er at informere beslutningstagere og forretningsfolk og ”opbygge netværk af fremtidige ledere, som er velbevandrede i atlanticisme”. I analysen ”It’s Costing Peanuts for the US to Defeat Russia” anlægges et “bang-per-buck perspective”, og konklusionen lyder: “I kolde, geopolitiske termer giver denne krig USA en strålende mulighed for at udhule og nedbryde Ruslands konventionelle forsvarsevne uden at indsætte amerikanske soldater og med lille risiko for amerikanske liv.” Investeringen giver et afkast på 2-3 gange indsatsen: ”Et forbrug på bare 40 milliarder dollars udhuler en trusselværdi på 100-150 milliarder dollars” per år. Det kan vi så gange op med antallet af år, krigen varer, hvorfor det amerikanske militær fornuftigvis må ”ønske, at Rusland fortsætter med at indsætte militære styrker, som Ukraine kan ødelægge”.

Samme ønske kunne militærindustrien have: ”Krige er udstillingsvinduer for forsvarsproducenter; enhver køber ved deres fulde fem vil have den teknologi, som vinderen har lavet. Putins fejlvurdering har blot givet hans vestlige konkurrenter en fantastisk markedsføringsmulighed. Bemærk også, at krigen presser NATO-partnere til hurtigt at øge udgifterne til 2-procentsmålet eller mere. I betragtning af USA’s teknologiske fordel inden for forsvarsmateriel vil en betydelig del af disse ekstra militære udgifter blive brugt på amerikansk udstyr.”

Tilmed forsøger det krigsplagede Europa ”desperat at skaffe alternative energiforsyninger”, og den mange gange dyrere flydende naturgas fra USA ”viser sig at være den oplagte erstatning”. Krigen styrker altså også de atlantiske bånd. ”Et Rusland, der kontinuerligt sidder fast i en krig, det ikke kan vinde, er en enorm strategisk sejr for USA.”3

I midten af spektret finder vi den tværpolitiske tænketank Center for Strategic and International Studies, der foruden techgiganter, finanshuse og store oliefirmaer sponsoreres af Northrop Grumman, Lockheed Martin, Raytheon og BAE Systems. Tænketanken ser det som sin fremmeste opgave at forme ”beslutningstagningen hos centrale beslutningstagere og tænkningen hos centrale influencere”. Blandt tænketankens ”distinguished senior advisers” finder vi et par pensionerede generaler, og bestyrelsen rummer notabiliteter som Henry Kissinger og Joseph Nye.

Ifølge analysen “United States Aid to Ukraine: An Investment Whose Benefits Greatly Exceed its Cost” er Ukraine-krigen “en stedfortræderkrig, hvor USA vedvarende høster store strategiske gevinster ved at svække en af sine to store trusler”. Amerikansk bistand til Ukraine er endda ”sandsynligvis den mest omkostningseffektive investering, som USA og dets strategiske partnere har foretaget i national sikkerhed i nyere tid.” USA’s hjælpepakker har ”gjort det muligt for Ukraine at gøre enorm skade på Ruslands samlede evne til at true Europa og udkæmpe nogen fremtidig konflikt”, ”revitaliseret NATO’s og Europas forsvarsbestræbelser” og sat USA i stand til ”at udøve enorm strategisk magt over for Rusland med minimale omkostninger for USA”. Analysen ser en ”bæredygtig fredsløsning” som det ønskværdige endemål, men det skal på mellemlang sigt ske efter samme opskrift, som vi fandt hos fortalerne for den endeløse krig: Fasthold kursen, skru op for våbenbistanden, svæk Rusland. Det vil på sigt tvinge Rusland til at indvilge i en ”bæredygtig fredsløsning”, der fastholder ”alle strategiske gevinster”, krigen hidtil har bibragt USA, uden at efterlade Putin med ”nogen form for sejr”. Ideen er at skabe en situation, hvor Kreml vil æde denne ydmygelse, da alternativet blot ville være værre.4 Lige nu sejrer vi ved at holde krigen i gang og berede os på at intensivere støtten.

En anden, tilsyneladende afvigende vinkel på sagen finder vi i Rand Corporations rapport ”Avoiding a Long War: U.S. Policy and the Trajectory of the Russia-Ukraine Conflict”. Tænketanken er en bastion for establishmenttænkning og Ruslands-antipati; detaljerne kan du hurtigt læse dig til på egen hånd. Igen tager vi udgangspunkt i cost-benefit-analysen, men tilgangen er alligevel uortodoks, idet rapporten forsigtigt skitserer et oplæg til nogle justeringer i den amerikanske politik. Det er i ”USA’s interesse” at undgå en ”lang krig”, og det skyldes ikke mindst den tilfældighed, at en af forfatterne tilhører den uddøende race af folk, som har arbejdet med våbenkontrol: En lang krig, lyder ræsonnementet, betyder øget risiko for direkte konfrontation mellem USA og Rusland og dermed den terminale udgave af The End of History – atomkrigen, den ultimative omkostning. Det er i øvrigt en temmelig eventuel og uhåndgribelig omkostning: Man forstår godt, hvorfor de andre investeringstænkere kun medregner ting, man faktisk kan regne med.

Hvad angår amerikanske ambitioner, er det imidlertid ikke rapportens konklusion, der er interessant; den udtrykker blot en ide om de begrænsninger, amerikanske ambitioner må operere inden for. Det interessante er antagelserne. Det stærkeste argument for ”den lange krig” og altså mod rapportens hovedpointe, lærer vi, er, at ”Rusland vil blive yderligere svækket”. At dette er en ”gevinst”, kræver intet argument, og rapporten giver heller ikke noget. Men at gevinsten kun skal kategoriseres som ”moderately significant” og ikke ”highly significant”, kalder på en forklaring, som rapporten da også anfører: ”Forklaring: Rusland er allerede blevet betydeligt svækket af krigen, hvorfor USA kun ville opnå moderate fordele ved at svække sin modstander yderligere.” Denne påstand gentages ad flere omgange igennem teksten, men uden dokumentation, hvilket er bemærkelsesværdigt, da mange af rapportens mere perifere pointer er belagt med solide referencer. Altså fremgår det tydeligt, at svækkelsen af Rusland er en kerneambition, og at der ikke er nogen grund til at tro, at der ikke er ”highly significant” gevinster at hente ved fortsat at holde Rusland ved ilden. I øvrigt er det moderat signifikante selvsagt signifikant. Et afkast, der aftager, i takt med at Ukraines kampevne udhules, er stadigvæk et afkast. Desuden har krigen på plussiden fået “europæiske allierede til at øge forsvarsudgifterne” osv.5

Når vi henter oplysning hos de organer, der er mest inde i sagen; er mest investeret i sagen; er tættest på de relevante beslutningstagere og interessenter; er skabt af eliter og befolket af tidligere topfolk i statsapparatet med gode relationer til de siddende magtudøvere, så støder vi på nogle uproblematiske antagelser om USA’s og Vestens ambitioner: 1. Svækkelse af Rusland vis-a-vis USA, 2. Styrkelse af militærindustrien og den bredere militarisme, der understøtter den.

Og vi har endda en færdig opskrift på, hvordan det skal gøres.6

Opskriften på vores støtte

Som nævnt er der grænser for, hvor langt Vesten vil strække sig i forfølgelsen af sine ambitioner. Nogle af grænserne er helt faste; andre kan flyttes. En hård grænse er, at USA vil undgå direkte konfrontation med Rusland, og at konflikten eskalerer til en atomkrig.7 Det efterlader et vist spillerum, selvom det er uvist, præcist hvor stort det er. Det er NATO imidlertid i gang med at finde ud af. De mere mobile grænser for vores indsats rykkes bestandig i retning af de hårde grænser. NATO erkender offentligt eskalationsrisikoen, men det er prisen for et større gode.8 I reglen gælder, at jo større risiko, desto større afkast.

Og jo større indsats fra ukrainsk side. Som vi så, udtrykker establishmenttænketankene gennemgående tilfredshed med, at vi kan svække Rusland og fremme amerikansk hegemoni uden at sætte NATO-liv på spil. Til gengæld kender vi ingen grænser for den ukrainske offervilje. Med den amerikanske senator Lindsay Grahams ord: ”Jeg kan godt lide den strukturelle sti, vi er trådt ind på her. Så længe vi hjælper Ukraine med de våben, de har brug for, og økonomisk støtte, vil de kæmpe til den sidste person.”9

Folk, der kalder på respekt for det ukrainske folks agens, kan næppe forlange et stærkere tilsagn. Kald dem naive, men lad os ikke negligere, at borgere, der aldrig selv kommer i begreb med den virkelige agens, som tilkommer eliter, føler behov for at tillægge de redskaber, som eliterne opererer med, agens, når det passer ind i eliternes dagsordener. Ja, indstillingen er romantisk, men illusionerne begrænser sig til borgerne. For eliterne er det egeninteressen, der tæller. Således påpegede formanden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, Michael McCaul, for et par måneder siden, at ”den mængde investeringer, vi har foretaget, er meget små i forhold til at ødelægge det russiske militær. Og det er det, vi har gjort, uden at en eneste amerikansk soldat er blevet angrebet, dræbt eller befinder sig i landet. I mine øjne er det en ret god investering.”10 Ukrainernes rolle i investeringen ikke nævnt, men absolut heller ikke glemt.

Populært sagt: Vi står sammen med Ukraine. Så sandt – og dog forvansket af stort set alle, der skilter med det til hverdagsbrug.

Apropos det at stå sammen. Lindsey Graham pointerer, at Ukraine endelig blev den sag, der kunne samle det ellers dybt polariserede USA. Det er ikke ualmindeligt, at man må samles om et fælles tredje, og gerne en fjende, for at opnå militaristisk samhørighed. I dette tilfælde har fjenden tilmed givet os en fælles ven. Ifølge Mark Esper, forhenværende forsvarsminister og nuværende bestyrelsesmedlem i den NATO-promoverende tænketank Atlantic Council, gør ”det modige ukrainske folk det beskidte arbejde, vi aldrig har villet gøre her i USA”.11

Hvordan forholder ukrainerne sig til det beskidte og blodige arbejde? Det kan man bl.a. læse om i Wall Street Journal.12 Nedslående, men heller ikke synderlig vigtigt, da det afgørende er, at vi kan regne med Ukraine som strategisk partner. Så lad os løfte blikket lidt og omformulere spørgsmålet: Hvordan stiller det ukrainske styre sig til sagen? Forsvarsminister Oleksii Reznikov har forsikret os om, at hans nation vil honorere sin del af aftalen, idet han samtidig indskærper os vores ansvar: “Vi udfører NATO’s mission i dag uden at udgyde deres blod. Ved at give vores eget blod. Derfor må vi bruge deres våben for dem.”13

Hvis man ikke har fattet den enestående mulighed, de ukrainske beslutningstagere uselvisk har skænket os, bør man bruge et par minutter på at reflektere over disse ord fra den forhenværende ukrainske udenrigsminister og leder af Ukraines NATO-mission Vadym Prystaiko: ”Vesten har en unik chance nu. Der er ikke mange nationer i verden, der ville gå med til at ofre så mange liv, territorier og årtiers udvikling med det formål at besejre ærkefjenden.”14

At Prystaiko ret beset sidder fast i den gamle verdensorden og ikke har opdaget, at Kina er ærkefjenden, skal ikke forklejne de ukrainske bidrag. Som den tidligere republikanske præsidentkandidat og militærinvestor15 Mitt Romney har påpeget, hænger tingene sammen: Rusland er Kinas ven.16 USA bekæmper Kina igennem Rusland igennem Ukraine.

I samklang med betragtningerne fra de akademiske investeringstænkere giver Romney her et væsentligt korrektiv til såvel jubeloptimister som alarmister: Projektet handler mere om løbende afkast og oparbejdning af relative fordele end om at bringe os til en eller anden sluttilstand, hvor alt er vundet. Det handler om at få de gevinster ud af situationen, man kan få ud af situationen. Det er ikke utænkeligt, at Ukraines kurs mod afgrunden må indgå i beretningen om Vestens profitable Ukraine-investering, når slutregnskabet en dag skal gøres op.

Af samme grund bør hele balladen om de seneste Pentagon-læk ikke forstyrre nogens nattesøvn. Det er meget muligt, at Ukraine på et tidspunkt må regnes for en opbrugt ressource, men lad det ikke ske, før det faktisk er tilfældet. Når landet ikke har mere at give af, bør vi gøre gevinsterne op og komme videre.

Og så er det jo nærliggende at sende varme tanker til Taiwan og andre stillehavsstater,17 når man i The Atlantic læser, at Ukraine-krigen leverer modellen for, hvordan USA’s internationale militære engagement bør se ud i fremtiden. Historien har lært os, at ”jo mere USA tager over og indsætter sine egne styrker i en konflikt, jo dyrere og i de fleste tilfælde kontraproduktiv bliver interventionen”. I stedet bør USA fremover ”yde et højt niveau af militær støtte uden at indsætte amerikanske styrker”.18

Hertil må vi til modellens ære tilføje, at historien også giver positive bekræftelser. For lidt tid siden mindede oberstløjtnant Oliver North, der skaffede sig navnkundighed under 1980’ernes Iran-Contra-affære, den yngre generation om, at den ”strukturelle sti”, vi følger, allerede blev udstukket af den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan: ”Reagan troede på at støtte frihedskæmpere. Han gjorde det i Latinamerika; han gjorde det i Angola, Guinea-Bissau, Mozambique; han gjorde det i Afghanistan. Disse mennesker var ligesom det ukrainske folk villige til at bruge deres blod og vores kugler.”19 Det skal siges, at det er et meget begrænset udsnit af stedfortræderoperationer, North får præsenteret.20 Modellen har ikke blot fremtiden for sig, men i den grad også traditionen bag sig.21

Vi har klare ambitioner, vi har en gennemprøvet model, vi har rigeligt med midler, vi har globalt udsyn, vi kører på. Er der mere at sige?

Ja, vi børn af Vesten bør sætte os ud over vores naturlige beskedenhed og udsige en tak til os selv for vores støtte. Hos de brede flertal kommer støtten ikke fra et virkeligt sted, men den betyder noget i virkeligheden. Som det påpeges i et ekspertindlæg fra den mest indflydelsesrige udenrigspolitiske institution i USA, Council on Foreign Relations, afgøres krigens udvikling nemlig ikke på slagmarken alene. Fra et rent militært og ikke investeringslogisk synspunkt ser det jo skidt ud for vores fælles ven, der p.t. sender bølger af dårligt trænede og dårligt bevæbnede mennesker til fronten, hvor det russiske artilleri hærger.22 Imidlertid betyder ”succes på hjemmefronten [dvs. opbakning fra vestlige borgere], at krigen vil fortsætte – og endda vil kunne intensiveres”.

Faktisk er det af hensyn til os, at Kiev foretager “store investeringer […] i de blodige kampe omkring Bakhmut, hvis betydning […] nok er mere symbolsk end strategisk”.23 ’Symbolsk’ kan betyde så meget. Her betyder det bl.a. investeringslogisk, da indsatsen afhænger af skatteborgernes betalingsvillighed og politiske velvilje, som afhænger af deres opbakning til projektet, som afhænger af et ”symbolsk” tilhørsforhold til noget, de ikke har begreb om.

Ærlighedens pris

Til slut nogle konstateringer om den herskende Ukraine-fantasis dumme, men alligevel nyttige aspekter.

  1. Det er ikke en reel mulighed at støtte ”forsvaret for Ukraine”, ”demokratiet i Ukraine”, ”den frie verdens frihedskamp” og andre fantasmer. Vi kan sige, at vi gør det – og derved støtte den eksisterende krigspolitik, der handler om noget helt andet og meget vigtigere. At vi indoptager de ideer om krigen, der florerer i populærkulturen og passer til vores indgroede retfærdighedsforestillinger, ændrer ikke politikken. Det gør os bare mere fantastiske i udsyn og selvsyn – og mere respektable i vores medborgeres øjne.
  2. Vi kan sige ja eller nej til den eksisterende krigspolitik, ikke ændre den. Vi er der for investeringens skyld, og vi kan enten indkassere investeringens fulde afkast og ”kæmpe til den sidste ukrainer” eller prøve at sabotere projektet før tid, hvilket ville være lige så ugunstigt, som det er utænkeligt.
  3. For ethvert ordentligt menneske står valget mellem at sige ja eller ja til vores krigspolitik. Vi må have forståelse for, at det bliver et uærligt ja fra de fleste. Folk er bundet af alle mulige hensyn, og disse hensyn er gennemsyrede af populariserede versioner af magtens diktater, som er tilpasset det jævne menneskes fordomme. Men hvis man har mulighed for at angribe sagen med intellektuel og moralsk integritet, siger man ærligt ja til den faktiske politik med alt, hvad den indebærer.

Man må så tage det tilsyneladende paradoks med, at politikken ikke indebærer udbredelse af indsigt i, hvad politikken går ud på, men i stedet omfattende perceptionsbearbejdning mhp. at opdyrke investeringsrigtige forestillinger om den vestlige militarismes retfærdighed og overlegenhed hos borgerne derhjemme og alliancepartnerne derude. Vi står faktisk i den situation, at utilsløret offentlig tilslutning til Vestens ambitioner formentlig vil blive afvist som et putinistisk frontalangreb mod vores ”støtte til Ukraine”. Modsigelsen kan minde om løgnerparadokset. Men det er slet ikke et rigtigt paradoks. Vi skal blot skelne mellem klassen af oplyste mennesker (typisk eliter) og klassen af uoplyste mennesker (typisk borgerne). Mit stille ønske er i den sammenhæng, at flere bringer sig på intellektuel omdrejningshøjde med det vidende og beslutningsdygtige fåtal.

Så kan man indvende, at ærlighed ikke lønner sig, så længe den ikke er forankret i reel indflydelse. Og det er rigtigt. Hvis man som borger, parti eller organisation herhjemme vil undgå at falde i unåde, er det bedre at holde sig til de populære sloganer og tie om det, der ikke er lydhørhed for. Ærlighed er ikke fremmende for ens interesser, når større interesser dikterer noget andet. I storpolitiske spørgsmål må ærlighed anses for en luksus, der ikke er lille Danmark forundt. Det gælder såvel høj som lav herhjemme.

Omvendt har en informeret tilgang til sagen sine saglige fortrin. Når man først har begravet fantasierne og fået styr på de virkelige ambitioner, falder enhver væsentlig indsigelse mod Vestens Ukraine-politik bort. Ikke bare er kursen rigtig; ethvert skridt, vi har taget, er rigtigt. Det demonstrerede jeg for min gode, irriterende, men også saglige ven for et par dage siden. Ja, jeg gjorde comeback og satte ham til vægs i en fair diskussion, jeg ikke vil gå i detaljer med, da min indsigt jo egentlig er hans fortjeneste. Til gengæld vil jeg demonstrere det i et par opfølgende artikler.

Læs næste del her: Til forsvar for Ukraine-krigen #1: Vestens oversete diplomatiske sejre

Print Friendly, PDF & Email
  1. Vi kan nok også forvente overdreven optimisme på ambitionernes vegne, men det er ligegyldigt her, da spørgsmålet er, hvad ambitionerne går ud på, ikke hvor godt det går med at forfølge dem.
  2. Vitaliy Syzov: “Four Reasons Why Supporting Ukraine Is a Good Investment”, The Wilson Center, 11. januar 2023. www: https://www.wilsoncenter.org/blog-post/four-reasons-why-supporting-ukraine-good-investment
  3. Timothy Ash: “It’s Costing Peanuts for the US to Defeat Russia”, Center for European Policy Analysis, 18. november 2022. www: https://cepa.org/article/its-costing-peanuts-for-the-us-to-defeat-russia/
  4. Anthony H. Cordesman: “United States Aid to Ukraine: An Investment Whose Benefits Greatly Exceed its Cost”, Center for Strategic and International Studies, 21. november 2022. www: https://www.csis.org/analysis/united-states-aid-ukraine-investment-whose-benefits-greatly-exceed-its-cost
  5. Samuel Charap & Miranda Priebe: ”Avoiding a Long War: U.S. Policy and the Trajectory of the Russia-Ukraine Conflict”, Rand Corporation, januar 2023. www: https://www.rand.org/pubs/perspectives/PEA2510-1.html
  6. Opskriften er egentlig indeholdt i de strategiske analytikeres investeringstanke, men den er bedst udfoldet af ledende politikere, som tydeliggør ukrainernes rolle i regnskabet. Så dem citerer jeg fra i det følgende.
  7. Jf. Mark Milleys liste over “U.S. interests and strategic objectives” i: Shane Harris et al.: “Road to War: U.S. Struggled to Convince Allies, and Zelensky, of Risk of Invasion”, The Washington Post, 16. august 2022. www: https://www.washingtonpost.com/national-security/interactive/2022/ukraine-road-to-war/
  8. Jens Stoltenberg: “Opening remarks“, NATO, 18. februar 2023. www: https://www.nato.int/cps/en/natohq/opinions_212041.htm
  9. Russian American Daily: “Senator Graham: With U.S. weapons and money, Ukraine will fight Russia to the last Ukrainian”, YouTube, 13. august 2023. www: https://www.youtube.com/watch?v=Feg2xwUrQHM

    Se også Straight Arrow News: “‘Crimea is within reach’: Senators return from Ukraine as US preps to send tanks”, YouTube, 25. januar 2023. www: https://youtu.be/O41_WM5qVYo?t=38

  10. Catherine Herridge & Grace Kazarian: “Incoming House Foreign Affairs chairman favors heavily arming Ukraine “100%””, CBS NEWS, 9. december 2022. www: https://www.cbsnews.com/news/incoming-house-foreign-affairs-chairman-michael-mccaul-favors-heavily-arming-ukraine/
  11. KingStreetNews: “Prank Call With exMinister of Defense of the USA Mark Esper VOVAN & LEXUS”, Rumble, 15:50. www: https://rumble.com/v29mtlw-prank-call-with-exminister-of-defense-of-the-usa-mark-esper-vovan-lexus.html
  12. Matthew Luxmoore: “A Year Into War, Ukraine Faces Challenges Mobilizing Troops”, Wall Street Journal, 23. marts 2023. www: https://www.wsj.com/articles/a-year-into-war-ukraine-faces-challenges-mobilizing-troops-64dcdc49
  13. ТСН: “Велике інтерв’ю з Олексієм Резніковим: Вони тупі і так не зрозуміли, що нас не скорити!”, YouTube, 5. januar 2023. www: https://youtu.be/9Oqi0oIprFg?t=664
  14. David Brennan: “Putin’s War Plan Reaching ‘Critical Moment’—Ukraine Ambassador”, Newsweek, 7. januar 2023. www: https://www.newsweek.com/putins-war-plan-reaching-critical-momentukraine-ambassador-1771840

    Se også: Robert Kellaway: “Defiant Ukraine ambassador warns Putin ‘we’ll fight to the last of us or the last of you’”, Express, 6. april 2023. www: https://www.express.co.uk/news/world/1755820/vadym-prystaiko-ambassador-ukraine-putin-war-russia

    Vi kan notere det rørende i, at den ukrainske stat vil betale så høj en pris, men lad os ikke tabe fokus. CV’et tilsiger, at Prystaiko er fortrolig med det vestlige mindset og derfor taler til investoren i os. Sådan bør vi lytte til ham. Det centrale er, at ukrainerne betaler prisen for os. Lad os rose dem for det. Når vores indre cost-benefit-analytiker betænker, at alt det, Ukraine ofrer, alene boner ud på plussiden i investeringsregnskabet, så vil det være passende – og i øvrigt helt gratis – at sige tak.

  15. https://readsludge.com/2021/08/23/lawmakers-benefit-from-booming-defense-stocks/
  16. “Putin’s Russia is not our friend and it is China’s most powerful ally. Supporting Ukraine weakens an adversary, enhances our national security advantage, and requires no shedding of American blood.”

    https://twitter.com/SenatorRomney/status/1632442304131637253

    Se også: https://www.romney.senate.gov/expect-russia-to-wage-war-again/

  17. Tara Copp: “How Ukraine war has shaped US planning for a China conflict”, AP News, 16. februar 2023. www: https://apnews.com/article/russia-ukraine-taiwan-politics-china-8a038605d8dd5f4baf225bdaf2c6396b

    Lindsay Graham har også advaret Kina mod at angribe Taiwan: ”So, if you want to receive what Putin did, try to go into Taiwan. They’re going to fight to the last man in Taiwan.” https://transcripts.cnn.com/show/sotu/date/2022-08-07/segment/01

  18. Phillips Payson O’Brien: “The Future of American Warfare Is Unfolding in Ukraine”, The Atlantic, 25. november 2022. www: https://www.theatlantic.com/ideas/archive/2022/11/us-military-intervention-afghanistan-ukraine-war/672265/
  19. Fox News: “Most of that money is spent in the United States: Oliver North”, 21. december 2022. www: https://www.foxnews.com/video/6317621827112
  20. Nick Turse, Alice Speri: “How the Pentagon Uses a Secretive Program to Wage Proxy Wars”, The Intercept, 1. juli 2022. www: https://theintercept.com/2022/07/01/pentagon-127e-proxy-wars/
  21. Vi kan her tilføje, at den lange række af direkte interventioner fra USA’s side fremstår endnu mere imponerende, når vi tager i betragtning, at indsættelsen af amerikanske styrker i konfliktzoner egentlig er afvigelser fra standardmodellen: ”jeres liv – vores våben”.
  22. Isabelle Khurshudyan, Paul Sonne & Karen DeYoung: “Ukraine short of skilled troops and munitions as losses, pessimism grow”, The Washington Post, 13. marts 2023. www: https://www.washingtonpost.com/world/2023/03/13/ukraine-casualties-pessimism-ammunition-shortage/

    Thomas Gibbons-Neff, Lara Jakes & Eric Schmitt: “Ukraine Burns Through Ammunition in Bakhmut, Putting Future Fights at Risk”, The New York Times, 16. marts 2023. www: https://www.nytimes.com/2023/03/16/world/europe/ukraine-ammunition-bakhmut.html
    Andrew E. Kramer: “New Weapons Aren’t Enough: The Challenges of Ukraine’s Coming Assault”, The New York Times, 3. april 2023. www: https://www.nytimes.com/2023/04/03/world/europe/ukraine-war-counteroffensive.html
    Asami Terajima: “Battle of Bakhmut: Ukrainian soldiers worry Russians begin to ‘taste victory’”, The Kyiv Independent, 15. marts 2023. www: https://kyivindependent.com/battle-of-bakhmut-ukrainian-soldiers-worry-russians-begin-to-taste-victory/

  23. Stephen Sestanovich: “How Countries Have Kept Up Domestic Support for the War in Ukraine”, Council on Foreign Relations, 13. februar 2023. www: https://www.cfr.org/in-brief/how-countries-have-kept-domestic-support-war-ukraine

    Samtidig bliver ideen om, at Bakhmut bare er ”symbolsk”, stadig mere betonet: Idrees Ali: “Fall of Bakhmut would not mean Russia has turned tide of war – Pentagon chief”, Reuters, 6. marts 2023. www: https://www.reuters.com/world/fall-bakhmut-would-not-mean-russia-has-turned-tide-war-pentagon-chief-2023-03-06/

    Militæranalytikeren Michael Kofman vurderer, at det er direkte kontraproduktivt for Ukraine at holde fast i byen: Siobhán O’Grady, Robyn Dixon, Anastacia Galouchka, David L. Stern & Annabelle Timsit: ”Russia advances in Bakhmut by sending waves of mercenaries to certain death”, The Washington Post, 6. marts 2023. www:  https://www.washingtonpost.com/world/2023/03/06/bakhmut-wagner-mercenaries-russia-ukraine/

    Se også: Nick Mordowanec: “Ukraine Under Pressure to Launch Counteroffensive That Will Appease NATO”, Newsweek, 1. marts 2023. www: https://www.newsweek.com/ukraine-under-pressure-launch-counteroffensive-that-will-appease-nato-1784891