Økosocialisme – Marx’ spøgelse i det antropocæne

Er Marx ikke bare død, og ikke-grøn?

Af Ulrik Ekman

Den relativt unge forsker Kohei Saito udgav i 2020 sit værk Hitoshinsei no “Shihonron” i Japan (Saitō 2020), et redigeret ph.d.-projekt om kapitalen i det antropocæne,¹ der blev en overraskende bred succeshistorie med mere end en halv million solgte bøger og efterfølgende optræden i TV og andre offentlige mediesammenhænge. Saito, der er lektor i filosofi ved Tokyo Universitet med fokus på økologi og politisk økonomi, skriver fra en marxistisk vinkel og siger selv, at hans økopolitiske motivation kommer fra de menneskeligt forcerede klimaforandringer, den økonomiske krise i 2007-8 og den nukleare katastrofe i Fukushima. Saitos projekt er meget groft sagt at finde en alternativ socialistisk vej til grøn omstilling via en omhyggelig, kritisk genlæsning af Karl Marx’ samlede værker.

Saito er stærkt optaget af social retfærdighed i en bred forstand og spurgte sig selv, hvordan det kan være, at der i et tilsyneladende rigt samfund er så mange, der lever i fattigdom, ikke har adgang til sundhedsvæsenet og er ude af stand til at få enderne til at mødes i det daglige. I forlængelse af dette undrede han sig: hvordan kan det være, at så mange mennesker føler, at der ikke er nogen gode fremtidsudsigter – både i tilsyneladende bekvemme, rige samfund og i samfund på tværs af ulighederne mellem det Globale Nord og det Globale Syd? Saito mener her at kunne se konturerne tone frem af et globaliseret miljøproletariat, som han ser store potentialer for en alternativ livsførelse i.

Saito tror, at denne første bogs succes med at genvække marxistisk tækning i Japan skyldtes interessen fra de yngre generationer, udgivelsen under Coronakrisen samt dennes forøgelse af social og økonomisk ulighed og synliggørelsen af, hvor destruktivt et kapitalistisk samfund baseret på overproduktion og overforbrug kan være.

Som en nyredigeret udvidelse af den tidligere bog er Saitos Marx in the Anthropocene  netop udkommet på engelsk ved Cambridge University Press (Saito 2023), noget der er med til at gøre hans tænkning bredere tilgængelig. Det er en bog fra en japansk placeret, historisk belæst, men navnlig globalt og samtidsorienteret forfatter. Saito er kritisk over for 2030 Agendaen, dvs. de Forenede Nationers (FNs) 17 mål for bæredygtig udvikling som principiel respons på klimaforandringerne (United Nations 2016). Han ser disse mål som den nye ideologiske ”opium for masserne”, dels fordi ”bæredygtig vækst” stadig orienterer sig mod den acceleration og evige vækst, som har forstærket klimakrisen, dels fordi han mener at kunne påvise, at bæredygtighed ikke kan realiseres i et kapitalistisk samfundssystem.²

Hvis det siger lidt om baggrunden og Saitos motivation, så rejser det samtidig det helt oplagte spørgsmål om, hvorfor man i dag skulle forsøge at genvække marxistisk tænkning, når Karl Marx og marxistisk tankegang meget vel kan se ud til at være så solidt lagt i graven. Samfundsdebatten såvel som videnskab og forskning vedrørende klimaforandringerne og eventuelle modsvar på dem er eksploderet i både omfang og kvalitet i løbet af de sidste par årtier. Der er i dag, også ud over stigende overordnet konsensus om rapporterne fra The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC),³ en meget bred vifte af interessante og måske brugbare tilgange til denne enormt komplekse problemstilling. Så man kan undre sig over, om Saitos ret bagudskuende tekst egentlig har noget at tilbyde. Hvorfor skulle man være interesseret i at læse en bog, der kommer fra denne tilsyneladende døde vinkel? Kan Marx’ spøgelse overhovedet bringes til at gå igen i det Antropocæne på en tilstrækkeligt angstprovokerende eller ikke ligegyldig måde?

Er det en reel mulighed efter de åbenlyse sociopolitiske og økonomiske problemer i tidligere eksisterende kommunistiske samfund, eller efter Murens fald? Er det troværdigt efter venstreorienterede oppositioners overordentlig store problemer siden med at fremstille ikke bare kapitalismens død, men navnlig et alternativ?

Faktisk hober indvendingerne sig meget hurtigt op, for kan Marx’ tænkning fra 1800-tallet gøres relevant i dag, og kan man komme ud over dens grundlag i den tids videnskaber, som nu kan forekomme antikverede? Selv hvis man mener at kunne svare ja til disse ting, er der flere betragtelige forhindringer internt i Marx’ arbejde og i marxismerne for at se dette som en troværdig sti at begive sig ind på, hvilket Saito er meget bevidst om.

Marx’ politisk økonomiske tænkning forblev ufærdig, fyldt med uforløste interne spændingsforhold og forekommer nemt irrelevant i en neoliberal, senkapitalistisk nutid. De fleste af de stadig relativt få eksempler på post-marxistisk forskning med bredere samfundsmæssig og forskningsmæssig gennemslagskraft har, i kølvandet på to-tre generationers tysk kritisk teori, mest tilsidesat den økonomiske side af sagen til fordel for den mere rent politiske.⁴ Udover Saitos valg af fokus på et økonomisk og politisk opgør med kapitalismen kan det desuden virke direkte besynderligt at ville pege på en grøn omstilling via netop Marx’ arbejder.

Selv indenfor marxismerne er Marx’ værker bredt anset for at være alt andet end grøn tænkning. Marx’ historiske materialisme og socialisme er altovervejende blevet læst som pro-teknologiske og anti-økologiske i deres bekræftelse af det moderniserende og angiveligt rationelle vestlige projekt med at dominere og beherske naturen. Marx er typisk set som en, der dels ikke var specielt optaget af forholdet til natur og miljø, dels var en lineært historisk, progressiv tænker optændt af Prometheus’ flamme, dvs. en med en tro på frigørelse gennem bl.a. produktionsmæssige og teknisk-videnskabelige fremskridt. Dertil kommer, at Marx’ emancipatoriske projekt (den utopiske humanisme) virker antropocentrisk. Endelig kan Marx’ tekster godt virke som vestlig imperie-tænkning, dvs. de kan virke massivt eurocentriske og kolonialistiske. I så fald er de et godt eksempel på orientalisme, som bl.a. den palæstinensisk-amerikanske professor i komparativ litteratur Edward Said gjorde opmærksom på i sin væsentlige udvikling af postkoloniale studier.⁵

Med så mange betydelige forskelle i forhold til en mere eller mindre radikal økologisk agenda af i dag kan man altså roligt sige, at Saitos bog forsøger at padle sig vej mod strømmen. Den modstrøm inkluderer udfordringen i at være etisk-politisk forpligtet på at formidle bredt, uanset at Marx’ tekster og meget store dele af den efterfølgende marxistiske forskning er tungt, vanskeligt tilgængeligt akademisk stof.

Bogens godt 250 siders tekst er uden tvivl mest en akademisk forskningspublikation, hvor målgrupperne er samfunds- og humanvidenskabelige forskere med en interesse i klimaforandringerne og grøn omstilling, mest af alt venstreorienterede, sociopolitisk engagerede af slagsen. Den er nemmest tilgængelig for læsere med en solid indsigt i Marx’ samlede værker og udviklingen af marxistiske teoribygninger op gennem det 20. århundrede til i dag. Bogen er meget møntet på debatter inden for marxistisk tænkning og visse dele af forskningen i det antropocæne, der i dag diskuterer politisk-økologiske tilgange.⁶ Men bogen er mere og andet end det, Som bogens salgstal i Japan antyder, skriver Saito ret klart og ligetil, og bogen indeholder mange passager, hvor de væsentlige dele af argumentationen i kapitlerne formidles godt og på en bredere måde.

Modet til vage utopier – om det fælles, afvækst og rigdom

Saitos tekst er ikke desto mindre meget læseværdig, og det af en anden serie grunde. Den går for det første overordnet set uden om to ting, der nok fylder for meget i dag. Bogen går uden om klimasorg, ’no future’ og dommedagsfortællinger om det antropocæne og katastrofal klimakrise, som offentlige medier, miljøaktivister og en bred vifte af samfunds- og miljøforskere i dag tit har svært ved at undgå at trække på. Den går for det andet uden om den modsatte type tilgange, dvs. den ufortrødent fortsatte kapitalisme, imperial livsstil og bæredygtig vækst via det videnskabelige og teknologiske fix. Det præger ellers mange dele af de typer transitionsteori, der er ved at blive videnskabeligt paradigme inden for bæredygtighedsforskning.⁷ Det findes også i de større og voldsommere varianter, og på tværs af det politiske spektrum – fra genkomsten i dag af Martyn J. Foggs terraforming af andre planeter (Fogg 1995) eller Paul Crutzens forslag om geo-engineering af Jordens atmosfære (Crutzen 2006) til Aaron Bastanis højteknologiske luksus-kommunisme (Bastani 2019). Her har Saitos bog i stedet en slags svagt håb og et nedgearet utopisk mod til at forsøge at forestille sig ret jordbundne alternativer, på et fladere menneskeligt hverdagsplan og mest i lidt mindre skalatrin.

Bogen tør godt løbe den sociopolitiske line en del ud ved at pege på mulighederne i en kommunistisk slags ret direkte demokrati, der bygger på typer af fællesskaber kendt fra andre kulturer og en prækapitalistisk tid. Saito genvækker og forsøger at gå videre i dag med radikale demokratiske og grønne potentialer angiveligt gemt i Marx’ undersøgelser af ikke-vesteuropæiske samfund baseret på fællesejet land (landkommuner i Rusland, Indien, Algeriet, Latinamerika og hos Irokeserne) og tidlige teutonske landkommuner. Ud over underbehandling i bogen af nationalstatens rolle og organiseret opskalering er det er et åbent spørgsmål, hvor bred appel Saitos gentænkning af ’the commons’ fra denne vinkel kan have i dag, i såvel det Globale Nord som det Globale Syds samfundsmæssige kontekster.

Formodentlig er der noget mere bredt polemisk tiltrækkende ved en anden ting: Saitos direkte angreb på det kapitalistiske økonomiske system som den uendeligt profitakkumulerende proces på en begrænset planet, der er selve roden til klimakrisen. Der er en vis styrke i argumentet om, at den videre økonomiske udvikling af produktive kræfter og mere overforbrug ikke kan siges at være fremskridt eller forbedring, men snarere en destruktiv proces, der truer både de generelle betingelser for produktion og reproduktion og de eksistentielle betingelser for menneskelige og mere-end-menneskelige livsformer.⁸

Der er foruden det tankevækkende i modstanden mod mere produktivisme også et ret tiltrækkende mod ved Saitos genlæsning af Marx med henblik på at gøre op med tilvækst og kapitalistisk værdi-tilskrivning, til fordel for et bredere værdibegreb. Saito problematiserer primitiv akkumulation⁹ som grundlæggende årsag til økonomisk og økologisk katastrofe. Han forsøger her at argumentere for, at allerede den sene Marx indledte et opgør med produktiv økonomisk vækst, og at vi i dag burde pege ret græsrodsagtigt på en sti i retning af økonomisk afvækst (degrowth), dvs. decideret anti-kapitalisme og ikke blot let modificeret vækst.

Det er måske noget af det sværeste at komme nogen vegne med i samtidens samfunds- og klimadebatter. For det bryder med alle moderniserende overforbrugssamfund, og fordrer helt åbenlyst for navnlig det privilegerede Globale Nord grundlæggende ændringer, f.eks. af hvad individuel og social ejendom vil sige, hvad gode hverdagspraksisser vil sige, og hvad ideen om det gode liv består i. Saito går efter en post-mangel-tilgang, og forsøger sig med en gentænkning af overflod i betydningen ’fælles rigdom’. Det vil sige, Saito peger på en læsning af Marx’ genossenschaftlicher Reichtum som noget, der angår en øget frigørelse og et bredere værdisæt end kapital værdi, inklusive bredere menneskelig rigdom og bredere naturmæssig rigdom.¹⁰ Det er ikke en helt naivt optimistisk ide om overflod eller en romantisk illusiv tilgang til post-mangel, eftersom Saito anerkender, at objektiv mangel og nødvendighed aldrig helt kan overskrides. Det er til gengæld en ret detaljeret påpegning af, dels hvor socialt historisk betinget forestillingen om ’mangel’ er, dels hvor grundlæggende kapitalisme forudsætter og kreativt forøger mangel langt ud over det nødvendige og langt ind i (selv)destruktiv exces.

Men disse politiske og økonomiske alternativer kan for nemt virke både anakronistiske og rent utopiske, bl.a. fordi de behandles for kort og står relativt svagt frem til trods for en god liste af henvisninger til allierede såvel som fjender i debatten. I denne bog er Saito bedre som kritisk diagnostiker af nutiden og navnlig stærkere som nytænkende læser af Marx, end han er som detaljeret udvikler af reelle alternativer.

Måske er der et grønt spøgelse i Marx, der kan gå igen

Det særligt stærke bidrag, Saitos bog yder, er uden tvivl det, at den formår at få et i hvert fald lysegrønt spøgelse af Marx ud at gå igen, så tiden er løbet lidt fra hinanden, og Marx viser sig som ret sejlivet i det antropocæne (spøgelse eller genfærd; lidt mere eller lidt mindre end helt død krop).¹¹ Det er det gennemgående spor i teksten, og det er noget, der bliver gjort på navnlig to tankevækkende og tæt sammenhængende måder.

For det første lykkes det Saito at få leveret en indgående dobbelt fortælling. Den handler dels om at vise og følge grundigt op på noget hidtil uerkendt, nemlig at den meget sene Marx’ arbejde fokuserede på vidtgående undersøgelser af forholdet til naturen og af den tids naturvidenskaber (navnlig geologi, botanik og landbrugs-kemi). Marx udviklede en dyb økologisk dimension, der krævede markante opgør med store dele af hans tidligere arbejde, inklusive hans tilgang til kapitalisme, hans ene lineært progressive historiesyn, hans eurocentrisme og troen på frigørelse gennem moderne produktivisme, teknik og videnskabeligt fremskridt. Den handler for det andet om at gøre opmærksom på, at Marx’ omfattende økologiske notesbøger og breve fra denne sene periode først for helt nyligt er publiceret (Marx and Engels 1972-), ikke mindst fordi de blev undertrykt og skjult på grund af interne stridigheder i marxismerne, startende med Friedrich Engels’ revision af Marx’ tekster og fortsat igennem både den østeuropæiske og vesteuropæiske tolkning af Marx’ arbejde.

Det er elementært spændende læsning om undertrykkelse og intern slåskamp blandt stridende interesser, inklusive en kompleks intern strid hos Marx selv. Saitos rehistorisering får både fremført en ukendt grøn Marx og begyndt en serie kritiske genlæsninger af en række af meget indflydelsesrige marxistiske teoribygninger. Det gælder ikke mindst tekster fra Engels, Rosa Luxemburg og Georg Lukács samt en mindre vifte af tolkninger i Vesteuropa op gennem 1900-tallet til i dag, som har gjort det næsten umuligt at se et dybt økosocialistisk spor i Marx’ arbejder efter 1868, med kim i hans tidligere arbejder.

For det andet får Saitos bog vist på en overbevisende måde, at det helt væsentlige omdrejningspunkt for at kunne vække denne økologiske dimension i Marx’ politiske økonomi er at finde i hans tilgang til stofskifte. For at komme i dialog med en Marx-inspireret økosocialisme må man ifølge Saito først og sidst tage begrebet om uoprettelig metabolisk splid (metabolic rift) i brug for dermed at kunne begribe og kritisere de økologiske krisetendenser, der er kapitalismen iboende. Marx’ tanke var her, at der finder et historisk specifikt og fremmedgørende brud sted i den metaboliske interaktion mellem menneskelige samfund og den øvrige natur, noget der specifikt angår brug af energi og materialer samt de arbejdsformer, der udvikles i opkomsten af kapitalistisk landbrugsproduktion og den voksende kløft mellem land og by. Det bliver her meget tydeligt, at Marx’ tekster foregriber ganske meget af nutidens økologiske debatter, f.eks. ved at stille analytisk skarpt på den tidligt moderne bys distancerede overforbrug af ressourcer og dens udstødende relation til menneskelig afføring og affald, eller på Englands anden landbrugsrevolution, hvor kemisk gødning tages i brug og problemstillingerne vedrørende forgiftet og udpint jord intensiveres.

Saitos fremstilling er god nok til, at konturerne af en alternativ, grønnere Marx toner overbevisende frem, også med relevans for nutidens debatter. Her er Saito desuden ikke alene – for selvom der er en serie interne forskelle, så er der meget til fælles i den metabolic rift forskningsniche, man i dag kan finde omkring specielt John Bellamy Foster, Paul Burkett, Brett Clark og flere andre, i en vis dialog med Jason W. Moore, men faktisk også med skolen inden for metaboliske bystudier.¹²

Saitos objektivt realistiske tilgang til en mangfoldighed af metaboliske splid-forekomster i et åbent dialektisk system, hvor menneskelige samfund er indlejret og i fælles udviklende forhold med den omgivende natur, kan godt virke lidt mere enkel end en del teoridannelser i dag om f.eks. komplekse adaptive systemer¹³ eller indviklede, specialiserede tilgange til tipping points og transitions. Men den historiske og relationelle, dynamiske tilgang hos Saito får klart brudt med andre, tidligere moderne slags tilgange, der måtte sidde fast i for klare skel eller modsætninger mellem natur og kultur, objekt og subjekt, materialitet og bevidsthed. Saitos overordnede tilgang er beklageligvis relativt entydigt humancentreret, og kunne styrkes ved større dialog med forskning, der arbejder mere på tværs af distinktionerne mellem antropocentrisme, biocentrisme og økocentrisme, som stadig er dominerende inden for etisk-politiske tilgange til forholdet mellem samfundssystemer og omgivelser.¹⁴

Til gengæld gør genkomsten af dette lysegrønne spøgelse af Marx det alligevel på sin vis bedre med anerkendelsen af miljø og natur end rigtig mange andre. Der er ikke så meget socialt eller mentalt konstrueret ved det hos Saito: materialitet, natur og miljø er der i historisk proces, også uden menneskelige og andre livsformer. Der er klart, men svagt håb i Saitos virkelig interessante bog, men det er samtidig tydeligt nok, at anthropos her og nu i sin søgen efter bæredygtighed bliver ved at forsinke, forskyde og komplicere og derfor mere og mere tydeligt ligner alle andre biologiske arter, der selv-destruerer ved at udtømme ressourcer og muligheder i deres miljø.¹⁵

Bibliografi

Ahmed, Sara. 2004. “Collective Feelings: Or, the Impressions Left by Others.”  Theory, Culture & Society 21 (2):25-42. doi: 10.1177/0263276404042133.

Bastani, Aaron. 2019. Fully Automated Luxury Communism : A Manifesto. London ; New York: Verso.

Braidotti, Rosi. 2013. The Posthuman. Cambridge, UK ; Malden, MA, USA: Polity Press.

Brundtland, Gro Harlem. 1987. Our Common Future. Oxford: Oxford University Press.

Castree, Noel. 2014. Making Sense of Nature. London: Routledge, Taylor & Francis Group.

Crutzen, Paul J. 2006. “Albedo Enhancement by Stratospheric Sulfur Injections: A Contribution to Resolve a Policy Dilemma?”  Climatic Change 77 (3):211-220. doi: 10.1007/s10584-006-9101-y.

Derrida, Jacques. 1994. Specters of Marx : The State of the Debt, the Work of Mourning, and the New International. New York: Routledge.

Fogg, Martyn J. 1995. Terraforming : Engineering Planetary Environments. Warrendale, PA, U.S.A.: Society of Automotive Engineers.

Gandy, Matthew. 2018. “Cities in Deep Time: Bio-Diversity, Metabolic Rift, and the Urban Question.”  City 22 (1):96-105. doi: 10.1080/13604813.2018.1434289.

Grin, John, Johan Schot, and Jan Rotmans. 2010. Transitions to Sustainable Development: New Directions in the Study of Long Term Transformative Change. London: Routledge.

Haraway, Donna. 2015. “Anthropocene, Capitalocene, Plantationocene, Chthulucene: Making Kin.”  Environmental Humanities 6 (1):159-165.

Haraway, Donna J. 2016. Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene, Experimental Futures. North Carolina: Duke University Press.

Hickel, Jason. 2020. Less Is More: How Degrowth Will Save the World. UK: William Heinemann Ltd.

Holland, John H. 2006. “Studying Complex Adaptive Systems.”  Journal of Systems Science and Complexity 19 (1):1-8. doi: 10.1007/s11424-006-0001-z.

IPCC. 2021. “The Intergovernmental Panel on Climate Change — Reports.” accessed March 9, 2021. https://www.ipcc.ch.

Laclau, Ernesto, and Chantal Mouffe. 1985. Hegemony and Socialist Strategy : Towards a Radical Democratic Politics. London: Verso.

Lansing, J. Stephen. 2003. “Complex Adaptive Systems.”  Annual review of anthropology 32 (1):183-204. doi: 10.1146/annurev.anthro.32.061002.093440.

Latour, Bruno. 2004. Politics of Nature : How to Bring the Sciences into Democracy. Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Marx, Karl, and Friedrich Engels. 1972-. Marx-Engels Gesamtausgabe (Mega). Berlin: Dietz.

Masson-Delmotte, V., P. Zhai, A. Pirani, S. L Connors, C.  Pean, S.  Berger, N.  Caud, Y.  Chen, L.  Goldfarb, M. I.  Gomis, M.  Huang, K.  Leitzell, E.  Lonnoy, J. B. R.  Matthews, T. K.  Maycock, T.  Waterfield, O.  Yelecki, R. Yu, and B. Zhou, eds. 2021. Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change. Cambridge: Cambridge University Press.

Moore, Jason W. 2015. Capitalism in the Web of Life : Ecology and the Accumulation of Capital. 1. ed. Brooklyn, New York: Verso.

Neimanis, Astrida. 2018. “Posthuman Phenomenologies for Planetary Bodies of Water.” In A Feminist Companion to the Posthumanities, edited by Cecilia Åsberg and Rosi Braidotti, 55-66. Cham: Springer International Publishing.

Ngai, Sianne. 2005. Ugly Feelings. Cambridge, Mass: Harvard University Press.

Parenti, Christian, and Jason W. Moore. 2016. Anthropocene or Capitalocene? : Nature, History, and the Crisis of Capitalism, Kairos. Oakland, CA: PM Press.

Prigogine, I., and Isabelle Stengers. 1984. Order out of Chaos. 1st ed. Boulder, CO: New Science Library.

Probyn, Elspeth. 2004. “Everyday Shame.”  Cultural Studies 18 (2-3):328-349. doi: 10.1080/0950238042000201545.

Ross, Kristin. 2015. Communal Luxury : The Political Imaginary of the Paris Commune. London: Verso.

Said, Edward. 2002. Orientalisme. 1. udgave ed. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Saito, Kohei. 2023. Marx in the Anthropocene: Towards the Idea of Degrowth Communism. Cambridge: Cambridge University Press.

Saitō, Kōhei. 2020. Hitoshinsei No “Shihonron”, ShūEisha Shinsho. Tōkyō: Shūeisha.

Sing, Manfred, and Miriam Younes. 2013. “The Specters of Marx in Edward Said’s Orientalism.”  Die Welt des Islams 53 (2):149-191. doi: https://doi.org/10.1163/15700607-0532P0001.

Tainter, J. A. 2011. “Energy, Complexity, and Sustainability: A Historical Perspective.”  Environmental Innovation and Societal Transitions 1 (1):89-95.

Tainter, Joseph A., and Temis G. Taylor. 2013. “Complexity, Problem-Solving, Sustainability and Resilience.”  Building Research & Information 42 (2):1-14.

Thomson, Giles, and Peter Newman. 2018. “Urban Fabrics and Urban Metabolism – from Sustainable to Regenerative Cities.”  Resources, conservation and recycling 132:218-229. doi: 10.1016/j.resconrec.2017.01.010.

Tsing, Anna Lowenhaupt. 2015. The Mushroom at the End of the World, on the Possibility of Life in Capitalist Ruins. Princeton: Princeton University Press.

United Nations, UN. 2016. “Transforming Our World : The 2030 Agenda for Sustainable Development.” In. https://sdgs.un.org/sites/default/files/publications/21252030%20Agenda%20for%20Sustainable%20Development%20web.pdf.

Wachsmuth, David. 2012. “Three Ecologies: Urban Metabolism and the Society-Nature Opposition.”  The Sociological Quarterly 53 (4):506-523. doi: 10.1111/j.1533-8525.2012.01247.x.

Will, Steffen, Grinevald Jacques, Crutzen Paul, and McNeill John. 2011. “The Anthropocene: Conceptual and Historical Perspectives.”  Philosophical Transactions of the Royal Society of London 369 (1938):842-867.

Zalasiewicz, Jan, Mark Williams, Will Steffen, and Paul Crutzen. 2010. “The New World of the Anthropocene.”  Environmental Science & Technology 44 (7):2228-2231.

 

1. ’Det Antropocæne’, eller den menneskelige epoke, er en geologihistorisk betegnelse, der peger på den periode, hvor menneskelig aktivitet får betydelig effekt på Jordens geologi og økosystemer, bl.a. i form af et fænomen som menneskeligt forcerede klimaforandringer. Varianter af termen findes allerede fra 1930erne, men den vinder videnskabelig accept og offentlig udbredelse efter 2000, hvor atmosfære-kemikeren Paul J. Crutzen foreslår den (Will et al. 2011, Zalasiewicz et al. 2010). Termen indeholder en antagelse om, at mennesket er blevet en geologisk kraft, eller snarere den dominerende kraft der former Jordens klima. Periodiseringen er til diskussion, og der er stadig ikke enighed om f.eks. starttidspunktet. Forslag inkluderer opkomsten af landbrug for godt 12.000 år siden eller påvirkning af biodiversitet for hele 14-15.000 år siden, hvilket gør termen næsten historisk synonym med den allerede anvendte betegnelse ’Holocæn’. Et større antal forskere anvender navnlig starten af den industrielle revolution i slutningen af 1700-tallet og opkomsten af dampmaskinen som markør, eller de fokuserer på atombomben og ’den store acceleration’, dvs. tiden efter 2. Verdenskrig, hvor påvirkningerne af Jordens system fra socioøkonomiske og teknologiske systemer intensiveres dramatisk. Termen er blevet kritiseret på en vifte af måder, f.eks. for at være for antropocentrisk og udviskende over for andre livsformer, for at lede til politisk accept af status quo, eller for at gøre mennesker ensartet og generelt ansvarlige, selvom ikke alle er lige ansvarlige. Her har feministen Donna Haraway og økosocialisten Jason Moore foreslået termen ’Capitalocene’ som alternativ, dvs. en påpegning af kapitalismen og dens uligheder som grundlæggende årsag (Haraway 2015, Parenti and Moore 2016). Saitos bog indskriver sig i den sidste serie overvejelser, idet den primært undersøger og kritiserer moderne og nutidig kapitalisme med udgangspunkt i industrialiseringen.
2. Saito skriver her meget lig Marx. Saito har ikke meget til overs for bæredygtighedsmålene, her anskuet som falsk bevidsthed rettet mod alt for idealiserede evige mål, der understøtter fortsat herredømme for en økonomisk, politisk og intellektuel videnskabelig elite, men han har stor sympati for den bredere befolkning, der har tillid til disse mål, lettes eller får styrken til at fortsætte deres liv.
3. IPCC er FNs klimapanel, oprettet i 1988 efter Brundtlandrapporten (Brundtland 1987) om vores fælles fremtid for at tage vare på redegørelse for og bedømmelse af de videnskabelige tilgange til klimaforandringerne. IPCC udfærdiger meget omfattende rapporter med års mellemrum, forfattet som en oversigt på baggrund af samtidens videnskabelige arbejde på tværs af mange fagdiscipliner, typisk udført af flere tusinde forskere. I skrivende stund (2023) er AR6, eller den sjette rapport, den aktuelle referenceramme for panelets arbejde. (IPCC 2021, Masson-Delmotte et al. 2021)
4. Henvisningen her er i bred forstand til Frankfurterskolens udvikling af kritisk teori siden 1930erne fra en nymarxistisk vinkel. Lidt mere specifikt refererer bemærkningen om det ’post-marxistiske’ fokus på det politiske til de typer opgør med ortodoks marxisme, der findes hos f.eks. dele af Birmingham Skolen i kulturstudier, dele af tænkningen hos Jean-Francois Lyotard, Jean Baudrillard samt Louis Althusser og Michel Foucault. Referencen er dog her primært til udviklingen af diskursteori siden Ernesto Laclau og Chantal Mouffes brug af termen ’post-marxisme’ i forbindelse med deres Antonio Gramsci-inspirerede samarbejde i midt-1980erne (Laclau and Mouffe 1985). Saitos bog er i et vist omfang i kritisk dialog med både dele af Frankfurt Skolen og post-marxistiske udviklinger, idet den f.eks. trækker bekræftende på indsigter fra navnlig Theodor Adorno, mens den er mere kritisk distanceret i forhold til både Axel Honneth fra denne skole og til Laclau og Mouffes arbejde.
5. Saito nævner selv Saids kritik af Marx i sin bog og betragter den som delvist velbegrundet. Det er et godt eksempel på en betragtelig styrke ved bogen: Saito er, uanset sin klare marxistiske overbevisning, god til at modtage og reflektere konstruktivt videre over relevant kritik af Marx’ arbejde. Saito fremhæver her, at navnlig den sene Marx’ tekster forandrer sig betydeligt på bl.a. denne front. Saids værk fra 1978 om orientalisme som tilgang til kulturel repræsentation af den anden og Orienten indeholdt kritiske angreb på imperialisme, vestlig forskning, men også Marx’ arbejde, måske mest eksplicit knap 200 sider inde i bogen. (Said 2002, 184-188) Said portrætterede Marx som endnu en orientalist, marxisme som en variant af vestlig herredømmetænkning og arabisk marxisme som et udtryk for selv-orientalisering. Selvom det forblev en delvist blind vinkel i flere årtier, er det i dag nemmere at se, og bedre dækket i forskningen (Sing and Younes 2013), at Saids forhold til Marx og marxismerne er meget ambivalent og bl.a. indeholder nogle af de største inspirationskilder, som man f.eks. kan se af Saids egne citater fra Marx, men også af den vægt som marxistisk inspirerede tænkere såsom Antonio Gramsci, Theodor Adorno og Michel Foucault har i Saids arbejde.
6. ’Politisk økologi’ refererer her til en meget bred, tværdisciplinær samling tilgange til miljøproblemer og samfundsmæssige konflikter, hvor et stærkt fokus ligger på analyse, diskussion og stillingtagen til magtrelationer og på at integrere økologisk samfundsvidenskab med politisk økonomi. Saitos bog behandler i navnlig fjerde kapitel kun en lille del af dette felt og fra en ret skæv vinkel. Saito fokuserer mest på forholdet til virkeligheden, der er på spil når tre specifikke tænkere præsenterer deres tilgange til relationen mellem miljø og samfund. Saito forholder sig kritisk til Noel Castrees tilgang til naturen som noget socialt produceret (Castree 2014). Saito er også kritisk over for Bruno Latours aktør-netværk teori, hvis tilgang til en hybrid relation mellem det sociale og det naturlige angiveligt er for monistisk snarere end dualistisk (Latour 2004)  Saito kritiserer derudover Jason W. Moores post-Kartesianske tilgang til verdens-økologi for samme type monisme (Moore 2015). Navnlig de to sidste ting udgør en af de mindre stærke dimensioner af Saitos bog, og man kan med nogen ret beskylde Saito for enten ikke helt at have forstået Latour eller Moore, eller for bevidst at præsentere deres tænkning på en misvisende måde.
7. Transitionsteori er et meget stort videnskabeligt felt, hvor referencen her er til den del, der har at gøre med overgange og transformationer til øget bæredygtighed, noget der antages at ske ad udviklingsmæssige stier, der stabiliserer emissionen af drivhusgasser. Overgange og transformationer antages involvere mange processer hen over længere tid på graduerede måder. Det største del af denne type forskning trækker på system- og kompleksitetsteori, og fokus ligger på non-lineære træk i læringsprocesser, tilpasning, innovation og eksperimenteren på tværs af mange niveauer (e.g., landskaber, regimer, nicher). Typisk er antagelsen, at der ikke er nogen enkelt årsag eller drivkraft bag sådanne overgange, som snarere ses som resultat af mangfoldige processer, der interagerer på tværs af skalatrin, så de når og overskrider en grænse, et vendepunkt eller et tipping point, hvorefter andre ting end tidligere begynder at fungere som tiltrækningskraft (attractor). Generelt set fokuserer forskningen inden for bæredygtigheds-overgange på at åbne for formålsrettet og dyb strukturel ændring inden for energi, transport, landbrug, politisk og økonomisk styring, social og kulturel adfærd. Et enkelt godt eksempel på en forholdsvis indflydelsesrig tilgang i dette felt, der fremviser den type fortsat fokus på økonomisk vækst, politisk innovation og socio-teknologisk fremskridt, som Saitos bog vender sig kritisk imod kunne være arbejdet udført af John Grin et al. (Grin, Schot, and Rotmans 2010)
8. Jeg anvender her den danske variant af ’more-than-human’ som kritisk komplement til det, jeg anser for at være for meget rest af antropocentrisme hos Saito. Jeg bruger termen som et modstykke til kultur-natur dualismer og modsætninger, og som en henvisning til de verdener, som forskellige væsener lever i deres måder at bo sammen på planeten Jorden, inklusive menneskelige samfund. Til forskel fra en del andre forskere bruger jeg i lige denne tekst ikke begrebet til at pege på en decideret ontologisk vending, men ’nøjes med’ at forholde mig epistemisk til den mangfoldighed af brud, møder og sammenflettede relationer mellem andre væsener og mennesker, der er i spil. Jeg lever med det mere-end-menneskelige som et emergent affektivt tilhørsforhold til dennesidige verdener i tilbliven – noget vanskeligt at yde omsorg, noget skrøbeligt og usikkert flydende, der flytter kroppe med sig. Jeg kan ikke være helt på linje med disse kilder, men der er gode tilnærmelser på spil i f.eks. (Ahmed 2004, Ngai 2005, Probyn 2004, Braidotti 2013).
9. Iflg. Marx, og Saito, defineret som det at privatisere produktionsmidlerne så en eller flere ejende klasser kan udnytte og profitere af overskudsarbejdet hos dem, der i mangel af midlerne må arbejde for dem. Saitos kerneeksempel er kapitalistisk orienterede storbønders exappropriering af land i England i 1700-tallet.
10. Saito tænker her på en overflod af fælles rigdom som noget, der peger på en ikke-forbrugsorienteret livsstil i en post-mangel baseret økonomi. Det er i hans optik ideelt set noget, der virkeliggør et sikkert og retfærdigt samfund som vejen ud af den globale krise i det Antropocæne. Saito hævder altså, at den rigtig gordiske knude, der her skal hugges over, er at finde i mangel-tænkningen inden for økonomi generelt og i det at se mere produktion, mere forbrug og mere primitiv akkumulation af kapitalværdi som løsninger på denne mangel-sag. Saito arbejder altså her kritisk med det ’rigdommens paradoks’, der hører kapitalismen til: at forøget kapitalmæssig rigdom baseret på profitabel vareudveksling forøger fattigdom på det generelle plan, hvilket er noget, der kan forskydes og forsinkes på meget komplekse måder, men som altid vil vende tilbage som et større (re)produktions- og eksistens-problem i system med begrænsede ressourcer, som nu f.eks. de menneskelige samfund på denne planet. Saitos lidt provokerende svar er egentlig, at man skulle tage at genlæse Marx for at se dér, at den fælles rigdom allerede er der i overflod, og overflod netop ikke i vare-form, men snarere som en anden type socialt og materielt kooperativ relation. Her peger Saito på en afvækst strategi for økonomi og trækker også på kilder ud over Marx, bl.a. på mere nylige forestillinger om fælles luksus (communal luxury) hos professor emeritus i komparativ litteratur Kristin Ross (Ross 2015) eller på forestillingen om radikal rigelighed hos økosocialisten og degrowth-tænkeren Jason Hickel (Hickel 2020).
11. Titlen på denne anmeldelse såvel som denne sætning peger ikke kun på at tid, rum, ting, kroppe og bevidstheder er i uorden, forvirring og opbrud. Der gives ekko her fra den ene af Shakespeares store tragedier, skuespillet Hamlet: ”The time is out of joint; O curs’d spite, That ever I was born to set it right!” (1.5.188) Jeg udnytter med vilje koblingen mellem ‘disjointure’ hos Shakespeare og Saitos levende interesse i afdøde Marx’ tænkning af ’the metabolic rift’. Måske er Saito lidt for sikker på, at han er født til at sætte tid og ting rigtigt sammen igen via Marx’ genvakte spøgelse… i modsætning til den unge Hamlet, der ikke så meget tvivler og udfører sorgarbejde, fordi han nødvendigvis har pligt til igen at skulle gøre tiden sammenhængende, men fordi han overhovedet skulle være blevet født, og født ind i dén situation?! For en interessant, overlappende, men meget anderledes (ikke nær så materielt jordbunden) tilgang til netop Marx’ spøgelse, kan man for eksempel vende sig til Jacques Derridas arbejde fra midt i 1990erne (Derrida 1994).
12. Urban metabolisme er som forskningstilgang ligesom Saito oprindelig meget inspireret af Marx og er kendt som et helhedsmæssigt eller holistisk metaforisk rammeværk eller en systemteoretisk model, der letter beskrivelse, analyse og evaluering af flows af materialer og energi igennem byer, uden at skulle sidde unødigt fast i moderne distinktioner mellem bysystem og omgivelser, by og land eller vand. Tilgangen er meget mere intensivt i brug i dag i bæredygtighedssammenhænge end tidligere, f.eks. blandt byplanlæggere, arkitekter og politikere. En enkelt forskningsartikel fra David Wachsmuth kan give et godt indblik i problemstilling og tilgangen (Wachsmuth 2012). For to andre interessante og relativt nylige kilder i bystudier, der begynder at løbe line ud mht. metabolisk splid se (Gandy 2018, Thomson and Newman 2018).
13. Man kan få et første, kort teoretisk indblik i komplekse tilpasningsdygtige systemer hos (Holland 2006), et noget mere detaljeret teoretisk indblik hos (Lansing 2003), eller man kan udvide hele baggrunden og sin videnskabsteoretiske horisont en del mere via den ældre, men meget læste populærvidenskabelige behandling af orden og kaos i (Prigogine and Stengers 1984).
14. Min kritik af Saitos bog på dette ene punkt er delvist rettet mod noget bogen underbehandler, men også mod den tendentielt menneskecentrerede grundholdning dette stykke forskning bærer en del præg af. Man kan som læser som minimum notere sig, at der i Saitos tekst er forholdsvis lidt opmærksomhed over for andre livsformer, økosystemer og materielle ting, ligesom disse ikke har ret meget i form af egen agens eller rettigheder. Man bliver fristet til at sige til Saito, at hans forskning ville vinde ved til en start at læse og snakke med Latour på en anden måde, ved at læse og anvende noget mere Haraway om dyr og det at leve med andre arter (Haraway 2016), eller ved at udvide sine ellers virkelig gode behandlinger af land og jordbrug ved at mødes lidt med både Anna Tsing om, hvad det vil sige at være i interaktion med matsutake svampe (Tsing 2015), og med Astrida Neimanis om at blive til en krop af vand, når man lever med tang (Neimanis 2018).
15. For en ubehagelig, men virkelig tankevækkende teoretisk og historisk påmindelse om, hvor uløseligt spørgsmålet vedrørende bæredygtighed eller snarere resiliens er, og hvordan andre større menneskelige civilisationer er sunket i grus under vægten af mængden og kompleksiteten af de problemer, der melder sig, se (Tainter 2011, Tainter and Taylor 2013).