Til forsvar for Ukraine-krigen #1: Vestens oversete diplomatiske sejre

Der har indtil nu været meget stille om Vestens diplomatiske bestræbelser i Ukraine-konflikten. Det er synd, for vi har gjort meget over mange år, og det har været særdeles formålstjenligt og effektivt.

Af Uffe Kaels Auring

Som jeg skrev i mit første indlæg i denne serie om Ukraine-krigens drivkræfter, forudsætter en oprigtig tilslutning til det vestlige engagement, at vi forstår, hvordan krigen tjener os. Spørgsmålet er vel at mærke ikke, hvad vi (som i du og jeg) vil med denne krig, for det er af indlysende grunde underordnet for andre end os selv. Relevant er kun, hvad de eliter, der former ambitionerne og driver politikken, vil.

Fra dette afsæt kom vi frem til, at Vesten har to hovedambitioner: 1. Rusland skal svækkes, USA’s position styrkes, 2. Militærindustrien og den bredere kulturelle militarisme skal boostes.1

Disse målsætninger må, om man kan lide dem eller ej, samtidig tjene som målestokke for enhver relevant vurdering af, hvor godt Vesten har håndteret sagen. Vi må betragte tingene ud fra de ambitioner, der driver dem frem. Hvis vi finder større behag i populærkulturens alternative ideer om Vestens store moralske mission, mister vi ikke blot grebet om den virkelige politik, men også muligheden for at påskønne dens helt særlige kvaliteter.

Helt galt går det, hvis vi vil give realpolitikkens enkelte led et nærmere eftersyn ud fra selvvalgte, nok så folkekære parametre. Så ender det let med, at centrale dele af vores politik fremstår komplet uforsvarlige.

Vi kan med andre ord ikke både dyrke historisk korrekthed og hylde sloganerne. Tag en af de gængse formularer såsom at ”forsvare Ukraine”. I det herskende klima signalerer udsagnet stærk støtte til Vestens Ukraine-støtte. Men i et realistisk perspektiv står vi egentlig over for en grov fornærmelse mod den faktiske politik, der arbejder ud fra antagelsen om, at ukrainsk blod og land er en gratis og meget rig ressource. Tilmed en meget nyttig ressource, så længe vi bruger den.2

Holder vi derimod Vestens handlinger op mod de bagvedliggende ambitioner, ender tingene med at gå op i en højere enhed. Hvordan bliver det den uundgåelige, saglige konklusion? I det følgende vil jeg tage de stærkeste argumenter mod Vestens politik, og se, om der er noget at komme efter. Det er der bestemt, men det taler stort set alt sammen til Ukraine-politikkens fordel.

Ikke mere forgribelse af diskussionens gang! Lad os dykke ned i materien. Denne gang fokuserer vi på Vestens diplomatiske rolle.

Forspillet – det halve NATO-medlemsskab

Vi burde have lukket Ukraine ind i NATO tidligere. Så ville Rusland ikke have turdet at angribe Ukraine.

Synspunktet virker besnærende, men fremstår også noget historieløst. Spørgsmålet er, om der var et tidspunkt, Vesten kunne have ført Ukraine ud af Ruslands indflydelsessfære og ind i sin egen. I så fald kunne vi tale om en strategisk bedrift, der kan måle sig med de gevinster, som konfliktbilledet i dag byder på. Men hvornår havde vi chancen for at gøre Ukraine til et fuldgyldigt medlem af den vestlige familie?

  • I slutningen af 1990’erne, da NATO gennemførte sin første østudvidelsesrunde?

Om den tid erindrer daværende politisk officer i NATO Samantha de Bendern, der var kendt som ”fru Ukraine” pga. sin stærke tilknytning til Kiev: ”Når jeg gik til møder med repræsentanter for NATO’s medlemslande, grinede folk og sagde: […] ’Min gode Gud, lad os bede til, at Ukraine aldrig beder om at blive medlem af NATO, for hvad i alverden vil vi så gøre? Det vil virkelig irritere Rusland. Lad os bare håbe, at [Ukraine] aldrig kommer med en formel anmodning.’”3

  • I nullerne?

Ifølge Fiona Hill, der var efterretningsanalytiker ved Det Nationale Efterretningsråd fra 2006-2009, afstod Rusland fra at invadere Ukraine dengang, ”fordi den ukrainske regering undlod at søge NATO-medlemskab”.4 En russisk invasion ville dengang have været meget hurtigt overstået. Ukraine var på ingen måde klædt på til at udfylde sin rolle i projektet om at svække Rusland.5

  • Hvad med at indlemme Ukraine på et tidspunkt i konfliktoptrapningsperioden fra 2014-2022?

En tidligere CIA-medarbejder husker: “Hvis vi tog et seriøst skridt i retning af at optage [Ukraine eller Georgien] i NATO, var vi 100 % overbeviste om, at russerne ville finde en eller anden grund til at erklære krig i den tid, der ville gå, fra vi meddelte, at [Ukraine eller Georgien] ville komme ind, og til at de rent faktisk kom ind […] Der var ikke engang 1 pct.’s skygge af tvivl i nogen analytikeres sind om den vurdering.”6 Der kan heller ikke være mange procents tvivl om, at NATO’s forpligtelser og engagement i sagen i så fald ville have været stærkere. Potentialet for at svække Rusland ville stadig være til stede, men NATO ville stå i en mere sårbar og mere bundet position. Navnlig ville det i længden være en større udfordring at holde sig til ”jeres blod og vores kugler”-opskriften.7 Og det ville være vanskeligt at forlade hele Ukraine-krigsprojektet igen, hvis det en dag skulle stå klart, at Ukraine havde lidt nederlag. I den nuværende situation er det altid en mulighed at efterlade et smadret Ukraine under det svækkede Ruslands kontrol og gøre investeringsgevinsterne op.

I stedet valgte USA, klogelig, at øge den militære støtte til Ukraine gradvist og gå efter en praktisk frem for formel NATO-integration.8 Ikke nok til at afskrække Rusland, men nok til at ”øge sandsynligheden for, at Rusland vil gøre noget” (her ifølge Jeffrey Edmonds, Ruslands-ekspert ved Det Nationale Sikkerhedsråd fra 2014-2017). Efterretningssamfundet i USA havde i årene op til invasionen travlt med at informere beslutningstagerne om, at Rusland på et eller andet tidspunkt ville konkludere, at den akkumulerede trussel fra NATO havde nået et omfang, der krævede et hårdt modsvar.9

Ruslands reaktion var forventet. Ifølge Fiona Hill følger Vladimir Putin en ”logisk, metodisk plan”, der går tilbage til 2007-2008, da den russiske præsident først erklærede, at Moskva ikke ville acceptere yderligere NATO-udvidelse mod Ruslands grænser, og NATO efterfølgende åbnede døren for Georgien og Ukraine. Det var her, NATO og Ruslands veje skiltes, men det var egentlig parallelle spor, fjenderne trådte ind på. Putins plan gik ud på at ruste Rusland til at kunne nægte Ukraine og Georgien adgang til den åbne dør, hvis nabolandene nærmede sig den. NATO-politikken bestod i at opruste Ukraine og langsomt ­– indtil Biden til sidst satte trumf på processen – bringe den kommende frontlinjestat tættere på døren.

I den forstand var Vestens stigende våbenleverancer i årene efter 2014 ”selvopfyldende”: Oprustningen ville på et tidspunkt fremkalde det russiske angreb, den skulle forsvare Ukraine imod.10 Det var ikke til at sige, præcis hvornår det ville ske, men al logik tilsiger, at tidspunktet ville være det bedst mulige set fra et vestligt perspektiv. For fremgangsmåden sikrede, at Rusland først indledte konfrontationen, i det øjeblik truslen (fra os) og prisen (for dem) var størst: “Russernes største fejltagelse var at give os otte år til forberede os til denne krig.”11

Det betyder ikke, at vi kunne nå et punkt, hvor Ukraine var i stand til at modstå den russiske aggression.12 Det betyder, at Ukraine blev bragt i en situation, hvor landet blev bedst muligt rustet til at påføre Rusland maksimal skade. Hvis Vesten havde taget mere demonstrative skridt, ville vi have risikeret at udløse konflikten, inden truslen var blevet tilstrækkeligt opbygget. En demonstration af vestlig impotens kunne meget vel have været enden på den – heldigvis kontrafaktiske – historie.

Summa summarum: Efter omstændighederne agerede Vesten på bedste vis. Blandt de forhåndenværende handlemuligheder var den langsomme og gradvise konfrontationspolitik uden formel integration af Ukraine optimal.

Minsk-aftalerne

Vi skulle aldrig have igangsat Minsk-aftalerne, der lagde låg på konflikten i Østukraine tilbage i 2014-2015. De nærede bare Putins imperialistiske appetit.

Indvendingen kommer utvivlsomt fra et godt sted, da ideen om diplomatiske løsninger aktuelt set er gift for Vestens dagsorden. Men igen skal vi have den historiske kontekst med.

Ifølge Tysklands forhenværende kansler Angela Merkel, Frankrigs forhenværende præsident Francois Hollande13 og Ukraines forhenværende præsident Petro Poroshenko14, der indgik Minsk-aftalerne med Rusland i 2014-2015, kan vi takke dette diplomatiske kunststykke for, at vi befinder os i den nuværende fordelagtige position, som fremkalder så megen begejstring i det udenrigspolitiske establishment.15

Angela Merkels version af historien lyder sådan her: “Minsk-aftalen fra 2014 var et forsøg på at give Ukraine tid. Landet har brugt denne tid til at blive stærkere, som du kan se i dag. Ukraine i 2014/15 er ikke nutidens Ukraine.” Hun påpeger videre, at Ukraine først nu er i stand til at udkæmpe slag som det, der udspillede sig i begyndelsen af 2015 i jernbanebyen Debaltseve i Donbass, hvor de ukrainske styrker led et stort militært nederlag: ”I begyndelsen af 2015 kunne Putin nemt have løbet dem over ende. Og jeg tvivler meget på, at NATO-landene kunne have gjort så meget dengang, som de gør i dag for at hjælpe Ukraine.”16

Faktisk var Kievs militære styrker og højreradikale militser dengang ved at blive løbet over ende af de østukrainske oprørere.17 Minsk-aftalerne reddede dem. De gav Ukraine og Vesten tid til at ruste sig til den storkonflikt, der er rammen om Ruslands-svækkelsesprojektet.18

Eller rettere: Det var, hvad den manglende implementering af Minsk formåede. Aftalerne lagde låg på en militær konflikt, Kiev var ved at tabe, uden at løse de tilgrundliggende politiske stridsspørgsmål. Tysklands og Frankrigs amerikanske, canadiske og britiske venner begyndte kort efter at sende militære træningshold til Ukraine.19 Titusindvis af ukrainske soldater blev i de følgende år trænet af NATO til at bekrige de østukrainske oprørere.20 I maj 2018 opgraderede Kiev sin ”antiterroroperation” til en egentlig militæroperation,21 og efter Bidens tiltræden blev Ukraine de facto medlem af NATO.22

I en borgerkrig, som blev næret af striden om Ukraines NATO-tilhørsforhold, ville Rusland ifølge den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva William Burns ”være nødt til at afgøre, hvorvidt det skulle intervenere; en afgørelse, som Rusland ikke ønsker at stå over for”.23 Som et centralt led i den gradvise konfrontationspolitik sørgede Minsk for at udskyde denne afgørelse til et tidspunkt, der set igennem vestlige briller blev stadig mere gunstigt.24

Vi kan alle være enige om, at det var godt, at Vesten ikke veg tilbage fra konfrontationen. Men vi burde også være enige om, at det var godt, vi bevægede os langsomt frem mod den og lod diplomatiet udspille sin rolle i konfrontationsdagsordenens tjeneste.

Minsk nok en gang

Den pludselige bagklogskab fra Poroshenko og i særdeleshed Merkel og Hollande afslører ikke andet end forfængelig omsorg for eget eftermæle. Disse ’hasbeens’ omfortolker bare deres tidligere illegitime fredsbestræbelser i nutidens legitime krigsmotiver. Hvad vi er vidne til her, er et krampagtigt forvandlingsnummer fra nogle miskrediterede statsledere: ’Se, vores tilsyneladende naive fredstro var i virkeligheden beregnende krigskløgt!’ Det er dybt utroværdigt.

Lad os medgive kritikeren alt dette og overveje implikationerne. Vi indser da hurtigt, at vi netop har modtaget en belæring om konfrontationsdagsordenens aktuelle magt over den politiske tale og tanke. En af de vigtigste lektier, vi kan tage med fra det lange, bugtede forspil til Ukraine-krigen, er, at projektet om Ruslands-svækkelse og øget militarisme vinder terræn igennem kompromisløs konfrontation, hvorimod bindende aftaler, der effektivt regulerer forholdet til Kreml, har en tendens til at dæmpe spændingsniveauet og lægge bånd på den frie magtpolitik. I den sammenhæng vidner Merkel og Hollandes efterrationaliseringer nok om personlig forfængelighed, men også om en kollektiv modning: Aversionen mod diplomati er i dag en principsag, der binder os alle – selv tidligere statsledere, der før år 0 var bannerførere for drømme om fælleseuropæisk fred og fordragelighed.

Vi står altså et godt sted. Hvis et bedre klima for vores kollektive handlinger kan tænkes, så er vi vist mange, der gerne vil høre nærmere. Vi kan vende øjne ad Merkel og Hollandes retroaktive forsøg på at tage en bid af æren for krigen, men så må vi i samme vending sende et par venlige tanker til USA og Storbritannien og en god portion kærlighed til den større fællesvestlige dagsorden, de tidligere eftergivende statsledere omsider retter ind efter.

Vi må i øvrigt undgå at forstå sagen alene ud fra mulige motiver hos enkelte ledere. Fokus er Vestens samlede Ukraine-politik, og her udnyttede USA og dets mest loyale venner det konfliktbetonede handlerum, Minsk-aftalerne skabte.25 Uanset om oprustning og konfrontation virkelig var intentionen bag Tyskland og Frankrigs engagement i Minsk, så var en misligholdt fredsaftale stadig den eneste farbare vej mod trusselsopbygning, øget NATO-integration og konfrontation.26 Motiverne hos de to statsledere kan diskuteres, ikke effekten.

Diplomati efter krigens udbrud

Det er en fejl, at Vesten har overladt spørgsmålet om en diplomatisk løsning til Kiev. Derved risikerer vi en utidig afslutning af konflikten, der belønner Rusland for sin aggression.

Det er en udbredt opfattelse, at Vesten ikke har gjort noget på den diplomatiske front efter krigens udbrud. Opfattelsen er forkert.

I begyndelsen af marts 2022 igangsatte Israels tidligere premierminister Naftali Bennett en forhandlingsproces mellem Ukraine og Rusland. Til hans overraskelse viste de stridende parter sig hurtigt rede til at give hinanden markante indrømmelser: Ukraine var villig til at fraskrive sig retten til NATO-medlemsskab, mens Rusland ville lade Zelenskij blive ved magten samt opgive sine ideer om at ”demilitarisere” og ”afnazificere” Ukraine. Anført af Storbritannien besluttede Vesten sig imidlertid for, ”at det var nødvendigt at fortsætte med at smadre Putin”. Bennett mener, at ”der var en god chance for at nå en våbenhvile, hvis [NATO-landene] ikke havde bremset den”. Når han alligevel ikke vil gøre sig til dommer over, om den vestlige beslutning var rigtig eller forkert, skyldes det blot, at han blander uvedkommende hensyn ind i analysen. Ulemperne ved beslutningen, vurderer Bennett, var ikke mindst massive tab af menneskeliv og ødelæggelsen af Ukraine. Fordelen var, at Biden fik skabt en stærk, kompromisløs alliance mod aggressoren Putin.27

Enhver, der fuldt ud tilslutter sig Vestens ambitioner, vil kun se fordelen. Det er ufint, når Bennett lægger sine personlige bekymringer i vægtskålen og lader, som om de har samme tyngde som de reelle ambitioner. Hvis dét er en fair tilgang, står det frit for enhver at konkludere hvad som helst.

En anden forhandlingsrunde blev afviklet igennem marts måned 2022 i Istanbul. I begyndelsen af april havde parterne tilsyneladende opnået enighed om ”skitsen til en midlertidig forhandlingsløsning: Rusland ville trække sig tilbage til dets position fra d. 23. februar, [og] Ukraine ville love ikke at søge NATO-medlemskab og i stedet få sikkerhedsgarantier fra en række lande”.28

I vestlige øjne så det imidlertid ud til, at Rusland stod svagt, og at Putin stadig satsede på at gennemtrumfe sine krav med minimal kamp og uden de store omkostninger.29 Så let skulle han ikke slippe. De førende NATO-lande lugtede blod30, og Boris Johnson meddelte Kiev, at man fra NATO’s side ikke ville give Rusland nogen garantier, uanset hvad Kiev selv måtte ønske at stå model til. Putin var en krigsforbryder, og det gjaldt om at ”presse ham”.31 Herunder presse ham væk fra forhandlingsbordet, så krigen kunne fortsætte i Ruslands-svækkelsens navn.32

Dernæst fulgte den skelsættende 40 milliarder dollars store krigspakke fra USA i midten af maj, hvormed konflikten endelig blev blæst op i det format, den har i dag. Rusland har med nogen tøven fulgt trop. En af de mest markante sejre for den vestlige eskalationspolitik indtraf, da Putin valgte at mobilisere yderligere 300.000 soldater i september.33 Jo større indsats fra Ruslands side, des større pris kan vi aftvinge landet. Vi skal bare holde fast.

Fremtiden for vestligt diplomati

Men vestlige ledere holder immervæk døren åben på klem for diplomatiske løsninger, og det skaber usikkerhed om Vestens vilje til at føre krigen til ende.

Det er rigtigt, at vestlige ledere gentagne gange har udtalt, at det må være op til styret i Kiev, om det vil forhandle.34 Det skal man dog ikke lægge så meget i. Da Kina fremsatte sin 12-punktsplan for fred, fejede USA den straks af bordet som ”uacceptabel”. En våbenhvile, udtalte talsmand John Kirby, ville ligefrem være i strid med FN’s charter.35 Nu hører det ganske vist til sjældenhederne, at USA søger støtte for sine udenrigspolitiske positioner i netop dette dokument, men det understreger nok alvoren i budskabet: I den nuværende situation er diplomatiske løsninger fuldstændig udelukkede, og det er i hvert fald ikke Kina, der skal stå i spidsen for en eventuel fredsproces.36

Fra officielt hold nærer USA det fællesvestlige ubehag ved diplomati, hvilket er et stort plus, da det giver fokus for og fasthed i vores antirussiske sammenhold. På den anden side har vores kritiker ret i, at USA ikke udelukker, at diplomatiske løsninger kan komme på tale engang i fremtiden. Hvis vi er pragmatiske og investeringsrationelle, giver det god mening. Selv på kort til mellemlang sigt kan vi tænke os situationer, hvor diplomati kan spille en konstruktiv rolle for krigspolitikken. Tænk blot over følgende to muligheder.

  1. De vestlige afvisninger af våbenhvile begrundes gerne med, at en indstilling af stridighederne ville give Rusland en tiltrængt ”operationel pause”, som landet blot vil bruge til at samle kræfter til nye offensiver. Med Minsk-processen i mente bør vi forstå, at denne logik er tosidet. Hvis det viser sig nyttigt at give Ukraine en ”operationel pause”, bør vi ikke være så krigshellige, at vi uden videre forkaster ideen om en midlertidig våbenhvile.
  2. Som belyst af bl.a. New York Times kan diplomatiske bedrag desuden tjene en strategisk funktion. Det ”strategiske diplomati” går ud på at signalere en diplomatisk velvilje, man ikke har, mhp. at opnå velvilje fra andre og lægge pres på fjenden.37 Washington har hidtil undladt at praktisere denne form for selvglorificerende udskamningspublicity – sikkert fordi man har haft mange andre, mere potente værktøjer til at dæmonisere Rusland og skaffe goodwill. Men vi kan sagtens forestille os situationer, hvor en dosis uærlig PR-diplomati vil tjene vores interesser. F.eks. til at håndtere større forskydninger i opinionen. Eller til at hele rifter i det interne vestlige sammenhold og berolige ængstelige stater som Tyskland og Frankrig.

På længere sigt er det vigtigt, at vi er rede til at åbne døren for diplomatiske løsninger, når forholdene er til det. Ja, det næsten principfaste ubehag ved dialog med Rusland er aktuelt set en stor styrke, men lad os ikke blive dogmatiske. Afvisningen af diplomati er en taktik, ikke et mål. Vi skal huske på, hvorfor ”vi står sammen med Ukraine”. Målet er ikke at ”føre krigen til ende”, sådan som kritikeren påpeger ovenfor, men at holde gang i investeringen, så længe den lønner sig. De to ting vil i de fleste tænkelige tilfælde betyde cirka det samme, men der er ikke nogen nødvendighed i det. Skulle omkostningerne løbe fra krigsudbyttet, kan diplomati meget vel tjene til at lukke hele projektet ned på fordelagtig eller i det mindste tålelig vis.

Netop sådanne fremtidsperspektiver har været drøftet af præsidenten for Council on Foreign Relations – et organ, der under indflydelse af blivende eliteinteresser øver betydelig indflydelse på de omskiftelige skikkelser, der varetager regeringsførelsen. Hans anbefaling er, at USA først skal ruste Kiev til at give ”sit bedste skud på slagmarken” via leveringer af ”de kampvogne, langtrækkende missiler og andre våben, [landet] har brug for til at få kontrol over mere af dets territorium i de kommende måneder”. Særligt vigtige er de langtrækkende missiler, som kan ”give Ukraine mulighed for at ramme russiske positioner, kommandoposter og ammunitionsdepoter dybt inde i russisk kontrolleret territorium og forberede vejen for en mere vellykket ukrainsk offensiv”. Når Ukraines ”bedste”, og måske også sidste, skud så er brugt, er tiden moden til en forhandlingsløsning.

Vi må nemlig medregne de faktiske omkostninger: ”Krigen tærer kraftigt på Vestens militære beredskab og tømmer dets våbenlagre; den forsvarsindustrielle base kan ikke følge med Ukraines forbrug af udstyr og ammunition.” Dertil kommer diverse offeromkostninger: ”USA må forberede sig på potentielle militære aktioner i Asien […] og i Mellemøsten”.38 Man kan kun bruge en ressource én gang.

Jeg ved ikke, om Council on Foreign Relations’ ret spekulative og vældig optimistiske analyse holder. Frem for varig ukrainsk ”kontrol over mere af dets territorium” kan angreb dybt inde i russisk territorium let tænkes at udløse russisk eskalation. Hvilket heller ikke er dumt: Hvad der koster for Kiev, koster også for Kreml. Enhver destruktion i Ukraine repræsenterer en omkostning for Rusland, hvad enten tabene skal måles i døde russiske soldater eller russisk forbrug af militærressourcer som eksempelvis affyrede missiler. Rusland kan nemlig heller ikke bruge den samme ressource flere gange. Der er med andre ord ikke noget principielt til hinder for, at også Ukraines næstbedste skud kan være godt nok.

Uagtet denne detalje er tænkemåden hos Council on Foreign Relations den helt rigtige: I en situation, hvor der er mere at tabe end at vinde ved fortsat krig, bør vi holde os for næsen og få en diplomatisk løsning i stand. Derefter kan vi rette vores fulde fokus mod nye lukrative krigsopgaver.

Læs næste del af artikelserien her: Til forsvar for Ukraine-krigen #2: Sanktionernes opbyggelige tilbageslag

Print Friendly, PDF & Email
  1. Se min foregående artikel: ”Ukraine-krigen er bedre end sit rygte”, Eftertryk Magasin, 13. april 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/
  2. Se min foregående artikel for detaljer: ”Ukraine-krigen er bedre end sit rygte”, Eftertryk Magasin, 13. april 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/
  3. BBC Ukrainecast: “Putin’s Perspective”, 19. april 2022. www: https://podcasts.apple.com/gb/podcast/putins-perspective/id1611568441?i=1000558070019
  4. Maura Reynolds: “‘Yes, He Would’: Fiona Hill on Putin and Nukes”, Politico, 28. februar 2022. www: https://www.politico.com/news/magazine/2022/02/28/world-war-iii-already-there-00012340
  5. Anthony H. Cordesman: “United States Aid to Ukraine: An Investment Whose Benefits Greatly Exceed its Cost”, Center for Strategic and International Studies, 21. november 2022. www: https://www.csis.org/analysis/united-states-aid-ukraine-investment-whose-benefits-greatly-exceed-its-cost
  6. Zach Dorfman: “In closer ties to Ukraine, U.S. officials long saw promise and peril”, yahoo!news, 28. april 2022. www: https://news.yahoo.com/in-closer-ties-to-ukraine-us-officials-long-saw-promise-and-peril-090006105.html
  7. Oliver Norths betegnelse. Se min foregående artikel: ”Ukraine-krigen er bedre end sit rygte”, Eftertryk Magasin, 13. april 2023. www: https://www.eftertrykket.dk/2023/04/13/ukraine-krigen-er-bedre-end-sit-rygte/
  8. Se min tidligere artikel ”Ned med Rusland #3: Forspillet til vores storslåede nederlag”, Eftertryk Magasin, 12. september 2022. www: https://www.eftertrykket.dk/2022/09/12/ned-med-rusland-3-forspillet-til-vores-storslaaede-nederlag/
  9. Zach Dorfman: “In closer ties to Ukraine, U.S. officials long saw promise and peril”, yahoo!news, 28. april 2022. www: https://news.yahoo.com/in-closer-ties-to-ukraine-us-officials-long-saw-promise-and-peril-090006105.html
  10. Zach Dorfman: “In closer ties to Ukraine, U.S. officials long saw promise and peril”, yahoo!news, 28. april 2022. www: https://news.yahoo.com/in-closer-ties-to-ukraine-us-officials-long-saw-promise-and-peril-090006105.html
  11. David Vergun: ”DOD Leaders Say Training Ukrainian Forces Is Paying Dividends”, U.S. Department of Defense, 4. maj 2022. www: https://www.defense.gov/News/News-Stories/Article/Article/3020199/dod-leaders-say-training-ukrainian-forces-is-paying-dividends/
  12. James Dobbins et al.: Extending Russia: Competing from Advantageous Ground. Rand Corporation, 2019, s. 96-103. www: https://www.rand.org/pubs/research_reports/RR3063.html.
  13. Theo Prouvost: “Hollande: ‘There will only be a way out of the conflict when Russia fails on the ground’”, Kyiv Independent, 28. december 2022. www: https://kyivindependent.com/national/hollande-there-will-only-be-a-way-out-of-the-conflict-when-russia-fails-on-the-ground

    Hollande siger bl.a.: “Since 2014, Ukraine has strengthened its military posture. Indeed, the Ukrainian army was completely different from that of 2014. It was better trained and equipped. It is the merit of the Minsk agreements to have given the Ukrainian army this opportunity.”

    Se også: ”VOVAN ET LEXUS PIEGE HOLLANDE”, YouTube, 8. april 2023. www: https://www.youtube.com/watch?v=3m-xM0nUjPk 8:55-10:25

  14. Minsk gav ifølge Poroshenko Ukraine “8 år til at opbygge sin hær, opbygge sin økonomi og opbygge en global proukrainsk, anti-Putin-koalition”. BBC: “Putin vs the West: 1:1. My Backyard”, 30. januar 2023. www: https://www.bbc.co.uk/iplayer/episode/p0dlz7tz/putin-vs-the-west-series-1-1-my-backyard 56:09.

    Ifølge Angela Merkels rådgiver Christoph Heusgen fortalte Poroshenko til Merkel umiddelbart inden Minsk, at hans styrker var besejrede, og at russerne kunne gå hele vejen til Kiev. (50:26).

    Se også John Reed: “Ukraine’s ex-president Petro Poroshenko: ‘The army is like my child, and I am very proud’”, Financial Times, 22. marts 2023. www: https://www.ft.com/content/39356ee4-a505-4391-a7a9-998252cb67ee

  15. Zilenskij er i øvrigt enig. Christian Esch, Steffen Klusmann & Thore Schröder: „»Putin ist ein Drache, der fressen muss«”, Spiegel, 9. februar 2023. www: https://archive.md/Q5Eol
  16. Tina Hildebrandt & Giovanni di Lorenzo: „Hatten Sie gedacht, ich komme mit Pferdeschwanz?“, Zeit Online, 7. december 2022. www: https://www.zeit.de/2022/51/angela-merkel-russland-fluechtlingskrise-bundeskanzler

    Se også: The Inconvenient Truth!: ”Vovan & Lexus Prank Angela Merkel!”, Rumble, marts 2023. www: https://rumble.com/v2argok-vovan-and-lexus-prank-angela-merkel.html (4:50-6:14).

  17. Om tilbageslag for Ukraine før Minsk, se:

    Tim Judah: ”Ukraine: A Catastrophic Defeat”, The New York Review, 5. september 2014. www: https://www.nybooks.com/online/2014/09/05/ukraine-catastrophic-defeat/

    Isobel Koshiw: “Everyone is talking about Minsk but what does it mean for Ukraine?”, openDemocracy, 4. februar 2022. www: https://www.opendemocracy.net/en/odr/russia-ukraine-what-are-the-minsk-agreements/

    Randy Noorman: “The Battle of Debaltseve: a Hybrid Army in a Classic Battle of Encirclement”, Small Wars Journal, 17. juli 2020. www: https://smallwarsjournal.com/jrnl/art/battle-debaltseve-hybrid-army-classic-battle-encirclement

  18. Bemærk, at Putin nu fortryder Minsk-aftalerne: TASS: “Special operation should have started earlier, but Russia still hoped for Minsk-2 — Putin”, 9. december 2022. www: https://tass.com/defense/1548723?ref=lite.improvethenews.org/amp/amp/amp
  19. FRANCE 24: “Hundreds of US military ‘trainers’ arrive in Ukraine”, 17. april 2015. www: https://www.france24.com/en/20150417-hundreds-us-military-trainers-arrive-ukraine
  20. Andriy Zagorodnyuk et al.: “Is Ukraine’s reformed military ready to repel a new Russian invasion?”, Atlantic Council, 23. december 2023. www: https://www.atlanticcouncil.org/blogs/ukrainealert/is-ukraines-reformed-military-ready-to-repel-a-new-russian-invasion/
  21. V. L. Lukichev: “Armed conflict in Ukraine: Chronological timeline of the implementation of the Minsk agreements”,  Geneva Centre for Security Sector Governance, 28. januar 2022. www: https://dcaf.ch/armed-conflict-ukraine-chronological-timeline-implementation-minsk-agreements
  22. Dette har Ukraines forsvarsminister senere bekræftet. Se: Hugo Bachega: “Ukraine defence minister: We are a de facto member of Nato alliance”, BBC News, 13. januar 2023. www: https://www.bbc.com/news/world-europe-64255249
  23. William Burns: “Nyet Means Nyet: Russia’s Nato Enlargement Redlines”, WikiLeaks, 1. februar 2008. www: https://wikileaks.org/plusd/cables/08MOSCOW265_a.html
  24. TASS: “Special operation should have started earlier, but Russia still hoped for Minsk-2 — Putin”, 9. december 2022. www: https://tass.com/defense/1548723
  25. Von SPIEGEL Staff: “Berlin Alarmed by Aggressive NATO Stance on Ukraine”, Spiegel, 6. marts 2015. www: https://www.spiegel.de/international/world/germany-concerned-about-aggressive-nato-stance-on-ukraine-a-1022193.html
  26. Om den ukrainske uvilje mod at leve op til Minsk, se: Cindy Wittke: ”The Minsk Agreements – more than “scraps of paper”?”, East European Politics, 2019.
  27. Naftali Bennett: ”בנט מדבר”, YouTube, februar 2023. www: https://youtu.be/qK9tLDeWBzs?t=9149

    Ifølge lederen af Ukraines militære efterretningstjeneste udnyttede Ukraine desuden de drøftelser, der blev påbegyndt i Belarus fire dage efter invasionen, til at ”forlænge forhandlingsprocessen for at købe tid”. Se: Vlasta Lazur: ”Ukraine’s SBU Responsible For Killing Of Banker Who Was Conduit For Russian Intelligence, Says Intel Chief”, RadioFreeEurope, 23. januar 2023. www: https://www.rferl.org/amp/ukraine-sbu-responsible-killing-banker-russian-intelligence/32235780.html. Forhandlingerne førte ingen vegne.

  28. Fiona Hill & Angela Stent: “The World Putin Wants”, Foreign Affairs, 25. august 2022. www: https://www.foreignaffairs.com/russian-federation/world-putin-wants-fiona-hill-angela-stent#
  29. Udtalelser fra Zilenskijs tidligere toprådgiver Oleksii Arestovych: “ANNA-News|Фронтовые новости|Сирия|ЛНР|ДНР|”, 22. januar 2023. www: https://vk.com/wall-35276355_2127286?lang=en
  30. Jonathan Spicer & Gleb Garanich: “Russia pledges to reduce attack on Kyiv but U.S. warns threat not over”, Reuters, 29. marts 2022. www: https://www.reuters.com/world/europe/ukraine-sets-ceasefire-goal-new-russia-talks-breakthrough-looks-distant-2022-03-29/
  31. Roman Romaniuk: “Possibility of talks between Zelenskyy and Putin came to a halt after Johnson’s visit – UP sources”, Ukraniska Pravda, 5. maj 2022. www: https://www.pravda.com.ua/eng/news/2022/05/5/7344206/
  32. Interview med den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, på CNN Türk Neutral Zone, 20. april 2022: ”Dışişleri Bakanı Sayın Mevlüt Çavuşoğlu’nun CNN Türk Tarafsız Bölge’de Verdiği Özel Röportaj, 20 Nisan 2022”. www: https://www.mfa.gov.tr/disisleri-bakani-sayin-mevlut-cavusoglu-nun-cnn-turk-tarafsiz-bolge-de-verdigi-ozel-roportaj–20-nisan-2022.tr.mfa

    Se desuden: Hurriyet DailyNews: “Turkish FM says some NATO states want Ukrainian war to continue”, 21. april 2022. www: https://www.hurriyetdailynews.com/nato-allies-want-longer-ukraine-war-to-weaken-moscow-turkey-173158

  33. Denne analyse nævner mobiliseringen som en gevinst: Timothy Ash: “It’s Costing Peanuts for the US to Defeat Russia”, Center for European Policy Analysis, 18. november 2022. www: https://cepa.org/article/its-costing-peanuts-for-the-us-to-defeat-russia/
  34. Aletha Adu: “War will end at negotiating table with Ukraine in ‘best place’, Sunak says”, The Guardian, 10. marts 2023. www: https://www.theguardian.com/politics/2023/mar/10/ukraine-war-negotiating-table-zelenskiy-sunak-macron-paris-summit

    U.S. Department of Defense: “Brigadier General Pat Ryder, Pentagon Press Secretary, Holds a Press Briefing”, 24. februar 2023. www: https://www.defense.gov/News/Transcripts/Transcript/Article/3310317/brigadier-general-pat-ryder-pentagon-press-secretary-holds-a-press-briefing/

  35. David Cohen: “Russia and China want to disrupt the world order, NSC spokesperson says”, Politico, 19. marts 2023. www: https://www.politico.com/news/2023/03/19/john-kirby-russia-china-global-00087760

    Tom O’Connor: “As Xi Heads to Russia, U.S. Says No to Any China-Led Ceasefire in Ukraine”, Newsweek, 17. marts 2023. www: https://www.newsweek.com/xi-heads-china-us-no-china-led-ceasefire-ukraine-1788565

  36. Se i øvrigt: Antony J. Blinken: “Secretary Antony J. Blinken at a Virtual Panel Session on “A Just and Lasting Peace in Ukraine””, U.S. Department of Defense, 28. marts 2023. www: https://www.state.gov/secretary-antony-j-blinken-at-a-virtual-panel-session-on-a-just-and-lasting-peace-in-ukraine/
  37. Michael Crowley: “In Ukraine War, Talking About Peace Is a Fight of Its Own”, The New York Times, 26. februar 2023. www: https://www.nytimes.com/2023/02/26/us/politics/russia-ukraine-peace.html
  38. Richard Haass & Charles Kupchan: “The West Needs a New Strategy in Ukraine”, Foreign Affairs, 13. april 2023. www: https://www.foreignaffairs.com/ukraine/russia-richard-haass-west-battlefield-negotiations