Ned med Rusland #3: Forspillet til vores storslåede nederlag

Det var den 3. juli 1979, at præsident Carter underskrev det første direktiv om hemmelig bistand til modstanderne af det pro-sovjetiske regime i Kabul. Og den dag skrev jeg et notat til præsidenten, hvori jeg forklarede ham, at denne hjælp efter min mening ville føre til en militær intervention fra Sovjets side. […] Vi pressede ikke russerne til at intervenere, men vi øgede bevidst sandsynligheden for, at de ville gøre det.
– Zbigniew Brzezinski, national sikkerhedsrådgiver i Carter-regeringen1

Af Uffe Kaels Auring
Illustration af Julie Kordovsky

TILBAGEBLIK. Vi vil som bekendt svække Rusland, fordi Vladimir Putin har invaderet Ukraine, men man kan også spørge, om Putin har invaderet Ukraine, fordi vi længe har bestræbt os på at svække Rusland. Og man kan videre overveje, om vi har fremprovokeret forbrydelsen for at kunne straffe forbryderen. Hvad skulle Vesten have gjort, hvis det var hensigten at starte en konfrontation? Det korte svar er: Sådan cirka, hvad Vesten har gjort siden 2014. Det længere svar følger her.

1

Vi tilhører en magtblok – det USA-ledede NATO og Vesten – der søger at udstrække sin dominans, men er uvillig til at betale prisen for konfrontation med fjender, der kan slå igen. Derfor er det i nogle tilfælde nærliggende at benytte andre landes territorier og befolkninger til at svække stater, der ikke makker ret.

For at komme ind på livet af fjenden må man først skabe en situation, hvor han føler sig nødsaget til at angribe. Fjenden skal så at sige bydes op til kamp. F.eks. kan man mønstre en tilstrækkelig stor trussel i fjendens nærområde, så han vil gå i krig for at nedkæmpe den. Det betyder, at fjenden stiller sit militær i skudlinjen. Og så må man være klar til at svare igen. Det land, der lægger jord og blod til stridighederne, skal være rustet til at forvolde skade på den indtrængende magt.

I det aktuelle tilfælde: Rusland skal føle sig truet, og Ukraine skal have evnen, dvs. godt med ødelæggelsesmidler, til at skade Rusland.

2

Det kan man et godt stykke hen ad vejen opnå med et enkelt tiltag: NATO-drevet oprustning af Ukraine.

Den har Vesten leveret siden 2014 i form af bl.a. støt stigende militærbistand. I 2019-2020 var USA’s ”sikkerhedsbistand” til Ukraine cirka 10 gange så stor som i 2013, og i 2017 begyndte USA at sende dødbringende militærudstyr til landet, herunder Javelin-antitankmissiler og andet avanceret udstyr, der normalt kun leveres til øvrige NATO-medlemmer eller USA’s nærmeste allierede.2 USA og NATO har desuden ydet vital hjælp til udbygningen og NATO-opkvalificeringen af den ukrainske hær. Således har amerikanske militærofficerer siden 2014 hjulpet med at opbygge den ukrainske hærs ”træningsinfrastruktur næsten fra bunden” og ”træne trænerne”.

Status er, at de humane og materielle ødelæggelseskapabiliteter, Ukraine siden krigens start har forsvaret sig med, i vidt omfang skyldes vestlige bidrag. Det gælder også de massivt forskansede forsvarslinjer i Østukraine, som Rusland i disse dage og uger er i færd med at omdanne til blodige murbrokker. Det positive er, at de også har påført Rusland tab.

Oprustning med henblik på et fremtidigt modsvar gør det dog ikke alene, hvis en konfrontation skal fremprovokeres. Oprustningen skal også virke ildevarslende, og mest foruroligende forekommer det, der gør ondt lige nu og lover værre i fremtiden. Siden 2014 har USA trænet op mod 5 bataljoner årligt i tre træningscentre i Vestukraine. Efter en afsluttende felttræningsøvelse er de kampklare styrker blevet sendt til Østukraine for at bekæmpe ”de russisk støttede separatister”.3 Hvert år siden 2014 har mindst 10.000 ukrainske soldater gennemgået diverse NATO-træningsprogrammer med dette formål.4

Denne vedvarende forøgelse af Kievs slagstyrke i Donbass-regionen har selvfølgelig generet, men næppe i sig selv forskrækket Kreml. I hvert fald ikke isoleret betragtet. USA har imidlertid ikke efterladt nogen tvivl om de bredere trusselsperspektiver. I stedet har man tydeligt kommunikeret, at træningen var et led i opbygningen af en trussel af overvældende proportioner. Som en talsmand for USA’s Joint Multinational Training Group-Ukraine i et af de vestukrainske kamptræningscentre udtalte i 2017: ”Vores overordnede mål er essentielt set at hjælpe det ukrainske militær til at blive NATO-interoperationelt”,5 så det fremover kan modtage materiel støtte og træningsbistand fra de andre NATO-familiemedlemmer. I årene op til krigens udbrud har bl.a. østeuropæiske NATO-medlemmer gjort netop det.

Vi kan godt, med afsæt i vores eksklusive ret til ”tilstedeværelse” overalt i verden, hævde, at NATO og USA ikke var ’direkte’ involveret i den blodige konflikt i Østukraine fra 2014-2022. Men vi har gjort alt, hvad vi kunne, bortset fra selv at stille op til ’direkte’ kamp. Vi er nemlig risikoaverse, men kun på egne vegne. Vi udsætter gerne andre for enorme risici, ligesom vi i dag hepper på, at ukrainerne vil bære omkostningerne for vores politik med ukuelig kampgejst og gå i døden for os med oprejst pande.

3

Siden 2014 har NATO arbejdet intensivt på at gøre Ukraine til en antirussisk frontlinjestat, men en kort stund så det ud til, at ukrainernes ønske om national forsoning ville forpurre projektet. I 2019 kom Volodymyr Zelenskij til magten på paroler om at skabe fred og finde en diplomatisk løsning på konflikten i Østukraine.6 Men han måtte hurtigt sande, at hans hænder var bundet af de højrenationalistiske kræfter,7 som førte an i – og kom stærkt styrket ud af – det vestligt støttede kup mod Janukovich-regeringen i 2014. Det centrale fredsspor for løsning af konflikten i Østukraine var derefter de såkaldte Minsk-aftaler (indgået i 2014 og 2015).8 Zelenskijs store opgave var at genoplive den diplomatiske proces. Hans skæbne blev en anden.

Allerede ugen efter Zelenskij var taget i ed, fik han offentligt at vide, at han ville blive hængt, hvis han vovede at implementere Minsk-aftalerne. Så vidt Dmytro Yarosh, en af stifterne af Højre Sektor og daværende befalingsmand i Ukraines Frivillige Hær.9 Alternativt, meddelte en parlamentariker fra Partiet for Europæisk Solidaritet, kunne en granat tage livet af den tidligere komiker.10 Herefter fulgte flere dødstrusler mod den uerfarne præsident samt aktiv sabotage mod Minsk-aftalerne fra de paramilitære højrekræfter, der besvarede Zelenskijs indtrængende appeller om våbennedlæggelse med voldseskalering i Donbass.

I dag står det klart, at Kiev i ly af Minsk-processen modarbejdede en fuldbyrdelse af Minsk-aftalens centrale målsætninger om bl.a. autonomi for Donbass-regionen. Førnævnte Yarosh har pointeret, at Minsk II var en fin aftale, da den gav tid og manøvrerum til at udruste Ukraines hær med de bedste våben- og forsvarssystemer – essentielt set NATO-oprustningssporet.11 For nylig har Petro Poroshenko, Ukraines præsident fra 2015-2019, ligeledes forsvaret aftalerne med, at Ukraine fik otte år til at ”skabe en hær”. I den aktuelle situation skal Vesten ifølge den tidligere statsleder bare levere flere våben, så Ukraine ”kan gøre jeres [dvs. Vestens] arbejde”.12 Det er ikke første gang i historien, at diplomatisk tomgang baner vejen for krigsforberedelser.

I 2019-2021 kunne Vesten – og især amerikanerne – altså vælge mellem to spor: Ville man støtte den svage ukrainske præsidents fredsbestræbelser mod de nationalistiske og nazistisk inspirerede bevægelser, eller ville man fortsætte med at opruste Ukraine militært, bringe NATO ind i landet og søge en militær optrapning af konflikten i Østukraine? Vi ved, at USA valgte det sidste, dvs. fortsatte kursen fra 2014.13

4

Konfliktens afgørende stridspunkt har hele tiden været NATO’s tilstedeværelse. Skønt Ukraine ikke formelt er indtrådt i NATO, har Rusland haft det stramt med, at NATO reelt var trådt ind i Ukraine.

Men måske ikke tilstrækkeligt. Hvis Vesten virkelig ville fremkalde en russisk aggression og dermed åbne slaget om at svække Rusland, ville det være naturligt også at insistere på Ukraines kommende indlemmelse i historiens stærkeste militæralliance, der har til formål at inddæmme Rusland. Det ville være gavnligt at træde over den ”klareste af alle røde linjer” for Rusland.14

Uanset hvad motivet bag politikken måtte være, er det, hvad man har gjort; resultatet har ikke været svært at forudse. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har udtalt, at ”nøglen til det hele er, at NATO garanterer, at det ikke vil ekspandere østpå”.15 Vesten må have vidst, at nøglen til at lukke ned for striden var selvsamme nøgle, der kunne åbne konfrontationen.

Da Joe Biden kom til magten, begyndte Washington højlydt at insistere på, at medlemskabsløftet stod ved magt, ligesom den frie verdens leder iværksatte amerikansk-ukrainske militære samarbejdstiltag, som lagde fundamentet til, at det kunne gå i opfyldelse. Med Charter for Strategic Partnership fra september 2021 udstedte USA praktisk talt den NATO Membership Action Plan for Ukraine, som Tyskland og Frankrig længe havde nægtet at tildele landet inden for de formelle NATO-rammer. Ifølge Tysklands forhenværende kansler Angela Merkel ville Putin nemlig have opfattet et sådant skridt som ”en krigserklæring”.16 Krigserklæringen blev aldrig fremsat officielt, men igennem 2021 forsikrede Washington og NATO igen og igen: Vi vil accelerere den militære integration med henblik på ukrainsk medlemskab.17 Oversat til russisk: ”Vi er en voksende trussel.”

Præcis hvordan Rusland ville tackle truslen, kunne ingen forudse. Perspektiverne i at provokere de NATO-sensitive russere er til gengæld velbelyste; hvis vi ikke er bekendt med dem, har vi overset et helt forskningsfelt. Da establishmenttænketanken Rand Corporation i 2019 gjorde sig grundige tanker om mulighederne for at ”overanstrenge Rusland”, lød et af forslagene: ”Mere udtalt amerikansk agitation for ukrainsk NATO-medlemskab ville sandsynligvis både styrke den ukrainske morale og den russiske vilje til at forhindre [ukrainsk NATO-medlemskab]”. Ved at opdyrke fjendens fjendtlighed mod os ville vi kunne ”øge Ruslands engagement og omkostninger”.18

Bemærk, at strategien ikke indebærer nogen umiddelbare omkostninger for os, endsige for de tænksomme forskere eller deres sponsorer i det amerikanske regeringsapparat. Tænker vi et enkelt skridt videre, tilsiger planen, at USA ville overlade det til ukrainerne at tage imod slagene fra de fjendtlige kræfter, USA’s NATO-løfter havde sluppet løs – med den høje morale, USA’s NATO-løfter havde indpodet dem. Således opmuntret …

Hvis omfanget af Ruslands hidtidige ”engagement” i den ”specielle militære operation” overgår vores forventninger, må det regnes for en positiv overraskelse inden for den herskende antirussiske omkostningstænkning. Det havde dog været allerbedst med en rigtig krig mod hele Ukraine, hvor de restriktioner, den specielle militære operation er underlagt, ikke længere gælder. Det er, hvad de, der hepper på et vendepunkt i krigen, sukker efter. Destruktion og nød på en helt anden … mere vestlig skala: I den bløde ende Beograd (1999), hvor vital infrastruktur smadres; i den grovere ende scenarier a la Fallujah (2004), Mosul (2017) og Raqqa (2017), hvor alt smadres.

Et virkeligt ”Glory to Ukraine”-vendepunkt, hvor drømmene om alvorlige tilbageslag for Ruslands specielle militære operation omsider går i opfyldelse, vil nemlig hurtigt blive afløst af et andet vendepunkt. Den russiske modreaktion vil bringe død og lidelse, ikke ”Glory” med sig. Vi behøver ikke være lige så skarpsindige som forskerne i Rand Corporation for at se det. Hvis vi er i stand til at foretage bare én simpel konsekvensbetragtning, må vi indse, at det værste, der kan ske for Ukraine, er, at deres vestlige venner får deres ønsker opfyldt, og at vi får våbenstøttens fulde gennemslagskraft at se.

Så langt kan de fleste af os godt tænke, men ligesom Rand Corporation er vi ligeglade med ukrainerne. Tilbage til hovedsagen: Det handler om at slå løs på Rusland.

5

Zelenskij skiftede holdning til ukrainsk NATO-medlemskab i januar 2021, men har ikke desto mindre beklaget sig over medlemskabsløftets tvivlsomme karakter. Beskeden fra Vestens tvetungede diplomater har ifølge Zelenskij lydt: ”I bliver ikke et NATO-medlem, men offentligt vil dørene fortsat stå åbne”.19 Så hvilken tunge skal vi tro på her? Den amerikanske NATO-ambassadør fra 2012-2014, Michael McFaul, blev for nogen tid siden spurgt, om amerikanske diplomater hele tiden havde løjet, når de flagrede med løfter om ukrainsk NATO-medlemskab. Han udbrød bramfrit: ”Ja! Ja! Sådan er den virkelige verden, venner. Kom nu lidt! Kom nu lidt! Sådan fungerer det i den virkelige verden!”20

Det uvirkelige er her indrømmelsen, hvis man ellers kan tro på den: Den kommer jo fra en diplomats mund. Men det skal vi ikke bryde vores hoveder med. De misinformations-vaccinerede vestlige offentligheder må holde sig ajour med fredsgruppers arbejde eller indiske medier for at få dette indblik i diplomatiets sande former.21

Hvis ideen var at indlede en svækkelse af Rusland, er det imidlertid kun logisk, at man 1) ikke tillader neutral status for Ukraine, 2) men holder døren åben for NATO-medlemskab og 3) ikke giver Ukraine adgang til døren. Fjernt fra at afskrække Rusland fra at gribe til våben er det opskriften på at forskrække Rusland til at reagere, før det er for sent. Det er snarere døren for et russisk angreb, NATO fik åbnet på vidt gab.

De gentagne løfter har været ledsaget af større NATO-militærøvelser. I juli 2021 delte Kiev og Washington værtskabet for øvelsen Operation Sea Breeze, der var direkte rettet mod Rusland. Et par måneder senere gennemførtes Rapid Trident 21, der beskrives som kulminationen på “en intens og realistisk årlig træningsøvelse for at berede Ukraines landstyrker på udfordringerne i virkelige situationer”. Udover at fastholde Rusland i skudlinjen er sådanne øvelser skridt i den vedvarende integrationsproces, hvormed NATO opruster sine partnere – og gør dem til NATO-våben.22

6

Nogle siger, at vi skulle have lyttet til Putin i tide. Måske er det netop, hvad vi har gjort: Lyttet til de russiske bekymringer for at blæse dem et stykke. Alternativt kan den ubønhørlige ekspansionspolitik have et mere instinktivt udspring i den dybe vestlige eneherskermentalitet, som vi kan finde udtrykt i officielle militærstrategiske visionserklæringer og ellers søge inde i os selv. For det er et definerende træk ved den vestlige karakter, at vi ikke tåler nogen grænser for vores magt, og at vi ikke accepterer, at andre spillere på verdenskortet nyder stormagtsprivilegier.23 Dét er indstillingen hos såvel menigmand som statsledere.

De krav om sikkerhedsgarantier, Rusland fremsatte i månederne op til krigsudbruddet, forholdt USA sig selvsagt komplet afvisende til. De vestlige offentligheder var tilsvarende uinteresserede. I stedet havde Washington travlt med at forudsige tidspunktet for invasionen, hvilket så blev emnet for debatten. Den udenrigspolitisk oplyste offentlighed diskuterede indædt, hvor dyb og duelig den russiske aggressionsvilje var, ikke hvor voldsomt vi fremprovokerede den. Skønt Washington udtrykte vilje til at drøfte nogle småting med Rusland, stod man fast på, at kernespørgsmålene – ikke mindst ukrainsk NATO-medlemskab – var ”non-issues”.24 Det gjaldt på såvel forhandlingsbordet som i redaktionslokalerne og i SoMe-universet.

7

Nogle af vor tids Ruslands-bekrigere ynder at drage lektier fra Sovjetunionens krig i Afghanistan (1979-1989),25 og på dette punkt kan vi indskyde en lære, som faktisk er relevant. Kort inden Sovjetunionens ledere tidligt om aftenen d. 12. december 1979 satte sig for at drøfte, hvorvidt de skulle sende hæren ind i Afghanistan, annoncerede NATO opstillingen af nye atomare mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Ifølge daværende viceudenrigsminister i Sovjetunionen, Georgiy Kornienko, kastede denne beslutning en mørk skygge over drøftelserne i Moskva:

Det var ikke tilfældigt, at Afghanistan-spørgsmålet endelig blev afgjort den pågældende dag […] Alle de argumenter, der tidligere blev fremført om den negative indvirkning i Vesten, blev pludselig irrelevante. Folk følte, at forholdet allerede var ødelagt, så der var ikke meget tilbage at miste.”26

Hvilke dele af sit gode forhold til Vesten kunne Putin i begyndelsen af 2022 frygte at spolere?27 Hvad mere kunne vi tage fra Rusland – bortset fra Ukraine?

8

I 1998 løftede Zbigniew Brzezinski sløret for, at han små tyve år tidligere ”bevidst” havde øget sandsynligheden for, at Sovjetunionen ville invadere Afghanistan. Hvorvidt vores ledere var ved fuld bevidsthed, da de igennem en længere årrække øgede sandsynligheden for en russisk invasion af Ukraine, kan vi indtil videre kun spekulere over. Men vi må regne med, at de havde blik for perspektiverne i deres provokationer. I hvert fald de kortsigtede perspektiver.

Konfrontationskursen fra 2014-2022 måtte uvægerlig føre til et af to gunstige scenarier. Enten ville Rusland bøje af og betragte fuldførelsen af det ukrainske NATO-bolværk uden at skride til andet end afsyngelse af de sædvanlige klagesange, vi har lukket ørerne for de sidste 30 års tid.28 Ellers ville Rusland gribe til vold, og så kunne vi iværksætte den kamp ”i virkelige situationer”, vi havde klædt Ukraine på til. Ville man i så fald kunne vinde? Man ville i hvert fald kunne påbegynde svækkelsen af Rusland.29 Store dele af Ukraine og titusindvis af landets NATO-trænede styrker ville sikkert blive smadret i processen. Men det burde ikke give os nogen kvaler, for i dén situation ville vi kunne placere ansvaret entydigt hos Putin og hans kompagnoner.

Faktisk har vi nogle faste formater for at takle den slags situationer: fordømmelsesfesten, heppekorsopvisningen og triumftoget. Hvad ville vores grænseløse fordømmelse betyde? En sikker platform for enøjet lad-Rusland-bløde-politik. Krav om intensivering af kampen. En indsats for at forhøje prisen for Rusland, så retfærdigheden kunne ske fyldest. Derigennem yderligere skridt mod målsætningen om at ”integrere Ukraine i NATO de facto”.30

Hvad ville hepperiet gøre godt for? I tilbageblik kan vi sige: Distraktion, selvglæde og samling på tropperne under amerikansk lederskab. Blod på tanden og øjeblikke af illusorisk sejrsrus. Og blindhed for, at triumftoget er russisk. Dvs. blind accept af, at det er Ukraine, der forkrøbles.

På et tidspunkt vil vi måske også sande, at vi er ved at svække os selv. Det er det, der sker. Vi taber. Det ypperste, vi kan gøre, er at sørge for, at vores nederlag også bliver smertefuldt for Rusland. Det vil først og fremmest sige Ukraine. Ukraine bliver smadret i vores triumf.

  1. Vincent Jauvert: ”Brzezinski: Oui, la CIA est entrée en Afghanistan avant les Russes”, Le Nouvel Observateur, 15. januar 1998. www: https://www.voltairenet.org/IMG/jpg/ob_387f07_brzezinski-obs-1998.jpg.
  2. Elias Yousif: “U.S. Military Assistance to Ukraine“, Stimson Center, 26. januar 2022. www: https://www.stimson.org/2022/u-s-military-assistance-to-ukraine/
  3. Ben Watson: “In Ukraine, the US Trains an Army in the West to Fight in the East”, Defense One, 5. oktober 2017. www: https://www.defenseone.com/threats/2017/10/ukraine-us-trains-army-west-fight-east/141577/
  4. Daniel Michaels: “The Secret of Ukraine’s Military Success: Years of NATO Training”, The Wall Street Journal, 13. april 2022. www: https://www.wsj.com/articles/ukraine-military-success-years-of-nato-training-11649861339

    Se desuden: Zach Dorfman: ”Exclusive: Secret CIA training program in Ukraine helped Kyiv prepare for Russian invasion”, yahoo!news, 16. marts 2022. www: https://news.yahoo.com/exclusive-secret-cia-training-program-in-ukraine-helped-kyiv-prepare-for-russian-invasion-090052743.html.

  5. Ben Watson: “In Ukraine, the US Trains an Army in the West to Fight in the East”, Defense One, 5. oktober 2017. www: https://www.defenseone.com/threats/2017/10/ukraine-us-trains-army-west-fight-east/141577/
  6. Jo Adetunji: ”Ukraine: window opens for peace in the Donbas after Volodymyr Zelenskiy agrees to election plan”, The Conversation, 3. oktober 2019. www: https://theconversation.com/ukraine-window-opens-for-peace-in-the-donbas-after-volodymyr-zelenskiy-agrees-to-election-plan-124605
  7. Liana Semchuk: “Ukraine: window opens for peace in the Donbas after Volodymyr Zelenskiy agrees to election plan”, The Conversation, 3. oktober 2019. www: https://theconversation.com/amp/in-ukraine-volodymyr-zelenskiy-must-tread-carefully-or-may-end-up-facing-another-maidan-uprising-125522

    Interview med Stephen Cohen. “Ukrainegate impeachment saga worsens US-Russia Cold War”, The Greyzone, 13. November 2019. www: https://www.youtube.com/watch?v=bpASSqz1hGc

    “Это наш последний блокпост, и мы никогда его не покинем”, – Билецкий пообещал защищать Золотое в случае отвода ВСУ., Censor.NET, 6. oktober 2019. www:  https://censor.net/ru/video_news/3152372/eto_nash_posledniyi_blokpost_i_my_nikogda_ego_ne_pokinem_biletskiyi_poobeschal_zaschischat_zolotoe_v

    The Analysis: “Russia Started War, Capitalists on All Sides Fuel the Fire – Boris Kagarlitsky pt 2”, 18. juli 2022. www: https://theanalysis.news/russia-started-war-capitalists-on-all-sides-fuel-the-fire-boris-kagarlitsky-pt-2/

  8. Anatol Lieven: “Ukraine: The Most Dangerous Problem in the World”, The Nation, 15. november 2021. www: https://www.thenation.com/article/world/ukraine-donbas-russia-conflict/
  9. Lilia Ragutskaya: “Ярош: если Зеленский предаст Украину — потеряет не должность, а жизнь”, Obozrevatel, 27. maj 2019. www: https://incident.obozrevatel.com/crime/dmitrij-yarosh-esli-zelenskij-predast-ukrainu-poteryaet-ne-dolzhnost-a-zhizn.htm
  10. Oksana Grytsenko: “‘I’m not a loser’: Zelensky clashes with veterans over Donbas disengagement”, Kiev Post, 28. oktober 2019. www: https://www.kyivpost.com/ukraine-politics/im-not-a-loser-zelensky-clashes-with-veterans-over-donbas-disengagement.html
  11. Lilia Ragutskaya: “Ярош: если Зеленский предаст Украину — потеряет не должность, а жизнь”, Obozrevatel, 27. maj 2019. www: https://incident.obozrevatel.com/crime/dmitrij-yarosh-esli-zelenskij-predast-ukrainu-poteryaet-ne-dolzhnost-a-zhizn.htm
  12. Petro Poroshenko: “ЕКСКЛЮЗИВНЕ інтерв’ю Петра Порошенка про війну“, YouTube, 14. juni 2022. www: https://www.youtube.com/watch?v=LychQgB4i5k

    DW News: “For peace we need weapons, Ukraine’s ex-President Poroshenko tells DW”, YouTube, 15. juni 2022. www: https://www.youtube.com/watch?v=YgpZ9mQ8p18

    Samme synspunkt fremsatte et parlamentsmedlem fra Poroshenkos parti tilbage i begyndelsen af februar 2022: Shaun Walker: ”Can Ukraine and Russia be persuaded to abide by Minsk accords?”, The Guardian, 9. februar 2022. www: https://www.theguardian.com/world/2022/feb/09/can-ukraine-and-russia-be-persuaded-to-abide-by-minsk-accords

  13. Jon Weiner: “Russia’s War in Ukraine: How It Could End: A conversation with Anatol Lieven”, The Nation, 11. april 2022. www: https://www.thenation.com/article/world/war-ukraine-end-lieven/

    Anatol Lieven: “Ending the Threat of War in Ukraine: A Negotiated Solution to the Donbas Conflict and the Crimean Dispute”, Quincy Institute for Responsible Statecraft, 4. januar 2022. www: https://quincyinst.org/report/ending-the-threat-of-war-in-ukraine/

  14. William J. Burns: The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal, Random House Trade, 2019, s. 199-201.
  15. Vladimir Isachenkov: “Russia demands US, NATO response next week on Ukraine”, AP News, 14. januar 2022. www: https://apnews.com/article/europe-russia-ukraine-moscow-sergey-lavrov-9b6c7c17bd462c02cfb9420463057188
  16. Philip Oltermann: “No regrets over handling of Vladimir Putin, says Angela Merkel”, The Guardian, 7. juni 2022. www: https://www.theguardian.com/world/2022/jun/07/no-regrets-over-handling-of-vladimir-putin-says-angela-merkel
  17. U.S. Embassy in Ukraine: ”Joint Statement on the U.S.-Ukraine Strategic Partnership”, 1. september 2022. www: https://ua.usembassy.gov/joint-statement-on-the-u-s-ukraine-strategic-partnership/

    NATO: “Brussels Summit Communiqué”, 14. juni 2021. www: https://www.nato.int/cps/en/natohq/news_185000.htm

    Ifølge Ruslands-eksperten Robert Service var USA’s og Ukraines indgåelse af Charter for Strategic Partnership, som cementerede USA’s støtte til ukrainsk NATO-medlemskab, ”dråben, der fik bægeret til at flyde over”. Se: Tunku Varadarajan: ”The Two Blunders That Caused the Ukraine War”, The Wall Street Journal, 4. marts 2022. www: https://www.wsj.com/articles/cause-ukraine-war-robert-service-moscow-putin-lenin-stalin-history-communism-invasion-kgb-fsb-11646413200

  18. James Dobbins et al.: Extending Russia: Competing from Advantageous Ground. Rand Corporation, 2019, s. 102. www: https://www.rand.org/pubs/research_reports/RR3063.html.
  19. Helen Regan et al.: “March 20, 2022 Russia-Ukraine news”, CNN, 21. marts 2022. www: https://edition.cnn.com/europe/live-news/ukraine-russia-putin-news-03-20-22/h_7c08d64201fdd9d3a141e63e606a62e4
  20. The Munk Debates: “Russia-Ukraine War”, 12. maj 2022. www: https://munkdebates.com/debates/russia-ukraine-war. 1:22:00.
  21. Zaini Majeed: “Former US Ambassador To Russia Claims Washington ‘was Lying To Ukraine About NATO Bid’”, Republicworld.com, 21. maj 2022. www: https://www.republicworld.com/world-news/russia-ukraine-crisis/former-us-ambassador-to-russia-claims-washington-was-lying-to-ukraine-about-nato-bid-articleshow.html

    Delvist gengivet på en svensk fredshjemmeside: https://www.alliansfriheten.se/former-us-ambassador-to-russia-claims-washington-was-lying-to-ukraine-about-nato-bid-republicworld-com/

  22. U.S. Army Europe and Africa: “Press Release – Rapid Trident exercise in Ukraine”, 16. September 2021. www: https://www.europeafrica.army.mil/ArticleViewPressRelease/Article/2776365/press-release-rapid-trident-exercise-in-ukraine/

    Foruden de nævnte militærøvelser gennemførte NATO i maj 2021 en to måneder lang serie af “Defender Europe”-øvelser, ”en af de største amerikansk ledede militærøvelser i årtier” med deltagelse af 28.000 tropper fra 27 NATO-lande langs Ruslands grænser. I sommeren 2021 gennemførte NATO ‘Cossack Mace’-militærøvelser nær Krim. se: C. Todd Lopez: ”Defender Europe 21 Exercises Multinational Interoperability, Readiness, Transparency”, U.S. Department of Defense, 3. maj 2021. www: https://www.defense.gov/News/News-Stories/Article/Article/2593494/defender-europe-21-exercises-multinational-interoperability-readiness-transpare/

  23. Biden advarede tilbage i december 2022 om, at han ikke ville ”acceptere nogens røde linjer”. BBC: “Russia Ukraine: Biden Warns Russia Against Ukraine Red Lines”, 4. December 2021. www: https://www.bbc.com/news/world-us-canada-59528864
  24. Derek Chollet, rådgiver for udenrigsminister Antony Blinken. ”A Conversation with Derek Chollet and Ryan Evans”, War on the Rocks, 13. april 2022. www: https://warontherocks.com/2022/04/a-conversation-with-the-counselor-derek-chollet-on-navigating-the-world/

    Se desuden: George Beebe & Anatol Lieven “On Russian invasion, US intel got it right — but policymakers stumbled”, Responsible Statecraft, 19. august 2022. www: https://responsiblestatecraft.org/2022/08/19/on-russian-invasion-us-intel-got-it-right-but-policymakers-stumbled/

    Shane Harris et al.: “Road to war: U.S. struggled to convince allies, and Zelensky, of risk of invasion”, Washington Post, 16. august 2022. www: https://www.washingtonpost.com/national-security/interactive/2022/ukraine-road-to-war/

  25. Se første artikel i serien.
  26. “Afganskoge staraniy zaputannosti voennykh uvoda i vy oda”, i: Vroki Afghanistana (Moscow: Institute of Oriental Studies, 1993), p. 45. Citeret i: Diego Cordovez & Selig S. Harrison: Out of Afghanistan: The Inside Story of the Soviet Withdrawal, Oxford University Press, 1995, s. 47.
  27. D. 19. februar 2022 åbnede Zelenskij i øvrigt muligheden for at opgive Ukraines status som atomvåbenfrit land. Vlodomyr Zelenskij: ”Speech by the President of Ukraine at the 58th Munich Security Conference”, President of Ukraine. www: https://www.president.gov.ua/en/news/vistup-prezidenta-ukrayini-na-58-j-myunhenskij-konferenciyi-72997
  28. For et aktuelt eksempel på, hvordan Ruslands sikkerhedsbekymringer forhånes og trivialiseres, se: Shane Harris et al.: “Road to war: U.S. struggled to convince allies, and Zelensky, of risk of invasion”, Washington Post, 16. august 2022. www: https://www.washingtonpost.com/national-security/interactive/2022/ukraine-road-to-war/
  29. Dette var synspunktet fra forskeren John Deni fra Atlantic Council, en pro-NATO-tænketank, der sponsoreres af USA og dets allierede. I artiklen “The Strategic Case for Risking War in Ukraine” argumenterer Deni for, at Putin ville tabe ansigt og status derhjemme og internationalt, hvis han trak sig fra konflikten uden at få nogen garantier. Hvis Putin derimod angreb Ukraine, ville NATO’s ”troværdighed” blive styrket, og der ville blive skabt “en endnu stærkere antirussisk konsensus på tværs af Europa”. Derudover ville et russisk angreb på Ukraine udløse “en ny runde af mere forkrøblende økonomiske sanktioner”, som ville svække Ruslands evne til at konkurrere med USA om global indflydelse. Endelig ville en invasion “sandsynligvis afføde en guerillakrig”, som ville “dræne styrken og moralen i Ruslands militær og underminere hr. Putins popularitet i hjemlandet og mindske Ruslands bløde magt globalt.” Se: John R. Deni: “The Strategic Case for Risking War in Ukraine”, The Wall Street Journal, 22. December 2021. www: https://www.wsj.com/articles/strategic-case-risking-war-ukraine-russia-invasion-putin-national-security-nato-europe-eu-11640186454
  30. Se den ukrainske forsvarsminister Oleksii Reznikovs udtalelser her: Caitlin Doornbos: “More than half of the 90 US howitzers bound for Ukraine now delivered”, Stars and Stripes, 27. april 2022. www: https://www.stripes.com/theaters/us/2022-04-27/ukraine-russia-war-howitzers-training-nato-5821871.html?utm_source=sailthru&utm_medium=email&utm_campaign=mil-ebb