På tærsklen

Giorgio Agamben
’Brugen af kroppene’
Filosofi
Oversat af Carsten Juhl
Forlaget THP, 2020
431 sider

 

 

 

Giorgio Agambens ’Brugen af kroppene’ kommer nu på dansk – det sidste bind i den italienske filosofs monumentale og mesterlige ’Homo Sacer’-serie.

Af Mikkel Krause Frantzen

Sidst jeg anmeldte den italienske filosof Giorgio Agamben (i Politiken)1, var det på bagkant af den såkaldte flygtningekrise. Det var i anledning af den længe ventede oversættelse af det indflydelsesrige mesterværk ’Homo Sacer – Den suveræne magt og det nøgne liv’ (der udkom på italiensk tilbage i 1995). Denne gang står vi midt i en coronakrise, og selvom det er ærgerligt, at Agamben selv har været ude med en lettere suspekt analyse af situationen2, er det alligevel passende, at ’Brugen af kroppene’ nu er kommet på dansk. For dette værk afslutter Agambens omfattende Homo Sacer-projekt, der ud over titelbogen udgør i alt ni bøger, hvoraf ’Brugen af kroppene’ (fra 2014) altså er det sidste bind. Eller afslutter og afslutter… Agamben skriver i forordet til bogen, at hans arbejde som sådan ikke kan fuldendes, og at bogen, man sidder med i hænderne, ikke er en konklusion på projektet. Alligevel føles det, som om ringen sluttes, hvilket ikke er ensbetydende med, at det er afsluttet, eller at det hele er slut: Projektet kan fortsættes af andre, det kan analyseres, og, som oversætter og Agamben-ekspert Carsten Juhl skriver i sit gode forord, appliceres i praksis. Kan bogen også anmeldes? Det er jeg oprigtig talt i tvivl om, men her kommer et forsøg. En anmeldelse, en præsentation, en indføring.

Man kan starte med at slå følgende fast: Agambens projekt er at få belyst sammenhængen mellem at være og at leve; det er, skriver han i starten af bogen, ”i dag tænkningens (og politikkens) opgave”. For Agamben hører tænkning og politik uløseligt sammen (det er også derfor, han har kammerater blandt aktivister i bl.a. Italien og Frankrig), også når tænkningen umiddelbart er helt indfoldet om sig selv, fordybet i endeløse etymologiske overvejelser, romerretslige anliggende og filologiske og filosofiske udredninger. Så er tænkningen, hans tænkning, stadig politisk. Hvorfor? Fordi det tager form af et forsøg på at tænke og gentænke, hvad det vil sige at være og at leve, hvad vil det sige at være menneske, et liv. Men også – og det er helt afgørende – hvad det vil sige ikke at leve, ikke at være et liv, at være et ikke-liv, et ikke-menneske.

Derfor begynder han ’Brugen af kroppene’ med en langvarig refleksion over slaven. Slaven er det menneske, ”hvis værk udelukkende består i brugen af kroppen”. Slaven er det væsen, den væren, den krop, der alene har som sit formål at blive brugt til en andens formål. Agambens interesse i slaven ligger således ikke så meget i slaveriet som (juridisk og politisk) institution – slaven som knyttet til ejendommens sfære – men mere i slaveriet som før-retslig relation – slaven som knyttet til brugens sfære. Slaven, ”på hvis ekskluderende inklusion retten så kan finde sit grundlag”. Kendere af Agamben vil genkende tanken om en ekskluderende inklusion, den måde, slaven bliver ”indoptaget i menneskeheden så menneskene kan have et menneskeligt liv, dvs. et politisk liv”.

Dét minder om ideen om ’nøgent liv’ – det liv, der kan dræbes, men ikke ofres; det liv, der kun er inkluderet i samfundet i det omfang, det er ekskluderet – fra ’Homo Sacer’ (red. Agambens første bog i ovenbemeldte serie). Men hvis denne første bog i serien handlede om nøgent liv over for suverænen (og den suveræne magt, der hersker over undtagelsestilstanden) og var formuleret som en direkte politisk kritik, tager ’Brugen af kroppene’, som Juhl igen påpeger, mere form af en politisk antropologi. En antropologi, der som sagt er udviklet, ikke ud fra det frie menneske, det menneske, der har sprog og logos og kan bruge det frit, men ud fra slaven, det (ikke-)menneske, der ikke har det og ikke kan det. Dét er Agambens metode, hans arkæologi, om man vil: At vise, hvordan det menneskelige kun kan finde sig selv, grundlægge sig selv, ved at forudsætte noget ikke-rigtig-menneskeligt, ved at ekskludere noget fra det menneskelige. Det er den sande (biopolitiske) oprindelse, hvis man overhovedet kan tale om oprindelse længere (her kan man så måske savne, at denne metode også rummede et feministisk element, for er det oplagt, i forhold til antikken, at tænke slavens og kvindens (ikke-)position i samfundet sammen?).

Sådan går første del af bogens i alt tre dele. Der er læsninger af Martin Heidegger, Guy Debord, Michel Foucault og mange andre, ældre tænkere. Anden del er en hård omgang, den vedrører Aristoteles’ begreb om hypokeimenon og hedder ’Arkæologi af ontologien’. Her skal man virkelig være oppe på dupperne. Tredje del drejer sig om endnu et nøglebegreb i Agambens værk, begrebet om livsform. Denne del lægger ud med en beskrivelse af Vestens ”biopolitiske maskine”, dvs. den måde, livet, det biologiske liv, bliver genstand for politisk kontrol, men også den måde, hvorpå nogle liv isoleres som nøgent liv og adskilles fra deres form.

På den baggrund opstår Agambens politik, hans forsøg på ”at tænke en politik for livsformen, for det liv, der er uadskilleligt fra sin form” (det er det, Agamben kalder en ”kommende politik”, hvor andre, lettere dunkle, nøglebegreber som potens, uvirksomhed og destitution kommer på banen). Eller sagt på en anden måde: Hans forsøg på at tænke, ikke bare filosofi, men også politik, ud fra slavens position, ud fra det nøgne liv, ud fra, i en samtidig sammenhæng, asylansøgeren, flygtningelejren og de mennesker, der befinder sig dér på tærsklen, og som netop er reduceret til ekskluderede, udsatte, rettighedsløse kroppe. Kan vi tænke andre livsformer, er Agambens spørgsmål. En anden og mere fælles brug af kroppene? Og i forlængelse af den nuværende coronakrise kunne man tilføje spørgsmålet (og her trækker jeg på en artikel i Viewpoint Magazine, der er yderst kritisk over for Agambens analyse af krisen)3: Kan vi tænke en anden form for biopolitik, en biopolitik nedefra, hinsides staten, en mere demokratisk eller endda kommunistisk biopolitik? Det vil også sige: Andre former for omsorg, kollektive praksisser, der vil varetage befolkningens, også især sårbare befolkningsgruppers, fysiske såvel som psykiske helbred.

Lad mig afslutte denne (ikke-)anmeldelse med at fastslå: Det er noget af en bedrift, både forfatteren og oversætteren har begået ift. denne konkrete bog såvel som Homo Sacer-projektet som helhed. Men jeg vil også huske læseren på, at selvom dette projekt på ingen måde har en fremadskridende, kronologisk form, og selvom alle ni bind sagtens kan læses hver for sig, så er det første bind ’Homo Sacer’ uden tvivl det bedste sted at starte, hvis man ikke har læst Agamben før. Uanset hvad er ’Brugen af kroppene’ også et must.

Mikkel Krause Frantzen er Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og litteraturanmelder i Politiken

  1. Mikkel Krause Frantsen, ’Nybrud’, 22. maj 2016, Politiken Sektion 3 (PS), s. 10
  2. Giorgio Agamben (oversat af Monica Mazzoli), ‘Smitte’, 18. marts 2020, Eftertryk Magasin, www: www.eftertrykket.dk/2020/03/18/smitte/
  3. Panagiotis Sotiris: “Against Agamben: Is a Democratic Biopolitics Possible?”. Viewpoint Magazine, 20. marts 2020. www: https://www.viewpointmag.com/2020/03/20/against-agamben-democratic-biopolitics/