Smitte

Coronavirussen har affødt en international idédebat. Eftertryk Magasin bringer i den forbindelse en række artikler. I dag en kommentar af Giorgio Agamben.

Af Giorgio Agamben
Oversat af Monica Mazzoli

”En smører! Fang ham! Fang ham! Fang smøreren!”1 Alessandro Manzoni, Renzo og Lucia

En af de mest inhumane konsekvenser af panikken, som man forsøger at sprede med ethvert middel her i Italien pga. den såkaldte coronavirus-epidemi, er den idé om smitsomheden, som også ligger til grund for de ekstraordinære undtagelsestiltag, som regeringen har vedtaget.

Ideen, som var fremmed for den hippokratiske medicin, har sin første ubevidste forløber under pestepidemien, der fra 1500- og 1600-tallet hærgede visse italienske byer. Det drejer sig om figuren ”smøreren”, udødeliggjort af Manzoni i hans roman, og det tilhørende historiske essay Skamstøtten (Storia della colonna infame). En milanesisk proklamation om pesten fra 1576 beskriver ”smørerne”, som borgerne opfordres til at anmelde, på følgende måde:

”Det er kommet guvernøren for øre at visse personer – med ringe hang til næstekærlighed og med iver efter at sprede skræk og rædsel blandt befolkningen og beboerne i Milano og for at opildne dem til tumult – går rundt og smører døre, låse og gadehjørner i byen og andre steder i staten med skidt, som siges at være pestbefængt og smittefarligt. Under andet påskud bringer de pesten ind i det private og ud i offentligheden, hvilket resulterer i megen ulejlighed og ikke så lidt forstyrrelse mellem folk, i særdeleshed dem, der nemt lader sig påvirke af sådanne ting. Vi lader derfor enhver person uanset kvalitet, stand, grad eller tilstand forstå, at hvis de indenfor 40 dage fremstiller en person, der har ydet bistand til, hjulpet eller haft viden om sådan skammelig opførsel, vil de modtage femhundrede scudi2…”

På samme måde, efter at have taget hensyn til de åbenlyse forskelle, forvandler de seneste forholdsregler de facto ethvert individ til en potentiel ”smører”. Præcis ligesom de love, der omhandler terrorisme, der de facto såvel som de jure anser enhver borger som en potentiel terrorist. Analogien er så tydelig, at den mulige ”smører”, som ikke følger retningslinjerne, bliver straffet med fængsel. Særligt upopulær er den raske, eller den endnu ikke syge, smittebærer, der smitter en lang række individer, uden at de kan forsvare sig mod ham, sådan som man kan forsvare sig mod ”smøreren”.

Det, der efter min mening er endnu mere trist end de frihedsbegrænsninger, som er en konsekvens af bestemmelserne, er den svækkelse af forholdet mellem mennesker, som de kan frembringe. Ens næste, uanset hvem hun end måtte være, selv en, som man har kær, må man hverken nærme sig eller røre. Tværtimod skal der holdes en afstand, som ifølge nogle skal være på én meter, men som ifølge de såkaldte eksperters seneste anbefalinger bør være på 4,5 meter (interessant med de halvtreds centimeter!).

Vores næste er blevet afskaffet. Vores lederes etiske inkonsistens taget i betragtning, er det muligt, at disse forholdsregler dikteres af den selvsamme frygt som den, de prøver at fremprovokere. Men det er svært ikke at tænke, at den situation, de skaber, svarer præcis til den, som de, der regerer, ofte har efterstræbt at opnå: at man én gang for alle lukker universiteter og skoler og gennemfører lektioner online, at man stopper med at forsamles og tale sammen af politiske eller kulturelle grunde, og at man udelukkende udveksler digitale beskeder, at maskinerne, alle steder hvor det er muligt, erstatter enhver kontakt – enhver smitte – mellem mennesker.

  1. Under pestepidemien i Milano i det 17. århundrede var en ”smører” eller ”pestsmører” (untore) en person, der blev anklaget for at sprede pest, ved at smøre inficeret materiale på steder og personer – det kunne f.eks. være på en dørhammer, som er det, Renzo bliver anklaget for, i dette kapitel af Renzo og Lucia. Smørere blev lagt for had og retsforfulgt.
    http://www.treccani.it/enciclopedia/untore/
  2. Gammel italiensk møntfod