Kæmpebrandene i Australien: et klimatisk tipping point

Eftertryk bringer her en klimaanalyse, der dykker ned i de australske skovbrande, af den belgiske forfatter og økosocialist Daniel Tanuro. Teksten er oprindelig bragt på Europe Solidaire Sans Frontières den 13. januar 2020.

Af Daniel Tanuro
Oversat af Hans Erichsen

Udtrykket ’tipping point’ betegner det kritiske punkt, hvor et stabilt system slår om i et andet. Det er tærsklen, efter hvis overskridelse det ikke længere er muligt at forhindre den kvantitative ophobning af forandringer i at medføre en kvalitativ omvæltning. Udtrykket anvendes inden for mange forskellige felter, lige fra befolkningsstudier over klimaforandringsdiskurser til samfundsvidenskaberne.

’Hothouse Earth’

Udviklingen med den grønlandske indlandsis er et godt eksempel på et sådant vendepunkt inden for klimaområdet. Vi ved, at hvis hele indlandsisen forsvandt, så ville det medføre en stigning af vandstanden i verdenshavene på omkring syv meter. Forskere kan på nuværende tidspunkt konstatere, at selvom isen smelter med foruroligende hast,1 ser udviklingen endnu ikke ud til at være irreversibel. Ifølge IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) befinder vendepunktet sig ved et sted mellem en stigning på 1,5 °C og 2°C over det globale, præindustrielle gennemsnit. Med udledningernes aktuelle rate vil vi ramme farezonen omkring år 2040…

Forskere fremhævede for nyligt, at disse vendepunkter kan skabe en selvforstærkende kædereaktion, eller et såkaldt positivt feedback (når den globale opvarmnings egne effekter accelererer den globale opvarmning yderligere).2 Ifølge denne forskning vil indlandsisens smeltning udlede så store mængder ferskvand i havet, at det vil forstyrre atlanterhavsstrømmene. Og da nogle af disse havstrømme har afgørende påvirkning på klimaet i Amazonområdet, ville en ændring hurtigt medføre ørkendannelse i skovene. Denne forandring ville så bidrage til overskridelsen af et andet tipping point.

Eftersom en savanne optager mindre CO2 end en skov, vil den atmosfæriske koncentration af kulstof stige kraftigt, og medføre yderligere opvarmning. Det bringer os til et tredje tipping point. Nogle forskere hævder, at to de kæmpemæssige gletsjere på Antarktis, Thwaites på vestkysten og Totten på østkysten, kunne risikere at rive sig løs fra kontinentet. Vi ved, at de to gletsjere er blevet mere skrøbelige (ifølge nogle forskere er der ingen vej tilbage, hvad angår Thwaites’ løsrivelse).3 Og vi ved desuden, at disse gletsjeres smeltning vil få havniveauet til at stige med omkring syv meter – lige så meget, som hvis isen i Grønland smeltede.

Syv meter plus syv meter: kun tre tipping points, en fjorten meters havniveaustigning.

Og der kommer mere endnu: permafrostens smelten, den drastiske intensivering af El Niño-fænomener, pludselige løsrivelser af andre antarktiske iskapper, etc.: de forskellige vendepunkter kunne altså skabe en uafvendelig kædereaktion. Hvad ville der så ske? Ifølge nogle forskere ville denne dominoeffekt føre os til det, de kalder ’Hothouse Earth’. Det vil sige, at vi ville opleve gennemsnitstemperature på jordoverfladen på 4 til 5°C over det nuværende. Planeten har ikke været udsat for noget sådan siden den Pliocæne tidsalder for 1,4 millioner år siden (længe før homo sapiens’ fremkomst). Dengang var havniveauet 20 til 30 meter højere end i dag.

Udtrykket ’Hothouse Earth’ lyder som noget, der er hentet fra science-fiction, men inden for klimaforskningen tages dette scenarie, hvor ’positive feedbacks’ skaber en kædereaktion af tipping points, meget seriøst. Inden for en relativt snæver tidshorisont vil denne udvikling forandre jorden, som vi og vore forfædre kendte den. Jorden vil med sikkerhed blive langt fattigere på naturressourcer. Homo sapiens overlever måske, men to forhold er uomtvistelige: 1) der kommer ikke til at være plads til 7-8 milliarder mennesker; 2) de fattigste bliver ramt hårdest, på trods af at de er mindst ansvarlige for den igangværende økologiske destruktion.

Et tipping point udfolder sig

Mere end en milliard dyr er blevet dræbt i flammerne, de overlevende dyr får svært ved at leve videre i de radikalt forandrede habitaterHvad har brandene i Australien med alt dette at gøre? Det er meget simpelt: på den ene side er der ingen tvivl om, at denne katastrofe er et resultat af menneskeskabte klimaforandringer (siden 1986 har australske eksperter forgæves ringet med alarmklokkerne, og desværre stemmer deres prognoser overens med det, vi ser i dag)4; på den anden side er det sandsynligt, at disse forfærdelige brande i sig selv udgør et tipping point – et accelererende moment i den globale, økologiske krise.

Hvad biodiversiteten angår, er der ikke megen tvivl: mere end en milliard dyr er blevet dræbt i flammerne, de overlevende dyr får svært ved at leve videre i de radikalt forandrede habitater, branden har allerede nu skaffet flere plante- og dyrearter af vejen, og nogle unikke økosystemer (som eksempelvis de rester af urskov som dækkede Gondwana for 2,5 milliarder år siden!5) kan ikke reddes. Dette er i sig selv en definition på et tipping point.

Fra et klimatisk perspektiv er spørgsmålet dog mere kompliceret, eftersom forskellige fænomener har modsatrettede virkninger. Dette skal vi se nærmere på nedenfor.

Men inden da er det vigtigt at understrege: Vi må under ingen omstændigheder glemme, at det er forbrændingen af fossile brændstoffer, som er og forbliver den langt største årsag til den klimatiske omvæltning. Det er estimeret, at brandene i Australien har udledt omkring 6,73 gigaton CO2 mellem d. 30. november 2019 og d. 1. januar. Til sammenligning udledte forbrændingen af fossile brændstoffer i 2018 37,1 gigaton (33,1 gigaton i 2010).

Udledningerne fra brandene må dog ikke bagatelliseres. For eksempel har brandene i Australien udledt mere CO2 end de lidt over 5 gigaton CO2, USA udledte på et år ved forbrænding af fossile brændstoffer.6 At Grønlands klimatiske system nærmer sig et tipping point, at kæmpebrandene i Australien signifikant reducerer vores muligheder for at holde dominoeffekten stangen, er ikke ubetydelige detaljer.

Brandene frigiver store mængder CO2, sort karbon og aerosol. Når disse sendes højt op i atmosfæren, vil CO2 og sort karbon bidrage til opvarmningen, mens aerosol har en afkølende effekt, fordi den reflekterer solstrålerne. Men aerosolen falder ned fra atmosfæren igen efter et par måneder, hvorimod CO2 akkumuleres i luften over lang tid, endda op til et århundrede. På lang sigt vil den opvarmende effekt derfor tage til.

Røgen har en anden opvarmende effekt. Soden og aerosolen falder til jorden igen, nogle gange langt fra Australien. Senest har man eksempelvis observeret lag af sod på gletsjere i New Zealand, og soden fra brandene vil endda fortsætte helt til Antarktis. Når sneen og isen er dækket af sod på denne måde, falder disse overfladers evne til at tilbagekaste sollyset, og det accelererer smeltningen.

Det står endnu hen i det uvisse, hvorledes katastrofen vil påvirke skovenes overlevelse på kortere sigt. Hvert år er der brande i Australien, men indtil nu har skovene været modstandsdygtige og har kunnet regenerere sig – især eukalyptustræerne klarer sig godt mod skovbrande. Men de nuværende brande er for det første uden fortilfælde, og, for det andet, er der stor risiko for, at hedebølgen og tørken vil gøre regenerationen meget sværere – for ikke at sige umulig. En velvoksen skov kan klare sig over længere tid uden vand, men de nuværende brande sammen med tørken gør det svært for unge planter at vokse og overleve på nøgen jord og i en meget tørrere luft, som således forøger brandfaren endnu mere. Australien står over for en mangeårig tørkecyklus.7 I denne sammenhæng frygter nogle forskere, at en stor del af skovene ikke kan regenerere, men vil blive udskiftet med busklandskaber, som opbevarer langt mindre CO2.8

Optimisterne vil hævde, at Australien i dette tilfælde udmærker sig ved at have en jord bestående af store mængder sand, kalk, sandsten og ler, dvs. en klar og lys jord, som vil reflektere en større del af solens stråler, når busklandskabet vinder terræn, end hvis jorden havde været dækket af skove. En løvskov udgør faktisk en mørk masse, som ikke reflekterer mere end 15-20 pct. af solens stråler – omkring halvdelen af det, som en lysere jord ville reflektere. Men det er tvivlsomt, hvorvidt en højere refleksion af sollyset vil kunne kompensere for den opvarmende effekt af den CO2, der sendes op i atmosfæren pga. destruktionen af millioner af hektarer skov.

De stakkels skove!

Nogle forskere har konstateret, at brandene i disse områder har spillet en markant rolle i en rekordhøj smeltning af Grønlands indlandsis i 2012.Det er mere reglen end undtagelsen, at det går skidt for størstedelen af verdens skove. Om brandene er påsatte eller spontane, ændrer ikke på det faktum, at de bliver flere og flere, og at den globale opvarmning gør det farligere og sværere at håndtere dem. I den seneste tid har vi set brande i Californien, Bolivia, Ecuador, Indonesien, Congo, Mexico og i middelhavsregionen (jf. den forfærdelige brand i Grækenland, der tog livet af mere end 80 mennesker i 2018). Hertil kommer menneskeskabte skovrydninger, som finder sted i det globale syd ansporet af kapitalisters rovdrift efter træ, stof, kvægavl, soja og palmeolie såvel som miner og udvindingen af olie og hydroelektricitet.

I de tempererede zoners mere velstående lande er skovarealerne blevet større i løbet af de seneste årtier, men i kraft af et stigende antal intensiverede hedebølger er træernes sundhed forværret over flere år. Derudover er der stadig flere brande i de nordligste regioner, som eksempelvis Sverige, Canada og Sibirien. Nogle forskere har konstateret, at brandene i disse områder har spillet en markant rolle i en rekordhøj smeltning af Grønlands indlandsis i 2012.9

Hvis CO2-udledningerne fortsætter med at stige, så er det sikkert, at vi kommer til at se endnu flere skovbrande. Forskere fra Californien vurderer, at forholdet mellem temperaturstigninger og brande ikke er lineært, men eksponentielt.10 Vi ved, at nationalstaternes nuværende klimaplaner vil medføre en opvarmning på mere end 3°C ved udgangen af århundredet. Ifølge IPCC vil en sådan opvarmning øge hyppigheden af brande på mere end 60 pct. af jordens overfalde. Brasilianske og amerikanske forskere konkluderede for nyligt, at hvis politikken forbliver uændret, vil Amazonasregionen i løbet af 30 år opleve Australien-lignende scenarier.11

Desværre har vi god grund til at frygte, at disse advarsler vil blive overhørt, lige som de australske forskeres advarsler for 30 år siden.

Årsagen til denne forsætlige døvhed opstår ikke af ingenting: den er et resultat af, at nationalstaternes regeringer tjener kapitalistiske interesser, dvs. de er helt overgivet til akkumulationen af kapital, der finder sted i markedskonkurrencen mellem ejerne af produktionsmidlerne. Det er netop denne vækst- og akkumulationsdynamik uden ende og mål, som er årsagen til den klimatiske omvæltning.12

Systemisk klimafornægtelse

Blandt de kapitalistiske regeringer spiller den australske en særlig kynisk rolle – hvis ikke kriminel. Landet er en af de allerstørste CO2-udledere per indbygger (mere end 15 tons om året, hvilket er mere end USA – kun monarkierne i Golfen er værre). Men siden begyndelsen på klimaforhandlingerne i 1992 har de ansvarlige politiske partier ved magten haft foden på bremsen, hvad angår implementeringen af de nødvendige foranstaltninger.

Allerede ved forhandlingerne omkring Kyoto-aftalen i 1996-97 besluttede Australien sig for at undgå CO2-reduktioner, som ville have en negativ indvirkning på landets konkurrenceevne. Landet var derfor en åben fortaler for ordningen med køb og salg af CO2-kvoter. På nationalt plan var Australien dybest set tilfreds med at plante træer og bremse skovrydningen (for ikke at nævne retfærdiggørelsen af at slagte de i det 19. århundrede importerede dromedarer, under påskud af at disse dyr er store metangasproducenter).

Den australske regering nægter at træde bremsen for CO2-udledninger i bund. Regeringen snyder ligefrem på vægten ved hjælp af dets to favoritmekanismer: den naturlige absorbering af CO2 og handel med CO2-kvoter.Helt frem til i dag har Australien systematisk holdt fast i denne tilgang. Inden for rammerne af Parisaftalen har Australien planlagt at reducere sine udledninger med 26-27 pct. frem mod 2030. For at påminde læseren: med denne 2030-deadline kræver det en samlet, global reduktion på 58 pct. i gennemsnit, hvis det skal lykkes at holde temperaturstigningen inden for 1,5°C uden midlertidige overskridelser. Set i forhold til Australiens historiske ansvar, burde landets reduktion snarere ligge på omkring 70 pct.

Den australske regering nægter at træde bremsen for CO2-udledninger i bund. Regeringen snyder ligefrem på vægten ved hjælp af dets to favoritmekanismer: den naturlige absorbering af CO2 og handel med CO2-kvoter.

For det første har man i Australien ændret på regnemetoden for udledninger, så det er muligt at øge estimatet for, hvor meget kulstof skovene kan absorbere. Denne ændring har haft det dobbelte resultat, at udledningerne under den forhenværende Labor-regering vurderes til at være meget høje, alt imens udledningsmængden er faldet støt, siden den konservative regering kom til magten. Og udledningerne fra brandene er stadigvæk ikke bogført.13

For det andet kæmpede australske repræsentanter ved COP25 side om side med Brasilien, Kina og Indien for at sikre, at de usolgte CO2-kvoter, sådan som det blev muliggjort ved Kyoto-aften, forblev mulige at handle med inden for rammerne af ”den nye markedsmekanisme” fastlagt i Parisaftalen. Men det er blevet bevist, at dårligt nok 2 pct. af disse CO2-kvoter svarer til egentlige reduktioner.14

Brændstof til den globale kapitalistiske arbejdsplads

Forklaringen på Australiens indstilling til klimakrisen kan vi finde ved at se på den særlige position, landets dominerende klasse har i den internationale arbejdsdeling. Det er ikke en industrination, men en eksportør af råstoffer, kul, gas, jern og andre mineraler. Dets geografiske position muliggør en fordelagtig handelsrelation til Kina. Rollen som privilegeret leverandør til ’verdens arbejdsplads’ har gjort Australien til et af de få lande, som slap stort set helskindet igennem finanskrisen i 2008.

Til trods for nogle mindre nuancer ligger de to største partier (Australian Labor Party og det konservative Liberal Party of Australia) grundlæggende set under for dette system og den politik, som følger heraf. Australien er nødt til at være særdeles konkurrencedygtig for at kunne levere ovennævnte råstoffer til Kina, eftersom konkurrencen med ’ulandene’ i det globale syd er benhård. Landet er derfor nødt til at være udpræget neoliberal.

Konsekvenserne er iøjnefaldende inden for samtlige områder.

  • Energisektoren: 80 pct. af al elektricitet produceres fra kul (på trods af at sol ikke er en mangelvare i Australien!).
  • Det sociale område: mellem 2003 og 2015 steg den gennemsnitlige formue for de rigeste 20 pct. af Australiens husholdninger med 53 pct., mens formuen for de fattigste 20 pct. af husholdningerne faldt med 9 pct.
  • Miljøet: naturressourcer foræres til den private sektor (særligt vand, som er børsnoteret som en ’mineressource’).15
  • Demokratiet: den australske regering fører en usædvanligt afskyelig politik, hvad angår fordrivelsen af migranter,16 og landet excellerer med hensyn til forfølgelsen af fagforeninger, journalister og ’økosociale’ bevægelser, som vover at kritisere den igangværende destruktion af miljøet.17
  • Videnskaben: det faktum at regeringen har tilbudt 4 millioner australske dollars til klimahandlingsskeptikeren, Bjørn Lomborg, og at man endda har tilbudt ham ekstra for at indlogere sig ved Perth University – et projekt, som han dog måtte takke nej til efter protester fra andre forskere…18

Den store, ekstraktivistiske kapitals indflydelse på det politiske liv i Australien blev illustreret meget fint under seneste valgkamp. Kulmagnaten, Clive Palmer (en notorisk klimafornægter, som især er kendt for sin plan om at udvide en kulmine, som ville have påført koralrevet Great Barrier Reef voldsom skade), investerede den enorme sum af 53,6 million AUD til stiftelsen af et pseudoparti med det eneste formål at overdøve Labour-partiet og promovere Palmers projekter.19

På vej mod et politisk og socialt tipping point?

Listen over regeringens ugerninger i håndteringen af skovbrandkrisen er så lang, at der ikke er plads til dem inden for rammerne af denne artikel. Premierminister Scott Morrison lå og dasede på Hawaii, mens landet stod i flammer. Brandfolkene er ringe forsynede frivillige. Magtens arrogance er direkte ansvarlig for, at mindst 23 personer er døde, at mere end 2.000 familier har mistet deres hjem, at mere end 250.000 ikke har et sted at være, at 5 mio. mennesker inhalerer giftig røg, og at tusindvis af forskrækkede mennesker er flygtet til strandene, fordi de har været omringet af ildmure – somme tider mere end 70 meter høje.

Lad os håbe, at katastrofens omfang vil markere begyndelsen på en radikal forandring i den australske befolknings holdning. Lad os håbe, at majoriteten vil kæmpe for, at de økonomisk ansvarlige og deres politiske lakajer betaler regningen.Sådan en situation opstår ikke ud af ingenting. Katastrofen er udtryk for en dyb foragt for ’pøblen’. I 1789 sagde Marie-Antoinette til den sultende befolkning, at hvis de manglede brød, så ’lad dem spise kage’! Det lader til, at Morrison tror, det er nok med nogle cricket-kampe i fjernsynet og nytårsfyrværkeri i Sidney, mens katastrofen udfoldede sig. Massernes søvngang mod klimatisk kataklysme skal helst ikke forstyrres – og de må ikke drage politiske lektioner af katastrofen.20

 

Som nævnt i begyndelsen af denne artikel, kan begrebet tipping point også anvendes inden for samfundsvidenskaberne. Lad os håbe, at katastrofens omfang vil markere begyndelsen på en radikal forandring i den australske befolknings holdning. Lad os håbe, at majoriteten vil kæmpe for, at de økonomisk ansvarlige og deres politiske lakajer betaler regningen.21 Lad os håbe, at der opstår en alliance af kræfter i samfundet, som er i stand til at sætte opgøret med ekstraktivismen og neoliberalismen på dagsordenen. En anden (anti-kapitalistisk) verden er ikke blot mulig: den er nødvendig. Lad os kæmpe utrætteligt for dens realisering.

Daniel Tanuro er forfatter til bøgerne L’impossible capitalisme vert (2015) og Le moment Trump (2018).

  1. Isen smelter nu fire gange så hurtigt, end den gjorde for ti år siden. Michael Bevis et al. ”Accelerating changes in ice mass within Greenland, and the ice sheet’s sensitivity to atmospheric forcing”, PNAS 5/2/2019.
  2. Dette scenarie er beskrevet af Will Steffen et al. (Aug. 2018) ”Trajectories of the Earth System in the Anthropocene”, PNAS, Aug. 2018: https://www.pnas.org/content/115/33/8252
  3. New York Times 13/5/2014. Ian JOUGHIN et al., “Marine Ice Sheet Collapse Potentially Under Way for the Thwaites Glacier Basin, West Antarctica”, Science 16/5/2014, Vol. 344 ; Issue 6185.
  4. The Guardian, 16/11/2019
  5. Le Monde, 03/12 2019. Gondawana er det superkontinent, hvorfra de nuværende kontinenter stammer.
  6. Data fra det europæiske forskningsprogram Copernicus Climate Change Service viser, at kulstofudledninger fra brande var lidt over 8 gigaton i 2003. Ud fra disse data kan man observere en tendens: skove viger pladsen for agerbrug og græsgange.
  7. Klimaet i Australien og ved Afrikas Horn er påvirket af en flerårig oscillation (Det Indiske Oceans Dipol – også kendt som ’the Indian Niño’), som henholdsvis genererer varmere og fugtigere vejr mod vest og køligere og tørrere vejr mod Øst. Det ser ud til, at klimaforandringerne forstærker dette fænomen.
  8. Jf. de udtalelser Bob Berwyn har indsamlet til Inside Climate News, 20/1/2020.
  9. Inside Climate News, 23/08/2018.
  10. Williams, A. P. & al. (2019). “Observed impacts of anthropogenic climate change on wildfire in California”, Earth’s Future, 7, 892–910. https://doi.org/ 10.1029/2019EF001210
  11. Congresso em Foco, 10/01/2020.
  12. Det franske ’sans fin’ rummer en dobbelthed; det kan både betyde ’uden ophør’, og det kan betyde ’uden endemål’. Denne dobbelthed har jeg prøvet at bibeholde ved at fremskrive de to betydninger eksplicit i teksten. (red. oversætterens ord)
  13. The Guardian, 22/12/2017.
  14. “How additional is the Clean Development Mechanism?”, Öko-Institut E.V, Berlin 2016.
  15. Australien er det land, der er længst fremme i skoene, hvad angår privatiseringen og ’finansialiseringen’ af vand (hvis pris dagligt bestemmes af markedet). Flere hundrede landbrug har været nødt til at stoppe: ingen penge, ingen vand til at vande jorden… mens ’agro-kapitalen’ monopoliserer jord og vand for at vande monokulturer (e.g. mandler) og spekulere i priserne. På blot ti år er handlen med vand blevet det nye eldorado med en omsætning på 2 mia. euro om året. Nogle husholdninger har en udgift på vand svarende til op mod 25 pct. af deres indkomst. Se Artes reportage: ”MAIN BASSE SUR L’EAU UNE INVESTIGATION INTERNATIONALE DE JÉRÔME FRITEL SUR LA FINANCIARISATION DE L’EAU”. Kan findes på youtube.com
  16. Den nuværende premierminister, Scott Morrison, var den forhenværende immigrationsminister. I denne stilling perfektionerede han Australiens indespærringssystem af migranter i offshore-lejre, hvor de levede under grufulde forhold. Nogle husker nok, at dette system blev opfattet som en eksemplarisk måde at håndtere migranter af fascisten Theo Francken, tidligere immigrationsminister i Belgien,
  17. Ifølge et lovforslag, som er til behandling i Tasmanien, og som regeringen har tænkt sig at generalisere til at gælde i hele landet, kan miljødemonstranter i nogle tilfælde se frem til 21 års fængsel for at demonstrere. Læs: ”Australia is committing Climate suicide”. NYT 3/1/2020.
  18. Science, 12/5/2015: https://www.sciencemag.org/news/2015/05/australian-university-pulls-plug-climate-skeptic-s-center
  19. New Daily, 25/5/2019 (https://thenewdaily.com.au/news/national/2019/11/25/carbon-scott-morrison-coal/)
  20. James Plested, Red Flag, 06 January 2020. Tilgængelig på ESSF, “Intense Bushfire: Australia’s dark age of climate catastrophe” (http://www.europe-solidaire.org/spip.php?article51776)
  21. Allerede midt december 2019 stod forsikringsselskaberne over for en løbende regning på 240 millioner AUD, BBC News 20/12/2019