Overvåg og straf? Ja, tak!

Coronavirussen har affødt en international idédebat. Eftertryk Magasin bringer i den forbindelse en række artikler. I dag en replik til Giorgio Agambens artikel “Smitte” af Slavoj Žižek.

Af Slavoj Žižek
Oversat af Kasper Heide

Mange liberale og venstreorienterede kommentatorer har bemærket, hvordan coronavirus-epidemien bruges til at retfærdiggøre og legitimere kontrolforanstaltninger og regulering af mennesker på en måde, der indtil nu havde været utænkelig i et vestligt demokratisk samfund. Er den totale nedlukning af Italien ikke en totalitær herskers våde drøm? Kan det overraske nogen, at Kina (i det mindste sådan som det ser ud nu), som allerede havde implementeret forskellige former for digitaliseret social kontrol, viste sig bedst rustet til at takle den katastrofale epidemi? Betyder det så, at Kina – i hvert fald på nogle områder – bliver vores fremtid? Nærmer vi os en global undtagelsestilstand? Har Giorgio Agambens analyser på ny vist sig aktuelle?

Det er ikke overraskende, at Agamben selv drog denne konklusion. Han reagerede radikalt anderledes på corona-epidemien end flertallet af kommentatorer. Han beklagede de “hektiske, irrationelle og absolut uberettigede undtagelsestiltag, der var blevet vedtaget for at imødekomme en antaget epidemi”, som bare er en anden version af influenzaen, og spurgte: “Hvorfor strækker medierne og myndighederne sig til det yderste for at frembringe en stemning af panik, for derved at fremprovokere en ægte undtagelsestilstand med dertilhørende alvorlige begrænsninger i bevægelsesfriheden samt en suspension af dagligdagen og arbejdsaktiviteter i hele regioner?“

Agamben ser hovedårsagen til denne “uforholdsmæssige reaktion” i “den voksende tendens til at benytte sig af undtagelsestilstanden som et normalt regeringsparadigme.” De pålagte foranstaltninger tillader regeringen at implementere omfattende begrænsninger af vores friheder gennem dekreter: ”Det er åbenlyst tydeligt, at disse begrænsninger er uforholdsmæssige ift. truslens omfang, der ifølge NRC ikke er meget anderledes end den influenza, der berører os hvert år. (…) Måske kunne man sige, at så snart terrorisme var udtømt som begrundelse for ekstraordinære undtagelsestiltag, så blev opfindelsen af ​​en epidemi det ideelle påskud for at udvide sådanne foranstaltninger ud over enhver begrænsning.” Den sekundære årsag er den “tilstand af frygt, som i de seneste år har spredt sig i individernes bevidstheder, og som omsættes til et reelt behov for tilstande af kollektiv panik, som epidemien igen tilbyder det ideelle påskud for.”

Agamben beskriver et vigtigt aspekt af, hvordan ​​statskontrol fungerer under epidemier. Men der er spørgsmål, som forbliver ubesvarede: hvorfor skulle magten være interesseret i at fremme en paniktilstand, som ledsages af en mistillid til statsmagten (“de er hjælpeløse, de gør ikke nok …”), og som forstyrrer kapitalens reproduktion? Er det virkelig i kapital- og statsmagtens interesse at udløse en global økonomisk krise for at genbefæste deres styre? Er der ikke klare tegn på, at det ikke bare er almindelige mennesker, men også statsmagten selv, der er gået i panik, og at den er fuldt ud klar over, at den ikke er i stand til at kontrollere situationen – dækker disse tegn virkelig bare over en skjult plan?

Agambens reaktion er den ekstreme udgave af en udbredt venstreorienteret position, der læser den “overdrevne panik” forårsaget af spredningen af ​​virussen som en kombination af magt, udøvelse af social kontrol samt elementer af åbenlys racisme (“bebrejd naturen eller Kina”). Ikke desto mindre får disse ‘sociale’ fortolkninger ikke truslen og dens realiteter til at forsvinde. For tvinger virkeligheden os ikke til at begrænse vores friheder? Karantæner og lignende foranstaltninger begrænser naturligvis vores frihed, og der er behov for nye whistleblowere a la Julian Assange, som kan fremhæve potentielt magtmisbrug. Men truslen om en virusinfektion har også givet et enormt løft til nye former for lokal og global solidaritet, ligesom den gjorde det klart, at der er behov for kontrol med magten. Folk har ret til at holde statsmagten ansvarlig: Du har magten, vis nu, hvad du kan gøre! Den udfordring, som Europa står over for, er at bevise, at det, Kina gjorde, kan gøres på en mere gennemsigtig og demokratisk måde:

”Kina indførte nødforanstaltninger, som det er usandsynligt, at Vesteuropa og USA vil tolerere – hvilket på sigt måske endda vil skade dem. Kort sagt er det en fejltagelse at fortolke alle former for registrering og modellering som ‘overvågning’ og alle former for aktiv regeringsførelse som ‘social kontrol’. Vi har brug for en anden og mere nuanceret forståelse, når det kommer til denne form for indgriben.“1

Alt afhænger af dette “mere nuancerede ordforråd”: De foranstaltninger, som en epidemi kræver, bør ikke automatisk reduceres til eksempler på et foucaultskovervågnings- og kontrol-paradigme. Hvad jeg i dag frygter mere end de foranstaltninger, som Kina (og Italien og …) anvender, er, at de griber ind på en måde, der ikke inddæmmer epidemien, alt imens myndighederne manipulerer og skjuler de rigtige data.

Både alt-right og den falske venstrefløj nægter at acceptere epidemiens virkelighed. I stedet udvander de dens realitet  ved at insistere på socialkonstruktivistiske reduktioner, dvs. de afviser epidemien på grund af dens sociale betydning. Trump og hans partisaner insisterer på, at epidemien er et demokratisk-kinesisk komplot, der sigter mod hans kommende valgnederlag, mens dele af venstrefløjen fordømmer statens og sundhedsinstitutionernes fremmedfjendske foranstaltninger, hvorfor de insisterer på at give hånd osv. En sådan position overser paradoksets kerne: det ikke at give hånd og isolere sig, når det viser sig nødvendigt, er den aktuelle form for solidaritet.

Hvem har i dag råd til at kramme og give hånd? De har de privilegerede. Boccaccios Decameron er sammensat af historier, der fortælles af en gruppe bestående af syv unge kvinder og tre unge mænd, der har søgt læ i en afsondret villa lige uden for Firenze for at undslippe den pest, som har ramt byen. Den finansielle elite vil trække sig tilbage i afsondrede zoner og underholde sig selv der, mens de, som i Decameron, fortæller hinanden historier. (De ultra-rige strømmer allerede til eksklusive små øer i det caribiske ø-hav i private fly). Vi, almindelige mennesker, der bliver nødt til at leve med virussen, bombarderes af den uendelige gentagne formel: “Ingen panik!” … mens vi får alle de data, der kun kan udløse en paniktilstand. Situationen ligner den, jeg husker fra min ungdom i et kommunistisk land: Da regeringsembedsmænd forsikrede offentligheden om, at der ikke var nogen grund til at gå i panik, tog vi det som et klart tegn på, at de selv var i panik.

Men panik er ikke den rigtige måde at konfrontere en reel trussel på. Når vi reagerer i panik, tager vi ikke truslen for alvorligt; tværtimod bagatelliserer vi den. Bare tænk på, hvor latterligt det overdrevne køb af toiletpapir er: som om det at have nok toiletpapir nok ville betyde noget midt i en dødbringende epidemi … Så, hvad ville en passende reaktion på coronavirusepidemien bestå i?

Da jeg foreslog, at coronavirus-epidemien kunne puste et nyt liv i kommunismen, blev min påstand, som forventet, latterliggjort. Så hvad mener jeg med kommunisme?  Det er tilstrækkeligt at læse WHO’s erklæringer for forstå det. Her er en af de seneste:

“WHO-chef Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus sagde torsdag, at selv om de offentlige sundhedsmyndigheder over hele kloden har evnen til effektivt at bekæmpe spredningen af ​​virussen, er organisationen bekymret over, at graden af politisk handling i nogle lande ikke stemmer overens med trusselsniveauet. Dette er ikke en øvelse. Det er ikke tid til at give op. Det er ikke tid til at komme med undskyldninger. Det er tid til at trække i alle bremser. Lande har planlagt eventuelle scenarier som dette i årtier. Nu er det tid til at handle i overensstemmelse med disse planer,” udtalte Tedros: “Denne epidemi kan slås tilbage, men kun med en kollektiv, koordineret og omfattende tilgang, der griber ind i hele regeringsmaskineriet.”

Man kan tilføje, at en sådan tilgang ville række langt ud over de enkelte landes regeringsmaskineri: Den bør også omfatte lokal mobilisering af mennesker uden for statens kontrol såvel som en stærk international koordinering og et effektivt samarbejde. Hvis tusinder indlægges med åndedrætsbesvær, er der behov for at øge antallet af respiratorer, og for at få fat i dem skal staten gribe ind på samme måde, som den ville gribe ind i en krigssituation, når der er behov for tusinder af kanoner. Og den skal stole på samarbejdet med andre stater. Som i en militær kampagne skal information deles og planer koordineres fuldstændigt – DETTE er den kommunisme, som jeg mener, at vi har brug for i dag. Will Hutton udtrykker det således: “Den i øjeblikket eksisterende form for ureguleret, fri markedsglobalisering, med tilbøjelighed til kriser og pandemier, er uden tvivl døende. Men en anden form, som anerkender gensidig afhængighed, og hvor evidensbaseret kollektiv handling har forrang, er i færd med at blive født.” (…)

Coronavirus-epidemien viser os ikke bare grænserne for markedsglobaliseringen. Den tydeliggør også den fatale grænse for den nationalistiske populisme, der insisterer på fuld statssuverænitet. Det er forbi for “Amerika (eller hvem der end er) først!”, da Amerika kun kan reddes gennem globalt samarbejde og koordinering. Jeg er ikke utopisk her; jeg appellerer ikke til en idealiseret solidaritet mellem mennesker. Tværtimod viser den nuværende krise tydeligt, hvordan global solidaritet og samarbejde er i vores fælles interesse i at overlevelse – hvordan det er den eneste egoistisk-rationelle ting at gøre. Og dette begrænser sig ikke kun til Coronavirussen: Kina led af en gigantisk svineinfluenza for et par måneder siden og er nu truet af udsigten til en græshoppeinvasion. Og derudover dræber, som Owen Jones har bemærket det, klimakrisen mange flere mennesker verden over end coronavirussen, selvom dette ikke giver anledning til panik.

Teksten er et uddrag fra Slavoj Žižeks tekst ”Monitor and-punish? yes please!”, udgivet på The Philosophical Salon: https://thephilosophicalsalon.com/monitor-and-punish-yes-please/

  1. Benjamin Bratton, personal communication.