I krigens traumatiserede termer

Solmaz Sharif:
LOOK.
Oversat af Cæcilie Højberg Poulsen.
Arena, 2019, 110 sider
(Oprindeligt udgivet på engelsk i 2016 af
Graywolf Press)

 

 

 Af Navid Molaaghaei

Da Forlaget Arena i december sidste år udgav debutdigtsamlingen LOOK af Solmaz Sharif, kunne man næppe have forestillet sig, hvor relevant den ville ende med at blive. År 2020 har været et år præget af konflikt mellem USA og Iran, der foreløbigt kulminerede med et amerikansk snigmord på den iranske general Qasem Soleimani i nabolandet Irak efterfulgt af et iransk hævnangreb på en amerikansk base i samme land.

Meget er der skrevet om disse tre landes indbyrdes konflikter og krige de seneste 4 årtier, men Sharif sætter dem i et poetisk omarbejdet lys. Digtene reflekterer krigenes arv og erindring gennem de samme militære fagtermer, som de af det amerikanske forsvar udtrykkes i. Allerede navnet på digtsamlingen, LOOK, betyder ’aktivt minefelt’ ifølge det amerikanske forsvarsministeriums taktiske ordliste. Eufemismen er helt tydelig.

Ved at anvende krigens sprog på krigenes virkning og efterspil, antager termerne ny betydning. Selvom digtene fortælles i et militariseret sprog, er det ikke selve krigene, de handler om, men rettere de mennesker, de går ud over.

Jeg sidder dagligt / med det sprog / de har lavet // af vores sprog // for at NEUTRALISERE KAPABILITETEN af VARER AF RINGE VÆRDI // som dig. // Du er det, der refereres til som / et “offer”. Uklart vejr / fra et KATALYSTISK eller FRONTALT ANGREB, uklart // den allersidste gang du blev tiltalt // du, højt elskede. For os var det en / KATASTROFAL BEGIVENHED // Bare, DESTRUERET. // DØDE AF SÅR MODTAGET I KAMP.

LOOK er først og fremmest en personlig fortælling. Man får allerede på bagsiden et praj om dette i et uddrag fra et af digtene i samlingens tredje og sidste del: “Ifølge de fleste / definitioner, har jeg aldrig / været i krig // Ifølge min egen, / er det meste af mit liv / tilbragt der //”. Digtene handler om, hvordan hun og hendes pårørende har oplevet krigene på egen krop og psyke, særligt Iran-Irak-krigen i 80erne, USA’s krig i Irak, og de indre identitetskrige i USA, som forfatteren har oplevet som iransk-amerikaner under ovennævnte spændinger de to lande imellem. Et af digtene, hvor denne spænding er tydelig, ender således: “Amerika, ignorer vinduet og se på dit skød: / selv dine middagsservietter er der gået ILD i. //”

Sharif blev selv født under krigen mellem Iran og Irak, som varede fra 1980 til 1988. De personer, der går igen i digtene, er fortællerens familiemedlemmer. Eksempelvis møder vi tit ’Amoo Javad’, som døde under krigen. ’Amoo’ betyder farbror på persisk. Fortælleren tænker tilbage på denne amoo, som hun forsøger at lære at kende gennem hans breve og familiealbums. “I et brev, / omtaler du navnet på den syvende dræbte / i din deling // Nå måske bliver jeg den næste. / Du sagde ikke så meget andet //”.

I et af Sharifs digte får man et lille indblik i den shiitiske martyrdyrkelse: “Tillykke, kondolerer / De plejede at sige / Der er martyrens hus / pege med næsen / Det er martyrens mor // De bygger et museum for martyrerne. / Nogle metalhylder / en hvid arkivkasse // med hans PERSONLIGE EFFEKTER. // […] Indhyllede i hvidt, kredsede de om // hans krop, hans næseryg / der toppede lagnet / eller i skygge fra kassens låg / rundt om Shah Cheragh [shiitisk helligdom i den iranske by Shiraz, red.]. //”

Hele vejen igennem er digtsamlingen udtrykt med kreative grafiske greb. De militære fagtermer er skrevet med kapitæler ligesom i en ordbog. Der er Wikipedia-agtige opslag om Iran/Irak-krigen med morbide kildehenvisninger, såsom “(6) [dødt link]”. Digtsamlingen byder også på en række kærlighedsbreve til en fange i det berygtede amerikanske militærfængsel i Guantanamo på Cuba, hvor mange af ordene og lange passager er bortcensureret, formentlig af en efterretningstjeneste.

Cæcilie Højbjerg Poulsen har ledsaget oversættelsen med et efterskrift, der gør forståelsen af LOOK nemmere. Det er en klog intervention, som forhindrer det potentielle meningstab, som altid er en fare, når man oversætter til dansk fra et andet sprog. Poulsen fremhæver f.eks. dobbeltheden i Sharifs brug af militærtermer: på den ene side er de kolde og operative, på den anden side varme og personlige.

I Solmaz Sharifs digte er krigene ikke bare en kamp, der udkæmpes mellem soldater og mellem stater; krige, der starter og slutter. Krigene overgår også de pårørende og efterkommerne. Bogens titel, LOOK, er således flertydig. Sharif bevæger sig på den ene side ind i et ’aktivt minefelt’ i den overførte betydning, men titlen refererer også mere jordnært til det personlige og det militære blik. “Det andet blik [det militære, red.] arbejder med at fordele retten til at se og blive set, men i betydningen gennemskuet. Og det er her, det personlige blik siger: Lad det have betydning, hvad vi kalder ting. At noget har betydning i Look vil altså ligge udover den betydning, der måtte knytte sig til en militær ordre.”

Det er næsten uundgåeligt, at oversættelsen til dansk tilfører digtsamlingen endnu et betydningslag. Oversættelse af de militære termer fra ’Dictionary of Military and Associated Terms’ til termer hentet fra det danske forsvars ordlister fungerer som en påmindelse om, at danske soldater også har deltaget i en af disse krige, for det har de jo. Iranere, der selv har oplevet krigen uden for slagmarken, vil også kunne nikke genkendende til flere af de følelser og oplevelser, Sharif beskriver. Det kan undertegnede, som har flere familiemedlemmer, der deltog i krigen, i hvert fald bekræfte.

I Solmaz Sharifs digte er krigene ikke bare en kamp, der udkæmpes mellem soldater og mellem stater; krige, der starter og slutter. Krigene overgår også de pårørende og efterkommerne. Krige, der sætter sine evige spor og varer ved.

Navid Molaaghaei (f. 1995) studerer Mellemøststudier (Persisk) ved Københavns Universitet.