Den ulækre asiat er en farlig racistisk myte

Corona-pandemien har medført stigende anti-asiatisk racisme på globalt plan, og i Danmark bragte TV2 Nyhederne en video lavet til børn med en racistisk stereotypisering af en kineser. Det voksende antal af racistiske hændelser bygger på en historisk sammenkædning af farlige sygdomme og asiater som ulækre. 

Af Aphinya Jatuparisakul, Laura Na Blankholm og Elisabeth Bruun Gullach
Illustration af Lisa Wool-Rim Sjöblom/정 울 림

Aphinya sidder i 4A-bussen. På et tidspunkt på strækningen mellem Valby og Frederiksberg sætter en kvinde sig på sædet ved siden af hende. Idet kvinden vender sig og kigger op på Aphinyas ansigt, rykker hun sig forskrækket tilbage med et vredt udtryk. Hun trækker demonstrativt sit lette tørklæde op, så det dækker nederste del af hendes ansigt. Aphinya prøver straks at smile betryggende til hende, men lige meget hjælper det. For i kvindens øjne var skaden allerede sket – hun havde været så uheldig at sætte sig ved siden af en asiat. Så snart hun så Aphinyas ansigt, var det ikke et medmenneske hun så, men en omvandrende, tikkende virusinficeret bombe, der kunne sprænge når som helst.

Aphinya er om ikke andet lettet over, at hendes datter ikke var med hende. For hvordan skulle hun forklare sit barn, at en kvinde vendte sig væk i ren afsky og rædsel, fordi hun lige nu anser dem som urene på grund af deres etniske tilhørsforhold? Og hvad hvis kvinden ikke havde nøjes med at reagere med væmmelse, men havde tyet til vold som Aphinya tidligere har oplevet?

Aphinyas oplevelser er desværre noget, som vi er flere med asiatisk herkomst, der kan genkende alt for godt. Elisabeth blev ikke overrasket over, at hendes hvide kæreste måtte hente hendes mor i Kastrup lufthavn, fordi hun følte sig utryg ved tanken om, hvordan folk ville reagere på en østasiat på vej ind mod byen. Ligesom Laura heller ikke blev overrasket, da en kvinde med barnevogn undgik at stå bag hende i køen i Netto. Vi kan blive ved med at dele historier om kraftige reaktioner fra hvide danskere i det offentlige rum, men i stedet er det oplagt at bruge disse oplevelser som en anledning til at pege på nogle af de mere grundlæggende racistiske dynamikker, som er på spil, og som kun intensiveres under den  igangværende krise. Når hvide danskere kan blive forargede og overraskede over de hændelser, som asiater lige nu oplever i det offentlige rum, siger det noget om, hvilken lykkelig blindhed de går rundt med til daglig.

Det, der stikker under nyhedshistorierne og de mange tilfælde af verbale overfald, skriver sig ind i en lang historie af racisme. Så på trods af at historierne kan være oprivende og noget, man ikke troede skete i Danmark, bliver vi med vores sydøst- og østasiatiske udseende ikke overraskede over at opleve, hvordan folk undgår os i metroen eller bliver bange for at se os udenfor. Vi er alle tre konstant bevidste om, hvordan vi fremstår i verden, fordi vi bliver mindet om det hver dag. Ofte på mere subtile måder end under de aktuelle omstændigheder, men alligevel hver dag. Corona-virussen sætter blot på spidsen, hvad der en konstant, systematiseret del af vores samfund: racismen.

Anti-asiatisk racisme i historien og i dag

Den irrationelle og racistisk baserede frygt, som lige nu udspiller sig over for asiatere i Danmark, bliver ekstra tydelig, når vi sammenholder, hvem det er, der udpeges som farlige smittebærere, med, hvem der faktisk har bragt smitten til landet. Vi har stadig til gode at høre om en 40-årig, hvid øvre middelklasse-mand med skibrille-tanline blive overfaldet, fordi han spreder corona. Eller en italiener for den sags skyld. Men at corona i Vesten hovedsageligt er blevet spredt af hvide, velhavende turister, er en ligegyldig kendsgerning, når det er racismens mekanismer, der er på spil.

Overalt i Vesten er mennesker af sydøst- og østasiatisk herkomst blevet overfaldet og overfuset, ligesom mange har oplevet at blive smidt ud af offentlig transport af medpassagerer på grund af deres asiatiske udseende. I USA har de omstændigheder medført, at amerikanere af asiatisk herkomst er begyndt at hamstre skydevåben af frygt for racistiske overfald

Når amerikanske asiatere tilegner sig våben af frygt for deres egen sikkerhed, sker det ikke i et historisk vakuum. Asiatiske mennesker er i hundredvis af år blevet fremstillet som urene, og de racistiske skræmmebilleder, som kobler os til coronavirussen, rummer det, som man også kalder ’yellow peril’ (’den gule fare’). Farven gul blev associeret med mennesker af asiatisk herkomst helt tilbage i 1758, da den svenske naturforsker Carl von Linné kategoriserede menneskeracen i tre grupper med hver deres distinkte farver og til sidst tildelte asiatere farven luridus, som han også brugte til at beskrive giftige planter, og som groft kan oversættes til ’ubehagelig lysegul’.1

Begrebet ’yellow peril’ har udviklet sig og taget stadig nye former i takt med historiske begivenheder og er grundlæggende forbundet med forestillingen om, at ’den asiatiske horde’ kommer og udraderer Vesten og den hvide race. I 1800-tallet blev frygten for asiatere brugt af den tyske Kejser Wilhelm II, da han forsøgte at opildne til en kolonisering af Kina.2 Idéen om den gule fare dukkede igen op, da der var  pestudbrud i San Francisco tilbage i 1904. Her blev folk af asiatisk herkomst tvunget indendørs, mens hvide borgere kunne gå frit rundt i gaderne. Da SARS-epidemien brød ud i 2003, blev asiatere også massivt diskrimineret på gaden, af udlejere, på arbejdsmarkedet og i offentlige institutioner. Og både den litterære verden og filmverdenen er fuld af eksempler på kulturelle repræsentationer, der portrætterer asiatere som urene.

Under den globale corona-pandemi, som vi står midt i, har konsekvenserne af de racistiske stereotyper allerede taget mange former. Den 14. februar endte en 16-årig dreng på hospitalet efter et voldeligt overfald på hans skole i Californien, hvor han blev anklaget for at have corona. Den 24. februar blev den singaporeanske Jonathan Mok udsat for et voldeligt overfald på gaden i London, hvor en gruppe mænd råbte: “We don’t want your coronavirus in our country”. Den 26. februar blev en mand af kinesisk herkomst nægtet adgang til en tankstation i Italien og overfaldet med flaskeslag under beskyldninger om, at corona-virussen var “hans skyld”. Og den 12. marts blev en mand slået i hovedet med en skovl, mens han stod med sin 10-årige søn og ventede på bussen i New York. En amerikansk forening har oprettet en hjemmeside, der skal indsamle og danne overblik over racistiske hændelser, og på bare fem dage blev der indsendt 150 beretninger.

TV2 bidrager til stereotypisering af asiatere

I Danmark har flere medier også fortalt om racistiske hændelser rettet mod asiatere. Men nu har de racistiske stereotyper, som vi kender fra historien, også fundet vejen til de landsdækkende medier selv.

Torsdag den 19. marts lagde det danske reklamebureau Benjamin Creative en animationsvideo op, der forklarer corona for børn ved at fortælle om dens ophav og konsekvenser for især gamle mennesker. I begyndelsen af videoen kan man se en karikeret asiatisk person slikke på en flagermus, mens en uskyldig barne-fortællerstemme i baggrunden nævner, at corona kommer fra Kina. Det er et uomtvisteligt faktum, at corona-virussen begyndte i Kina. Men det formåede Benjamin Creative ikke at videreformidle sagligt. Der skulle simpelthen en karakter tegnet i bedste ’yellow peril’-stil med onde øjne og glubsk mine til, for at Benjamin Creative følte, de kunne italesætte corona-virussen i børnehøjde.

Men det er ikke, fordi oplysninger om sygdommes ophav altid vurderes til at være relevant information. Mens Trump i dag kalder corona for ”The Chinese Virus”, er det værd at huske, at da svineinfluenza spredte sig til ca. 1,4 mia. personer og tog livet af omkring 280.000 mennesker, var der ingen, som omtalte den som ’den amerikanske svineinfluenza’ eller gjorde et nummer ud af dens amerikanske ophav.

Videoen fra Benjamin Creative fik en stor platform og nåede ud til mange hjem, da TV2 Nyhederne efterfølgende bragte den i en artikel med “Syv gode råd til, hvordan du taler med dine børn om corona.” Videoen og den racistiske tegning førte til vrede reaktioner og kommentarer fra folk på sociale medier, ligesom flere henvendte sig direkte til TV2 for at få en forklaring. Og svarene fra Benjamin Creative og TV2 lød nogenlunde ens: der var tale om en oplysningsvideo, der havde til hensigt at udbrede information om corona til børn ved hjælp af humor. Her kan man spørge: humoristisk for hvilke børn? Og samtidig var man på det landsdækkende medie ikke villig til at erkende, at man havde begået en fejl:

”Hvis frie eller uafhængige medier skulle fjerne indhold, hver gang enkeltpersoner eller grupper af den ene eller anden grund følte sig krænkede, ville de selvsamme medier ikke længere være hverken frie eller uafhængige. TV2 fjerner ikke denne tegnefilm. Hverken helt eller delvis”, skrev TV2 Nyhederne til flere læsere.

Ifølge TV2 kan det altså ikke være deres ansvar, at denne video kan tolkes racistisk eller stødende, når intentionen var en anden. Og således bliver dette til endnu et kapitel i den lange saga om krænkelsesparathed vs. ytringsfrihed. [Læs om hvordan politisk kritik ofte affejes som ’krænkethed’ i denne artikel, red.]

Det ville ellers være klædeligt, hvis også medierne i denne krise kunne tage det såkaldte samfundssind på sig og overveje, hvordan man undgår at puste til falske forestillinger om smitte, som er baseret på en historisk stereotypisering af asiatere. Kunne man forestille sig en virkelighed, hvor medierne ville indgå i en dialog om blinde vinkler og om, hvordan man kan oplyse børn om corona uden at gøre brug af racistiske stereotyper? Det burde ikke være retten til at bringe racistiske stereotyper, der kendetegner mediers frie og uafhængige virke.

Den igangværende sundhedskrise, som har vidtrækkende konsekvenser på et samfundsmæssigt plan, rejser et behov for nuanceret mediedækning, som burde appellere til hele befolkningen.

Det tager tid for et samfund at forme sig sådan, at voldsomme racistiske hændelser overhovedet kan opstå. Disse hændelser manifesterer sig ikke ud af det blå, men dukker op, fordi de er rodfæstet i frygten for det fremmede og racistiske forestillinger om asiatere, som er blevet dyrket og udviklet gennem historien. Men den historie skal have en ende: Hvis vi normaliserer racistiske stereotyper, accepterer vi også en normalisering af den vold, som asiatere lige nu oplever på globalt plan.

De omstændigheder, vi lige nu befinder os i, sætter alle under voldsomt pres og gør det endnu mere nødvendigt, at vi allesammen møder hinanden med empati, gavmildhed og forståelse for, hvordan denne undtagelsestilstand påvirker os forskelligt.

Det såkaldte samfundssind, som staten hele tiden appellerer til, og som vil sige, at vi skal se ud over vores egen næsetip, må også indebære, at vi alle arbejder på at sprede information, som ikke bidrager til en afhumanisering af minoriteter i samfundet. Det bør betyde, at vi ikke behandler nogle borgere som ulækre, sprængfarlige sygdomsbærere og får dem til at føle sig endnu mere alene i denne allerede isolerede tid.

Aphinya Jatuparisakul er skribent, næstforkvinde i NGO’en The Red Van og beskæftiger sig med sexarbejderrettigheder, migration og feminisme fra et sydøstasiatisk perspektiv.

Laura Na Blankholm er antropolog og journalist og har arbejdet med presseetik og repræsentation af minoriserede i danske nyhedsmedier. 

Elisabeth Bruun Gullach er cand.mag i migrationsstudier og medgrundlægger af litteraturfestivalen (un)told pages, som er Danmarks første litteraturfestival med kun racegjorte forfattere.

  1. Kowner, Rotem og Demel, Walter: Race and Racism in Modern East Asia – Interactions, Nationalism, Gender and Lineage, Brill Academic Publishers 2015, kap. 3.
  2. Röhl, John: The Kaiser and His Court – Wilhelm II and the Government of Germany, Cambridge University Press 1994, s. 203.