Opklarende bemærkninger

Coronavirussen har affødt en international idédebat. Eftertryk Magasin bringer i den forbindelse en række artikler. I denne tekst skærper Giorgio Agamben sin tidligere kritik: Coronahåndteringen viser, at vi ikke værdsætter andet end vores egen overlevelse.

Af Giorgio Agamben
Oversat af Monica Mazzoli

Frygten er en dårlig rådgiver, men tillader omvendt også, at ting, som man normalt foregiver ikke at se, kan træde klart frem. Det handler ikke om at have en mening om epidemiens alvor, det handler om at spørge til dens etiske og politiske konsekvenser. Det, som den bølge af panik, der har lammet Italien, først og fremmest viser, er, at vores samfund ikke længere tror på andet end det nøgne liv. Det er tydeligt, at italienerne er villige til at ofre praktisk talt alt – normale levevilkår, sociale relationer, arbejde, endda venskaber, følelser samt religiøse og politiske overbevisninger – når de konfronteres med faren for sygdommen. Det nøgne liv – og frygten for at miste det – er ikke noget, der forener mennesket. Det adskiller og forblinder dem derimod. Ligesom under pestepidemien, der bliver beskrevet i Manzonis roman1, bliver andre mennesker nu set som mulige smittekilder, som det for alt i verden gælder om at undgå, og som man skal holde mindst en meters afstand til. De døde – vores døde – har ikke længere ret til en begravelse, og det er uklart, hvad der vil ske med vores kæres lig2. Vores næste er blevet afskaffet, og det er underligt, at kirkerne er tavse om dette. For hvad sker der med menneskelige relationer i et land, der bliver vant til at leve på en sådan måde, og som ikke ved, hvor længe det vil vare? Hvad er et samfund, der ikke værdsætter andet end sin overlevelse?

Den anden ting, der ikke er mindre foruroligende end den første, og som epidemien tydeligt viser, er, at undtagelsestilstanden, som regeringer over en længere periode har vænnet os til, i sandhed er blevet den normale tilstand. Der har tidligere været alvorligere epidemier, uden at det faldt nogen ind at erklære en undtagelsestilstand som den nuværende, hvor vi endda bliver forhindret i at bevæge os rundt. Menneskene er blevet så vant til at leve under en vedvarende krise og undtagelsestilstand, at de ikke bemærker, at deres liv er blevet reduceret til en ren biologisk tilstand, hvor de sociale og politiske – såvel som de menneskelige og følelsesmæssige – dimensioner går tabt. Et samfund, der lever i en konstant nødsituation, kan ikke være et frit samfund. Vi lever de facto i et samfund, der har ofret friheden til fordel for såkaldte “sikkerhedsmæssige hensyn”. Samfundet har dømt sig selv til en kronisk tilstand af usikkerhed og frygt.

Det er ikke overraskende, at virussen omtales som en ”krig”. Nødforanstaltningerne påtvinger os udgangsforbuddet. Men en krig mod en usynlig fjende, der potentielt lurer i ethvert menneske, er den mest absurde af alle krige. Det er i sandhed en borgerkrig. Fjenden er ikke udenfor, den er inden i os.

Det, der giver årsag til bekymring, er ikke bare det, der sker i øjeblikket, men endnu mere det, der følger. Ligesom krigene har efterladt os med en række uheldige teknologier, fra pigtråd til atomkraftværker, virker det sandsynligt, at de eksperimenter, som regeringen ikke har haft held til at indføre tidligere, vil fortsætte efter sundhedskrisen: at man lukker universiteter og skoler og gennemfører lektioner online, at man én gang for alle stopper med at forsamles og tale sammen af politiske eller kulturelle grunde, og at man udelukkende udveksler digitale beskeder, at maskinerne, alle steder hvor det er muligt, erstatter enhver kontakt – enhver smitte – mellem mennesker.

Ovenstående let forkortede tekst blev oprindeligt udgivet her: https://www.quodlibet.it/giorgio-agamben-chiarimenti

  1. Se Agambens tidligere indlæg for uddybning: https://www.eftertrykket.dk/2020/03/18/smitte/
  2. Der refereres højst sandsynlig til en sag, der fik stor omtale i Italienske medier: En mand, hvis søster døde i hjemmet af coronavirus, måtte ty til de sociale medier for at få liget hentet. Hun lå død i lejligheden i to dage, før et privat bedemandsfirma forbarmede sig og hentede hende, da han ikke kunne få myndighederne til at reagere.