I en ideologisk istid – En økonom i visionernes sadel

Thomas Piketty
Kapital og Ideologi
Informations og Djøfs Forlag
2020

 

 

Af Andreas Pinstrup Jørgensen
Foto af Fronteiras do Pensamento / Greg Salibian

Hvis jeg skulle indkapsle Thomas Pikettys forfatterskab og himmelfart siden 2013 ville det være via to jokes om den amerikanske actionhelt Chuck Norris. Den ene går således: ”Chuck Norris sparkede engang til jorden – og den er ikke holdt op med at dreje siden.” Nogenlunde sådan har det været, siden den franske økonom Thomas Piketty fik oversat sit hovedværk Kapital i det 21. århundrede fra fransk til engelsk i 2014. På det tidspunkt befandt jeg mig på Yale University i USA, hvor der var vild opstand over værket. Det har der været lige siden. Aldrig var ulighedens empiriske historie blevet udlagt så pertentligt og præcist eller beskrevet med større bravur.

Nu har Piketty så skrevet en ny bog, der hverken er mindre ambitiøs eller voluminøs end den forrige – lidt over 900 sider fylder den nye, Kapital og Ideologi. Det leder mig til den anden joke: ”Chuck Norris har talt til uendeligt…..to gange.” For Kapital og Ideologi er ikke noget almindeligt værk. Bogen er en intellektuel præstation af format, der bygger på et enormt videnskabeligt arbejde og viser Pikettys evne til at holde snuden i sporet over mange år.

Piketty vil ikke længere være eurocentist, han vil være globalist, så til forskel fra første værk er der fokus på mere end vestlige lande. Bogen rummer dybdegående analyser af både Kina, Indien, Rusland, USA, Storbritannien og Frankrig samt et enkelt mindre kongerige: Sverige. Den nye bog er et forsøg på at redegøre for, hvordan uligheden er blevet retfærdiggjort op igennem historien. Piketty undersøger, hvordan og hvorfor man til forskellige tider har accepteret selv meget høje niveauer af ulighed, og hvordan ”ulighedsregimet”, som han kalder det, til sidst er styrtet i grus til fordel for nye inkarnationer.

Men hvorfor er historiske analyser af ideologiers forandring så vigtige?

Adlen og de to andre

Piketty mener, at forandring i verden kun gøres mulig ved at skrive det, vi kan kalde ’selvfølgelighedernes historie’. Historien om de ting, vi tager for givet. Optrevlingen af historien viser, at det, vi antog for endegyldige sandheder, sagtens kunne være faldet anderledes ud. Piketty vil vise os, hvordan disse sandheder er støbt i et kosmos af kaos og kamp mellem tre stande i ”de trifunktionelle samfund”:  Adlen, de gejstlige og tredjestanden, de almindelige borgere, arbejdere og bønder, som i sidste ende skabte den herskende fortælling, vi fortæller hinanden i dag.

Piketty skriver til tider helt fyndigt, f.eks. når han konstaterer, at det er ”kampen for lighed og uddannelse, der ligger til grund for økonomisk udvikling og menneskets fremskridt, og ikke helliggørelsen af ejendom, stabilitet og ulighed.” Påstande som denne skal ses i lyset af Pikettys konklusion fra Kapital i det 21. Århundrede: Markedsøkonomier synes igennem historien at tendere mod øget ulighed. Det nye værk understreger, hvad det forrige påviste, at verdens store økonomier siden 1980’erne og 90’erne har bevæget sig i én retning. Mod stadig større ulige fordeling i både arbejds- og kapitalindkomst. P.t. modtager de 10 pct. mest velstående i omegnen af 50 pct. af den totale nationalindkomst i USA. Det er en ulige fordeling af indkomst, som er højere end uligheden i Kina (ca. 42 pct.) og Rusland (45 pct.). Indien indtager en af de højeste pladser i indkomstuligheden med 55 pct. af nationalindkomsten, der tilfalder de mest velhavende 10 pct. Kun Europa synes at være ’bagud’ på verdensscenen i forhold til indkomstulighed. Her tager de rigeste 10 pct. ’kun’ 30 pct. af nationalindkomsten.

En af de mest overraskende, men velkendte og -underbyggede iagttagelser i Pikettys værk er, at perioden med de højeste vækstrater i moderne vestlige staters historie, ”de gyldne år” (1945-1970’erne), samtidig havde nogle af historiens højeste progressive skatter på indkomst. Så højt som 70-90 pct. på den sidst tjente krone i både USA og Storbritannien fra 1940-1980. En skattesats, Danmark og Sverige aldrig har været i nærheden af. Det var en af årsagerne til, at perioden efter 2. verdenskrig og frem til ca. 1980 var karakteriseret af en ligelig fordeling af velstand og indkomst, der ifølge Piketty ikke er set magen siden ca. år 1300.

Efter endt læsning af Pikettys værk har man fået følgende hamret fast med nitommersøm: ”Af historien kan man lære, at det ikke er koncentration og ekstrem beskyttelse af ejendom, der skaber velhavende samfund. Det er derimod uddannelse og en fornuftig fordeling af velstand.” Men hvad er årsagen til, at denne tidligere så store vilje og evne til at skabe lighed forsvandt? Svaret er ifølge Piketty socialdemokratismens ideologiske istid: Tiden, der fulgte efter 1970’erne, hvor politisk idéudvikling og modet til at føre den ud i livet stagnerede.

Socialdemokratiets tabte årtier

En hovedkonklusion i bogen er, at socialdemokratiet og venstrefløjen har tabt deres oprindelige støtte blandt tredjestanden (ufaglærte og kortere uddannede) og er blevet partier for de højtuddannede. Over en kam viser Piketty gennem analyser af valgresultater, hvordan de venstreorienterede eller socialdemokratiske partier i vestlige lande i stadig højere grad er blevet partier for de veluddannede og velhavende. Han kalder det for ”venstrefløjsbrahmanisme”. Dette er ifølge Piketty et resultat af, at socialdemokratiet har svigtet eller mislykkedes med at konfrontere udfordringerne med skattekonkurrence mellem lande og den manglende gennemsigtighed i kapitalens frie bevægelighed.

Denne frie bevægelighed har – blandt andre ting – medført en stærk stigning i ulighed, der så igen har bidraget til fremkomsten af politisk populisme og identitetspolitik. Ikke at Piketty tager let på termen populisme. Som han skriver, er populisme en betegnelse som ”… eliten ofte anvender til at nedgøre alle de politiske bevægelser, som den ikke mener, at den har tilstrækkelig kontrol over.” Men det ændrer ikke ved, at socialdemokratierne og venstrefløjen ikke har leveret tilfredsstillende løsninger på områder som socialt ejerskab, lige adgang til uddannelse, overvindelse af nationalstaten og progressiv ejendomsskat. Dermed har de ladt arbejdere og den lavere middelklasse i stikken.

Her skulle Piketty måske have sluttet sin bog. Med Pikettys analyser vil ’almindelige mennesker’ kunne skabe deres egne konklusioner og skabe grundlag for nye mobiliseringer og kvalificerede diskussioner om, hvordan samfundet skal indrettes. Men i sidste kapitel i bogen træder Piketty ud af forskerens trange dragt og vover sig op i visionernes sadel.

Deltagersocialismen

I 2013 foreslog Piketty, at verdens lande måtte gå sammen for at begrænse uligheden via en global skat på velstand. Han mente også, at man burde indføre en høj progressiv skat på indkomst og arv. Det mener han stadig.

Både Kapital i det 21. Århundrede fra 2013 og Kapital og Ideologi lægger stor vægt på staternes evne til at løse de eksisterende udfordringer. Men i det nye værk understreger han i højere grad værdien af det deltagerorienterede og decentrale. I sine analyser gør Piketty sig endog til talsmand for, at et givent ”ulighedsregime” er et resultat af politisk mobilisering, som dog er begrænset af de konkrete historiske omstændigheder. Og det er fra denne anmelders perspektiv en positiv udvikling.

Men i læsningen af det sidste kapitel i Pikettys nye værk får man alligevel følelsen af, at han er en fisk i vandet, der er hoppet op på land.

Flere af Pikettys konkrete forslag til en ny deltagersocialisme kan synes teknokratiske og fjerne fra den almindelige borgers liv. Ikke så deltagersocialistisk. Desuden virker ikke alle tiltag lige velundersøgte og datadrevne. Han bliver mere fortaler for en klassisk skandinavisk socialdemokratisk statspolitik med internationale overtoner end for et nyt politisk regime.

Et af hans mest interessante forslag er universel kapital bevilling: En overførsel af kapital via den progressive skat på ejendom til alle voksne, når de fylder 25 år. Andre forslag er bl.a. et system til international formuegennemsigtighed (også et forslag fra det tidligere værk), borgerløn (60 pct. af gennemsnitslønnen til dem, der tjener mindst), en progressiv CO2-afgift, indskrivning af skattemæssig retfærdighed i forfatningen, partifinansiering via kuponer (noget, der har været prøvet af flere steder i verden, med held i bl.a. Seattle) og en fælles europæisk skattepolitik via en ny transnational forsamling.

Hvis disse forslag lyder uhåndgribelige, så er det, fordi de er det.

Hvor er deltagelsen?

Der er ikke meget deltagelse i Pikettys deltagersocialisme. Piketty foreslår, at flere lande indfører en model for magtdeling i virksomhederne. Idéen er, at halvdelen af bestyrelsesposterne i større virksomheder bør besættes af lønmodtagernes repræsentanter (noget lignende er blevet foreslået i USA af senator Elisabeth Warren og af politologen Isabelle Ferreras). En lignende model, dog ikke helt så vidtrækkende, er allerede virkeliggjort i Tyskland. På samme vis kan medarbejderne i større danske virksomheder gøre krav på et antal bestyrelsesposter.

Piketty er dog skeptisk over for lønmodtagernes dybere deltagelse i ejerskabet af virksomhederne. Piketty synes dermed at ville give demokratisk indflydelse til lønmodtagerne uden økonomisk hæftelse og ansvar. Borgerne kan altså godt få indflydelse, men ikke tage del i risiko og afkast. Det er det samme her, som med flere af de andre udmærkede forslag: Piketty har større tillid til statsapparatets omfordelende magt end decentrale mekanismer. Der er generelt mere socialisme end deltagelse i Pikettys deltagersocialisme. De første 16 kapitler er rasende gode. Men med det syttende har vi måske brug for en mere liberal Piketty.

Andreas Pinstrup Jørgensen er direktør i tænketanken Demokratisk Erhverv. Her arbejder han for et mere bæredygtigt erhvervsliv ved at styrke virksomheder baseret på princippet om ét medlem, én stemme. Han er uddannet i økonomisk sociologi på Københavns Universitet og Yale University.