Kampen om Yahya Hassan

Af Rasmus Rask Jepsen
Illustration af Molly Christensen

Der kan ikke herske tvivl om, at Yahya Hassan havde bred appel. Alene antallet af solgte digtsamlinger vidner om det. Og det på trods af, at han på mange måder udgjorde en slags forstyrrelse af den offentlige orden. Der var grundlæggende noget forstyrrende ved Yahya Hassans person og det, han havde at sige os. Hans ord var på en gang urovækkende og fascinerende og kan derfor ikke ignoreres. De kalder på at blive udlagt, fortolket og tilskrevet mening. Spørgsmålet er hvilken.

”Yahya Hassan” er ikke blot navnet på en digter, der døde 24 år gammel. ”Yahya Hassan” er også en betegner, som offentligheden har kæmpet om og stadig kæmper om, hvad betyder. Hvad er læren af Yahya Hassan, hans livshistorie, hans digte og hans offentlige fremtrædener? Hvad er Yahya Hassan navnet på? Denne artikel er en undersøgelse af ”kampen om Yahya Hassan”, dvs. af debatten som opstod i kølvandet på, at Yahya Hassan blev en offentlig person i 2013.

I sine digte og offentlige udtalelser berettede Yahya Hassan til stor interesse for danske medier om erfaringer fra en palæstinensisk-dansk opvækst med vold og kriminalitet i et ghettoområde, som offentligheden sjældent får indblik i, men som vi alligevel har visse forestillinger om. I den forstand fungerede Yahya Hassan som den person i zoologisk have, der fodrer løverne, og som derfor aktiverer dem og får dem frem fra deres skjul, så vi kan betragte dem1. Min påstand er med andre ord, at vi med et tilbageblik på efteråret 2013 får et godt indblik i, hvilke ideologiske forestillinger og fantasier om (underklasse)indvandreren, der findes i den danske offentlighed.

Vores forestillinger om denne underklasse, dens problemer og muligheden for forbedringer tilvejebringes af ideologien. Ideologier udgør stabile meningsrammer, som fikserer vores forståelse af sagen på en bestemt måde. Hvis Yahya Hassan bidrog med en åbning af meningsrummet og muliggjorde en ny måde at forstå den minoritetsetniske underklasse i Danmark på, kan man sige, at vi som reaktion på det så en lang række af politikere, avisredaktører og andre offentlige stemmer, der forsøgte at lukke meningsrummet igen ved at bruge Yahya Hassan som et led i en argumentationsrække for lige netop deres politiske dagsorden. I det følgende leverer jeg en ideologianalyse og -kritik af offentlighedens reception i 2013. Til sidst trækker jeg tråde frem til integrationsdebatten i dag.

Analysens materiale er 35 opinionsartikler, udgivet mellem 5. oktober og 17. november 2013 i de landsdækkende dagblade samt Den korte avis og 180grader.dk.2 Her ser vi, at meningstilskrivelsen til Yahya Hassans fortællinger fordeler sig på fire ideologier, som jeg har valgt at kalde kulturalisme (21 artikler), multikulturalisme (3 artikler), socialdemokratisme (10 artikler) og neoliberalisme (2 artikler).3

Allerede nu kan vi således se, at kulturalismen er den mest udbredte reaktion på Yahya Hassan. Ifølge denne ideologi er problemet den ikke-vestlige kultur, som har præget Yahya Hassans opvækst. Multikulturalismen står i direkte opposition til denne udlægning, idet den hævder, at flere modsatrettede kulturer sagtens kan sameksistere, og at problemet således er den kulturalistiske opdeling i ”os” og ”dem”.

Socialdemokratismen, som er den næstmest udbredte reaktion, påstår, at problemerne ikke er af kulturel, men social og økonomisk art, hvorfor løsningen er en mere omfattende velfærdsstat. Neoliberalismen hævder det stik modsatte, idet velfærdsstatens overførselsindkomster ifølge denne ideologi umyndiggør underklassen og dermed bidrager til manglende integration i samfundet. I det følgende vil jeg beskrive, analysere og kritisere disse fire ideologiske fikseringer af det meningsrum, som omgiver Yahya Hassan.

Kulturalisme

Den første ideologi, kulturalismen, er en kritik af den indvandrerbaggrund, som Yahya Hassan kommer fra og beskriver. Den er en kritik af den fremmede, ikke-vestlige kultur som sådan. Kritikken har forskelligt fokus: Den kan kritisere patriarkalsk eller voldelig opdragelse, arbejdsløshed, kriminalitet, mangel på moral eller mangel på respekt for demokratiske rettigheder som eksempelvis ytringsfrihed. Fælles for kritikken er imidlertid, at den kobles til indvandrerkulturen. Det er kort sagt her, skylden eller problematikken placeres. Denne ansvarsplacering tager typisk afsæt i Yahya Hassans egen afstandtagen fra miljøet. Her er et eksempel fra en leder bragt i Jyllands-Posten:

For Yahya Hassan er vred. Ualmindeligt vred. Han er vred på Koranen, på Allah, men ikke mindst på en forældregeneration, der har forskanset sig i passivitet med parabolen indstillet på arabiske kanaler uden nogen form for interesse i at lade sig selv eller deres børn integrere i det danske samfund. Det er i stedet blevet mødt med foragt og forsøgt snydt de steder, hvor det kunne lade sig gøre. Det er ifølge digteren sat i system af forældre, der med Koranen inden for rækkevidde har belært deres børn om sand muslimsk levevis og moralsk adfærd og med samme Koran som argument har svaret børnene og de unge med vold, når de viste for stor interesse i dansk livsstil eller blot tilnærmede sig det danske samfund. Det famøse ’os-og-dem-samfund’, som danskerne ellers altid får skylden for at skabe, er vendt på hovedet.4

Her ser vi, hvordan betegnere som ”Koranen”, ”Allah”, ”arabiske kanaler” og ”sand muslimsk levevis” kædes sammen med ”passivitet”, ”snyd” og ”vold”. Indvandrerkulturen defineres desuden i modsætning til ”dansk livsstil” og ”det danske samfund”, som således kommer til at repræsentere det alternativ, som ”de” kan ”lade sig selv eller deres børn integrere i”. Den kulturalistiske fantasi om underklasseindvandreren er forestillingen om en mand, der er hævet over reglerne og derfor har adgang til særlige ”fornøjelser”, som ”vi” (danskere) ikke har adgang til. Indvandreren behøver ikke arbejde, han kan snyde sig til førtidspension, mens han ser arabiske tv-kanaler, beder til Allah og tæsker sine børn på systematisk vis. Underklasseindvandreren fungerer altså for kulturalisten som den orientalske anden, som man kan spejle sig i. Ideologien tilbyder en opfattelse af, at vi danskere overholder loven, arbejder hårdt osv. – vi er dem, som får samfundet til at fungere. Indvandreren bliver på én gang et billede på, hvad der er galt med vores samfund i dag, og en måde, hvorpå man kan hævde sin egen (danske) position.

Kulturalismens ideologiske greb har således to funktioner, som er til gavn for de mennesker, som abonnerer på den: 1) De kan holde fast i fantasien om et harmonisk og problemfrit Danmark, og de kan således uden dårlig samvittighed og på ophøjet vis fortsætte med at nyde idéen om nationen Danmark. 2) De slipper for at skulle kigge indad, at skulle ændre sin selvforståelse, for ikke at tale om alt bøvlet med at lave systematiske samfundsmæssige forandringer. Med afsæt i Yahya Hassan (via ordvalg som ”ifølge digteren”) skaber kulturalismen altså en effektiv ansvarsfraskrivelse, idet ”skylden” og problemets rod placeres ved selve den ikke-danske kultur.

Multikulturalisme

Den anden ideologi, multikulturalismen, optræder i debatten som en direkte negation af den kulturalistiske position. Ifølge multikulturalismen kan flere forskellige kulturer eksistere sammen inden for samme landegrænse uden konflikt. Problemet er således dem, som påstår, at dette ikke er tilfældet. Multikulturalisterne kritiserer den kulturalistiske tendens til ”at generalisere og styrke ’os og dem’-diskursen”.5 Her er et uddrag fra et debatindlæg af Sherin Khankan bragt i Politiken:

Det multikulturelle samfund er ikke kun problematisk.

Det producerer også stærke uafhængige identiteter som f.eks. Yahya Hassan. […]

Det er på tide at udfordre den politiske, akademiske og journalistiske fløj, som argumenterer for modsætningsforhold mellem dem og os – og som er åbenlyse modstandere af multikultur. Som ikke kan, vil eller ønsker at rumme en ny generation af globale identiteter, som insisterer på ’den dobbelte loyalitet’ – dvs. muligheden for på samme tid at elske og ære modsatrettede ideer om, hvad der er værdifuldt. Som insisterer på at fusionere forskellige kulturer, religioner, identiteter, værdier, livsanskuelser, filosofier, ideologier m.m. F.eks. muligheden for at være troende muslim og sekularist på samme tid.6

Multikulturalismen er altså i denne udlægning forestillingen om en samfundsform, der kan rumme ”modsatrettede ideer om, hvad der er værdifuldt”, og som producerer ”stærke uafhængige identiteter som f.eks. Yahya Hassan”. Multikulturalismens betydningsdannelse udarter sig i en positiv forståelse af Yahya Hassan som en ’solstrålehistorie’, og den peger derfor slet ikke på problemer, som kulturalismen (og de andre ideologier) gør det. Hvor kulturalismen har klart definerede forestillinger om, hvad problemet er, ser vi i multikulturalismen en fornægtelse af, at der overhovedet skulle være noget problem. Jo jo, Yahya Hassans historie er dyster, men se, hvor han stråler!

Socialdemokratisme

Den tredje ideologi, socialdemokratismen, lægger vægt på, at Yahya Hassans miserable opdragelse skyldes ”sociale problemer”, som eventuelt kan føres tilbage til forældrenes flygtningebaggrund eller økonomiske forhold.7 Problemet er den negative sociale arv, og løsningen findes ofte ved idéen om en mere omfattende velfærdsstat, som skal træde til, når forældrene svigter. Ligesom multikulturalismen kommer socialdemokratismen i debatten ofte til udtryk som en afstandtagen fra den kulturalistiske udlægning. Se eksempelvis følgende passage af folketingspolitiker Özlem Cekic:

Hans [Yahya Hassans] historie minder mig faktisk meget om Lisbeth Zornigs fortælling om sin barndom med svigt og overgreb i et normløst miljø på Lolland, hvor vold, misbrug, arbejdsløshed, psykiske sygdomme og forsømte børn var dagens ret. Forskellen er bare hudfarven. Yahya har en anden etnisk baggrund end dansk, og måske derfor er reaktionen også anderledes.

Folk har været mest optagede af forældrenes skyld og religion. Vi kan alle være enige om, at Yahyas forældre har svigtet. Virkelig alvorligt. Men velfærdssamfundets sikkerhedsnet skal være intakt, uanset om barnet hedder Lisbeth eller Yahya.8

Påstanden synes altså at være, at underklasseindvandreren ikke er forskellig fra underklassen som sådan. Det interessante er, at socialdemokratismen kun på en vag måde adresserer problemets karakter. Visse steder nævnes det, at problemerne blandt indvandrere kan skyldes krigens eller flygtningebaggrundens traumer, men socialdemokratismen indeholder ikke en forestilling om et opgør med disse traumers oprindelse. Andre steder nævnes, at de sociale problemer er betinget af økonomiske forhold, men det uddybes ikke, på hvilken måde det skulle være tilfældet. For så vidt at der tages stærk afstand fra noget blandt de socialdemokratiske debattører, er det fra andre debattørers kulturalistiske udlægning af Yahya Hassans udsagn:

Men nok allervigtigst, så er Yahyas fortælling en lussing til dem, der forsøger at italesætte islam og kultur som problemet.

Når nogen flyder ovenpå og andre går til bunds, handler det om sociale og økonomiske faktorer – det handler om klasser.9

Den socialdemokratiske ideologi kommer altså til udtryk ved 1) en diffus henvisning til betegnere som ”sociale problemer” og ”økonomiske faktorer”, 2) en afstandtagen til den kulturalistiske udlægning af problemet, 3) en ophøjet forestilling om velfærdsstaten som autoritet og 4) en hengiven påkaldelse af denne, idet løsningen findes ved, at velfærdsstaten skal være mere velfærdsstat.

Neoliberalisme

Den fjerde og sidste ideologi, jeg har kunnet identificere, er neoliberalismen. Stik modsat socialdemokratismen mener neoliberalismen ikke, at velfærdsstaten er løsningen på problemet. Den er tværtimod selve problemet. Ifølge denne ideologi er det socialstatens omfattende karakter og dennes indgriben i det frie marked, der udgør problemet. Ifølge neoliberalismen fastholdes underklassen som underklasse, fordi den har for let adgang til offentlige ydelser. Adgangen til overførselsindkomster fjerner incitament og ansvar blandt de udsatte.

Denne ideologi bekræftes for det første i positiv form i Yahya Hassans forældre: Socialstaten har umyndiggjort dem, hvilket kommer til udtryk i opdragelsen af deres børn. For det andet bekræftes den i Yahya Hasans udtalelse om, at underklassen ingen kvaler har ”med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension”.10 Netop dette Yahya Hassan-citat bringes i begge tekster, som trækker på den neoliberale meningstilskrivelse. I modsætning til den kulturalistiske ideologi er skylden her imidlertid ikke placeret ved kulturen blandt de mennesker, som snyder systemet. Systemet selv udgør den bagvedliggende årsag, idet ”[s]ocialstaten ødelægger såvel indfødte danskere som tilflyttere fra andre lande. Den fratager dem ansvaret for at forsørge sig selv”.11  Løsningen på problemet bliver således, at staten kan påvirke individets incitamenter positivt ved at begrænse adgangen til overførselsindkomster. Professor i Statskundskab Peter Nedergaard siger det på denne måde:

Man har fra politisk side kort fortalt gjort overførselsindkomstmodtagerne en bjørnetjeneste (i ordets oprindelige betydning) ved at sætte satserne så højt og barren så lavt for, hvornår man kan få overførselsindkomst. Dermed har man bidraget til det, Yahya Hassan kalder ’den sociale råddenskab’.12

Det ønskescenarie, som efterstræbes af de neoliberale, er ikke bare en minimalstat, men også en stat, der via økonomiske incitamenter løser vores integrationsproblemer, så vi kan få ”sammenhængskraften” tilbage i Danmark. Det er angiveligt i alles – også overførselsindkomstmodtagernes egen – interesse at tage deres indkomst fra dem. På den vis legitimeres markedet som et neutralt system, der fungerer i alles interesse, og problemer med fattigdom, ulighed og hierarkisering fornægtes effektivt.

Kampen om Yahya Hassan i 2020

Ovenstående analyse er lavet på baggrund af en analyse af 35 opinionsartikler fra efteråret 2013.Som vi har set, har jeg fundet, at den danske offentlighed trækker på fire forskellige ideologiske meningsrammer, som på forskellig vis lukker meningsrummet og fikserer forståelsen af Yahya Hassans udtalelser og digte. Formålet med min ideologianalyse og -kritik er ikke at præsentere jer for endnu en udlægning af Yahya Hassan, som så skulle være den ”rigtige”. I stedet har formålet været at undersøge den ideologiske kamp om betegneren ”Yahya Hassan”, som udspillede sig i offentligheden, og derigennem blive klogere på de dominerende forestillinger og fantasier om underklasseindvandreren. Ideologianalysens bidrag er således at blive klogere på, hvordan ideologi fungerer, men også at bryde op i de rigide fantasier, som på forskellig vis struktureres af ideologierne.

Hvad så med integrationsdebatten i dag? Her i sidste del af artiklen vil jeg trække tråde fra 2013 og frem til integrationsdebatten i dag, hvor nyheden om digterens død har skabt fornyet liv i kampen om Yahya Hassan. Et hurtigt kig på debatten viser, at den kulturalistiske udlægning stadig er den mest udbredte, og at den måske er endnu mere dominerende i dag.

Ekstra Bladets opinionsredaktør, Mads Kastrup, skriver eksempelvis i sin nekrolog med titlen ”PERKEREN OVER PERKERNE”, at Yahya Hassan ”med sin islam- og indvandrerkritik og smadrede enhver forestilling om, at manglende integration var det omgivende samfunds skyld”13. Problemet er den islamistiske kultur og ikke det omgivende (danske) samfund, må vi forstå.

Også udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har efter Yahya Hassans død udtalt sig om hans virke: ”For mig har digtsamlingen betydet et skift i, hvad jeg mener, formålet med integrationspolitik er. Vi skal sikre, at de børn, der vokser op, er første prioritet, ikke forældrene”.14 Her aner vi altså den socialdemokratiske idé om, at det er velfærdsstatens opgave at gribe ind og bryde den negative sociale arv. Det er dog svært ikke også at læse Tesfayes udtalelse i lyset af Mette Frederiksens (S) nytårstale fra i år, hvor hun udtrykkeligt tog børnenes parti mod forældrene og de voksne. Blandt andet med disse ord argumenterede hun for, at flere udsatte børn bør bortadopteres:

Når samfundet reagerer for sent. Eller slet ikke reagerer. Når vi tager for mange hensyn til de voksne. Så betyder det, at der er børn i Danmark, som vokser op med omsorgssvigt og vold. […] [Vi] må lægge berøringsangsten væk. Også over for andre kulturer. Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn.15

Her ser vi altså interessant nok, at den socialdemokratiske ideologi kobles med den kulturalistiske forestilling om, at mennesker med fremmed kultur (”andre kulturer”) ikke følger loven og udøver vold mod børn. ”Danmark” og dansk kultur kommer omvendt til at repræsentere det regelrette og rigtige alternativ (”I Danmark er det forbudt at slå sine børn”). Socialdemokratisme og kulturalisme er et opgør med henholdsvis negativ social arv og fremmedkultur, som her forenes i forestillingen om den fremmedkulturelle forælder, der med vold og omsorgssvigt forhindrer sine børns integration i det danske samfund.

Også den neoliberalistiske idé om, at underklasseindvandreren umyndiggøres og pacificeres af velfærdsstaten, findes i dag. Her er det Politikens leder, som kombinerer neoliberalisme med kulturalisme ved at kritisere først offentlig forsørgelse og derefter fremmed religion:

Yahya Hassan gjorde i sin poesi op med den velmenende velfærdsstat, der pacificerede en generation af voksne indvandrere ved at gøre dem til offentligt forsørgede klienter, og han gjorde op med de samme voksne ved at håne deres religiøse hykleri16

Den kulturalistiske ideologi var den mest udbredte i integrationsdebatten, da Yahya Hassan først blev kendt af offentligheden i 2013, og det ser ud til, at den stadig er det efter hans død i 2020. Noget kunne måske endda tyde på, at kulturalismen er endnu mere dominerende i dag, idet eksemplerne her viser, at de andre ideologier (socialdemokratisme og neoliberalisme), som optrådte alene og mere rendyrket i 2013 nu optræder i selskab med kulturalismen.

Til sidst er det værd at nævne et par af de reaktioner, der kom på, at den iransk-svenske digter Athena Farrokhzad skrev en nekrolog over Yahya Hassan i Dagens Nyheter. Her stillede hun spørgsmålene: ”Hvem dræbte dig, Yahya? Var det klassesamfundet, var det den danske statsracisme, var det patriarkatet? Var det Israels fordrivelsespolitik? Var det byrden ved at opfinde et felt? Var det medierne?”17

Politikens kulturredaktør, Jes Stein Pedersen, var her hurtig til at svare med kulturalismens etablerede meningsramme: ”Jeg ved ikke, hvad der slog Yahya Hassan ihjel, men hvis det var et patriarkat, var det jo nok det muslimske, som tæskede ham sønder og sammen, og som ifølge ham selv lod sig fordumme af religion og velfærdsydelser”.18

En anderledes og endnu mere langt ude reaktion på Farrokhzads ytringer fik man imidlertid fra Nima Zamani Aliabadi. Alene med afsæt i Farrokhzad og med fokus på et debatindlæg skrevet af hende i 2014, hvor hun kritiserede Yahya Hassan for at tale ind i DF’s dagsorden, mener Aliabadi at kunne identificere en tendens til såkaldt ”identitetspolitisk racisme på venstrefløjen”, som endda hævdes at være ”en af hovedårsagerne” til derouten i Yahya Hassans liv. Aliabadi skriver i Berlingske sådan her:

For hvorfor kunne Yahya Hassan aldrig bryde helt ud af det rådne, islamiske miljø, han beskrev i sine værker? En af hovedårsagerne er at finde blandt de identitetspolitiske racister på venstrefløjen. De findes både i Danmark og Sverige.19

Debatten om ”identitetspolitik” har fyldt en del de seneste år, og jeg vil her nøjes med at hinte til den rolle, den ”identitetspolitiske racist på venstrefløjen” kan spille som ideologisk figur. Jeg har i denne artikel argumenteret for, at Yahya Hassan i 2013 artikulerede samfundsstrukturelle problemer, som ikke kunne (og stadig ikke kan) ignoreres. Ideologiens funktion er således ikke blot at strukturere en fantasi om et harmonisk dansk samfund, men endnu vigtigere at tilvejebringe svar på, hvad der står i vejen for at opnå denne ønskværdige tilstand. Ifølge kulturalismen er det den religiøse, uoplyste, voldelige underklasseindvandrer. Ifølge multikulturalismen er det dem, som italesætter ”os og dem”-diskursen. Ifølge socialdemokratismen er det ”sociale problemer”, som kan afhjælpes via velfærdsstaten. Og ifølge neoliberalismen er det velfærdsstatens generøse velfærdsydelser, der er problemet. Endelig kan vi føje Aliabadis ”identitetspolitiske racist på venstrefløjen” til listen.

Ved at presse Yahya Hassan ind i disse mere eller mindre etablerede meningsrammer tillader ideologien sine subjekter at fortsætte med at leve deres liv, som de plejer. Ideologi har kort sagt den funktion, at den dækker over samfundets forstyrrende elementer og gør os i stand til at leve med dem. Yahya Hassan var i den forstand en forstyrrelse, som det kræver fantasifulde ideologiske forestillinger for at afskrive, så man bliver i stand til at leve videre, uden at noget egentlig er forandret.

Rasmus Rask Jepsen er analytiker ved Institut for Vild Analyse.

  1. Med tanke på, hvad der skete efterfølgende, kan man selv overveje, om analogien ville være mere passende, hvis Yahya Hassan selv udgjorde den foder, der blev kastet for løverne.
  2. Den 5. oktober var første gang, Yahya Hassan optrådte i medierne via et interview bragt i Politiken. Den 17. november er dagen før, Yahya Hassan blev udsat for et overfald, hvilket derefter gav skriverierne et andet fokus. Empirien består altså af alle debatindlæg, kronikker, ledere og lignende, der er publiceret af landsdækkende dagblade og internetaviser i denne periode. Frasorteret er nyheder, videoer, litterære anmeldelser og litterær diskussion.
  3. Ideologianalyse og -kritik er en på en gang etableret og omstridt teoretisk disciplin. Til mit formål i denne artikel vil jeg nøjes med at definere politiske ideologier som diskursive strukturer, der giver svar på spørgsmålene 1) Hvilken samfundstilstand bør vi efterstræbe? og 2) Hvad er lige nu til hinder for opnå denne ønskede samfundstilstand? Jeg har indholdskodet de 35 ovenfornævnte avisartikler efter deres svar på disse spørgsmål. Med kodningsarbejdet har jeg identificeret en regularitet i avisartiklernes udsagn, der viser, at de fordeler sig efter disse fire ideologier.
  4. Jyllands-Postens leder (2013a). ”Yahya Hassan”, Jyllands-Posten, 12/10.
  5. Awad, Haifaa (2013). ”Solstrålehistorier bekræfter vores formørkede indvandrerfordomme”, Information, 16/10.
  6. Khankan, Sherin (2013). ”Yahya Hassan er en dyster solstrålehistorie”, Politiken, 25/10.
  7. Esbensen, Brian (2013). ”Hvorfor er de borgerlige så (fucking) vilde med Yahya Hassan?”, Politiken, 8/10;

    Hussain, Zubair Butt (2013). ”Bidrager Yahya Hassan med ny viden?”, Politiken, 10/10;

    Kublitz, Anja (2013). ”Yahya Hassans råb fortjener at blive hørt”, Politiken, 4/11.

  8. Cekic, Özlem Sara (2013). ”Vi svigter Yahya Hassans Underdanmark”, Information, 31/10.
  9. Esbensen, Brian (2013). ”Hvorfor er de borgerlige så (fucking) vilde med Yahya Hassan?”, Politiken, 8/10.
  10. Omar, Tarek (2013). ”Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation”, Politiken, 5/10.
  11. 180grader.dks leder (2013). ”Socialstatens øjenvidner”, 180grader.dk, http://www.180grader.dk/Leder/socialstatens-jenvidner (6/10)
  12. Nedergaard (2013). ”Lyt dog til Yahya Hassan”, Berlingske, 16/10.
  13. Kastrup, Mads (2020). ”PERKEREN OVER PERKERNE”, Ekstra Bladet, 2/5
  14. Herskind, Ida (2020). ” Debattør: Jeg har fortrudt, at jeg skrev et modsvar til Yahya Hassan”, Politiken, 1/5.
  15. http://www.stm.dk/_p_14892.html
  16. Leder i Politiken (2020). ”Politiken mener: Yahya Hassans død er kolossalt chokerende, men samtidig smerteligt forudsigelig”, Politiken 30/4
  17. Pedersen, Jes Stein (2020): ”Jes Stein Pedersen efter svensk nekrolog over Yahya Hassan: Svenske digtere og intellektuelle danser om den varme grød”, Politiken 16/5
  18. Pedersen, Jes Stein (2020): ”Jes Stein Pedersen efter svensk nekrolog over Yahya Hassan: Svenske digtere og intellektuelle danser om den varme grød”, Politiken 16/5
  19. Aliabadi, Nima Zamani (2020). ”Venstrefløjens racisme over for Yahya Hassan”, Berlingske 10/5