Pikettys inspiration til en genrejsning af socialismen

Af Anders Lundkvist

Thomas Pikettys Kapital og ideologi er et brag af en bog.

Sammen med kolleger (det er faktisk et kollektivt projekt) har Thomas Piketty samlet et fyldigt materiale om den social-økonomiske udvikling før og efter den Franske Revolution. Og vigtigst: statistikken om ulighed og meget andet sidder lige i øjet, dvs. illustrerer/beviser det, som Piketty interesserer sig for. Dette er et imponerende, for ikke at sige revolutionerende arbejde, der givetvis vil blive en hovedreference i fremtiden. Jeg har selv arbejdet med historisk statistik (i Dansk Kapitalisme, gennembrud, storhed og stagnation, Hovedland 2017), så jeg ved, hvor vanskeligt det kan være at finde og bearbejde materialet, så udviklingen over tid kan beskrives i sammenlignelige kategorier.

Desværre er bogen alt for lang (flere end 1.000 sider, hvortil kommer et online-appendiks), fordi han gentager sig selv alt for meget. Men filosofien i vore dage er åbenbart, at en bog skal være af mammut-format for at få betydning (også Shoshana Zuboffs The Age of Surveillance Capitalism ville have været bedre, hvis den havde været halvt så lang).

Længden bør dog ikke afskrække, men kan inspirere til, at man til tider læser kursorisk.

Bogen er oversat til dansk på Informations Forlag; selv benytter jeg den engelske udgave, hvortil sidehenvisningerne gælder. Information har bragt en række kommentarer til bogen, men de har næsten udelukkende koncentreret sig om Pikettys to reformforslag, nemlig borgerløn og en stor kapitalydelse til alle, når de fylder 25 år. Selvom de forslag, med al respekt, er det mindst interessante i bogen.

Bogen har to omdrejningspunkter. Det ene er udviklingen i ulighed, det andet er de socialdemokratiske/socialistiske partiers forvandling fra at være arbejderpartier til at være partier for de højtuddannede og til dels de vellønnede. Vi ser først på uligheden (der er så central i bogen, at begrebet burde have indgået i titlen).

Udviklingen i ulighed

Historisk er udviklingen i den vestlige verden den, at uligheden på alle parametre steg op igennem 1800-tallet og især i årene op til 1. Verdenskrig. Det kan vel forklares med (hvilket Piketty dog ikke understreger), at kapitalen i denne periode har frit løb, dvs. den blev ikke nævneværdigt forstyrret af en arbejderklasse eller af offentlige indgreb.

Derefter faldt uligheden i mellemkrigstiden, ikke mindst fordi krisen i 30’erne barberede de store formuer ned. Efter 2. Verdenskrig faldt uligheden frem til 1980. Arbejderbevægelsen stod stærkt og kunne i mange lande gennemtrumfe en velfærdsstat (godt hjulpet på vej af frygten for kommunismen); hertil kom, at krisen i 30’erne havde delegitimeret den rene laissez faire-kapitalisme, så den økonomiske politik domineredes nu af keynesianismen. Igen er Piketty mærkelig tavs om disse realøkonomiske og klassemæssige forklaringer på udviklingen.

Efter 1980 – i den nyliberale periode – vender udviklingen, og uligheden stiger markant, godt hjulpet på vej af, at progressiviteten i skattesystemerne er faldet markant.

Det gælder i de vestlige lande, men også i Rusland, Kina, Indien, ja overalt. Men der er nogle interessante kvalifikationer til dette generelle mønster. I USA og UK stiger uligheden kontinuerligt, men efter 2000 er der ingen stigning i Europa og Rusland, efter 2005 ingen stigning i Kina, og efter 2012 ingen stigning i Indien. Den stigning, der er efter 1980, beror især på, at de rigeste 10 % beslaglægger en meget større del af kagen. Globalt set har de fattigste 50 % også fremgang, mens ‘middelklassen’ (de resterende 40 %) taber terræn.

Hvorfor denne generelle stigning? En materialistisk forklaring ville lægge vægt på forhold såsom kapitalismens reaktion på problemerne med faldende profit i 70’erne (‘profitklemmen’) og arbejderklassens svækkelse efter 1980 (overgangen fra industri- til servicesamfund, med resulterende mere heterogene arbejdsfunktioner, hvilket vanskeliggør solidaritet, fremvæksten af prekært arbejde, dvs. mere korttids- og deltidsarbejde), men det er ikke her, Piketty lægger vægten.

Bemærk her bogens titel, hvori ‘ideologi’ indgår. Ideer spiller en central rolle i Pikettys bog.

Dermed markerer han en afstandtagen til en mere materialistisk – f.eks. marxistisk – tilgang, hvor vægten ligger på interesserne, ikke ideerne. Ikke klassekampen, men ideernes kamp er det centrale, som han udtrykkeligt skriver.

Hvor det i Det kommunistiske manifest hedder, at alle hidtidige samfunds historie er historien om klassekampe, ‘reformulerer’ Piketty det til: ”Alle hidtidige samfunds historie er historien om ideologiske kampe og en søgen efter retfærdighed” (s. 1035). Snarere end en ‘reformulering’ er dette en 180 graders vending fra en materialistisk til en idealistisk samfundsforståelse.

Derfor er hans store interesse i forbindelse med ulighed, hvordan den er blevet legitimeret i forskellige perioder og under forskellige regimer, fra slaveriet (bl.a. i USA’s sydstater) og frem. Og den væsentligste forklaring på stigningen i ulighed efter 1980 (også tydelig i Danmark) er, at de nyliberale ideer, med Hayek i spidsen, nu slår igennem; hertil kommer, at truslen fra kommunismen falder bort, og at arbejderpartierne ikke formår at udvikle en adækvat strategi i en ikke-national (global) verden.

Heri ligger også, at første ord i titlen ikke er så velvalgt, for der er meget lidt om kapitalismen og dens forskellige former (handels-, industri-, finansiel) i bogen.

I stedet vedrører hans historiske grundfortælling udviklingen fra et standsopdelt samfund (adel præsteskab, borgere) til et ‘ejerskabssamfund’. Det første minder om det feudale samfund før de borgerlige revolutioner, det sidste om kapitalismen. Men sidstnævnte begreb benyttes som sagt ikke meget, og vi hører ikke meget om kapitalakkumulation og økonomiske lovmæssigheder; det gjorde vi så til gengæld i hans forrige bog – Kapitalen i det 21. århundrede – hvor pointen var, at ejerskabet til kapital får stedse større vægt, fordi kapitalafkastet (rente, profit etc.) procentuelt er højere end den økonomiske vækst, dvs. kapitalen vokser mere end den generelle nationalindkomst.

Fra arbejderparti til partiet for de højtuddannede

For mig har denne del af bogen været den mest interessante.

Ud fra en række valgundersøgelser viser han, at mens støtten til socialistiske/socialdemokratiske/ venstreorienterede partier tidligere især kom fra arbejderne, dvs. dem med lavest indkomst, mindst formue og dårligste uddannelse, er disse partiers vælgerbase nu domineret af højtuddannede; der har også siden 1980 været en tendens til, at deres vælgerbase har fået en højere indkomst og større formue. De privilegerede stemmer nu ofte til venstre, mens de mindre privilegerede tenderer mod at støtte nationalistiske partier med en egalitær dagsorden, jf. fx Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti herhjemme (Piketty afviser med god grund begrebet ‘populisme’ som skræddersyet af den nyliberale elite til at udskamme oppositionen til højre og venstre for ‘den økonomiske nødvendighed’).

Hvem er så disse (tidligere) arbejderpartier?

Disse partier er relativt lette at identificere i Europa: Labour i Storbritannien, socialistiske og kommunistiske partier i Frankrig og socialdemokratiske partier i Tyskland og Skandinavien. Overalt ser vi, at de højtuddannede er strømmet til i de sidste årtier; de er blevet partier for ‘the Brahmin Left’ (Brahminer var præstekasten i Indien). Traditionelt har der været en høj grad af korrelation mellem uddannelsesniveau, indkomst og formue, men det er i mindre grad tilfældet i dagens Europa; således er Labours vælgere stadig lavtlønnede og uden stor formue. De økonomisk privilegerede stemmer stadig til højre (‘the Merchant Right’).

I USA er det anderledes. Piketty paralleliserer her mellem det Demokratiske Parti og Europas venstreorienterede partier, fordi dette parti traditionelt har været partiet for arbejderklassen, især den hvide. Det er denne hvide arbejderklasse, der nu flokkes om Trump, og modstykket hertil er, at det nu er de højtuddannede, men også (modsat Europa) de vellønnede og formuende, der er kommet til at udgøre demokraternes vælgerbasis.

Dette minder om situationen i Danmark, hvor Dansk Folkepartis vælgere generelt er lavtuddannede og ikke privilegeret økonomisk. Og det gælder vel også, at SF’s og EL’s vælgere generelt er godt uddannede.

Alt dette rejser et åbenbart spørgsmål, som Piketty desværre ikke stiller.

Nemlig hvordan man skal definere et venstreorienteret parti. Hvis et sådant per definition er arbejdernes/de mindre privilegeredes parti, så er det Demokratiske Parti skiftet fra at være et venstreorienteret til et højreorienteret parti! Anderledes hvis det er partiets politik, der bestemmer dets orientering; her kan man tænke sig – især hvis man hedder Piketty og vægter idéen over interessen – at de privilegerede fører en politik til gavn for de ikke-privilegerede.

Piketty opererer, mere detaljeret, med 4 typer af partier, og her tjener det franske præsidentvalg i 2017 som hans model; valget blev som bekendt vundet af Macron over Le Pen i anden runde.

første runde fik fire partier (inkl. små støttepartier) stort set samme procentuelle tilslutning:

  1. De egalitære internationalister (‘pro-immigrant, pro-poor’) fik 28 %, heraf Mélenchon 20 % og Hamon fra socialistpartiet 6 %.
  2. De egalitære nativister (‘anti-immigranter, pro-poor’) fik 26 %, hvoraf Front National 21 %.
  3. De inegalitære nativister (‘anti-immigranter, pro-rich’) fik 20 %; det drejer sig om den konservative Fillon, der ellers stod til sejr, men gik tilbage grundet en korruptionsskandale.
  4. Endelig de inegalitære internationalister (‘pro-immigrant, pro-rich’) fik 24%; det er Macron’s bevægelse.

Denne opdeling i fire grupper kan diskuteres, men er interessant. I dansk sammenhæng er det oplagt at placere EL og SF i den første kategori, Dansk Folkeparti i den anden, de konservative i den tredje og de radikale i den fjerde. Det overlades til læseren at placere Venstre og Socialdemokraterne.

Der er tale om fire tendenser, der fremkommer ved at kombinere en traditionel højre-venstre akse, hvor kriteriet er fordelingspolitikken, med en slags kulturel akse, hvor graden af fremmedfjendskhed måles. I det franske tilfælde inkarneres de fire tendenser i fire partier (eller partigrupperinger), men sådan behøver det jo ikke at være. I UK er der fremmedfjendskhed i både Labour og de konservative, og i USA kombinerer republikanerne en negativ holdning til immigration med en pro-rich-politik, mens Demokraterne spænder fra pro-rich (Hillary Clinton og finanskapitalen) til pro-poor (Bernie Sanders).

Men selve firedelingen i politiske tendenser er formodentlig et nyttigt analytisk redskab.

Afsluttende

Med sit udtrykkelige fokus på retfærdighed (se citatet ovenfor) er det naturligt, at Piketty fokuserer på ulighed. Hans beskrivelse af udviklingen på dette område er glimrende, især fordi hans tal rækker langt tilbage i tiden og langt ud i verden (ikke blot Vesten, men også Indien, Brasilien og mange andre tredjeverdenslande).

Men det er netop en beskrivelse. Vi hører ikke meget om årsagerne til udviklingen, ej heller om dens konsekvenser (giver den øgede polarisering en mere ustabil kapitalisme?), men ulighedens idéhistorie er da også interessant.

Kan bogen bruges i venstrefløjens strategiske tænkning?

Han dokumenterer, at kvinder og indvandrere stemmer til venstre, specielt stemmer op mod 90 % af de franske muslimer socialistisk. Den samme tendens finder vi i Danmark. Skal venstrefløjen i højere grad støtte dem, der støtter os? Selvfølgelig, men argumentet er farligt, fordi de underprivilegerede i stigende omfang vender sig mod højre (tænk på den hvide arbejderklasse i USA). Det er vel her, den store kamp for venstrefløjen ligger: at vinde disse grupper tilbage, således som Berni Sanders forsøgte og til dels lykkedes med.

Jeg savner tabeller, der viser, hvordan offentligt og privatansatte stemmer. Jeg gætter på, at den internationale tendens er den samme som i Danmark, nemlig at privatansatte stemmer blåt, mens offentligt ansatte stemmer rødt (se min Dansk Kapitalisme, kapitel 10). Da den offentlige sektor er den demokratisk kontrollerede sektor, er min egen konklusion, at de offentligt ansatte er socialismens fortrop. Men igen: Det går ikke at negligere venstrefløjens smertensbarn, nemlig de dårligst lønnede privatansatte. Hvordan rive dem ud af fremmedfjendskhedens favntag og åbne deres øjne for deres fælles interesser med deres fæller på bunden af samfundet, nemlig ‘de fremmede’?

Og ikke blot ‘vore egne’, men også de virkelige ‘fremmede’ ude i den store verden. Her har Piketty helt ret i, at venstrefløjens og socialdemokratiernes store svigt efter 1980 var, at man ikke udviklede en strategi, der kunne fungere som alternativ til globalisering på kapitalens betingelser, fx ved at internationalisere keynesianismen (som umiddelbart kun er anvendelig for det enkelte land).

Bortset fra denne vigtige pointe er sådanne strategiske overvejelser ikke Pikettys bord (selv om hans to reformforslag råber på overvejelser om, hvilke klasser/grupper der har en interesse i dem).

Men hans fremragende bog inspirerer til sådanne spørgsmål.

Anders Lundkvist er politisk økonom, se hjemmesiden: anderslundkvist.net

Print Friendly, PDF & Email