Karantæne i Colombia – Pandemien blotlægger den globale ulighed

ESSAY: Imens Danmark åbner op og vender tilbage til normalen, er krisen i den tredje verden først lige begyndt. Reportage fra Colombia; et i forvejen skrøbeligt samfund, hvor coronakarantænen løber på sin 10. uge, og middelklassen nu sulter.

Af Sofie Sommer Lang

I 1977 sang amerikanske Iggy Pop: “I am the passenger/ I stay under the glass/ I look through my window so bright”. ”The Passenger” optræder på albummet Lust for Life og fortæller om det moderne menneskes passivt beskuende – men alligevel nydelsesfulde – rejse igennem byen og livet. For byen, livet, tilhører jeget: “All of it was made for you and me/ ‘Cause it just belongs to you and me/ So let’s take a ride and see what’s mine”. Den postmoderne flanørs tilgang til livet: Det er der, mit liv, det venter på mig, men jeg bestemmer, om jeg vil stå ud og gøre noget ved det. “La-la-la-la-la-la-la-la,” som Iggy messer i sangens omkvæd.

Jeg tvivler på, om Iggy Pop havde forudset, at der omtrent 43 år senere ville udbryde en verdensomspændende pandemi, der fra det ene øjeblik til det næste ville forandre størstedelen af verdensbefolkningen til veritable passagerer på COVID-19’s højhastighedstog. Et højhastighedstog uden chauffør og med betydelige bygningsfejl som for eksempel et fravær af synlige stopknapper. Jeg tvivler på, at Iggy-fans anno 1977, mens de skrålede “la-la-la-la-la-la-la-la”, tænkte på, at en sygdom 43 år senere ville lade verdensborgeren vide, at livet på intet tidspunkt var designet for os. At vi må forblive bag glasset og vores lysende vindue og se byen og tiden gå uden at kunne gøre andet.

***

Mens Danmark åbner op, fortsætter corona-togets smittetal med at stige andre steder i verden. Jeg er selv lukket inde i et hus i Colombias millionhovedstad, Bogotá, indtil videre indtil 1. juli. Smittetallet nåede ifølge det colombianske Nationale Sundhedsinstitut den 2. juni op på næsten 32.000, dødstallet nåede over 1.000. Ud af en stor befolkning, der med sine godt og vel 50 millioner er næsten 10 gange større end den danske, synes tallene ikke graverende. Men i forhold til det danske sundhedssystem har det colombianske langt igen. Mens privathospitalerne i Colombia måske nok når en vis standard, er tilstanden på de hospitaler, størstedelen af befolkningen har adgang til, en anden.

Flere steder i Bogotá går folk på gaden for fredeligt at gøre opmærksom på, at de ikke har mad, at de ikke har penge til mad. Og i andre bogotanske kvarterer hænger den lave middelklasse røde trøjer i vinduerne for at signalere, at de mangler basisvarer.Og mens danskerne selvisolerer sig og følger myndighedernes corona-retningslinjer, så lever omkring halvdelen af den colombianske befolkning prekært med en indkomst fra dag til dag.1 For dem er det ikke en luksus at kunne blive indendørs: For uden udgang, ingen indkomst. Uden indkomst, ingen mad. Støtten, den colombianske regering giver til tre millioner familier i løbet af karantænen, består af to udbetalinger, der tilsammen udgør 240.000 colombianske pesos eller lige under 500 danske kroner. Ud over at 500 kroner til en familie strakt over den nu 10 uger lange, obligatoriske karantæne, ikke er et overvældende beløb, så har forsinkelser gjort, at første støtterate ikke er nået ud til alle.

I min gårdhave hørtes for et par uger siden kasserolleslag og megafonskratten i flere dage i træk. Indtil de blev mødt med varselskud og sirener fra ambulancer og politi. Flere steder i Bogotá går folk på gaden for fredeligt at gøre opmærksom på, at de ikke har mad, at de ikke har penge til mad. Og i andre bogotanske kvarterer hænger den lave middelklasse røde trøjer i vinduerne for at signalere, at de mangler basisvarer. Jeg er privilegeret og bor i et smukt hus i kolonial byggestil i den gamle bogotanske bydel La Candelaria. Langt størstedelen af mine medstuderende på Universidad de Los Andes, som jeg ser flere gange om ugen til vores virtuelle undervisning, er privilegerede. Mange bor i lukkede lejlighedskomplekser uden for centrum i grønne kvarterer og rystes over at høre, at der stadig er mennesker på gaden i centrum, her hvor jeg bor.

I Bogotá har karantænen varet siden 19. marts. Fra den 27. april blev det muligt at dyrke en times motion mellem klokken 6 og 10 om morgenen, så længe den motionerende holder sig en kilometer fra hjemmet og i øvrigt holder sig næsten lige så langt fra eventuelle andre på gaden. Fra den 11. maj påbegyndtes den langsomme reaktivering af den colombianske økonomi, med en gradvis åbning af konstruktions-, manufaktur- og handelsbrancherne.

Fra Plaza Bolívar er der kun et par blokke op ad bjerget til mit blå og lyserøde hus. Beboerne i mit hus er privilegerede og har råd til at købe mad, holde filmaftener, synge karaoke på repeat og dyrke yoga. Og vi kan vælge at åbne døren, når det ringer på. Men vi kan også vælge at lade være, skrue op for karaokemaskinen i et par timer og glemme, at vi er midt i en global pandemi i et land, hvor den offentlige støtte til de mest udsatte familier bliver forsinket, hvor nyheder fortæller, at millioner af støttekroner til landbrugssektoren bliver familiært fordelt mellem landets velhavende landejere i stedet for mellem de små landmænd, der trodser coronaen og fortsætter arbejdet for at sende os mad i byerne. Hvor ugens nyhed – igen – er, at militæret overvåger oppositionen, kritiske journalister og ngo’er.

Ligeledes kan vi i Danmark vælge at glemme, at mens vi taler om et presset sundhedssystem, så er Danmark et velhavende, velfungerende land. Vores økonomi har, bortset fra et par enkelte undtagelser som oliekriser, kartoffelkur, it-boble og finanskrise, siden 2. Verdenskrig været i vækst, ligesom vores bnp er et af Europas højeste.2 Tilsammen udgør EU og USA’s bnp lidt mere end 50 % af verdens samlede bnp og omkring 50 % af verdenshandlen, på trods af at indbyggertallet i de to føderationer samlet set ikke når en syvendedel af verdensbefolkningen. Velfærdsdanmark er en del af verdens overklasse. Ikke fordi vi i Danmark snakker om klasser, det er sikkert for stigmatiserende for et land, der drømmende etablerer en diskurs om ”velfærd for alle” og en social lighed, der uden tvivl er større end i et land som Colombia, men som hvert år formindskes.3

I Colombia snakker man om klasser, man ”stratificerer” (estratificar) hver borger; tilhører man strata 1 er man blandt den fattigste del af befolkningen; er man derimod klassificeret til strata 6, hører man til den rigeste.4 I Colombia snakker man om strata 3, den lave middelklasse, der sulter, om virtuelle donationsmaratoner igangsat af borgmesteren Claudia Lopez; den samme borgmester, der holder byen i et coronajerngreb med tidsskematiserede udgangsmuligheder, temperaturmåling i supermarkeder og desinficering af gader og lygtepæle, fordi beskyttelsen af middelklassen mod smitten forekommer mere fremsynet end at beskytte den fattige del af byen mod at dø af sult. Borgmesteren, der har fået en bøde for mod reglerne at gå ud sammen med sin kone for at købe ind. Borgmesteren, som arbejder for et system, der, til trods for at Colombia er et af verdens mest biodiverse lande med en lang liste af naturressourcer, bibeholder et Colombia med en gini-koefficient på 50,4, et årligt bruttonationalprodukt på 331.047 mia. dollars og en årlig bruttonationalindkomst på 6.180 dollars per indbygger.5

En colombiansk joke går på, at Gud, da han fordelte verdens naturressourcer, placerede en stor procentdel i Colombia. Da Sankt Peter spurgte, om ikke det var en uretfærdig fordeling, om det ikke var at gøre det for let for colombianerne, svarede Gud: “Bare rolig, du skulle se de mennesker, jeg lader bebo landet. Det bliver ikke for let.”

Når borgmester López starter donationsmaratoner, kan man spørge, om ikke det er at bede de samme skatteborgere om at betale dobbelt til et system, hvor pengene forsvinder ned i lommerne på politikere og deres venner: ejerne af landets store firmaer såsom supermarkederne Éxito og Olímpica og bankerne Bancolombia og Banco Bogotá. Men man kan også spørge, om det er retfærdigt at lade millioner af mennesker sulte og stoppe med at donere, bare fordi landets politikere i årtier har udnyttet systemet.

***

Mens den danske ”solidaritet” gør sig godt på de sociale medier, glemmer vi den verden, der er lige på den anden side af de lukkede grænser, og som vi økonomisk, politisk, teknologisk og nu også virologisk er forbundet til.I Danmark giver velstanden os mulighed for at glemme, at vilkårene andre steder i verden er fuldstændigt anderledes end for størstedelen af Danmarks befolkning. Vi har muligheden for at åbne vinduerne ud til byernes baggårde eller træde ud på den anden side af ligusterhækken, ud på villavejen, og føle os som en del af et fællesskab, mens vi synger Kim Larsen i kor. Vi kan være ”solidariske” og blive hjemme, mens vi applauderer vores dygtige læger på vores relativt velfungerende hospitaler, studere og arbejde virtuelt på vores bredbåndsforbindelser døgnet rundt. I Colombia viste en undersøgelse sidste år, at 20 ud af landets 50 millioner ikke har adgang til internet.6 Paila, bare ærgerligt, for de børn, unge og voksne, der ikke kan modtage undervisning eller arbejde virtuelt i løbet af karantænen.

Mens den danske ”solidaritet” gør sig godt på de sociale medier, glemmer vi den verden, der er lige på den anden side af de lukkede grænser, og som vi økonomisk, politisk, teknologisk og nu også virologisk er forbundet til med handelsalliancer, globale regnestykker, sociale medier, dataovervågning og coronavirus. Vi glemmer, at verden egentlig er større, og at vi, hver gang vi køber en banan, en kop kaffe eller en billig bluse i en tøjkæde, indgår i en global struktur. I Danmark køber vi f.eks. omkring 320 millioner bananer om året. Heraf er mange af vores bananer importeret fra Latinamerika, produceret af firmaer som Dole eller Chiquita.7 Måske husker vi de farverige klistermærker — som vi som børn fjernede fra bananskrællen og satte på hånden — af Dole-solen eller den blå og gule chiquita, ”lille pige”. Når vi køber selvsamme bananer fra Dole og Chiquita, støtter vi firmaer, som gennem årrækker finansierede — hvis ikke stadig finansierer — den højrenationale paramilitære milits Autodefensas Unidas de Colombia (AUC).8 Den væbnede konflikt i Colombia, der involverer både venstre- og højreorienterede militser og grupperinger samt det colombianske militær, har mellem 1958 og 2012 forårsaget 220.000 dødsfald, flere massakrer, omkring 30.000 bortførte, tusinder af snigmord, forsvundne og flere end 5 millioner internt fordrevne.

Måske kender vi den colombianske forfatter Gabriel García Márquez’ roman 100 års ensomhed (1967) med en bihistorie om massakren på mellem 400 og 1.000 bananarbejdere, der strejkede for bedre arbejdsvilkår i 1928. Massakren blev udført af militæret, men var anmodet af det politisk og økonomisk indflydelsesrige United Fruits Company, der senere blev til Chiquita Brands International.9 Og hermed ikke nævnt de i forvejen ringe arbejdsbetingelser og lave lønninger, som plantagearbejderne arbejder under.

Bananen er kun et enkelt eksempel på, hvordan den globale handelsstruktur har indflydelse på enkelte landes sociale, økonomiske og politiske virkelighed. Vi har på vores side af jorden en tendens til at glemme, at vores allermest dagligdags handlinger som at købe en banan med et blåt klistermærke forbinder sig til en meget reel virkelighed, omend den synes fjern og parallel, et andet sted i verden. Vi glemmer, at vi kan påvirke det system og være ”solidariske” andre steder end i baggården, på villavejene og de sociale medier. Vi kan i den nuværende corona-situation sætte vores egen tilværelses besværligheder i perspektiv og støtte organisationer som Læger uden Grænser, der arbejder i de såkaldte ”udviklingslande”. Vi kan bakke op om FN’s udviklingsorganisation UNDP, når de efterspørger udviklingsstøtte fra ”de vestlige lande” i forbindelse med COVID-19.10 På længere sigt kan vi overveje, hvorfor vi sørger mere over nogle dødsfald end andre; om ikke vi rent faktisk, hvis vi vil, kan ændre det system, der favoriserer en del af verden frem for en anden.

***

Og mens Danmark åbner op, sidder jeg og otte millioner andre i hjem i Bogotá. Hvis vi er privilegerede nok til at have et hjem. Jeg sidder i et hus i Bogotá, hvor, det er ikke løgn, Iggy Pop engang boede med sin kæreste; jeg kigger ud gennem vinduestremmerne på coronaens usynlige amok-løb. Vi er her og i resten af verden veritable passagerer på et højhastighedstog med en ukendt endestation, vi må blive bag glasset en rum tid endnu og acceptere, at vi lige nu ikke kan vælge at stå ud og ”gribe” vores liv.

Selvom vi måske er passagerer, så kan vi vælge ikke at stikke fingrene i ørerne, som postmoderne flanører, synge “la-la-la” i kor med Iggy Pop i en verden, hvor vi i årtier har fortalt os selv, at selvsamme verden er indrettet til os. Måske kan vi i stedet se på den anden side af virussen, på den anden side af Danmark, på den anden side af kloden, og huske, at vi er en del af et globalt, økonomisk fællesskab, der er langt større end Danmarks 43.000 kvadratkilometer.

Sofie Sommer Lang (f. 1994) er kandidatstuderende i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men er ved at færdiggøre et coronapræget semester i Bogotá, Colombia. Hun har gennem tidligere ophold i Latinamerika udviklet en særlig interesse for og viden om kultur, politik og sociale forhold i regionen.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Departamento Administrativo Nacional de Estadística. “Medición de empleo informal y seguridad social. Trimestre móvil diciembre 2019 – febrero 2020”. DANE, 2020.
  2. Magnus Nørtoft. “Faktaark om dansk økonomi”. Danmarks Statistik, 2019.
  3. F.eks. var uligheden i Danmark i 2019 større end EU’s gennemsnit. Balder Asmussen. “Uligheden i Danmark er nu højere end gennemsnittet for EU”. Eftertryk, 2019, https://www.eftertrykket.dk/2019/05/09/uligheden-i-danmark-er-nu-hoejere-end-gennemsnittet-for-eu/
  4. Ella Jessel. “’If I’m stratum 3, that’s who I am”, The Guardian, 2017.
  5. Verdensbanken. “World Bank Open Data. Colombia”. 2019. Til sammenligning er tallene for Danmark, der i øvrigt har en ti gange mindre befolkning og et areal, der er over en million kvadratkilometer mindre, ifølge Verdensbanken 28,4 (gini), 355.675 mia. dollars (bnp) og 60.140 dollars (bni per indbygger).
  6. Ministerio de Tecnologías de la Información y las Comunicaciones. “Boletín trimestral de las TIC. Cifras segundo trimestre de 2019”, MinTIC, 2019).
  7. Louise Voller og Jesper Nymark. “Bananens rejse fra Ecuador til supermarkedet”. Danwatch, 2017.
  8. Juan David Laverde Palma. “Los ‘pecados’ de Chiquita Brands”. El Espectador, 2012; Frank Bajak. “Dole también financió paramilitares en Colombia, según demanda”. Revista Semana, 2012; L. M. Bejarano Reyes et. al. “Paramilitarismo, multinacionales y modelo económico en Colombia 1997-2005: ¿amenaza armada o afinidad ideológica?” 2018.
  9. Jorge Enrique Elías Caro og Antonino Vidal Ortega. “The worker’s massacre of 1928 in the Magdalena Zona Bananera — Colombia. An unfinished story”. Memorias. Revista digital de Historia y Arqueología desde el Caribe colombiano, 2012.
  10. Iben Katrine Alminde. “FN vil have COVID-19-hjælpepakker til udviklingslande”. Information, 2020.