Uligheden i Danmark er nu højere end gennemsnittet for EU

Uligheden i Danmark stiger med stadig større hast. Den er blevet fordoblet på mindre end 15 år. I samme periode har vi bevæget os fra at være mere lige end EU-gennemsnittet til nu at være mere ulige end gennemsnittet. Den væsentligste forklaring ligger i de omfattende skattelettelser, der især er kommet den formuebesiddende klasse til gode.  

Af Balder Asmussen
Billede i toppen af Arthur Yeti

Uligheden stiger i Danmark. Det har vi vidst et stykke tid. Uligheden er nu højere end gennemsnittet for de øvrige EU-lande. Det er nyt.

Ulighed kan være mange ting, og opgørelser af uligheden varierer, alt efter hvilken målemetode man benytter. Denne artikel fokuserer på den stigende indkomstulighed.

Først måles den stigende ulighed ved hjælp af Gini-koefficienten. Det konstateres, at uligheden stiger hurtigere i Danmark end i de øvrige EU-lande. Dernæst undersøges det nærmere, hvilke indkomstgrupper der taber og vinder i forbindelse med den stigende ulighed. På baggrund af denne viden konstrueres et nyt mål for ulighed, Asmussen-koefficienten, der mere præcist end Gini-koefficienten beskriver ulighedsmønstret i Danmark. Ved at sammenligne Asmussen-koefficienten for Danmark med det øvrige EU, bliver det klart, at uligheden i Danmark nu er højere end gennemsnittet for EU.

Udviklingen i Gini-koefficienten

Vi begynder med Gini-koefficienten, som har fået sit navn fra den italienske statistiker Corrado Gini, der udviklede dette mål allerede i 1912. Hvis du vil vide præcist, hvordan Gini-koefficienten udregnes, kan du læse om det hos Danmarks Statistik.1 Til vores formål er det nok at vide, at et land med en Gini-koefficient på omkring 20, historisk set vil være et meget lige land (som f.eks. Danmark i 1980’erne), mens et land med en Gini-koefficient på omkring 40 vil være præget af en usædvanlig høj grad af ulighed (som f.eks. USA i dag).

Det er muligt at få to beregninger af Gini-koefficienten for det samme år, der viser forskellige tal. Der er for eksempel forskel på opgørelserne lavet af henholdsvis OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) og Danmarks Statistik, som det kan ses på Figur 1.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. OECD Stat, Income Distribution and Poverty.

 

Forskellen på de to opgørelser skyldes beregningsgrundlaget. Begge opgørelser viser indkomsten efter skat, men hos Danmarks Statistik regner man lejeværdi af egen bolig med i indkomsten. Det vil sige, at afstanden mellem de to kurver viser den del af uligheden, der skyldes, at boligejerne er blevet rigere på bekostning af lejerne. Vi kan heraf udlede, at den stigende ulighed fra midten af 1990’erne primært skal sættes i forbindelse med udviklingen i boligpriserne, mens den stigning, der satte ind efter årtusindskiftet, har flere årsager.

Figur 1 viser os, at der ikke er nogen tvivl om, at uligheden er steget, og det ser ud til at blive ved. Imidlertid har de fleste industrialiserede lande oplevet stigende ulighed allerede siden 1980’erne. Det er derfor muligt, at uligheden i Danmark på en gang kan være stigende, men at uligheden samtidig er lav i international sammenligning. Figur 2 nedenfor fortæller os om ulighedens størrelse i Danmark relativt til de øvrige OECD-lande.

Kilde: OECD Stat, Income Distribution and Poverty. Bemærk, at for enkelte lande (herunder Danmark) er målingen fra 2015. Kun lande, hvor OECD har beregnet en Gini-koefficient fra enten 2015 eller 2016, er med på listen.

 

Eftersom Danmark i 2009 var det mest lige land ifølge OECD, og eftersom Danmark i 2016 var rykket ned på en syvendeplads, kan vi konkludere, at uligheden stiger hurtigere i Danmark end i mange af de øvrige lande. Det skal bemærkes, at hvis man bruger Eurostats opgørelse af Gini-koefficienten (der i modsætning til OECD’s opgørelse indeholder lejeværdi af egen bolig), vil både Belgien, Sverige og Holland fremstå som mere lige end Danmark, hvorved Danmark henvises til en 10. plads.

Takket være Gini-koefficienten har vi fået et hurtigt overblik over udviklingen i uligheden i Danmark også i forhold til andre lande. Hvad vi ikke ved, er, hvilke forskydninger mellem de forskellige indtægtsgrupper der karakteriserer den stigende ulighed.

Hvem vinder og hvem taber?

I industrialiserede samfund vokser den samlede indkomst, i takt med at der udvikles nye produkter. På Figur 3 nedenfor har jeg beregnet, hvor stor en del af den samlede indkomststigning i hele Danmark, der tilfaldt de 50 pct. danskere med lavest indkomst undtaget de 10 pct. fattigste. Denne udvikling har jeg sammenholdt med, hvor stor en del af den samlede indkomststigning der tilfaldt de 10 pct. rigeste, set hen over fire perioder siden 1987 (så langt tilbage som Danmarks Statistik har data). Periodeinddelingen har jeg lavet ved at måle fra lavpunkt til lavpunkt. Ifølge Figur 1 fremstår årene 1995, 2003 og 2009 som lavpunkter i udviklingen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken.

 

Figur 3 kan tolkes på flere måder. Umiddelbart ser det ud som om, at den sidste periode, 2009-2017, skiller sig radikalt ud fra tidligere perioder. Det ligner, at uligheden er eksploderet siden 2009. Imidlertid gør det en stor forskel, at vi måler netop fra år 2009. I 2008 og 2009 havde topindkomsterne store indkomsttab i kølvandet på finanskrisen. Hvis vi i stedet målte fra for eksempel år 2010, ville tendensen fremstå mere jævn. Det samlede billede er dog, at uligheden vokser med stigende hast.

Udviklingen bliver voldsommere målt over et livsforløb

Når man betragter tendensen, at de rige bliver rigere, skal man huske, at de rige ikke nødvendigvis er de samme personer over tid. Vi flytter os rundt i indkomstgrupperne i løbet af vores liv.

Som studerende opholder vi os ofte i gruppen, der udgør de 10 pct. fattigste. Som arbejdsløs, langtidssygemeldt, pensionist eller førtidspensionist opholder vi os typisk i lavindkomstgruppen (de 10-50 pct. fattigste). Folk med et overenskomstlønnet fuldtidsarbejde er stort set alle i den mere velhavende halvdel. Topskattebetalerne finder vi i gruppen med de rigeste 10 pct.

Hvis vi alle opholdt os lige lang tid i henholdsvis de høje og lave indkomstgrupper, ville vi tjene det samme over et livsforløb. Det burde være overflødigt at nævne, men sådan forholder virkeligheden sig ikke.

Havde der ikke været nogen ændring i indkomstmobiliteten siden 1987, ville vores målinger af indkomstuligheden meget præcist vise udviklingen i uligheden. Sandheden er imidlertid den, at indkomstmobiliteten i Danmark er faldende. Jo senere du er kommet på arbejdsmarkedet, jo mere afhænger din indkomst af dine forældres indkomst.

Siden årtusindskiftet har den sociale arv betydet stadig mere for vores indkomst. Det indebærer, at vores målinger af indkomstuligheden underdriver udviklingen i uligheden. Ikke nok med at de rigeste lægger beslag på en større del af samfundskagen end tidligere, så udgør de rige i stigende grad en sluttet kreds. Det er sværere for almindelige mennesker at blive en del af denne eksklusive elite.

Den faldende indkomstmobilitet i Danmark er blevet dokumenteret både af Tænketanken Kraka og AE-rådet.2

Hvad med de 10 pct. fattigste?

Når jeg ikke har medtaget de 10 pct. fattigste i lavindkomstgruppen, er det, fordi denne gruppe udgør en meget uhomogen gruppe. Her finder vi som nævnt mange studerende, men også folk, der forsørges af ægtefæller; folk, der lever alene af deres opsparing; folk, på nedsat kontanthjælp (integrationsydelse, nu hjemsendelsesydelse); unge uden uddannelse på uddannelseshjælp; og derudover tiggere, hjemløse og vagabonder, der ikke modtager offentlige ydelser.

Udviklingen i indkomsterne for de 10 pct. fattigste (både i kroner og som andel af den samlede indkomst) fremgår af Figur 4 nedenfor.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken. Venstre akse – indkomst i 1.000 kr. – er omregnet til faste 2015-priser (det vil sige, at tallet er renset for inflation).

 

Uligheden stiger i Danmark. Den stiger med stadig større hast, og den stiger mere end i de fleste andre lande. Dette har vi kunnet aflæse med Gini-koefficienten. Vi har også set, at det er den rigeste ene procent, der har gjort krav på stort set hele indkomstfremgangen. Vi bemærker ydermere, at denne indkomstfremgang modsvares temmelig præcist af den tilbagegang, som den fattigste halvdel af befolkningen har haft.Det store dyk i de fattigstes gennemsnitlige indkomst, som man kan iagttage i kølvandet på finanskrisen, skyldes, at en gruppe personer, der normalt ville befinde sig blandt den øverste procent i indkomsthierarkiet, oplevede negativ indkomst i disse år (de tabte penge). Eftersom en høj negativ indkomst for forholdsvist få mennesker midlertidigt påvirker gennemsnittet af hele gruppens indtægter voldsomt, er det uhensigtsmæssigt at inkludere det laveste indkomstdecil i målinger af uligheden, der forsøger at indfange langsigtede trends.

Hvis vi ignorerer det midlertidige dyk i indkomsterne omkring finanskrisen, kan vi stadig udlede noget generelt om forholdene for de laveste indkomster i Danmark. Deres indkomst er faldet ganske betydeligt som andel den samlede indkomst i samfundet. Og hvis vi kigger på, hvor meget denne indkomstgruppe har i kroner og ører (stadig i gennemsnit), er dette beløb faldet. Selvom de fattigstes indkomst er steget de sidste 10 år, er de stadig ikke tilbage på niveauet fra før finanskrisen.

Udviklingen hos topindkomsterne

Vi vender nu blikket mod de absolutte topindkomster. Vi har set, at de 10 pct. rigeste har fået en markant større andel af samfundets samlede indkomst, men Figur 5 nedenfor afslører, at det ikke er alle i denne gruppe, der har fået lige meget. Faktisk er omtrent hele indkomststigningen tilfaldet den rigeste ene procent.

Kilde: Eurostat, Income Distribution.

 

Tjener du over en million om året, og tænker du, at alt det her halløj omkring stigende ulighed må være overdrevet, eftersom din løn efter skat blot har fulgt den almindelige velstandsudvikling i mange år? Der er god grund til din undren. Du har været heldig, at din indkomst er fulgt med velstandsudviklingen. Men det med den stigende ulighed er ikke overdrevet, blot fordi du ikke har mærket det personligt. Det er den rigeste ene pct., der har beriget sig på bekostning af den fattigste halvdel af danskerne.

Kan udviklingen hos den rigeste ene procent genfindes blandt vores naboer i EU?

Svaret er klart nej, som det kan aflæses af Figur 6.

Kilde: Eurostat, Income Distribution.

 

På Figur 6 sammenholder jeg den rigeste procents andel af den samlede indkomst i Danmark med gennemsnittet af eurolandene. Jeg har måttet afgrænse mig til eurolandene for at få en længere tidsserie at sammenligne med, men i perioden de sidste 10 år har udviklingen været den samme for eurolandene som for alle EU-lande.

Figuren viser, at den rigeste procent i Danmark nu har overhalet og overgået indkomstandelen hos den rigeste procent i det øvrige EU som gennemsnit.

Udviklingen hos lavindkomsterne

Hvad med lavindkomstgrupperne (de 50 pct. laveste indkomster minus de 10 pct. fattigste)? Ser vi en tendens til, at lavindkomstgruppernes indkomstandel mindskes i det øvrige EU, ligesom det er tilfældet i Danmark?

Svaret er klart nej, som det kan aflæses af Figur 7.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken, samt Eurostat, Income Distribution.

 

Vi lærer af Figur 7, at ganske vist har lavindkomsterne i Danmark en højere gennemsnitlig indkomst end i EU som helhed, men forskellen er skrumpet ind til næsten ingenting. Bemærk i øvrigt, at lavindkomsternes midlertidige indkomstfremgang under finanskrisen ikke skyldtes en fremgang i indkomst målt i kroner og ører. Det var hele samfundets indkomst, der faldt mere end denne gruppes indkomst, hvorved lavindkomsternes andel af den samlede indkomst blev større.

Et nyt ulighedsmål er nødvendigt

Indtil videre har vi gjort følgende iagttagelser: Uligheden stiger i Danmark. Den stiger med stadig større hast, og den stiger mere end i de fleste andre lande. Dette har vi kunnet aflæse med Gini-koefficienten.

Vi har også set, at det er den rigeste ene procent, der har gjort krav på stort set hele indkomstfremgangen. Vi bemærker ydermere, at denne indkomstfremgang modsvares temmelig præcist af den tilbagegang, som den fattigste halvdel af befolkningen har haft. Dette kunne Gini-koefficienten ikke fortælle os.

Problemet med Gini-koefficienten er, at den er meget følsom over for udsving i de midterste indkomster, men mindre følsom overfor udsving i de yderste indkomster. Dermed er Gini-koefficienten mindre velegnet til at måle den udvikling, der finder sted i Danmark netop nu. Jeg foreslår derfor et nyt ulighedsmål, Asmussen-koefficienten, der helt præcist måler udviklingen i det mønster, der præger den stigende ulighed i Danmark.

Mit ulighedsmål er inspireret af den chilenske økonom Gabriel Palma. Han observerede, at middelklassens indkomster typisk var konstante, og at det i stedet var forholdet mellem de 40 pct. fattigste og 10 pct. rigeste, der varierede mest. Derfor foreslog han sit Palma-ratio, der viser forholdet mellem netop de to gruppers indkomst.

Vi har observeret, at det er forholdet mellem den rigeste ene pct. og de fattigste 50 pct., der har forskudt sig for Danmarks vedkommende. Imidlertid har vi også observeret, at store udfald i den rigeste ene procents indkomst også påvirker indkomsten hos de fattigste 10 pct. Hvis vi regner de 10 pct. fattigstes indkomst op imod den rigeste ene procents indkomst, kommer vi til at overdrive stigningen i uligheden, da store udfald i de rigestes indkomst herved bliver målt to gange. Derfor vil jeg nøjes måle lavindkomstgruppens (de 10-50 pct. laveste indkomster) indkomst i forhold til den rigeste ene procents indkomst.

Asmussen-koefficienten beregnes således:

Lavindkomsternes indkomstandel er den samlede indkomstandel for 2.-5. indkomstdecil (de 10-50 pct. laveste indkomster). Dette tal deles med 40, eftersom der er 40 gange så mange personer med i denne gruppe som blandt topindkomsterne, der udgøres af den rigeste ene procent i indkomsthierarkiet.

Det nye ulighedsmål er skarpere end Gini-koefficienten, fordi det fokuserer på den rigeste ene procent af befolkningen. Når vi aflæser Asmussen-koefficienten, ved vi, at vi ser, hvor meget topindkomsterne går frem på bekostning af lavindkomsterne. Når vi aflæser Gini-koefficienten ved vi, at uligheden stiger, men ikke hvordan. Vi ved ikke, hvem der vinder, og hvem der taber.

Hermed har vi fundet det ulighedsmål, der mest præcist opsummerer uligheden i Danmark i et enkelt tal. Det er praktisk med et enkelt tal, for det gør det muligt at måle forandringen i uligheden over tid og sted i en og samme figur. Og det er lige præcis, hvad jeg gør i Figur 8.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik, Statistikbanken, samt Eurostat, Income Distribution.

 

Udviklingen i Asmussen-koefficienten afslører to tendenser. For det første, at uligheden i Danmark er blevet fordoblet på mindre end 15 år. For det andet, at Danmark i samme periode har bevæget sig fra at være mere lige end gennemsnittet i EU til nu at være mere ulige end gennemsnittet i EU.

Hvorfor stiger uligheden?

Er den voldsomt stigende ulighed noget, vi skal bekymre os om? Det må komme an på årsagerne.

En del af uligheden skyldes demografiske ændringer: Der er kommet flere enlige, flere pensionister og flere studerende. Disse faktorer betyder ikke meget i det samlede billede og gælder for øvrigt også i hele EU, der ikke har oplevet nogen nævneværdig stigning i uligheden af den grund.

En anden del af den stigende ulighed skyldes en smule større lønspredning, der igen kan forklares med højere uddannelse blandt en del af arbejdsstyrken. Der er dog heller ikke ret meget af uligheden, der kan forklares hermed. Og bemærk i øvrigt, at forskydninger af indkomst i indkomstlagene over medianindkomsten bortset fra den rigeste procent slet ikke registreres af Asmussen-koefficienten.

En mere betydende del af ulighedsstigningen skyldes tilgangen af flygtninge og migranter fra først og fremmest mellemøstlige lande til Danmark. Flertallet af disse lever mere eller mindre permanent på lave overførselsindkomster.3

Noget af stigningen kan forklares med stigende lønninger for topdirektører.

Den væsentligste forklaring ligger dog i omfattende skattelettelser, der især er kommet den formuebesiddende klasse til gode. Med pengene fra skattelettelserne har de rige kunnet erhverve sig en større formue og få et større afkast, med hvilket de har kunnet erhverve sig en endnu større formue, og sådan fortsætter det. Derfor kan vi forvente, at uligheden i Danmark vil blive ved med at stige fremover.

Det er ikke alle årsager til den stigende ulighed, der bør give anledning til bekymring, for nogle af årsagerne er blot midlertidige og naturlige. Men det bør give anledning til bekymring, at der er startet en dynamik, hvor den rigeste procent tager en stadig større bid af kagen, som tiden går.

Hvis du vil vide mere om drivkræfterne bag den dynamik, der leder til stadig stigende ulighed i Danmark, henviser jeg til min artikel ”Stiger uligheden i Danmark efter samme mønster som Piketty afdækker i Kapitalen i det 21. århundrede?”4 Bemærk, at jeg i denne artikel, som altså kun er et halvt år gammel, skrev, at vi kunne forvente, at Danmark snart ville være et helt almindeligt europæisk land m.h.t. ulighed. Da jeg skrev artiklen, vidste jeg ikke, at uligheden allerede var overgået gennemsnittet for EU.

Usikkerhed i datamaterialet

Asmussen-koefficienten vist på Figur 8 er beregnet delvist med data fra Danmarks Statistik og delvist med data fra Eurostat. Vores data fra Danmarks Statistik er registerdata, hvilket vil sige, at det er en optælling af hele befolkningens indkomst baseret på oplysninger fra SKAT. Vores data fra Eurostat er stikprøvedata, hvorfor disse data er behæftet med en vis usikkerhed. Vi kan lave en kvalitetstest af Eurostats data ved at sammenholde dem med Danmarks Statistiks. Det har jeg gjort på Figur 9.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. Kilde: Eurostat, Income Distribution.

 

Det viser sig her, at Eurostat undervurderede omfanget af uligheden i perioden 2004-2008, men efterfølgende er blevet bedre til at indfange den faktiske udvikling (man er gået over til en anden metode efter 2008). De efterfølgende (ubetydelige) afvigelser skyldes mindre forskelle på henholdsvis Eurostats og Danmarks Statistiks måde at opgøre indkomst på (Eurostat medregner ikke frynsegoder ud over firmabil).

Det skal i øvrigt bemærkes, at hos Eurostat er indkomsten blevet rettet til ved hjælp af registerdata fra året før interviewtidspunktet. Den observerede indkomst er derfor afhængig af indkomsten fra året før det år, som indkomsten rent faktisk er rubriceret under. Jeg har kompenseret herfor ved at tilbageføre alle observationer af indkomsten med et år.

Konklusionen er, at når vi bruger Danmarks Statistiks registerdata som benchmark, tør vi godt erklære Eurostats data pålidelige. Vi skal dog, fordi der er tale om en stikprøve, være forsigtige med at tillægge de små ændringer fra år til år stor betydning, og blot forholde os til den langsigtede trend.

Men hvad nu hvis både Danmarks Statistik og Eurostat fejlvurderer udviklingen i uligheden?

World Income Database har introduceret en ny opgørelse af indkomstfordelingen. De traditionelle opgørelser af den samlede indkomst (som vi ser det hos både Danmarks Statistik og Eurostat) er baseret på skattepligtig indkomst. Hermed overses ikke-skattepligtig indkomsts betydning i indkomstfordelingen. De traditionelle opgørelser overser også indkomst, der ikke formelt tilfalder en person, men f.eks. et firma. Endelig forsøger World Income Database også at beregne værdien af offentlig service som en indtægt for den enkelte.

Hvordan påvirkes de rigestes indkomstandel, når vi anvender data fra World Income Database? Det fremgår af Figur 10 nedenfor.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken. World Income Database, Income Inequality.

 

Når man anvender World Income Database alternative opgørelse (post tax national income, equal split), ses det for Danmarks vedkommende, at det rigeste indkomstdecil i virkeligheden disponerer over en betydeligt større andel af den samlede indkomst og har en langt hastigere stigning i deres indkomst, end de traditionelle opgørelser lader forstå. Læg hertil, at de seneste års lækkede informationer har afsløret, at de absolutte topindkomster snyder mere i skat end den øvrige befolkning. Ikke kun i kr. og ører, men i andel af deres indkomst.5

Konklusionen er, at i det omfang det anvendte datamateriale er mangelfuldt, så består manglerne i, at en stor del af topindkomsternes andel ikke er medtaget, hvorved uligheden fremstår lavere, end den reelt er.

Balder Asmussen har en kandidatgrad i historie fra Aalborg Universitet på baggrund af et speciale om efterkrigstidens økonomiske politik i Danmark og Europa. Han har en ph.d.-grad fra Center for Komparative Velfærdsstudier, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet, på baggrund af en afhandling om paradigmeskiftet i dansk økonomisk politik i 1980’erne. Til daglig arbejder han som lektor på Det Blå Gymnasium, Glamsbjerg, hvor han underviser i samfundsfag, international økonomi og historie. Desuden arbejder han som redaktør på den årlige publikation Samfundsstatistik, der udgives af forlaget Columbus.

  1. https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/arbejde-indkomst-og-formue/indkomster/indkomstulighed
  2. Se hhv. Kristian Thor Jakobsen: ”Den sociale mobilitet målt på indkomst er gået tilbage over de seneste godt ti år”, Kraka, 29. dec. 2016. www: http://kraka.org/analyse/den_sociale_mobilitet_maalt_paa_indkomst_er_gaaet_tilbage_over_de_seneste_godt_ti_aar

    Jonas Schytz Juul & Solveig Prag Blicher: ”De fattigste har sværere ved at bryde den sociale arv”, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 2. juli 2018. www: https://www.ogdeter.dk/pdf/AE_de-fattigste-har-svaerere-ved-at-bryde-den-sociale-arv.pdf

  3. Asmussen m.fl.: Samfundsstatistik 2018, side 38. Forlaget Columbus 2018.
  4. trykt i tidsskriftet Økonomi & Politik, oktober 2018 og gengivet på min blog (http://magtogpenge.blogspot.com/2018/10/stiger-uligheden-i-danmark-efter-samme.html).
  5. Asmussen m.fl.: Samfundsstatistik 2018, side 104. Forlaget Columbus 2018.