Suverænens samfundssind

Eftertryk bringer i dag et indlæg i coronadebatten (tidligere bidrag af bl.a. Silas L. Marker og Giorgio Agamben) med fokus på regeringens krisehåndtering og det kollektive samfundssind.

Af Kasper Heide

1. Om undtagelsestilstanden og frygten

Som de fleste ved, er det myten om naturtilstanden, der retfærdiggør suverænens magt i den hobbesianske samfundskontrakt. Det er truslen om en voldsom og ubarmhjertig død, der gør, at individerne frivilligt indgår en kontrakt med hinanden, som kommer alle til gavn. De overgiver deres rettigheder til Leviathanen, der indoptager det lovløse rum i sig. Naturtilstanden lever videre i suverænens person, og det er netop denne suveræne vold, der sikrer de udsatte borgeres sikkerhed og frihed.

Nick Hækkerup, der på owelliansk facon udlægger Levithans logik.

Giorgio Agamben bemærker, at modsætningen mellem naturtilstand og commonwealth, som Hobbes lægger til grund for sin opfattelse af suverænitet, er en myte. Der er ikke tale om et før-retsligt rum, der eksisterer forud for indgåelsen af nye samfundspagter og nationalstater. Det forholder sig snarere omvendt. Naturtilstanden er et princip inden i staten, der åbenbarer sig i undtagelsen. Frem for at være karakteriseret af alles krig mod alle er naturtilstanden et juridisk rum, hvor undtagelse og regel, indre og ydre såvel som natur og ret falder sammen. Et rum, hvor enhver potentielt er “nøgent liv”1.

Naturtilstanden skal således ikke forstås som en virkelig epoke, der kan lokaliseres som et punkt i fortiden. Statens grundlæggelse er ikke en begivenhed, som er overstået en gang for altid. Den er tværtimod altid undervejs. Det er den tærskel, den kraft, der bebor byens ret, og hvorigennem suverænen til stadighed konstituerer sig. Som Agamben skriver:

”Tiden er derfor nu inde til at genlæse myten om den moderne stats grundlæggelse fra Hobbes til Rousseau, og gøre det forfra. Naturtilstanden er i sandhed en undtagelsestilstand, hvori bystaten dukker op et øjeblik (der både er et kronologisk interval og et tidløst moment) tanquam dissoluta. Grundlæggelsen er således ikke en begivenhed, der fuldbyrdes én gang for alle i fortiden, in illo tempore, men den er til stadighed virksom i det civile samfund i form af den suveræne afgørelse.”2

Forleden bemærkede Mikkel Thorup, at der de seneste årtier, i forlængelse af Agambens undersøgelser af undtagelsestilstanden, har eksisteret en hel lille industri af undtagelsestilstandsteoretikere.3 Kvantiteten til trods bliver en af de centrale pointer dog ofte overset.

For hvad er det i myten om naturtilstanden, der muliggør overgangen fra den primitive naturtilstand til det civiliserede samfund? Hvad er det, der fremkalder den ‘fornuftsmæssige’ opgivelse af rettigheder til fordel for sikkerhedsmæssige hensyn?

Bevægelsesprincippet hos Hobbes er den kollektive frygt for en voldsom og ubarmhjertig død! Det er angsten, der overflødiggør spørgsmålet og nødvendiggør nødvendigheden. Derfor er frygten en dårlig rådgiver, og derfor har suverænen en interesse i at producere og opretholde den.

Mette Frederiksen, der producerer frygt til Folketingets åbningstale. Hernæst ligger det ligefor at tilbyde sig selv som løsning på det problem, man har italesat.

Hvad end det drejer sig om jordbærkasser, de fremmede eller folkets sundhed, er det altid frygten, der legitimerer genforhandlingen af forholdet mellem ‘rettigheder og pligter’. Set i dette lys er det fuldstændigt logisk, at de drastiske indskrænkninger i frihedsrettighederne er gået hånd i hånd med mediernes diffusion af frygt og kollektiv paranoia4.

Fordi disse mekanismer betinger hinanden, følger det, at et samfund, der – af gode eller dårlige grunde – har ofret friheden på sikkerhedens alter, nødvendigvis har dømt sig selv til en kronisk tilstand af usikkerhed og frygt.

2. Om repræsentationen og samfundssindet

Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog. Sundhedskrisen er en veritabel spinsejr for Socialdemokratiet, der er steget 4,7 procentpoint alene i marts.5

Covid-19 har vist sig som en kærkommen mulighed for at understrege det budskab, som Socialdemokratiet uden ophør har gentaget, siden Mette Frederiksen kom til magten. Fra begyndelsen har kommunikationen været utvetydig: I en farlig og usikker tid har nationen brug for en resolut og autoritær leder. Allerede i november blev det i forbindelse med en massiv øgning af overvågningen således varslet, at uønskede tiltag var nødvendige, hvis den danske samfundsmodel skulle reddes.

Siden da er det lykkedes Mette Frederiksen at overbevise et flertal af vælgerbefolkningen såvel som Folketinget om, at det er i alles interesse, hvis hun tillades at træffe de beslutninger, som hun og hendes partiapparat finder formålstjenlige. Danmark er konverteret til socialdemokratisme. Lars Trier Mogensen forklarer Mette Frederiksens nyvundne popularitet således:

”Hun har haft held til at træde i karakter som den nye, socialdemokratiske landsmoder, der samler danskerne, og som favner langt videre end egne vælgere. Det enkle slogan til næste valgkamp, hvor hun med kun endnu større sandsynlighed nu vil blive genvalgt, må klart være: Samfundssind.”6

Mette Frederiksen har formået at skrive undtagelsestilstanden ind i et socialdemokratisk narrativ, hvor befolkningen og statsministeren samles om at sætte hensyn til samfundet højere end deres snævre egeninteresser. Succesen kan koges ned til et enkelt ord: samfundssind.

***

Breaking News! Kongens trone er tom. Regeringskunstens ontologi er repræsentationens ontologi. Siden kirken etablerede sig som inkarnationen af Guds vilje på jorden, har devisen været den samme7.

  1. Opfind et transcendent, abstrakt punkt, der omfatter et hele.
  2. Gør dit immanente, konkrete parti til repræsentant for denne udelte helhed.
  3. Når folket er repræsenteret, og derfor har trukket sig tilbage, kan dit parti regere i deres fravær.8
Forsideillustration til Leviathan, 1651. Designet af Reinhard Brandt i samarbejde med Hobbes. Befolkningen er forsvundet for byen og har i stedet forenet sig udenfor i kongens krop.

Paradigmet for den moderne stat bygger ligeledes på ideen om repræsentation. Hos Hobbes gives intet folk uden repræsentation. Byens indbyggere, multituden9, opnår først enhed gennem en irreversibel overdragelse af deres magt. Dette er grunden til, at byen er tom. Indbyggere har opgivet deres indflydelse for i stedet at forene sig i Leviathans krop, der som en udelt abstraktion svæver over byen.

I multitudens fravær kan et immanent parti påkalde sig helheden og regere i fred. Det er denne indsigt, Socialdemokratiet har gjort til omdrejningspunktet for dets politik. Først overtog Mette Frederiksen den borgerlige udlændingepolitik og repræsentationen af den abstrakte danskhed i kampen mod det fremmede. Sidenhen udnævnte hun sig til børnenes statsminister, hvormed hun kunne repræsentere de per definition umyndige i kampen mod et dårligt liv. I sin nytårstale radikaliserede hun strategien ved at sammenkoble udlændingepolitikken med socialpolitikken: Nu var barnets tarv argumentet for en strammere linje over for de fremmede.

Marts måned bød på en ny mulighed. Mette Frederiksen kan nu repræsentere kroppen i krigen mod en usynlig fjende. Hvor lang tid der går, før ‘de fremmende’ instrumentaliseres som angstprovokerende symbol på smittesprederen10, forbliver et åbent spørgsmål. Resultatet kan ingen dog være i tvivl om: nye identiteter, mere eksklusion og strammere administration.

***

Krisen forener folket. Under sloganet ‘samfundssind’ støbes den socialdemokratiske mønsterborger. Det nyvundne fællesskab kommer dog med en pris. Suverænitet kræver eksklusion. På samme måde som abstraktionen ‘danskhed’ ekskluderer de fremmede, udelukker abstraktionen ‘samfundssind’ de socialt uansvarlige, potentielle smittebærere.11 Det nationale subjekt konstitueres med andre ord på betingelse af, at en gruppe inkluderes gennem deres eksklusion.12 Selv Rune Lykkeberg – der ellers kan få selv en atomkrig til at fremstå som en nødvendig del af en totaliserende hegeliansk syntese13 – synes at have bemærket de uheldige følger af dette:

”Det er småborgerens frygt for de andre menneskers spontane frihed, som nu er blevet til et socialt dogme, og det er småborgerens lydighed over for autoriteter og sundhedsforsikringer, der er blevet den legitime konsensus. Småborgeren er altid blevet kritiseret for »at være sig selv nok« og for at være sygeligt optaget af renlighed. Nu er det blevet en solidarisk handling at holde sig hjemme, og den intense håndhygiejne er samfundssind.”14

Småborgerlighed og stikkermoral15 er skyggesiden af de 10.000 frivillige, den organiserede hundeluftning og de synkrone fællesklap fra altanerne. Af denne årsag gør man også klogt i – selvom det er den hurtigste og bedst sælgende forklaring – ikke at identificere samfundssindet som et “progressivt” fænomen16. Den spektakulære hyldest af regeringens repræsentanter på frontlinjen – sundhedspersonalet, beredskabet, politiet – adskiller sig ikke fra de andre former for ceremoniel akklamation, der altid har ledsaget magtens legitimation.17 Det, der hyldes, er suverænens vellykkede konstitution af et nyt subjekt, hvis nøgne liv kan repræsenteres i den store fortælling om krigen mod coronaen. Derfor klapper de borgere, der deltager i ritualet, også i virkeligheden af dem selv og deres vellykkede tilegnelse af det nye sociale dogme. Krisen forener måske folket, men de forenes som separerede – gennem en relation til det centrum, der opretholder deres isolation. De synkrone klapsalver og de nye fællesskabsfølelser er først og fremmest en intergalaktisk spinsejr!

Boris Johnson demonstrerer mekanismerne i den institutionelle akklamation.

Jeremy Corbin klapper af sig selv.

3. Om administrationen og nihilismen

Imod alle odds ramte det danske kulturliv et nyt, foreløbigt nulpunkt, da Oh-Land, i et stort opsat corona-grandprix til ære for ‘frontkæmperne’18, forsøgte at kapitalisere på den igangværende krise ved at sætte ord på danskernes indre liv.

“I miss one week ago – one week from now –
I worried that I lost my phone – and everyone who tried to reach me – would be quite annoyed –
one week ago I worried about a phone”

Profeternes tid er forbi! Man behøver ikke længere granske himlen for tegn. Den absolutte nivellering har fundet sted, og der er tale om en tilståelsessag. Alt imens regeringens spindoktorer harcelerede mod filosofiske analyser19, kunne det således iagttages, hvordan nihilismens globale slogan, hashtagget ‘flatten the curve“, udviklede sig til et folkeligt krav på de sociale medier, efter at rigets embedsmænd havde proklameret, at sundhedssystemet risikerede at blive overbelastet.

 Pointen var ikke, at man kunne undgå smitten. Det drejede sig derimod om at administrere den. Af alle årsager, der kunne retfærdiggøre en nedlukning af samfundet, denne være den absolut mest tidssvarende.

***

I et gennemadministreret samfund bliver årsagen til panik den uforudsete begivenhed, der undslipper sandsynlighedsregningens logik. Det moderne samfunds nedsmeltning sker i forlængelse af det problem, det selv har den mindste aktie i – når kontrollen og beherskelsesforholdet unddrager sig.20

Det er værd at huske på, at den græske term oikonomia betyder ledelse; mere specifikt administrationen af husholdningen. I antikken var husholdningen slaveriets, voldens og nødvendighedens sfære. Her blev det private og skamfulde gemt bort, så husholdningens overhoveder som frie og ligeværdige borgere kunne tage del i polis: talens og handlingens sted. Det er dette økonomiske paradigme, der med kristendommens21 ambition om universel integration erstatter den klassiske ontologi, hvormed vejen banes for Hobbes og den moderne stats opdagelse af liberalismen og ‘det frie marked’ som overlegen informationsprocessor og administrationsprincip. Politikken er med andre ord blevet økonomiseret. Hannah Arendt beskriver udviklingen således:

“Skillelinjen (mellem oikos og polis) er i dag fuldstændig sløret. Vi ser folkeslag og politiske fællesskaber støbt i familiens billede, hvis daglige anliggender skal varetages og administreres af en gigantisk, landsdækkende husholdning. Den videnskabelige tanke, der svarer til denne udvikling, kan ikke længere kaldes politisk videnskab, men “national-økonomi”, “socialkonomi” eller Volkswirtschaft (folkeøkonomi), idet de alle angiver en slags “kollektiv husholdning”, der er økonomisk organiseret i, hvad der svarer til én super-menneskelig familie, som vi kalder “samfundet”. Dens politiske organisationsform kaldes “nationen”.22

Korstogene og religionskrigene mobiliserede folket i Guds navn. Første Verdenskrig i nationens og civilisationens navn. I dag, i det mest gennemøkonomiserede samfund nogensinde, hvor 80 procent af partilederne er djøfere, er der ikke længere noget navn, man kan tale på vegne af. Vi tror ikke på noget andet end den blotte overlevelse23, og netop derfor er vi tvunget til at høre på den herskende masse af statistikere.24

Visionen er ikke at tage fejl af. Diktummet lyder: Ja, vi skal alle dø – hvorfor ikke trække det i langdrag!

Efter hastelovene er danskerne vågnet op til en ny, mærkelig virkelighed bestående af home-office, ekstra overvågning og en midlertidig pausering af forbruget. Det virkelig bemærkelsesværdige er dog, hvor lidt situationen adskiller sig fra dagligdagens trivialiteter. Dén gennemsnitlige dagligdagshed, der, ligesom brillerne på vores næseryg, til stadighed undslipper vores blik.

Hverdagens banalitet, som Oh Land tekst sætter ord på, er svær at få øje på, fordi den konstant er til stede. Ikke desto mindre er det netop af denne grund vigtigt at opholde sig ved den og gøre den til genstand for refleksion.

Corona-grandprixets dybfølte klicheer bør således ikke affejes som en uinteressant statistisk outlier. Tværtimod! Konfronteret med sprogets tomhed må selv de mest avancerede psykoanalytiske hypoteser om sublimering give fortabt. For hvem husker stadig sine drømme25? Det er langt om længe lykkedes det moderne samfund – i takt med konsolideringen af identitetsmaskinens administrative hegemoni – at fortrænge bevidstheden om det ubevidste26. Alle traditioner, ideologier og sociale klasser synes erstattet af samfundssindets planetariske småborgerskab27.

Vejen ud af ensretningens blindgyde må tage dette i betragtning, hvis håbet om en kollektiv selvrefleksion skal indfris. For måske gemmer det ‘progressive’ potentiale sig netop i denne skamfulde erfaring: i bevidstheden om sin manglende bevidsthed.

For først i erkendelsen af, at man ikke kan kontrollere alt, kan man begynde at være til stede i usikkerheden.  Og måske kan der skimtes et lys i horisonten. Som Oh Land synger:

“I miss one week ago
One week ago from now
I worried ‘bout a million things
And all of them irrelevant cause everything has changed
and of all my previous worries
I’m ashamed”

Disclaimer: I en tid, hvor politikken bedst kan sammenlignes med reality-tv, hvor USA’s præsident er realitystjerne, burde det være åbenlyst for enhver, at tænkningen ikke bør gøre det til sin ambition at opretholde sig ved ufrugtbare metafysiske dikotomier såsom: virkelighed/kopi, transcendent/immanent, repræsentation/tingen selv, det udsigelige/uudsigelige, subjekt/objekt, universale/partikulær etc.

Tekstens forsøger derfor ikke at vurdere, om regeringens tiltag har været passende, nødvendige eller overdrevne. Der er ikke tale om en utilitaristisk kalkule, da sådanne analyser nødvendigvis vil påtvinge fænomenerne deres begreb om virkeligheden28. Teksten forsøger i stedet at beskrive fænomenernes strukturer, da disse må antages at være sande, uanset hvordan man forholder sig til den igangværende sundhedskrise.

Kasper Heide er socialpolitisk redaktør på Eftertryk.

  1. Det nøgne liv eller homo sacer er det liv, der kan dræbes, men ikke må ofres. Det menneskelige liv bliver inkluderet i en ordning ene og alene i form af dens udelukkelse dvs. igennem dets absolutte dræbelighed.
  2. Giorgio Agamben (2016): Homo Sacer – Den suveræne magt og det nøgne liv, Klim
  3. Lone Nikolajsen: ”Idéhistoriker: ’Vi har for længst vænnet os til at give køb på friheden for sikkerhedens skyld’”, Information, 27. marts 2020: https://www.information.dk/kultur/2020/03/idehistoriker-laengst-vaennet-give-koeb-paa-friheden-sikkerhedens-skyld
  4. Anders Legarth Schmidt: “De to første coronasyge borgere – eller formodet smittede – er blevet udsat for tvang”, Politiken, 1. april, 2020: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7736360/De-to-f%C3%B8rste-coronasyge-borgere-%E2%80%93-eller-formodet-smittede-%E2%80%93-er-blevet-udsat-for-tvang
  5. Socialdemokratiet tilslutning er steget til 31,5 procent. Thomas Larsen “Analyse: Mette F. har aldrig stået stærkere” Berlingske, 1. april 2020, https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/analyse-mette-f.-har-aldrig-staaet-staerkere
  6. Lars Trier Mogensen: “Mette Frederiksen er Danmarks corona-commander-in-chief”, Information 14. marts 2020 https://www.information.dk/indland/2020/03/mette-frederiksen-danmarks-corona-commander-in-chief
  7. I modsætning til gnosticismen, der insisterer på en adskillelse mellem en transcendent Gud og en immanent skabende og frelsende Gud, forstås transcendensen i den institutionaliserede kristendom altid i forbindelse med en immanens, der afspejler den transcendente orden. Da Jesus genkomst udeblev, fremstillede kirkens præsteskab sig således som inkarnationen af udøvelsen af Guds vilje.
  8. i) Folket udgår kongens krop. I et demokrati går denne transcendente abstraktion under navnet Folketinget.

    ii) I Danmark svarer dette til immanente parti enten til Kongehuset (Glücksborghuset er en adelig nordtysk slægt) eller de folkevalgte politikere (p.t. ledes regeringen af en reformistisk arbejderbevægelse). Hvad end processen sker frivilligt som i et demokratisk valg eller ufrivilligt som i undtagelsestilstanden, opfattes det immanente parti som et billede af en transcendent orden.

    iii) På billedet svarer dette til den tomme by. Tilbage bliver regeringen og dens repræsentanter. De masker, som mændene foran katedralen bærer, blev ifølge historikeren Franceska Falk båret af datidens pestlæger. Se Giorgio Agamben (2015): “Stasis: Civil War as a Political Paradigm, Stanford University Press

  9. Folket bliver m.a.o. kun suveræne på betingelse af, at de splitter sig i en multitude og et folk. Byens multitude, der består af heterogene viljer, er altså ikke lig folket, da folket kun har én vilje, der repræsenteres af kongen.
  10. Merle Baeré: Den fremmede’ er igen blevet symbol på smittesprederen. Nu går det især ud over asiater, Information 1. april 2020  https://www.information.dk/udland/2020/03/fremmede-igen-blevet-symbol-paa-smittesprederen-gaar-isaer-asiater
  11. Det vil sige de 9 %, der mener, at regeringens tiltag er for vidtrækkende. Hjalte T. H. Kragesteen “Massiv folkelig opbakning til regeringens corona-kurs: “Det svarer til, at landet er i krig” Altinget, 4. april 2020: https://www.altinget.dk/artikel/massiv-folkelig-opbakning-til-regeringens-corona-kurs-det-svarer-til-at-landet-er-i-krig?SNSubscribed=true&ref=newsletter&refid=altinget-dk-weekend-9-30-4&utm_campaign=altingetdk%20Altinget.dk&utm_medium%09=e-mail&utm_source=nyhedsbrev  
  12. Mere generelt kan siges, at der ikke gives nogen suverænitet uden en ekskluderet tredjepart. Se Giorgio Agamben (2016): Homo Sacer – Den suveræne magt og det nøgne liv, Klim
  13. Det anbefales i denne forbindelse, at Rune Lykkeberg læser Adornos An Introduction to Dialectics.
  14. Rune Lykkeberg: “Småborgeren er coronakrisens idealborger – som vi skal frigøre os fra på den anden side”, Information, 28. marts 2020: https://www.information.dk/debat/2020/03/smaaborgeren-coronakrisens-idealborger-frigoere-paa-side?lst_dbt
  15. Søren Domino: ”Epidemilov med krav til danskerne: Du skal anmelde personer med en farlig sygdom”, Berlingske, 12. marts 2020: https://www.berlingske.dk/politik/epidemilov-med-krav-til-danskerne-du-skal-anmelde-personer-med-en-farlig. Det skal bemærkes, at dette – i modsætning til hvad medierne bragte – ikke indbefatter Corona-virussen, da det ikke er en ‘almen farlig sygdom’.
  16. Som f.eks. Silas Marker: “Teoriens elendighed”, Eftertryk, 31. marts 2020: https://www.eftertrykket.dk/2020/03/31/teoriens-elendighed/
  17. F.eks. kirkelig liturgi, den kollektive Hitlergruß eller Hollywoods prisuddelinger. 
  18. TV2’s show “Danmark står sammen”, der bedst kan beskrives som en martyrgørelse af nationens repræsentanter, er siden blevet kritiseret, fordi tv-stationen ”havde udvalgt børn med det specifikke formål at hylde Mette Frederiksen: Kit Lindhardt: Q&co går kritisk til coronaprogram på TV 2, tuner ind på Loud og taler med frivilligt fratrådt på Berlingske”: Mediawatch, 2. april 2020: https://m.mediawatch.dk/article/12055806
  19. Frederik Lassarre: Twitter, 9. marts 2020: https://twitter.com/frlass/status/1237096152052498434
  20. Den aktuelle situation åbenbarer, i hvor høj grad den førte politik baseres på abstrakte sandsynlighedsberegninger, befolkningsdynamikker og risikovurderinger. I det moderne samfund forstår borgeren sig først og fremmest som et statistisk konstrukt og handler – fremfor at tage udgangspunkt i sine individuelle erfaringer – på baggrund heraf med henblik på at undgå risici. I risikosamfundet har sikkerheden den højeste værdi. Se Bech, U (2002): Risikosamfundet. Hans Reitzel
  21. Oikonomia (oikos nomos = husets lov) blev introduceret i teologien som en måde at forklare treenighedens selvmodsigelser. Gud er, hvad angår sin væren og substans, med sikkerhed én. Men hvad angår hans oikonomia, det vil sige den måde, hvorpå han administrerer sit hus, sit liv og den verden, han har skabt, er han derimod tredobbelt. På samme måde som en god far kan betro sin søn at varetage visse funktioner og opgaver uden derved at miste magt og enhed, betror Gud ‘økonomien’, administrationen og regeringen af menneskenes historie til Kristus. Termen oikonomia blev således specialiseret til at betegne Sønnens inkarnation samt befrielsen og frelsens økonomi. Giorgio Agamben (2012) Hvad er et dispositiv? – og to andre essays. Forlaget Slagmark.
  22. Arendt, H (1998): The Human Condition. The University of Chicago.
  23. For en uddybning se f.eks. Rasmus Karkov interview med Knud Romer. Rasmus Karkov “Knud Romer: »Jeg er bange for det offentlige«”, Berlingske, 6. maj 2019: https://www.berlingske.dk/samfund/knud-romer-jeg-er-bange-for-det-offentlige
  24. Statistikernes viden altid er begrænset af den teknologi, de repræsenterer. Så hvad er statistik? Statistik, der betyder statens videnskab, blev udviklet i slutningen i løbet af det 17. århundrede og betegnede viden om statens forskellige dimensioner, elementer, styrker i relation til befolkningen med henblik på at rationalisere udøvelsen af magt, så statens magt og rigdom kunne forøges. Foucualt, M (2009): Security, Territory, Population, Palgrave Macmillan.
  25. Hos Freuds er det ubevidstes dybde (eller i hvert fald symptomerne herpå) relativ til de fortrængte konflikter og ønsker. Drømmene er vejen til det ubevidste. Hvis hypotesen om nivelleringen – der bl.a. via statistikken (hvis sandhedsbegreb altså forstås i forlængelse af det gennemsnit, de selv producerer) resulterer i konstitutionen af en totaliserende abstrakt identitet – er rigtig, må det antages, at dette også fører til en forfladigelse af de indre psykologiske dynamikker. Noget kunne i hvert fald tyde på, at søvnen – og dermed også drømmene – er under angreb. Se f.eks. Jonathan Crarys (2019): “24/7 – Senkapitalismen og angrebene på søvnen”, Antipyrine.
  26. På makroplan ses dette adfærdspsykologiens behavioristiske dominans. På mikroplan ses det i lovforslag, der på sigt vil eliminere psykoanalysen som behandlningsform. For to måneder siden blev en sådan institutionel reform f.eks. vedtaget i Tyskland. Se Ilka Quindeau “Droht die Einheitstherapie?  Taz 18. 2. 2020  https://taz.de/Ausbildung-in-der-Psychotherapie/!5661319/
  27. Dette synes I hvert fald at være konsekvensen, hvis Homo sacer-projektet rammer nogenlunde rigtig i sin diagnose af moderniteten.  Se også Giorgio Agamben (1993): “The Coming Community”, University of Minnesota
  28. Se f.eks. Slavoj Žižek “Overvåg og straf? ja tak”, Eftertryk, 20. marts 2020  https://www.eftertrykket.dk/2020/03/20/overvaag-og-straf-ja-tak/  og Silas Marker: “Teoriens elendighed” 31. marts 2020 https://www.eftertrykket.dk/2020/03/31/teoriens-elendighed/