Klimaaktivister kan lære af kampen mod apartheid

Næsten dagligt bliver vi mødt af nyheder om nye klimatiltag eller nye videnskabelige rapporter. Det afføder spørgsmålet: Er der overhovedet brug for, at individer som du og jeg engagerer os i klimakampen? Historisk erfaring fortæller os, at det kan gøre en stor forskel, hvis helt almindelige græsrodsaktivister handler. Anti-apartheidbevægelsen er et eksempel på en international aktivistisk kampagne, der fik sat racisme og undertrykkelse effektivt på dagsordenen. På tværs af tid og kontekst kan nutidens klimaaktivisme drage inspiration fra fortidens bevægelser.

Af Jakob Skovgaard
Fotografi af Gregory Fullard

I sin posthume udgivelse, The Metamorphosis of the World, beskriver sociologen Ulrich Beck de globale risici ved menneskeskabte klimaforandringer som en form for kollektiv erindring, der beretter om fortidens fejlslagne beslutninger.1 Som en moderne Dorian Gray stilles de utilsigtede og negative konsekvenser ved årtiers profitmaksimering, vækstorientering og ressourceudnyttelse til skue for alle. Trods positive globale fremskridt på mange områder gør vi kollektivt set skade på os selv og andre gennem fortsat udledning af store mængder drivhusgasser.

Bevidstheden om de negative konsekvenser af vores levevis afføder hos mange en frustration, som kan materialisere sig i klimaaktivistisk engagement. Med klimabevægelsens stort anlagte demonstrationer og de unges skolestrejker fylder klimaaktivismen efterhånden meget i den offentlige debat. Klimaaktivismen deler en overordnet målsætning om at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Men hvad kan aktivismen egentlig bidrage med? Forhandlingerne om en klimahandlingsplan er i gang på Christiansborg, og i privatsektoren er retningslinjer for bæredygtighed som FN’s Verdensmål blevet det nye sort. Det rejser spørgsmålet: Er klimaaktivisme relevant? Jeg vil i det følgende bidrage med nogle historiske perspektiver på dét spørgsmål.

En udbredt kritik af klimaaktivismen er debattens historieløshed. Det siges, at klimakrisen udgør en helt ny type af situation, som ikke ligner noget, vi tidligere har set, og som derfor besværliggør sammenligninger. I en kronik noterer ph.d.-stipendiat Melina Buns, at ”i succesfortællingerne og diskussionerne om nutidens klimaprotester bliver det dog ofte glemt, at man står på skuldrene af flere årtiers arbejde fra natur- og miljøbevægelser, der har eksisteret siden 1970’erne”.2

Ikke alene står aktuel klimaaktivisme i gæld til tidligere tiders miljøaktivisme; aktivisternes strategier, kommunikative tilgange og valg af antagonister (fx Shell) er i høj grad inspireret af bevægelser med helt andre omdrejningspunkter og målsætninger. Trods væsentlige forskelle i tid, sted og motivation er der stor historisk indsigt at hente uden for klimaaktivismen i fx antiractistiske og feministiske bevægelser.

Individers kollektive ansvar

En ofte overset bevægelse med tydelige paralleller til klimaaktivismen er den globale anti-apartheidbevægelse, som var aktiv fra slutningen af 1950’erne og frem til midten af 1990’erne. Formålet med denne bevægelse var at transformere Sydafrika til et demokrati og dermed sætte en stopper for det racistiske hvide mindretalsstyre, hvis ideologiske tankegods gik under betegnelsen apartheid.

Trods et erklæret mål om at afskaffe apartheidsystemet havde det at handle imod apartheid vidt forskellige implikationer for aktivisterne. Modstanden i vestlige samfund mod apartheid var i høj grad inspireret af afkoloniseringsprocessen, det spirende menneskerettighedsparadigme samt antiracistiske og antiautoritære politiske kulturer. Perioden fra 1970’erne og frem er karakteriseret ved en radikalisering og mere eksplicit kritik af apartheid som et kapitalistisk fænomen, mens det ideologiske tankegods bag apartheidsystemet fra 1980’erne i stigende grad bliver affejet som en anakronisme i den brede offentlighed. Motivationen bag nutidens klimaaktivisme er ligeledes mangesidet og varierer fra beskyttelse af nærmiljøet og  biodiversiteten til opgør med global ulighed og økonomisk profitjagt.

Et vigtigt fællestræk mellem klima- og anti-apartheid-aktivisme er hensigten om at konfrontere hovedsageligt utilsigtede konsekvenser ved samfundsrelaterede praksisser. Sociologen Iris Marion Young har problematiseret placering af skyld og ansvar ved at argumentere for, at aktører har et moralsk ansvar over for hinanden, i den udstrækning deres interaktion skaber uretfærdighed.3 Således blev vestlige forbrugere gennem anti-apartheid-boykotkampagner opmærksomme på, at deres påfyldning af bilen på benzintanken hos Shell bidrog til at øge omsætningen hos en virksomhed, hvis kunder omfattede det sydafrikanske militær og politi, der brugte Shells produkter til at undertrykke millioner af mennesker.

Det handler ikke om størrelsen på det inviduelle bidrag, men om konsekvenskæden, og dermed om der er en direkte forbindelse. Groft sagt var de primære ofre i de vestlige anti-apartheidaktivisters tilfælde langt væk geografisk set, mens de for klimaaktivisterne er langt væk i tidsmæssig forstand, da effekten af udledning af drivhusgasser først slår igennem med 2-3 årtiers forsinkelse. Ikke desto mindre gælder det for begge former for aktivisme, at individer ikke behøver at foretage sig noget ekstraordinært for at have et ansvar; de utilsigtede konsekvenser af vores levevis kalder også på en moralsk forpligtelse.

Historien gentager sig

Anti-apartheidaktivisterne var skuffede over det internationale samfunds begrænsede handelsembargoer mod Sydafrika, og mange orienterede sig derfor mod de store multinationale selskaber, hvis tilstedeværelse i både aktivisternes hjemlande og i selve Sydafrika blev set som en mulighed for at yde direkte indflydelse. Derudover var virksomhederne også interessante mål for anti-apartheidaktivister på grund af deres afhængighed af en vis velvilje hos vestlige forbrugere. Som historikeren Gabriel Abend påpeger, vil virksomheders politik omkring sociale spørgsmål ofte reflektere bredere udviklinger i moralske opfattelser.4 Således erkendte fx Desmond Watkins, tidligere Direktør i Shell International, i en tale ved en international forretningskonference i 1988, at ”intet aktuelt forretningsproblem er mere komplekst end Sydafrika, der, på samme måde som en røntgenmaskine, viser den komplekse indbyrdes afhængighed bag enhver forretningsbeslutning”.5

I dette tilfælde fungerede apartheidspørgsmålet, hvis kontroversielle karakter virksomheden var fuldt ud bevidst om, som en form for moralitetens briller, gennem hvilke virksomhedens ledelse følte sig nødsaget til at vurdere alle beslutninger. Tilsvarende kan der argumenteres for, at klimakrisen i dag har samme funktion i en voksende del af privatsektoren. Det er et interessant fænomen på den måde, at aktivistiske bevægelser kan spille en betydelig rolle i justeringen af ’styrken’ i de briller, som aktører i privatsektoren bruger i deres risikohåndtering. En vigtig pointe er her, at selvom virksomheders aktiviteter i nogle henseender kan være skadelige, er de som oftest ikke ulovlige. Således var det fuldt ud lovligt at profitere på apartheidsystemet, uanset hvor moralsk forkasteligt aktivisterne anså det for at være.

Nutidens klimaaktivister står over for en lignende udfordring og har delvist opnået at moralisere debatten om udledning af drivhusgasser (selvom flere grupper også forsøger at gå rettens vej). Moralisering udgør dog en knivsæg, da det er vigtigt for aktivisterne, at deres sag ikke opfattes som politisk eller ideologisk motiveret. Netop denne balancegang formåede anti-apartheidaktivisterne overordnet set ikke at holde, hovedsageligt fordi de ikke i offentlighedens øjne fik distanceret sig fra den fremherskende koldkrigsdikotomi, hvor de mest synlige aktivister placerede sig solidt ude på venstrefløjen. I kontrast hertil hævder eksempelvis klimabevægelsen Extinction Rebellion, som er én af de mere radikale grupperinger af klimaaktivister, at klimakrisen ligger ”hinsides politikken”.6 Denne italesættelse af klimakrisen hjælpes yderligere på vej af retningslinjer som FN’s Verdensmål, der kan ses som et institutionelt forsøg på at afpolitisere indsatsen for at fremme social og miljømæssig bæredygtighed – en form for teknokratisering hinsides politik.

I 2012 lancerede en gruppe aktivister, deriblandt forfatter og journalist Bill McKibben, en divestmentkampagne for at få universiteter (og sidenhen udvalgte industrier) til at afhænde deres investeringer i kul, olie og gas. Til sammenligning var anti-apartheid-divestmentkampagner optaget af offentlige institutioners og private aktørers forbindelse til Sydafrika, hvor multinationale selskaber som fx Shell og Barclays måtte bruge betydelige ressourcer på at besvare den kritik, der opstod i kølvandet på kampagnerne. Divestment er et taktisk værktøj, som effektivt kan gentegne de moralske rammer for, hvilke aktiviteter vi som samfund kan acceptere. Det er faktisk symptomatisk for mange aktioner, at aktivisterne ikke selv opfatter det erklærede formål som værende realistisk, men at det i lige så høj grad handler om at skabe debat. Således bekendtgjorde den britiske anti-apartheidbevægelses styrekomité internt, at boykot i bund og grund var en gestus, og at ingen for alvor forestillede sig, at denne taktik ville vælte apartheidstyret i Sydafrika.7

Er klimaaktivisme relevant?

Klimakrisen har potentiale til at fremme en transnational forståelse, der kan manifestere sig i klimaaktivistisk engagement. Det har vi set eksempler på tidligere, hvor mange folk undgik appelsiner og andre produkter fra Sydafrika under apartheid. Mange følte altså et udvidet moralsk ansvar. Samtidig giver det god mening, at man som individ tager udgangspunkt i det nære og velkendte – det, som føles muligt at kontrollere. Denne tilgang til aktivisme er dog ofte udsat for den kritik, at det handler mere om livsstil end at gøre en forskel. Særligt op gennem 1980’erne blev anti-apartheidaktivister skudt i skoene, at deres engagement mere skyldtes en populær trend end oprigtig bekymring for den undertrykte befolkning i Sydafrika.

Samme kritik er blevet rettet mod klimaaktivister. Her vil jeg vende tilbage til min tidligere pointe: aktivistisk engagement motiveres af vidt forskellige årsager. Netop denne diversitet styrker på mange måder aktivismen, da de diskussioner, som den afføder, fører til nye perspektiver på fx personligt engagement, demokratisk ansvar, arbejdets status i tilværelsen samt sociale relationer. Heri ligger en del af svaret på klimaaktivismens eksistensberettigelse: disse perspektiver aktualiseres i kraft af, at aktivistiske handlinger leder til debat, hvilket endda kan bidrage til et diskursivt skift, som også indebærer nye standarder for politisk legitimitet. Således bidrog anti-apartheidaktivisters retorik og aktioner til at konsolidere menneskerettighedernes plads i den offentlige debat.

Samme proces finder i øjeblikket sted i klimadebatten, hvor tidligere nichebegreber er ved at blive en fast bestanddel af vores sprog (tænk bare på bæredygtighed, klimaaftryk, o.l.). Klimaaktivismen kan ikke egenhændigt tage æren for denne udvikling, men diskursive og forståelsesmæssige transformationer er typisk fortløbende processer, som kan fremskyndes ved hjælp af afholdelsen af demonstrationer og aktioner, der sigter imod en revurdering af bestemte praksisser og værdier.

Det er vigtigt at understrege, at aktivismen først opnår sin fulde gennemslagskraft i interaktionen med omgivelserne, herunder særligt de politiske institutioner. Et internt diskussionspapir fra den britiske anti-apartheidbevægelse gør det klart, at bevægelsen ”arbejder inden for britiske rammer, og at indsatsen bygger på en analyse af det britiske samfund”.8

Aktivisterne stiller i samme ombæring spørgsmålet: Er vi observanter af en statisk situation eller aktive aktører i en dynamisk situation? Dette spørgsmål berører aktivismens potentiale for indflydelse og dermed en stor del af dens relevans. Aktivisme bør ikke ses som en erstatning for handling ad andre kanaler, men snarere som en katalysator, der kan skabe dét momentum, som de etablerede beslutningstagere mangler for at kunne igangsætte passende kollektive foranstaltninger. Anti-apartheidaktivisternes spørgsmål kan altså besvares ved at konstatere, at aktivisterne selv kan være med til at skabe den dynamiske situation, som kan lede til effektiv handling.

Jeg har her nøjedes med at fremhæve nogle få eksempler på relevansen af klimaaktivistisk engagement i et historisk tilbageblik. Denne relevans bør – desværre – også vurderes i lyset af Ulrich Becks konstatering af, at “alle institutioner fejler; ingen og intet går langt nok i konfrontationen af globale klimarisici”.9

I sådan en situation er det ikke tilstrækkeligt at krydse fingre og håbe på det bedste; her har aktivistisk engagement, skærpet af indsigt og erfaring fra tidligere bevægelser, en betydelig rolle at spille.

Jakob Skovgaard er ph.d. i engelsk med afhandlingen”Renegotiating Responsibility: British Anti-Apartheid Consumer Boycott Campaigns, 1960s-1990s”

  1. Ulrich Beck: The Metamorphosis of the World (Polity Press, 2016: United Kingdom): 36.
  2. Melina Buns: ‘Klimaaktivisterne skal lære af deres historiske forgængere og kræve et opgør med systemet’ (Kronik i Dagbladet Information 7.2.2020).
  3. Iris Marion Young: Responsibility and Global Justice: A Social Connection Model (Social Philosophy and Policy, vol.23, no.1, 2006).
  4. Gabriel Abend: The Moral Background: An Inquiry into the History of Business Ethics (Princeton University Press, 2014: Princeton): 369.
  5. Dette citat er fra Bodleian Library i Oxford, England: Bod.MSS.Afr.s. 2350/83.
  6. Citeret af historiker Adam Tooze i hans artikel: ‘Klimakrisen har åbnet for et kæmpe comeback til socialismen’ (Dagbladet Information 22.2.2020).
  7. Christabel Gurney: “‘A Great Cause’: The Origins of the Anti-Apartheid Movement, June 1959-1960” (Journal of Southern African Studies, vol. 26, nr. 1, 2000), s.  139.
  8. Dette citat er fra Bodleian Library i Oxford, England: Bod.MSS.AAM 2019, 2020, 2021.
  9. Ulrich Beck: The Metamorphosis of the World (Polity Press, 2016: United Kingdom)