Chomsky: Krisen blotlægger nyliberalismens grusomhed

COVID-19 har taget verden med storm. Hundredtusinder er bekræftet smittet, men der er muligvis mange flere. Antallet af døde vokser voldsomt, de kapitalistiske økonomier er gået i stå, og en global recession er nærmest uundgåelig. Pandemien blev dog forudset, længe før den kom, men forsøg på at forberede samfundet på den kommende krise blev bremset af den nådesløse økonomiske orden. En orden, hvor ”det ikke kan betale sig at forebygge en fremtidig katastrofe”. Sådan siger den amerikanske lingvist og politiske intellektuel Noam Chomsky i et interview med skribent og politisk økonom C.J. Polychroniou på nyhedsmediet Truthout.org. Eftertryk bringer her, med tilladelse fra Truthout.org, interviewet på dansk.

Interview med Noam Chomsky
Af C.J. Polychroniou

Oversat af Poya Pakzad
Illustration af Molly Christensen

C.J. Polychroniou: Noam, coronavirussen er brudt ud de fleste steder i verden, og nu har USA flere smittede end noget andet land, herunder Kina, hvor virussygdommen opstod. Er det overraskende?

Noam Chomsky: Plagens omfang er overraskende, ja, faktisk chokerende, men ikke dens fremkomst. Det er ikke overraskende, at USA tager rekorden i værste krisehåndtering.

Siden SARS-epidemien brød ud i 2003, har forskere temmelig insisterende advaret om en pandemi. SARS var også en coronavirus. Der blev udviklet vacciner mod den, men arbejdet blev ikke ført videre end til det prækliniske niveau. Myndighederne skulle have rustet sig til nye udbrud og afsat ekstra kapacitet allerede dengang. Man kunne også have taget initiativer til udvikling af behandlinger mod sygdommens meget sandsynlige genkomst i form af en beslægtet virus.

Den videnskabelige erkendelse af problemet er ikke nok. Der er nødt til at være nogen, som samler bolden op og dribler den videre. Muligheden for at gøre dette blev blokeret af patologien i den eksisterende socioøkonomiske orden. Markedssignalerne var klare: Der er ikke profit i at forebygge en katastrofe. Regeringen kunne have trådt til i markedets fravær, men det er ikke tilladt under den herskende ortodoksi, der lærer os, at ”problemet er den offentlige sektor”, som Reagan fortalte os med sit glade smil. Med andre ord tilsiger tankegangen, at beslutningskraften fuldstændigt overgives til et privat erhvervsliv, der kun har profit for øje og er uden for fællesskabets rækkevidde. I de efterfølgende år blev den kapitalistiske orden og dens forskruede markeder tilsat en heftig dosis nyliberal brutalitet.

Elendigheden blotlægges med al ønskelig tydelighed i manglen på respiratorer, hvilket udgør en af de største flaskehalse i kampen mod pandemien. For år tilbage forudså sundhedsmyndighederne faktisk problemet og indgik kontrakt med en mindre virksomhed om produktion af billige og brugervenlige respiratorer. Den lille virksomhed blev siden opkøbt af kæmpe-virksomheden Covidien, der opgav projektet, og ”uden endnu at have leveret en eneste respirator til regeringen meddelte Covidien-cheferne, at de gerne ville ud af kontrakten, ifølge tre forhenværende føderale embedsmænd … Cheferne klagede over, at projektet ikke var profitabelt nok for virksomheden.”

Unægteligt sandt.

Nyliberal logik forbød regeringen at træde ind for at råde bod på det groteske markedssvigt, som hærger os i dag. New York Times beskriver sagen i skånsomme vendinger: ”Skrinlægningen af produktionen af en ny serie af billige og brugervenlige respiratorer understreger faren ved at udlicitere projekter, som er kritiske for folkesundheden; de private virksomheders fokus på profitmaksimering er ikke altid foreneligt med regeringens mål om at forberede sig på fremtidige kriser”.

Hvis vi ser bort fra avisens rituelle servilitet over for den gode regering og dens ærværdige mål, er beskrivelsen god nok. Vi kunne tilføje, at ambitionen om at maksimere profit “ikke altid er foreneligt med” forhåbninger til “menneskehedens overlevelse” for at låne en vending fra et lækket notat fra JPMorgan Chase, USA’s største bank. Notatet advarer om, at ”menneskehedens overlevelse” er truet under den nuværende kurs, herunder af bankens egne aktier i fossile brændsler. Olieselskabet Chevron afblæste f.eks. et ellers indbringende bæredygtigt energiprojekt, fordi det er mere profitabelt at ødelægge livsbetingelserne på Jorden. Olieselskabet ExxonMobil har aldrig forvildet sig ud i et bæredygtigt energiprojekt, for her forlader man sig i endnu højere grad på rationelle profitkalkuler.

Og det giver alt sammen god mening inden for den nyliberale doktrin. For som Milton Friedman og andre ledende nyliberale skikkelser har tudet vores ører fulde af, er det virksomhedsledernes ansvar at maksimere overskuddet. Enhver afvigelse fra denne moralske pligt vil destruere grundlaget for et ”civiliseret liv”.

Krisen vil ramme de fattige og de udsatte hårdest, men vores samfund vil trods alt komme på fode igen på den anden side af COVID-19-krisen. Samfundene vil dog ikke kunne genrejses efter nedsmeltningen af polarisen og de andre ødelæggende konsekvenser, der følger af den globale opvarmning. Også her udspringer katastrofen af markedets jordrystende fejl og mangler.

Det er med længder hans største forbrydelse – ja, faktisk den største forbrydelse i historien, når man overvejer konsekvenserne.Den siddende regering har modtaget rigeligt med advarsler om en mulig pandemi. En simulering af et globalt udbrud blev udført på højt plan så sent som i oktober. Men Trump har i hele sin regeringsperiode handlet på den efterhånden velkendte måde: udhuling og nedlukning af enhver relevant regeringsmyndighed og stor ørenlyd for private erhvervsbaroners krav til afskaffelse af livsnødvendige reguleringer, der indskrænker profitterne. Trump har desuden lagt sig i spidsen af ræset mod klimabunden. Det er med længder hans største forbrydelse – ja, faktisk den største forbrydelse i historien, når man overvejer konsekvenserne.

Allerede i starten af januar kunne der være meget lidt tvivl om, hvad der var i vente. Den 31. december underrettede Kina Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om spredningen af lungebetændelseslignende symptomer. Den 7. januar meddelte Kina, at forskere havde identificeret en coronavirus som kilden til sygdommen, og gjorde derefter forskernes kortlægning af genomet tilgængelig for resten af verden. I januar og februar forsøgte det nationale efterretningsvæsen uden held at fange Trumps opmærksomhed. Embedsmænd fortalte pressen, at ”de simpelthen ikke kunne få ham til at gøre noget ved problemet, selvom systemets advarselslamper blinkede rødt”.

Det er ikke, fordi Trump har været tavs. Han har under krisen udsendt en række selvsikre udtalelser om, at der bare er tale om en hoste; at han har det hele under kontrol; at han scorer 10 ud af 10 i håndteringen af krisen; at han var den første, der indså, at det var en pandemi; og så videre ud ad samme triste tangent. At banke så mange løgne ud til højre og venstre, at selve sandhedsbegrebet opløses, er en skudsikker magtteknik. For uanset hvad det ender med, får Trump ret blandt sine mest loyale tilhængere. Skyder du med spredehagl, rammer du indimellem plet.

Som kronen på værket udgav Det Hvide Hus statens årsbudget den 10. februar, alt imens virussen hærgede. Budgettet varsler fortsatte nedskæringer i sundhedssektoren og stadig større bevillinger til ting af reel betydning såsom militæret og grænsemuren.

Et resultat af denne politiske prioritering er den håbløst forsinkede og begrænsede brug af sygdomstest, som er langt under det niveau, der findes i andre lande. Knapheden gør det umuligt at forfølge de vellykkede teststrategier, som har hindret epidemien i at komme fuldstændigt ud af kontrol i velfungerende samfund. Selv de bedste hospitaler herhjemme mangler fornødent udstyr. USA er blevet krisens globale epicenter.

Alt dette for blot at kradse i overfladen af Trumps værste synder.

Det er fristende at kaste al skylden på Trump for den fatale håndtering af krisen. Men hvis vi ønsker at forhindre fremtidige katastrofer, er vi nødt til at se ud over Trump. Han blev præsident i et sygt samfund plaget af 40 års nyliberalisme med endnu dybere rødder.

Generelt tilgodeser politikken en lille minoritet, mens alle andre fægter for sig selv. Det er sådan, vi fik et samfund, hvor 0,1 pct. af befolkningen sidder på 20 pct. af velstanden.Den nyliberale version af kapitalismen har hersket siden Ronald Reagan og Margaret Thatcher, endda lidt tidligere end dem. Der er ingen grund til at beskrive dens barske konsekvenser i detaljer her. Reagans gavmildhed over for de superrige er dog relevant i dag, hvor regeringen er i færd med at sammensætte endnu en hjælpepakke til erhvervslivet. Reagan ophævede straks forbuddet mod skattely og iværksatte andre tiltag, der tørrer skatten af på befolkningen. Han bemyndigede desuden aktietilbagekøb – en finansiel manøvre, som puster aktieværdierne op og forgylder de mest velstående aktionærer med størst andel i aktiemassen.

Sådanne politiske ændringer har enorme konsekvenser, der kan måles i billioner af dollars. Generelt tilgodeser politikken en lille minoritet, mens alle andre fægter for sig selv. Det er sådan, vi fik et samfund, hvor 0,1 pct. af befolkningen sidder på 20 pct. af velstanden, og hvor borgerne i den nederste halvdel har en negativ nettoformue og lever fra hånden til munden. Mens profitterne har taget himmelflugt, og direktørlønningerne er på raketfart, er reallønnen stagneret. Som økonomerne Emmanuel Saez og Gabriel Zucman viser i deres bog, Triumph of Injustice, er der flad skat på tværs af indkomstgrupperne. Bortset fra toppen, hvor skatten bliver mindre.

USA’s profitdrevne sundhedssystem har længe været en international skandale. Det koster dobbelt så meget  som sundhedsordningerne i andre udviklede lande, og det kaster nogle af de værste resultater af sig. Inspireret af erhvervslivets produktionsmodeller betød den nyliberale doktrin effektiviseringer. Konsekvensen er, at systemet kollapser ved selv de mindste stød. Det samme er tilfældet for den skrøbelige økonomiske orden, som er støbt efter nyliberale principper.

Det er den verden, Trump arvede. Folk, der er optaget af at skabe et levedygtigt samfund i de ruiner, krisen efterlader os, bør tage bestik af historikeren Vijay Prashads ord: ”Vi vender ikke tilbage til normalen igen, for det var normalen, der var problemet.”

Selv nu hvor landet befinder sig i en sundhedskrise, vi ikke har set magen til i meget lang tid, bliver offentligheden belært om, at det er urealistisk at garantere borgerne almen sundhedsforsikring. Men er nyliberalismen eneansvarlig for dette sære amerikanske perspektiv på folkesundhed?

Det er en lang historie. For det første har målinger over en længere periode vist positive holdninger til et offentligt finansieret sundhedsvæsen, sommetider meget stærk støtte. I Reagan-regeringens sidste år mente omkring 70 pct. af befolkningen, at en offentligt finansieret sundhedsforsikring burde skrives ind i forfatningen, mens 40 pct. troede, at den allerede var indskrevet i den, eftersom forfatningen jo står for alt det, som er indlysende godt. Opbakningen aftager dog, når erhvervslivets propagandafremstød om astronomiske skattestigninger sættes i værk.

Som det ofte er tilfældet, er der et gran af sandhed i propagandaen. Skatterne vil stige, men omvendt vil de samlede udgifter falde markant, sådan som man kan iagttage i sammenlignelige lande. Men hvor meget vil udgifterne falde? Det findes der nogle indikative estimater på. Et af verdens førende lægevidenskabelige tidsskrifter, britiske The Lancet, udgav for nylig en undersøgelse, der estimerer, at etableringen af et offentligt sundhedsvæsen i USA ”sandsynligvis vil føre til 13 procents besparelser i nationale sundhedsudgifter, svarende til flere end 450 mia. dollars om året (opgjort i værdien af 2017-dollars)”. I undersøgelsen hedder det bl.a.:

”Hele systemet kunne finansieres for færre udgifter, end der for indeværende afholdes af arbejdsgivere, husholdninger og staten. Overgangen til et offentligt finansieret sundhedsvæsen ville især mindske byrden for husholdninger med lave indkomster. Endvidere estimerer vi, at en offentlig sundhedsforsikring for alle amerikanere ville redde flere end 68.000 liv og 1,73 millioner leveår hvert år sammenlignet med status quo.”

Men skatterne vil rigtignok stige. Og det lader til, at mange amerikanere ønsker at bruge flere penge end nødvendigt, så længe de ikke går til skattebetaling (selvom alternativet koster tusindvis af menneskeliv om året). Det giver en vis indsigt i befolkningens oplevelse af det amerikanske demokratis beskaffenhed. Det nyliberale angreb forstærker allerede eksisterende dispositioner i den nationale kultur, som viser sig på mange forskellige måder. Det er et emne, der er værd at dykke dybere ned i.

Mens nogle europæiske lande håndterer smittespredningen bedre end andre, lader det til, at de lande, der har størst succes med det, hovedsageligt er uden for det vestlige (ny)liberale univers. Lande som Singapore, Sydkorea, Rusland og Kina. Siger denne kendsgerning os noget om de kapitalistiske samfund i Vesten?

Der har været forskellige typer af reaktioner på smittespredningen. Kina lader til at have fået det under kontrol, i det mindste for indeværende. Det samme kan siges om landene i Kinas periferi, herunder de demokratiske lande, der tog de tidlige faresignaler alvorligt. Det meste af Europa tøvede, men enkelte europæiske lande handlede hurtigt. Tyskland har verdensrekord i laveste dødelighed takket være sundhedsreserver, diagnostisk kapacitet og en hurtig reaktion. Det samme lader til at være tilfældet i Norge. Boris Johnsons reaktion i England har været decideret skamfuld. Og Trumps USA er bagerst i klassen.

Tysklands omsorg for befolkningen strakte sig imidlertid ikke ud over landets egne grænser. Den Europæiske Union har vist sig at være alt andet end en union. Sårbare europæiske samfund har i stedet måttet søge hjælp på den anden side af Atlanten. Den cubanske ’supermagt’ stod således atter klar til at hjælpe med både læger og udstyr. I mellemtiden sløjfede Cubas amerikanske nabo sin sundhedsbistand til Yemen, hvor USA har bidraget massivt til at skabe verdens værste humanitære krise. Og USA har sågar forøget sine brutale sanktioner og udnyttet krisen til at påføre maksimal lidelse hos udvalgte fjender. Cuba har på mirakuløs vis overlevet, selvom landet har været offer for USA’s terror og økonomiske kvælertag siden Kennedy-tiden.

Skillelinjen mellem de forskellige reaktioner på krisen synes ikke at gå mellem demokratier og autokratier, men imellem funktionelle og dysfunktionelle samfundDet burde i øvrigt volde amerikanerne dyb bekymring at sammenligne cirkusset i Washington med Angela Merkels ærlige og ædruelige kommunikation til de tyske borgere om, hvordan udbruddet bør håndteres.

Skillelinjen mellem de forskellige reaktioner på krisen synes ikke at gå mellem demokratier og autokratier, men mellem funktionelle og dysfunktionelle samfund, altså hvad der i Trumps retorik går for at være ”shithole countries” – hvilket han er i fuld færd med at forvandle USA til.

Hvad tænker du om den 2 billioner dollars dyre coronakrisepakke? Er det nok til at afværge en stor recession og holde hånden under de mest udsatte grupper i det amerikanske samfund?

Hjælpepakken er bedre end ingenting. Den tilbyder begrænset støtte til nogle af de grupper, der har desperat brug for det. Og den rummer derudover en kæmpe fond til gavn for de virkeligt trængende: Altså de forarmede storvirksomheder, der nu gemmer Ayn Rand-bøgerne væk og henvender sig til barnepigestaten med bedende øjne, efter at de flittigt har brugt opgangsårene på at akkumulere profit og forstørre den med et sandt orgie af aktietilbagekøbsprogrammer. Men ingen grund til bekymring. Fedtekassen administreres jo af Trump og hans finansminister, og alle kan regne med disse mænds sans for ret og retfærdighed. Og hvis de beslutter sig for at se bort fra Kongressen og den nye generalinspektørs krav, ja, hvem vil så gøre noget ved det? Williams Barrs justitsministerium? En rigsretssag?

Der kunne have været måder at rette hjælpeindsatsen mod dem, der har mest brug for den, såsom husholdningerne, altså ud over de håndører, der ydes til nogle få. Det gælder arbejderne og det enorme prækariat, der på den ene eller anden usandsynlige måde har klaret skærene på usikker beskæftigelse. Men det gælder også dem, der helt har opgivet, de hundredtusinder ofre for “deaths of despair” – en helt unik amerikansk tragedie. Ikke mindst de hjemløse, de indsatte fanger, og de mange, der bor i så faldefærdige boliger, at isolering og opbevaring af mad ikke er en mulighed, samt masser af andre, der også nemt kan identificeres.

Politologerne Thomas Ferguson og Rob Johnson beskriver forholdet tydeligt: Selvom en universel offentlig sundhedsforsikring er for meget at forvente i USA, skønt det er normen andre steder, ”er der ingen grund til, at offentlig støtte skal ydes ensidigt til private virksomheder”. Politologerne gennemgår derpå de mange forskellige måder, hvorpå man kan få bugt med den slags tyveri fra fælleskassen.

Som det mindste burde redningspakken til den skrantende erhvervssektor rumme modkrav. Forbud mod aktietilbagekøb, meningsfuld inddragelse af de ansatte i ledelsen og et stop for den skandaløse protektionisme i de såkaldte ”frihandelsaftaler”, som sikrer massive profitter til medicinalgiganterne og opskruede priser for alle andre.

Det er det mindste, man kunne gøre.

C.J. Polychroniou er politisk økonom, forfatter og skribent på Truthout. En samling over hans tidligere interviews med Noam Chomsky er udgivet af forlaget Haymarket Books under titlen: Optimism Over Despair: Noam Chomsky On Capitalism, Empire, and Social Change.

Copyright: Truthout.org. Oversat og udgivet på Eftertryk med tilladelse.