Socialdemokratisk neoliberalisme

På trods af retoriske opgør med tidligere regeringer fortsætter den neoliberale politik i høj grad under Mette Frederiksen i form af markedsfokuserede reformer under den danske velfærdsstat. Vi argumenterer her gennem en række konkrete eksempler for, at den nuværende socialdemokratiske regering ikke har foretaget afgørende brud, men ført business as usual, siden den fik magten i 2019.

Af Niklas Olsen og Jesper Vestermark Køber

I et særdeles omdiskuteret indlæg i Politiken i august 2021 annoncerede daværende boligminister Kaare Dybvad Bek et opgør ”med det, man kan kalde ånden fra 89” – ”den uhæmmede og globaliserede kapitalisme, som accelererede med murens fald.” Ifølge Dybvad Bek, som anses for at være Socialdemokratiets chefideolog, havde ånden fra ’89 og idéen om, at markedet skulle fylde stadig mere, mens folkestyret samtidig fik mindre magt, spillet fallit. Nu skulle verdens mest vellykkede samfund, det danske velfærdssamfund, ikke længere udsættes for en liberal økonomisk beskæring af dets kerneydelser og undermineres af grænseløs individualisme, men genoprettes via en tro på, at det er politisk muligt at begrænse den individuelle frihed og skabe et mere retfærdigt og lige samfund, der kommer alle til gode.

Dybvad Beks budskab – som blev lanceret i forbindelse med en ny socialdemokratisk model for elevfordeling i gymnasier, udflytning af statslige job og universitetsuddannelser samt nedrivning af boligblokke1 – affødte stor debat i offentligheden. Det gjaldt især blandt de kommentatorer, der identificerede sig som 89’ere, men ikke mente at have været så grænseløst frihedselskende, som Dybvad Bek påstod.2 Andre læste imidlertid artiklen som et tegn på, at Socialdemokratiet gjorde endegyldigt op med den neoliberale æra.3

Det kan imidlertid undre, at udmeldingen ikke er blev læst som et internt opgør med den markedsfokuserede ideologi og politik, som prægede Dybvad Beks eget parti, Socialdemokratiet, fra de tidlige 1990’erne indtil 2010’erne. Hvor partiet fra 1930’erne til 1980’erne sigtede mod at opbygge en stat, som med en omfattende socialpolitik primært skulle sikre befolkningen mod arbejdsløshed og fattigdom, har partiet siden da i stigende grad efterstræbt en politik, der sigter mod en stat, hvis primære rolle er at udbrede markedsprincipper i samfundet og tildele den enkelte borger mere ansvar for eget liv. På den baggrund bidrog Socialdemokratiet – som Søren Kolstrup også viser i sin nye bog Forandringens årti – i høj grad til at føre Danmark ind i den neoliberale tidsalder.4

At den nuværende Socialdemokratiske regering ønsker at lægge afstand til den ”reformiver”, som kendetegnede dens forgængere, blev allerede understreget af Mette Frederiksen, da hun i 2015 blev formand for Socialdemokratiet.5 Spørgsmålet er derfor, om Socialdemokratiet er i gang med at føre Danmark ud af den neoliberale æra. For at besvare dette spørgsmål belyser vi, hvordan Socialdemokratiet blev neoliberaliseret fra 1980’erne og fremefter og i de efterfølgende årtier bidrog til transformationen af den danske velfærdsstat. Vi fokuserer på politikområder, som har stået i centrum af neoliberaliseringen af velfærdsstaten fra 1980’erne til 2010’erne: (1) Den offentlige sektor (2) Arbejdsmarkedspolitik (3) Uddannelsespolitik. På den baggrund argumenterer vi for, at den nuværende socialdemokratiske regering ikke har foretaget afgørende brud med business as usual, siden den fik magten i 2019. På trods af store retoriske opgør med de borgerlige regeringer, større skepsis over for globaliseringens konsekvenser for velfærdsstaten og beslutningen om at lukke landet under den første del af covid-19-pandemien, fortsætter den neoliberale politik i høj grad under Mette Frederiksen i form af markedsfokuserede reformer af den danske velfærdsstat.

Socialdemokratiets vej til neoliberalismen

Den økonomiske krise i Vesten, der udspillede sig i 1970’erne, resulterede i, at økonomisk liberale og politisk konservative politikere kom til magten i mange lande, bl.a. Margaret Thatcher i Storbritannien (1979) og Ronald Reagan i USA (1981).6 Krisen skabte også omfattende diskussioner om, hvorvidt centrum-venstres traditionelle ideologi og politik stadig var levedygtig. Samtidig med at socialdemokratierne kæmpede for at løse 1970’ernes økonomiske krise, blev de (og andre centrum-venstre partier) voldsomt kritiseret for den omkostningstunge og bureaukratiske offentlige sektor, som deres velfærdsstater var funderet på. Socialdemokratierne reagerede på kritikken af deres velfærdsstatsmodel og det efterfølgende magttab med ideologisk selvransagelse og debat. Målet var at udvikle nye politiske visioner og praksisser, som kunne genskabe økonomisk effektivitet og politisk demokrati i et socialdemokratisk billede og dermed katapultere partierne til magten igen.

Socialdemokratierne kæmpede i denne situation imod økonomisk liberale og politisk konservative modstandere, der havde reageret på 1970’ernes krise ved at udskifte de traditionelle venstreorienterede paroler vedrørende solidaritet, lighed og kollektivitet med visioner om frihandel, konkurrence, privatisering, økonomisk vækst, individuel frihed og social orden. Til at begynde med distancerede socialdemokratierne i mange lande sig fra de nye politiske agendaer, som deres modstandere lancerede, og fastholdt de idéer, som havde udgjort platformen for deres politik i de foregående årtier. Men i løbet af 1980’erne rykkede de sig gradvist væk fra denne platform – og i retning af en mere neoliberal ideologi, som havde meget til fælles med deres modstanderes visioner. Socialdemokratierne begyndte nu at omfavne idéen om markedet som en overlegen mekanisme til at skabe det gode samfund. De forlod deres traditionelle bestræbelser for at modvirke ulighed og sikre demokratisk deltagelse til fordel for et fokus på afbalancerede budgetter, markedsstyret vækst, mindre regeringer og en smidiggørelse af den offentlige sektor gennem markedsdynamikker og arbejdsmarkedscentrerede velfærdsreformer.

Det svenske socialdemokrati var pioner i bevægelsen mod neoliberalismen, men mange andre lande fulgte hurtigt trop, herunder Danmark.7 I 1970’erne lå markedsliberale visioner fjernt fra det danske Socialdemokrati.8 Under indtryk af krisen bevægede partiet sig ikke desto mindre mod venstre, bl.a. ved at forfølge økonomisk demokrati. I de tidligere 1980’ere, stadig under indtryk af krisen, ændrede partiet igen kurs og formulerede en ideologi, der kombinerede værdier som solidaritet, lighed og trivsel med visioner om økonomisk vækst. Mange socialdemokrater var således enige om, at den alvorlige økonomiske situation krævede et stærkt fokus på vækst, hvis levestandarden og det høje niveau i den offentlige sektor skulle opretholdes. Desuden var ledende socialdemokrater nået til den konklusion, at velfærdsstaten skulle bevares snarere end udbygges, og at besparelser i den offentlige sektor og bedre betingelser for erhvervslivet var en nødvendighed for at forbedre Danmarks økonomiske vækst og konkurrenceevne.

I slutningen af 1980’erne – og under indtryk af diskussioner i SAMAK (Arbejderbevægelsens nordiske samarbejdskomité), som bl.a. Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen deltog i – opgav det danske Socialdemokrati endegyldigt visionerne om omfattende økonomisk planlægning. I stedet begyndte de at diskutere idéer om samarbejde mellem staten og erhvervslivet, udlicitering af offentlige goder og tjenesteydelser til private udbydere samt implementering af markedsmekanismer i dele af den offentlige sektor. Ved indgangen til 1990’erne var Socialdemokratiet således godt på vej til at udskifte dets traditionelle ideologi med visioner om konkurrence, privatisering og individuel frihed som vejen til at skabe økonomisk vækst og reformere velfærdsstaten. Transformationen blev yderligere forstærket af nye samfundsudfordringer, som manifesterede sig, da partiet igen overtog magten i 1993, bl.a. i form af øget globalt pres for deregulering og den medfølgende opfattelse af, at økonomisk succes kommer af konkurrence på markedsvilkår og frihandel på tværs af grænser.

Ligesom det var tilfældet i andre lande, forløb transformationen af det danske socialdemokrati dog ikke som en total overgivelse til neoliberalismen, men som en venstreorienteret tilpasning til en ny markedslogik: man ønskede at ’modernisere’ velfærdsstaten for at bevare den. For at indikere grænserne for Socialdemokratiets reformvisioner og -programmer i 1990’erne blev de indhyllet i slogans som ”ansvar for alle” og understregninger af nødvendigheden for ”politisk styring”. For at adskille partiets politiske visioner fra deres markedsliberale forgængeres (Schlüter-regeringerne i 1980’erne og de tidlige 1990’ere, som vi skal vende tilbage til) understregede Socialdemokratiet desuden, at markedsløsninger kun skulle implementeres, hvor det var ”naturligt” at tillade konkurrence og give borgerne mulighed for at agere ”kunde” i forhold til statens serviceydelser. Endelig blev de markedsorienterede reformidéer ofte begrundet med, at øget ansvar for eget liv ville bidrage til borgerens politiske autonomi og deltagelse i samfundet.9

Den offentlige sektor

Den offentlige sektor er en hjørnesten i den universelle danske velfærdsstat. Gennem en omfordeling sigter den mod at sikre borgernes velfærd, så alle har de samme muligheder, rettigheder og pligter. En specifik ambition om at modernisere den offentlige sektor står helt centralt i neoliberal ideologi. Den hviler på et argument om, at det offentlige i den traditionelle velfærdsstat er bureaukratisk, ineffektivt, dyrt, evigt voksende, udemokratisk og indrettet uden hensyntagen til enkeltindividers præferencer. Hertil føjes et argument om, at disse problemer kan løses gennem to mekanismer: privatisering og imitation af det private markeds incitamentsstrukturer og konkurrencelogik for hermed at fremme produktivitet og effektivitet. Begge argumenter blev lanceret i Danmark (og i mange andre lande) i 1970’erne, hvor oliekrise, udlandsgæld og stigende arbejdsløshed fik mange til at tale om velfærdsstatens krise. Her formulerede i særdeles fremtrædende politikere i partiet Venstre (Bertel Haarder, Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen, Peter Brixtofte og Anders Fogh Rasmussen) idéer om markedsfokuserede reformer af den offentlige sektor.10

Ligesom i mange andre lande kom idéerne om at modernisere den offentlige sektor dog først på den politiske dagsorden i Danmark i de tidlige 1980’ere. Det skete, da Poul Schlüter dannede den såkaldte ’Firkløverregering’, hvis erklærede hovedmål var at nedbringe den store udlandsgæld og det stigende statsunderskud, og som i øvrigt – inspireret af Margaret Thatcher og Ronald Reagan – annoncerede en mere ”liberal” politik med fokus på det enkelte menneskes initiativ og ansvarsfølelse for sin egen situation.11 Firkløverregeringen søsatte straks en privatiseringsplan for den offentlige sektor, som blev heftigt diskuteret i Folketinget. Eftersom privatisering viste sig at være for et for kontroversielt begreb blev planerne dog hurtigt begravet – og udskiftet med planer om modernisering, som også refererede til et ønske om at effektivisere den offentlige sektor, tæmme dens bureaukrati og kontrollere dens vækst. I 1983 lancerede finansminister Henning Christophersen det første af en række såkaldte moderniseringsprogrammer, som anbefalede at indføre principper om bl.a. decentralisering af ansvar og kompetence; markedsstyring, frit forbrugervalg og nye finansieringsmekanismer; simplificering af regler; samt træning af ansatte i den offentlige sektor.12

Ingen af de to idéer, privatisering af og modernisering i denne offentlige sektor, blev implementeret i stort omfang under Schlüters regeringer, men begge har været med til at transformere den danske velfærdsstat på afgørende vis på den lange bane. Hvad angår privatisering af statsejede selskaber, skete der ikke det helt store i 1980’erne. Staten solgte sine aktier i Danske Biavleres Honningsalg A/S og Kryolitselskabet Øresund, der oprindeligt udvandt råstoffet kryolit på Grønland, men var blevet til en elektronik- og småkagevirksomhed. Det var først i 1990’erne, at privatisering slog igennem. Under den borgerlige Schlüter-regering frem til 1993 blev der kun privatiseret for omkring 5 milliarder kr. I de følgende 5 år under den socialdemokratiske Nyrup-regering var beløbet 36 milliarder kr. Den største post var her Tele Danmark (31 milliarder), men de andre privatiserede foretagender (fx Giro Bank og Københavns Lufthavn) indbragte også store summer.13

Socialdemokratiets vej fra modstand til omfavnelse af privatisering forløb langtfra gnidningsfrit. Da interne, reformivrige fora og diskussionsklubber i starten af 1990’erne foreslog privatisering af offentlige ydelser som en måde at sikre selvbestemmelse, deltagelse og valgfrihed for det enkelte individ, måtte statsminister Poul Nyrup Rasmussen flere gange rykke ud og forsikre vælgerne om, at privatisering ikke var på partiets agenda.14 Men ud fra logikken om, at økonomisk succes kommer af konkurrence på markedsvilkår og frihandel på tværs af grænser, ændrede statsministeren holdning.

Logikken om den økonomiske gevinst dominerede også beslutningen om at privatisere DONG i 2014. Den sidste store privatisering i Danmark, som i øvrigt også blev gennemført af en socialdemokratisk regering. Debatten om privatiseringen af DONG viser, hvor integreret neoliberal tankegang var blevet i dansk politik på dette tidspunkt. Hvor den første større debat om privatisering i Danmark i starten af 1980’erne handlede om de egentlige fordele og ulemper ved privatisering – og om, hvad begrebet overhovedet dækker over – handlede det i 2014 ikke om, hvorvidt privatisering var det rigtige at gøre, men om man solgte til de rigtige og til den rigtige pris.15

Ud fra samme ræsonnement blev udlicitering – en form for privatisering, hvor produktionen flyttes til den private sektor, men hvor det offentlige fortsat finansierer produktionen og fastsætter kravene til produktionen – også udbredt fra 1990’erne. Udlicitering har bl.a. fundet sted inden for rengøring, renovation, kantinedrift, kollektiv bustransport samt drift og vedligeholdelse af veje.16 Derudover skete der fra ca. 2000 og frem en udvikling i samspillet mellem den offentlige og den private opgaveløsning i Danmark, hvor “partnerskab” og “samarbejde” blev slagordene for et konkurrencefremmende program til løbende effektivisering af den offentlige sektor, og hvor den private sektor involveres i de politiske beslutningsprocesser omkring, hvilke offentlige serviceydelser der bør produceres.17

Hvad angår modernisering i den offentlig sektor, har man siden 1980’erne også forsøgt at indføre en række markedslignende mekanismer med henblik på at gøre sektoren mere effektiv, mindre bureaukratisk og imødegående over for individuelle ønsker. Der er bl.a. blevet indført økonomiske incitamenter til offentlige institutioner, offentlige ledere og medarbejdere, taxameter-finansiering og aktivitetsbaseret budgettering, kontraktstyring af institutioner og myndigheder samt indført direktør- og chefkontrakter, hvor institutionens eller myndighedens resultater er knyttet sammen med udløsningen af bonus til lederen eller ledelsen.18 Det samme gælder indførelsen af præstationsafhængig aflønning af ledere og medarbejdere på lavere niveau. Ligesom de forskellige former for privatisering er denne form for modernisering af den offentlige sektor også i høj grad blevet gennemført under socialdemokratiske regeringer.

Markedsliggørelsen af den offentlige sektor er gået hånd i hånd med løfter om frit valg for den enkelte borger (som længe er blevet tiltalt som ”bruger”). Idéen her er, at frit forbrugsvalg ikke blot vil skabe et mere effektivt, produktivt og innovativt, men også et mere demokratisk og frit politisk-økonomisk system, der er i stand til at tilgodese individuelle behov og interesser.19 På den baggrund blev danskerne under Anders Fogh Rasmussen givet retten til at vælge et privathospital, hvis de havde ventet mere end to måneder på at blive behandlet på et offentligt hospital (perioden blev reduceret til en måned i 2007). ”Lad pengene følge patienten”, lød sloganet, hvormed det offentlige subsidierede den private sektor. Thorning-regeringen, som kom til magten i 2011, var ikke mindre reformivrig. Bl.a. oprettede regeringen den såkaldte ’Moderniseringsstyrelse’, et forvaltningsorgan under Finansministeriet, som havde til opgave at skabe de bedst mulige rammer for en stadig mere effektiv offentlig sektor, herunder bedre styring af de statslige institutioners økonomi.20

Privatisering af og modernisering i den danske offentlige sektor er aldrig slået så voldsomt igennem i Danmark som i andre lande, fx USA og Storbritannien. Men der er ingen tvivl om, at de store forandringer, som har fundet sted på disse områder siden 1980’erne, har været med til at omkalfatre den danske velfærdsstat i en neoliberal retning. Socialdemokratiet har spillet en afgørende rolle i processen.

Uddannelsespolitik

Uddannelsespolitikken er et andet område i danske velfærdsstat, som er undergået en omfattende neoliberalisering – bl.a. via omfattende reformer i folkeskolen og i de videregående uddannelser. For at forstå neoliberaliseringen af uddannelsespolitikken er det nødvendigt at inddrage begrebet konkurrencestat, som blev introduceret i den danske offentlighed via sociologien Ove K. Pedersens udgivelse med samme navn i 2011.21 Konkurrencestaten refererer til en statsform, som tog form fra 1970erne og frem og især i 1990’erne. Her beror det politiske imperativ og legitimitet på at optimere statens konkurrenceevne og dermed sikre Danmarks fremtidige vækst i den økonomiske kappestrid med andre nationer.

Ifølge Pedersen bygger konkurrencestaten på en kritik af nogle af velfærdsstatens centrale uddannelsesværdier, især dets idealer om at uddanne til demokrati. ”I konkurrencestaten”, skriver han på baggrund af analyser af folkeskolens og gymnasieskolens nye formålsparagraffer i henholdsvis 2006 og 2007, ”er det således ikke længere folkeskolens primære opgave at danne den enkelte til at være borger eller deltager i et demokrati, men at udvikle den enkelte til ’soldat’ i nationernes tjeneste med det overordnede formål at skabe et mere konkurrencedygtigt samfund.”22 I denne proces blev det traditionelle ideal om den ’demokratiske medborger’ udskiftet med det Pedersen kalder den ’opportunistiske personlighed’ – et individ, som forfølger sin økonomiske egeninteresse og dermed bidrager til samfundets økonomiske vækst. Det skete via indførelsen af en mere rationel pædagogik, hvor individet skal lære at lade sig motivere af økonomiske incitamenter for at begå sig i konkurrencen, og hvor lighedstanken blev omformet til, at alle skal kunne lære at udnytte disse færdigheder gennem værdiskabende arbejde, som kommer samfundet til nytte.

Konkurrencestatens og ”den opportunistiske personligheds” indtog i det danske uddannelsessystem fandt desuden konkret sted gennem begrebet entreprenørskab.23 Hvor entreprenørskab for 30 år siden ikke var til at spore i dansk uddannelsespolitik, blev det i slutningen af 2000’erne allestedsnærværende i strategier for fremtidig dansk uddannelsespolitik. Den underliggende logik var, at Danmarks fremtidige konkurrenceevne var bundet op på entreprenørskab, at entreprenørskab kunne læres og derfor skulle læres af alle borgere. Denne forståelse blev legitimerende for økonomiske reformer såvel som for omstruktureringer i uddannelsessystemet, ikke mindst under periodens VK-regeringer, der ønskede at udrulle entreprenørskab i hele det danske uddannelsessystem. Dette fremgik bl.a. af det tværministerielle policy-dokument Strategi for uddannelse i entreprenørskab fra 2009, som indførte måling og testning af folkeskoleelevernes entreprenør kompetencer.

VK-regeringens dagsorden mødte dog opbakning fra begge sider af det politiske spektrum og blev til dels videreført, da Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i 2011 overtog magten. Hertil skal føjes, at konkurrencestatslogikken har lange rødder i en dansk sammenhæng, og at den for alvor bed sig fast i det danske politiske idélandskab i starten af 1990’erne, også i Socialdemokratiet. Fx foregreb Mogens Lykketofts bog Sans og Samling fra 1994 på mange måder den senere debat om konkurrencestaten i en dansk sammenhæng. Med reference til bemærkninger af Robert Reich, daværende arbejdsminister under Bill Clinton, om manifestationen af en ny globaliseret økonomi, argumenterede Lykketoft i bogen for, at den øgede internationale konkurrence mellem nationerne krævede et forandret og fornyet velfærdssamfund, hvor enhver har reel mulighed for at udvikle og realisere sig selv, og hvor undertrykkelse, udnyttelse og arbejdsløshed er elimineret.24 Lykketoft relaterede således idéen om at udvikle et nyt samfund i lyset af øget global konkurrence med klassiske velfærdsstatsidealer om at sikre et godt liv for den dårligere stillede del af befolkningen.

I løbet af de næste ca. 20 år identificerede det danske Socialdemokrati sig mindre og mindre med den klassiske velfærdsstat. I august 2013 udtalte Bjarne Corydon, partiets daværende finansminister, således: ”Jeg tror på konkurrence­staten som den moderne velfærdsstat.”25 Udtalelsen faldt i forbindelse med omfattende reformer af kontanthjælp, dagpenge, SU, nedskæringer i det offentlige forbrug og skattelettelser til erhvervslivet. Ifølge Corydon iværksatte Socialdemokratiet ikke primært reformerne pga. økonomiske nødvendigheder skabt af globaliseringen og krisen i kølvandet på finanskrisen i 2008, men også fordi partiet mente, at de ville føre til et bedre samfund:

”Set fra det enkelte menneskes synspunkt er der noget uendeligt meget smukkere i at have et samfund, der effektivt hjælper dig med at blive selvforsørgende og udvikle din tilværelse på den måde, som du selv vælger, end at have et samfund, der beskytter dig imod konsekvenserne af, at du aldrig erhvervede den evne.”26

Få måneder efter, i december 2013, blev den såkaldte Fremdriftsreform vedtaget af Folketinget.  Fremdriftsreformen indgik som et led i SU-reformen, som blev endeligt vedtaget af Folketinget i december 2013. Reformen, som var et led i en række ændringer i universitetsloven og SU-loven, handlede først og fremmest om at få de studerende hurtigt ud på arbejdsmarkedet, så de kunne bidrage til Danmarks økonomiske vækst.27 Fremdriftsreformen blev drevet af en økonomisk rationalitet, som reducerede formålet med uddannelse til vækst, effektivitet og produktivitet i tråd med konkurrencestatens etos. Det er et blandt flere eksempler på, hvordan Socialdemokratiet har været med til at skabe, opretholde og udvide neoliberaliseringen af den danske velfærdsstat gennem en konkurrencefokuseret uddannelsespolitik.

Arbejdsmarkedspolitik

Et tredje område, hvor neoliberaliseringen har vundet frem i Danmark, er arbejdsmarkedspolitikken. Siden begyndelsen af 1990’erne, hvor aktivering af arbejdsløse blev et centralt princip, er der på dette område sket omfattende forsøg på at udbrede markedsprincipper og tildele den enkelte borger mere ansvar for eget liv.

Arbejdsmarkedspolitikken var en hjørnesten i oprettelsen af efterkrigstidens velfærdsstat. Målet for arbejdsmarkedspolitikken i den klassiske velfærdsstat var at skærme borgerne fra markedet og sikre, at borgeren i tilfælde af arbejdsløshed ikke oplevede et omfattende velstandstab. Dette princip blev håndhævet med bistandsloven fra midten af 1970’erne, der med professor Jørn Henrik Petersens ord videreførte velfærdsstatens credo om, at man skulle kunne få noget for ingenting. Således skelnede loven ikke mellem selvforskyldt og uforskyldt nød.

Bistandsloven var den sidste store udbygning af den danske velfærdsstat. Som en reaktion på den høje arbejdsløshed i 1980’erne begyndte den borgerlige regering, med den radikale socialminister Aase Olesen, efter spredte forsøg i kommunerne et længerevarende opgør med principperne bag loven. Fra 1991-1993 stod Olsen i spidsen for Socialkommissionen, der banede vejen for den såkaldte ”aktive arbejdsmarkedspolitik”, som skulle tilskynde unge til at komme i arbejde. Rettigheder til ydelser skulle kombineres med et krav om pligter, der blev understreget ved introduktionen af aktiveringsbegrebet og den såkaldte ungdomspakke i 1990. Hermed modtog unge arbejdsløse en fast lav ydelse og et krav om aktivering i op til fem måneder for at modtage ydelsen.

Modsat tidligere, hvor samfundet blev anset for at være årsagen til arbejdsløshed og nød, blev arbejdsmarkedspolitikken nu drevet af den tankegang, at individet selv er ansvarligt for sin situation. Samtidig indebar kravene om aktivering ideer om opkvalificering af de arbejdsløse. I opposition var Socialdemokratiet tilbageholdende med at acceptere den nye arbejdsmarkedspolitik, fordi partiet ligesom fagbevægelsen frygtede, at de unge arbejdsløse ville fungere som løntrykkere. Men da Socialdemokratiet kom til magten i 1993, videreudviklede partiet de ideer, som den tidligere regering havde fremsat, således at det nu blev alle ledige, som skulle aktiveres. I konteksten af murens fald og den stigende globale konkurrence fokuserede Socialdemokratiet ikke længere på efterspørgselsregulering, men på udbudspolitik og målet var at øge arbejdsstyrken gennem aktivering og opkvalificering. Særligt det sidste spillede en rolle for den nye vision om, at kun som videnssamfund kunne Danmark opretholde en høj beskatning og et højt velfærdsniveau. Arbejdsløshedssystemet blev fortsat opfattet som dyrt og ineffektivt, og 1980’ernes diskussion af ’den sociale massegrav’ – hvor op mod 100.000 mennesker blev fastholdt i arbejdsløshed, angiveligt fordi de manglede kvalifikationer – blev hevet frem for at illustrere arbejdsløshedens ulykker. I 1997 fik den socialdemokratiske regering gennemført loven om aktiv socialpolitik, hvor en ’ydelser for nydelser’-tankegang erstattede den gamle bistandslov. De arbejdsløse skulle nu selv tage ansvar for egen situation og kunne kun få hjælp fra det offentlige, hvis de ydede noget til gengæld (fx opkvalificering og jobtræning).

Den disciplinering af de arbejdsløse, som knytter sig til aktiveringsspørgsmålet, har været siden været centralt i arbejdsmarkedspolitikken og er kun blevet forstærket under de efterfølgende borgerlige regeringer. Ligesom de blev fulgt op af Socialdemokratiet, da partiet igen overtog magten i 2011. Allerede før Mette Frederiksen blev beskæftigelsesminister bekendtgjorde hun et opgør med venstrefløjens tro på, at større ydelser afhjælper fattigdom. ”Første dag på kontanthjælp skal betyde første dag på det nye job”, udtalte hun i 2010 – og tilføjede: ”Den grundlæggende idé om, at man kan få en passiv forsørgelse i Danmark, er mig simpelthen imod. Man skal yde noget for sin kontanthjælp.”28 I forlængelse heraf genoplivede Thorning-Schmidt-regeringen (2011-2015) credoet om ret og pligt for at bygge bro mellem dens egen og forgængernes ideologiske projekt.29 Men det er mere rimeligt at sige, at politikken siden 1990’erne har været et forsøg på at omlægge principperne bag velfærdsstaten ved at skære i ydelserne og stille krav til den enkelte for at gøre systemet mere økonomisk rentabelt. Eksempelvis ledte skattereformen i 2012 til, at dagpenge og kontanthjælp blev reguleret med inflationen frem for med lønstigningerne, hvilket betød lavere ydelser. En række andre reformer sænkede ydelserne for unge kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. På den baggrund har både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har været med til at neo-liberalisere den danske velfærdsstat gennem en aktivistisk arbejdsmarkedspolitik.

Status

Der kan ikke herske tvivl om, Socialdemokratiet spillede en vigtig rolle i neoliberaliseringen af den danske velfærdsstat. Men den udbredte antagelse om, at partiet er ved at afslutte den neoliberale æra, er en sandhed med modifikationer. Socialdemokratiet har både før og efter 2019 rigtignok på flere områder varslet og initieret brud med neoliberalismen. Det gjaldt eksempelvis, da covid-19 ramte Danmark, og regeringen lukkede landet ned på trods af alvorlige økonomiske konsekvenser. Samtidig appellerede Mette Frederiksen til fællesskabet og opbakning til den danske velfærdsmodel, mens hun lod Finansministeriet udbetale milliardstore hjælpepakker til nødstedte borgere og virksomheder. Den socialdemokratiske krisehåndtering står dog ikke i modsætning til, at markedsprincipper og idéen om at give den enkelte borger mere ansvar for eget liv lever videre og sågar forstærkes under den nuværende regering.

I forhold til privatisering af og modernisering i den offentlige sektor har Mette Frederiksen længe varslet et opgør med begge dele. Allerede som ung politiker markerede Frederiksen sig som skeptiker af privatisering. Hun mente, at privatisering og udlicitering risikerer at underminere og svække den offentlige sektor og skabe økonomisk ulighed.30 Da Frederiksen overtog tøjlerne i Socialdemokratiet, annoncerede hun ligeledes et opgør med ”en regering, der gerne vil skære ned og privatisere”,31 og hun markerede sig i 2017 som modstander af regeringens planer om at privatisere TV2. ”Man kan få en udenlandsk køber, som ikke vil hverken demokratiet eller mangfoldigheden,” udtalte Frederiksen.32 I starten af 2019 blokerede Frederiksen desuden for et salg af Radius-elnettet ud fra et socialdemokratiets princip om, ”at kritisk infrastruktur skal være ejet af forbrugerejede selskaber eller i en konstruktion, hvor det offentliges ejerandel er over 50 procent.”33 Ud fra dette princip godkendte hun senere på året salget af Radius til det kundeejede andelsselskab SEAS-NVE, således at hele Danmarks elnet er ejet af enten det offentlige eller forbrugerejede selskaber.34

Det socialdemokratiske opgør med privatisering er dog tvetydigt. For eksempel har den nuværende regering luftet planer om at privatisere den kommunale affaldsforbrænding (en idé, partiet var modstander af i oppositionstiden) og udskille de kommunale fjernvarmeværker fra kommunerne og drive dem som kommercielle virksomheder med profit for øje.35 Desuden fortsætter regeringen det, som er blevet kaldt for ’den stille privatisering’, hvor private leverandører uden den store opmærksomhed i medierne eller dramatiske politiske slagsmål har sat sig på en stadig større del af markedet for kommunale velfærdsopgaver (børnepasning, skoler, plejeområdet). Det er en type privatisering, som har en social slagside, idet de private institutioner selv fastsætter deres takster – der generelt er dyrere end de kommunale.36 Regeringen har uden held forsøgt at stoppe en del af denne udvikling ved at indføre et profitforbud på daginstitutioner. Så den stille privatisering af velfærdsstaten lever videre for nu. Det samme er tilfældet med moderniseringen i den offentlige sektor. På trods af adskillige løfter om et opgør med den markedsfokuserede styring (og beslutningen i 2020 om at omdøbe den udskældte Moderniseringsstyrelse til Økonomistyrelsen), er der endnu ikke sket det store.37

Der synes heller ikke at være foretaget et opgør fra socialdemokratisk side med den neoliberalisering, som har gennemsyret uddannelsespolitikken i konkurrencestatens navn. Vi har endnu til gode at se indførelsen af nye formål, værdier og pædagogikker, som skal afløse ambitionen at skabe et mere konkurrencedygtigt samfund ved at fremme entreprenør færdigheder, som skal sikre vækst, effektivitet, og produktivitet. Uddannelsespolitikken er stadig underlagt arbejdsmarkedspolitikken, og eleven og den studerende skal ikke lære for sin egen udviklings og demokratiets skyld, men for at blive et redskab i konkurrencestatens tjeneste. Dog besluttede regeringen i 2019 at stoppe den tidligere regerings besparelser på uddannelse ved at fjerne det årlige omprioriteringsbidrag på to procent på uddannelsesområdet og gjorde dermed op med mange års reducering af de offentlige udgifter på dette område.

Mens den socialdemokratiske regering ikke har gjort op med indholdet og målet i uddannelsessystemet, er det begyndt at adressere systemets ulighedsskabende strukturer. Det ses først og fremmest med den nye model for elevfordeling på de gymnasiale uddannelser, hvormed elever i fremtiden vil blive vurderet på transporttid eller forældrenes indkomst, når de søger optag på et gymnasium, således at der ikke længere er et helt frit valg. Aftalen skal bremse den social polarisering og etnisk opdeling, som flere gymnasier i de større byer har oplevet og hjælpe uddannelsesinstitutioner i mindre byer, som er truet af søgning mod byerne og udsigten til mindre ungdomsårgange.

Hvad angår arbejdsmarkedspolitik, følger regeringen fortsat aktiveringslinjen. I programmet ”Danmark kan mere I” fra 2021 er fokus fortsat på at få flere i arbejde, og midlerne er de samme som før. Regeringen koncentrerer sig særligt om arbejdsløse akademikere og sigter mod at sænke dagpengesatsen for nyuddannede. Også indvandrere og deres efterkommere rammes hårdt af disse ambitioner. Regeringen lægger desuden op til intensive nyttejob-ordninger, der især er rettet mod kvindelige indvandrere. Gennem årene har skiftende regeringer fokuseret på indvandreres og flygtninges incitamenter til at komme i arbejde gennem regulering af kontanthjælpen og den såkaldte starthjælp, hvor flygtninge modtager en lav ydelse for at anspore dem til at komme i arbejde. Netop ved at afskaffe starthjælpen adskilte den socialdemokratiske Thorning-Schmidt regering i 2011-2015 sig fra både Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens regeringer. Da Mette Frederiksens socialdemokratiske regering overtog magten i 2019, beholdt den starthjælpen og videreførte dermed en usædvanlig lav ydelse med den begrundelse, at den ville anspore nytilkomne flygtninge til at finde et arbejde.

Til gengæld indvarsler Arne-pensionen en velfærdsforbedring, som den socialdemokratiske chefredaktør for net-mediet Pio, Niels Jespersen, har beskrevet som det første sociale fremskridt i lang tid. Forslaget kan dog også ses som et bidrag til eroderingen af den universelle velfærdsstat, da rettigheden ikke gælder alle. Mere generelt handler ”Danmark kan mere I” om at sikre Danmarks position i en globaliseret verdensøkonomi ved at sikre et højt og rigtigt kvalificeret arbejdsudbud, der kan holde lønomkostningerne nede og konkurrenceevnen høj.38

Opgør med neoliberalismen kræver brud med økonomisk tankegang

På trods af adskillige retoriske og enkelte praktiske-politiske opgør med neoliberalismen lever den stadig videre under den nuværende socialdemokratiske regering. Men hvorfor er det så svært at bryde med neoliberalismen – selv for et erklæret venstreorienteret Socialdemokrati? Årsagen til neoliberalismens fortsatte eksistens skal ikke blot findes i, at visse politikområder tager tid og er vanskelige at reformere, fx pga. politisk modstand fra andre aktører. Det skyldes især, at Socialdemokratiet er fanget i en økonomisk tankegang, der er baseret på specifikke idealer om konkurrence, vækst og effektivitet, og som er kompatibel med og fordrer neoliberal politik. Denne tankegang, som har rødder i økonomifaget og deles af de fleste partier, undtaget på yderfløjene, bliver ofte fremstillet som noget værdineutralt – altså som noget, der er naturgivet og sandt – tænk fx på slogans som nødvendighedens politik. Men det kan også kobles til visioner om at skabe et bedre samfund – eller at bevare den eksisterende samfundsmodel.39 Hvor det for Venstre har handlet om det første, har det hos Socialdemokratiet især handlet om det sidste.

Her er det vigtigt at understrege, at Socialdemokratiet aldrig har været neoliberale i den forstand, at partiet ønskede et samfund udelukkende baseret på frie markeder og individuel frihed. For dem var målet altid et velfærdssamfund, og midlet til at opretholde det gik siden slutningen af 1980’erne gennem friere markeder og øget individuel frihed. På den måde er der en forskel på markedet som mål og middel hos socialdemokratismen og neoliberalismen. Når man alligevel kan tale om en neoliberalisering af Socialdemokratiet, er det fordi idéer om frie markeder og individuel frihed – i kombination med idéer om konkurrence, vækst og effektivitet – fik en central plads i partiets reformprogrammer fra de tidlige 1990’ere og frem.

Mette Frederiksens regering har rent retorisk gjort op med parolerne om frie markeder og individuel frihed. Men et egentligt brud med neoliberaliseringen af den danske velfærdsstat vil kræve, at hun også bryder med parolerne om konkurrence, vækst og effektivitet, som har fungeret og bliver ved at fungere som en motor for denne neoliberalisering. Om Socialdemokratiet formår det, vil fremtiden vise, men der er p.t. ikke meget, som tyder på det.

Niklas Olsen er professor i politisk historie på Saxo Instituttet, Københavns Universitet, og Jesper Vestermark Køber postdoc samme sted på projektet Neoliberalism in the Nordics. Olsen og Køber har senest udgivet antologien Citizen Categories in the Danish: From the Founding Epoch to the Neoliberal Era (Syddansk Universitetsforlag, 2021).

  1. Se interviewet Bent Winther, ”Kaare Dydvad Bek tager opgør med 89erne,” Berlingske (12. juli 2021), hvor Dydvad Bek for første gang anvendte udtrykket ”ånden fra 89”.
  2. Se fx Tobias Reinwald, ”Et interview med ’regeringens chefideolog’ har fået Søren Pind op af stolen,” Berlingske Tidende (12 juli 2021).
  3. Bent Meier Sørensen og Claus Christoffersen, ”Kaare Dybvad har ret: Neoliberalismens æra er slut,” Politiken (5. september, 2021).
  4. Søren Kolstrup, Forandringens årti: Mellem velfærd og nyliberalisme, 1990-2001 (København: Frydenlund, 2022).
  5. Se fx ”Mette Frederiksen lægger afstand til reformiveren,” Berlingske Tidende (1. maj 2016).
  6. Det følgende afsnit bygger på Alan Granadino, Stefan Nygård & Peter Stadius (red.), Rethinking European Social Democracy and Social: The History of Centre-Left in Northern and Southern Europe in the Late 20th Century (Milton, University of Helsinki: Routledge); Stephanie L. Mudge, Leftism Reinvented: Western Parties from Socialism to Neoliberalism (Cambridge, MA: Harvard University Press, 2018); Christopher Pierson, Hard Choices: Social Democracy in the 21st Century (Cambridge Polity, 2001). Donald Sassoon, One Hundred Years of Socialism: The West European Left in the Twentieth Century (London: New Press, 1996).
  7. For de svenske udviklinger, se Jenny Andersson, Between Growth and Security: Swedish Social Democracy from a Strong Society to a Third Way (Manchester: Manchester University Press, 2006).
  8. Det følgende bygger på Kolstrup, Forandringens årti; Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.), Velfærdsstaten i tidehverv: Dansk velfærdshistorie bd. 5, 1973-1993 (Syddansk Universitet, 2013).
  9. Niels Ejersbo & Carsten Greve, Moderniseringen af den offentlige sektor (København: Akademisk forlag, 2014), 46–52; Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen, eds., Hvor glider vi hen? Dansk velfærdshistorie, bind 6, 1993–2014 (Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2014), 89–101; Niklas Olsen, The Sovereign Consumer: A New Intellectual History of Neoliberalism (Cham: Palgrave Macmillan, 2019), 234-240.
  10. Olsen, The Sovereign Consumer, 192-210.
  11. Søren Hein Rasmussen and Poul Villaume, Et land i forvandling: Danmarks Historie, 1970–2005 (København: Gyldendal, 2007), 276-277.
  12. Finansministeriet, Redegørelse til Folketinget om regeringens program for modernisering af den statslige administration (1983). Se også Ejersbo & Greve, Moderniseringen af den offentlige sektor, 34–36; Petersen, Petersen og Christiansen (red.), Velfærdsstaten i tidehverv 115–116.
  13. Kolstrup, Forandringens årti, 383.
  14. Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen & Niels Finn Christiansen (red.), Hvor glider vi hen?: Dansk velfærdshistorie bd. 6, 1993-2014 (Syddansk Universitet, 2014). 105–108.
  15. Stine Nørhom Just, ”Vi sælger, når prisen er god,” Kommunikationsforum (26. februar 2014) –  https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/dong-og-privatisering-i-fremtiden. Den mere radikale venstrefløj var ikke del af denne konsensus om, at der skulle sælges til den rette pris.
  16. Jørgen Birk Mortensen, ”Udlicitering,” Den store danske (2. februar 2009) – https://denstoredanske.lex.dk/udlicitering
  17. Andrej Christian Lindholst & Ole Helby Petersen, ”Offentligt-privat samspil mellem konkurrence og samarbejde,” Politica, 47. årg. nr. 4 (2015), 495-502.
  18. Ejersbo og Greve, Moderniseringen af den offentlige sektor.
  19. Olsen, The Sovereign Consumer, 185-226, 231-240.
  20. Ejersbo og Greve, Moderniseringen af den offentlige sektor 246-248.
  21. Ove K. Pedersen, Konkurrencestaten (København: Gyldendal, 2011)
  22. Pedersen, Konkurrencestaten, 172-173.
  23. For det følgende, se Clara L. Mortensen, ”Udbredelsen af begrebet entreprenørskab: Fra økonomisk begreb til pædagogiseret borgerideal,” Temp – Tidsskrift for Historie 12/23 (2022), 149–174.
  24. Mogens Lykketoft, Sans og Samling: En socialdemokratisk krønike (København: Samleren, 1994), 26.
  25. Amalie Kestler & Per Michael Jespersen, ”Corydon: Jeg tror på konkurrencestaten,” Politiken (24. august 2013).
  26. Ibid.
  27. Se Niels Olav Holst-Larsen, Skynd dig – det skylder du! Uddannelsesidealer og menneskebilleder i 2010’ernes uddannelsespolitiske debatter (Speciale, Historie, KU, 2022).
  28. ”Mette Frederiksen: Slutmed at fede den på kontanthjælp” BT (6. april 2010). https://www.bt.dk/politik/mette-frederiksen-slut-med-at-fede-den-paa-kontanthjaelp
  29. For en kritik af Socialdemokratiets ”ret og pligt”-slogan, se Jørn Henrik Petersen, Pligt & ret, ret & pligt. Refleksioner over den socialdemokratiske idearv (Syddansk Universitetsforlag, 2014), som hævder, at Socialdemokratiet bedriver historieforfalskning med dens brug af dette slogan.
  30. Se fx Rune Lykkeberg, ”Det socialdemokratiske selvopgør,” Information (5. april 2008).
  31. Jens Jonatan Steen, “Mette F: Der skabes mirakler i velfærdssamfundet,” Netavisen Pio (23. december 2016) –https://piopio.dk/mette-f-der-skabes-mirakler-i-velfaerdssamfundet
  32. Tv2, ”Mette Frederiksen frygter for Tv2 i udenlandske hænder,” Tv2s hjemmesiden (14. august 2017) – https://nyheder.tv2.dk/politik/2017-08-14-mette-frederiksen-frygter-for-tv2-i-udenlandske-haender
  33. Jacob Chor & Frederik M. Juul, ”Søndag eftermiddag smuldrede et historisk milliardsalg,” Berlingske Tidende (13. januar 2019) – https://www.berlingske.dk/business/soendag-eftermiddag-smuldrede-et-historisk-milliardsalg
  34. Bo Elkjær, ”Så blev Radius alligevel solgt,” Information (19. september 2019) – https://www.information.dk/indland/2019/09/saa-radius-alligevel-solgt.
  35. Se Pelle Dragsted, ”Er Dan Jørgensen klima eller privatiseringsminister?,” Altinget (21. juni 2021). https://pelledragsted.dk/2020/06/er-dan-joergensen-klima-eller-privatiseringsminister/
  36. Jens Reiermann og Torben K Andersen, ”Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke”, Mandag Morgen (8. april 2019). https://www.mm.dk/artikel/den-stille-privatisering-dansk-velfaerd-traeder-ind-i-en-ny-epoke
  37. Nicolas S. Nielsen, “Mette Frederiksen til kamp mod papirtigre og pisk i det offentlige,” DR (31. maj 2018). https://www.dr.dk/nyheder/politik/mette-frederiksen-til-kamp-mod-papirtigre-og-pisk-i-det-offentlige
  38. Se fx Esben Schiørring, ”Velkommen til Mette Frederiksens konkurrencestat,” Altinget (8. september 2021) – https://www.altinget.dk/artikel/velkommen-til-mette-frederiksens-konkurrencestat
  39. For rødderne til denne tankegang i USA i 1960erne og 1970erne, se Elisabeth Popp Berman, Thinking Like an Economist: How Efficiency Replaced Equality in US Public Policy (Princeton: Princeton University Press, 2022). For hvordan tankegangen efterfølgende spredte sig i centrum-venstre partiet i den vestlige verden, see Mudge, Leftism Reinvented.