Voldsidéer #6: Borgerkrig

Borgerkrig er et familieanliggende. Borgerkrigen kommer indefra: Det er ikke volden eller voldsomheden, der gør borgerkrigen speciel, men nærheden blandt kombattanterne. Borgerkrig er på én og samme tid en bekræftelse og en benægtelse af det politiske fællesskab. Hvis revolution handler om, hvad der hører til, så handler borgerkrig om, hvem der hører til. Borgerkrigen gennemspiller spørgsmålet, om man er ét med dem, man er i samfund med. Om samfundet er i harmoni eller disharmoni. Om der er overensstemmelse mellem borgere og befolkning i samfundet. Borgerkrig fortsætter med at forme forventninger til fremtiden – og udgør det sjette og (foreløbigt) sidste afsnit i serien om Voldsidéer. Du kan læse foregående afsnit i serien her.

Af Mikkel Thorup
Illustration af Julie Kordovsky

I april 2021 udgav et stærkt højreorienteret fransk magasin et åbent brev underskrevet af en række fremtrædende pensionerede militærfolk. Brevet indeholder en katastrofisk udlægning af Frankrigs nuværende situation grundet muslimsk indvandring, og hvad der betegnes som en passiv, hvis ikke endda forræderisk, politisk klasse. Brevet afsluttes med en henvendelse til den politiske magt, at det må være slut med at udsætte kampen for et ordentligt Frankrig; ellers ”vil en borgerkrig i morgen gøre en ende på dette voksende kaos, og de døde, som I vil være ansvarlige for, vil skulle tælles i tusinder.”1

Borgerkrig er et svært begreb. Er det, der sker i Syrien en borgerkrig eller måske en revolution, et folkemord, en regional krig, en løsrivelseskrig eller endog en stormagts-stedfortræderkrig? Alle voldsformerne på forskellige tidspunkter eller for forskellige grupper? Eller tænk på den Amerikanske Borgerkrig, 1861-5, som sydstatstilhængere dengang og helt frem til i dag ønsker at kalde ”War of the States”, og som tidligere hed ”The Rebellion”.

Borgerkrig, skriver den tyske krigshistoriker Herfried Münkler, er ”intra-statslig konflikt om magt og regering afgjort med voldelige midler.”2 Det fanger dog ikke helt, hvordan borgerkrig som en kulturel reference er kendetegnet ved dens intimitet. Den deler mytologisk materiale med fader- og brodermord. Borgerkrig er på sin vis et familieanliggende. Borgerkrigen kommer inde fra bymuren, inde bag grænsen. Det er naboen, den velkendte, ikke den fremmede, der invaderer udefra. Det, der gør borgerkrig speciel, er ikke volden, ikke engang voldsomheden (som det op gennem historien er blevet sagt, er værst i borgerkrige), men nærheden og familiariteten blandt kombattanterne. Hvis massakren, pogromen og særligt folkemordet handler om, at udrense det politiske legeme for dem, der nu ses som fremmedlegemer, så indrammes borgerkrigen af, at man skal bo sammen med sine fjender bagefter, ganske som man gjorde før konflikten.

Det er krig med og mellem dem, man deler noget med, nemlig et politisk fællesskab. Borgerkrig er på én og samme tid en bekræftelse og en benægtelse af det politiske fællesskab. Som navnet antyder, så handler borgerkrig om borgerskab. Hvis revolution handler om, hvad der hører til, så handler borgerkrig om, hvem der hører til. Borgerkrigen er en samtidig dobbeltbevægelse, hvor samfundets enhed imploderer eller benægtes – naboen er fjenden – og bekræftes (jf. de franske militærfolks ord om at ”gøre en ende på dette voksende kaos”). Borgerkrigen lover at genskabe og genbekræfte det brudte samfund og genskabe borgerskab.

Den dybe historik og metaforik, der ligger i borgerkrigsbegrebet er forsøgt fortrængt med mere tekniske begreber som ’interne krige’, ’voldsudbrud mindre end krig’ eller bare ’uroligheder’, men borgerkrig er et stærkt begreb med distinkte associationer. I det følgende vil jeg kort afdække borgerkrigens idéhistorie, dens kommentarspor op gennem historien, for nærmere at forstå dens tiltrækning som begreb.

I

Den store franske essayist Michel de Montaigne opsummerede i 1580 det generelle syn på borgerkrig, idet han skrev, at krig kan virke naturlig, ja nogle gange endda ønskværdig, og ”krig med et fremmed land er et meget nænsommere onde end borgerkrig.”3 Borgerkrig er op gennem historien blevet set som den værre form for krig; værre, fordi den ikke burde opstå; værre, fordi den er mere grusom.

I Solons love, formodentlig indført i Athen i 594 fvt., var der en bestemmelse om tab af borgerrettigheder for den, der ikke vælger side, når der er voldelige uroligheder i bystaten, stasis, forløberen for borgerkrigsbegrebet. Man måtte altså ikke være neutral, når det gjaldt kampen om selve bystatens karakter. Man taber sine borgerrettigheder, hvis man ikke slås for én af siderne i kampen om, hvad borgerskabet og samfundet skal betyde.

Som den italienske filosof Giorgio Agamben skriver i sin lille bog om borgerkrig, så er der to afgørende bestemmelser om borgerkrig i antik græsk tænkning, atimia, tab af borgerrettigheder for de ikke-kæmpende, og amnesti for de kæmpende, dvs. en aktivt villet forglemmelse af fjendskabet.4 Begge dele angiver borgerkrigens særlige karakter: borgernes kamp i samfundet om, hvilket borgerskab, der skal konstituere samfundet, nærheden blandt de kæmpende før, under og efter den voldelige konflikt.

Byen – bystat, samfund, det politiske fællesskab – opstår metaforisk og mytologisk ved at vælte en del af skoven, bygge mure udadtil, adskille byen fra naturen, mennesket fra dyret og fra de dyriske mennesker. Den fredløse er en slags personbåret borgerkrig, en udstødt, der vandrer i skoven. Bysamfundet og siden borgerskabet er en afnaturalisering, civilisation som tæmning af og afstand til naturen, og borgerkrig er den mest akutte trussel om gennaturaliseringen af byen; frygten for, at der ikke virkelig er sat grænse og afstand mellem menneske og natur, da truslen ikke lurer derude i skoven i form af ulve, bjørne og mytologiske væsener, men herindefra, fra dem, der i et og alt ligner os, er os.

Den græske historiker Thukydid skrev cirka 400 år før vor tidsregning om den peloponnesiske krig, 431-404 fvt., og det er den nok mest indflydelsesrige fortælling til at sætte borgerkrig som en særlig grum form for voldsudbrud. Den handler om borgerkrigen i Korkyra (Korfu), ifølge Thukydid ”den første by til at udvise borgerkrigens passioner.” Uden her at gå i detaljer med fraktioner og begivenheder, så skildrer han et forløb, hvor den demokratiske og den aristokratiske fraktion i byen kæmper om magten, og hvor indbyggerne ”massakrerede de af deres egen borgere, de forstod som fjender.” Og, siger han, ”som det som regel sker i sådanne situationer, så gik folk til yderligheder og videre endnu. Der var fædre, der dræbte deres sønner; mænd blev slæbt ud af templerne eller nedslagtet på selve alterne; nogle blev til sidst muret inde i Dionysis-templet og døde der.” Bemærk her, hvordan volden dels overskrider tabuet mod drab i familien og det helliges ukrænkelighed; to af samfundets bærende søjler:

Samfundet var blevet opdelt i to ideologisk fjendtlige lejre, og hver side betragtede den anden med mistænksomhed. I forhold til at ende denne tilstand kunne der ikke gives nogen garanti, der kunne stoles på; ingen ed kunne sværges, som folk ville være bange for at bryde; alle var kommet til den konklusion, at det var håbløst at forvente en permanent ordning, og derfor, i stedet for at stole på hinanden, brugte de deres energi på at sikre sig selv.5

Borgerkrigen som samfundsprincippets modsætning, som kollapset af alt, der får et samfund til at hænge sammen, styrer den europæiske forestilling om borgerkrig op gennem århundrederne.

Ifølge den amerikanske idéhistoriker David Armitage er det de antikke romere, ikke grækerne, der giver os borgerkrigsbegrebet, bellum civile, hvorimod jeg vil argumentere for, at borgerkrigstanken i europæisk historie starter med grækerne. Hvor end traditionen starter, har borgerkrig i modsætning til krig og revolution ikke givet anledning til store teoretiske værker, og den tilstås generelt få selvstændige kommentarer i både førmoderne og moderne politisk og militær teori.

Borgerkrigens kulturelle ladethed kommer fra begivenheder og fortællinger, såsom fortællingen om Roms opståen ved et broderdrab, hvor Romus dræber Remulus og grundlægger byen Rom. Myten siger, at Romus byggede en bymur, Remulus hånede ham for den og hoppede ind over den, dvs. gjorde sig egenhændigt til del af ’samfundet’, hvorefter Romus dræbte ham og færdiggjorde byggeriet. Myten illustrerer borgerkrigens dobbeltkarakter af samfundets ødelæggelse og grundlæggelse i spørgsmålet om, hvem der hører til inden for murene. Den kønnede forestilling om brodermordet, siger Armitage, ”blev den centrale metafor for den unaturlige strid i hjertet af borgerkrigen.”6

Der opstår ifølge Armitage tre romerske fortællinger om borgerkrig,7 der har holdt sig op til i dag. Den første er den republikanske, der mest prægnant formuleres af renæssance-tænkeren Niccolò Machiavelli i Drøftelser fra 1531, der er kommentarer til den romerske forfatter Titus Livius, og som siger, at borgerkrig er samfundet iboende. Der findes en social dynamik mellem de mægtige og de fattige, en gavnlig strid – siger Machiavelli – der fra tid til anden bryder ud i egentlig borgerkrig, og som sikrer, at ingen klasse helt og permanent tager magten. Den anden fortælling er den imperiale, mest kraftfuldt formuleret af den engelske filosof Thomas Hobbes i Leviathan fra 1651, hvor borgerkrig er den konstante fare, der truer med at bryde ud hvor som helst hvornår som helst, hvorfor en stærk, gerne monarkisk magt, er nødvendig for at holde borgerkrigsmuligheden i skak med overlegen magt. Og for det tredje er der den senromerske, kristne fortælling, indflydelsesrigt formuleret af kirkefaderen Augustin i Om Guds stad skrevet i perioden 413-427, hvor borgerkrig er resultatet af menneskets jagt på det jordiske frem for det himmelske, og som vel i en moderne, sekulær udgave er påstanden om borgerkrig som et plyndringstogt.8

Borgerkrig gennemspiller i alle tre fortælletraditioner på dramatisk vis spørgsmålet, om man er ét med dem, man er i samfund med. Om samfundet er en en(s)hed eller en spaltning. Om samfundet er i harmoni eller disharmoni. Mere direkte sagt: om der er overensstemmelse mellem borgere og befolkning i samfundet.9

Det virker derfor heller ikke helt forkert at forstå klassekamp som et opdateret borgerkrigsbegreb. Noget kunne tyde på, at Karl Marx til dels modellerede sit klassekampsbegreb over det romerske borgerkrigsbegreb. Mere radikalt skrev Lenin i 1915: ”Den, der accepterer klassekampen, kan ikke lade være med også at acceptere borgerkrig, der i ethvert klassesamfund er den naturlige, og under særlige omstændigheder uundgåelige, fortsættelse, udvikling og intensivering af klassekampen.”10

En mere direkte fortsættelse af borgerkrigsbegrebet i moderne tid er idéen om racekrig, hvor befolkningsgrupper dømmes ude, ikke i kraft af deres gøren, men af deres væren. De beskrives så at sige som ’fødte fjender’ af samfundslegemet. Denne tankegang er klart til stede hos racistiske tænkere i fortid og nutid, der ofte fantaserer om at planlægge og forsøge at udføre angreb, der vil fremprovokere en borgerkrig-som-racekrig.

Udenfor eller ved siden af denne specifikke og dramatiske racekrigstænkning er der også en sidste og bredere måde, hvorpå borgerkrigstanken har influeret vestlig politisk tænkning. I artiklen om revolution skrev jeg, at revolution er venstrefløjens voldsfantasi, og borgerkrig er højrefløjens. Borgerkrigstanken har her en række forskellige metaforiske former: Gud versus satan, troen versus kødet i den enkelte, indfødte og fremmede, venner og fjender i det sociale. Borgerkrig prioriterer en militant opmærksomhed på den indre fjende – i sig selv og i ens samfund. Forræderi er overalt. Forræderi er borgerkrigsfantasiens vigtigste dynamiske kraft. Nogen svigter. Nogen lukker fjenden ind. Byporten åbnes indefra. Forræderen skal navngives, om den så er syndige tanker eller multikulturalister. Modsat revolutionen, der har sit begivenhedsøjeblik, så er borgerkrigsfantasien en evig fantasi. Den er altid i gang, ofte skjult og uudtalt, men overalt hele tiden, hvis bare man ved, hvor man skal kigge. Borgerkrigsfantasien har – igen i modsætning til revolutionens sætten et før-og-efter – ingen begyndelse eller afslutning. ’Fred’ er bare krigens skjulte form. Den indre fjende er altid i gang, gnaver løs i det sociales fundament, svækker modstandskraften, synger sange om overgivelse, åbner skjulte døre på klem.

II

Siden 1989 har der i gennemsnit været 20 borgerkrige på samme tidspunkt rundt på kloden. Det er omkring 10 gange flere end det globale gennemsnit for årene 1816-1989. Borgerkrige tenderer også til at vare længere end mellemstatslige krige, helt op til fire gange længere, og i anden halvdel af det 20. århundrede har den gennemsnitlige længde af en borgerkrig været tre gange længere end i århundredets første halvdel. Endelig har borgerkrig en klar tendens til kort efter sin afslutning at lede direkte til endnu en borgerkrig. Og som David Armitage konstaterer, så bryder de i altovervejende grad ud i verdens fattigste lande.11

Der er derfor god grund til at tage borgerkrig mere alvorligt som faktisk fænomen og som kulturel idé end det for indeværende sker, hvor krigen i stater står i skyggen af krigen mellem stater.

Borgerkrig er ikke kun en meget præsent voldsform i dagens globale samfund. Vi ser også aktuelt, at højreekstremister i stigende grad aktiverer borgerkrigsfantasien. Højreekstremisten Brenton Tarrant, der den 15. marts 2019 dræbte 51 og sårede 49 i Christchurch, New Zealand, skrev i sit manifest: ”Borgerkrig i den såkaldte ’smeltedigel’, der er USA, skal være det afgørende mål i omvæltningen af den globale magtstruktur og af Vestens egalitære, individualistiske, globalistiske dominerende kultur.”12 I Europa og USA er der stigende snak om et igangværende ”hvidt folkemord” eller ”stor udskiftning”, der er termer for, at borgerkrigen om, hvem der hører til inden for grænserne, er begyndt.13 I USA er Qanon-konspirationsteorier om pædofile Demokrater og den kommende ’storm’ rene borgerkrigsfantasier. Der er bevæbnede militser og såkaldte Boogaloo Bois, der ikke bare forbereder sig på en kommende borgerkrig, men også prøver at starte en.14 Og selv fremtrædende medlemmer af det Republikanske Parti taler i stigende grad om, at USA er på randen af – eller allerede midt i – en borgerkrig, og at modparten er forrædere.15 Borgerkrig fortætter med at forme forventninger til fremtiden.

Print Friendly, PDF & Email
  1. Engelsk oversættelse af brevet fundet på www.reddit.com/r/europe/comments/mw3kg2/20_retired_french_generals_sign_open_letter/.
  2. Herfried Münkler, The New Wars, Cambridge: Polity 2005 [2002], s. 23.
  3. Michel de Montaigne, Essays, København: Gyldendal 1998, bog 2, kap. 2: ”Om at bruge slette midler til et godt formål”.
  4. Giorgio Agamben, Stasis. Civil War as a Political Paradigm, Stanford: Stanford University Press 2015, s. 17, 20-21.
  5. Thukydid, The Peloponnesian War, London: Penguin 1954, s. 236-245.
  6. David Armitage, Civil War. A History in Ideas, Yale: Yale University Press 2017, s. 46.
  7. Armitage, Civil Wars, s. 88-9.
  8. F.eks. hos Hans Magnus Enzensberger, Med udsigt til borgerkrigen, København: Gyldendal 1993.
  9. Peter Waldmann, “Bürgerkrieg – Annäherung an einen schwer fassbaren Begriff”, Leviathan, vol. 25, nr. 4, 1997, s. 480-500, her s. 484.
  10. V.I. Lenin, ”Socialism and War”, s. 95-99 i Lawrence Freedman (red.), War, Oxford: Oxford University Press 1994, citeret fra s. 98.
  11. Armitage, Civil Wars, s. 5, 6. Se også Centre for the Study of Civil War: https://www.prio.org/Programmes/Extensions/Centre-for-the-Study-of-Civil-War/About/.
  12. Brenton Tarrant, The Great Replacement, 2019, s. 69.
  13. Mathias Hee Pedersen, “New Zealand-angreb fordømmes på den radikale højrefløj, men motivet kaldes ’en sund reaktion på objektive fakta’”, Information, 20. marts 2019.
  14. David Neiwert, ”The far right wants to make its shared fantasy of violent civil war a reality”, Alternet, 28. april 2020; Tess Own, “Far-right extremists are hoping to turn the George Floyd protests into a new civil war”, Vice, 29. maj 2020.
  15. Joshua Holland, “Why does the far right hold a near-monopoly on political violence?”, The Nation, 23. juni 2017; William Saletan, ”The GOP is the party of civil war”, Slate, 4. december 2020.