Ekstraktivismens tid

ANMELDELSE: Fossiløkonomien udgør klimaforandringernes beskidte bagtæppe. Alligevel udborer og udvinder vi som aldrig før. Hvordan er det endt sådan? Det har litteraturhistorikeren Elizabeth Carolyn Miller sat sig for at undersøge i sin nye bog Extraction Ecologies, der belyser skønlitteraturens og udvindingsindustriens intrikate sammenhæng.

Elizabeth Carolyn Miller
Extraction Ecologies and the Literature of the Long Exhaustion
Princeton: Princeton University Press, 2021

 

 

 

 

Af Sebastian Egholm Lund

I slutningen af april fremlagde regeringen reformudspillet ‘Danmark kan mere II’. Det handlede i bund og grund om at sætte skub i den grønne omstilling med en efter sigende mere ensartet grøn beskatning. Regeringen foreslog, at virksomheder, der endnu ikke er kvotebelagte, skal underlægges en afgift på 750 kroner per ton CO2, imens allerede kvotebelagte virksomheder pålægges en ny afgift på 375 kroner per ton CO2. I udspillet fremgik blot det aber dabei, at virksomheder, der anvender ‘mineralogiske processer’, såsom cementfabrikken Aalborg Portland, får en rabat: Her vil afgiften kun udgøre 100 kroner per ton CO2. Endnu en gang må vi derfor sande, at klimaet forbigås til fordel for den fossiltunge udvindingsindustri: Danmarks største CO2-udleder er, absurd nok, Aalborg Portland.

Udvindingsindustrien er kort sagt den, der profiterer på udvindingen af fossile brændstoffer og består af bl.a. olie-, kul- og cementindustrien. På trods af at IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) i deres nylige rapport fra februar med stor selvsikkerhed understregede, at den menneskelige indflydelse på klimaet nu er utvetydig, og at det derfor handler om at begrænse klimaskaderne, så holdes hånden stadig under de CO2-tunge virksomheder. Men hvorfor og hvordan er vi endt i denne situation, hvor industriel udvinding er blevet en uundgåelig del af den moderne økonomi og kultur? Hvordan er fossilindustriens bannerførere blevet de moderne guder, som nok kan bebrejdes, men ikke nedstyrtes? Hvordan er kapitalismen, ekstraktivismen og klimaforandringerne filtret sammen?

Det har litteraturhistorikeren Elizabeth Carolyn Miller sat sig for at undersøge i sin nye bog Extraction Ecologies and the Literature of the Long Exhaustion. Bogen handler ikke så meget om én bestemt type litteratur, som den beskæftiger sig med den historiske sammenhæng mellem udvinding, økonomi, miljø og kultur. Miller kalder denne sammenhæng for et ‘kompleks’. Det vil sige en konstellation af kulturelle, økonomiske, miljømæssige og ideologiske faktorer, der er forbundet med den industrielle udvinding af underjordiske ressourcer. Begrebet ekstraktivisme lancerer Miller som en spidsformulering af dette kompleks. Extraction Ecologies er derfor en beskrivelse af, hvordan fremkomsten af kul-, olie- og mineralindustrien aflejrede sig i den britiske litteratur fra 1830 til 1930, imens skønlitteraturen i samme periode mediterede over de fremtidige konsekvenser af denne nye storindustri.

Overordnet set er litteraturhistoriker Miller’s gravearbejde funderet på den økokritiske tanke om, at diskursen former miljøet, ligesom miljøet præger diskursen. Hun abonnerer på tanken om, at natur og kultur kan ikke skilles ad – de former hinanden i en endeløs, gensidig påvirkning. I den forstand indebærer hendes vidensarkæologiske undersøgelse af ekstraktivismens kompleks et økologisk syn på litteratur: Miller læser genrer (den provinsielle realisme, spændingslitteraturen, den spekulative fiktion) som historiske arkiver, der beskriver miljøforandringer over tid. Tidligere tiders litteratur udgør derfor en nøgle til at forstå ikke blot fortidens klimaforandringer, men også nutidens.

I bogens første del analyserer Miller klassiske værker som Charles Dickens’ Bleak House (1852) og D.H. Lawrences Sons and Lovers (1913). Hun argumenterer for, at udvindingsindustrien ændrer oplevelsen af tid på en måde, der trodser den litterære realismes ellers fremadskridende tid. Påvirket af den frembuldrende udvindingsindustri, der borer sig længere og længere ned i den kulrige engelske undergrund, begynder de britiske forfatterne nemlig at fremskrive en stærk sammenhæng mellem de zoner, hvor udvindingen finder sted, og den følelse af udpining og udmattelse, som romankaraktererne oplever. Det materielle arbejde karakteriseret af entropi, regression og udmattelse sætter sig i personernes sjæleliv og udmønter sig i ufrugtbare ægteskaber og mangel på reproduktion, argumenterer Miller.

Et eksempel er som sagt den engelske forfatter D.H. Lawrences minemesterværk Sons and Lovers fra 1913. Det handler om den unge, sensible mand Paul Morel, som vokser op i det hårde minemiljø omkring Nottinghamshire. Selvom han indgår i kortvarige forhold med den lokale Miriam og den feministiske Clara, så besidder Paul et regressivt ødipalt begær til sin mor – hans dannelsesrejse stagnerer, og han ender i romanen hjemme hos sin mor, som hurtigt dør derefter. Miller kæder det entropiske, udpinte minemiljø i Sons and Lovers sammen med Pauls destruktive og golde begær – den retningsløse seksualitet spejler den grådige penetration af undergrunden.

I bogens anden del analyserer Miller de imperialistiske toner, som farver den britiske spændingslitteratur i slutningen af det 19. århundrede. Miller påpeger her, at den industrielle udvinding ikke blot udvider sig vertikalt ved boring i undergrunden, men at den også udvider sig horisontalt i kraft af den koloniale ekspansion til mineralrige områder. Forskeren trækker på imperialistiske værker som Robert Louis Stevensons Treasure Island (1883) og H. Rider Haggards King Solomon’s Mines (1885). Det er dog hendes fortolkning af forholdet mellem imperialismen og ekstraktivismen i Joseph Conrads klassiker Heart of Darkness (1899), der klarest formulerer koblingen mellem kolonialisme og udvinding. Miller argumenterer på overbevisende vis for, at hovedpersonen Charles Marlowes rejse ned ad Congofloden udgør en slags symbolsk udgravning af fortiden. Rejsen til Afrikas hjerte – Mørkets hjerte – fungerer metaforisk som en rejse til Jordens indre geologiske skatkammer. Miller får på denne måde skabt globale forbindelsespunkter mellem smoggen på Londons himmel – resultatet af den intensiverede afbrænding af fossile brændstoffer – og det oversøiske kolonieventyr. Victoria-tidens skattejagende spændingslitteratur fremhæver ekstraktivismens glubske karakter: Den er altid på jagt efter en ny grænse, den kan overskride – hvad enten det er nedad eller udad.

Tredje og sidste del af bogen er afsat til studiet af energi og spekulativ fiktion. Den indeholder læsninger af kanoniske science fiction-værker som William Morris’ økosocialistiske News from Nowhere og H.G. Wells’ deep time-novella The Time Machine (1895). Miller påpeger, at accelerationen af den underjordiske udvindingsindustri i slutningen af det 19. århundrede sætter fundamentale spor i science fiction-genren: Den begynder at beskæftige sig med den materielle undergrund og prøver at forestille sig en bæredygtig, post-ekstraktiv fremtid funderet på elektricitet. Det er fx tilfældet i Edward Bulwer-Lyttons The Coming Race (1871), som handler om en ny overlegen menneskerace ved navn Vril-ya, hvis utopiske, underjordiske samfund er funderet på en magisk, ikke-forurenende energi ved navn vril. Samme utopiske tanke gennemtrænger den økofeministiske science fiction-novella Sultana’s Dream (1905), hvor den fremtidige verden styres af kvinder og solenergi.

Hvis vi skal forsøge at lede efter et kritikpunkt, skal det nok findes i bogens indledning, hvor Miller beskriver sin metode som en “heterotemporal historicisme”. Det vil sige en historisk tilgang, der er følsom over for Jordens geologiske fortid og fremtid samt menneskets kulturhistorie. Ambitionen lyder flot, men også noget ugørlig. Ud over forfatterens klare sammenkædning af det 21. århundredes pessimistiske ‘no future’-paradigme i mødet med klimaforandringerne og den opgivende tone i den udvindingszonebaserede realisme fra 1800-tallet som fx D.H. Lawrences Sons and Lovers, engagerer Miller sig ikke i et studie, der befinder sig på flere tidsniveauer (geologisk tid, det 19. århundrede, en imaginær fremtid) på én gang, selvom hun selv ivrigt argumenterer for det. Bogens objekt er grundigt indlejret i perioden 1830-1930 – den handler om litteraturen og udvindingsindustrien i denne periode – og på trods af en kort, om end reflekterende, konklusion, der åbner for en verden hinsides udvinding, skal hendes inddragelse af nutidens fossilindustri og økologiske krise snarere forstås som en implicit framing end som et selvstændigt analyseobjekt. Miller giver os ingen løsninger. Idéen er snarere at beskrive ekstraktivismens fortid for at illustrere den nutidige udvindingsindustris kontingens og dermed incitere til bæredygtige forestillinger om en anderledes fremtid.

Denne metodiske forstillelse er et lille fejltrin i en ellers øjenåbnende bog. Ved at fokusere på en aktivitet (udvinding) i stedet for et materiale (fossile brændstoffer) lykkes det Miller at skitsere et underbelyst netværk på tværs af tid, rum og medie, som ændrer vores forståelse af det 19. århundredes kultur, natur og industri. Millers anliggende er ikke en bog, en forfatter eller en genre, det er den fossiløkonomiske ideologi, og hun formår at beskrive ekstraktivismen med argumenter, der er kortfattede og vidtrækkende, fokuserede og reflekterede, så vi forstår, hvorfor udvindingsindustrien udborer og tapper som aldrig før. Extraction Ecologies graver i de historiske rødder til vores nuværende økologiske katastrofer. Den bør være en vigtig reference for akademikere, politikere og fossilindustrien (I wish) i de kommende år.

Sebastian Egholm Lund (f. 1994) er ph.d.-studerende på Afdeling for Litteraturhistorie og Retorik, Aarhus Universitet. Hans ph.d.-projekt undersøger, hvordan britisk og fransk spekulativ fiktion (1878-1911) skildrer antropocæne sfærer som bl.a. undergrunden og drivhuset.