5 argumenter for at stemme nej

DEBAT: I anledning af den forestående afstemning om ophævelse af forsvarsforbeholdet bringer vi her et indlæg fra Poya Pakzad, som argumenterer for, at Danmarks deltagelse i samarbejdet vil skade mere, end det vil gavne. Pakzad påpeger bl.a., at forsvarssamarbejdet ikke handler om forsvar, men militært betinget interessevaretagelse, og at prisen betales af klimaet og civilbefolkningerne i særligt afrikanske lande.

Af Poya Pakzad

På onsdag d. 1. juni skal vi træffe et vigtigt valg om Danmarks forsvarsforbehold i EU. Jeg kan godt forstå, hvis du hører blandt dem, der er i tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds. Men er du i tvivl helt frem til stemmedagen, anbefaler jeg dig at stemme nej.

Et nej kan laves om, hvis EU-samarbejdet bevæger sig et godt sted hen i fremtiden. Et ja kan vanskeligt fortrydes. Her og nu synes jeg, at rigtig meget taler imod en afskaffelse af det danske forbehold.

Her følger 5 grunde til, at du bør stemme nej.

1. Det handler ikke om forsvar

EU’s militære samarbejde handler i hovedsagen om Unionens militæroperationer i udlandet. Sådan har det været fra start, og sådan vil det fortsætte med at være i fremtiden. EU’s militæroperationer uden for Unionens grænser har ikke noget at gøre med ”fælles forsvar” i den almindelige forstand, folk flest har i tankerne, når de hører ordet. Hvis Danmark afskaffer forbeholdet, må den militære kapacitet, vi bidrager med, kun anvendes til opgaver uden for EU’s grænser. Der er kort sagt ikke tale om et forsvar mod konventionelle angreb udefra.

Kernen i territorialforsvaret er nemlig NATO-alliancen. Hvis Danmark bliver angrebet udefra, vil det være NATO – og ikke EU – der kommer os til undsætning. Hvis Polen bliver angrebet af Rusland, så vil det være i NATO-regi, at vi skrider til Polens hjælp, og ikke via EU’s militære samarbejde. Det er et lavpraktisk faktum, uanset hvad man ellers mener om den USA-dominerede samarbejdsramme.

NATO er – i såvel EU-traktaten som i EU’s egne sikkerhedspolitiske strategier – tilkendt fortrinsstilling i det kollektive forsvar. EU’s militære operationsleder, Hervé Bléjean, udtrykker denne arbejdsdeling mellem NATO og EU meget klart i Altinget:

Hvorfor har vi egentlig brug for et EU-forsvar? Er det ikke det, vi har Nato til?

”Vi har to forskellige ansvarsområder. Nato står for det kollektive forsvar. Natos opgave er at sikre den territoriale integritet for alle de allierede nationer. EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik foregår uden for vores grænser. Vi styrer ikke det kollektive forsvar. Men vi har et behov for at forsvare vores sikkerhedsmæssige interesser ved at sikre stabilitet i andre områder, for eksempel i Afrika, som er vigtige for Den Europæiske Unions sikkerhed.”

Så EU’s forsvarspolitik handler ikke om territorialt forsvar af Europa?

”Nej, det gør det ikke. Faktisk forbyder Lissabontraktatens regler om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik at have militære EU-operationer inden for EU’s egne grænser.”

NATO vil garantere Europas territoriale forsvar, mens EU vil øge sin kapacitet på områder såsom ekstern krisestyring. Skulle et EU-land, som ikke er medlem af NATO, blive angrebet, vil det være en til lejligheden sammensat militæralliance – og ikke EU – der træder til. På trods af store ord om EU’s ”strategiske autonomi” og den orwellske begrebsbrug, hvad angår ”forsvar”, kommer EU ikke til at påtage sig et territorialt forsvarsansvar. Dette er gang på gang blevet forsikret af såvel EU- og NATO-statsledere, ikke mindst fordi langt hovedparten af medlemsstaterne, heriblandt især de østeuropæiske stater, slet ikke ønsker, at EU skal erstatte NATO. Det ville under alle omstændigheder ikke være muligt, sådan som Unionens Lissabon-traktat er skruet sammen i dag.

Ret skal være ret. Der er bestemt mindre dele af EU’s militære samarbejde, som kunne være givtige for et forsvar i fremtiden. Det drejer sig f.eks. om samarbejdet omkring cyber- og hybridtrusler. Men på det område er Danmark allerede dækket og solidarisk forpligtet via EU, NATO, NORDEFCO og OSCE, ligesom vi deltager i de scenariebaserede øvelser imod hybridtrusler (senest i januar 2021).

Inden for samarbejdet foregår der også en del kapacitetsudvikling. Både traktaten og det strukturerede samarbejde inden for det, der hedder PESCO, forpligter f.eks. landene til at øge deres kapacitet og forsvarsudgifter. Det er fint, hvad angår de lande, der er meget ringe rustet, og som i dag primært er ’forbrugere’ frem for ’leverandører’ af forsvar. Men også på det punkt er Danmark dækket, især nu, hvor aftalepartierne om ’Det Nationale Kompromis’ har bundet Danmark til at bruge 2 pct. af vores bruttonationalprodukt på forsvarsudgifter.

Spørgsmålet melder sig så: skal vi bruge disse ekstra midler på EU’s eksterne militæroperationer og indkøbsprojekter, eller skal vi bruge disse penge på at styrke vores territorialforsvar? Problemet er, at Danmark allerede har indrettet sit forsvar som en interventionsstyrke for NATO. Det, der mangler for Danmarks vedkommende, er et mere robust territorialforsvar, og altså ikke mere interventionisme. For nylig er det kommet frem, at Sverige over tre omgange samlet har brugt 4,2 mia. kr. på dets bidrag til EU’s eksternt rettede kampgrupper. Penge brugt på EU’s militære samarbejde er penge, som ikke vil gå til at styrke Danmarks forsvar.

EU laver også – både inden og uden for PESCO-rammen – fælles militær- og mobilitetsøvelser. Danmark er dog med i samarbejdet om militær mobilitet, både i EU (undtagen PESCO) samt andre samarbejdsrammer såsom NATO og JEF.

Her er det også værd at bemærke, at EU’s ”Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik” ikke spiller hverken en primær eller – for den sags skyld – en sekundær rolle i nogen af medlemslandenes nationale forsvarsstrategier. Ingen tror reelt på, at en udrykningsstyrke på 5.000 soldater i 2025 er et ”fælles forsvar”. Flertallets ønske om, at NATO skal være hjørnestenen i territorialforsvaret, sætter således realpolitiske grænser for drømmen om en uafhængig forsvarsunion.

Den praktiske implikation af en afskaffelse af forsvarsforbeholdet er ikke øget territorialforsvar eller afgørende kapacitetsopbygning for Danmarks vedkommende, ligesom det heller ikke vil komme de belejrede ukrainere til gavn, selvom man godt kunne får det indtryk af Ja-sidens kampagner.

2. Det handler om militært betinget interessevaretagelse

Praktisk set vil en afskaffelse af forbeholdet for DK’s vedkommende betyde en pligt til at finansiere – samt muligheden for at tilslutte sig – militæroperationer i udlandet. Enhver, der har fulgt dansk sikkerhedspolitik de sidste 25 år, ved, at Danmark vil yde et ”aktivistisk” bidrag, hvilket vi allerede har bevist viljen til i alle øvrige interventionspolitiske samarbejdsrammer såsom NATO og det fransk-anførte EI2.

Det er klart, EU’s udenrigspolitik er domineret af EU’s mest handlekraftige lande med interesser uden for Unionen. F.eks. Tyskland, Italien og Frankrig, der har stærke økonomiske og energipolitiske interesser i det såkaldte Françafrique. Som de hollandske eksperter i EU’s militære samarbejde, Trineke Palm og Ben Crum, har bemærket, er EU’s militære dimension i stigende grad gået væk ”fra enhver form for prætention om at være en normativ magt” (dvs. en magt, som forfølger fred, orden og humanitære målsætninger). Dette er helt tydeligt i diskussionerne om at have en ”tilstedeværelse” i den såkaldte ”Indo-Pacific-region” for at være modvægt til Kina.

Selekteringen af EU’s militæroperationer hænger sammen med rå interesser rundtomkring i verden. Det siger derfor sig selv, at de mere ædle motiver om at skabe stabilitet og udfolde dyder, typisk vil være begrænset af – eller ligefrem vige for – magtpolitiske hensyn. Her er det de stærkeste magter, der udstikker kursen. Danmark får formelt vetoret, ja tak. Det betyder, at vi i teorien kan stoppe operationer, vi ikke kan lide. Men det er totalt urealistisk, at Danmark, der allerede bidrager ”i vildskab”, vil stoppe missioner, som Frankrig, Tyskland og Italien har lagt deres vægt bag.

Det er heller ikke sandsynligt, at Danmark får held med at starte missioner uden de mere magtfulde medlemmers godkendelse. Da FN i 2008 tryglede EU om hjælp i det voldsramte Congo, sprang Spanien, Sverige, Belgien og Holland til. Det var et skoleeksempel på, hvad EU udadtil siger, at den er sat i verden for at gøre. Men efter hårdt pres fra England, Tyskland og Frankrig blev missionen ikke til noget.

Et oplagt sted at nedlægge veto havde f.eks. været missionen i Mali. Mali-missionen viser dog, at Danmark ikke vil være den store veto-udøver. For selvom Danmark ikke kunne deltage i Mali takket være forbeholdet, fandt vi alligevel ud af at sende jægerkorpset til landet, da Frankrig inviterede os med. Lige indtil vi blev smidt ud af Malis kupregering.

Der er al mulig grund til at frygte, at et snævert flertal i Folketinget pønser på et mere ”aktivistisk” bidrag i EU-regi for at høste ”anseelse”, ligesom Danmark har gjort det inden for det atlantiske militærsamarbejde. Vi har hørt de to største partier i blå blok tale om at sende kræfter til Middelhavet for at kontrollere migrationen. Og vi har fra Folketingets talerstol hørt SF og Statsministeren tale om behovet for operationer i endnu uangivne afrikanske lande.

Lad os lige kort kigge på karakteren af nogle af EU’s mere tvivlsomme militæroperationer. Mange af EU-missionerne slæber nemlig ofte et blodigt spor af skandalerulykker og overgreb efter sig.

I Operation Irini, der afløste Operation Sophia, og som nu formelt set omhandler håndhævelse af våbenembargoen mod Libyen, begår den EU-trænede libyske kystvagt uhyrlige overgreb på flygtninge, migranter og NGO’er til søs. Det er blevet afsløret i lækkede EU-rapporter. Migranterne bliver tvunget tilbage til inhumane flygtningelejre, som menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International m.fl. kritiserer for tortur, voldtægter og menneskehandel. Tyskland meddelte så sent som marts, at man trækker sig ud af missionen af netop den grund.

I Mali har de EU-trænede maliske tropper, der også samarbejder med den russiske Wagner-gruppe, i årevis terroriseret landsbyer, begået overgreb og henrettet civile. En undersøgelse fra 2020 af FIDH påpegede, at de maliske tropper henrettede flere civile, end terrorister gjorde i det år. Befolkningen i Mali har ikke tillid til regeringstropperne. Regeringstroppernes brutalitet har faktisk øget rekrutteringen til islamistiske oprørsgrupper. Problemet med missionen i Mali er det enøjede fokus på sikkerhedssektoren. Desuden er missionen også præget af, at Frankrig har energipolitiske interesser i Sahel.

I Mozambique handler mandatet om at skabe stabilitet i Cabo Delgado. Provinsen rummer verdens største uudnyttede gasreserver, som ejes af franske TotalEnergies med massive europæiske investeringer. EU lægger ikke skjul på, at Mozambique kan blive verdens største gasleverandør. Gasudvinding i Cabo Delgado er dog en veritabel bombe under klimamålene. Det skønnes f.eks., at udledningerne fra gasforbruget vil svare til den samlede udledning fra hele den europæiske luftfartssektor.

Senest er det også lækket, at EU’s omstridte ”fredsfacilitet” vil bruge 20 mio. euro på udstyr til Rwandas intervention i Cabo Delgado. De rwandiske tropper er bl.a. blevet kritiseret for mest at opholde sig ved udvindingsområderne for at gøre det sikkert for TotalEnergies at genoptage gaseventyret.

I Den Demokratiske Republik Congo frifinder man EU-soldater mistænkt for tortur. I Chad og Den Centralafrikanske Republik siger EU, man ikke kan stille noget op over for seksuelle krænkelser, fordi ansvaret tilfalder EU-landene.

Det er en skandaløs ansvarsforflygtigelse, at EU, der opsøger ”strategisk autonomi” til at være en slags global ordenshåndhæver rundt omkring i verden, ikke evner at undersøge overgreb begået under EU-flag, endsige gøre noget ved det. Og det er problematisk, at EU ikke fører opsyn med, hvad EU-trænede soldater begår af uhyrligheder, mens missionerne pågår, og efter at de er erklæret afsluttet.

Senest er det kommet frem, at EU pønser på tre nye missioner, allesammen i Françafrique, ifølge et “strategic review” paper set af EUObserver.

Det er i Mali, Burkina Faso og Niger. Danmark bør slet ikke deltage i disse militæreventyr. Det tjener sjældent noget godt.

3. Det handler ikke om solidaritet

Noget af det, som Ja-siden gør enormt meget ud af, er ”signalværdien” af Danmarks afskaffelse af forbeholdet. Her lyder det, at EU skal ”stå sammen”, og at Putins Rusland vil tage bestik af dette sammenhold. Svaret på, hvorfor afrikanere i Mali, Niger, Burkina Faso mv. skal lægge krop og jord til, at Danmark og EU kan sende indirekte signaler til Putin, blafrer i vinden. Det hele bliver ved ”signaler”.

Hvad solidaritet angår, så peger mange på EU-traktatens artikel 42, stk. 7 – den såkaldte ’musketered’, der forpligter medlemslandene til at bistå hinanden i tilfælde af et konventionelt angreb. Men som udenrigsministeren og den juridiske tjeneste allerede har meldt ud, er Danmark faktisk omfattet af musketerklausulen, artikel 42, stk. 7. Det gælder både, hvis DK selv bliver genstand for et angreb, eller hvis et andet land i Unionen bliver det.

Artikel 42, stk. 7 forudsætter nemlig ikke nogen EU-procedure eller rolle for EU-institutionerne. Skulle et EU-land udsættes for en aggression, som er udløsende for FN-pagtens artikel 51 vedrørende selvforsvar, kan Danmark stille militær, indgå i en til lejligheden sammensat militæralliance eller – og mere realistisk – skride til hjælp under NATO-flag, eftersom NATO’s rolle som fundament for det kollektive forsvar betones i selvsamme artikel. Da Frankrig aktiverede artikel 42, stk. 7 for første gang i traktatens historie efter terrorangrebet i Bataclan, var der således ikke noget til hinder for, at Danmark bistod Frankrig med hjælp.

Kort sagt er en afskaffelse af forsvarsforbeholdet altså ikke den store solidaritetserklæring, Ja-siden fremmaner. Intet afholder Danmark fra at bistå vores naboer, hvis de bliver udsat for et angreb, hvad end det er et konventionelt angreb, et cyber- eller hybridangreb, ligesom der er intet, som forhindrer vores naboer i at komme os til hjælp, hvis vi selv bliver udsat for angreb.

4. Det skader klimaet

En særligt bekymrende del af EU’s operationer i Afrika og dets kystnære farvande omhandler fossile interesser. En rapport fra klimaorganisationen GreenPeace fra december anslog, at 2/3 af EU’s operationer bl.a. er motiveret af energipolitik. Sort energi.

Jeg har allerede berørt Mozambique-missionen. Her kan det tilføjes, at en central kilde til uroen netop er fordrivelsen af hundredvis af familier for at gøre plads til udvindingsfaciliteterne, inklusive de geografisk skæve provenuer af gasindtjeningen mellem Nord- og Sydmozambique. Problemet i Mozambique, og mange af de lande, hvor EU træner sikkerhedssektoren, er manglen på good governance og egalitær distribution af indtægterne, skattely, korruption mv. Det løser man ikke med militær.

Vi står klimapolitisk ved en skillevej. Det er godt og passende, selvom det er noget sent, at EU nu har besluttet at gøre sig fri af olie og gas fra Rusland. Men det burde være en anledning til at sætte fart på omstillingen til vedvarende energi. Valget står altså mellem ”energisikkerhed”, der handler om at finde alternative kilder til fossil energi, eller ”energiomstilling”, der handler om at overgå til mere bæredygtige former for energiforbrug. Det første er et dødsstød mod klimamålene. Men det er, hvad EU arbejder på, ikke mindst via dets militære dimension i Afrika, Mellemøsten og Middelhavet, ligesom europæiske virksomheder forsøger at klemme den sidste dråbe profit ud af de fossile reserver. Det er en destabiliserende politik, og det er skidt for klimaet.

Faktisk ved vi, at EU’s nuværende planer om at slippe af med russisk gas bliver formet af de selvsamme virksomheder og energibosser fra Shell, BP, Total, ENI, E.ON og Vattenfall, som har holdt EU afhængigt af fossile brændsler indtil nu. De arbejder hårdt på, at EU skal være afhængigt af sort energi i mange år frem.

5. Indflydelsesargumentet er en opskrift på ulykker

Det er jo ganske forfærdeligt, mange af disse ting, som jeg har beskrevet, vil mange mennesker på Ja-siden gerne medgive. Men hvis vi afskaffer forbeholdet, kan vi jo deltage i samarbejdet og påvirke det i en bedre retning. Vi får sågar en veto-ret, hedder det.

Men enhver, der har betragtet dansk udenrigspolitik de seneste 25 år, burde vide, at Danmark ikke agter at nedlægge veto mod stærkere magters interesser. I stedet handler det om at yde en ”indsats” i EU-regi, så det kan fungere som en forsikring, hvis Danmark selv skulle blive udsat. Vi går i krig på vegne af amerikanske og franske interesser, for så kommer Frankrig og USA os til hjælp, hvis vi bliver angrebet. Dét er det fallerede og blodige rationale.

Denne politik har dog været en opskrift på ulykker i alt fra Irak, Afghanistan til Libyen og Mali.

Mere generelt – og talt fra et venstreorienteret perspektiv – så synes jeg, det er helt forfejlet at gå ind i et militærsamarbejde med en ambition om at stå udenfor eller nedlægge veto for at påvirke samarbejdet i en mere spiselig retning. Nej. Vi skal ikke ind og forsøge at retlede samarbejdet. Det kan vi slet ikke, og det kommer ikke til at ske. Samarbejdet er præget af ’hard bargaining’, og Danmarks største indflydelse vil være i hvilket omfang, vi ønsker at deltage. Og jeg kan love for, at magtpartierne i Danmark ønsker at deltage, så de kan veksle danske soldater for hård valuta på EU-scenen.

Vi skal ikke ind og retlede. Vi skal modarbejde. Vi skal skabe og udbrede indblik i EU’s militære magtpolitik, og hvordan det hele står i modstrid med de værdier og interesser, som almindelige vesterlændinge forstår som deres egne, men vanskeligt kan se inkarnationen af i den faktisk førte politik.

EU’s militære apparat er ikke en legemliggørelse af din gode, progressive vilje. Ryst den illusion af dig.