Islamland. Et sted uden lykke og fuld af lidelse

Af Jesper Petersen

Hvert år udkommer nye biografier, hvori muslimske kvinder fortæller om deres problemfyldte opvækst – om genopdragelsesrejse, tvangsægteskab, æresrelaterede konflikter, fastholdelse i islamisk ægteskab, kampen for frihed og den til tider medfølgende sociale deroute. Dette års bogmesse i Bella Center bød blandt andet på Zeinab Mosawis Jorden under min mors fødder og Halima el-Abassis Mit indre atlas.

Jeg har skrevet denne tekst på opfordring af sidstnævnte forfatter, som bad mig belyse danske, muslimske kvinders selvbiografier fra en forskningsvinkel. Anledningen er, at el-Abassi – ligesom så mange andre, der står frem – oplever, at hun beskyldes for at overdrive og i nogle tilfælde endda for at lyve om sin historie. Fænomenerne, hun beskriver i sin bog, er imidlertid så veldokumenterede i skandinavisk forskning, at en litteraturliste ville være tilstrækkelig til at imødekomme hendes forespørgsel. Derfor har jeg i stedet skrevet en analyse af skævvridninger og udfordringer i den offentlige debat.

Islamland og pulp nonfiction

Mosawis og el-Abassis fortællinger tilhører en genre i dansk litteratur, der begyndte med Rushy Rashids Et løft af sløret udgivet i år 2000.1 Rashid fortæller om at vokse op mellem to kulturer, og om hvordan hun gennem mange års både indre og ydre kamp fandt sin paki-danske identitet. Bogen indeholder beskrivelser af arrangerede ægteskaber, patriarker, æresrelaterede konflikter, xenofobi, kvindelige forbilleder og meget andet – alt sammen beskrevet i et sprog, som gør læseren i stand til at forstå handlemønstre. Således dæmoniserer Rashid ikke sin fars kontrollerende adfærd – hun forsøger at få læseren til at forstå ham. Sidstnævnte er et gennemgående træk i genren.

Appetitten på at læse om dysfunktionelle familier og tragiske skæbner i minoritetsmiljøer har skabt en efterspørgsel på en bestemt type narrativer. Det ses blandt andet i at Yahya Hassans debut-digtsamling på to måneder blev danmarkshistoriens bedst sælgende,2 ligesom begge Sara Omars romaner kom på bestsellerlisten hurtigt efter udgivelse – den første med over 50.000 solgte eksemplarer den første måned.3 Markedets selektion af narrativer skaber det, hun kalder Islamland – et fiktivt sted uden lykke og fuld af menneskelig lidelse.Forlag lever af at sælge bøger, og kun narrativer, der antages at være et marked for, bliver udgivet. Således er det i nogen grad publikum, der bestemmer, hvilke narrativer der bliver fortalt, og hvilke der ikke bliver det. Havde Rashid fundet sin lykke i det pakistansk-muslimske liv, der var stillet hende i udsigt, så var bogen formentlig aldrig blevet skrevet.

Observationen af, at en bog er et kommercielt produkt, er banal, men det er lærerigt at iagttage, hvordan markedets til- og fravalg af narrativer influerer helhedsbilledet af muslimske minoritetsborgeres liv. Den palæstinensisk-amerikanske antropolog Lila Abu-Lughod har i sin bog ”Do Muslim women need saving?” beskrevet, hvordan markedets selektion af narrativer skaber det, hun kalder Islamland – et fiktivt sted uden lykke og fuld af menneskelig lidelse.4 Ligeledes har Dohra Ahmad introduceret begrebet pulp nonfiction til at beskrive bøger, der primært eller udelukkende produceres med markedets efterspørgsel for øje, hvilket maksimerer bogsalget, mens narrativerne i højere grad får status som fiktion.5

Enkelte kvindelige, muslimske forfattere i udlandet er blevet afsløret i at have opdigtet deres fortællinger,6 men et sådan maskefald har endnu ikke fundet sted i Danmark. Markedsvilkårene og medhørende incitamenter er imidlertid velkendte, og det er derfor almindeligt, at forfattere oplever mistænkeliggørelse eller anklager om enten at have overdrevet deres fortælling eller ligefrem opfundet den. Når disse anklager fremsættes, skyldes det imidlertid ofte frustrationer over skævvridninger i den offentlige debat.

Den offentlige debat

A

bu-Lughods og Ahmads observationer af, hvordan markedet (læsernes appetit) er medvirkende årsag til skabelsen af et Islamland, er indsigtsfulde. De påpeger desuden, at selv biografier, der er skrevet reflekterende og med fokus på at forstå motiver bag eksempelvis en patriarks kontrollerende adfærd, kan forvandles til pulp nonfiction, når narrativerne gengives i den offentlige debat.7

Når først en bog er udgivet, mister forfatteren delvist kontrollen over sit narrativ. Historier spreder sig ikke som smitsom virus, sådan som udtrykket ”at gå viral” ellers synes at indikere.8 Tværtimod spredes historier, når folk kan udtrykke sig ved hjælp af dem, og dermed ændres indhold også, når det spredes.9 Politikere og debattører kan eksempelvis anvende en muslimsk kvindes selvbiografi til at argumentere for eksistensen af parallelsamfund eller fremsætte påstande om, at islam i sin essens er kvindeundertrykkende. Hermed skrives pulp nonfiction, men det er netop et fænomen, der skrives efter læsningen af biografierne.

Det er efterhånden almindeligt, at forfattere må gå i rette med folk, de anser for at udnytte deres litteratur til at fremme politiske agendaer. Med andre ord kan forfatteres stemmer udviskes, når deres narrativer spredes. Således afgør markedet ikke kun, hvad der udgives. Markedet kan også forvandle en velskreven biografi til pulp nonfiction i danske medier. Og når det sker, så kommer der ofte modreaktioner fra stemmer i minoritetsmiljøer.

Findes Islamland?

Forskningsfriheden er under pres, og jo mere betændt et emne, forskere arbejder med, des mindre frihed kan de typisk forvente. Et segment af danske politikere forventer, at forskere når frem til de ”korrekte” resultater, for – ligesom ovenstående forfatteres narrativer – så anvendes forskningsresultater til at fremme politiske agendaer.

Efterspørgslen på ”korrekte” resultater medfører til tider, at embedsmænd må udarbejde rapporter i ministerier, sådan at politikere kan ”dokumentere” Islamlands eksistens.Det er naturligvis godt, hvis politisk handling informeres af forskningen, men det er problematisk, hvis forskningen strategisk misrepræsenteres for at bygge et Islamland i vælgernes bevidsthed. Det sker eksempelvis, når De Konservative ønsker at bekæmpe Nazi-Islamisme10 – hvad end det er – eller når Socialdemokratiet vil bekæmpe shariadomstole11 – et fænomen, der hverken eksisterer eller har eksisteret i Danmark. De Konservative og Socialdemokratiet synes med andre ord at opfinde problemer i et Islamland, som ikke eksisterer, hvorefter de udviser handlekraft ved at ”løse” dem. Dette er ikke kun spild af ressourcer; det betyder også, at mennesker med alvorlige problemer ikke får den hjælp, de har brug for. Ligeledes skabes polarisering, oplyst debat vanskeliggøres, og frustrationer over stigmatisering bygges op i nogle minoritetsmiljøer.

Efterspørgslen på ”korrekte” resultater medfører til tider, at embedsmænd må udarbejde rapporter i ministerier, sådan at politikere kan ”dokumentere” Islamlands eksistens. Men end ikke de embedsmænd, der udarbejder disse rapporter, synes overbeviste af deres egne undersøgelser. Eksempelvis opstiller forfatterne til rapporten ”Parallelsamfund i Danmark” otte indikatorer til at analysere, om minoritetsborgere lever i parallelsamfund, men samme forfattere påpeger igen og igen, at det er uklart, hvad et parallelsamfund er, og at metoden til at identificere dem ikke virker.12 Nogle steder synes forfatterne endda at stille spørgsmålene direkte til de politikere, der har bestilt rapporten: ”Der eksisterer ikke en entydig definition af, hvornår man tilhører et parallelsamfund. Er det, når man sjældent omgås personer med dansk oprindelse? Skal man opføre sig på en bestemt måde, eller skal man have et bestemt livssyn?”13 Med andre ord er nogle politikere så fastlåst i – og måske også afhængig af – deres forestillinger om Islamland, at de bestiller rapporter, der ”dokumenterer” eksistensen af dette sted.

Siden valget i 2001 har der været en tendens til, at politikere caster sig selv i rollen som forskere, der er i stand til at vurdere, hvad god videnskab er. Derfor kan det have store konsekvenser for egentlige forskere at involvere sig i den offentlige debat eller producere viden til politikere, for der er altid en risiko for at komme frem til de ”forkerte” resultater. Det skete eksempelvis for forskerne bag Burkarapporten, som flere fremtrædende politikere såsom Pia Kjærsgaard og Naser Khader mente, skulle indbringes for Rådet for Videnskabelig Uredelighed, hvilket er yderst alvorligt for en forsker – og en potentiel ende på karrieren selv efter en frifindelse.

Kjærsgaard og Khader baserede udelukkende deres anklager om videnskabelig uredelighed på, at de ikke kunne forlige sig med rapportens konklusion om, at mange kvinder frivilligt iklæder sig niqab (ansigtstildækning), og at nogle endda er villige til at bringe store ofre for at gå med det. Det kan virke paradoksalt, men fænomenet er i dag – mere end 10 år senere – velbeskrevet i forskningslitteraturen, og burkarapportens konklusioner ligger tæt op ad senere studier.14

Burkarapporten var forud for sin tid, og dens konklusioner står til troende. Til trods for dette spillede burkarapporten tæt på ingen rolle, da Folketinget debatterede introduktionen af et maskeringsforbud i 2018.

Det er vigtigt at understrege, at forskning ikke dikterer en bestemt politik. Politikere kan sagtens argumentere for et maskeringsforbud, selvom niqab som hovedregel er kvinders eget valg. Ideelt set leverer forskningen blot et grundlag for, at politikere kan træffe informerede beslutninger. Således kan det samme stykke forskning understøtte politik på tværs af det politiske spektrum, for forskning udgør blot viden, på baggrund af hvilken politikere kan vælge at handle (eller lade være).

Desværre er der i disse år en tendens til, at islamforskere er tilbageholdende eller ligefrem trækker sig helt fra danske medier på grund af både de personlige og karrieremæssige omkostninger. Særligt Mattias Tesfayes sletning af rapporten Magt og (M)uligheder fra Integrationsministeriets hjemmeside i efteråret 2020 har haft stor symbolsk betydning for mange islamforskere. Det samme gælder Henrik Dahls angreb på Jakob Skovgaard-Petersen fra Folketingets talerstol.

Forskning og biografier

De problemer, der beskrives i danske, muslimske kvinders biografier, er velkendte i forskningen, men de beskrives ofte med andre begreber. Forskningens fagterminologi er vigtig, fordi den binder diskussioner til den viden, der er akkumuleret i tidligere studier. Fagterminologi giver med andre ord adgang til eksisterende viden, som kan være vigtigt, når forskere skal undersøge nye fænomener.

Adfærdsmønsteret tvingende kontrol, hvor en kvinde fanges i en mands liv og kontrolleres af ham, er eksempelvis velstuderet blandt både majoritets- og minoritetsborgere.15 Således er vi ikke på bar bund, når vi ser, at nogle muslimske mænd fastholder kvinder i islamiske ægteskaber, for et lignende fænomen – blot uden den islamisk symbolske ramme – er allerede velstuderet, og begrebet ægteskabeligt fangenskab er allerede opfundet. Det betyder også, at der allerede eksisterer psykologiske behandlinger, juridiske definitioner og andre erfaringer, der kan anvendes i håndteringen af problemet.

Det skal naturligvis også undersøges, om der faktisk er parallelsamfund i Danmark, og flere forskere – mig selv inklusive – har været på udkig efter sådan et fænomen – dog uden at finde noget.Nogle mennesker bliver enormt provokerede af forskersprog, fordi det ikke er værdiladet og dramatiserende, hvilket kan skabe indtryk af, at forskere negligerer samfundsudfordringer. Samtidig kan en forskers udmelding om, at der ikke eksisterer parallelsamfund i Danmark, virke enormt provokerende på personer, der har oplevelsen af at leve i et parallelsamfund. Forskeres viden står imidlertid ikke over disse personers viden eller omvendt. Der er tale om forskellige måder at bruge sproget på, og hvis nogen mener, at deres oplevelse bedst beskrives med ordet parallelsamfund, så er det oplagt, at de bruger det ord.

Biografier skrives ikke i et strengt videnskabeligt sprog, der underkastes fagfællebedømmelse, og forskning skrives sjældent af personer, der har oplevet fænomenet, de forsker i, på egen krop. Der er intet revolutionerende i denne observation; det er tværtimod en grundobservation i antropologien, som typisk italesættes med begreberne emic og etic. Et fænomen, der af en informant beskrives som et parallelsamfund (emic), kan eksempelvis analyseres med faglige begreber (etic) såsom socialisering, normer, tvingende kontrol og lignende. Det skal naturligvis også undersøges, om der faktisk er parallelsamfund i Danmark, og flere forskere – mig selv inklusive – har været på udkig efter sådan et fænomen – dog uden at finde noget. Og bare så det er helt tydeligt: Det ville være banebrydende (og dermed karrierefremmende) at kunne påvise eksistensen af parallelsamfund, så det er ikke, fordi forskere har en interesse i at afvise ideen.

Lad os tale om problemerne

Danske, muslimske kvinders biografier, er vigtige, fordi de giver læsere et indblik i sociale dynamikker, følelser og oplevelser – alt sammen vigtig baggrundsviden for folk, der ønsker at hjælpe mennesker i lignende situationer.

Forholdet mellem biografier og forskning bør være komplementært, sådan at folk, der læser begge dele, ender med en bredere og dybere forståelse af problemerne. Eksempelvis er det værdifuldt at vide, at der er pendanter til fastholdelse i islamiske ægteskaber blandt minoritetsborgere med hindu og katolsk baggrund. Disse borgere har også brug for hjælp, selvom der ikke er skrevet nogen biografier om emnet. Ligeledes kan det være værdifuldt at kende til andre typer af udlandsophold end de ufrivillige, der beskrives i biografierne. Viden om, hvordan udlandsophold har været berigende for nogle minoritetsborgere modsiger ikke, at udlandsophold har yderst skadelig virkning for andre – det betyder blot, at der er flere end et mønster. Et norsk forskningsprojekt af norsk-somaliere og norsk-pakistanere, der sender deres børn på udlandsophold, viser i øvrigt signifikant variation i indhold og motivationer for at sende sine børn til udlandet i kortere eller længere perioder.16 Dette er vigtig viden, hvis politikere ønsker at forebygge ufrivillige udlandsophold.

Hvad kan vi bruge forskning til?

Tidligere i år var jeg indkaldt som ekspertvidne i en svensk retssag, hvor en mindreårig mand var blevet tvangsgift med en kvinde, der var lidt ældre end ham. Jeg havde på baggrund af transskriptioner af politiets afhøringer vurderet, at parret var gift i henhold til islamisk jura, sådan som denne udlægges i deres miljø. Denne vurdering var baseret på sammenligning af mønstre i den konkrete case med mønstre, der er velkendte i forskningen, og retten accepterede vurderingen. Forældrene blev imidlertid ikke dømt, fordi tvangen ikke manifesterede sig sådan, som lovgiverne forestiller sig. Dette er et generelt problem – også i Danmark – for lovgiverne har ikke forstået, hvad et tvangsægteskab er, og hvordan det indgås. Loven om tvangsægteskab har da også kun været anvendt to gange siden, den blev indført i 2008, hvilket har ført til en dom og en frifindelse.

Der er masser af eksempler på, hvordan dansk lovgivning er utilstrækkelig og dårligt informeret. Dette kunne være anderledes, hvis politikere gjorde brug af forskningsbaseret viden om de fænomener, de ønsker at regulere. Det samme kunne siges om mange af de strategiske beslutninger, der træffes i forhold til at adressere de mange andre problemer, der beskrives i biografierne. At åbne op for den forskningsbaserede viden kræver dog, at politikere giver slip på forestillinger om Islamland, hvis de abonnerer på disse.

Som sagt udkom den første biografi skrevet af en dansk, muslimsk kvinde i år 2000, og dens tematikker har desværre slående ligheder med de to seneste udgivelser fra år 2021. Der er tale om alvorlige problemer, som berører et segment af minoritetsbefolkningen i Danmark, og som til trods for over to årtiers forskning og øjenvidneberetninger ikke er blevet løst. Til gengæld har vi fået ”løst” problemerne med nazi-islamisme, shariadomstole og andre problemer i Islamland, men det kommer ikke mennesker i den virkelige verden til gode.

Jesper Petersen er på Københavns Universitet. Han forsker i forsker i dansk shariapraksis.

  1. For en analyse af denne genre se: Petersen, Jesper. 2018. Frihed og Rollemodeller: Muslimske kvinders selvbiografier i Danmark. Tidsskrift for Islamforskning 12(1).
  2. Debutdigtsamling ”Yahya Hassan” solgte cirka 100.000 eksemplarer i løbet af de første to måneder. Til sammenligning har Benny Andersens samlede digte – som ikke er én digtsamling men et livsværk – solgt cirka 130.000 eksemplarer. Yahya Hassan slog dermed Vita Andersens salgsrekord fra 1977, hvor hun solgte 95.000 eksemplarer af ”Tryghedsnarkomaner”. Se: Dannermand, Henrik. 2014. Sådan bliver smalle digte til bestsellere. Berlingske, 10. januar 2014.
  3. Politikens Forlag, nyhedsbrev d. 12. april 2018, tilgængelig online på: https://politikensforlag.dk/bogpris-til-sara-omar/n-0/1147 (besøgt d. 11. november 2021)
  4. Abu-Lughod, Lila. 2013. Do Muslim women need saving? Harvard University Press.
  5. Ahmad, Dohra. 2009. Not yet beyond the veil: Muslim women in American popular literature. Social texts 27, nr. 99.
  6. Abu-Lughod, Lila. 2013. Do Muslim women need saving? Harvard University Press. Side 122-123.
  7. Helt konkret argumenterer de to forfattere for, at biografier læses som etnografiske tekster snarere end biografier.
  8. Jenkins, Henry, Sam Ford og Joshua Green. 2013. Spreadable media: Creating value and meaning in a networked culture. New York University Press.
  9. ibid.
  10. Søren Pape Poulsen har måtte forholde sig til begrebet flere gange siden hans parti med inspiration fra Naser Khader i 2015 kørte sin stop nazi-islamisme kampagne. Han har mig bekendt ikke afvist, at nazi-islamisme eksisterer som fænomen. I den seneste udtalelse, der kan findes i Infomedia, står Poulsen ved analysen men bemærker, at begrebet stop var for negativt ladet. Se: Svane, Elisabet. 2017. Jeg ved da godt, de gik og grinede bag min ryg. Vejle Amts Folkeblad (27. juli).
  11. Mette Frederiksen fremsatte i 2017 en påstand om, at der er shariadomstole i Danmark, og Pernille Rosenkrantz-Theil forsvarede senere påstanden i DR Detektor. Selv da DR Detektors journalist præsenterer Rosenkrantz-Theil for en rapport, der peger på det modsatte, står hun fast – faktisk med reference til samme rapport – og da markøren skal sættes på skalaen 4-trinsskalaen mellem sandt of falsk, sætter hun den på sandt. Mig bekendt har hverken Frederiksen eller Rosenkrantz-Theil siden fremsat deres påstand, men jeg er heller ikke bekendt med, at de har trukket den tilbage. https://www.dr.dk/nyheder/indland/faktatjek-findes-der-sharia-domstole-i-danmark
  12. For en kritik af rapportens metode se: Petersen, Jesper (kommende). Sprog, følelser og sociale dynamikker i æresrelaterede konflikter. Scandinavian Journal of Islamic Studies 16(2).
  13. Regeringen. 2018. Parallelsamfund i Danmark. Økonomisk analyse nr. 30. Side 8.
  14. Se eksempelvis: Inge, Anabel. 2018. The making of a Salafi Muslim woman: Paths to conversion. Oxford University Press. Eller: Brems, Eva (ed.). 2014. The experience of face veil Wearers in Europe and the law. Cambridge University Press. Der eksisterer desuden tre studier, som kan downloades gratis: https://www.opensocietyfoundations.org/reports/behind-veil, https://www.opensocietyfoundations.org/reports/unveiling-truth-why-32-muslim-women-wear-full-face-veil-france og https://www.opensocietyfoundations.org/sites/default/files/after-the-ban-experience-full-face-veil-france-20140210.pdf.
  15. For en kort og præcis introduktion til tvingende kontrol (coercive control) se: Crossman, Kimberly A. og Jennifer L. Hardesty. 2018. Placing coercive control at the center: What are the processes of coercive control and what makes control coercive. Psychology of violence 8(2).
  16. Reisel, Liza, Anja Bredal og Hilde Lidén. 2018. Transnational schooling among children of immigrants in Norway. In: Mehdi Bozorgmehr og Philip Kasinitz. Growing up Muslim in Europe and the United States. Routledge.