Søren Maus uomgængelige kapitalismekritik

Søren Mau
Stum Tvang: 
En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt
Forlaget Klim
2021

 

 

Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustration af Molly Christensen

Der er en kæmpe elefant i det rum, hvor der diskuteres klimapolitik. Politikerne forholder sig ─ med ganske få undtagelser – ikke til, hvordan man på lidt længere sigt kan sikre en klimatilpasning og en bæredygtig fremtid inden for den ramme, der udstikkes af den kapitalistiske produktionsmåde. Og i klimabevægelsen er der usikkerhed. Der tales om nedsat vækst eller nulvækst, men kun sjældent om at dét er en umulighed i en kapitalistisk økonomi. Kapitalisme og nulvækst er som ild og vand. De kan ikke fungere sammen.

Derfor er Søren Maus nye bog en bog til tiden. Ikke fordi den kommer med løsninger, men fordi den tilbyder en teoretisk forståelse, der viser, hvad vi er oppe imod. Og en manglende forståelse af kapitalismens ”væsen” er et dårligt og risikabelt udgangspunkt for handling.

”Stum tvang – en marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt” er en klar og analytisk forbilledlig analyse af kapitalismen. Bogen sætter nye standarder for det teoretiske arbejde. Det er nok det vigtigste værk om Marx og om kapitalismen, der er udkommet i Danmark, og det er fuldt fortjent, at det samtidigt udkommer i en tysk oversættelse, og at den engelske version er på trapperne. Bogen er velskrevet og klar, men det er også en lærd og vidende forfatter, vi har med at gøre, og der er mange tætte analyser undervejs, hvor man er nødt til at læse meget opmærksomt. Jeg vil prøve at gengive hovedpunkterne i analysen. De mere subtile analyser må man søge direkte i bogen.

Søren Mau er meget bevidst om bogens begrænsning. Han kommer kun i begrænset omfang med empiriske analyser af kapitalismens historiske og aktuelle former og kun som eksempler, der skal belyse den teoretiske analyse. Der er heller ingen anvisninger på, hvordan kapitalismen kan bekæmpes. Den slags diskussioner må følge. Teorien giver et værdifuldt og uundværligt grundlag, men man kan ikke udlede svarene ud fra den. Formålet med bogen er ikke at forklare alle forhold i vores liv, men udelukkende ”at hjælpe os med at forstå, hvad økonomisk magt er, og hvordan den er mulig” (s. 113). Denne magt er noget andet end voldelig og ideologisk magt. Det er en stum tvang, en magt der er blevet vævet ind i de elementære betingelser for vores liv.

***

Kritikken af kapitalismen er ikke ny. Den har været ført frem i bølger og i mange varianter i over 150 år. Indtil for en snes år siden kunne både kritikere og tilhængere argumentere (mere eller mindre) fornuftigt for deres synspunkt.

I dag er situationen radikalt anderledes. Vi står over for en klima-, en biodiversitets- og en ressourcekrise. Den vækst i produktion og forbrug, specielt den vestlige verden har excelleret i, har medført en voldsom udledning af CO2, som allerede nu har ødelagt livsbetingelserne mange steder på kloden. Indtil videre er det fortrinsvis mennesker i det globale syd, det er gået ud over, men ifølge FN’s klimapanel er vi tæt på de ”tipping points”, der vil føre til uoverskuelige problemer for de næste generationer også her i Vesten.

Samtidig har den kapitalistiske produktionsmåde ført til en biodiversitetskrise, hvor der ifølge Die Zeit hver dag forsvinder 150 dyre- og plantearter. Det er ikke kun synd for dyrene og et æstetisk tab for menneskeheden, men betyder også omfattende begrænsninger i fremtidige generationers livsvilkår.

Dertil kommer ressourceproblemet. Vi har kun én klode, dvs. at der kun er plads til at tære på de naturlige ressourcer i samme tempo, som de kan gendannes. Som det er nu, forbruger vi i Danmark og andre rige vestlige lande ressourcer i et omfang, der ville kræve over 4 jordkloder, hvis alle mennesker på jorden gjorde det samme.

Det fundamentale problem er, at vi lever i og med en produktionsmåde, som kræver en fortsat økonomisk vækst. 2-3 pct. siger økonomerne, skal der til, hvis ikke systemet skal bryde sammen med krak, arbejdsløshed og sociale kriser til følge. Det lyder måske uskyldigt – herregud, 2-3 pct.! Men der er tale om en eksponentiel vækst, dvs. at hvis det fortsætter, vil vi i år 2200 have et BNP der er 240 gange større end i dag! Med ovennævnte kriser in mente, må man sige, at der ikke bare skal en livlig fantasi, men også en god portion kynisme til for at hævde, at det er en realistisk mulighed.

Det er ikke mærkeligt, at der, som Mau peger på ─ først og fremmest hos mange unge – er en voksende følelse af, at der ikke er styr på noget, ”en dunkel fornemmelse af en kommende katastrofe” (s. 16), en generel ”følelse af, at noget – måske alt – er ved at kollapse” (s. 299).

En sådan uro og usikkerhed kan føre mange steder hen – og den kan også ende med at blive et bidrag til katastrofen. Derfor er det livsnødvendigt at få slået fast, at det ikke længere kan være et holdningsspørgsmål, om man ”går ind for” kapitalismen eller ej. I dag er vi nødt til at se i øjnene, at dét system måske nok kan fortsætte langt ind i fremtiden, men at det ikke kan ske uden dramatiske ødelæggelser, der langt vil overgå de kriser, man tidligere har kendt til, og som tilhængerne af kapitalismen indtil nu enten har fornægtet eller har taget med som en nødvendig omkostning.

Der er derfor nu som aldrig før brug for analyser af kapitalismens logik og praksis. Søren Maus nye bog er med til at lægge det fundament, uden hvilket de konkrete løsninger risikerer at skvatte sammen under presset fra kapitalismens økonomiske magt.

Direkte og indirekte tvang

Bogens titel er hentet fra en stort set upåagtet passage hos Marx: ”De økonomiske forholds stumme tvang besegler kapitalistens herredømme over arbejderen. Ikkeøkonomisk, umiddelbar vold bliver ganske vist stadig anvendt, men kun undtagelsesvis. Hvad tingenes vanlige forløb angår, kan arbejderen overlades til ’produktionens naturlove’, altså til den afhængighed af kapitalen, der udspringer, garanteres og foreviges af selve produktionsbetingelserne” (s. 17).

Marx’ pointe, som Mau forklarer og videreudvikler bogen igennem, er ikke kun at pege på den stumme tvang, der følger af nogle relativt få private borgeres ejerskab til de produktionsmidler, som alles liv er afhængige af, men også at vise hvordan den særlige kapitalistiske produktionsmåde medfører en fysisk og organisatorisk omdannelse af arbejdsprocesser, teknologier, natur, landskaber, og byrum etc., så de bedst muligt fremmer kapitalens interesser. Der etableres med andre ord en ny orden, alle må tilpasse sig. Disse forandringer bliver til ”facts on the ground” ─ hvor de udøver deres stumme tvang. Direkte tvang og kommandoer er ikke længere nødvendigt, fordi tvangen nu er vævet ind i den konkrete materielle verden.

I de før-kapitalistiske samfund var tvangen og undertrykkelsen synlig og direkte. Makkede folk ikke ret og udførte det pålagte arbejde – enten som slaver eller som hoveribønder – udløste det øjeblikkeligt en voldelig sanktion. Sådan foregår det ikke i et velordnet moderne kapitalistisk samfund. Her er tvangen indbygget i selve produktionsmåden og dermed i de almene livsbetingelser. Vold som magtform har sine rødder i evnen til at påføre smerte og død, og ideologisk magt fungerer ved at forme den måde vi tænker på. Kapitalens økonomiske magt derimod fungerer ”ved at omforme samfundets livsgrundlag og indrette det på en måde, der tvinger mennesker til at handle på bestemte måder” (s. 18).

Almene træk ved stofskiftet mellem menneske og natur

Før Mau går mere ind i analysen af den stumme magt, gør han rede for de specifikke menneskelige artstræk, der ligger til grund. Fra tidernes morgen har man omformet naturressourcer til føde, klæder og husly ved hjælp af kroppens organer og de redskaber, man efterhånden lærer at udvikle, og som fungerer som en forlængelse af kroppen. Op gennem historien bliver dette stofskifte mellem menneske og natur mere og mere avanceret. Men nogle elementære træk går igen:

”At enhver nation ville krepere, hvis den indstillede arbejdet i et år, eller blot i et par uger, ved ethvert barn. Ligeledes ved ethvert barn, at den til de forskellige behovsmængder svarende mængde af produkter kræver forskellige og kvantitativt bestemte mængder af det samfundsmæssige totalarbejde. At denne nødvendighed af at fordele det samfundsmæssige arbejde i bestemte proportioner ikke ophæves af samfundsproduktionens bestemte form, men blot ændrer sin fremtrædelsesform, er selvindlysende”, skriver Marx i et brev i 1868 (s. 180).

Selve stofskiftet er en livsbetingelse, men hvordan det finder sted, er nødvendigvis et resultat af menneskelige beslutninger og handlinger.

Derfor findes der heller ikke – som den unge Marx var tilbøjelig til at tro – en produktionsmåde, som er i ”ægte” overensstemmelse med ”menneskets væsen”, og den kapitalistiske er heller ikke ”naturlig” og uundgåelig, som man ellers får indtryk af, når økonomer og politikere i dag taler om politikkens mulighedsrum.

Et andet fænomen, der går på tværs af de forskellige produktionsmåder, er menneskets brug af redskaber. Det finder vi også hos visse dyr, men slet ikke på det avancerede niveau, som i de menneskelige samfund. Det har på den ene side muliggjort enorme fremskridt, men det er samtidig her, der opstår en mulighed for, at nogle få mennesker tilegner sig de produktionsmidler, som alles liv er afhængige af. En bondefamilie uden jord og en håndværker uden værktøj kan ikke klare sig. Den der har magten over produktionsmidlerne, har også magten over LIVET. Det forudsætter dog, at man har nogen til at udføre arbejdet. Redskaber, maskiner, teknologi producerer ikke goder af sig selv.

De, der har den tilstrækkelige fysiske magt, kan anskaffe sig slaver, eller man kan som den feudale herremand med vold tvinge folk til at arbejde for sig en del af deres tid. Her viser et tredje alment artstræk sig: Slaverne og bønderne er i stand til at producere mere, end de selv forbruger, og dette merprodukt tilegner magthaverne sig.

Det nye borgerskabs ideologi

Det borgerskab, der begyndte at få indflydelse i slutningen af 1700-tallet, fandt det forargeligt, at nogen levede af andres arbejde, som adelen tydeligvis gjorde. Man lagde vægt på frihed og lighed forstået som hvert enkelt individs ejendomsret til det, man fik ud af naturen i kraft af sit eget arbejde.

Det er symptomatisk at en af liberalismens filosofiske fædre, John Locke, gik ud fra et samfund, hvor det principielt – mente han ─ altid var muligt at finde et stykke jord, hvor den enkelte kunne opretholde livet, hvis han ville yde den nødvendige arbejdsindsats. Locke henviste bl.a. til al den ledige jord i Amerika, og negligerede bekvemt nok indianerne, men det var dog en mere realistisk tankegang dengang, end det har været de sidste par hundrede år.

Den voldelige overgang til kapitalismen skal ikke beskrives her, hvor det afgørende er, at den for alle synlige undertrykkelse og udbytning forsvinder, da den kapitalistiske produktionsmåde for alvor er slået igennem. Selv opfatter borgerskabet den nye økonomi som en fri legeplads for alle. De borgerlige økonomer ser det, der udfolder sig i arbejds- og produktionslivet, ”som resultatet af et sæt frie aftaler mellem ligestillede individer, altså som en sfære, hvor magt principielt er udelukket” (s. 20). Man tegner et ideal, hvor ”markedsagenterne antages at være isolerede, hyperrationelle og nyttemaksimerende individer med uendelige og ufejlbarlige informationer og forventninger” (20). Man kan så undre sig over, hvordan man får den enorme reklameindustri til at passe ind i dét billede.

Marx’ kritik

Inden vi ser nærmere på Marx’ kritik, er det vigtigt at få markeret, at der ikke findes én Marx, man bare kan slå op i for at finde sandheden om kapitalismen. Han udviklede sin teori hele livet igennem, og han efterlod uløste teoretiske problemer, men har som ingen anden vist den vej, både det teoretiske arbejde og de konkrete historiske undersøgelser må gå ad. Men Marx er kun interessant, hvis ”hans tænkning kan tilvejebringe indsigter der er relevante for den praktiske udslettelse af kapitalens verden” (s. 27).

Om den såkaldte frie arbejder skriver Marx, at han kan ”kun tilfredsstille sine livsbehov, for så vidt han sælger sin arbejdskraft; (han er) altså tvunget gennem sin egen interesse, ikke gennem ydre tvang”. Arbejderen tvinges til ”sælge sig selv frivilligt” (s. 135).

Jamen er det da ikke mennesker, der hver især handler, som de mener, er bedst for dem? Jo, det har den borgerlige ideologi for så vidt ret i. Kapitalen er en systemmagt, ikke en handlende aktør. Den er kun en magtfaktor i kraft af den særlige form, de sociale relationer antager i den nye kapitalistiske form for stofskifte med naturen. Det vil også sige, at kapital i denne forstand ikke er det samme som formue. En formue kan man have liggende i bankboksen og bruge løs af til eget forbrug. Kapital bliver formuen først, når den indgår i en værdiøgningsproces, altså den proces, hvor værdi bliver til mere værdi. En formue kan ligge uberørt hen, kapital derimod kan med Marx’ ord kun ”begribes som bevægelse og ikke som en ting i ro” (s. 49).

Magtbegrebet må altså udvides i forhold til antagelsen om, at magt altid er en relation, hvor vi har ”en dominerende aktør og en underordnet aktør, som førstnævnte udøver magt over”. Denne definition overser, at kampen om magten mellem ”arbejdere” og ”kapitalister” om fx arbejdsmiljøet på forhånd er indlejret i et magtforhold, hvor arbejderen er tvunget til at agere som arbejder, dvs. sælge sin arbejdskraft (s. 41).

Den gængse økonomiske teori interesserer sig ikke for, hvorfor arbejderne overhovedet dukker op på markedet. Eller rettere: man går bare ud fra, at det gør de, fordi de ser en fordel for dem selv i at gøre det. Som de neoliberales guru, Milton Friedman, siger: ”Eftersom husholdningen altid kan vælge at producere direkte til sig selv, behøver man ikke at indgå i nogen udveksling, hvis det ikke gavner den. Altså vil der ikke finde nogen udveksling sted, hvis ikke begge parter nyder godt af den. Koordination opnås dermed uden tvang” (s. 21) (min kursivering).

Dette illusoriske glansbillede cirkulerer uden videre rundt i den borgerlige økonomiske teori. Desværre forklarer Friedman og konsorter ikke, hvordan dét skulle kunne realiseres i den virkelige verden. Fortrængningsevnen fejler ikke noget.

Kendsgerningen er, at alle der ikke ejer produktionsmidler, er tvunget til enten at leve af andres nåde eller at sælge deres arbejdskraft. Hvordan er det kommet dertil? Den voldelige overgang er nævnt, men der er også en ontologisk forudsætning: Netop fordi det ikke er givet på forhånd, hvordan menneskene skal skaffe sig deres livsfornødenheder, er der plads til, at nogen kan kile sig ind ”i kløften mellem livet og dets betingelser” (s. 118). Og det er præcis, hvad der sker i og med, at det, der er nødvendigt for livets opretholdelse, redskaber, maskiner, teknologi, kort sagt ”produktionsmidlerne”, er blevet til privat ejendom, der befinder sig i hænderne på en relativt lille del af befolkningen. Dét har en række konsekvenser, der tilsammen gør KAPITALEN til en helt afgørende magtfaktor. Vi taler ikke om de enkelte kapitalisters magt, men om en anonym magt der følger af, at det menneskelige stofskifte med naturen er organiseret på netop denne specielle måde.

De private ejere er afhængige ”af en klasse, der ikke besidder andet end sin evne til at arbejde” (s. 131). ”En relativ overskudsbefolkning er en nødvendig betingelse for kapitalistisk produktion” (s. 285). Det er det, der i den aktuelle politiske situation kaldes behovet for et større arbejdsudbud.

Arbejderen møder op på det ”frie” marked med en meget speciel vare, den eneste han eller hun har: arbejdskraften. For det første kan den i modsætning til andre varer ”ikke adskilles fra sin sælger” (s. 220). Det giver denne vare en unik eksistentiel betydning. For det andet har den en helt særlig evne: den kan producere merværdi. Det er som nævnt ovenfor et gammelkendt fænomen, at mennesket kan producere mere, end der er nødvendigt til dets egen overlevelse. Dette ”merarbejde” kan bruges på mange måder: man kan gemme forråd til trangere tider, sikre at der er noget til børn, gamle og syge, ofre til guderne eller føde et kleresi af præster, der sørger for, at relationen til de højere magter er i orden. Merproduktet kan gå til et statsligt embedsapparat eller tilegnes af grådige magthavere, som synes, at de har ret til mere end andre.

Merarbejde og merværdi under kapitalismen

I den kapitalistiske produktionsmåde tjener merarbejdet primært et andet formål. Det hænger sammen med den private ejendomsret, som har fået mange marxister og socialister til at ”reducere kapitalens magt til et spørgsmål om ejendom, altså et spørgsmål, der udelukkende handler om, hvorvidt kapitalisterne ejer og kontrollerer produktionsmidlerne eller ej” (s. 38).

Det er ifølge Søren Mau en alt for snæver forståelse. Produkterne skal ud i verden, og det sker via markedet. Det er dér, forholdet mellem de enkelte (og fra hinanden isolerede) privatkapitalister reguleres. På markedet er de i et konkurrenceforhold. Konkurrencen er ifølge Marx ”kapitalens indre natur”. Den er en ”mekanisme, der formidler tvingende kommandoer i prisernes sprog. Producenterne er frie til at producere, hvad de vil (inden for de grænser, lov og sædvane sætter), og køberne er frie til at vælge, hvem de vil købe fra, hvilket betyder, at producenterne er tvunget til at reagere på de priser, deres konkurrenter sætter” (s. 212).

Frihed og tvang på samme tid! Producenterne ─ altså kapitalisterne ─ kan selv beslutte, hvad de vil producere, de har købt sig til råderet over, hvordan arbejdskraften skal bruges, de har frihed til at tilegne sig merproduktet, og de bestemmer selv, hvad det skal bruges til ─ luksusforbrug, godgørenhed eller investering. Og køberne kan frit shoppe rundt i det store marked.

Hvad så med tvangen? Arbejderne har frivilligt solgt deres frihed ─ ikke i absolut forstand, men når kontrakten er indgået, er det arbejdsgiveren, der har kommandoen. Der kan forhandles undervejs, men i sidste instans er modstand og brokkeri lig med en fyreseddel. Så må arbejderen ud på markedet igen og dér konkurrere med andre ledige om at få job et andet sted. Og her er det ─ som Mette Frederiksen for nylig har belært os om ─ ikke meningen, at man skal møde op med krav og fine fornemmelser. Man skal tage, hvad der er. Det nytter ikke at henvise til, at arbejdstempoet er for højt at der produceres unyttige produkter, eller at man ikke vil deltage i en klimaødelæggende produktion.

Kapitalisten bestemmer – ser det ud til. Men sagen er, at kapitalen også udøver en tvang, der gør kapitalistens frihed til en illusion. Han lever i det samme tvangssystem som alle andre. Ejerne lever ganske vist højt på de ansattes merarbejde. Indkomstfordelingstallene taler deres tydelige sprog. Men heller ikke de er frie. De er tvunget til altid at handle ”med henblik på profit” (s. 128), dvs. når det kommer til stykket at se bort fra alle andre hensyn.

Denne jagt efter profit er principielt grænseløs. Hvad der er nok, ved kapitalisten aldrig. Konkurrenterne holder det hemmeligt, hvad de har gang i, alle er nødt til at holde omkostningerne nede og profitten oppe. Gør man ikke det, vil de andre løbe fra en, fordi de har kunnet investere i ny teknologi, købe flere råvarer eller betale mere i løn og dermed skaffe sig de dygtigste arbejdere.

Det betyder, at produktionens primære mål ikke er at frembringe brugsværdier. Det er i princippet fuldstændig ligegyldigt, hvad og hvordan der produceres. Konkurrencens pres ”tvinger kapitalister til at leve op til bestemte standarder, og det er derfor ikke op til dem alene at vælge hvordan de behandler deres ansatte og hvilke ledelsesstrategier, de vil benytte”. Disse former kan skifte. Det har de gjort siden 1970’erne: ”den gammeldags autoritære og despotiske ledelsesform (er) gradvist veget til fordel for tilsyneladende egalitære netværksbaserede og empowering ledelsesformer, der bliver ledsaget af ideologiske forestillinger om autencitet og innovation”. Det er imidlertid ”et skifte i herredømmeformer, snarere end en ændring i graden af herredømme” (s. 222).

Kapitalens apologeter foretrækker at fremhæve disse moderne ledelsesformer, men realiteten er jo, at firmaer som Amazon og nemlig.com vinder frem. For slet ikke at tale om arbejdsvilkårene i de tredjeverdenslande, hvor en stor del af vores forbrugsgoder fremstilles. Dér er det altid tilstedeværende dominansforhold ubehageligt tydeligt til stede, og arbejdere, der forsøger at organisere fagforeninger, kommer forbavsende tit ud for mærkelige ulykker.

Den kapitalistiske logik og tvang

Denne type kritik lægger altså ikke op til en moralsk fordømmelse af kapitalisterne. Det kan der tit være god grund til, men pointen her er den omvendte: Kapitalisterne kan naturligvis vælge at sige fra og melde sig ud. Men så må de skaffe sig til dagen og vejen ved selv at sælge deres arbejdskraft og søge arbejde hos nogle andre kapitalister, hvis profitjagt de så bidrager til.

Det nytter ikke at man godhjertet insisterer på, at et eller andet produkt er godt for menneskeheden, hvis ikke det kan sælges og indbringe en tilstrækkelig profit. Sagt på en anden måde: de fattiges behov tæller stort set ikke som reelle behov på markedet.

Enhver kapitalist der lader sig nøje med mindre end den maksimale profit, vil hurtigt af markedet blive belært om, at det var en dårlig idé. Kapitalister er altid i konkurrence med hinanden. Vores godhjertede kapitalist, der giver efter for sine moralske kvababbelser eller menneskekærlige idealer, vil i løbet af kort tid blive kørt over af dem, der har sørget for at sikre sig den maksimale profit. Det er derfor, Marx taler om kapitalistens ”karaktermaske”: Som kapitalist er han nødt til at være benhård, men er han heldig, smitter den professionelle maske ikke så meget af, at han ikke kan fjerne den, når han kommer hjem til familien, hvor det kapitalistiske værdisæt vil være direkte ødelæggende.

Det betyder at kapitalisten er tvunget til altid at intensivere arbejdsprocesserne. Konkurrencen udøver et bestandigt pres, og afhængigt af omstændighederne vil de enkelte virksomheder være nødt til at presse arbejderne på tempoet, reducere pauserne, afskedige folk til fordel for ny teknologi, der ofte er udviklet som et svar på modstand fra arbejdersiden, og som er udformet, så den tendentielt kan modvirke fremtidig modstand. Andre måder er at udvide deres markedsandel, finde nye udbytningsområder, presse regeringen til at sætte skatten ned og slække på miljø- og klimakrav, presse ulandenes leverandører af råvarer etc. etc.

Det er et borgerligt argument, at alt dette netop fører til en forøget produktivitet. Det er til en vis grad rigtigt, men det er vigtigt at være opmærksom på, at formålet ikke er en større opfyldelse af menneskelige behov, men ”produktivitetsstigninger i en form, der er kompatibel med kapitalistiske produktionsforhold” (s. 229). Derfor er der mange teknologier, der ikke bliver brugt, men fx bare købt op af stærkere virksomheder, der så undgår fremtidig konkurrence – ligesom produkterne næsten som hovedregel er lavet med indbygget forældelse; der skal jo også være købere til den næste nye model.

Konkurrencens pres er et udtryk for kapitalens ustoppelige ekspansionsdrift. Den ”antager to former: ekstensiv eller udadvendt ekspansion, hvilket vil sige integrationen af en større del af verdensbefolkningen i kapitalens kredsløb, og intensiv eller indadvendt ekspansion, hvilket vil sige integrationen af en større del eller flere aspekter af samfundets liv i kapitalens kredsløb” (s. 214).

Globaliseringen er et eksempel på den udadvendte ekspansion, og Søren Mau har viet et helt kapitel til en analyse af transportens og logistikkens stærkt voksende betydning.

Som et eksempel på den intensive ekspansion kan man nævne Facebooks eller Instagrams forsøg på at invadere og kapitalisere brugernes private følelser, som når man sætter algoritmerne til at finde de steder, hvor unge viser størst sårbarhed og angst for så derefter at sælge oplysningerne til firmaer, der står klar til at bombardere dem med forbrugstilbud, der er tilpasset, så de er særligt fristende for netop disse unge.

Kapitalismen er ikke den frihedens produktionsmåde, ideologien gerne vil have os til at tro. Den er altid tvunget ”til at gøre det samme om og om igen: forøge værdi, forøge værdi, forøge værdi”. På den måde gør kapitalen ”vores egne produkter til en tingslig magt over os” (s. 55). At der er tale om en sådan magt, sætter sine spor i de økonomiske kommentatorers sprog. De taler om ”markedet” og ”konkurrenceevnen” med samme ærefrygt som præsten taler om Gud.

Hvor blev de menneskelige behov af i alt det her? De forsvandt ─ eller rettere: de bliver kun tilfældigt opfyldt. Jamen folk forbruger jo som besatte, det må da være, fordi der er et behov! Ja, vores behov er mangesidede i en sådan grad, at det er et livsvilkår, at der altid må vælges mellem dem. Det afgørende er: hvem eller hvad styrer dette valg? Hvis det var så enkelt, at det aktuelle forbrug kunne forklares alene ud fra elementære menneskelige behov, så kan man undre sig over, at det er nødvendigt med en kæmpe reklameindustri, hvor millioner af knalddygtige ingeniører, psykologer og kommunikationsrådgivere arbejder på at bore sig igennem vores fornuft, skelneevne og vilje, blot for at få os til at forbruge mere. Også dét er et eksempel på den ”intensive ekspansion”: kapitalinteresser sniger sig ind i vores mentalitet og forsøger at kolonisere ubevidste længsler og drifter.

Maus brug af metaforer er sigende for, hvordan denne kapitalistiske invasion foregår: kapitalen væver sig ”ind i selve arbejdsprocessen” (s. 228), den udvikler ”metoder til at skære kapitalens logik ind i jordklodens skorpe” (s. 274), den gnaver sig ind i arbejdernes kroppe” (s. 304) og ”ælter arbejdsprocessen ned til dens mindste detaljer” (s. 48).

Det er svært at se hvor denne invasive magt møder sin grænse, og selv om han ikke vil tages til indtægt for, at kapitalen ligger på lur overalt, så viser Søren Maus faktiske analyser, at nok er det i produktionsprocessen, vi først og fremmest møder den stumme tvang, men derfra spreder valoriseringens logik sig ”som ringe i vandet”. Derfor er jeg heller ikke sikker på, at han har ret i, at kapitalen ”intet behov (har) for at subsumere andre sociale sfærer på samme måde” (s. 241). Principielt er intet fredet. Kapitalens tendens er en bestandig udvidelse af feltet.

Den kapitalistiske magt og naturen

Kapitalens magt og ekspansionsdrift viser sig ikke kun i forhold til arbejdere og forbrugere, men også i forhold til den fysiske natur. Det ser vi ikke mindst i landbrugsproduktionens forvandling: ”Landbruget er fra naturens side forholdsvis modstandsdygtigt over for kapitalens logik”, men siden 1940’erne er landbruget i en stadigt voksende grad blevet underlagt markedskræfterne, og det har medført teknologiske forandringer i form af ”mekanisering, gødning og bioteknologisk manipulation af planter og dyr” (s. 250). I Danmark kan vi se, hvordan de små landbrug er blevet spist af de store, så vi i dag har under 10.000 heltidslandbrug mod ca. 200.000 lige efter 2. verdenskrig.

For årtier tilbage havde landmændene selv via deres andelsorganisering i vid udstrækning kontrol med deres produktionsmidler. I dag er Danish Crown og ARLA rent kommercielle foretagender, der kun spiller efter markedets logik. Og dén kræver, at de enkelte landmænd omformer naturen, så den i højere og højere grad er tilpasset kapitalens behov: marker ensrettes, hegn fældes, åer udjævnes osv. Dyrene er blevet produktionsenheder, og det er kun i reklamerne, de lever som i tidligere generationers landbrug. Nu omformes deres kroppe, så fx kyllingernes ben ikke kan bære kroppens vægt, grisenes fødekapacitet presses, så de føder tusindvis af ikke-levedygtige pattegrise, hvilket er lige meget, så længe det samlede resultat er positivt – altså ikke for dyrene, men for indtjeningen.

Det er et helt afgørende område, vi har at gøre med her: Dybest set handler det om, at også den vigtigste kilde til vores overlevelse, maden, er blevet et spekulationsobjekt. Der produceres kun det, der kan tjenes på, og kapitalens logik kræver, at hensyn til biodiversitet og CO2-udledninger må vige, som vi ser det i landbrugets aktuelle forsøg på at undgå de nødvendige indgreb.

Som et af de mere ekstreme eksempler, men også et eksempel der viser, hvad der er på vej, hvis det ikke standses af andre kræfter, fremhæver Mau, hvordan store frøfirmaer som Monsanto forsøger at sikre sig kontrol over alle dele af naturens frugtbarhed ved at påvirke planternes genmateriale, så man kun kan bruge Monsantos eget ukrudtsmiddel. Man skriver simpelthen værdiøgningens logik ind i selve genmaterialet og tager patent på det. Hvor denne logik fører hen, viser udviklingen af et endnu ikke godkendt patent. Traditionelt har bønderne lagt såsæd til side fra deres høst, så de også kunne høste næste år. Monsanto har nu udviklet en teknik, der bevirker, at de høstede korn ikke har nogen spireevne. Det vil tvinge bønderne til også at købe såsæd af Monsanto. En sådan ”kapitalistisk bioteknologi skriver simpelthen vareformen ind i plantens biofysiske struktur. Dermed bliver det unødvendigt for de store virksomheder at inspicere og (true med) at sagsøge bønder; i stedet kan de simpelthen uddelegere magten til frøene” (s. 253).

Kriserne

Kapitalens drift mod at inddrage flere og flere områder i værdiøgningsprocessen foregår ikke i et stabilt og kontinuerligt forløb, men afbrydes af jævnlige kriser: kapitalismen har altid været plaget af ”en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion” (s. 287). Der har været mange forslag til en forklaring på dette fænomen. Ifølge Søren Mau er det meningsløst at pege på arbejderklassens eller ”forbrugernes” manglende efterspørgsel. Han afviser de teorier, der har været gængse i den marxistiske tradition og er i det hele taget forbeholden over for teoriens ydeevne: i hver enkelt krisesituation er man nødt til at ”inddrage situationens specifikke og tilfældige detaljer” (s. 291). Noget kan man dog sige: Krisen opstår pga. ”modsætningen mellem det, der set fra den enkelte kapital er rationelt, og det, der set fra det kapitalistiske system som helhed er rationelt” (s. 290).

For en hvilken som helst individuel kapital ”gælder det, at mulighederne for at profitere ikke er begrænset af markedets størrelse, eftersom individuelle kapitalister altid har mulighed for at snuppe markedsandele fra deres konkurrenter. For den enkelte kapital er det med andre ord ikke den totale efterspørgsel efter en bestemt varetype, som er relevant, når der tages beslutninger om investeringer – det relevante er den enkelte kapitals markedsandel samt muligheden for at forøge denne andel” (s. 289).

Den enkelte kapitalist ville på forhånd ryge bagud af dansen, hvis han indskrænkede sin produktion ud fra en idé om, at de andre nok bare producerer løs, så det ender med, at der kommer for mange varer på markedet. Toyota overlader ikke frivilligt markedet til Volkswagen. Samlet set bliver resultatet overproduktion.

Når krisen indfinder sig, sker det ikke med samme styrke overalt. De svageste bukker under først. Det fører til afskedigelser, og den samlede efterspørgsel fra arbejderne begynder at falde. Det er ikke godt nyt for de virksomheder, der producerer forbrugsgoder til dem, og så må også de indskrænke. Når indtjeningen falder, vil det for mange virksomheder knibe med at få råd til nye investeringer, altså går afsætningen ned også hos dem, der leverer maskiner og teknologi.

I stedet vil man være tvunget til at ”at fokusere på alt det, der ikke kræver investeringer”: intensivering af arbejdet, omkostningsreduktion, søgen efter nye markeder (s. 293). Der opstår et øget pres på naturgrundlaget − både arbejdet og naturen: ”En krise for kapitalen er også altid en krise for proletarisk reproduktion”. Mange bliver arbejdsløse, de tilbageblevne skal arbejde hårdere, og derfor demonstrerer krisen også, hvordan ”uforeneligheden mellem akkumulationens krampetrækninger og behovet for et sikkert og stabilt liv kommer til syne på de mest himmelråbende måder” (s. 298).

Krisen er imidlertid ikke uden videre til skade for kapitalen. Den rammer nogle enkeltkapitalister hårdt, men renser ud, og de der overlever, kommer styrkede ud af det. De kan ofte købe fallitboerne til spotpris, og de kan overtage deres markedsandele. Krisen er således ”en del af kapitalens magt (…) ’et nødvendigt voldeligt middel til at gøre noget ved overfloden af kapital og genoprette en ordentlig profitrate’ (Marx), altså en mekanisme, hvorigennem kapitalen undgår sammenbrud” (s. 292).

Samtidig bliver konkurrencen mellem arbejderne større: afskedigelser fører til en forøgelse af overskudsbefolkningen; det skaber et tryk på lønningerne og svækker derfor også modstanden. Den kapitalistiske optur kan begynde ─ og fortsætte indtil toppen igen er nået og en ny krise kan begynde.

Overordnet set viser kriserne i hvor høj grad et samfund, hvor den sociale reproduktion er styret af værdiøgningstvangen, er ”et samfund, der har mistet kontrollen”. Det bliver tydeligt, ”at kapitalismen har ofret livet til markedets opture og nedture” (s. 297).

Meget af det ovenstående kan læses som udsagn om, at vi under kapitalismens frihedsoverflade  har en benhård deterministisk lovmæssighed. Men her som altid gælder det med Marx’ ord, at de love, som konkurrencen eksekverer, er ”ligesom alle økonomiske love” tendenser, altså love ”hvis absolutte eksekvering paralyseres, tilbageholdes, sænkes, afsvækkes af modvirkende omstændigheder” (s. 295). Der er en logik i den kapitalistiske økonomi, men den kan udfolde sig på flere måder afhængigt af de historiske og sociale omstændigheder.

Teorien om kapitalens stumme tvang har sin begrænsning. Den kan vise ”det ideale tværsnit” eller kapitalismens ”væsen”, men den kan ikke forklare de forskellige historiske udtryk for dette væsen. Det er helt afgørende at forstå den underliggende logik, men det er ikke mindre vigtigt at holde fast i, at når det kommer til en forståelse af de konkrete forløb, må der historiske og empiriske analyser til. Det gælder ikke mindst, når det kommer til staten.

Statens rolle

Statens rolle i kapitalismens udvikling og ikke mindst hvilken rolle staten potentielt kunne komme til at spille, har været et omdiskuteret spørgsmål i den marxistiske tradition. Søren Mau tager afstand fra teorier, der tilkender staten en afgørende rolle. Han er enig med Marx, der i sin tid kritiserede de tyske socialdemokrater for, at de ”i stedet for at undersøge hvordan selve statens form er forbundet til produktionsforholdene ’behandler staten som et selvstændigt væsen’” (s. 149). Ud fra en sådan teori bliver det afgørende, hvem der har herredømmet over staten. Det var netop, hvad den ortodokse marxisme var tilbøjelig til at mene. Man mente, at staten var kontrolleret af et ”kapitalistisk oligarki” som så brugte statens voldsmonopol i egen interesse.

Spørgsmålet for Mau er ikke, om staten er sammenflettet med kapitalen, men hvordan den er det, og i hvilken udstrækning det på det teoretiske plan er muligt at finde træk ved staten, som følger med nødvendighed af kapitalens logik.

Kapitalen har brug for en institution, der ikke er direkte involveret i den sociale reproduktion, og som er udstyret med evnen til at ”tvinge helheden” (s. 69). Det særlige ved ”staten” er netop dens voldsmonopol, og ”et kapitalistisk system kræver en stat med evnerne til at anvende vold for at håndhæve ejendomsrettigheder (og) håndtere klassekonflikter” (s. 31).

Det specielle ved sikringen af ejendomsretten er, ”at juridisk ulighed ikke er nødvendigt for at reproducere klasseherredømmet”. Tværtimod: ”ved at behandle alle som frie og lige ejendomsbesiddere bidrager staten til at sikre den ene klasses underordning af den anden” (s. 152).

Statsmagten viser sig også i mange tilfælde at kunne bruges til at sikre markeder og råvarer. Her er militæret en god hjælper for kapitalen som ville have vanskeligt ved på egen hånd at gennemføre fx militære indgreb for at sikre råstofleverancer og forhindre jordreformer eller nationaliseringer, som truer med at indskrænke det felt, hvori kapitalen kan udfolde sig.

Staten er imidlertid ikke den primære instans. På overfladen ser det ud som om staten bestemmer, men her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Staten er i en vis udstrækning nødvendig for kapitalisterne, som jo er adskilte i konkurrerende enheder. Det er svært for dem selv at sikre ”de almene betingelser for produktionen som helhed”, fx ”valuta, uddannelse, forskning”. Og kapitalens mobilitet forudsætter ”infrastruktur, veje, kanaler, jernbaner, havne, lufthavne osv. Sådanne projekter kræver store investeringer i fast kapital og er ofte for risikable eller uprofitable til at være attraktive for individuelle kapitaler”. Disse opgaver må altså ”væltes over på statens skuldre”. Staten er den eneste institution, der har magten til at ekspropriere og indkræve de nødvendige skatter (s. 264).

Man kan imidlertid ikke ud fra Marx’ teori sige noget om, hvor den præcise grænse går for statens indgriben. Her må der empiriske studier til, og de viser, at kapitalismen er forenelig med mange forskellige statsformer, og at staten i den forstand også er en kampplads, hvor fx sikringen af en sund og rask arbejdsstyrke på den ene side er en nødvendighed, men på den anden side kan presses ud i former, som set fra et kapitalistisk synspunkt er ’for meget’. Jf. de aktuelle stridigheder om velfærdsydelsernes størrelse og omfang.

Det viser ikke – som socialdemokraterne mener ─ at bare man har magten over staten, er den hellige grav velforvaret. Kapitalismens logik og stumme tvang forsvinder ikke, blot fordi den socialdemokratiske velfærdsstat har lagt beslag på en større del af merværdien end kapitalisterne og deres støtter finder rimeligt.

Det mest præcise, man kan sige om statens rolle, er nok, at her er der en kampplads, hvor der kæmpes ─ ikke om de grundlæggende produktionsforhold, som staten beskytter ─ men om hvor stor den samlede profit skal være, og hvordan den skal fordeles. En vågen og kampberedt arbejderbevægelse og demokratisk sindede borgere i øvrigt kan presse staten til at inddrage en større del af merværdien, end kapitalisterne ville være gået med til uden modstand. Det afgørende er imidlertid – som vi ser det i nedgangstider, og har set det i den neoliberale periode siden 1970’erne – at når kapitalen kommer i krise, strammes rebet. Og så bliver der skåret ned præcist dér, hvor statens udgifter ikke er nødvendige for kapitalen.

Et af de oplagte eksempler på kapitalens pres på staten er globaliseringen, der gør det muligt for virksomhederne at flytte produktionen langt væk fra nationalstatens indflydelse. Det tvinger enkeltstaterne til at ”sikre ’konkurrencedygtige’ vilkår for erhvervslivet, hvis arbejdsløshed, tab af skatteindtægter og stigende offentlige udgifter skal undgås” (s. 261). At man i den offentlige debat uden videre accepterer virksomhedernes argument om, at hvis ikke de får ’rimelige’ vilkår, så flytter de ud af landet, viser, i hvor høj grad den stumme tvang virker.

Globaliseringens pres på grænserne skaber imidlertid også nye opgaver for staten i form af et migrant- og flygtningeproblem, som det nu bliver statens opgave at løse.

Generelt kan man sige, at statens opgave et langt stykke vej er at rydde op efter kapitalens ødelæggelser. Det gælder nedslidning af arbejdskraften, ødelæggelsen af miljø og klima, flygtningeproblemet etc. Det har socialdemokraterne altid vidst: kapitalismen går grassat, hvis den ikke tæmmes. Allerede lige efter 1. verdenskrig lancerede man gartnermetaforen: hvis ikke gartneren luger og renser ud, bliver haven et vildnis, men passer han ─ dvs. staten, dvs. socialdemokraterne ─ deres arbejde, får vi en smuk og frugtbar have, som alle kan nyde godt af.

Det går nogenlunde under de økonomiske opture, som vi så det i tiden fra slutningen af 1950’erne og ca. 15 år frem. Hvorimod det kniber gevaldigt, når krisetendenserne sætter ind. Så får staten en anden rolle, nemlig at hjælpe kapitalen igennem og forhindre social uro.

Reproduktionsproblemet

Specielt i de nordiske velfærdsstater har staten påtaget eller tiltvunget sig en stor indflydelse på reproduktionen. Spørgsmålet om det reproduktive arbejde og dets rolle i den kapitalistiske økonomi er ikke noget, Marx har interesseret sig meget for. Det er ”sandsynligvis den mest graverende blinde vinkel i hans kritik af den politiske økonomi” (s. 155).

Men Søren Mau stiller spørgsmålet: ”Hvad er forholdet mellem produktionen af varer og alle de aktiviteter, der finder sted uden for kapitalens umiddelbare kredsløb, men som ikke desto mindre er nødvendige for reproduktionen af den kapitalistiske totalitet?” (s. 156). I praksis er det svært at afklare, hvad der hører med til det reproduktive arbejde, og hvad der ikke gør. Alle uanset køn møder op på arbejde stimuleret af en række forskellige faktorer, som har betydning for deres arbejdsindsats, dvs. for merværdiproduktionen. Arbejderne skal have mad og søvn. Det er også klart, at det i historiens løb er kvinderne, der har taget hånd om at gøre mændene klar til næste dags arbejde. Det har understøttet uligheden mellem kønnene, og det har fået visse nutidige feministiske marxister til at insistere på ”den nødvendige sammenhæng mellem kapitalisme og kvindeundertrykkelse” (s. 167).

Søren Mau er skeptisk. Det er en overbelastning af teorien, hvis man vil udlede kønsuligheden af ”kapitalismens kernestruktur.” Han viser, hvordan det ofte ender i noget ”begrebsligt rod” (s. 159+166). I stedet peger han på, at man må ned på et andet abstraktionsniveau, hvis man vil forstå, hvordan ”kapitalismen hviler på og forstærker kønnet undertrykkelse”. Man må se på ”historisk specifikke kønssystemer”, og man må inddrage ”en teori om køn, der kan forklare, hvorfor den kapitalistiske adskillelse af aktivitetssfærer har en tendens til at overlappe med et binært og hierarkisk system af kønsforskelle” (s. 166).

Det er indlysende, at kapitalen nyder godt af kvindernes arbejde i reproduktionen, men historien har vist, at kapitalen også har brug for den kvindelige arbejdskraft i produktionen. Derfor er det ikke en entydig sejr for kvindefrigørelsen, at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, eller at staten har overtaget en del af reproduktionsarbejdet. Det er i hovedsagen et fremskridt, men det er foregået på kapitalens præmisser. Og som en del kvinder for tiden gør opmærksom på, falder det ikke uden videre sammen med hverken deres, børnenes eller samfundets behov.

Erhvervslederne står på nakken af hinanden for at bedyre deres tilslutning til ligestillingen, og det viser om noget, at kønnet undertrykkelse ikke er en nødvendighed for kapitalen. Det kan det være i visse sammenhænge, mens ligestilling i andre situationer skæpper mere i profitkassen. Kampene mod kønnet undertrykkelse er derfor vigtige, ”fordi de netop er kampe mod undertrykkelse – ikke fordi de er logisk forbundet til kapitalismen” (s. 168).

Teoriens begrænsning og kampen mod kapitalismen

Stum tvang er på en og samme tid en uhyre ambitiøs og meget beskeden bog. Mau rydder op både i Marx og i den efterfølgende og aktuelle marxinspirerede diskussion, og uenighederne fremstilles sagligt og respektfuldt. Det handler ikke mindst om at få præciseret, hvad teorien kan bruges til, og hvor den har sin grænse.

Fx kritiseres bl.a. den marxistiske sociolog Nico Poulantzas for at reducere Marx’ analyse af magt og herredømme ”til et spørgsmål om klasseherredømme”, dvs. ”eksistensen af en social elite, der er i stand til at dominere arbejdere på arbejdspladsen og udøve indflydelse på statens handlinger”. Det indebærer, at man misser ”et af de vigtigste aspekter af Marx’ analyse, nemlig at kapitalens magt også omfatter herredømmemekanismer, der overskrider klasseskel” (s. 43). Det handler ikke kun om at ”arbejderklassen” er udbyttet, men om at kapitalismens logik spiller en afgørende rolle for alle og for hele samfundet.

Det betyder imidlertid ikke, at Søren Mau disker op med en teori, om at man ud fra kapitalismens logik kan forklare ALT. Tværtimod: Marx hævder ikke, at ”de sociale relationer, der regulerer samfundets reproduktion, automatisk regulerer alle andre sfærer af livet, eller at sociale bevidsthedsformer ikke er andet end genspejlinger af disse relationer”, kun ”at produktionsforholdene pga. deres fundamentale rolle i reproduktionen af selve samfundets liv udøver en særdeles stærk indflydelse på andre aspekter af samfundet” (s. 117).

Teorien kan sige noget om kapitalismens ”ideale tværsnit”, om dens ”væsen”, men den kan ikke forklare de mange forskellige måder, hvorpå dette væsen viser sig i den virkelige verden. Og den kan ikke forklare alt det i vores liv, som givetvis nok er påvirket af kapitalismen, men som ikke er nødvendige følger af den. Her må der empiriske historiske studier til.

Kapitalismen kan således ikke bruges som en forklaring på kønsulighed eller racisme. Det afhænger af omstændighederne. I nogle situationer vil det gavne profitten at være med på beatet og booste ligestilling og racelighed. I andre situationer er det en fordel med en undertrykt befolkningsgruppe, som kan være lettere at presse til arbejde for en lav løn. ”Den balance der er ideel for kapitalen, består derfor i at nære antagonismer i en sådan grad, at proletarer forhindres i at danne en kollektiv magt, samtidig med at der ikke skabes forhindringer for akkumulationsprocessen” (s. 173).

Den teoretiske analyse kan heller ikke fortælle os, hvordan man kæmper imod kapitalismen. Men den kan give os den nødvendige baggrundsforståelse. De konkrete kampe derimod ”er altid konkrete kampe, der finder sted i situationer, hvor de uundgåeligt interagerer med konjunkturens specifikke hierarkier, spændinger og antagonismer – kampe er med andre ord aldrig ’rene’ (s. 170): ”Kampen mod kapitalens dødsmaskineri finder ikke sted i et teoretisk laboratorium”, men i en rodet virkelighed, hvor ”kapitalens magt altid er viklet ind i voldelig og ideologisk magt samt sociale former, logikker og dynamikker, der ikke stammer fra kapitalformen”. Søren Mau håber imidlertid, ”at den systematiske granskning af begrebet om kapitalens stumme tvang (…) kan bidrage bare en lille smule til afviklingen af det destruktive, undertrykkende og mareridtsagtige system, vi kender som den kapitalistiske produktionsmåde og dermed skabelsen af mulighedsbetingelserne for et frit liv ─ også kendt som kommunisme” (s. 306).

Det er lige netop, hvad Søren Maus bog gør.

***

Stum tvang bør ikke stå alene. Bogen lægger i udpræget grad op til en række nye undersøgelser og refleksioner. Der er brug for præcise analyser af kapitalens faktiske tilstand og tendens, herunder af hvor dens svage punkter viser sig. Tidligere tiders marxister har ofte sat deres lid til at kapitalismens indre modsætninger til sidst ville få systemet til at bryde sammen – hvis blot arbejderbevægelsen og socialisterne i det hele taget hjalp lidt til. Men hverken den historiske empiri eller Søren Maus teoretiske arbejde understøtter dette fromme håb. Hvad gør vi så?

Bogens påvisning af at alle er underlagt kapitalens tvang, er en vigtig indsigt. Den lægger op til utraditionelle alliancer. I den yderste konsekvens kunne selv kapitalisterne have en interesse i en anden type samfund. Det er åbenlyst, at de ofte har særlige privilegier, som det er svært at undvære, men det gælder også mange ansatte. Den højtlønnede direktør er nok mere tung i betrækket mht. at skifte side end den lavtlønnede arbejder. Jo mere man i sit praktiske liv er bundet op på at forsvare det kapitalistiske system, jo mere ideologisk bundet til systemet vil man også alt andet lige være.

Det vigtige er imidlertid, at der er tale om gradsforskelle. Når det gælder den ideologiske tilslutning, gør den sig jo også gældende hos mange arbejdere. Det ændrer bare ikke på, at både kapitalister, højtlønnede administratorer, arbejdere etc. plus alle de udelukkede er spundet ind i kapitalens net og underlagt dens stumme tvang. Og alle er eller bliver på den ene eller anden måde ofre for kapitalismens rovdrift på ressourcerne og dens ødelæggelse af klima og biodiversitet. Alle kunne få et friere liv i den form for kommunisme, Søren Mau har defineret således:

Det ”er ikke et ideal, der skal realiseres, men en bevægelse, en proces. Kommunisme er at kommunisere, altså at fællesgøre – at sabotere kapitalens universelle privatisering og erstatte virksomheder og stater med frie fællesskaber, der giver menneskene kontrollen over deres fælles liv” (Information 14-9-2017).

Også her er det analyser af de konkrete situationer, der er afgørende for, hvilke alliancer der er mulige. Det ville være tåbeligt at overse den ”arbejderklasse”, der traditionelt har været udset til at føre kampen igennem, men der er andre frigørelseskampe i gang rundt omkring i verden ─ ikke mindst i forbindelse med klimaforandringerne. De er ofte diffuse og flertydige både i deres analyse og målsætning, men de må hver især analyseres og tages alvorligt som udtryk for en protest mod et system, der ikke er i stand til at tilgodese menneskers fundamentale behov.