Hvis vi vil tackle problemet med pædofili, er vi nødt til at forstå det

Det er et tragisk paradoks, at vores vægring ved at forstå mennesker med seksuelle tanker om børn ender med at gøre problemet med misbrug og overgreb sværere at adressere. Jakob Silas Lund reflekterer i denne artikel over vores modvilje mod at angribe problemet med misbrug af børn på en konstruktiv facon.

Af Jakob Silas Lund
Illustration: Pietro Francesco Bussi1

“Der findes næppe noget mere ekskluderende og fremmedgørende, noget, der kan skabe større angst, forvirring, selvhad og en grundlæggende følelse af udstødelse, isolation og ensomhed.”

Sådan skrev en anonym mand i Information i 2019. Kan du forestille dig, hvilken oplevelse manden talte om? Med den viden, du allerede har om denne artikel – at den handler om voksne, der har seksuelle tanker om børn – kunne jeg forestille mig, at det ville falde dig let at tænke, at den anonyme mand taler om at have været udsat for seksuelle krænkelser som barn. Men i så fald tager du fejl. ’Anders’, som manden kaldte sig, skrev om, hvordan det er at være pædofil. Han fortsætter: ”Jeg har aldrig haft noget større ønske end at slippe for at være pædofil. Men det er desværre umuligt.”2

Den forskning, der eksisterer om pædofili, fortæller os, at Anders formentlig har ret. Det samme gør de interviews, jeg har foretaget mig i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel. Ikke mindst min samtale med en ung mand, som ønsker kun at gå under navnet Kasper. Han er tiltrukket af drenge i pre-teenage-alderen, men har, ifølge ham selv, aldrig udlevet den lyst. ”Hvis jeg kunne få min lyst til børn til at gå væk i morgen, ville jeg gøre hvad som helst for at få det til at ske,” sagde han blandt andet. Kasper fortalte mig også om den ensomhed, der er forbundet med at leve med seksuelle tanker om børn. Han har aldrig fortalt nogen af sine familiemedlemmer eller venner om sine tanker. ”Mine søskende har jo børn,” sagde han, ”og dem vil jeg gerne kunne blive ved med at have en relation til. Det er jeg ret sikker på, jeg ikke ville kunne få, hvis de kendte til mine tanker. Og det kan jeg sådan set godt forstå.”

Det kan forekomme provokerende – endda afskyvækkende – at skulle acceptere, at vi formentlig ikke kan gøre noget ved, at nogle voksne mennesker har seksuelle fantasier om børn. I det hele taget vækker det meget stærke følelser, når talen falder på dette emne, hvilket er medvirkende til, at vi simpelthen ved alt for lidt om, hvad der ligger til grund for pædofile tanker, og hvilke tiltag der bedst kan modvirke misbrug af børn. Der er alt for lidt forskning, alt for lidt tilbundsgående journalistik – eller for den sags skyld kunst – der beskæftiger sig med dette komplekse emne.

Det forekommer mig at være et tragisk paradoks, at netop vores modstand mod at forstå mennesker med seksuelle tanker om børn ender med at gøre problemet med misbrug og overgreb sværere at adressere og forebygge. Det var for at dykke ned i det paradoks og de løsninger, der måtte eksistere, at jeg begav mig ud i at tale med en række forskere og behandlere og tygge mig igennem en lang række af både akademiske og populærvidenskabelige artikler om emnet. Resultatet er nærværende artikel. Faktisk skulle artiklen have været udgivet i et andet medie, men de endte med at springe fra af frygt for at få skudt i skoene, at de ville ”menneskeliggøre” mennesker med seksuelle fantasier om børn. Hvilket igen understreger paradokset: Modstanden mod at se pædofile som mennesker med behov for behandling er en af de største hurdles i kampen for at bekæmpe misbrug af børn. Det bekræftede flere forskere og behandlere i mine samtaler med dem.

Lad os begynde med at se på, hvad det egentlig er for et problem, vi står over for, og hvad dets rødder menes at være.

Ikke bare gamle mænd i trenchcoats på legepladsen

Af åbenlyse grunde findes der ingen nøjagtige angivelser af andelen af voksne mennesker, der har seksuelle tanker om børn. Nogle undersøgelser estimerer, at det drejer sig om under 5%,3 mens andre peger på, at andelen kan være så høj som 9%.4 Det estimeres endvidere, at der er omkring 10.000 ”aktive” pædofile i Danmark.5 Disse tal er dog alle behæftet med væsentlig usikkerhed, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Pædofili er i høj grad et kønnet problem, idet langt størstedelen af krænkelser begås af mænd. Forskning tyder på, at mange af de overgrebsmænd, der forgriber sig på børn, har ”forringet social[e] og interpersonel[le] kompetence[r]” og ”dårlig selvværdsfølelse,” som det beskrives i en rapport fra Forskningsnetværket om Seksuelle Overgreb mod Børn6. I en artikel fra tidsskriftet Psykologisk Set beskrives det, at mange pædofile har en række fællestræk, deriblandt at de, i højere grad end den gennemsnitlige borger, har været udsat for grove omsorgssvigt og at ”omkring en tredjedel selv har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.”7

Jesper Roesgaard Mogensen er klinisk psykolog på Sexologisk Klinik og en af landets førende eksperter og behandlere på området. Han fortæller mig, at op mod 30% af dem, som er blevet straffet for overgreb mod børn, selv har været udsat for seksuelle krænkelser i barndommen. ”Et interessant aspekt i den henseende er,” siger han, ”at den gruppe af krænkere meget ofte udvælger sig børn, som har den samme alder, som de selv havde, da de blev udsat for overgreb.” Mogensen fortæller, at det er plausibelt, at disse mænd forsøger at ”vende en nederlagsfølelse til en triumf”. Med andre ord at ændre det uoprettelige nederlag til en oplevelse, hvor de selv kan tage kontrol.

Intet af dette betyder naturligvis, at alle børn, der udsættes for krænkelser, ender med selv at krænke – eller at alle krænkere er blevet udsat for krænkelser. Faktisk ved man ikke, hvad det præcis er, der skaber seksuel lyst til børn, eller hvorfor nogle formår at undlade at handle på deres lyster, mens andre forgriber sig på børn igen og igen.

Vi ved fra en række forskellige forskningsprojekter,8 at der blandt dem, der dømmes for seksuelle krænkelser mod børn, er en overrepræsentation af mænd med alkohol og/eller stofmisbrug, samt tidligere straffede. Men årsagssammenhængen kan være vanskelig at identificere: Er misbrug medvirkende til deres adfærd, eller dulmer den gruppe af pædofile mennesker, der udlever deres fantasier, sig med rusmidler, fordi de lever med den konstante angst og skam, der er forbundet med at have begået så alvorlige lovovertrædelser?

Per Frederiksen, psykolog med fokus på krænkelser mod børn hos Red Barnet, mener at:

vi har en stereotyp i vores hoveder: gamle mænd i trenchcoats på legepladsen. Den forestilling er både faktuelt forkert og uhensigtsmæssig i behandlingssammenhænge.

Ikke bare er den stereotyp udbredt i den generelle befolkning. Under min samtale med den unge mand Kasper fortalte han mig, at han i sin tidlige ungdom havde en forestilling om, at pædofile netop var ”gamle mænd med lange frakker og bolsjer i lommerne”, hvilket var medvirkende til, at han i mange år simpelthen ikke kunne få sig selv til at tro, at han skulle tilhøre den kategori, hans vedvarende seksuelle tanker til trods.

Psykologbogen, som er et online opslagsværk, skriver, at ingen af de forskellige mulige forklaringer på udviklingen af pædofili ”har kunnet afdække den grundlæggende årsag.”9 Og at: ”Der lader til at være flere forskellige faktorer, der kan påvirke om en person bliver pædofil, fx opvækstbetingelser, hjernens udvikling, hjerneskader, genetik og sociale erfaringer.” Med andre ord kan forekomsten af seksuelle tanker om børn formentlig forklares ud fra en kombination af helheden af de faktorer, som vi ved er med til at forme et menneskes personlighed helt generelt.

Noget nyere forskning tyder på, at vores gener og prænatale hormonbalancer – altså ikke-sociale faktorer – spiller en større rolle i at forme vores seksuelle præferencer end hidtil antaget. Forfatterne bag en akademisk artikel fra 2020 skriver for eksempel, at ”hovedparten af miljømæssige påvirkninger lader til at foregå i livmoderen, og der er for indeværende ikke overbevisende dokumentation for, at det sociale miljø spiller en signifikant rolle”.10 Da Kasper og jeg diskuterede de forskellige teorier om, hvorfor nogle mennesker udvikler seksuelle tanker om børn, fortalte han mig, at han ikke selv har et svar på, hvorfor han er, som han er. Han berettede også om en helt igennem gennemsnittelig opvækst med velfungerende forældre og søskende og en sund familiedynamik. Han er aldrig blevet udsat for overgreb.

Hele undersøgelsen af, hvad der får os mennesker til at have den ene eller anden seksuelle præference, bringer os til endnu et kontroversielt sted: Er pædofili én seksuel præference blandt mange, eller er det i en kategori for sig selv? Svaret på det spørgsmål afhænger af, om man søger et videnskabeligt eller et politisk svar.

Det er ikke bare ren semantik at diskutere, hvad pædofili egentlig er. For hvis vi accepterer, at en seksuel præference for børn, ligesom alle andre seksualiteter, er et udtryk for en række komplekse faktorer, som både har rod i og samtidig påvirker vores personlighed, så bliver det meget svært at bebrejde pædofile deres præferencer. Som direktøren for Klinikken for Sex og Køn på Johns Hopkins Universitetet, Fred Berlin, udtaler til New York Times: ”Folk vælger ikke, hvad der tænder dem – de opdager det.”11 Den kliniske psykolog og sexolog Thomas Hammerbrink påpeger, at ”seksualiteten og de seksuelle behovs ‘udseende’ eller udtryk (…) bliver til i et komplekst udviklingsforløb i samspil med omverdenen på baggrund af en mængde medfødte egenskaber”, og tilføjer: ”personlige seksuelle præferencer, tilbøjeligheder (…) og måder at få kontakt med andre på (…) hænger intimt sammen med personligheden i øvrigt”.12

Jesper Roesgaard Mogensen fra Sexologisk Klinik, der er psykoanalytisk orienteret, fortæller, at han i sine samtaleterapier fokuserer på at sikre sig, at mennesker med pædofile tanker ikke handler på dem. Han uddyber: ”Når jeg sidder med patienter, er det, de taler om, meget ofte lystbetonet; de har en seksuel lyst til børn. Men i psykoanalytisk forstand vil man typisk se den slags seksuelle afvigelser som et manisk forsvar mod noget, der er mere depressivt eller angstplaget. De her mennesker kan på nogle områder af deres liv have problemer med at indgå i ligeværdige relationer med andre voksne. En måde at forsøge at holde styr på det på kan være ved at fastholde en klar ubalance i deres seksuelle relationer.”

Der er, som det fremgår af ovenstående, en hel del varierende teorier om, hvad der kan lede nogle mennesker til at udvikle en seksuel lyst til børn. Ikke bare stikker teorierne i forskellige retninger; til tider taler de decideret imod hinanden. Især når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt pædofili er en seksualitet på linje med andre seksualiteter eller snarere et udtryk for en mental ubalance eller patologi. Men når det kommer til spørgsmålet om, hvad vi så kan gøre ved denne lyst og den deraf afledte risiko for overgreb, er der knap så mange svar.

Tabuiseringens destruktive kraft

E

n indledende grund til denne mangel på viden er, at det er utroligt vanskeligt at studere rødderne til menneskelige tanker og følelser. Spørgsmålet om arv og miljø har mange årtier på bagen, og selvom vi i stigende grad forstår sammenhængen mellem gener, hormoner og sociale stimuli, er vi stadig milevidt fra at kunne forklare præcis, hvorfor Jørgen Hansen på 48 år har en præference for salmiaklakrids, Hugh Grant-film og sex med børn. Og hvordan vi kan påvirke hans præferencer og hans determination til at forfølge dem? Det er så uendeligt vanskeligt at lave kontrollerede studier af, hvilke påvirkninger der har indflydelse på hvilke karaktertræk hos et menneske. Nogle af de bedste studier laves med énæggede tvillinger, der adskilles ved eller kort efter fødslen. Men, som en forsker påpeger, er det ”uheldigvis for videnskaben sjældent, at énæggede tvillinger adskilles ved fødslen, og adskilte énæggede tvillinger, hvoraf mindst én har en afvigende seksuel orientering, er stadigt sjældnere.”13

Det er dog ikke kun de videnskabelige metoders iboende begrænsninger, der gør det svært at studere pædofili. Fordi pædofili er så tabuiseret, har flere fremtrædende forskere trukket deres akademiske følehorn til sig. I et interview med Information udtalte den nu pensionerede sociologiprofessor Henning Beck, at han ”mærkede, det kunne være farligt for min stilling og for mit omdømme at forsøge at få [et essay om pædofili] publiceret”.14 Han opgav. I samme artikel står der, at mens der har været et stort forskningsmæssigt fokus på ofrene for pædofili, så vil ”så godt som ingen røre ved krænkerne”.15 Adskillige forskere har rapporteret, at det har været umuligt for dem at finde finansiering til studier af pædofili.16 Ifølge den anonyme forfatter citeret i starten af denne artikel blev den tidligere stifter og leder af Sexologisk Klinik, Preben Hertoft, udsat for en regulær smædekampagne, da han forsøgte at oplyse om pædofili.17 Per Frederiksen bekræftede i vores samtale den overordnede tendens:

Det er måske svært for en fond at lægge navn til forskning inden for det her område. Selv i Red Barnet skal vi passe på. Vi er sat i verden for at beskytte børn, men at det øger børnebeskyttelsen at gøre opmærksom på, at ikke alle pædofile begår overgreb, kræver i bedste fald en del forklaring og i værste fald kan det fremstå som en bjørnetjeneste for børnene.

Det er med andre ord den samme frygt, den oprindelige aftager af nærværende artikel havde, da de afslog at publicere den.

Fraværet af grundig viden om pædofili er ikke et problem, der udelukkende sætter akademiske karrierer på spil. Det er altafgørende for indsatsen mod overgreb mod børn, at vi ved, hvad der leder til pædofili, og hvad der kan gøres for at begrænse dets udfoldelse. Som Per Frederiksen fastslår: ”Der mangler forskning på det her område. Det går ret trægt med at få viden, til trods for at der er et kæmpestort potentiale for, at vi kunne vide mere.” Han uddyber: ”Når vi ikke ved mere om oplevelsen af at have seksuelle fantasier om børn, og når vi sætter lighedstegn mellem pædofili og seksuelle overgreb mod børn, så fremmedgør vi de her mennesker, skubber dem fra os, så det bliver umuligt at tilbyde dem den hjælp, de har brug for.”

Den udlægning bekræfter Kasper: ”Tabuiseringen får en masse pædofile til simpelthen bare ikke at henvende sig. Der bliver en større afstand mellem dem og systemet.” Han fortsætter: ”Jeg må formode, at der bliver født nye pædofile hver dag – tænk, hvis vi kunne gøre noget for at stoppe dem fra at udleve deres fantasier i stedet for at skulle behandle både dem og deres ofre, efter at de har gjort det.”

Camilla Bock, der på daværende tidspunkt var ledende overlæge på Anstalten ved Herstedvester, har i et interview med Information udtalt: ”Der er desværre ikke videnskabelige opgørelser over, hvad der har den bedste effekt. Jeg ville ønske, at der var mere forskning. Der er især brug for flere studier, hvor man følger [pædofile] på længere sigt og ser, hvor mange der begår ny kriminalitet. Vi ved lidt, men ikke nok.”18

En del af grunden til, at der ikke findes mere forskning, og at det er utænkeligt for fonde at finansiere forskningsprojekter, skal måske findes i den diskurs, der er dominerende i vores samfund. I nyhedsartikler og tv-indslag kan man til stadighed se og læse om folk, der er ”dømt for pædofili”, til trods for at pædofili – altså det at have seksuelle fantasier om børn – jo i sig selv ikke er strafbart. Politikere taler sjældent om pædofili, og når de gør, er det som regel med det mål at hæve strafferammen for overtrædelse af lovgivningen om sex med, eller blufærdighedskrænkelse over for, mindreårige. Et beslutningsforslag til Folketinget fremsat af Enhedslisten i 2016 havde titlen ”Bekæmpelse af Pædofili”.19 Et borgerforslag fra 2019 foreslog, at strafferammen for paragraf 222-forbrydelser, der relaterer sig til personer dømt for at have haft samleje med et barn under 15 år, skulle sættes op fra 12 år til en minimumsdom på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Endvidere: ”Dømte skal afskærmes fra samfundet fx på en ø, hvor der er overvågning døgnet rundt.”20 Et studie fra Tyskland fra 2014 viste, at 28 pct. af befolkningen mente, at pædofile mennesker burde dø, selv hvis de aldrig havde begået lovovertrædelser.21

Selv hvis man ser bort fra det etisk tvivlsomme i at ønske død over mennesker, der end ikke har begået en forbrydelse, er det langtfra tydeligt, at forslagene om hårdere straffe ville have den effekt at minimere overgreb mod børn. Recidiv-raten, altså andelen af dømte sexkrænkere, der krænker igen, er høj, hvilket tyder på, at fængselsstraf i sig selv ikke afhjælper problemet.22 Per Frederiksen fra Red Barnet understreger, at fokus bør være på behandling af mennesker med seksuelle tanker om børn, før de begår overgreb. Mange af overgrebsmændene er unge mellem 18 og 24 år. ”Det bedste værktøj, vi har, er samtaleterapi,” fortæller han. ”Og vi kan simpelthen ikke nå frem til de mennesker, der har brug for hjælp, hvis vi ikke tilbyder dem at kunne kontakte de relevante steder anonymt.” Risikoen for, at omverdenen finder ud af, at de har seksuelle tanker om børn, og at de dermed står til at miste deres venner, jobs, omgangskreds, afholder folk fra at søge hjælp, hvis ikke de sikres anonymitet. Thomas Hammerbrink, der er sexolog og psykolog, skriver, at når pædofile handlinger udelukkende dømmes og ikke forstås, fører det ofte til ”forkortede måder at anskue problemet på”, og dermed kommer ”sikrings- og straffeperspektivet” til at dominere over ”forebyggelsesperspektivet.” Han skriver endvidere: ”skærpede sanktioner i sig selv er ikke et godt middel til at ændre en persons adfærd”.23 Per Frederiksen er enig: ”Vi kommer ingen vegne med at prøve at forbyde en seksuel interesse for børn eller seksuelle tanker. Den form for tankepoliti har udelukkende den konsekvens, at vi skubber de her mennesker så langt væk, at vi ikke kan nå dem med behandlingstilbud.”

Den sparsomme forskning, der eksisterer, tyder på, at kognitiv adfærdsterapi er den mest effektive behandlingsform, der kan tilbydes pædofile krænkere.24 Selv her må vi dog konstatere, at der ikke er god evidens for, at én specifik behandlingsform har overvældende god effekt. ”De effektstudier, der er, er ikke entydige,” siger Jesper Roesgaard Mogensen fra Sexologisk Klinik og refererer til et nyligt studie publiceret i Ugeskrift for Læger, der viser en forskel i tilbagefald på seks procent mellem dem, der modtog behandling, og dem, der ikke gjorde.25 Han påpeger dog samtidig, at der gemmer sig et barn bag enhver promilles nedsat recidiv, og at selv små landvindinger derfor er værdifulde. Samtidig må recidiv-raten ikke blive det eneste kriterium for succesfuld behandlingseffekt, da man så overser en række andre positive effekter af behandling. Han understreger endvidere, at hver eneste person, der skal i behandling for overgreb mod børn, har brug for individuelt planlagte interventioner, der tager højde for deres egen profil, profilen på de ofre, de har haft, osv. ”Vi kan med sikkerhed sige, at one-size-fits-all-interventioner ikke virker.”

Børnesexdukker eller kastration?

E

t andet forebyggelsesområde, der diskuteres heftigt, er brugen af animeret børneporno – altså computertegnede karakterer, der har sex – samt såkaldte børnesexdukker. ”Anders”, den anonyme skribent, der åbnede denne artikel, henviser til eksperter, der mener, at sådanne sexdukker faktisk kan reducere antallet af overgreb, fordi de ”fungerer som en erstatning for rigtige børn”.26 Per Frederiksen fortæller, at Red Barnet i udgangspunktet forholder sig åbensindet til, hvorvidt dukkerne kan afhjælpe eller øge problemet med overgreb, men at han er bekymret over den udvikling, der har fundet sted over de seneste år, hvor dukkerne er blevet langt mere livagtige, har ægte hår, kan sige lyde og er varme. ”Det gør os nervøse,” siger han, ”for nu er det pludselig en slags børneattrap, der helt tydeligt seksualiserer børn.”

Endelig er der de medicinske og kirurgiske interventioner. I den milde ende af spektret er der antidepressiv medicin, som ofte har den effekt at nedsætte sexlysten. Og i den anden ende er der forskellige former for kastration, som enten, i meget få tilfælde, kan være egentlig kirurgisk kastration eller, oftere, medicin, der kraftigt nedsætter produktionen af testosteron. Jesper Roesgaard Mogensen understreger, at disse behandlingsformer er sidste udvej. Psykoterapeutiske alternativer, siger han, bør kunne støtte op om de ikke-pædofile aspekter af disse menneskers seksualitet, og som derfor skal finde et lovligt og lystfuldt udtryk – enten med andre samtykkende voksne eller ved ”selvstimulering” uden brug af ulovligt materiale.

Uanset behandlingsformen er der udbredt enighed om, at man ikke som sådan kan ”kurere” pædofili. De behandlere og forskere, jeg har talt interviewet, taler om at gøre pædofile menneskers seksualitet mere ”divers”, således at energi kan kanaliseres fra et fokus på børn til et fokus på andre mere konstruktive og lovlige fantasier.

Netop med målet at få flere unge i den form for behandling har Sexologisk Klinik og Red Barnet skabt tilbuddet Bryd Cirklen. På Cirklens hjemmeside står der, at der er et behov for selv-evalueringstest og oplysningsplatforme, der skal hjælpe unge, der har seksuelle tanker om børn med at indse, at de har brug for hjælp.27 Man kan henvende sig anonymt til Bryd Cirklen, men de kan ikke tilbyde andet end rådgivning. For at få reel psykologisk eller medicinsk hjælp, kræver det, at man har en henvisning fra sin læge. Og den barriere holder mange fra overhovedet at henvende sig. “Den slags journaler bliver jo aldrig slettet,” fortalte Kasper mig, ”Og derudover skal du forholde dig til din læges reaktion. De er jo også bare mennesker.” Selv har han siddet i sin egen læges klinik adskillige gange under påskud af normale sundhedstjek, men med et ønske om at få en henvisning til Sexologisk Klinik. Han har hver gang fået ”kolde fødder”, som han udtrykte det. I dagene op til konsultationerne har han ikke kunnet sove, han har haft angstanfald, og når han sidder foran lægen, er han simpelthen for bange for konsekvenserne til at kunne åbne op.

I 2018 konkluderede en undersøgelse finansieret af Sundhedsministeriet, at ”[p]ædofili er et problem, som er så tabubelagt, at det kan spænde ben for behandling af personer med pædofile tanker.”28 Undersøgelsen anbefalede blandt andet, at der blev indført mulighed for anonym adgang til behandling og øget afskærmning af journaldata. Det er præcis de tiltag, Kasper og andre efterspørger. Problemet er bare, at de ikke er blevet implementeret. Behandlingstilbuddene er i dag, som Kasper beskriver det: ”nøjagtig de samme som i 2018”. Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg bad i december 2020 Sundhedsministeren om svar på, hvornår regeringen påtænkte at igangsætte de anbefalede behandlingstilbud. Svaret blæser stadig i vinden.

For nogle år siden opstod der, urelateret til dansk lovgivning, et virtuelt selvhjælpsforum for pædofile, der eksplicit ikke ønsker at udleve deres fantasier. Det hedder Virtuous Pedophiles, hvilket kan oversættes til Dydige Pædofile. Det var igennem dette netværk jeg, efter flere måneders forsøg, fik kontakt til Kasper. Virtuous Pedophiles har en klar politik om, at der ikke i deres forum må diskuteres metoder til at skaffe sig seksuel adgang til børn eller overhovedet stilles spørgsmål ved, om det måske kan være o.k. at have sex med mindreårige. De har en streng nultolerancepolitik. Om behandlingsformer skriver de, at ”samtaleterapi kan være en effektiv måde at sikre sig, at pædofile aldrig krænker, og at de kan leve et givende liv”. De beskriver også, hvordan medicinske behandlinger kan være en stor hjælp for mange pædofile, som gerne vil ”tage toppen” af deres lyster, og gøre dem i stand til ikke at udleve dem.

Dydige Pædofile

T

o unge kvinder, Marie Haarmark Nielsen og Line Aaskov, skrev i deres bachelorprojekt på sociologi om Virtuous Pedophiles og udgav siden artiklen When virtuous paedophiles meet online: A sociological study of a paedophile community. Den beskriver i detaljer de observationer, de to kvinder gjorde sig, da de fik adgang til at studere de elektroniske samtaler på netværket.29

Jeg talte med Marie Haarmark Nielsen om deres studie, og noget af det første, hun fortalte, var: ”Det var ret hårdt at læse, hvad de her mennesker skrev. De var plaget af så meget skyld og skam, selvhad, selvmordstanker.” Nielsen og Aaskov fandt hurtigt ud af, at et af de største problemer, de pædofile mennesker stod over for, var en ekstrem grad af social isolation og marginalisering. I deres artikel argumenterer de for, at netværket tillader mennesker med seksuelle tanker om børn at redefinere deres identitet fra potentielle slibrige krænkere til netop dydige mennesker. En bruger på netværket, der identificerer sig som User63, reflekterer over de selvmordstanker, mange i netværket kæmper med, og skriver til sine medbrugere: ”Jeg kan kun forsikre jer om, at selv-accept er muligt og at det ikke behøver at lede til krænkelse.”

Kasper fortalte mig, at det første gang gik op for ham, at han ikke stod fuldkommen alene med sine lidelser, da han hørte en podcast på P1 med titlen ’Hjælp mig, jeg er pædofil’. “Det vendte op og ned på min verden”. Senere blev han aktiv på Virtuous Pedophiles og et andet lignende netværk for ligesindede pædofile og har derigennem fået kontakter, som han skriver med, når ”tankerne bliver lidt for store”.

Ikke alene tyder det på, at netværket kan hjælpe pædofile med at skabe en ny, sundere og mere konstruktiv selvforståelse. Det lader også til at fungere som en adfærdsregulerende støttegruppe. User205 skriver I en velkomsthilsen til en ny bruger:

det vil gå op for dig, at folk herinde har kæmpet med den samme slags tanker som du har, vi har forskellige måder til at kontrollere os selv på og sikre os, at vi ikke skader nogen børn. Bliv med os, (…)  vi er her for dig og vi vil hjælpe dig med at holde dig fra at skade nogen børn.

Jeg har brugt rigtig mange timer på at læse, tale med eksperter, se dokumentarfilm og lytte til podcasts om pædofili. Det har i mange tilfælde været hård kost. Men jeg må sige, at noget af det, der har rørt mig allermest, har været at læse udsagnene fra de ’dydige pædofiles’ forum. User1 skriver eksempelvis om det øjeblik, hvor det gik op for ham, at han var pædofil:

Det var et chok. Jeg havde altid ville arbejde med børn, eller i det mindste være venner med dem og bare sørge for, at de var glade. Skulle jeg være en monstrøs pædofil? Én, som en dag misbrugte søde, små piger, som bare higede efter min tillid og venskab??? Det var en virkelig hård tid for mig og selvmordstanker blev stærkere end nogensinde.

På deres officielle hjemmeside skriver stifterne bag organisationen: ”Vi ønsker at samfundet skal anerkende, at vi ikke er monstre der lurer bag buske mens vi venter på at slå til mod intetanende børn, at mange af os er gode mennesker som har seksuelle præferencer, som vi ikke har valgt, og som vi ikke kan ændre, men som vi er i stand til at kontrollere. Ikke blot er pædofile i stand til at være gode mennesker, mange af os er gode mennesker.”

Det har ikke været intentionen med nærværende artikel at afgøre, hvorvidt mennesker med seksuelle tanker om børn kan være eller er gode mennesker. Der skal heller ikke herske tvivl om, at seksuelt misbrug eller overgreb er noget af det mest forfærdelige, der kan overgå et barn. Men hvis vi seriøst ønsker at komme netop det problem til livs, så må det første skridt nødvendigvis være at forholde os undersøgende til pædofili i stedet for at vende ryggen til.

Jakob Silas Lund er freelance-skribent og konsulent. Han har arbejdet inden for områder som menneskerettigheder og kvinders rettigheder for forskellige NGO’er og for FN i en række lande. Han er forfatter til bøgerne Sporene Efter Inés og Junior Rambo.

Referencer

  1. Udsnit af våbenskjold, cirka 1721-1727, Capella di San Francesca i Basilica di Santa Maria, Trastevere, Rom. Udvalgt af billedredaktionen ved Colding & Ploug
  2. Fra artiklen: Pædofil: Lovlydige borgere som mig diskrimineres på grund af fordomme, Information, 18/12/19
  3. Seto, Michael. (2009). Pedophilia. Annual review of clinical psychology.
  4. Gilian TenbergenMatthias WittfothHelge Frieling,  Jorge Ponseti, Martin WalterHenrik WalterKlaus M. Beier,  Boris Schiffer and Tillmann H. C. Kruger: „The neurobiology and psychology of pedophilia: Recent advances and challenges”, Frontiers in Human Neuroscience, 2015
  5. Faktalinks artikel om Pædofili
  6. Seksuelle Overgreb mod Børn og Unge. En antologi om forebyggelse og behandling. Red: Jill Mehlbye og Anette Hammershøi. 2006
  7. Hvordan kan vi forstå pædofili? Psykologisk Set Nr. 26, 1997
  8. Se blandt andet dette studie: Fleur L. Kraanen, Paul M.G. Emmelkamp, Substance misuse and substance use disorders in sex offenders: A review, Clinical Psychology Review, Volume 31, Issue 3, 2011
  9. Viden om Pædofili og sædelighedskriminalitet, Psykologibogen
  10. Christopher C. H. Cook, The causes of human sexual orientation, Theology & Sexuality, Volume 27, 2021 – Issue 1
  11. Benedict Carey, Preying on Children: The Emerging Psychology of Pedophiles, New York Times, 29/09/19
  12. Hammerbrink, Thomas: ”Man Jager et Bæst—Men Fanger et Menneske”, kapitel i Antologien Pædofili, (red. af Jan Andreasen), Frydenlund, 1999
  13. Bailey, J. & Vasey, Paul & Diamond, Lisa & Breedlove, Stephen & Vilain, Eric & Epprecht, Marc. (2016). Sexual Orientation, Controversy, and Science. Psychological Science in the Public Interest.
  14. Kristian Villesen, Pædofili er problemet, ingen vil forske i, Information, 2014
  15. Kristian Villesen, Pædofili er problemet, ingen vil forske i, Information, 2014
  16. Se blandt andet dette interview med psykolog og forsker ved Aarhus Universitetshospital, Susanne Bengtson: https://www.tv2ostjylland.dk/paedofil-fra-bedersagen-har-sexkraenket-igen/psykolog-svaert-fa-penge-til-forskning-i-paedofili
  17. Pædofil: Lovlydige borgere som mig diskrimineres på grund af fordomme, Information, 2019
  18. Kristian Villesen, Pædofili er problemet, ingen vil forske i, Information, 2014
  19. Det skal dog nævnes, at forslaget faktisk i høj grad fokuserede på forebyggelse og behandling: B 73: Bekæmpelse af pædofili (Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af pædofili.)
  20. Anonymt lovforslag: Stramning af lov om pædofili-dømte, 2019.
  21. Jahnke, Sara & Imhoff, Roland & Hoyer, Jürgen, Stigmatization of People with Pedophilia: Two Comparative Surveys. Archives of sexual behavior, 2014
  22. Annalise Kongstad, Unge der begår seksuelle overgreb litteraturgennemgang og diskussion, Forskningsafdeling III, Det Juridiske Fakultet Københavns Universitet, 2007
  23. Hammerbrink, Thomas: ”Man Jager et Bæst—Men Fanger et Menneske”, kapitel i Antologien Pædofili, (red. af Jan Andreasen), Frydenlund, 1999.
  24. Annalise Kongstad, Unge der begår seksuelle overgreb litteraturgennemgang og diskussion, Forskningsafdeling III, Det Juridiske Fakultet Københavns Universitet, 2007
  25. Fie Madvig, Ellids Kristensen & Susanne Bengtson, Behandling af seksualkriminelle, Ugeskrift for Læger 2021, Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København
  26. Cecilie Als Mortensen, Er det ulovligt at importere og eje en sexdukke i barnestørrelse? Jyllands Posten, 29/08/2019
  27. Bryd Cirklens hjemmeside
  28. Sundhedsstyrelsen, undersøgelse af muligheder for at styrke indsatsen til mennesker med pædofile tanker, februar 2019
  29. Nielsen, MH, Aaskov, L & Larsen, JE 2021, ‘When virtuous paedophiles meet online: A sociological study of a paedophile community’, Sexualities, pp. 1-17