Klodens (af)fald

Klodens fald: Æstetiske og økologiske perspektiver på olie, plastisk og andre hyperabjekter
Mikkel Frantzen
Laboratoriet for Æstetik & Økologi, 2021

 

 

 

ANMELDELSE OG UDDRAG: Kloden falder, men affaldet falder ingen steder hen, det kastes tilbage i vores hoveder, inkorporeres i vores kroppe. Vi ender med at blive ædt op af vores eget lort. Mikkel Frantzens nye bog ”Klodens fald” er ikke rar, men nødvendig læsning. Vi anmelder og bringer et uddrag.

Af Marie Meier

Det er ikke, fordi der mangler bøger om klimakrisen eller opråb om, at vi skal leve anderledes. Alligevel skiller litterat Mikkel Frantzens nye bog, Klodens fald, sig ud på en afgørende måde. Det gør den, fordi Frantzen tager nye greb i brug for at få os til at forstå og forholde os til noget, der er så abstrakt og svært at begribe: alle de sammenhængende systemer, der for de flestes vedkommende stadig usynligt, men bestemt ikke langsomt, er ved at gøre vores planet ubeboelig.

For det første udvikler Frantzen et nyt begreb: hyperabjektet. Værkets hovedintention er gennem løbende teser (17 i alt) at definere og nuancere dette begreb, der er en forudsætning for at forstå sammenhængen mellem de mange forskellige kriser, vi befinder os i. Eller sagt med Frantzens egne ord tjener hyperabjektet som ”indgangsvinkel til at tænke forholdet mellem økologi og økonomi, forholdet mellem klima, kapitalisme og kultur.”

For det andet, og det er klart værkets styrke, bruger Frantzen aktivt kunsten og poesien til at sætte ord på det, som det ellers originale begreb om hyperabjektet ikke til fulde kan indfange: forudsætningen for og følelsen af faldet.

Frantzen selv kalder bogen et ”nødvendigt frikvarter fra det akademiske”, men det betyder ikke, at den er nem læsning. Fremmedord bruges i flæng, og der citeres løbende på engelsk. Men netop omgangen med de svære begreber og de små forskydninger – fx koblingen af Timothy Mortens teori om hyperobjektet med Julia Kristevas ide om abjektet – er vigtige i forhold til at indkredse pointen: Vi lever ikke, som ofte formodet, i den antropocæne tidsalder, men derimod i den kapitalocæne. Det er kapitalismens vækstlogik, der skaber både ulighed, klimakrise og ikke mindst alle tidens hyperabjekter, som vi aldrig kan slippe af med. Og som ubemærket ender med at blive vores føde.

Allerstærkest bliver det, når Frantzen lader poesien spidsformulere pointerne, som når fx Inger Christensens skriverier og hendes uudgivne digt om olien først væves ind i klimapolitiske betragtninger for derefter i egen ret at få sideplads til at konkretisere og visualisere katastroferne.

Vi bringer her (efter aftale med forfatteren) et uddrag af værket, der netop illustrerer denne sammenfletning af kunst og kritik: tese 4 efterfulgt af refleksioner over og med Inger Christensens skrift:

***

TESE 4

Hyperabjektet angår en totalitet, men er ikke et totaliserende begreb; det kan ikke være hvad som helst. Hyperabjektet kan være 80 meter brede kratere på den sibiriske tundra, øer af mikroplast i Stillehavet eller en oliekatastrofe i Den Mexicanske Golf. Det kan ikke reduceres til et klimakrise-fænomen, men det kommer alligevel tydeligst til udtryk i denne kontekst. Lad os under alle omstændigheder undgå fristelsen til at kalde alting for et hyperabjekt, undgå den selvtilfredse oplistning af uendelige eksempler: Hyperabjektet kan være dit, hyperabjektet kan være dat… Hyperabjektet må som begreb bruges med forsigtighed og præcision. Morton skriver, at klimaforandringerne i sig selv udgør et hyperobjekt, ligesom han hen mod slutningen af Hyperobjects hævder: “In a strange way, every object is a hyperobject.”1 Hvis alle objekter på en mærkelig måde er hyperobjekter, kan hyperobjektet være hvad som helst, alle ting. At specificiteten dermed går tabt, siger sig selv. Hyperabjektet, derimod, kan ikke anvendes i en hvilken som helst kontekst, kan ikke appliceres på alle tænkelige ting. Det er bestemt ikke alle objekter, der er et hyperabjekt – også fordi der netop ikke er tale om objekter, men om abjekter. Et eksempel: olie.

DEL 2

Olievariationer, I – olien findes, olien findes

Olien findes, olien findes. Men sjovt nok findes olien ikke i den endelige version af Inger Christensens digtsamling alfabet fra 1981. Som den næsten 1000 sider lange udgivelse med spredte værker, efterladte tekster, udkast, kladder, digte og prosa, Verden ønsker at se sig selv fra 2018, viser, så optræder linjen “olien findes” ellers i noterne og udkastene til alfabet. Linjen var tiltænkt en rolle i et digt, der skulle konfrontere og kritisere vores petropolitiske økonomi. Vores oliebaserede økonomi. De fossile brændstoffer. Den måde klodens energireserver udnyttes og udtømmes på. Det var også et af hovedemnerne i de essays, hun skrev til skriftrækken Krise og utopi fra 1979 til 1981. Et af dem hedder “Arbejde”. Et andet, “Energi”. I førstnævnte essay skriver hun blandt andet: “Det egentlige opgør kan ikke længere udtrykkes i forholdet mellem kapital og arbejde, primært fordi arbejdet er reduceret til lønarbejde, til en forskruet parodi, en grimasserende efterligning af kapitalens ensporede bevægelse.” Hun fortsætter: “Alt tyder på at det egentlige opgør må udtrykkes i forholdet mellem kapital og energi.”2 Ikke kapital og arbejde, men kapital og energi (senere skal vi få lejlighed til at overveje, om det måske alligevel ikke giver mere mening at tænke i triaden: Kapital, arbejde og energi), klima og kapitalisme. Det hænger naturligvis uløseligt sammen med kapitalens (selv)realiseringstrang: “den vestlige kulturs realisering af alt, rub og stub, i billedet af den vilde vækst”, som det hedder i essayet med titlen “Afrealisering” (200). Det er ikke kun sådan, at man realiserer sig selv på arbejdet, i arbejdet, at man er en menneskelig ressource – og at man, i og med man udbyttes, langsomt men sikkert også udtømmes, at man drænes for energi. Det er også sådan, at naturens ressourcer udnyttes i den vilde væksts navn. Og det er det, der fører til “internationale magtkampe om energi og råstoffer”, som Inger Christensen skriver i essayet om arbejde, hvilket ikke er mærkeligt, når man ihukommer oliekriserne i 1973 og 1979 (208). Kapitalens tentakler når på den måde ud i alle af kroge af menneskesindet (kapitalen investeres direkte i sindet, skriver hun også), og i “det biologiske rum som helhed” (206). Det er biosfæren som sådan, der står på spil i dette planetariske perspektiv. Det er den krise, hun diagnosticerer: En kapitalistisk klimakrise ville man sige i dag. Ikke menneskehedens klimakrise, ikke det Antropocæne; det Kapitalocæne. Energiens talrække er åbenlyst ikke uendelig. Selvom kapitalen “bliver ren energi. Den bliver et absolut ‘fordi’” (207).

Og alligevel optræder linjen “olien findes” ikke i alfabet. I udkastet står der:

Olien findes; ornamenterne, orglerne,
olien findes; orkideerne findes;
jorden og dens omveje findes; orkideernes
omveje, orglernes omveje, oliens
og ornamenternes sammenslyngede omveje –
orkideer stiliseret i fossile mønstre,
de minder om algernes mønstre i kul,
hvide som sne i mikroskopmønstret,
om algernes mønstre i olie, rester
af smådyr, skeletter og planter, der ikke
kan ses, kun brænde, kun lyse, kun oplyse
jorden så den overvintrer, denne eneste
kære oase, hvor oliventræet ældes3

Det er starten på digtet. Og slutningen:

Nu tænder vi lyset. Bruger et sted
noget sammenstuvet plankton. Forbruger
som mennesker millioner af somre i døgnet

Opruster. Opkøber somre. Overvåger
somre. Fastsætter prisen på somre.
Truer med at lukke for somrene
én gang for alle. Oplagrer somre,
så priser stiger. Af brænder somre.
Brænder algernes mønstre. Brænder
ornamenterne. Brænder orglerne
og oceanernes langsomme fordybelse
som plankton gennem vand. Brænder
omvejene, oasen i det lillebitte lukkede
verdensrum, hvor okseøjen blomstrer,
med sine trillioner af frydeskrig.
Brænder hvad der kan brænde – og mere.

For at opvarme den korte industrisommer
For at opvarme den hektiske banksommer
For at opvarme hele denne vestlige sommer,
hele denne hellige militærsommer. Der er
krig. Det er derfor der er krig. Der er
hele tiden krig. Jeg tænker på olielamperne
i Babylons hængende haver, på freden der aldrig har varet, på millioner af
mennesker der aldrig blev spurgt. Aldrig
om krigen. Aldrig om olien. Aldrig om
deres kærlighed til jorden, som så længe
har opbevaret olien, forsinket det strålende sollys fra paradisets sommer4

Inger Christensen fremskriver her en forbindelse mellem klima, kapitalisme og krig, og hun beskriver konsekvenserne af den petropolitiske virkelighed, hun lever i. Den pyromane kapitallogik, hvor stort set alt brændes af. Hvorfor? “For at opvarme den korte industrisommer/For at opvarme den hektiske banksommer/For at opvarme hele denne vestlige sommer,/hele denne hellige militærsommer.” Her et andet udkast, til det berømte k-digt, som i den endelige version begynder med linjerne “kærligheden findes, kærligheden findes”. Men i udkastet findes kapitalen også – og dens forbindelse til naturen, eller dens bevægelse hen over kamgræs og klippeduer:

katastroferne findes, katastroferne findes
kapitalens bevægelser hen over kamgræs og
klippeduer findes, de kemiske kampmidler
findes, hen over korn og kartofler, så
kornet der findes forsvinder, så ris og
kartofler og kløver forsvinder, så dyrene
fuglene, kirsebær og rønnebær forsvinder5

Olie er en hyperabjektal substans, en klæbrig, tyktflydende væske, der findes i undergrunden, det sorte guld. Og så kommer olieindustrien og borer med deres bor, med deres falliske apparater, der penetrerer jorden, ned, ned, ned, indtil olien kommer op, som en sort ejakulation, en sakralisering af et samleje funderet på fantasien om den evige vækst, uendelige ressourcer. Så kommer raffineringen, og så kommer også transporten, det meste med tankskibe, for eksempel, oplyser Den Store Danske, fra “Mellemøsten, Caribien, Nordafrika og Nigeria til industricentrene i Vesteuropa, Japan og USA”. Der står også, at skibene bliver større og større, og at de største har en lasteevne på over 300.000 ton olie. Det vil sige, at der er god grund til – analytisk og/eller poetisk – at følge i fodsporene på den olie, der findes og flyder rundt i såvel jordens undergrund som på verdenshavenes globale transportnetværk. Der er ingen grund til, som Inger Christensen gjorde det, at forlade den simple fortælling: Fortællingen om, at nogle ting kun findes i det omfang og på den betingelse, at andre ting forsvinder. Fortællingen om, at olien brændes af – ligesom træerne brændes af, og så mange andre ting brændes af – for at “opvarme den hektiske banksommer”, den “hellige militærsommer”. Fortællingen om de katastrofer, der findes, ikke ude i fremtiden men nu. Men det vil også sige, at det er påtrængende at finde på andre fantasier om olie, få et andet forhold til olie. Et knap så patriarkalsk og kapitalistisk forhold til olie. Knap så fallisk. Knap så centreret omkring ild, af brænding, udbrænding. Så vi også undgår at blive, for at citere en anden linje fra Verden ønsker at se sig selv, som “Ikaros med soleksem og antihåb”.

***

Klodens fald er en meget ambitiøs bog, og der er mange tråde, der skal bindes sammen. Men forbindelserne er der, og i sin fragmenterede helhed er Frantzens pointer meget overbevisende. Vi ved efterhånden alle sammen, at plastik er dårligt, men Frantzen gør klodens tilstand skræmmende konkret. Det er en bog om ild og is, der er svær at ryste af sig. Værket er spækket med voldsomme empiriske eksempler, og derudover rammer citater fra mange store tænkere plet i en ny kontekst.

Der vil helt klart også være skeptikere, der mener, at Frantzen maler fanden på væggen og er for sortsynet. Derfor skal det med, at Klodens fald også er en bog båret af håb om en ny form for omsorg: ”Det umulige må forvandles til det uundgåelige: en ny økonomi og en ny økologi”, som Frantzen skriver. Hvordan forvandlingen skal finde sted, rummer bogen ikke noget helt enkelt svar på, men den kalder på handlekraft ved at få os til at se katastroferne i øjnene og tydeliggøre vores (læs: Det globale Nords) ansvar:

”Vi må insistere på, at det er dumt og dødbringende: (…) At der produceres 300 millioner ton ny plastik hvert år, 166 millioner ton affald hver måned, næsten 95 millioner tønder olie hver dag. Vi må insistere på et andet system.”

Klodens Fald udkom den 26. februar på Laboratoriet for Økologi og Æstetik. Anmeldt af Marie Meier, videns- og forskningsredaktør på Eftertryk.

  1. Morton, Hyperobjects, 176. Som Ursula Heise understeger i en kritisk anmeldelse, så udgør spørgsmålet om skala et “major problem” i Mortons bog: “If scale makes no difference, and global warming is not as a matter of principle different from “pencils, penguins, and plastic explosive” (p. 176), what useful work does the concept of the hyperobject do?” (Ursula Heise, “Timothy Morton. Hyperobjects: Philosophy and Ecology after the End of the World”, Critical Inquiry, 4. Juni, 2014, https://criticalinquiry.uchicago.edu/ursula_k._heise_reviews_timothy_morton). Se også: Timothy Clark, Ecocriticism on the Edge: The Anthropocene as a Threshold Concept (London: Bloomsbury, 2015); Derek Woods, “Scale critique for the Anthropocene”, The Minnesota Review 83, 2014: 133–142.
  2. Inger Christensen, Essays (København: Gyldendal, 2019), 208. I dette afsnit vil henvisninger til denne bog – i form af sidetal – figurere i selve brødteksten.
  3. Inger Christensen, Verden ønsker at se sig selv se (København: Gyldendal, 2018), 127.
  4. Ibid., 127-128. Jeg trækker her også på: Tue Andersen Nexø, “Vreden, barnet, håbet. Skjulte ansatser i udkastene til Inger Christensens alfabet”, i Dan Ringgaard og Jonas Ross Kjærgård (red.): Genbesøgt. Inger Christensens efterladte papirer (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2020).
  5. Ibid., 125.