Robotterne er hverken vores frelse eller undergang

Aaron Benavav
Automation and the Future of Work
Verso, 2020

 

 

 

Af Rune Møller Stahl
Illustration af Ferdinand Ahm Kragh

For fem år siden var medierne fyldt med historier om selvkørende biler. Alle forventede, at de kun var få år væk, og at titusinder af langturs- og taxachauffører snart ville blive arbejdsløse. Måske behøvede almindelige mennesker snart ikke længere at eje en bil, men kunne blot gå på gaden og praje en selvkørende bil. Google havde en stor afdeling, der arbejdede på selvkørende teknologi, og taxagiganten Uber forventede, at de snart kunne skille sig af med deres chauffører. Fremtiden var lige om hjørnet. I dag er virkeligheden ret anderledes. De praktiske problemer ved at fungere i normal trafik har vist sig næsten uoverstigelige, og vi kan være årtier væk fra noget, der minder om selvkørende biler. Transport foretages stadig af mennesker, og de problemer, som chauffører oplever, er ikke en bølge af arbejdsløshed forårsaget af ’automatisering’, men derimod gammelkendte forhold som usikker ansættelse og dårlige arbejdsvilkår.

Ideen om de selvkørende biler illustrerer en bredere trend i debatten om teknologi i vores samfund. Der hersker stærke forestillinger om, at robotterne er lige om hjørnet, og at vores samfund og arbejdsmarked vil gennemgå en massiv forandring. Men virkeligheden haler aldrig rigtigt ind på disse vidtløftige forestillinger. Kradser man overfladen, er det stadig den samme form for menneskeligt arbejde, der dominerer, nu blot organiseret via brugerfladen på apps. Et firma som Wolt er trods sin teknologiske brugerflade ikke bygget primært på teknologisk innovation, men på en stor gruppe ringe betalte og let udskiftelige arbejdere.

Når mange alligevel anser firmaer som Uber og Wolt som udtryk for en ny teknologisk trussel mod arbejdet snarere end et udtryk for klassisk arbejderkamp, skyldes det ifølge den økonomiske historiker Aaron Benanav, at store dele af offentligheden har købt ind på en særlig fortælling om en kommende ’automatisering’ af økonomien og arbejdet. Benavav kaster et kritisk blik på denne automatiseringsdiskurs i hans nye bog Automation and the future of work. Bogen optegner denne diskurs som en stærk forestilling om en nært forestående automatiseringsbølge drevet af robotter og ’kunstig intelligens’.1 Den nye (lovende) maskinalder vil på kort sigt føre til en overflødiggørelse af en lang række jobfunktioner. Udsigten til teknologidrevet arbejdsløshed og andre negative følger for beskæftigelsen har fået mange fremtrædende tilhængere af ’automatisering’ såsom den amerikanske politiker Andrew Yang eller Tesla-stifteren Elon Musk til at foreslå borgerløn som en løsning.

Vi oplever på ingen måde en tilsvarende grad af produktivitetsfremgang, som man tidligere erfarede med mekaniseringen af landbruget eller ankomsten af samlebåndsfabrikken.Automatiseringsdiskursen trives på dele af højrefløjen. For teknolibertarianere som Musk og Travis Kalanick (medstifter af Uber, red.), er løfterne om ’automatisering’ og ’kunstig intelligens’ det bærende ideologiske legitimationsgrundlag for deres privatejede tech-imperier. Men diskursen trives også på venstrefløjen. Det er blevet til en lind strøm af bøger i nyere tid, såsom Inventing the Future: Postcapitalism and a World Without Work af den politiske filosof Nick Srnicek og sociolog Alex Williams, Aaron Bastanis optimistiske teknologimanifest Fully Automated Luxury Communism, og Paul Masons PostCapitalism. Selv argumenterede jeg i 2014 for, at man burde bruge den kommende ’automatisering’ til at nedsætte arbejdstiden (det sidste mener jeg dog stadig, om end ikke på grund af en kommende ’automatisering’ af arbejdet).2   

Stagnerende vækst

For Benanav repræsenterer automatiseringsdiskursen en forkert analyse af et reelt problem i vore dages kapitalistiske verdensøkonomi. Den er bl.a. forkert i den forstand, at vi netop ikke ser en stærk stigning i teknologisk arbejdsløshed i disse år. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke foregår en udskiftning af menneskelig arbejdskraft med maskiner. Dette har været en konsekvens af kapitalistisk udvikling i de seneste to århundreder. Problemet er snarere, at denne teknologisk arbejdsløshed ikke er specielt fremtrædende lige nu. Snarere ser vi på tværs af de vestlige lande et fald i investeringer, og dermed en lavere rate i udskiftningen af mennesker med maskiner. Vi oplever på ingen måde en tilsvarende grad af produktivitetsfremgang, som man tidligere erfarede med mekaniseringen af landbruget eller ankomsten af samlebåndsfabrikken.

Når det alligevel virker, som om der er noget galt, er det fordi, vi på tværs af den vestlige verden oplever en massiv deindustrialisering, hvor millioner af gode industrijob forsvinder, og folk enten kastes ud i arbejdsløshed eller må tage til takke med et usikkert arbejdsliv i servicebranchen. Mens vestlige økonomier har oplevet dette fald i beskæftigelsen i industrien siden 1970erne, har vi i de seneste par år også set deindustrialisering i lande som Mexico, Brasilien og Sydkorea. Selv Kina, der med sin eksportsucces har været verdensøkonomiens industrielle lokomotiv, har oplevet et fald i beskæftigelsen i den industrielle sektor i nyere tid. Problemet ved denne deindustrialisering skyldes ikke, at industrijobs historisk set altid har haft gode forhold, tværtimod har mange af disse jobs været både nedslidende og repetitive. Men samtidigt har jobs i fremstillingsindustrien ofte tilbudt stabile og organiserede arbejdsforhold, og alternativerne har ofte været servicejobs til markant lavere løn og værre arbejdsforhold.

Hvis ikke det er for robotterne, hvorfor ser vi så denne destruktion af gode job? For Benanav er svaret økonomisk og teknologisk afmatning, som er drevet af global industriel overkapacitet. Her trækker han på den økonomiske historiker Robert Brenner, der har udviklet en teori over kronisk faldende vækstrater i Vesten siden 1960erne.

De høje økonomiske vækstrater i midten af det 20. århundrede var især forbundet med den omfattende udrulning af den industrielle masseproduktion. Inden for fremstillingssektoren oplevede man, at massive investeringer kunne føre til ligeså massiv fremgang i arbejdsproduktiviteten. Men Vestens gyldne industrielle periode i efterkrigstiden skyldtes, at man var alene om at industrialisere. Efterhånden som andre lande gennemgik industrialisering – i første omgang Japan og de østasiatiske tigerøkonomier, senere især Kina – opstod der en global industriel overkapacitet. Det var simpelthen muligt at producere langt flere industrivarer på globalt plan, end det var muligt at afsætte.

Konsekvensen af denne overkapacitet har været et skifte over mod servicesektoren i mange økonomier. Modsat fremstilling har services ikke samme potentiale for fortsatte produktivitetsstigninger, og resultatet har derfor været lavere grad af teknologidrevet produktivitetsfremgang og lavere vækstrater, hvis man ser bort fra enkelte sektorer såsom tech-sektoren. Den nuværende destruktion af gode job handler altså ikke om en accelererende ’automatisering’, men snarere om den aftagende damp i det industrielle lokomotiv, som tidligere trak den kapitalistiske økonomi fremad. Det er denne langsigtede stagnation, som driver destruktionen af gode job.

Hinsides teknologioptimismen

Benavavs bog Automation and the Future of Work leverer trods sine små 160 sider en solid kritik og effektiv modgift til teknologisk ønsketækning. Især den sympatisk indstillede kritik af problemerne ved borgerløn som modforanstaltning til automatiseringens bagsider er noget af det mest nuancerede, der er blevet skrevet om spørgsmålet i de senere år. Benanav forsøger også mod bogens slutning at lancere en mere positiv vision for en strategi for teknologi og politisk forandring, som lægger mere vægt på sociale bevægelser end blind teknologioptimisme. Desværre fungerer denne sidste del af bogen markant dårligere end hovedanalysen. Den stringente og empirisk funderede politiske økonomi, der præger bogens hovedanalyse, rundes af med løs teoretisering, som aldrig rigtigt udfoldes tilfredsstillende.

På trods af denne afslutning leverer Benanav dog med bogen et væsentlig bidrag til forståelsen af politisk strategi i forhold til den teknologiske forandring af arbejdsmarkedet. Den Brenner-inspirerede analyse leverer et effektfuldt gensvar til automatiseringsdiskursens dominerende tendenser.

På den ene side tager bogens kritik luften ud af teknologioptimister som Mason og Bastani, der groft sagt satser på, at den teknologiske udvikling alene vil undergrave kapitalismen og bringe os nærmere den ’fuldautomatiske kommunisme’. På den anden side betyder den industrielle afmatning og overkapacitet, at der ikke er nogen vej tilbage til efterkrigstidens keynesianske og socialdemokratiske produktionssamfund. De vækstrater, som fulgte med den globale industrialisering, er opbrugt, og der er ikke noget teknologisk vækstlokomotiv, der står klar til at overtage.

Hinsides denne jubeloptimisme og tilbageskuende nostalgi, er det op til os at formulere en politisk strategi for arbejdets fremtid. Her kan vi ikke forvente, at robotterne hverken kommer til at stå som frelse eller undergang. I stedet må vi, som i tidligere perioder med omstilling, sætte lid til den politiske og faglige organisering for at sikre, at det nye, teknologisk dominerede arbejdsmarked kommer til at styrke arbejdernes personlige autonomi, fremfor som nu, at fungere som mekanismer for overvågning og kontrol.

 

  1. Bl.a. forskerne Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee har i en indflydelsesrig bog fra 2014 beskrevet den kommende ’automatisering’ som The Second Machine Age. Se f.eks.: https://en.wikipedia.org/wiki/The_Second_Machine_Age
  2. Christensen, Pil og Stahl, Rune Møller, ‘Maskinerne kommer – med lavere arbejdstid?’, Dagbladet Information, 4. april 2014, www: www.information.dk/debat/2014/04/maskinerne-kommer-lavere-arbejdstid?lst_cntrb