Hvor kommer fængslet fra?

Den gængse fortælling lyder, at fængslet “fødtes” af moderne rationalitet, men metaforen må på arbejde for at virke: Igennem historien har fængslet haft mange former, og flere kommer til. Fængslets fødsel har taget mere end et halvt årtusinde og er stadig undervejs. I Det Fængslede Menneske, for nylig udgivet af forlaget Baggrund, kan man læse om fængslernes groteske væren. I dette uddrag fra bogen fortæller socialhistoriker Johan Heinsen om den fængselsform, der i tidligt moderne tid blev kendt som “slaveri”.

Af Johan Heinsen

I

Fængslets fortid er ofte blevet fortalt som historien om en institution, der er særegent “moderne”. I en ældre version lød det, at fængslet var udtryk for fremskridtet; det repræsenterede en tærskel, hvor samfundet frigjorde sig fra blodet, hævngerrigheden og den overdrevne magtudøvelse. I denne fortælling fødtes fængslet af idéer om proportionalitet og humanisme. Et væld af kritikere har siden fortalt andre historier om fængslets fødsel. Her bestod institutionens modernitet i stedet af nye magtformer, der på spidsfindig facon låste individet i et net af relationer, der grundlæggende tjente til at skabe og styre det. Fængslet var ikke længere symbolet på en modernitet præget af fremskridt, men derimod en præget af kontrolteknologier og fintmasket disciplinering. Enhver, der har været bare i nærheden af et universitet, kender Michel Foucaults udgave af den fortælling, men han stod langtfra alene med den.

Begge fortællinger delte nogle helt grundlæggende antagelser: fængslet repræsenterede ved sin fremkomst i første halvdel af 1800-tallet et radikalt brud. Uden for specialiserede grene af historiefaget hersker denne grundantagelse stadig. I et nyligt state-of-the-art pragtværk (Prison Worlds: An Ethnography of the Carceral Condition, red.) konkluderede fængselsetnografen Didier Fassin eksempelvis, og med direkte henvisning til Foucault, at fængslet er en “nylig” opfindelse. Historikere har ellers i nogen tid fortalt en helt anden historie: Fængslet er måske slet ikke så moderne endda. Og måske bør man ikke tale om det i ental.

De mest interessante nyfortolkninger har argumenteret for, at der er et grundlæggende behov for at mangfoldiggøre straffehistorien. Eller sagt på en anden, lidt grovkornet måde: Der har aldrig eksisteret én universel fængselsmodel, og fængslerne har ikke bare ét ophav. I stedet må vi gentænke straffen og placere den i et både langt og bredt perspektiv.

De første af disse argumenter blev allerede fremført i slutningen af 1990’erne, men med tiden er de blevet til et talrigt kor. Historikerne er efterhånden nogenlunde enige om, at de udbredte samfundsfortællinger om fængsler og deres moderniteter er alt for simple. Men det er, som om de selv er låst inde i cellen, når de taler: Samfundet og de videnskabelige discipliner udenfor lytter ikke, når de problematiserer de gængse opfattelser. Størstedelen af befolkningerne stoler blindt på, at brugen af fængslet som disciplineringsinstitution er den eneste rationelle løsning. Mange føler måske endda, at det er lige rationelt og humant nok, og politikerne er ikke sene til at spille på indignationen, når de kræver længere straffe for både det ene og det andet. Imens er forskerne tilsvarende sikre på, at fængslet er født af modernitetens rationalitetsparadigme, også selvom de er kritiske overfor selvsamme.

Alt imens fortaber fængslernes virkelige fortider sig. De er også ganske lette at ignorere. Det forgangne er der jo ikke længere, og hvad har det overhovedet med os og vores virkelighed at gøre?

II

I august 1773 ankom en fremmed til den lille landsby Slagslunde nogenlunde halvvejs imellem Roskilde og Hillerød. Han så trængt ud, klædt i en laset skjorte og et par udtjente soldaterbukser. Han var i midten af 30’erne. Adspurgt om sit navn svarede han “Henrik Eilers” og fortalte, at han var født i Sverige. Måske talte han med accent. Han havde ingen papirer. Siden slutningen af middelalderen havde man ellers krævet, at omstrejfere skulle identificere sig med pas udstedt af en myndighed eller arbejdsgiver. Alle i dette samfund tilhørte nogen på den ene eller anden måde. Men Eilers havde ikke noget pas, og han tilhørte efter eget udsagn ikke nogen i nærheden. Han havde krydset Øresund, og derfor var han for et øjeblik fri. I landsbyerne på Sjælland var svenske desertører et så almindeligt syn, at man købte forklaringen. Eilers lignede da bestemt også en bortløber.

Det vigtigste var, at han tilbød sin arbejdskraft, og at der var brug for den. De lokale så derfor ingen grund til at angive den fremmede. Han var ankommet netop som høsten stod for døren. En fæstebonde ved navn Jens Nielsen hyrede Eilers som karl på sin gård, og Eilers var ferm med leen. Han levede i halvandet år som en del af Jensen’s husstand, før en anden fæstebonde hyrede ham til et hverv, der medførte mere ansvar under det daglige arbejde i markerne. Eilers fik, som mange tyende, udbetalt dele af sin løn på forhånd. Med sin arbejdsgivers hjælp fik han også kredit, som han brugte til at købe et fint nyt sæt tøj. Måske havde han brug for den slags, for han var startet til konfirmationsforberedelse hos præsten, der forfærdet havde opdaget, at svenskeren aldrig selv havde sagt ja til Gud. Den slags var vigtigt! Eilers blev således konfirmeret i landsbykirken. Han var på alle måder blevet sluset ind i det lille samfund.

I juni 1776 blev Eilers sendt med en vogn til København for at sælge noget træ. Udstyret med papirer fra sin arbejdsgiver bevægede han sig uden problemer ind igennem metropolens porte og solgte ladningen som påbudt et sted på havnen. På vej imod Nørreport passerede han Kultorvet, hvor han blev genkendt af en mand ved navn Ole Svendsen. Svendsen var fra Rungsted. Han kendte Eilers, men ikke som Henrik Eilers. Hans rigtige navn var Bertel Henriksen. Han var ikke svensker, men født og opvokset i Rungsted, hvor han havde lært bondegerningen.¹

Hans rigtige navn var svøbt i infami. På ryggen under skjorten bar han ar efter de pisk, han havde modtaget af bødlen – den såkaldte kagstrygning – før han var blevet gjort til “slave” for livstid. Arrene var et stigma: benådning var ikke en mulighed. Henriksen var således dømt til at dø i lænker i Slavehuset. Denne bygning var et fængsel i det nordlige København – på hjørnet af Stokhusgade og Øster Voldgade. Her boede statens slaver – straffefanger, der udførte hårdt manuelt arbejde i kongens tjeneste. Sådanne institutioner havde eksisteret siden midten af 1500-tallet.

Der fandtes forskellige variationer af det hårde straffearbejde i Europa. Den version, der blev kaldt for “slaveri”, var opfundet i Danmark og bestod af lænket straffearbejde i militærets tjeneste. Kun mænd blev gjort til slaver. I Danmark var der foruden det store slaveri i København tilsvarende slaverier på en række fæstninger. Det samme var tilfældet i Norge, hvor det største slaveri fandtes på Akershus fæstning og i Sverige, hvor Marstrand var centrum for slaveriet. Straffeformen kendtes også i det nordlige Tyskland og i Preussen, hvor det dog ikke alle steder var kendt som “slaveri”. Der fandtes tilsvarende institutioner i Østeuropa. Denne fængselsmodel havde således betydelig udbredelse, men er særlig nært knyttet til Københavns historie. Den er blevet til på steder, de fleste af os kender, og hvor mange har deres daglige gang – ganske uden at vide, at de befinder sig på et af fængslets arnesteder. Fængselsmodellen har da også efterladt forbavsende få spor i København, hvor den ikke er blevet en del af byens selvfortælling. Heller ikke selvom slaverne var med til at bygge og vedligeholde store dele af byen. Om natten sov de i fængslet i det nordlige København, men om dagen var de spredt ud på arbejdspladser, hvor de udførte hvad arbejde, der nu måtte være forefaldende. Eksempelvis var deres muskler afgørende i arbejdet med at skabe Holmen. På Kronborg udførte de kystsikring i 1700-tallet. Uden deres arbejdskraft var nationalklenodiet bogstavelig talt sunket i Øresund.

Det var netop fra sådan en arbejdsplads, at Eilers var flygtet. Han havde arbejdet på en tømmerflåde som del af et mindre sjak, der rengjorde Kastellets voldgrav. I et ubemærket øjeblik var det lykkedes ham at tage tømmerflåden til den modsatte bred og dermed komme udenfor vagtens rækkevidde. I sekunderne forinden havde han smidt den såkaldte slavekjole – en ternet og letgenkendelig fangedragt. Nogle timer senere brækkede han lænkerne af sig i en mark udenfor København. De var tynde nok til, at man kunne bryde dem med en sten, for de var lavet med tanke på, at fangerne skulle være nyttig arbejdskraft. De var altså først og fremmest endnu en identifikationsmekanisme. Uden dem lignede Henriksen en hvilken som helst fattig. Mange andre fanger var blevet brændemærkede i ansigtet som en del af straffen, men Henriksen var ikke synligt skamferet. Dermed kunne han blive til Eilers.

Tre år senere – efter at være blevet pågrebet på Kultorvet – blev han smedet i et nyt sæt jern. Han modtog ikke den løn, hans arbejdsgiver endnu ikke havde betalt ham, men måske gik noget af den til at betale en dusør til Svendsen. Før det professionaliserede politi blev institutionaliseret, var civilsamfundet afgørende for kriminalitetsbekæmpelsen: Det var således almindeligt at betale dusør til dem, der pågreb bortløbere – hvad end de bortløbne var desertører eller flygtede straffefanger. Nu ventede Henriksen to år. Han så medfanger komme og gå. Grundet arbejdets natur var flugt relativt nemt. Det svære var at forblive på fri fod. Henriksen holdt lav profil. I august 1778 arbejdede han sammen med en anden fange ved navn Anders Jensen. De havde talt om at flygte i nogen tid, og da de den 9. blev sat til at udføre jordarbejde på volden uden for Nørreport uden kontinuerligt opsyn, besluttede de sig for at realisere idéen. Henriksen enten overtalte eller betalte Anders Jensen til at skrive ham et falskt pas. Jensen havde blæk på sig, men en gadedreng blev betalt for at skaffe lak og papir. Henriksen havde skimmet pengene af de madpenge, fangerne fik udbetalt. Med slavekjolen som underlag skrev Jensen passet – givetvis et såkaldt frigivelsespas som løsladte slaver fik udleveret, så de kunne bevise, at de var sluppet ud på ærlig vis. Imens brød Henriksen sine lænker op med en sten. Da han var færdig, var der dog gået så lang tid, at der ikke var tid til at få Jensen ud af jernet, så Henriksen efterlod sin kammerat på volden og gik afsted.

Med sit nye pas troede han på sine chancer. Han gik derfor direkte ud til Slagslunde, hvor han et par år tidligere havde været en del af landsbysamfundet. Igen ankom han i tid til høsten, og hans gamle arbejdsgiver hyrede ham endnu engang. Denne gang var opholdet dog kort – i slutningen af August pågreb selvsamme arbejdsgiver ham og fragtede ham til København, hvor han udleverede Henriksen. Måske havde han hele tiden vidst, at Henriksens papirer var falske, men udnyttet dennes gedigne og gratis arbejdskraft, der var særligt velkommen i højsæsonen. I et efterfølgende forhør bad Henriksen i hvert fald bittert om de 3 rigsdaler, han mente at have til gode.²

Nu blev Henriksen for tredje gang smedet i jern. Dette sæt lænker blev hans sidste: Ti år senere døde han på Slavehusets sygestue.

III

Det moderne fængsels forhistorie byder på en mangfoldighed af rationaliteter: Eksemplarisk udskamning og straffearbejde står centralt i dets virke. Og disse praksisser blev overlejret i de moderne institutioner, der fulgte efter. Der er stadig en rest af slaveri i fængslet, som vi kender det. Groft sagt kan man sige, at slaveriet – der eksisterede i omkring 300 år, før det første moderne cellefængsel åbnede på dansk jord åbnede i 1853 – knyttede nogle elementer sammen og derved lagde grunden for den moderne fængselsinstitution: indespærringen blev bundet til en særlig statslig nyttetænkning, der går igen i både tvangsarbejdet og idéen om rehabilitering.

Det var ikke en dårlig vittighed, når man kaldte det for slaveri. Det var det officielle ord, og det siger noget om det utal af måder, fængslet var forbundet til en bredere verden af tvangsarbejde på. De første reformer, der ledte til denne straffeforms opståen, påbød myndighederne at pågribe de arbejdssky og tvinge dem til “trældom og arbejde”.³ Og i de middelalderlige love, der i 1500-tallet satte rammen om denne fængselstypes fremkomst, omtaltes muligheden for at gøre den kriminelle til “træl” i “kongens gård.” Straffefangen, der for livet eller for en tid mister sin frihed til staten, var oprindeligt forstået som en form for slave.

Når 1600-tallets jurister skulle drage vidtragende historiske paralleller, pegede de også på slaveriet. Højesteretsdommer Mathias Moths ordbog fra slutningen af århundredet giver flere eksempler. Om ordet træl skriver han således, at det betegner en “livegen og en slave,” og at “deraf findes ingen i Danmark”. Dog tilføjede han, at begrebet “at trælle sin livstid” bruges om “dem som er dømt til Bremerholm.” Bremerholm var navnet på flådens skibsværft i hjertet af København, hvor det første egentlige fængsel af denne type var blevet opført i startet af 1600-tallet. Lærd som han var, anførte Moth ved hver post en latinsk parallel. Denne type fængsel var således at sammenligne med “Ergastulus” – fængslerne, der husede slaverne ved de romerske villaer. Andre steder i værket sammenlignede han straffen med “pistrinum” – antikke bagerier, der ligeledes blev drevet af slavegjorte.⁴

I de sidste årtier af 1600-tallet ændredes sprogbrugen. Det gamle ord træl blev fortrængt af et nyt modeord: “slave”. Dette skete parallelt med danske købmænds entre i den transatlantiske slavehandel. De to grupper af slavegjorte kunne da også supplere hinanden. Ved grundlæggelsen af St. Thomas som koloni brugte man således denne type straffefanger som reserver, når man ikke kunne få afrikanske tvangsarbejdere. En af de første til at bruge ordet “slave” om straffefanger var bogholderen for Vestindisk-Guineisk Kompagni, der på dette tidspunkt var udstyret med kongeligt privilegium på menneskehandel i Afrika. Han var selv atlantisk entreprenør og slavehandler.

IV

Disse slaver svarer ikke til vores sædvanlige billede på en slave. Fra 1807 og frem findes detaljerede protokoller, der beskriver hver slaves udseende. Længe før forbryderfotoet og fingeraftrykket finder man her et sprog, der italesætter idéen om en unik identitet. Og det skulle netop tjene til at identificere den enkelte. Når slaver løb bort, kunne man således rundsende signalementer til brug for lokale politibetjente eller embedsmænd. Man kunne også efterlyse i aviserne. Men måske kan vi bruge dette sprog til noget andet: at sætte ansigt på de lænkede mænd, der bevægede sig rundt i gader, vi kender. Måske kan det hjælpe vores forestillingsevne lidt på vej.

Tag for eksempel Jonas Wæber, der ankom til Slavehuset i oktober 1810. Han var “født i København, 41 år, 63 1/4 tommer, proportioneret af skuldre og ben, blonde hår og blå øjne, fnattede ben, en vorte på den venstre kind, og en ved siden af det højre øje, almindelig næse og mund.” Andre havde mere usædvanlige kendetegn; den 36-årige viborgenser Johan Mathias Revaldt ankom i November 1810 med en 5-års dom. Den tidligere matros var “65 3/4 tomme, proportioneret af lemmer, mørke og blå øjne. Tatoveret på højre hånd ved tommelfingeren med bogstaverne J. M. R.” Han havde et “magert ansigt, almindelig næse og mund.”

Tatoveringer var ikke ualmindelige. Mange slavers kroppe var således dekoreret med ankre, kors og mere eller mindre ulæselige initialer. Lars Andersen Vallerød var 32, da han ankom i 1837. Han var en høj mand på 71 tommer, havde mørke hår og øjenbryn og var grundigt tatoveret: “har på højre arm udstukket 3 figurer og bogstaverne F.A.D.A.L.S.L.A.S. 1826. På den højre hånd et anker. På den venstre arm: En figur og en krans samt bogstaverne: T.R.O.S.K.A.B.L.A.S.A.P.D. På venstre hånd en blomsterkrans. På brystet 2 figurer og VENUS. På det højre lår et menneskehoved.” Andre former for kropsdekoration forekom også. Søren Christian Christensen fra Uggerby ved Hjørring var af “Middel vækst, proportioneret Legemsbygning, blå øjne, meget blonde hår,” men hans mest mærkværdige kendetegn var “huller til ringe i begge ørene.” Han var 24 år, da han ankom i juli 1837. For andre var det et langt liv, der havde givet dem unikke markører. Den 63-årige Peder Olsen fra Præstø ankom nogenlunde samtidig som Vallerød og Christensen, men var “65 tommer høj, middel, proportioneret af legemsbygning, blå øjne, ganske skaldet hoved. Hans venstre knæskal har ar af brud. Ryster bestandig med hovedet af svækkelse.”⁵

V

Faktisk er disse menneskers liv som slaver usædvanligt godt dokumenteret. Fra starten af 1700-tallet og frem kan vi spore hver enkelt slave og sige, hvad han var dømt for, og hvordan hans tid i lænker endte. I midten af 1700-tallet begyndte man også at notere en lang række biografiske informationer om dem: fødested, familierelationer, religion mm.

Fængslerne er blandt statens ældste institutioner. De har aner i tvangsarbejde og slaveri. Fængslet blev ikke opfundet på én gang eller med et formål.Men samtidig er vores muligheder for at forstå deres liv netop præget af, at de nedskrevne informationer var en del af den magtudøvelse, slaverne blev udsat for. Kilderne reproducerer et “blik”, der studerer de lænkede mænd på sikker afstand. Kun i undtagelsestilfælde fortæller dokumenterne noget om, hvad slaverne tænkte. Og når de endelig gør det, er kilderne resultatet af ekstreme situationer, der på ingen måde repræsenterer det normale. Men selv undtagelserne fortæller måske noget alligevel.

Ved 7-tiden den 21 juli 1787 blev slavegevaldigeren ved slaveriet på Kronborg Johannes Rungrafft båret ind til fæstningens kirurg. En slavegevaldiger var en opsynsmand – typisk en ældre veteran med en lang militær karriere bag sig. Rungraft var sergent og 61 år gammel. Han havde et stiksår i halsen og kirurgen kunne med bekymring se til, imens en cyste på størrelse med “et hønseæg” voksede frem ved såret. Rungraft var blevet stukket af slaven Johan Lichtmanniche. Denne var tidligere lejesoldat, født i Wien og katolik. Den danske hær var på dette tidspunkt fyldt med tysktalende migranter – og lejesoldater var ludfattige, så slaverierne husede mange mænd som Lichtmanniche. Han var 43 år gammel, og forbrydelsen, der havde sendt ham i slaveriet, var et forsøg på at bilde en krigsret ind, at han havde begået et mord. Selv forklarede han siden i et forhør, at:

stjålet har han aldrig end ikke for en eneste skillings værdi, men har af nød og sult solgt nogle gange noget af sine munderingsstykker, og da han sidste gang ved regimentet derfor blev dømt til at løbe 12 gange spidsrod, gav han an at have tillige med en anden navnlig Schmidt slået en [person] ihjel, som ikke var så, og derpå blev han dømt i Slaveriet på Livstid.⁶

Hensigten med løgnen havde altså været at blive henrettet, for derved at undgå den frygtede spidsrodsstraf, hvor den dømte løb igennem rækker af soldater, der hver gav en et slag med et ris. Den straf ventede Lichtmanniche, fordi han i sin fattigdom havde solgt sine sko og dermed indirekte stjålet en del af sin uniform. I samtiden var en henrettelse klart at foretrække over et regulært selvmord, da det sidste blev anset for en synd og desuden fjernede muligheden for at angre. Netop angeren var vejen til frelsen – en ærkelutheransk idé, som katolikken Lichtmanniche ikke desto mindre havde taget til sig. Men retten gennemskuede, at mordet var en løgn, og Lichtmanniche blev i stedet dømt til livsvarigt slaveri.

Lichtmanniche havde stukket Rungrafft ved arbejdsdagens ophør, netop som han passerede ham. Rungrafft var vellidt blandt slaverne, og valget af netop ham havde været tilfældigt. Når slaver lavede netop denne type overfald, var offeret altid tilfældigt. Nogle gange stak de den første og den bedste i mørket på sovesalene. Andre gange faldt valget på vagter, der var faldet i søvn på vagten. Selvom offeret var tilfældigt udvalgt, havde Lichtmanniche dog forberedt “at gøre en ulykke”, for kniven havde han tidligere på dagen lånt af en anden slave under påskud af at ville fjerne en torn i sin fod. Han stak slavegevaldigeren så hårdt, at han samtidig slog ham i gulvet, mens en anden fange måtte trække kniven ud af halsen på Rungrafft.

Da Lichtmanniche blev bragt for retten fortalte han selv, at tanken om overfaldet havde været med ham

fra den første dag han kom i Slaveriet, hvor han synes, at han kom for megen liden forbrydelse. [Han havde] sat sig for at dræbe sig eller en anden for at komme af med sit Liv, som han aldeles var ked af og ville være glad ved at miste.⁷

I et senere forhør uddybede han sine tanker:

Alt, hvad [der] derfor [havde] sat ham disse onde tanker i hovedet, er, at hans ulykke tog immer til. Han kom i Slaveriet første gang i hans tanke for [en] megen liden forseelse […] Siden er hans ulykke bestandigt taget til, da slaverne i København har det meget bedre og [får] mere tillæg, uagtet de har meget mindre hårdt arbejde, så han ikke vidste nogen anden måde at ende hans elendighed på end ved at gøre en ulykke. Den eneste godhed han bad om var at blive sit liv og denne sin elendighed løs.⁸

Lichtmanniche blev heller ikke henrettet denne gang. For at undgå den slags selvmordsmord var loven blevet ændret – fra en hurtig (og på sin egen mærkværdige måde heroisk) død på skafottet til en langsom, aldeles uattraktiv hensygnen i fængslet. Som ekstra afskrækkelse skulle netop disse fanger piskes en gang årligt på dagen for misgerningen.

Lichtmanniches forhør tilbyder os en stemme fra fortiden. Den taler på ingen måde for fangerne generelt, men giver et specifikt perspektiv på institutionen og på forståelsen af et menneskeliv låst i tvang.

VI

Fængslerne er ikke nylige opfindelser. De er blandt statens ældste institutioner. De har aner i tvangsarbejde og slaveri. Fængslet blev heller ikke opfundet på én gang eller med et formål. Fængslerne, som vi kender dem, fødtes af en myriade af praksisser og står i historisk perspektiv på én og samme tid i modsætning til og ledtog med andre straffeteknikker: kropsstraffene, udskamningen, eksilet og forarmelsen. Fængslerne afløste ikke blodsudgydelserne, men levede side om side med dem i århundreder.

Skal vi tale om fængslets rationale, må vi derfor også mangfoldiggøre det. Nok indeholder det i sin grundform idéer om rehabilitation og skabelsen af det disciplinerede individ. Det afspejler på den måde en form for modernitet, der også er at spore i resten af vores samfund. Men fængsler består også af formål og virkninger, der er ældgamle: produktionen af sikkerhed, udmålingen af eksemplarisk afskrækkelse og tilfredsstillelsen af retsfærdighedsfølelse. Straffearbejdet er heller aldrig forsvundet, selvom det i mange sammenhænge har mistet sine mest umiddelbare økonomiske rationaler og nu snarere ses som et middel til noget andet.

Fængslet producerer således ikke kun “medgørlige kroppe,” som Foucault formulerede det. Det producerer også ødelagte familier, voldskultur, desperation og afsindighed. Det knækker mennesker ud fra den simple logik, at de (og implicit deres familier) har fortjent ødelæggelsen. Det har det gjort i et halvt årtusinde. Fængslets historie er på en og samme tid historien om det moderne samfund, der finder sin særegne form, og historien om urolige fortider, der indlejres som en rest i denne form.

Fortrænger vi fængslets faktiske alder, fortrænger vi også ophavet til dette nedarvede mylder af selvmodsigelser.

Johan Heinsen er ph.d., lektor i socialhistorie, Aalborg Universitet.

1. Rigsarkivet, Forsvarets Auditørkorps, Auditøren ved Garnisonskommandantskabet i København, F. Justitsprotokoller, 1773-1779, 19, s. 502ff.
2. Rigsarkivet, Forsvarets Auditørkorps, Auditøren ved Garnisonskommandantskabet i København, F. Justitsprotokoller, 1773-1779, 19, s. 826ff.
3. Tyge Krogh, Staten og de besiddelsesløse på landet (Odense: Odense Universitetsforlag, 1987).
4. www.mothsordbog.dk
5. Rigsarkivet, Københavns Stokhus, Signalementsprotokol, 1807-1849, kasse 44 og 45.
6. Rigsarkivet, Generalauditøren, Auditøren for Kronborg Fæstning, 1716–1912, F. Justitsprotokoller, 1752–1770 mm., 3–4, s. 112ff.
7. Rigsarkivet, Generalauditøren, Auditøren for Kronborg Fæstning, 1716–1912, F. Justitsprotokoller, 1752–1770 mm., 3–4, s. 108ff.
8. Rigsarkivet, Generalauditøren, Auditøren for Kronborg Fæstning, 1716–1912, F. Justitsprotokoller, 1752–1770 mm., 3–4, s. 112ff.