Vejen til et socialistisk Europa

Et svar til Anders Lundkvists kritik af Enhedslistens EU-politik

Af Tobias Clausen

Anders Lundkvist (herefter Lundkvist) retter i et indlæg d. 13 august 2020 en kritik af Enhedslistens EU-politik. Hans kritik kredser især om to emner: Partiets holdning til EU’s såkaldte genopretningsfond, og det mere grundlæggende spørgsmål om venstrefløjens holdning til EU. Lad os tage kritikpunkterne et ad gangen.

Lundkvist kritiserer i sit indlæg, at Enhedslisten ikke har udtrykt ”jubel” over resultatet af forhandlingerne om en genopretningsfond i EU, der skal have til formål, at pumpe penge ud i de europæiske økonomier oven på coronakrisen (red. ”alle på venstrefløjen burde juble”). Det er i den forbindelse først nødvendigt at rydde nogle misforståelser af vejen i Lundkvists fremstilling af fonden.

Det er for det første ikke korrekt, at støtten til Sydeuropa ”for to-tredjedels vedkommende [skal] være tilskud, og kun en tredjedel lån”. Af fondens i alt 750 mia. euro dækker direkte bevilliger 390 mia. euro, imens de resterende 360 mia. euro tildeles i form af lån til medlemslandenes regeringer. Altså en fordeling, hvor tilskudsdelen snarere udgør halvdelen end to-tredjedele af genopretningsfonden.

Det er ligeledes anfægteligt, når Lundkvist ræsonnerer, at der ”… ikke er knyttet sparekrav til pengene”. Realiteten er, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Det er vedtaget, at alle lande, der ønsker hjælp fra genopretningsfonden, skal formulere et reformprogram. Dette reformprogram skal efterfølgende godkendes af EU-Kommissionen og underlægges det såkaldte ”europæiske semester”. Det er samme mekanisme, som EU tidligere har brugt til at opstille skrappe nedskæringskrav og angreb på lønmodtagerrettigheder i eurolandene. Eksempelvis har EU ikke mindre end 63 gange siden 2011 dikteret, at EU-lande skulle spare på eller privatisere dele af det offentlige sundhedsvæsen.

Om der med udlån fra den nye genopretningsfond også vil medfølge krav til nedskæringer i den offentlige sektor eller krav om privatiseringer er endnu uvist, men der hersker ingen tvivl om, at hverken forringelser af den offentlige velfærd eller angreb på kollektive overenskomster er fredet af EU-Kommissionen. EU’s økonomikommissær Johannes Hahn har allerede gjort klart, at krav om højere pensionsalder kan være blandt de krav, som EU-landene vil blive mødt med for at få adgang til genopretningsfondens midler. Og i Spanien forlyder det, at betingelserne for at få del i genopretningsfonden kan blokere for venstrefløjsregeringens planer om at genetablere de faglige rettigheder,1 som blev knægtet som del af trojkaens ødelæggende politik efter finanskrisen i 2008.

Den sidste misforståelse i indlægget omhandler grundlaget for genopretningsfonden. Ifølge Lundkvist er det lykkedes at få indført såkaldte eurobonds som finansieringskilde til genopretningsfonden. Det vil sige låneobligationer, som EU’s centralbank udsteder, hvormed EU som enhed hæfter solidarisk for gælden. Det er imidlertid ikke, hvad der er tale om her. Det er ganske rigtigt, at genopretningsfonden vil blive finansieret ved, at EU-medlemslandene i fællesskab optager et lån på 750 mia. euro med garanti i fremtidige indbetalinger til EU-budgettet. Men der ikke tale om eurobonds i den form, som de sydeuropæiske lande længe har argumenteret for. Det skyldes, at der ikke sker nogen reel overførsel af gæld fra medlemslandene til EU. En stor del af pengene fra genopretningsfonden bliver nemlig videreoverdraget til EU-landene i form af nye nationale lån (om end til en meget lav rente). Dermed vil midler fra fonden bidrage til en direkte forøgelse af landets gældsbyrde i modsætning til reelle eurobonds, hvor gælden vil være udstedt af den europæiske centralbank. Netop denne pointe er også en af grundene til, at den tidligere græske finansminister og venstrefløjspolitiker Yanis Varioufakis – der ellers langt hen ad vejen deler Lundkvists mere positive syn på EU – har kritiseret genopretningsfonden i skarpe vendinger og erklæret, at den blot vil bidrage til at styrke modsætningerne i EU.2

Det leder os til Lundkvists konkrete kritik af Enhedslistens holdning til genopretningsfonden. Lad mig starte med at slå fast, at der fra Enhedslistens perspektiv intet er galt med ideen om en genopretningsfond, hvor man på solidarisk vis akut hjælper de EU-lande, som er hårdest ramt af coronakrisen med adgang til billig kapital. Det er derfor ikke rigtigt, at Enhedslisten kun ”I princippet, men ikke i praksis” kan støtte en sådan fond, ligesom det heller ikke er tilfældet, at Enhedslisten alene skulle ønske at yde kortsigtet nødhjælp til de kriseramte lande.

Det er imidlertid korrekt, at Enhedslisten ikke støtter den konkrete model for genopretningsfonden, som nu er vedtaget i Rådet. Det er der mange (gode) argumenter for.3 For at nævne nogle af de mest centrale:

  • Klimaet. Klimaskadelige industrier er ikke blevet udelukket fra at kunne modtage penge fra genopretningsfonden. Milliarder af skattekroner kan derfor gå til initiativer til skade for klimaet. Et forhold de grønne organisationer har kritiseret kraftigt.4
  • Velfærdsforringelser. Låneudbetalinger fra fonden til EU-landenes regeringer kan, som tidligere beskrevet, føre til krav om velfærdsforringelser og angreb på lønmodtagerrettigheder. Så længe sådanne krav ikke på forhånd er udelukket, kan man med rette frygte en gentagelse af de sparekrav, som vi så påtvunget de sydeuropæiske lande efter finanskrisen.
  • Øget centralisering. Med fonden følger en voldsom centralisering af magten hos teknokratiet i Bruxelles, idet store dele af fonden lægges ind under EU-budgettet, som EU-Kommissionen administrerer. Dertil følger oprettelsen af nye egenindtægter til EU dvs. EU-skatter, der vil bidrage til at gøre EU uafhængig af medlemslandene og dermed også af den demokratiske kontrol.
  • Skæv fordeling af fondens midler. Fordelingen af midlerne fra fonden er helt skæv. Hele 70 pct. af fondens tilskudsmidler vil blive fordelt på baggrund af økonomiske nøgletal fra før EU-Kommissionens prognoser viser, at Polen vil være det land i EU, som økonomisk vil klare sig bedst igennem coronakrisen. Alligevel er landet blandt de EU-lande, som vil modtage allerflest midler fra genopretningsfonden.
  • Retsprincipper. Der er ikke knyttet et krav til fondens udbetalinger om overholdelse af grundlæggende retsprincipper eller menneskerettigheder. Lande som Ungarn og Polen vil derfor kunne forsætte med at diskriminere minoriteter og afmontere retsstaten, imens milliarderne fra EU-kassen vil tilflyde landene.
  • Og endelig udelukkes virksomheder i skattely ikke fra at modtage støtte fra fonden. Man kan derfor frygte, at det scenarie, vi har set udspille sig herhjemme – hvor midler fra hjælpepakker er blevet udbetalt til virksomheder i skattely – nu vil gentage sig på EU-plan.

Et yderligere – og ikke uvæsentligt – spørgsmål er, hvordan det sikres, at de mange skattekroner rent faktisk går til at hjælpe de europæiske befolkninger og ikke blot ender i lommerne på korrumperede regeringsledere eller kriminelle organisationer. En bekymring Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard rejste i DR2 Deadline med udgangspunkt i hans egne erfaringer fra budgetkontroludvalget i EU-Parlamentet. Erfaringer, som bl.a. omfatter afdækningen af, hvordan millioner af EU-kroner, som var tiltænkt jordskælvsofre i Italien, endte i lommerne på mafiaen.

Lundkvist kritiserer Søren Søndergaard for at rejse denne bekymring, idet han mener, at det er en grov generalisering, der kan sidestilles med tyskernes kampagne om ”de dovne grækere” under eurokrisen i 2010. Man behøver imidlertid blot, at rette blikket mod Bulgarien i disse dage for at konstatere, at den bekymring Søren Søndergaard rejser er yderst relevant. Her har tusindvis af demonstranter de seneste uger gået på gaden i protest over den konservative regering, som de anklager for korruption, svindel med EU-midler og mafialignende opførsel. Medier har beskrevet, hvordan demonstranter foran det bulgarske parlament råbte ”Mafia” og havde medbragt skilte med teksten ”EU, are you blind?”5 Alligevel besluttede EU-toppen, at give den korruptionsanklagede bulgarske premierminister over 55 milliarder kroner med hjem i tilskud fra EU’s genopretningsfond. En decideret hån mod de europæiske skatteborgere. Også i EU-lande som Polen og Ungarn er der store problemer med en politisk elite, som ser stort på grundlæggende retsstatsprincipper, og som misbruger EU-midler til at forgylde nomenklaturaen. Et problem, som kun blev tydeligere, da EU’s anti-svindelenhed OLAF tidligere på måneden udgav deres årlige rapport. Her toppede Ungarn for andet år i træk listen over EU-lande med flest svindelsager.6 Det hverken kan eller må vi lukke øjnene for.

Lundkvist rejser også en anden (og større) diskussion vedrørende venstrefløjens generelle holdning til EU. Her synes han helt at have opgivet ideen om, at nationale demokratier kan tage skridt til at regulere kapitalen. Kun EU har de økonomiske muskler til at kontrollere kapitalen, må man forstå, hvorfor Danmark må forblive del af unionen. Her forveksler Lundkvist imidlertid problemet med løsningen.

For det er netop EU’s indre marked med dets krav om den fri og uregulerede bevægelighed for kapital, som i dag begrænser det nationale råderum til at gribe ind overfor de negative konsekvenser, der er resultatet af det fri markeds hærgen. EU’s raison d’être er en konstant jagt på at udvide markedet og nedbryde barrierer for kapitalen på tværs af grænser. EU er derfor modsætningen til en strammere demokratisk kontrol med markedet og ikke et værktøj til at opnå dette.

Ingen har formuleret dette problem bedre end økonomiprofessor fra Havard Universitet, Dani Rodrik. Han kalder det globaliseringens trilemma. Trilemmaets tre komponenter er: økonomisk hyperglobalisering, nationalstaten og demokratiet. Hyperglobalisering, som her skal forstås som EU’s indre marked, refererer til et ideal, hvor grænseoverskridende bevægelser for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft nedbrydes med henblik på at skabe et stort marked, tiltrække udenlandske investeringer og reducere transaktionsomkostningerne for de multinationale selskaber i forbindelse med handel på tværs af grænserne.

 

Rodriks påstand er, at alle tre komponenter ikke kan eksistere side om side. Vi er tvunget til at vælge to ud af de tre komponenter. Fastholder man en økonomisk hyperglobalisering (læs EU’s indre marked), må man dermed vælge imellem enten at opgive demokratiet eller opløse nationalstaten som demokratisk ramme. I dag består EU af en række suveræne nationalstater. En stadig stærkere økonomisk integration i EU må derfor, som følge af trilemmaet, ske på bekostning af demokratiet. Den evige diskussion om det demokratiske underskud i EU er således en udløber af dette forhold. Konsekvensen ser vi bl.a. når socialistiske eller sågar socialdemokratiske reguleringsinitiativer i EU-landene skydes ned med henvisning til, at disse vil være i strid med EU’s indre marked. Det gælder helt moderate forslag, som fx indførslen af forbud imod salg af nye diesel- og benzinbiler eller udelukkelse af skattely-virksomheder fra at kunne byde på offentlige udbud.

Trilemmaet kan imidlertid løses på en af to måder. Enten forlader man dogmet om den kapitalistiske hyperglobalisering (læs EU’s indre marked) og efterlades med et inter-nationalt samarbejde baseret på demokrati inden for rammerne af nationalstaternes suverænitet. Eller også accepterer man den kapitalistiske hyperglobalisering som uundgåelig, og forsøger at opbygge en politisk overbygning på EU, der kan fungere som demokratisk modvægt til markedet. Enhedslisten er tilhænger af den første model. Sidstnævnte model vil – hvis man følger trilemmaets logik – betyde en opløsning af nationalstaten, som demokratisk ramme, på bekostning af et demokrati på et føderalt EU-niveau. Man kunne kalde det et Europas Forenede Stater.

Om Lundkvist er villig til at gå så langt som til helt at afskrive nationalstaten, som demokratisk ramme, er uklart, men der er ingen tvivl om, at konsekvensen af hans argumentation peger i den retning. Ideen om en politisk overbygning, hvor alle borgere i EU deltager i et stort fælles demokrati, kan ved første øjekast måske virke tillokkende for dele af venstrefløjen. Men det er alene på et teoretisk og retorisk niveau. I den virkelige verden har denne model helt grundlæggende problemer, som i praksis gør, at den hverken er efterstræbelsesværdig eller udgør et farbart alternativ for socialister. Det er der primært tre grunde til.

For det første vil en føderal politisk overbygning forudsætte en ekstrem centralisering af magt. Afstanden mellem magten og borgerne vil som konsekvens blive større. Tilsvarende vil graden og følelsen af medindflydelse for den enkelte borger blive reduceret. Vi ved af erfaring, at når den folkelige forankring af demokratiet forsvinder, udfyldes hullet af stærke kapital- og erhvervsinteresser. Det kender vi allerede fra EU i dag, hvor lobbyister fra kapitalinteresserne er blevet en integreret del af alle beslutningsled i EU’s beslutningsproces. Det vil derfor aldrig falde ud til venstrefløjens fordel at løfte beslutninger væk fra en arena med demokratisk forankrede beslutninger, til en arena, hvor kapitalen står langt stærkere, og hvor demokratiet som konsekvens har meget trænge kår. Særligt ikke i de skandinaviske lande, hvor arbejderbevægelsen har stået historisk stærkt.

For det andet eksisterer der ikke – hvis man bortser akademiske og mere elitære forestillinger – et egentlig europæisk demos med fælles sprog og offentlighed. Og der er heller intet tegn på, at en sådan er under udvikling. Et grønt og solidarisk samfund kan ikke påtvinges fra oven. Det vokser fra neden. Venstrefløjens vej til indflydelse har derfor altid gået gennem en stærk folkelig mobilisering. På den måde hænger kampen for socialisme uløseligt sammen med kampen for et velfungerende demokrati. Uden et fælles sprog og offentlighed er folkelig mobilisering umulig. En styrket politisk overbygning i EU uden et fælles demos vil derfor undergrave demokratiet og dermed også venstrefløjens mulighed for indflydelse.

For det tredje vil en øget EU-integration blot risikere at bidrage til at styrke de xenofobiske og højreekstreme kræfter i Europa. For EU er ikke det bolværk mod højrenationalisme, sådan som mange EU-tilhængere ynder at fremstille det. Tværtimod er EU blandt årsagerne til højrenationalisternes fremmarch. For hvad er konsekvensen af at fratage befolkningerne i landene deres demokratiske indflydelse på det samfund, som de lever i? Svaret ser vi i øjeblikket i Europa for øjnene af os: En fremvoksende xenofobisk og højrenational bølge, som opsamler store dele af den utilfredshed borgerne oplever, når deres mulighed for at præge det samfund, de bor i, forsvinder. Og de oplever, at deres demokratiske indflydelse erstattes af diktater fra politikere, som de hverken har valgt eller har mulighed for at skifte ud. Hvis venstrefløjen samtidig – af frygt for at blive sat i bås med disse højrefløjskræfter – vælger at nedtone en nødvendig og yderst velbegrundet EU-kritik, vil det blot forstærke denne tendens ved at give højrefløjen monopol på EU-modstanden.

Jeg er enig med Lundkvist i, at ideen om socialisme i ét land, er – og altid har været – en forældet ide. Et grundlæggende opgør med kapitalen forudsætter en stærk international alliance. Men kampen for at opbygge en sådan international alliance starter hjemme. Internationale samfundsforandringer har altid været et resultat af forandringer gennemført i selvstændige nationalstater og de ændringer i magtbalancen mellem lande, som disse forandringer afstedkommer.

Selvstændige og demokratiske nationalstater er derfor fortsat rammen, hvor de afgørende kampe, som kan bidrage til at forvandle verden, udfolder sig. Det forstod Karl Marx, da han i det kommunistiske manifest beskrev klassekampen som international i sit indhold, men national i sin form.

Vejen til et socialistisk Europa går derfor ikke via en styrket EU-integration, men igennem erobringen af magten i demokratiske og suveræne nationalstater, der tilsammen kan udgøre grundlaget for en ny stærk internationalisme.

Tobias Clausen (f. 1986) er EU-politisk rådgiver og folketingskandidat i Enhedslisten

  1. EU-fagligt netværk: ‘EU-Kommission kan blokere genopretning af faglige rettigheder i Spanien’, 6. august 2020, www: https://eufagligt.dk/eu-kommission-kan-blokere-genopretning-af-faglige-rettigheder-i-spanien/
  2. Yanis Varoufakis, ‘The EU coronavirus fund will take Europe another step towards disintegration’, The Guardian, 24. juli 2020, www: https://www.theguardian.com/world/commentisfree/2020/jul/24/eu-coronavirus-fund-europe-recovery-package
  3. ‘Villumsen og Søndergaard: Der er brug for klimahandling – IKKE mere EU-centralisering’, Solidaritet, 15. juni 2020, www: https://solidaritet.dk/villumsen-og-soendergaard-der-er-brug-for-klimahandling-ikke-mere-eu-centralisering/
  4. Se fx: https://www.greenrecovery.eu/
  5. Gerri Peev, ‘The tragedy of the EU’s failed member state’, The Spectator, 22. august 2020, www: https://www.spectator.co.uk/article/the-tragedy-of-the-eu-s-failed-member-state
  6. Eszter Zalan, ‘Hungary heads EU anti-fraud investigation list – again’, euobserver, 11. september 2020, www: https://euobserver.com/justice/149405