Enhedslisten, Danmark og EU

Af Anders Lundkvist, medlem af Enhedslisten Aalborg

Lad os starte med forhistorien.

I 2008 gik Lehman Brothers fallit, hvilket udløste den verdensomspændende finanskrise. I 2010 fik vi så gældskrisen/eurokrisen, der især ramte Grækenland.

Trojkaen – dvs. Den Europæiske Centralbank (ECB), IMF og EU – frikøbte de tyske og franske banker, der havde penge i klemme i Grækenland, og påtvang landet ‘støttepakker’, dvs. ekstra gigantlån. Da Grækenland ikke kunne finde anden finansiering, og da landet som medlem af Euroen ikke kunne klare problemet ved at devaluere, følte man sig nødsaget til at acceptere de hertil hørende betingelser; for ellers var landet gået bankerot. Betingelserne bestod af voldsomme nedskæringer, krav om privatiseringer og meget andet skidt. Grækenland skulle spare for at komme ud af gælden, hed det sig, men resultatet var at økonomien gik i sort og den relative gæld – gæld i forhold til BNP, dvs. i forhold til tilbagebetalingsevnen – voksede. Altså enorme ofre til ingen nytte.

Alle – i hvert fald på venstrefløjen – var enige om at fordømme denne politik, hvor der ikke var skygge af solidaritet med det fattige og gældsramte Sydeuropa (Spanien og Italien havde også problemer og blev udsat for samme behandling).

Vi skruer nu tiden frem til coronakrisen og EU’s respons på denne.

Oplægget fra Tyskland, Frankrig og Kommissionen er denne gang et ganske andet. På tre punkter:

  • Støtten til Sydeuropa skal nu for to-tredjedels vedkommende være tilskud, og kun en tredjedel lån. Disse lande får nu ikke hængt en møllesten af ubetalelige lån om halsen. (I de endelige forhandlinger blev tilskudsdelen så reduceret noget, bl.a. ‘takket være’ Danmark, men dog stadig den overvejende del).
  • Der er ikke knyttet sparekrav til pengene. Der er – eller vil komme – andre krav. Dårlige såsom højere pensionsalder, og gode såsom grønne tiltag. Men ikke krav om nedskæringer, fyring af offentligt ansatte, osv. I stedet for 2010’s nyliberale sparekrav har vi fået noget, der ligner en keynesiansk politik med ekspansiv finanspolitik.
  • I 10 år har Sydeuropa bedt om Eurobonds, således at Euro-landede hæfter solidarisk for gæld. Det vil nemlig give langt bedre sikkerhed og derfor lavere renter. Men især Tyskland (Schäuble) modsatte sig dette. I 2020 er det imidlertid blevet en realitet. Hurra!

Meget kan gå galt, og Sydeuropa vil givetvis opleve mange forsøg på benspænd, med urimelige krav fra Danmark, Holland og andre egoistiske lande. Men udgangspunktet er, at de tre punkter markerer en 180 graders drejning af EU-politikken, og alle på venstrefløjen burde juble; 1-0 til modstanden mod nyliberalisme. Men det gør alle ikke, i hvert fald ikke i Enhedslisten.

Argumenterne har været lidt af en blandet landhandel.

‘Pengene til Sydeuropa forsvinder nok til mafiaen og anden korruption’. Det var Søren Søndergaards erfaring for nogle år siden i forbindelse med støtte til Italien efter en jordskælvskatastrofe. Heroverfor stod en borgmester på Sicilien, der er kendt for effektivt at gå op mod mafiaen. Han sagde, at det netop er en elendig økonomi, altså mangel på penge, der giver mafiaen muligheder. Hvis Søndergaard mener, at hans erfaring kan generaliseres, så er det vel et argument imod, at Sydeuropa overhovedet støttes. Det minder ubehageligt om tyskernes kampagne for 10 år siden om, at grækerne er dovne og ikke har styr på noget; så hvis de endelig skal have penge skulle der sidde en repræsentant for Trojkaen og ånde alle græske embedsmænd i nakken. Det skete: Grækenland blev sat under administration. Exit græsk demokrati. Men det scenarium kan selvfølgelig undgås ved slet ikke at hjælpe Italien.

Det vil Søndergaard imidlertid gerne, men det skal være kortsigtet nødhjælp. Det hjælper i sagens natur ikke på den dybe økonomiske krise, som Sydeuropa står overfor, nemlig et fald i BNP på 11 pct. alene i år og en arbejdsløshed på 12 pct. Og en slutning på coronakrisen er ikke i sigte, så krisen bliver formentlig mere langvarig end for 10-12 år siden.

Denne nødhjælp vil Søndergaard give i form af lån, hvor sikkerheden er den regionalstøtte etc., som Italien modtager fra EU. Dermed risikerer Danmark og andre EU-lande ikke at få tab, hvilket åbenbart er meget vigtigt. Det er ikke lån med solidarisk hæftelse, men med italiensk hæftelse og renten ville givetvis blive derefter. Som medlem af EL er det hårdt at sige det, men det indebærer altså, at Tyskland/Frankrig/Kommissionen er betydeligt mere solidarisk end EL.

EL går ind for en ‘genopretningspakke’, hedder det.1 I princippet, men ikke i praksis.

Partiet understreger, at man skal skelne skarpt mellem en sådan nødhjælp og hjælpen til Euroen. Det er sådan hjælpepakken forstås, og det vil man ikke støtte. Tværtimod vil Søndergaard hjælpe de Sydeuropæiske lande med at komme ud af Euroen.

Selv om det selvfølgelig ikke er det udtalte mål, er det rigtigt, at genopretningspakken vil støtte Euroen. Problemet med denne er, at den kun er en monetær union, med fælles pengepolitik, men at den ikke er bakket op af en fælles finanspolitik. Det véd alle er uholdbart, for udviklingen i produktivitet etc. er uens landene imellem, så når et land som Grækenland i sin tid blev tabt af vognen, må det ikke få direkte hjælp af de andre lande; så ville EU være en ‘overførselsunion’, og det er – eller rettere var – det værste i verden, fordi det opmuntrer til ansvarsløshed. Men så kan et land aldrig komme på fode igen. Ligesom Lolland ville være prisgivet, hvis øen ikke fik tilført midler fra København.

Så genopretningspakken reparerer en smule på den interne modsigelse i Euroen. Og det er ifølge Søndergaard skidt, fordi Euroen er noget skidt. Alternativt kunne man sige, at Euroen takket være pakken bliver lidt mindre skidt.

Forstå mig ret: Alt dette betyder ikke, at EU pludselig er blevet en pragtfuld institution. Fra en socialistisk vinkel er EU først og fremmest kritisabel, fordi det Indre Marked – der blev indført for mere end 30 år siden – sanktionerer kapitalens frie bevægelighed, så kapitalen kan investere hvor den vil, og i hvad den vil. Uden demokratisk kontrol. Kapitalen fik sin frihed, hvilket er selve definitionen på nyliberalisme.

Den anden store mangel i EU handler også om demokrati, nemlig at ECB er ‘selvstændig’, hvilket betyder, at pengepolitikken for Euro-landene i princippet er unddraget demokratisk kontrol og i praksis tilpasser sig finanskapitalens interesser.

Genopretningspakken rokker ikke ved nogle af disse ting.

Når jeg alligevel er tilhænger af Danmarks deltagelse af EU skyldes det tre forhold, alle af negativ karakter.

For mange år siden kunne man meningsfuldt tale om alternativer til EU, såsom Nordek eller EFTA (et frihandelssamarbejde med bl.a. Storbritannien og Danmark). Det kan man ikke længere, og det er barokt at et Danmark uden for EU kunne samarbejde med Norge, Island og hvilke smålande, man ellers har foreslået. Danmark er en meget lille økonomi, der er helt afhængig af handel med omverdenen, så Danmark uden EU er som Djursland uden Danmark. For en stor økonomi som Storbritannien er der en teoretisk – ret teoretisk – chance for at det vil kunne fungere, men ikke for Danmark. Eneste mulighed er at være aktiv i EU og prøve at påvirke organisationen i socialistisk retning. Som de politiske konjunkturer ser ud, er det op ad bakke, omend en smule lettere efter genopretningspakken.

Det andet argument for dansk medlemskab af EU er, at det er praktisk umuligt for Danmark alene at føre en mere socialistisk politik. Hvis vi hæver skatten på kapital, fx selskabsskatten, eller blot flytter skatten fra de mindre til de mere bemidlede for at mindske uligheden (der stiger betydeligt i disse år), vil kapitalen og virksomhederne flygte; resultatet vil være økonomisk ruin. Sådanne tiltag kan kun ske inden for et stort økonomisk område som EU, der har muskler til at kontrollere kapitalen. En socialistisk politik er besværlig inden for EU, men umulig uden for.

Modargumentet vil være at kapitalens frihed er traktatfæstet, hvorfor socialistiske tiltag pr. definition er udelukkede. Men hvis der er en politisk vilje og politisk magt, er der også en vej udenom juridiske vanskeligheder; det viser al erfaring.

Det tredje negative argument for at støtte EU er, at det virkelige alternativ er, at højrepopulisterne og de nationalkonservative splitter Europa op, altså en mere eller mindre brun bølge af nationalisme.

En sådan tendens vil EL selvfølgelig bekæmpe med næb og kløer. Vores alternativ til et kapitalistisk Europa er et socialistisk, ikke et nationalistisk Europa. Vi håber, at det alternativ får styrke i fremtiden, så vi kan få afviklet det Indre Marked, men realistisk set er det i dag nationalisterne i alle lande, med bl.a. Mette Frederiksen i spidsen, der har styrken til at udfordre EU.

Dem skal vi ikke alliere os med i en fælles kamp mod EU. Men sådan så det ud, da Messerschmidt og Søren Søndergaard optrådte i Deadline for 3-4 uger siden.2 De siger ikke det samme, men det er altså pokkers svært at høre forskel. Det er pinsomt for modstandere af nationalisme og nationalkonservatisme.

Jeg håber, at EL ved landsmødet næste år vil revidere sin holdning til EU. Den delvise løsrivelse fra Folkebevægelsen mod EU var et vigtigt første skridt.

  1. EL om genopretningspakken (og budgettet): www.enhedslisten.eu/nyheder/opinion/der-er-brug-for-klimahandling-ikke-mere-eu-centralisering/
  2. Søren Søndergaard i Deadline: https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-interview-med-forfatter-stine-pilgaard_199261