Erdoğan – ”den sorte tyrker”

Erdoğan har skabt et Nyt Tyrkiet. Et Tyrkiet bygget op omkring et særegent identitetspolitisk projekt, der har sikret ham overvældende magt og legitimitet. Gendanneslen af Hagia Sophia til en moské er blot toppen af isbjerget. Men selvom Erdoğans værdikamp ligner en buldrende succes, ulmer utilfredsheden lige under overfladen. Det viste lokalvalget i Istanbul sidste år tydeligt.

Af Mathias Findalen
Foto af Martin Thaulow

Det virkede som om, at Erdoğan læste op fra et manuskript, han selv havde skrevet. Han sad på gulvet og læste op fra koranen midt i Ayasofia-moskeen, som kort forinden var blevet gendannet til en moské efter den historiske bygning ellers havde tronet som det verdenskendte Hagia Sophia-museum.

Hagia Sophias nye status som Ayasofia-moskeen er ikke overraskende og ikke tilfældigt. Transformationen fandt sted den 24. juni. Det er den dato Lausanne-traktaten, som skabte Tyrkiet ud af Osmanerrigets ruiner, blev underskrevet i 1923.

Hagia Sophia var oprindeligt en byzantinsk kirke, men blev omdannet til en moské efter Sultan Fatih Mehmet erobrede byen i 1453 og gjorde den en del af Osmannerriget. Det forblev en moské frem til 1934, da Atatürk lavede det byzantiske monument om til et sekulært museum. Men nu har Erdoğan overtrumfet Atatürks vilje.

Og hvorfor ikke gendanne Hagia Sophia til en moské? lyder argumentet hos de tyrkere, der bifalder tiltaget. Tyrkiet er jo et muslimsk land. Skal den tyrkiske histories mest kendte moské ikke også vende tilbage til dens oprindelige rødder?

Gendannelsen af Hagia Sophia til en moské er kulminationen på en proces, der for alvor startede i 2017. Her udløste Partiet AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) og præsident Recep Tayyip Erdoğans usædvanlige forfatningsvalgsejr et systemskifte i tyrkisk politik. Præsidenten blev på en gang statsoverhoved, leder af regeringen og formand for sit eget parti. Erdoğan kan nu suverænt udnævne og fyre ministre, afsætte parlamentet, udpege højesteretsdommere, fastlægge budgetter og udstede dekreter. Den gamle ’checks-and-balances’-model er sat ud af spil.

Vi har siden set en overgang fra den pragmatiske mo­del, som AKP og Erdoğan rullede forsigtigt ud i 2002 under navnet ’Den Tyrkiske model’, frem til det mere offensive og kontroversielle ’Nye Tyrkiet’, godt to årtier efter AKP kom til magten. Det nye Tyrkiet er kendetegnet ved en værdipolitisk kulturkamp, der foregår i alle samfundets lag.

Parlamentet har siden Tyrkiet blev proklameret i 1923 stået som en hellig forskansning af den sekulære identitet ofte bygget op omkring Mustafa Kemal Atatürks ideologiske kompas kaldet kemalismen, og hvis den tendens blev truet, satte militæret ind og kuppede regeringer efter forgodtbefindende. Statens bureaukratiske strukturer og rolle som beskytter af tyrkisk nationalidentitet anses ofte som urokkelig. Men det gør kulturen derimod ikke. I forsøget på at fravriste den stringente sekulære kemalisme sin identitetsmagt, genskabte AKP sammenhængen mellem den muslimske og tyrkiske identitet og gav de tyrkiske borgere mulighed for at træde ind i fællesskaber, hvor man bar begge identiteter som identiske tvillinger.

Religion som frihedssymbol

Det var især efter de såkaldte Ergenekon-retssager fra 20081, der tog pusten af militærets politiske magt, at AKP intensiverede den identitetspolitiske indsats. Udskiftningen af politiske eliter inden for militæret blev anset som en ideologisk kamp med emancipatorisk potentiale, et endeligt opgør med militærstaten. Det var et opgør, der blev anskuet for progressivt og som blev lovprist for dets demokratiske potentiale af det internationale samfund.

For AKP er den religiøse identitet et middel, snarere end det er et mål. Partiets tilgang til politisk islam har altid været balanceret af et ønske om at holde fast i de sekulære principper. Det er disse principper, der sikrer Erdoğan retten til at diktere nationens religiøse profil gennem staten. Da AKP-politikeren Ismail Kahraman foreslog at fjerne de sekulære principper fra forfatningen, var Erdoğan i stedet af den holdning, at et sådan forslag er et skråplan, som vil føre til international fordømmelse.

Religion og islam optager betydelig plads i Erdoğans politiske retorik, men han foretrækker at sammenblande religiøse og sekulære idiomer. For ham er det islamiske tørklæde f.eks. ”et frihedssymbol”, ligesom han anser sig selv som ”feminist”, fordi han ved, hvad der er bedst for kvinder: at føde minimum tre børn.

For Erdoğan er ’det sorte’ netop forbundet med en ikkevestlig identitet, der har rødder i tiden før kemalismen.De konkurrenter, AKP er konfronteret med i projektet om skabelsen af Det Nye Tyrkiet, herunder især militæret og Gülen-bevægelsen, er AKP i fuld gang med at underlægge sig. Det har givet partiet friere tøjler til at føre en frembusende og udpræget sunnimuslimsk identitetspolitik. Inspiration til projektet henter partiet fra myter, metaforer og symboler, der kobler islam til den tyrkiske nationalisme, og som har til hensigt at slette al før-islamisk fortid. En nationalisme, der modsat kemalismen fremstiller Tyrkiet som en særegen udspringer af Det Osmanniske Rige.2

AKP-projektets historieopfattelse begynder med Osmannerrigets overtagelse af Istanbul i 1453 og ikke i 1923.3

Denne historieopfattelse knytter sig til ideen om siyah Türk, ’den sorte tyrker’, symbolet på den autentiske tyrkiske identitet, ubesmittet af vestligt-inspirerede doktriner. For Erdoğan er ’det sorte’ netop forbundet med en ikkevestlig identitet, der har rødder i tiden før kemalismen. ’Den sorte tyrker’, der ikke skal forveksles med en hudfarvefiksering, kombinerer referencer til tyrkiskhed, sunniislam og osmannisk civilisation, og står i den verserende kulturkamp i modsætning til den sekulært-orienterede, vestligt inspirerede ’hvide tyrker’.

Kampen om fortiden

Ambitionen om at skabe en ny tyrkisk borger er ikke unik i tyrkisk historie. Det var lige netop det, Atatürk lykkedes med ved republikkens fødsel. Den tyrkiske borger skulle dengang passe ind i en stærkt essentialistisk ramme, som stadig eksisterer i dag: ”Et sprog, en kultur, en ide”, fremgår det af forfatningen fra 1924, eller, sagt med Atatürks famøse frase: ”Glad er den, der siger: Jeg er en tyrker”.4 Atatürks fortælling om den tyrkiske borger anerkendte, at der ud af Det Osmanniske Rige opstod en sand tyrkisk borger, og den person fik nu en mulighed for at udfolde sig i det sande Tyrkiet. Som beskrevet i Atatürks partiprogram: ”(…) enkeltpersoner i denne nation har som medlemmer af det integrerede forenede tyrkiske samfund en fælles fortid, historie, moral og lov.”5 Det kunne Erdoğan lige såvel have sagt i dag. Men for ham er tiden før 1923 langt mere afgørende.

Erdoğan portrætterer de vidtgående kulturreformer som en ’samfundskontrakt’ indgået mellem ham og vælgerne. En kontrakt, der bemyndiger ham til at omskrive Tyrkiets historie i stil med Osmannerrigets autoritære sultaner. En central inspirationskilde for partiet og præsidenten er sultan Abdülhamid II, der herskede over riget i 33 år fra 1876, indtil han blev fjernet af ’ungtyrkerne’ ved et kup i 1909. I Erdoğans kreds og blandt AKP-tilhængerne glorificeres sultanen som en panislamisk samlingsfigur, der proklamerede den første osmanniske forfatning i 1876.  At prisen for at holde sammen på det smuldrende imperium under Abdülhamid II var et begyndende folkedrab på armeniere og undertrykkelse af kurdere, underkender de.

Mens Ankara blev konstrueret som centrum for dannelsen af Atatürks tyrkiske borger, er Istanbul central for AKP efter osmannisk forbillede. Det var i Istanbul, Osmannerriget havde sin storhedstid, og ikke uvæsentligt var det også her, Erdoğan var borgmester i midten af 1990’erne, inden han blev fængslet for at citere et tyrkisk nationalistisk digt med religiøse undertoner. I dag, flere år senere, pryder det tyrkiske flag de mange moskeer i både Istanbul og i resten af landet, hvor de religiøse og sekulære symboler ellers førhen skulle adskilles.

Instrumentaliseringen af det nye Tyrkiet

Som symbol på Erdoğans nye Tyrkiet skabte AKP konceptet om ‘en from generation’, der med de rette religiøse og nationalistiske anskuelser kan træffe de rette valg på vegne af nationen. Det begynder hos børnene, de unge og deres forældre, over for hvem AKP promoverer de såkaldte Imam-Hatip-skoler – hatip betyder ’at prædike til samfundet’.

Imam-Hatip-skolerne følger de nationale undervisningsplaner, der gælder offentlige skoler, men omtrent halvdelen af fagene tager et religiøst snit, mens arabisk og koranstudier er afgørende for at kunne dimittere. Det er herfra AKP’s massebevægelse skal mobiliseres og sikre bevægelsens fremtidige eksistens. Bare i Ankara er omkring 2.000 skoleledere ifølge New York Times blevet udskiftet af AKP, ca. 90 procent af dem med Imam Hatip-undervisere. Disse skolers hastige vækst påvirker samfundslagene. Især boligområder ændrer sig i en sådan grad, at politiseringen af skolevæsenet synliggør, hvem der er for og imod regeringen. Det opdeler befolkningen. Imens klager den voksende urbane middelklasse i Istanbul og Ankara over, at AKP aggressivt har skubbet islams lærdom ind i al undervisning, og derfor er med til at vildlede ungdommen og sænke uddannelsesniveauet6.

Det identitetspolitiske projekt afspejler sig især i populærkulturen. Den skal være limen mellem de forskellige generationer. Mest fremtrædende står  film- og serieindustrien. Den tyrkiske filmindustri bevæger sig både i stil og størrelsesorden mellem Hollywood og Bollywood, de to største i verden. Her inviteres alt fra kinesiske og italienske kapitalfonde med ombord, og der er kæmpestore seerskarer i mere end 100 lande især arabiske. Den nyosmanniske nostalgi, der præger de tyrkiske serier, er den tyrkiske kultureksports mest populære vare, og publikum trives med fortællinger om traditionelle værdier og principper frem for den moderne verdens fragmenterede identiteter.

Erdoğan besøger tit de forskellige filmsæt, og inviterer skuespillere hjem til middag i Det Hvide Palads, der med dets mere end 1.000 værelser og 200.000 kvadratmeter er 30 gange større end Det Hvide Hus i Washington. Ved paladsets åbning udgav Erdoğan en lille film, hvor han personligt guider tilskueren gennem bygningen, som er fyldt med osmannisk romantik og statister iklædt tøj og dragter fra imperiets storhedstid. Alt fra paladset til filmindustrien, modeindustrien, m.m. bliver en fiktiv genspejling af den realpolitiske situation i landet. Den identitetspolitiske kamp foregår både i borgernes virkelighed og fantasiverden.

Men det stærkeste symbol på værdikampen er moskeen, hvor den politiske instrumentalisering af flertallets muslimske identitet kan ses i den hastige opførelse af moskeer landet rundt. Der er mere end 80.000 moskeer i Tyrkiet i dag – bare mellem 2006-2009 åbnede regeringen 9.000 nye moskeer.7

Foto af Martin Thaulow

Det er ellers ikke fordi Tyrkiet står og mangler moskeer. Hver ny stormoske er en PR-mulighed for Erdoğan, især hvis moskeen kan knyttes til en historie fra Osmannerriget. Især netop genskabelsen af Hagia Sophia som en ikonisk stormoské manifesterer Erdoğans magt og hans værdikamp, og minder endnu engang befolkningen om, hvad Erdoğan, ’Tyrkiets byggemester’, stadig er i stand til. At tiltaget nok også har til formål at fjerne opmærksomheden fra den problematiske økonomiske situation landet har stået i siden 2018, og som kun er intensiveret yderligere med Covid-19, affærdiges af regeringen som oppositionens og Vestens ’narrativ’.

Den politiske krise ulmer

Spørgsmålet er om denne offensive identitetskamp formår at samle og mobilisere bredere og dyber end det normale (og store) Erdoğan-segment? Selvom AKP-regeringen fremstår overlegne i den symbolske kamp, så er det ikke altid tilfældet, hvad angår den politiske ditto.

AKP’s store kulturelle satsning har langt fra samlet befolkningen, og det er heller ikke lykkedes at skabe en folkeligt forankret bevægelse, som det ellers lykkedes partiet at gøre de få første år ved magten. En undersøgelse foretaget af det tyrkiske analyse- og statistikbureau Konda viser f.eks., at tyrkerne ikke er blevet mere religiøse i årene 2008-2018. Den religiøse mobilisering er ligefrem stagneret. Det gælder især hos ungdommen, hvor andelen, der forstår sig selv som ‘religiøst konservative’, er faldet fra 28 til 15 pct.8 Andelen af tyrkere, der definerer sig selv som religiøse, er dykket, og antallet af kvinder, der tildækker håret, er faldet.

AKP’s oprindeligt liberale fortolkning af islam har de senere år udviklet sig til mere strikse befalinger, krav og regelsæt, som passer dårligt ind hos især de unge. Og den økonomiske fremgang, der skulle bekræfte identitetsprojektets lyksaligheder udeblev.At Erdoğans identitetsprojekt ikke er lykkedes til fulde, skyldes ifølge undersøgelsen ikke mindst den store migration fra land til by. Tyrkiets byrum er til en vis grad blevet mere religiøst og konservativt, men den store tilvækst af nye byboere har medført en a la carte-tilgang til religion i de tyrkiske storbyer, hvor man håndplukker de religiøse praksisser og symboler i sin hverdag med den konsekvens, at AKP ikke længere har patent på at definere den. AKP’s oprindeligt liberale fortolkning af islam har de senere år udviklet sig til mere strikse befalinger, krav og regelsæt, som passer dårligt ind hos især de unge. Og den økonomiske fremgang, der skulle bekræfte identitetsprojektets lyksaligheder udeblev. I det lys vil Ayasofia ikke være andet end et følelsesmæssigt PR-stunt uden potentiale til at mobilisere nye vælgere. Den politiske krise er stadig ligeså åbenlys.

Foruden den økonomiske krise er den sikkerhedspolitiske situation heller ikke fordrende for kulturkampagnen for en specifik borgeridentitet. Fem år med terrorangreb fra Islamisk Stat; en offensiv militærkampagne mod kurdere; krigsførelse i Syrien; et militærkupforsøg i 2016; modtagelsen af fire millioner flygtninge; sanktioner fra både Rusland og USA; diverse konflikter med Europa og europæiske stater, osv.

Det var derfor, at det til lokalvalget sidste år endegyldigt gik galt for projektet og ændrede hele karakteren af tyrkisk politik, og vil muligvis gøre det i mange år endnu. Selvom Erdoğan ikke var på valg, fordi han er præsident, havde AKP sat en række politikere fra inderkredsen i spil til sde forskellige borgmesterposter. AKP’s borgmesterkandidater tabte Tyrkiets tre største byer og flere af de store industribyer til oppositionen. AKP beholdt magten med 44 pct. Af stemmerne, men det var alligevel et mærkbart nederlag. Tabet af Istanbul smertede.

AKP forlangte straks en omtælling af tusindvis af stemmesedler. Partiet mente at have beviser på uregelmæssigheder på flere af valgstederne. Da omtællingen ikke ændrede resultaterne afgørende, bad partiet den tyrkiske valgkommission om at udskrive et omvalg i Istanbul.

Omvalget til borgmesterposten i Istanbul godt tre måneder efter lokalvalget, ændrede dog ikke på situationen. Tværtimod. Nu lød den tabende margin for AKP ikke kun på ca. 13.000 stemmer, men på omtrent 800.000. Vælgernes dom var hård og gav klar besked om, at omvalget ikke var efter deres smag. 20 års magt over Istanbul var slut. Månederne efter mistede AKP mere end 50.000 medlemmer.

Den ”samfundskontrakt med borgerne”, som Erdoğan altid har brugt til at legitimere sin magtpraksis og skærme sig mod kritik, gik tabt med omvalget. Fortsætter vreden fra lokalvalget med at sprede sig i folkedybet er Det Nye Tyrkiet måske allerede på vej til at blive gårsdagens nyheder. Det kan ingen mængde af appeller til en autentisk tyrkisk identitet gøre om på.

Mathias Findalen er historiker, underviser på Krogerup højskole og udgav bogen Det Tyrkiet der Splitter på Hans Reitzel forlag den 19 juni

  1. Det markante brud med militærets magt startede for alvor i 2008 med sagskomplekset Ergenekon. Ergenekon var et mytisk land i Centralasien, hvor det tyrkiske folk angiveligt har sin oprindelse, og hvor en grå ulv ifølge myten førte tyrkerne til deres rette land: det, der senere skulle blive til Tyrkiet. I 2008 blev et større nationalistisk og sekulært netværk beskyldt for at planlægge et militærkup og for at destabilisere landet i årene, der fulgte AKP’s første valgsejr i 2002. Netværket fik navnet Ergenekon og blev anset for at være en forlængelse af den dybe stat, som op gennem 1980’erne og 1990’erne terroriserede Tyrkiet med et netværk af kriminelle, korrupte politibetjente og soldater, der udførte massevis af politiske mord på begge politiske fløje. En central bevægelse inden for den dybe stat fik sidenhen navnet De Grå Ulve og er i dag stadig aktiv i tyrkisk politik som en af fløjene omkring det højre-regeringsvenlige nationalistiske parti MHP. Da sagen rullede i perioden 2008 til 2013, blev omkring 275 personer, herunder højtstående advokater, parlamentsmedlemmer og journalister, tiltalt i sagen.
  2. Lord, C (2018): Religious Politics in Turkey – From the birth of the republic to the AKP. Cambridge University Press. s. 20
  3. White, J. (2013): Muslim Nationalism and The New Turks. New Jersey, Princeton University Press. s. 5

  4. Siska, K (2016): Mustafa Kemal Atatürk’s effect on the new concept of the Turkish identity and citizenship in particular the constitutional regulation of the young Turkish Republic. https://www.researchgate.net/publication/323242858_Mustafa_Kemal_Ataturk’s_effect_on_the_new_concept_of_the_Turkish_identity_and_citizenship_in_particular_the_constitutional_regulation_of_the_young_Turkish_Republic. S. 2-4.
  5. Gall, C (2018): Erdogan’s Plan to Raise a ‘Pious Generation’ Divides Parents in Turkey. https://www.nytimes.com/2018/06/18/world/europe/erdogan-turkey-election-religious-schools.html
  6. Hansen, S (2017): Reading Erdogan’s ambitions in Turkeys new Mosques. https://www.nytimes.com/2017/06/14/magazine/reading-erdogans-ambitions-in-turkeys-new-mosques.html

  7. Undersøgelserne kan findes her: https://interaktif.konda.com.tr/tr/HayatTarzlari2018/#6thPage/3 og på engelsk https://interaktif.konda.com.tr/en/Youth2018/#firstPage.