Ulv i fåreklæder

Rasmus Paludan er ikke den ”frihedens soldat”, han giver sig ud for at være. Alligevel er friheden det bedste værn imod hans totalitære etnonationalisme.

Af Claes Kirkeby Theilgaard

I den offentlige debat har jeg ofte forsvaret Rasmus Paludans ytringsfrihed. Det er der heldigvis også mange andre, der har, selvom en stor del af danskerne mener, at Paludan og resten af Stram Kurs ikke bør nyde godt af samme ytringsfrihed som alle os andre.

Dog må jeg indrømme, at både jeg selv og andre, der har forsvaret ytringsfrihed som et universelt princip, der også gælder Paludan, ikke på tilfredsstillende vis har tydeliggjort, hvilken trussel mod selvsamme ytringsfrihed, som han og hans parti udgør.

Rasmus Paludan er nemlig ikke den “ytringsfrihedsforkæmper”, han giver sig ud for at være. Han er snarere en ulv i fåreklæder. En fjende af ytringsfriheden – ikke en ven eller forsvarer.

Det er velkendt, at hvis Paludan får magt, som han har agt, vil han med alle midler forsøge at indskrænke friheden for muslimer, som han ser som den største trussel mod Danmark.

Stram Kurs’ erklærede mål er at forbyde islam. Dette mål spænder Grundloven dog ben for, og derfor skriver partiet på sin hjemmeside, “at islam skal forbydes i videst muligt omfang inden for grundlovens rammer”.

Det betyder i praksis, at ytrings- og religionsfriheden for muslimer i Danmark skal gradvist indskrænkes, indtil det er “så umuligt at praktisere islam, at de rejser frivilligt”, har Paludan fortalt til netmediet 24NYT.dk.

Som så mange andre udviser Stram Kurs og partiets formand en eklatant dobbeltmoral og et skræmmende farligt hysteri, når det kommer til ytringsfriheden. Mantraet synes at være, at “ytringsfriheden skal gælde for mig selv og mine meningsfæller, men ikke for dem, jeg er uenige med”.

Alligevel er det, som om at Rasmus Paludan overfor sine støtter slipper af sted med at portrættere sig selv som en ytringsfrihedsforkæmper, der klædt i skudsikker vest med rank ryg forsvarer friheden i mødet med islam.

Det er dog et decideret misvisende billede. Der er ikke én dråbe frihedskamp i at ville forbyde en religion, udøvelsen af denne inden for Danmarks grænser eller i ønsket om at sende religionens tilhængere ud af landet.

Det er netop i mødet med udemokratiske og potentielt farlige kræfter som Rasmus Paludan, at de universelle frihedsrettigheder – og her særligt ytringsfriheden – skal stå sin prøve.Stram Kurs vil gøre det så godt som umuligt at praktisere islam i det offentlige rum. Ifølge Paludan kan det nogenlunde lade sig gøre indenfor Grundlovens rammer.

Et forbud mod burka er ikke nok for partiet, der således også vil forbyde hijab. Islamiske trossamfund, friskoler og foreninger skal også lukkes, lyder det politiske program. Det samme gælder halalvarer og islamiske fester, ligesom det i mange jobs ifølge partiet bør være ulovligt at faste.

Samtidig skal alle udlændinge som udgangspunkt have deres danske statsborgerskab annulleret, ligesom partiet på sin hjemmeside har en “Stram Kurs’ top 20 – de skal ud”. Her er 20 personer oplistet og angivet med fuldt navn. Flere af disse personer er debattører, der skal udvises af Danmark, alene fordi de er uenige med Stram Kurs’ politik.

Hvis det lyder uforeneligt med den titel som “frihedens soldat”, som Rasmus Paludan kan lide at tildele sig selv, så husk på, at det sagtens kunne være endnu værre.

Den eneste grund til, at Paludan og Stram Kurs ikke bare lodret forbyder islam, er fordi han og partiet – heldigvis – er bundet af Grundlovens og dennes i øvrigt ret ringe beskyttelse af de universelle frihedsrettigheder.

Det er et uhyggeligt tankeeksperiment at tænke på, hvad Paludan og hans kumpaner kunne finde på, hvis Grundloven ikke bandt dem.

Med ovenstående in mente står det klart, at Rasmus Paludans selviscenesættelse ikke har hold i virkeligheden. Han er ganske enkelt ikke den, han påstår at være.

Han forsøger at fremstille sig selv som en “frihedens soldat”, der ofrer sig for det danske demokrati og dets borgere i kampen mod truslen fra politisk islam. I virkeligheden er han ikke andet end en ynkeligt totalitær og farlig etnonationalist, der vil aflive selvsamme værdier værdier og principper, som han påstår at forsvare.

Det betyder dog ikke, at Paludan skal fratages de almindelige friheder og rettigheder, som vi andre også nyder godt af. Snarere tværtimod: det er netop i mødet med udemokratiske og potentielt farlige kræfter som Rasmus Paludan, at de universelle frihedsrettigheder – og her særligt ytringsfriheden – skal stå sin prøve.

Vi må aldrig ofre ytringsfriheden, heller ikke når vi står ansigt til ansigt med Paludans og hans parti Stram Kurs eller andre udemokratiske kræfter. Ytringsfriheden bør være en universelt gældende menneskerettighed for såvel etnonationalister som Paludan og de muslimer, han vil have ud af Danmark.

Midt i den ophedede ytringsfrihedsdebat bør vi huske på, at det er muligt både at bekæmpe Stram Kurs og deres afskyelige politiske projekt og samtidig forsvare ytringsfriheden.

Det er faktisk den bedste måde at bekæmpe kræfter som Paludan og Stram Kurs på: at lade dem have samme ytringsfrihed som os andre – og lade dem udnytte den, som de ønsker.

På den måde kommer de mørke kræfter frem i lyset, hvor de ikke kan overleve.

Vi så værdien af en fri samfundsdebat ved folketingsvalget i 2019, hvor Stram Kurs kort efter de voldsomme uroligheder på Nørrebro omkring en Paludan-demonstration stod til hele 3,9 procent af stemmerne.

Vi skal prise os lykkelige for den frie samfundsdebat, der fandt sted i løbet af valgkampen. For den fik Stram Kurs under spærregrænsen. Partiet fik nemlig 1,8 procent af stemmerne til valget den 5. juni sidste år.

Det var ikke racismedomme, der overbeviste danskere om at undlade at stemme på Stram Kurs – det var i stedet en kritisk pressedækning og en offentlig debat, der levede op til sin mest fornemme opgave om at værne om demokratiet og udstille og uddebattere udemokratiske kræfter.

Den bedste måde at bekæmpe Paludan og andre samfundsskadelige kræfter på er altså ikke at dømme dem ved domstole og lukke dem ude af samfundsdebatten. Gør vi det, bliver Paludan og andre ophævet til martyrer blandt sympatisører.

Samtidig mister vi billedet af, hvor stor opbakningen til såvel Stram Kurs som andre trusler mod demokratiet er, ligesom vi ikke kan høre deres argumenter og debattere med dem i en åben debat.

Med andre ord er der altså både vigtige principielle såvel som pragmatiske grunde til at værne om ytringsfriheden – også for Paludan.

Det vigtigste er dog at holde fast i det principielle forsvar for ytringsfriheden som en universel menneskerettighed. Gør vi en så basal ret til en kampplads for pragmatiske overvejelser, følger forbud, censur og indhug i vores alles frihed. Vil vi et frit og demokratisk samfund, er et principfast forsvar for ytringsfriheden altafgørende.

Accepterer vi begrænsninger på Paludans ytringsfrihed, er vi ikke et hak bedre end ham. Det er lige totalitært, om det er Paludans frihed eller en hvilken som helst anden persons frihed, der indskrænkes.

Hidtil har ytringsfrihedsdebatten med Paludan i fokus befundet sig i en status af dødvande. Nogle vil forbyde ham at ytre sig og demonstrere, mens andre – som jeg selv – står fast på, at demokratiets friheder også gælder for hadefulde ekstremister.

Skal vi komme videre, skal vi tænke i nye baner. Det er nødvendigt at samle de forskellige fløje i et fælles opgør med Paludan og Stram Kurs og et samtidigt forsvar af ytringsfriheden.

Et forslag til en vej frem kunne være følgende formulering: vi må ikke lade Rasmus Paludan slippe af sted med på løgnagtig vis at fremstille sig selv som en ytringsfrihedsforkæmper, men vi skal samtidig værne om hans ytringsfrihed og vedholdende og bestemt bekæmpe ham gennem en fri, åben samfundsdebat uden begrænsninger.

Claes Kirkeby Theilgaard er chefredaktør for Netavisen 180Grader