En milliard til dig, dig og dig – men hvor kommer pengene fra?

Vi har hørt det før: ”Hvor skal pengene komme fra?” Under coronakrisen, som har udviklet sig til historiens største lånegilde, er den ”økonomisk ansvarlige” sirenesang forstummet. Men hvor staten egentlig får pengene fra, er stadig et godt spørgsmål. De hænger vel ikke på træerne. Eller gør de?

Af Kasper Buch Tanderup

Hvordan vi tjener penge, er noget, alle tænker på fra tid til anden. For nogle handler det om overlevelse: hvorvidt regningerne kan betales eller ej. For andre er penge et spørgsmål om identitet: hvem er jeg, hvilken plads har jeg i samfundet?

Sjældent tænker vi på, hvordan de penge, der cirkulerer i vores samfund, skabes. Dette spørgsmål er imidlertid vigtigt, hvis man vil forstå regeringens hjælpepakker under coronakrisen såvel som under nutidens kapitalisme.

Der eksisterer to udbredte misforståelser om pengeskabelse:

1) Staten skaber samfundets penge: Nationalbanken har således til opgave at trykke mønter og sedler, hvormed de styrer, hvor mange penge, der er i omløb. Dette er forkert.

2) Bankmanden er blot en mellemmand mellem dem med opsparinger, som ikke har et umiddelbart behov for deres penge, og dem uden opsparinger, som ønsker at optage et lån. Forestillingen er, at bankmanden tager hånden ned i bankboksen, der består af kundernes opsparinger, og udlåner et givent beløb til en låner. Han tilbyder en lav rente til dem med opsparinger og en høj rente til låneren, hvormed han profiterer på differencen. Dette er også forkert.

Penge gribes ud af den blå luft

Pengeskabelsen blev privatiseret i 1970’erne.1 Kommercielle banker har siden da haft eksklusiv myndighed til at skabe penge. I Danmark og resten af verden står kommercielle banker således for omkring 97 pct. af alle penge i omløb.2 Den nuværende bankmand er en form for sci-fi-tryllekunstner. Han rækker hånden ind i fremtiden, pantsætter nogle penge og placerer dem i nutiden.Når man anmoder om et lån, griber bankmanden ikke ned i bankboksen. Han slår derimod fingrene mod tastaturet, indtaster beløbet, og inden man når at blinke, står beløbet på kontoen. Den nuværende bankmand er m.a.o. en form for sci-fi-tryllekunstner. Han rækker hånden ind i fremtiden, pantsætter nogle penge3 og placerer dem i nutiden.4 Som modydelse skal låneren betale renter og øvrige gebyrer til banken. Tryllekunsten kan fortsætte ufortrødent, for jo flere lånere, der er, jo flere penge kan der skabes, mens renterne sikrer bankens fortjeneste.5 At kommercielle banker står for pengeskabelsen, betyder, at nye penge oftest skabes uden tanke på samfundets behov. Den demokratiske samtale om, hvorledes og hvorhen nye penge skal allokeres, udebliver. Man kunne med rette spørge, hvorfor nogle skal drage fordel af den rente, der er indskrevet i gældspengene, når vi alle er afhængige af dem.

Statens muligheder for at skabe nye penge

Hvis en regering vil bruge flere penge, end den opkræver i skatter, bøder og afgifter eller får gennem privatisering, tvinges den i underskud og må låne penge udefra. Der findes tre overordnede måder, en stat kan låne penge på.6 Ved to af dem skabes der nye penge. Staten kan låne fra kommercielle banker ved at tilbyde statsobligationer: Bankerne køber statens gæld med nyskabte penge. Investeringer i statsobligationer giver som regel et lavere afkast end andre investeringer, hvilket som oftest resulterer i, at kommercielle banker begrænser mængden af statslig gæld i deres portefølje.7 Derudover kan nationalbanken købe statens gæld. Dette er måden, hvorpå stater som regel håndterer finansielle og økonomiske kriser. De fleste central- og nationalbanker er uafhængige af staten og har til opgave at håndtere renter og monitorere inflation. Men i krisetider, såsom den nuværende, kan de købe al den gæld, økonomiens genopretning kræver.

Når gælden hober sig op, bliver politikerne urolige, og genfremsætter alle velkendte argumenter for offentlige besparelser. Sparepolitik, som middel til at kickstarte økonomisk vækst, har dog vist sig at være kontraproduktivt,8 når det implementeres under en recession, og i værste fald kan det forværre kriser, som man så med eurozonekrisen9. På trods af dette vil argumenterne med sikkerhed dukke op igen. Nyliberalismens tilhængere vil vende stærkt tilbage til deres udgangspunkt med en hård kritik af de offentlige udgifter.10 Historien gentager sig måske ikke, men den rimer ofte.

Den danske økonomi var inden coronakrisen i en favorabel situation med en gæld på omkring 33 pct. af BNP.11 Ifølge EU’s Stabilitets- og Vækstpakke er referenceværdien på 60 pct. Samtidig gør den negative rente det fordelagtigt at optage nye lån.12 Danmark har kort sagt et stort råderum til offentlige investeringer, f.eks. finansieringen af en (kommende) grøn omstilling.13

En måde at undgå sparepolitikken: Suveræne penge

Det er nødvendigt at overveje alternativer til den nuværende finanspolitiske opbygning for at undgå den nyliberale sparepolitik. Ét alternativ er idéen om suveræne penge, hvor demokratiske stater kontrollerer pengeskabelsen, og nye penge udstedes som offentlig kredit baseret på økonomiens produktivitet.14 For at forstå, hvad suveræne penge er, kan det være nyttigt at sammenligne idéen med det nuværende monetære system. Ligesom “bankpenge” er suveræne penge et likvidt aktiv15, der er tilgængelig ved efterspørgsel. Modsat “bankpenge” findes suveræne penge rent faktisk som kundens sikre ejendom. Det er ikke blot en fordring på penge. “Bankpenge” er udelukkende en regnskabspost i banken, hvilket betyder, at de er usikre og ustabile. I en bankkrise, som under finanskrisen i 2008, kan kundernes penge i banken forsvinde. Suveræne penge vil altid være et likvidt aktiv frem for blot et passiv. Dermed cirkulerer pengene frit.

I det nuværende monetære system skelner man mellem fem former for pengemængder: M0, M1, M2, M3 og M4. M0 og M1 inkluderer mønter og sedler i cirkulation samt andre former for penge, der nemt kan konverteres til kontanter. M2 er en måleenhed for pengemængden, som forskellige central- og nationalbanker bruger. Den Europæiske Centralbank definerer M2 som den samlende valuta i omløb, samt som indskud, der er sandsynlighed for at komme i omløb. M3 er en måleenhed for penge, der inkluderer M2 og store tidsindskud, institutionelle pengemarkedsbeløb, korttids tilbagekøbsaftaler og større likvide aktiver. M3 indeholder aktiver, der er mindre likvide end andre pengemængder. M4 inkluderer mønter og sedler i cirkulation (M0) og bankkonti.

I et monetært system baseret på suveræne penge vil M0 og M1 ikke længere eksistere som førhen, da de vil integreres i én pengemængde: M. M2, M3 samt M4 vil ikke længere være monetære aggregater, men kortsigtede kapitale poster. M.a.o. vil pengemængden stort set blive ensrettet; nemme at håndtere og nemme at kontrollere.

Reformeres det monetære system til suveræne penge, skal monopolet på pengeskabelse tildeles nationalbanken, som bliver den monetære autoritet. Banker vil ikke længere have mulighed for at oversvømme det finansielle marked med bankpenge, da de fratages deres eksklusive myndighed til at skabe penge. Nye penge udstedes ved at overføre beløbet til “statskassen”, hvorfra pengene vil komme i cirkulation ved at blive brugt og ikke ved udlån. Dermed baseres suveræne penge på en seigniorage – fortjenesten ved pengeskabelse – der er fri for renter og indfrielse og således gældfri. En tilføjelse til pengemængden bestemmes m.a.o. efter monetære kriterier. De finanspolitiske overvejelser dikteres ikke af Nationalbanken.

Nationalbankens opgave er at stille penge til rådighed og kontrollere pengemængden. Det vil sige at sikre, at der hverken er for mange eller for få penge i omløb, hvormed bankerne og økonomien kan arbejde med optimal kapacitetsudnyttelse. Banker og andre finansielle institutioners opgave er at finansiere alle former for aktiviteter, uden at bankerne selv skaber pengene. Banker vil således ikke længere have mulighed for at låne eller bruge penge uden at have fået dem fra deres kunder, fra andre banker, på det åbne penge- og kapitalmarked eller i sidste ende, hvis nødvendigt, fra Nationalbanken.

Selvom det er for tidligt at sige, om det ville være den bedste måde at indrette vores finansielle system på, er det værd at overveje det, hvis alternativet er nyliberalismens socialisme for samfundets bedst stillede. For her er effekterne trods alt til at forudse: indkomster stagnerer, privatgæld stiger, velfærden rundbarberes, og den økonomiske produktivitet falder.

Reaktionære argumenter

Ustabiliteten, der hviler i hjertet af det nuværende system, følger, hvad G.W.F. Hegel kaldte “fornuftens bedrageri”: De nyliberale tilhængere har været så opsatte på at demonstrere, at et omvæltende alternativ ikke er nødvendigt, at det nuværende system selvdestruerer.

Den nuværende måde at organisere vores finans- og monetære system er ikke nogen naturlov. Det er et produkt af en historisk magtkamp, hvorfor det også kan ændres.Når nye idéer til at indrette samfundets finansielle opbygning i den kommende tid præsenteres i den offentlige debat, er det således værd at huske på den politiske økonom Albert Hirschmans guide til at spotte reaktionære argumenter, dvs. argumenter, som udelukkende har til formål at stoppe enhver diskussion om samfundets udvikling.16 Gennem en analyse af konservatismens kritik af sociale sikkerheds- og velfærdsprogrammer illustrerer Hirchman tre argumentationsformer, som har fulgt os siden den franske revolution:

  • Perversitetstesen: Enhver målrettet handling i ønsket om at forbedre den politiske, sociale eller økonomiske orden vil kun forværre de problemstillinger, man ønsker at afhjælpe.
  • Formålsløshedstesen: Forsøg på at forbedre den politiske, sociale eller økonomiske orden vil være utilstrækkelige, da de vil ikke give et betydeligt økonomisk afkast.
  • Faretesen: Omkostningerne ved den foreslåede ændring eller lov er for høje, da det bringer tidligere værdifulde opnåede resultater i fare.

Der er farer og risici i både aktion og passivitet. Risici skal kontinuerligt vurderes og evalueres. Historien har vist, at verden kan forandres, og hvor eksisterende former forældes, må nye opstå. Den nuværende måde at organisere vores finans- og monetære system er ikke nogen naturlov. Det er et produkt af en historisk magtkamp, hvorfor det også kan ændres. Vi kan måske aldrig forstå de yderste konsekvenser af både aktion og passivitet, men det er sikkert, at vores holdning påvirkes af de to ”profeter”, som vi er blevet bekendt med: nemlig den reaktionære, som for alt i verden vil beskytte det eksisterende, samt den progressive, som argumenterer for, at al forandring er fremgang. Lad os i denne omgang ikke høre på den reaktionære!

  1. Mcleay, M, Radia, A, & Thomas, R. (2014). Money creation in the modern economy. Quarterly Bulletin.
  2. En minoritet på 20 procent af verdens befolkninger ved, at kommercielle banker skaber samfundenes penge. Og blot 13 pct. foretrækker, at pengeskabelsen er i hænderne på bankerne. Se: Motivation Research & Strategy (2015). Global population does not want commercial banks to stay responsible for creating most of the money. MRS. Tilgængelig: https://www.motivaction.nl/en/news/global-population-does-not-want-commercial-banks-to-stay-responsible-for-creating-most-of-the-money
  3. En gældsættelse omhandler dog ikke blot tilbagebetaling af penge. En gældsrelation omhandler også tiden, som den gældsatte tvinges til at investere. Det anglosaksiske ord “debtor” (gældsatte) stammer fra det latinske ord “debitor”, som kan oversættes til bevidstheden om “at være under forpligtelse”. Den gældsatte videregiver en del af sig selv (sin tid oftest i form af arbejde) i sikkerhedsstillelse til gældsætteren. Det asymmetriske forhold mellem den gældsatte og gældsætteren er også et centralt begreb i Nietzsches moralfilosofi, hvor han gør op med den liberale forståelse, der findes hos John Locke og Thomas Hobbes, om, at stat og samfund starter med en kontrakt. Nietzsche argumenterer for, at gæld er den oprindelige forrang for alle sociale relationer. Se. Nietzsche, F. (2006) [1887]. On the genealogy of morality. Cambridge: Cambridge University Press.
  4. At banken pantsætter penge fra fremtiden, skal forstås således: Ønsker man at optage et lån med formålet om at starte en forretning, vurderer banken forretningens fremtidige værdi. Penge “tages” dermed fra forretningens ”fremtidige værdi” og bringes tilbage til nutiden, hvor de investeres og skaber mulighedsbetingelsen for den fremtidige værdi.
  5. I en moderne økonomi skaber banker penge gennem den bogføring, de bruger, når de tilbyder lån. Cifrene på ens bankkonto er regnskabsposter på bankernes computere. Disse cifre skal forstås som en IOU (et dokument, der anerkender en gæld mellem to eller flere parter) fra din bank til dig, og ved brug af dit betalingskort kan disse IOU’er bruges, som har de samme værdi som fysiske kroner og øre. Ved at oprette elektroniske IOU’er kan banker effektivt skabe en erstatning for penge. Se. Mcleay, M, Radia, A, & Thomas, R. (2014). Money creation in the modern economy. Quarterly Bulletin.
  6. En yderligere metode, en stat kan benytte i finansieringen af sit underskud, er salg af statsobligationer til kapitalmarkeder eller investorer såsom pensionskasser og forsikringsbranchen. Selvom disse investorer kan købe statsobligationer, genererer dette ikke nye penge som ved de to andre metoder; der redistribueres blot penge fra disse investorer til staten. 50 procent af danske statsobligationer ejes af den danske pensions- og forsikringsbranche.
  7. I 2019 var omkring 33 procent af danske statsobligationer ejet af udenlandske banker og investorer. Se. Nationalbanken (2020). Danish Government Borrowing and Debt 2019. Tilgængelig: http://www.nationalbanken.dk/en/governmentdebt/publications/Documents/REPORT_No%201_Danish%20Government%20Borrowing%20and%20Debt%202019.pdf
  8. Der er tre faktorer, der underminerer argumentet om, at stater skal stoppe deres udgifter i krisetider. 1) Distributionsfaktoren: effekterne af besparelsespolitik rammer forskelligt på tværs af samfundet. Dem, som befinder sig i bunden af indkomstdistributionen, mister proportionelt mere end dem i toppen, da de er mere afhængige af statslige ydelser og har få midler til at håndtere besparelserne. 2) Den kompositoriske faktor: Alle kan ikke spare deres vej til vækst på samme tid. Når et land skal høste frugterne af reduktionen af nationale indkomster i ønsket om at blive mere konkurrencedygtigt, skal et andet land være villigt til at investere. Når alle stater begynder at spare, er der ingen, der kan bidrage med den nødvendige investering til at øge væksten. 3) Den logiske faktor: Ifølge nyliberal logik vil et stop for offentlige udgifter øge investorers lyst til at investere. Når staten sparer på sine udgifter, er antagelsen, at forbrugeren indser, at deres fremtidige skattebyrde reduceres. Dette vil medføre, at forbrugeren vil købe mere end normalt, selvom økonomien kollapser omkring dem. Det er en antagelse, som ignorerer en række eksternaliteter, f.eks. folks frygt for at miste deres job.
  9. Blyth, M (2013). Austerity: The History of a Dangerous Idea. Oxford University Press.
  10. Nyliberalismens ”originale” idé var at minimere statsintervention for at lade uregulerede markeder sikre social orden. Selvom der blev prædiket minimalstat, har statslige autoriteter ikke begrænset statsmagten og implementeret politikker, der har minimeret statsintervention. Staten har blot fået en ny rolle. Den kapitalisme, vi har stiftet bekendtskab med siden 1970’erne, kan forklares som en statscentreret proces, hvis formål har været at genskabe den kapitalistiske produktion og sociale reproduktion ved at fungere som en disciplineringsmekanisme: en mekanisme, der former den enkeltes ”vilje” til at agere på baggrund af markedskrav. Det sociale er således blevet redefineret. Økonomien er ikke længere et selvstændigt domæne, men er blevet udvidet til alle aspekter af samfundet. Således er vi alle blevet kapitalister, der ”investerer” vores kapital, mens risiciene er blevet outsourcet (fra virksomheder og staten) til den enkelte. Den enkelte skal håndtere sine akkumulerede risici i vores gældsplagede samfund. Nyliberalismen indebærer udviklingen af et politisk økonomisk projekt ved hjælp af modificeret neoklassisk økonomi. Dog er der i nyliberalismen ingen troskab over for en bestemt økonomisk doktrin. Den nyliberale proces er født i ”en ujævnt udviklet ideologisk form i en allerede transnationalt netværksbaseret, intellektuel hybrid”. Ideen er at avancere verdensmarkederne, hvilket ofte gøres ved at afskaffe valutakontrol, reducere offentlige udgifter, deregulere finans- og banksektorer, deregulere industrien, privatisere pensionssystemer, deregulere arbejdsmarkedet, og – som beskrevet – gennem privatiseringen af pengeskabelsen.

    Se: Rose, N. (1996). Governing ‘advanced’ liberal democracies. In A. Barry, T, Osborne & N, Rose, (Eds.), Foucault and political reason—Liberalism, neo-liberalism and rationalities of government (p. 37-65). London: The University of Chicago Press;

    Lemke, T. (2001). The birth of bio-politics: Michel Foucault’s lecture at the College de France on neo-liberal governmentality. Economy & Society, 30 (2): 190–207;

    Lazzarato, M (2012). The making of the indebted man: An essay on the neoliberal condition. Amsterdam: Semiotext(e) Intervention Series;

    Brenner, N., Peck, J. & Theodore, N. (2010). Variegated neoliberalization: Geographies, modalities, pathways. Global Networks, 10(2): 182-222

  11. Trading Economics (2020). Denmark Government Debt to GDP. Tilgængelig: https://tradingeconomics.com/denmark/government-debt-to-gdp
  12. Nationalbanken (2020). Danish Government Borrowing and Debt 2019. Tilgængelig: http://www.nationalbanken.dk/en/governmentdebt/publications/Documents/REPORT_No%201_Danish%20Government%20Borrowing%20and%20Debt%202019.pdf
  13. Et ofte hørt argument er, at selv hvis en ekspansiv finanspolitik var omkostningsfri, kommer den sande vækst fra den private sektors innovation. Disse argumenter overser imidlertid, at det, som nationaløkonomen Joseph Schumpeter kaldte ”kreativ destruktion”, kun er muligt grundet såkaldt ”keynesiansk affald”. Den amerikanske luftfartsindustri havde m.a.o. aldrig eksisteret uden statens forsvarsinvesteringer. Nye innovationer i bioteknologi har ikke kunnet tage form uden det Amerikanske Nationale Sundhedsinstitut. Selv internettet er et biprodukt af statsfinansieret forskning. Råmaterialet for innovation og vækst kommer m.a.o. ofte fra statslige, og altså ikke private, investeringer.

    Se. Schumpeter, J (1942). Capitalism, Socialism and Democracy. United States: Harper & Brothers.

    Janeway, W (2012). Doing Capitalism in the Innovation Economy: Markets, Speculation and the State. Cambridge University Press.

  14. På nuværende tidspunkt når markederne ikke et ligevægtspunkt, fordi moderne “fiat penge” ikke har nogen iboende værdibase. Banker kan dermed skabe så mange bankpenge, de ønsker. Der er kun kortsigtede restriktioner, hvilket betyder, at banker har en direkte interesse i at skabe penge, og de vil ikke stoppe før en kommende krise. Pengemængden i et suverænt pengesystem vil være begrænset, men fleksibel og justerer sig i forhold til den økonomiske situation. For at sikre, at banksystemet, som under den forrige kreditkrise i 2008, ikke kommer ud af kontrol, bør “fiat penge” bindes til en reel værdibase. Penges økonomiske værdi er deres købekraft, hvad man kan købe for penge, og således kommer værdien fra den totale økonomiske produktivitet. Priser på guld, ejendomme, aktiver osv. kommer af den nuværende produktivitet og ikke omvendt. Derfor bør den reelle værdibase baseres på økonomiens output. Det omhandler en produktivitetsrelateret pengemængde og en pengeskabelse, der proportionelt følger den økonomiske vækst. Dette medfører ikke en nationalisering af banksystemet, men en nationalisering af pengeskabelsen. Dermed bibeholder bankerne deres finansielle funktioner såsom at udstede lån, finansiere investeringer, penge handel m.m. De fratages blot den pengeskabende funktion, som i stedet vil være lagt over i nationalbankens hænder. For mere information om suveræne penge se: Huber, J. (2017). Sovereign Money: Beyond Reserve Banking. Palgrave Macmillan. Eller på: https://sovereignmoney.site/
  15. Et likvidt aktiv er et aktiv, der nemt kan konverteres til kontanter på kort tid.
  16. Hirschman, A. (1991). The Rhetoric of Reaction: Perversity, Futility, Jeopardy. Cambridge, MA: The Belknap Press of Harvard University Press.