13 teser om den økologiske katastrofe

Den fransk-brasilianske sociolog Michael Löwy har skrevet 13 teser om den overhængende økologiske katastrofe, der er igangsat af det kapitalistiske systems logik, og om midlerne til at undgå den: økosocialismen. Har vi overhovedet en chance for at vinde denne kamp, før det er for sent?

Af Michael Löwy
Oversat af Hans Erichsen

I

Den økologiske krise er allerede det 21. århundredes vigtigste sociale og politiske spørgsmål, der i løbet af de næste årtier kommer til at afgøre planetens og menneskehedens fremtid. Forskernes beregninger på forskellige scenarier for år 2100 er ikke synderligt brugbare, hverken videnskabeligt – da det er yderst risikabelt at lave projektioner hundrede år frem, især hvis man overvejer umuligheden ved at beregne retroaktive effekter – eller politisk, fordi vi alle, vores børn som børnebørn, om hundrede år er døde, så hvilken interesse har det?

 

II

Den økologiske krise involverer flere aspekter, som alle har faretruende konsekvenser; men det klimatiske spørgsmål er uden tvivl den største trussel. FN’s klimapanel, IPCC, fortæller os, at hvis gennemsnitstemperaturen stiger med mere end 1,5 grader i forhold til den præindustrielle periode, så vil en uafvendelig klimaforandringsproces blive igangsat. Hvad bliver konsekvenserne? Et stigende antal kæmpebrande som i Australien; floder vil udtørre, og vi vil se omfattende ørkenspredning; polarisen vil smelte, og store dele løsrive sig, hvilket vil medføre havniveaustigninger på op til flere meter. Med en stigning på ’blot’ to meter vil store regioner i Bangladesh, Indien og Thailand sammen med nogle af vor civilisations største byer – Hong Kong, Kolkata, Venedig, Amsterdam, Shanghai, London, New York, Rio de Janeiro – forsvinde under havets overflade. Hvor meget kan temperaturen stige? Ved hvilken temperatur vil menneskelivet på planeten blive truet? Ingen har svaret på disse spørgsmål …

 

III

Vi har at gøre med katastrofale risici uden fortilfælde i den menneskelige historie. Vi skal flere millioner år tilbage, helt tilbage til Pliocæn tid, for at finde klimatiske omstændigheder, der svarer til de scenarier, som klimaforandringerne kan skabe. Størstedelen af geologer vurderer nu, at vi er trådt ind i en ny geologisk tid, den Antropocæne, hvor planetens betingelser er blevet ændret af menneskelig handling. Men hvilke handlinger? Klimaforandringen begyndte med den industrielle revolution i det 18. århundrede, men det er først efter den neoliberale globalisering i 1945, vi har set et kvalitativt spring. Med andre ord: Det er den moderne industrielle kapitalistiske civilisation, som er ansvarlig for ophobningen af CO₂ i atmosfæren og dermed den globale opvarmning.

 

IV

Det kapitalistiske systems ansvar for den forestående katastrofe er i det store hele anerkendt. Uden at bruge ordet ’kapitalisme’ i sin encyklika Laudato Si’ angiver Pave Frans et “perverst og strukturelt system af kommercielle relationer og ejendomsforhold” udelukkende baseret på ”profitmaksimering” som værende ansvarlig for både den sociale uretfærdighed og destruktionen af vores fælles hus, naturen.¹ Vi ser parolen ”System Change, not Climate Change!” ved øko-demonstrationer overalt i verden. Den grundlæggende holdning, som gør sig gældende for det perverse systems repræsentanter, opretholderne af business as usual – milliardærer, bankfolk, ”eksperter”, oligarker, politikere – lader sig fint opsummere med frasen, som normalt tilskrives Ludvig XV af Frankrig: ”Efter mig, syndfloden.”

 

V

Problemets systemiske karakter illustreres på grusom vis af regeringers holdning, som alle (dog med exceptionelle undtagelser) stiller sig til tjeneste for kapitalakkumulationen, multinationale selskaber, det fossile oligarki, den almene privatisering og frihandel. Enkelte ledere – Donald Trump, Jair Bolsonaro og Scott Morrison – er åbent ’øko-cidale’ og benægter menneskeskabte klimaforandringer. De andre ledere, de ”fornuftige”, slår tonen an ved de årlige COP-konferencer med en vag ’grøn’ retorik og total inerti. Den mest succesfulde af disse konferencer var COP 21 i Paris, som blev afsluttet med højtidlige løfter om reduktioner af CO₂-udledninger fra alle medvirkende regeringer – ingen, bortset fra enkelte stillehavsøer, levede op til disse løfter. Forskere har da også beregnet, at selv hvis man levede op til disse løfter, ville gennemsnitstemperaturen stadig kunne stige med yderligere 3,3 grader.

 

VI

’Grøn kapitalisme’, ’CO₂-handel’, ’kompensationsmekanismer’ og andre kunstgreb gennemført med den såkaldte ’bæredygtige markedsøkonomi’ har vist sig at være ganske uvirksomme og uholdbare. Mens man med al magt forsøger at give samtlige lovforslag et grønt skær, stiger CO₂-udledningerne voldsomt, og katastrofen nærmer sig med store og hastige skridt. Der er ingen løsning på den økologiske krise inden for kapitalismens rammer; dette system er helt og aldeles viet produktivitetsstigning, forbrug, nådesløs konkurrence om ’markedsandele’, kapitalakkumulation og profitmaksimeringer. Systemets grundlæggende perverse logik vil uundgåeligt føre til brud i økologiske balancer og til destruktionen af økosystemer.

 

VII

De eneste virkningsfulde alternativer, som er i stand til at afværge katastrofen, er radikale alternativer. ’Radikal’ betyder her at gå til det ondes rødder. Hvis rødderne er det kapitalistiske system, så må alternativerne være anti-systemiske, dvs. anti-kapitalistiske – som f.eks. økosocialismen, en økologisk socialisme på højde med det 21. århundredes udfordringer. Der findes andre lignende radikale alternativer som f.eks. økofeminismen, Murray Bookchins sociale økologi, André Gorz’ politiske økologi og kapitalismekritiske anti-vækstteorier. I de seneste år har disse retninger gensidigt påvirket hinanden.

 

VIII

Hvad er socialisme? For mange marxister står det for en forandring af produktionsforholdene gennem fælles tilegnelse af produktionsmidlerne for at muliggøre produktivkræfternes frie udvikling. Økosocialismen trækker på Marx, men foretager et udtalt og dybtgående brud med den stalinistisk inspirerede såkaldte ”reelt eksisterende socialismes” produktionsfascinerede og anti-økologiske model. Der er ingen tvivl om, at den kollektive tilegnelse er uomgængelig, men det er også nødvendigt at foretage en radikal forandring af produktivkræfterne selv: a) ved at omstille produktivkræfternes energikilder (bæredygtig energi i stedet for fossile brændsler); b) ved at reducere det globale energiforbrug; c) ved at reducere (anti-vækst) produktionen af goder, og ved at afskaffe unødvendige (f.eks. reklamer) og skadelige (pesticider, våben) aktiviteter, og; d) ved at afskaffe planlagt forældelse inden for industrielt design. Økosocialismen indebærer også, på baggrund af en demokratisk diskussion, en forandring af forbrugsmønstre og -måder, transportformer, byplanlægning og levemåde. Kort sagt er det meget mere end en ændring i ejendomsforholdene: Det drejer sig om en civilisatorisk ændring baseret på værdier om solidaritet, demokrati, lighed og frihed² og respekt for naturen. Den økosocialistiske civilisation bryder med produktivismen og forbrugerismen for at prioritere reduktionen af arbejdstiden og dermed forlængelsen af den frie tid tilegnet sociale, politiske, legende, kunstneriske, erotiske, etc. aktiviteter. Marx betegnede denne målsætning med udtrykket ”Frihedens rige.”

 

IX

For at gennemføre overgangen til økosocialismen er det nødvendigt med en demokratisk planlægning orienteret af to kriterier: Tilfredsstillelsen af egentlige behov og respekten for planetens økologiske ligevægt. Det er befolkningen selv – befriet fra reklameverdenens hjernevask og den kapitalistisk fabrikerede forbrugsbesættelse – som demokratisk må beslutte, hvad ’egentlige’ behov er. Økosocialismen er en udfordring af de populære klassers demokratiske rationalitet.

 

X

Enkelte grønne reformer her og der er ikke nok til at gennemføre det økosocialistiske projekt. En vaskeægte socialistisk revolution er nødvendig. Men hvordan defineres revolution? Vi kan referere til en note, Walter Benjamin skrev i margenen til sine teser Om historiebegrebet (1940): ” Marx sagde, at revolutionerne er verdenshistoriens lokomotiver. Men måske forholder det sig ganske anderledes. Måske er revolutionerne de i disse toge rejsende slægters greb efter nødbremsen.”³ Vi kan oversætte citatet til det 21. århundredes vendinger: Vi er alle passagerer i et selvmordstog, som hedder Moderne Industrielkapitalistisk Civilisation. Toget nærmer sig med stadig højere hastighed en katastrofal afgrund: Klimaforandringen. Den revolutionære handling sigter efter at stoppe dette tog, før det er for sent.

 

XI

Økosocialismen er både et projekt for fremtiden og en strategi i kampen her og nu. Det er ikke et spørgsmål om at vente indtil ’tiden er moden’: Vi bliver nødt til at forbinde de sociale og de økologiske kampe, og vi bliver nødt til at kæmpe imod de mest destruktive initiativer, som rulles ud i kapitalens tjeneste. Det er, hvad Naomi Klein kalder Blockadia.⁴ I hjertet af sådanne mobiliseringers kampe kan der opstå en anti-kapitalistisk bevidsthed og en interesse for økosocialismen. Forslag som Green New Deal er en del af denne kamp med deres radikale ambitioner om at forbyde fossile energikilder – det kan ikke siges om de forslag, som lader sig nøje med en ’en grøn kapitalisme’.

 

XII

Hvem er denne kamps aktør? Sidste århundredes dogmatiske fokus på arbejderen og industrien er ikke længere aktuelt. De kræfter, som i dag står ved konfrontationens frontlinje, er unge, kvinder, indfødte og bønder. Kvinder er stærkt repræsenterede i det enorme ungdomsoprør ansporet af Greta Thunberg – en af de helt store grunde til at have håb for fremtiden. Som økofeministerne forklarer os, så er denne massive deltagelse af kvinder et resultat af, at kvinder er de første ofre for dette systems økologiske ødelæggelser. Her og der begynder fagforeninger ligeledes at engagere sig. Dette er vigtigt, for det er umuligt at bekæmpe det perverse system uden den aktive deltagelse af de arbejdere fra land og by, der udgør størstedelen af verdens befolkning. Den første betingelse for enhver bevægelse er derfor også at forbinde økologiske målsætninger (lukning af kulminer eller oliekilder eller varmekraftværker, etc.) med en garanteret beskæftigelse af de arbejdere, som vil blive ramt heraf.

 

XIII

Har vi overhovedet en chance for at vinde denne kamp, før det er for sent? I modsætning til de såkaldte ’kollapsologer’, som med fuld kraft erklærer katastrofen for uundgåelig og al modstand for nyttesløs, så tror vi på, at fremtiden forbliver åben. Der er overhovedet ingen garanti for, at fremtiden bliver økosocialistisk: Det er et væddemål, som Pascal udlagde det, hvor man sætter alle sine kræfter i spil for at ”arbejde for det uvisse”. Men som Bertolt Brecht sagde med stor og simpel visdom: ”De, der kæmper, kan tabe. De, der ikke kæmper, har allerede tabt.”

1. Pave Frans, Laudato Si’ 1.V.52; 5.IV.195, red.
2. Der foreligger ikke en gængs dansk oversættelse af Étienne Balibars neologisme ’égaliberté’, som kort betegner, at frihedens betingelser også er lighedens betingelser. (Étienne Barlibar: La proposition de l’égaliberté – Essais politiques 1989-2009, Collection: Actuel Marx Confrontations, Ed.: Presses Universitaires de France, 2010).  Det er kritisk begreb, som i høj grad er rundet af Marx og Engels’ kendte formulering: ”enhvers frie udvikling [er] betingelsen for alles frie udvikling” (Karl Marx & Friedrich Engels: Manifest der kommunistischen Partei, 1848, MEW, 4, Berlin: Dietz Verlag 1977, pp. 459-493, p. 482 (min oversættelse og kursivering)).
3. Walter Benjamin: Walter Benjamin: Gesammelte Schriften, Erster Band. Dritter Teil, Ed. Tiedemann, R. & Schweppenhäuser, H. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, p. 1232 (min oversættelse). For Marx’s formulering (jf. Karl Marx: Die Klassenkämpfe in Frankreich 1848 bis 1850, 1850, MEW 7, Berlin: Dietz Verlag 1960, pp. 9-107, p. 85)
4. jf. Naomi Klein: This Changes Everything – Capitalism vs. Climate Change, Penguin Books, 2014, pp. 293-337