Achille Mbembe: Den brutale kapitalismes tænker

Af Dominique Routhier

Achille Mbembe (f. 1957 i Cameroun), en af den postkoloniale filosofis hovednavne, har føjet endnu en titel til sit omfattende og vigtige forfatterskab. Brutalisme, som bogen hedder, trækker veksler på den arkitektoniske stilart af samme navn, der voksede frem i 1950’erne og 60’erne i forlængelse af Le Corbusiers ikoniske bygningsmonumenter i béton brut, rå beton. Den usmykkede og højmoderne ”brutale” stilart fejrede sin triumf i Frankrigs efterkrigstidssamfund, hvor nye citéer, sociale boligbyggerier i beton, skød op i stor stil i periferien af Paris og andre store byer. Hvor denne særlige form for vertikalt betonbyggeri i sin tid blev præsenteret som et sundere og mere socialt harmonisk beboelsesalternativ for især arbejder- og middelklassefamilier – som et sted, hvor der var lys, luft og plads til at leve – så er citéen i dag snarere et af de steder, hvor befolkningsmassen er tættest, hvor epidemier rammer hårdest, hvor de sociale modsætninger tydeliggøres, hvor politiet diskriminerer og brutaliserer mest nådesløst, og hvor racegjorte kroppes bevægelsesfrihed konstant begrænses af synlige såvel som usynlige materielle og immaterielle grænser. At arkitekturens rum er fundamentalt politisk, og omvendt, at regeringsførelsen altid forudsætter en bestemt arkitektonisk rammesætning for kroppene, er udgangspunktet for Mbembes refleksioner over brutalismen.

De overflødiggjorte

Ifølge Mbembe er brutalisme derfor ikke bare navnet på en arkitektonisk stilretning. Tværtimod betegner begrebet et nyt stadie i kapitalismen, hvor millioner af racegjorde kroppe, der er blevet strukturelt overflødiggjorte i forhold til kapitalens metabolisme og produktionen af merværdi, nu skal forsøge at finde plads i en stadig mere umenneskelig og ekskluderende virkelighed, hvor det næsten efterhånden er et privilegie forbeholdt den vestlige middelklasse at blive udbyttet i en form for traditionelt lønarbejde. De overflødiggjorte og racegjorte kroppe er som jaget vildt: Hvis ikke de simpelthen massefængsles (som i USA), så forsøger man overalt fra den amerikansk-mexicanske grænse til Gaza-striben at inddæmme dem ved hjælp af en række stadig mere raffinerede ekskluderings-, kontrol- og destruktionsteknologier. De overflødiggjorte der endnu ikke er blevet sat i fængsel eller befinder sig på ubestemt tid i en lejr, og de, som ikke er blevet stedt til hvile i, hvad Mbembe beskriver som ”middelhavets massegrav”, befinder sig i et eksistentielt limbo, der tager form af en konstant flugt-, undvigelses- og overlevelsesmanøvre.

I det nye globale ”brutalistiske” rum, er det ikke kun mure, hegnspæle og bevæbnede vagter, der afgrænser bevægelsesfriheden. Citéens klart definerede arkitektoniske grænser begynder nu at falde midlertidigt sammen med nationalstatens, flygtningelejrens, deportationscentrenes og sikkerhedsapparaternes grænser. Men selvom der fortsat er en slags territorial logik på spil (med dertilhørende modsætningspar som inde/ude, borger/fremmed og ven/fjende, som vi kender det fra nationalstaten), så er der samtidig tale om en ny virkelighed hinsides nationalstaten, hvor det politiske rum i stigende grad tager form efter kapitalens deregulerede globale strømme. Det arkitektoniske ”rum” er altså ikke længere fysisk afgrænset af betonelementer som i Le Corbusiers utopiske mikrokosmos, men bliver i lige så høj grad et virtuelt rum, hvis akser gennemskærer individer på tværs af geografiske grænser og aftegner en ny racistisk topologi som er decentraliseret, mobil, foranderlig og på alle måder grænseoverskridende. Hvad der ifølge Mbembe er afgørende, er, at den nye politiske arkitektur er hardwired af digitale grænseteknologier og algoritmer, der opererer på tværs af traditionel grænsedragningslogik og producerer en ny form for subjektivitet, som er grundlæggende uden for eller på kant med loven. Hvorvidt disse corps-frontières (kropsgrænser/grænsekroppe) antager status af et regeringsværdigt ”subjekt”, er konstant til forhandling: Markører som hudfarve, øjenfarve, navn, fødested, genetiske oplysninger etc. bliver indskrevet i en databaseret grænse- og sikkerhedskalkule, der fastholder disse kroppe i et svæv mellem accepterede politiske kategorier og dermed mellem liv og død.

Disciplinærsamfundet og flygtningelejren

Det er naturligvis ikke første gang, at en filosof har grebet til arkitekturens rum i sin beskrivelse af, hvordan magtens brutalisering af kroppe fungerer. Mest kendt er vel nok Michel Foucaults analyse af fængselsarkitekturen som model for det såkaldte disciplinærsamfund. Disciplinærsamfundet, som blev født ud af de store pest-epidemier, der med jævne intervaller hærgede Europa fra middelalderen frem til moderne tid, var kendetegnet ved en fængselsinspireret reglementering af kroppe (isolering, karantæne, befolkningsoptælling, registrering af personer i husstanden, syge/raske kroppe etc.) koblet med en ny type moderne og upersonlig overvågningsmagt. Ifølge Foucaults analyse kunne disciplinerings- og overvågningsmekanismerne føres tilbage til ét og samme arkitektoniske princip, som først blev formuleret af den britiske filosof Jeremy Bentham under navnet ’panoptikon’. Benthams idé med panoptikonet var at skabe et cirkulært fængselskompleks med et vagttårn i centrum, hvorfra samtlige celler potentielt kunne overvåges på én gang – i modsætning til det dunkle gammeldags arresthus. Ruderne i vagttårnet skulle samtidig gøres af spejlglas, således at fangerne aldrig vidste, hvornår de blev overvåget. Med bevidstheden om konstant at kunne blive overvåget, også selvom dette måske ikke altid var tilfældet, var den institutionelle tvangsreformering af individet på vej til at vige pladsen for subjektets moralske selvreform.

Det var en idé, der hurtig blev populær. Den politiske suverænitet virkede nu i mindre grad ved voldelige konfrontationer med individer og trusler om død og straf, og forsøgte i højere grad at reformere og forbedre: at skrive disciplinen ind i kroppene, så de desto villigere kunne føjes ind under statens stadig mere omsiggribende administration af livet fra vugge til grav. En specifik politisk teknologi hentet fra en simpel arkitektonisk model, panoptikonet, blev således generaliseret som et samfundsmæssigt princip. Det var dette, Foucault i sin berømte forelæsningsrække sidst i 1970’erne på Collège de France betegnede biopolitik.

Både i hans seneste essay om brutalismen samt i hans beskrivelser af det senkapitalistiske samfund mere generelt er Foucault en central reference for Mbembe. Ifølge arkitekturteoretikeren Reyner Banham, der populariserede termen brutalisme i slutningen af 1960’erne, er brutalismen da også nærmere at forstå ”som en etik end som en æstetik”. I den forstand peger Mbembes forskydning af begrebet fra arkitekturen til beskrivelsen af samfundet i samme retning som Foucaults biopolitiske undersøgelser. Med en vigtig forskel. Hvor Foucault så fængslet som udgangspunktet for disciplinærsamfundet, ser Mbembe flygtningelejren som det nye samfunds modelrum: I lejren opbevares mennesker rent korporligt i en udefinérbar grænsesituation, hvor skellet mellem, hvem der må blive, og hvem der skal deporteres, aldrig ligger fast.

Som med Mbembes forfatterskab i øvrigt – der blandt andet tæller essaysamlingen De la postcolonie: essai sur l’imagination politique dans l’Afrique contemporaine (2000) og hovedværket Critique de la raison nègre (2013) – må man således altid holde sig for øje, at det er ment som et postkolonialt korrektiv til og udvidelse af det undersøgelsesfelt, der for Foucault, som for mange andre vestlige intellektuelle fra den generation, ofte synes at lukke sig om sig selv. Mbembes intervention tager kritisk sigte på den antagelse, at det moderne Europas historie (herunder også historien om tilsynekomsten af det vestlige subjekt) er en slags selvberoende udvikling. Tværtimod er Europa og Vestens historie mere generelt helt uadskillelig fra en fortrængt kolonialistisk og imperialistisk skyggeside. Navnet for den vestlige metafysiks utænkelige figur kalder Mbembe for ”Negeren” (Le Négre) og bemærker, at denne racistisk ladede figur altid optræder i den europæiske forestillingsverden som en ”undtagelse, som noget der ikke hører til”, men som ikke desto mindre hjemsøger den vestlige fremskridtsfortælling om det universelle fornuftssubjekt. ”Repræsenterer Negeren ikke nærmest per definition”, spørger Mbembe, ”subjektets udslettelse, dét, der bringer denne kategori ud af fatning?”

Nekropolitik: endeløs krigsførelse og reorganisering af slagmarken

Mbembe leverer med sin analyse af brutalismen et bidrag til det nødvendige postkoloniale korrektiv til Foucaults idé om biomagt og konfronterer tesen om administrationen af livet med dette livs yderste grænse: destruktionen, døden og militariseringen af hverdagslivet. Hvad der før var den biopolitiske undtagelse – vold, krig, død og ødelæggelse – og som før primært var henlagt til imperiets ”udkanter”, til kolonierne, er nu ved at blive reglen overalt, ikke blot ved grænserne til restimperierne, men også internt på de forjættede vestlige kontinenter, hvor grænsevolden er et permanent tilstedeværende aspekt af migranter og andre racegjorte kroppes tilværelse:

Volden ved grænserne og grænsevolden er blevet et af de mest markante træk ved vores samtid. Lidt efter lidt har kampen mod såkaldte illegale migranter udviklet sig til en social krigsførelse på globalt plan. Denne krig udkæmpes ikke længere mod bestemte individer, men rettes i stedet mod hele klasser og befolkningsgrupper. Krigsførelsen kombinerer nu militære, politimæssige og sikkerhedsmæssige teknikker med de bureaukratisk-administrative teknikker og baner dermed vejen for en kold og distanceret vold, der indimellem ikke er spor mindre blodig end før.

Denne krigsførelse er baseret på det, Mbembe beskriver som en ”planetarisk omkalfatring af rummet”, hvor volden ledsager hvert af migrantens skridt, enhver bevægelse. Selv hvis migranten skulle nå sin destination i Vesten og ikke drukner i Middelhavets anonyme massegrave, er denne stadig grundlæggende uvelkommen og vil blive udsat for en ydmygende klapjagt af myndighederne.

Koloniseringen af hverdagslivet, som man passende kunne kalde den teknologiske fortsættelse af tidligere koloniale undertrykkelsesformer, beror på det, Mbembe i et relateret essay, Nekropolitik (på dansk ved Gustav Johannes Hoder og forlaget Aleatorik, 2019), beskriver som en ”sammenkædning mellem biomagt, undtagelsestilstand og belejringstilstand”. I dette centrale essay beskriver Mbembe, hvordan en sammenkædning af regeringsteknikker og undertrykkelsesmekanismer udvikles og testes i postkolonien. Mbembe forsøger at gentænke postkolonien i lyset af de teknologiske forandringer i den moderne krigsførelse med udgangspunkt i Palæstina, og mere specifikt Gaza-striben, der fungerer som et slags laboratorium for, hvordan hele befolkningsgrupper kan underkastes eksperimenter i nye former for brutalisering og ”endeløs krig”. I forlængelse af den israelske arkitekt og militærteoretiker Eyal Weizman beskriver Mbembe en reorganisering af selve krigens rumlige koordinater:

Slagmarkerne er ikke alene lokaliseret på Jordens overflade; undergrunden såvel som luftrummet gøres til konfliktzoner. Der er ingen kontinuitet mellem himmel og jord. Selv luftrummets grænser er adskilt i øvre og nedre lag. Overalt gentages det øverstes symbolik (hvem er ’on top’). Besættelsen af himlen bliver derfor altafgørende, da størstedelen af patruljeringen foretages fra luften. Forskellige andre teknologier mobiliseres med denne hensigt: sensorer ombord på droner (UAV’er), rekognosceringsfly, AWACS, angrebshelikoptere, en jordobserverende satellit og ’hologrammatiserende’ teknikker. At dræbe målrettes præcist.

Den endeløse krig i postkolonien har ikke nødvendigvis kun til formål at dræbe i kropslig forstand, men at udvikle præcise tekniske operationer til at fastholde overflødiggjorte befolkningsgrupper i en absolut afmægtig eller underkastet position, hvor den vestlige subjekt-status og de politiske privilegier, der følger med, er suspenderet i ”nye og enestående former for social eksistens … der giver dem status af levende døde”. Hvor biopolitikkens formål var at overvåge, opretholde og administrere livet, at forme og omskabe individer med henblik på at fremelske bestemte typer (neoliberale) subjekter, så er nekropolitikkens formål så at sige det omvendte: at overlade millioner af mennesker til sult, epidemier, krig og flugt, og at målrette den voldelige intervention (hvis teknikker er udviklet i militært besatte områder i postkolonien) til de, der vover at krydse grænserne og gøre krav på at være subjekter i deres egen ret. For de nekropolitiske regimer er døden således ikke et mål i sig selv, men en operation, der hele tiden optimeres med henblik på desto mere præcist at nedbryde og destruere de genstridige livsformer, der, set fra kapitalens abstrakte værdikalkule, er blevet grundlæggende ”til overs”, men som alligevel gør krav på deres retsmæssige andel af livet og deres lige så ubestridelige ret til at bebo planetens oprindeligt fælles rum.

Dominique Routhier er ansat som postdoc ved Syddansk Universitet. En anden version af denne artikler er bragt i det norske tidsskrift Ny Tid.