Piketty – et socialdemokratisk opgør med kapitalismen. Del 2.

En kritisk diskussion over Thomas Piketty: Kapital og ideologi. Læs Del 1 her.

Af Hans Erik Avlund Frandsen
Illustrationer af Julie Kordovsky

Del 2: Pikettys svaghed: den mangelfulde forståelse af socialdemokratismen, marxismen og den kapitalisme, han vil bekæmpe

 

De fraværende forklaringer

Pikettys forslag er radikale, og det ville være et enormt fremskridt, hvis de blev gennemført. De er også vigtige, fordi de så uafviseligt gør det klart, hvor urimeligt vores samfund er indrettet. Set fra et oplysningsperspektiv er det et formidabelt arbejde, Piketty har præsteret. Men det er falsk varebetegnelse, når han sælger sine forslag som ”en overvindelse af kapitalismen” (18). Reelt er der tale om en tilbagevenden til og videreudvikling af efterkrigstidens socialdemokratiske politik. Denne grundlæggende socialdemokratiske position bliver styrende for Pikettys analyser og forklaringsmodeller. Grundproblemet er, at han ikke analyserer og medreflekterer kapitalismen som et særligt økonomisk system med sine egne lovmæssigheder, men i stedet ser økonomien som et tag-selv-bord, hvor man bare kan diskutere sig frem til, hvordan man vil have den og samfundet indrettet.

Han kan godt se, at EU er tilpasset ejerklassens behov, men han er ude af stand til at forklare, hvorfor EU er konstrueret på denne måde. Vi hører intet om, hvilke kapitalinteresser der var på spil ved dannelsen af EF/EU.

(Alle kursiveringer i det følgende er mine, HEAF). Vi får bare at vide, at ”indtil videre har Europas opbygning stort set baseret sig på en antagelse om, at fri konkurrence og fri bevægelighed for varer og kapital ville være tilstrækkeligt til at skabe kollektiv velstand og social harmoni”.  Man – dvs. de politiske aktører i al ubestemthed – kom ved opbygningen af Europa ”til at glemme en tidligere historisk lektie – nemlig den ustandselige drift mod ulighed i årene 1815-1914, som viser behovet for en social og skattemæssig indlejring af markedet” (488). Man har ligesom vænnet sig til, at EU-politikken favoriserer de rigeste og ejerklassen. Denne tilstand har varet så længe, at den er endt med ”at blive opfattet som legitim” (786). Og ”når man i dag hævder, at vi ikke har andet valg end at fritage de største finansformuer for skat, fordi disse nægter at betale den, og fordi det er for svært at få dem til at betale den […] gør man sig skyldig i ubetænksomhed (og sikkert også historisk uvidenhed)” (696).

Han medgiver, at man ikke må overse finanslobbyernes indflydelse, men beskriver ellers dannelsen af EU og indførelsen af kapitalens frie bevægelighed som noget, man nærmest er slumpet til ved et spil af tilfældigheder: ”det er dog ikke sikkert, at aktørerne fra dengang til fulde indså de langsigtede konsekvenser af en absolut liberalisering af kapitalstrømmene” (490). Og desværre ”glemmer man, at de kapitalistiske landes økonomiske og sociale succeser i det 20. århundrede hvilede på nogle ambitiøse og langt hen ad vejen vellykkede politikker, der sigtede mod at mindske uligheden, samt på en stærk skatteprogressivitet. Den utilstrækkelige historiske hukommelse samt opsplitningen af viden og discipliner har formentlig bidraget til denne glemsel” (597).

Selv glemmer Piketty at overveje, hvilke faktiske kampe, der fandt sted forud for de ”vellykkede politikker”. Også her spises man af med nogle vage eller intetsigende formuleringer, som at ulighedsudfordringen mellem 1914 og 1945 ”førte til” socialdemokratiske og kommunistiske ”modregimer” (379), og at den gamle ejendomsret, ”som i 1914 havde forekommet urokkelig, måtte vige for en mere social opfattelse” (392). Tilsvarende får vi at vide, at både i Storbritannien og USA var ”den rådende tankegang”, at progressive skatter var sagen (408), men intet om hvilke konkrete kampe der har været ført, hvordan de var organiseret, eller hvilken modstand de mødte. I stedet får man en abstrakt snak om, at disse transformationer illustrerer ”de politisk-ideologiske processers store betydning for ulighedsregimernes dynamik” (409). Han taler også om nogle ”langvarige intellektuelle udviklinger” (416) uden at vise, hvad de går ud på.

Mobiliseringens betydning

Men indimellem dukker der alligevel noget andet op: ”Reduktionen af uligheder i forbindelse med afviklingen af ejersamfundene i det 20. århundrede var ikke fredelige processer. De var et produkt af kriser og sammenstød med nye ideer og sociale og politiske kampe” (416). Det er ”først og fremmest politiske mobiliseringer (eller fraværet af dem), der forklarer udviklingen i beskatning og uligheder” (420).

Den vigtigste faktor ved slaveriets ophævelse var ikke velmenende modstandere af slaveri eller slaveejernes økonomiske forestillinger om større gevinst ved en overgang til lønarbejde, ”men slavernes egne oprør samt kolonimagtens frygt for nye oprør” (202). Og ”hele ulighedsregimernes historie viser, at det frem for alt er de sociale og politiske mobiliseringer og de konkrete eksperimenter, der gør det muligt at ændre historiens gang” (826). Han omtaler også de tyske fagforeningers meget stærke mobilisering fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede” (444), og at de socialdemokratiske partier i Skandinavien ”er blevet opbygget på en exceptionelt stærk mobilisering af arbejderklassen og specialarbejderne” (748). Og helt aktuelt taler han om, at ”den klimamobilisering, som for alvor er ved at få tag i de yngre generationer, på afgørende vis [kan] ændre situationen” (590).

Piketty taler altså en del om ”mobiliseringer”, men for det første får læseren intet at vide om, hvad de gik ud på, og hvordan eller hvorfor de var succesfulde. For det andet hører man intet om, i hvilken grad tilhængerne af ulighedssamfundet var i stand til at slå tilbage eller modificere fremskridtene. For det tredje er der ingen overvejelser over, hvilket forhold der er mellem disse mobiliseringer og det ideologiske niveau. For det fjerde er der ikke den mindste antydning af, at man måske kunne forestille sig en vis modstand fra diverse kapitalinteresser mod en realisering af Pikettys reformer. Bogen bidrager således ikke til en forståelse af, hvad der egentlig skal til, før vi har en social bevægelse, der er slagkraftig nok til at fremkalde det, han selv med rette lægger afgørende vægt på: gennemførelsen af institutionelle krav på parlaments- og regeringsniveau.

Det socialdemokratiske drømmebillede, kapitalismen og ideologiens betydning

Pikettys plan er en moderne, og i sammenligning med hvad man ellers præsenteres for fra den side, meget radikal udgave af den gamle socialdemokratiske gartnermetaforik: kapitalismen er som en kæmpe have med masser af grokraft, der kan forsyne os både med god mad og smukke blomster, men som enhver haveejer ved, vil græs og ukrudt og træer hurtigt tage over, hvis ikke man sørger for at plante, klippe og beskære og holde de uønskede gevækster nede. Gør man til gengæld det, får man en smuk og frugtbar have til gavn og glæde for alle.

Problemet med det billede er, at det forudsætter, at det er den socialdemokratiske havemand, der har fat i den lange ende. At det er ham, der har styr på naturkræfterne, og som efter forgodtbefindende kan bestemme, hvad han vil fjerne, hvad han vil lade stå i begrænset omfang, og hvad han vil plante.

Så enkelt er det ikke med kapitalismen. Piketty viser selv, hvor stærkt hele systemet er. Men han har hverken en teori om eller en analyse af det kapitalistiske system.

”Kapitalen” er for ham formue og ejendom, penge i kassen. Den er for ulige fordelt, og det vil han gøre noget ved. Han end ikke overvejer, hvad det betyder, at kapital er en social relation mellem dem, der ejer produktionsmidler, og dem der sælger deres arbejdskraft til ejerne, som kun køber for at kunne udsuge merværdi af arbejdskraften. Det gør de for at sikre sig en profit, der er stor nok til, at de kan klare de investeringer, der er nødvendige for at kunne følge med i konkurrencen med de andre private ejere. Denne akkumulationstvang er selve kapitalismens væsen.

Piketty antyder dog indimellem, at han godt ved, at der er en indre logik i kapitalismen: Kapital ”har en konstant tendens til at koncentrere sig ubegrænset” (135). Man kan se kapitalismen som ”en historisk bevægelse, der består i bestandigt at skubbe grænserne for privat ejendomsret og akkumulering af aktiver, hinsides traditionelle besiddelsesformer og gamle statslige grænser” (149).

Det bliver imidlertid ved antydningerne. Den følgende formulering er sigende for Pikettys position:

”I praksis har akkumulationens logik en tendens til at drive proprietarismen til at udvide ejendomsrettens grænser og former så meget som muligt, undtagen selvfølgelig, hvis andre ideologier og institutioner sætter grænser for den” (150). Det er der så bare ingen, der har gjort siden de socialdemokratiske partiers succes i efterkrigstiden. Spørgsmålet er: hvorfor i alverden fortsatte man ikke bare den politik, der fungerede så godt? Hvorfor har socialdemokraterne selv været bannerførere for den sociale og finansielle deregulering, fx i form af kapitalens frie bevægelighed, som de var med til at iværksætte ”uden kompensation i form af nye skattetiltag og sociallove” (48)? Hvordan er vi havnet i en situation, hvor der er brug for at udbedre ”de mest himmelråbende mangler ved de seneste årtiers socialdemokratisme” (828)? En formulering der jo forudsætter, at socialdemokraterne kunne have handlet anderledes.

Pikettys egen forklaring er, at der er sket en afmatning af ”den historiske bevægelse mod lighed” som er blevet erstattet af en kraftigt forøget ulighed (42).

Ud fra Pikettys egen fremhævelse af ideologiens betydning ville det være nærliggende at analysere den socialdemokratiske ideologi for at finde en forklaring. Det gør han ikke. Pikettys analyse er også kemisk renset for henvisninger til kapitalismens indre dynamikker og lovmæssigheder, som de kom til udtryk op gennem 70erne. Han holder sig til psykologiske og ideologiske forklaringskategorier som ”den socialdemokratiske lighedskoalitions manglende evne til at videreudvikle og forny sit program og sin ideologi” (48).

De socialdemokratiske partier har ikke ”formået at tilpasse sig de nye socioøkonomiske udfordringer” (751), de har hverken ”været i stand til at udtænke en alternativ model for organiseringen af verdensøkonomien og den økonomiske verden eller en model for overvindelsen af nationalstaten. Således har de gamle socialdemokratiske partier og koalitioner gradvis opgivet enhver egentlig ambition om omfordeling og mindskelse af ulighederne” (48), de har ”ikke i tilstrækkelig grad formået at forny” partiprogrammerne (638).  De har ”forsømt at opbygge nye tværnationale føderale former for deling af suverænitet og social og skattemæssig retfærdighed” (435). ”Fremfor alt har de ikke formået at holde stand over for den stigende sociale ulighed, der siden da har bredt sig næsten overalt”. De har ”ikke været i stand til at foreslå noget alternativ, hvis de da ikke ligefrem selv har ansporet denne udvikling” (435).

Det er, som om socialdemokraterne har levet i deres egen lille boble, hvor det ikke rigtigt er gået op for dem, hvad der foregår. Statistikkerne viser, at de er gået fra at være arbejderpartier til mere og mere at ”være de uddannedes partier”, og den udvikling er åbenbart ”foregået uden at disse partier egentlig har ønsket det, og uden at nogen eksplicit har besluttet det” (660). Det er, som om de nærmest er snublet ind i en alliance med nyliberalismen, så vi er endt der, hvor højre- og venstrefløjspartier har ”formuleret social- og skattepolitikker, der er begyndt at ligne hinanden” (751).

Piketty accepterer ikke, at man skyder skylden på den liberale globalisering, ”der ikke er faldet ned fra himlen”. Det er ”mere konstruktivt at forklare udviklingen med henvisning til lighedskoalitionens ideologiske svagheder” (48).

Mens kapitalismens udviklingsdynamik ikke kommer i betragtning, trækker Piketty en anden faktor ind i billedet: Han konstaterer, at ”det socialdemokratiske program aldrig rigtig har forholdt sig til betingelserne for retfærdigt ejerskab efter kommunismens sammenbrud” (49). Man har tidligere tænkt i alternative ejendomsformer, men ifølge Piketty i alt for høj grad som nationalisering og statseje. Disse tanker blev dog ”definitivt opgivet efter kommunismens fald.” Han mener ligefrem, at den nutidige ”desillusionerede og fatalistiske indstilling til uligheder” i nogen grad skyldes ”de sørgelige resultater af sovjetkommunismen” (377), dens ”katastrofale fiasko” (379).

Det er en mærkværdig forklaring. I efterkrigstiden og frem til 70erne har Sovjetunionen givetvis betydet noget for socialdemokratierne: der var en del kommunister i fagbevægelsen, og Sovjetunionens rolle som modpart til kolonialismen og den amerikanske racisme kan også have været med til at få Socialdemokratiet til at oppe sig. Men det giver ikke mening, at socialdemokraterne, som i den grad var imod alt, hvad der smagte af sovjetisk kommunisme, skulle opgive at føre lighedsfremmende politik pga. et sammenbrud i det samfund, de afskyede (og som i øvrigt ikke kunne prale af hverken social, økonomisk eller politisk lighed). Det var da noget mere nærliggende at bruge det som et bevis på, at netop den socialdemokratiske politik havde vist sig som den stærkeste.

Piketty vil revitalisere den socialdemokratiske tro på, at lighedsreformer er mulige. Hans projekt er ikke at hjælpe socialdemokraterne til en større forståelse af kapitalismens indre modsigelser, men at sparke den ideologiske glemsel og slattenhed af banen til fordel for en ny vision om ”et retfærdigt samfund baseret på deltagersocialisme og socialføderalisme” (878).

Ideologien står altså som en overordnet aktør i forhold til kapitalismen. Det er ikke tilfældigt. Den nok vigtigste opdagelse, Piketty mener at kunne trække ud af historien, er en slags menneskelig essens:  ”bestræbelserne på at finde en retfærdighedsstandard, der er acceptabel for de fleste med hensyn til fordeling af rigdom og ejendom, findes i alle samfund, til alle tider og i alle kulturer” (508).

Retfærdighedssansen er altså et fællesmenneskeligt træk. Det er sandsynligvis rigtigt, men det afgørende er jo, hvilket indhold man lægger i begrebet. Piketty har sin egen definition, der fokuserer på lighed, men han har jo også forklaret læserne, at det er en ulighedsdefinition, der har været dominerende op gennem historien. Han er imidlertid et renfærdigt menneske, der tror på det bedste i mennesket. Det kan jeg godt lide ham for, men desværre får det ham til at overse sine egne analyseresultater.

Således antager han, ”at enhver ideologi, hvor ekstrem og excessiv den end kan forekomme i sit forsvar for en bestemt type ulighed eller lighed, på sin egen måde udtrykker en særlig opfattelse af det retfærdige samfund og social retfærdighed. I en sådan opfattelse er der altid en bund af plausibilitet, oprigtighed og sammenhæng, hvorfra det der muligt at drage en lære, der er nyttig for eftertiden” (19). “De dominerende gruppers forsøg på at opnå retfærdig ulighed er ganske vist ikke blottet for hykleri, men der er altid rimelige og oprigtige aspekter ved dem som man kan lære noget af” (825).

Han mener, at ”ideologikampen [beror] på deling af viden og erfaringer, på respekt for den anden og på drøftelser og demokrati. Ingen vil nogensinde sidde inde med den absolutte sandhed om det retfærdige ejerskab, den retfærdige grænse, det retfærdige demokrati eller den retfærdige uddannelse” (878).

Det sidste er naturligvis rigtigt, det underlige er blot, at Piketty ikke viser, hvor og hvornår i kapitalismens historie vi har set eksempler på at ejerklassen har demonstreret ”respekt for den anden” og kæmpet for et ejerskab, der var mere retfærdigt i Pikettys forstand.

Hvis Piketty havde haft en forståelse af kapitalismens indre dynamik, ville han bedre være i stand til både at forklare, hvorfor ejerklassen bestandigt frembringer et ulige samfund og fastholde sit positive syn på menneskenaturen.

Som privatpersoner kan ejere af kapital sagtens være gode mennesker, der ønsker retfærdighed og så stor en lighed som muligt. Det kan de bare ikke som kapitalister. Her kommer karaktermasken på, og der må ageres ud fra de krav, kapitalismens akkumulationstvang og konkurrencen eller ”markedet” stiller. Ser man væk fra denne systemtvang, ender man uvægerligt i en stærk moralsk fordømmelse af ejerklassen. Eksempelvis hedder det om den verden, der kollapser i perioden 1914-1945, at det var ”en verden, der var præget af kolonialt og proprietaristisk umådehold. Og en verden, hvis eliter fortsatte med at tænke i baner af stadig mere eksorbitante tributter og ikke forstod vilkår og forudsætninger for social forsoning” (425). Tilsvarende taler han gentagne gange om overklassens voldelige overgreb, om dens hykleri og om den ufølsomhed, der viser sig fx i form af udskamningen af de fattige.

Denne moralske kritik er i mange tilfælde helt berettiget, men den er utilstrækkelig som forklaringskategori.

Elefanten i rummet – marxismen og socialdemokratismen

Der er noget næsten desperat over Pikettys pukken på ideologiens forrang. Han ”vil insistere på, at ideernes sfære, dvs. den ideologisk-politiske sfære, besidder en sand autonomi. For en og samme tilstand i økonomien og i produktionsforholdene […] vil der altid være en mangfoldighed af mulige ideologiske, politiske og ulighedsbaserede regimer” (18).

Men er der så slet ingen sammenhæng mellem ”de økonomiske kræfter og produktionsforholdene” på den ene side og tanker, bevidsthed, ideologi på den anden side? Tilsyneladende ikke. Det ser ud til, at Piketty reproducerer den gamle dualisme mellem materialisme og idealisme og så tager idealismens parti. I hvert fald erklærer han frejdigt, at ”uligheden er ikke økonomisk eller teknologisk, den er ideologisk og politisk […]. Med andre ord findes markedet og konkurrencen, profitten og lønnen, kapitalen og gælden, de højtkvalificerede og de ufaglærte arbejdstagere, de nationale indbyggere og udlændingene, skattelyene og konkurrenceevnen ikke som sådanne. De er sociale og historiske konstruktioner” (17).

Lidt efter er han mindre kategorisk. Nu hedder det, at de forskellige magtforhold i et samfund ”ikke bare er materielle, de er også og især intellektuelle og ideologiske (17). En side længere fremme vil han imidlertid ”insistere på at ideernes sfære, dvs. den ideologisk-politiske sfære, besidder en sand autonomi”.

Teoretisk set er det noget rod, som bunder i to ting. For det første er det vigtigt for Piketty at slå fast, at samfundsudviklingen ikke er styret af objektive kræfter. For det andet hænger det sammen med en uforløst – og typisk socialdemokratisk – aversion mod marxismen.

Illustration af Julie Kordovsky

Der kan være meget at kritisere ved marxismen – ikke mindst i den version, der har turneret i den tidlige socialdemokratiske bevægelse. Piketty vover sig imidlertid ikke ud i nogen egentlig kritik af eller dialog med marxismen, men placerer sig solidt i en gængs socialdemokratisk tradition, der mener at kunne erstatte argumenter med ironiske bemærkninger og i øvrigt henviser Marx til fortiden: en socialdemokrat der er up-to-date gider ikke beskæftige sig med den slags gammeldags analyser. Problemet er bare, at kapitalismens logik og systemtvang jo ikke forsvinder, blot fordi socialdemokraterne ikke kan få øje på den. Hvad der egentlig er mærkværdigt, al den stund også de hele tiden tilpasser deres politik efter, hvad markedet dikterer.

Jeg har fremhævet de mange uklarheder i Pikettys fremstilling. Umiddelbart virker det mærkeligt, at denne verdensberømte økonom ikke kan tænke skarpere. Men måske skyldes det netop, at ideologien spiller så stor en rolle for ham, og hans mangel på stringens holdes, så vidt jeg kan se, sammen af en indre socialdemokratisk logik:

Kapitalismen er god nok, dens grundstruktur står ikke til diskussion, men den skal reguleres. Når den er ved at løbe løbsk som nu, kan man rette ind, prøve at redde et par velfærdsstumper hist og her og så i øvrigt følge med og gøre gode miner til slet spil. Eller man kan som Piketty satse på meget radikale reguleringer. Om man gør det ene eller det andet, er udelukkende et moralsk problem. Derfor er Piketty i realiteten langt mere fordømmende over for sine partifæller end de fleste marxister, som vil pege på, at socialdemokraterne ikke bare er glemsomme og uopfindsomme, når de spiller med på den neoliberalistiske melodi. De stod i slutningen af 70erne over for nogle benhårde kapitalistiske realiteter, og havde ikke noget alternativ. Eller rettere: de forsøgte ikke at tænke i alternative baner, for det ville have krævet en indsigt i og en indrømmelse af, at kapitalismen aldrig kan blive en tjener, men altid vil være herre. En herre som i perioder godt kan være flink og eftergivende, men hvis ”tjenerrolle” altid vil stoppe nøjagtig der, hvor reformerne ikke længere (også) er til fordel for profitten.

Den problematik er også fraværende hos Piketty. Han forholder sig heller ikke til kapitalismens væksttvang eller til den bestandige væksts trussel mod klima og biodiversitet. Det kommer altså ikke til et virkelig radikalt brud med den socialdemokratiske tankegang og praksis, og den logiske konsekvens er, at ”klassekamp” og mobilisering uden om det parlamentarisk-politiske niveau ikke tænkes med. Og så er der kun én ting tilbage: en appel til ”vælgerne”. Denne appel må nødvendigvis handle om at forklare dem, hvor uomgængeligt det er at gennemføre de reformer, som ”markedet” kræver. Appellen vil nødvendigvis samtidig være rettet til de borgerlige partier og til ”erhvervslivet” om dog at forstå, at reguleringer og større lighed er til gavn for alle. Det er her, vi har forklaringen på, at Piketty – i strid med sin egen analyse – forsøger at fremstille de kapitalistiske ejere som ræsonnable og åbne for gode og retfærdige argumenter.

I den forstand er han en ægte socialdemokrat. Det er politikken og dermed ”staten”, der skal gennemføre de nødvendige reformer, og denne politik er styret af ”ideologi”. Her er problemet så bare, at de socialdemokratiske partier ikke er leveringsdygtige i en sådan ideologi. Og desværre er Piketty heller ikke leveringsdygtig i en forklaring på, hvorfor det er sådan.

Det sympatiske og rigtige hos Piketty er, at han insisterer på, at intet samfundssystem er en monolit, der er uafhængig af menneskelige beslutninger. Selvfølgelig består magtforhold kun, fordi der er nogen, der opretholder, forsvarer og viderefører dem. Der er heller ingen automatik i dette forsvar eller i oprøret imod disse magtforhold. Forsvarerne for ulighedsregimet kan ofte vælge en hård og voldelig strategi, eller de kan vælge en, der er manipulerende eller mere blød og overtalende. Tilsvarende med eventuelle oprørere: de kan handle spontant aktivistisk, organisere sig i grupper, fagforeninger eller partier, de kan besætte fabrikker, storme parlamenter, demonstrere, arbejde parlamentarisk osv.

Det er jo indlysende, og man spørger sig selv, hvem eller hvad det er, Piketty polemiserer imod. Det er klart, at der er en brod imod socialdemokraternes knæfald for de borgerlige partiers interessevaretagelse via ”nødvendighedens politik”. Men der er også en front imod ”marxismen”. I betragtning af den grundighed og redelighed, han demonstrerer, når det gælder de økonomiske og sociale data, er det forbavsende, at Piketty ikke analyserer eller argumenterer imod den marxistiske analyse og teori, men holder sig til en række flove stråmandseksempler, som åbenbart alligevel er så vigtige, at de skal med både i indledningen og i bogens konklusion.

Han tegner et billede af en naiv ”revolutionær” holdning, der ”giver løfter om kapitalismens tilintetgørelse uden af bekymre sig om, hvad der skal følge efter den”, og han vender sig mod ”den revolutionære strategi, som består i altid at sidde og vente på den store sociale omvæltning” (18). Så fik vi lige det på plads. Det ”rækker ikke at fordømme det aktuelle regime for at være sikker på, at det, der følger efter, vil være mere tilfredsstillende” (50). Igen er der en kraftig stråmand på færde: En indsigt i kapitalismens væsen hænger altså ikke hverken logisk eller i praksis sammen med en påstand om, at man har en absolut sikker viden om, hvordan kapitalismen skal bekæmpes, eller hvad der skal komme i stedet.

Det er rigtigt, at der findes en temmelig stivbenet opfattelse af basis-overbygningsteorien og elementer af en historiedeterminisme i den marxistiske tradition. Men her løber Piketty åbne døre ind. Det er ikke let at finde marxistiske analyser fra de sidste 50 år, som baserer sig på en antagelse om, at ”ideologier” er ”mekanisk” determinerede af produktionsforholdene.Tilsvarende når Piketty – igen uden argumentation – forskyder kritikken af den kapitalistiske systemtvang til noget med at se modsætningerne i samfundet som ”en endimensional konflikt, hvor fx ’de rige’ og ’de fattige’ står over for hinanden”. Den politiske konflikt ”er primært ideologisk og ikke ’klassebestemt’”. For det enkelte menneske er der altid ”en stor variation af mulige holdninger alt efter personlig og familiemæssig baggrund, relationer og møder, bøger man har læst, refleksioner og løbebaner”. Spørgsmålet om samfundets indretning ”er alt for komplekst til, at der kunne eksistere et deterministisk forhold mellem en ’klasseposition’ og en politisk overbevisning” (632). Nej, ”ulighedens historie […] beror fra ende til anden på sofistikerede intellektuelle og institutionelle konstruktioner” (878).

Igen ser man, hvordan Piketty sammenblander forskellige niveauer. Hvor finder man nogen, der vil påstå, at der ikke altid er forskellige mulige holdninger for os alle sammen? Kritikken går på noget andet, nemlig at disse ”holdninger” eller ideologier ikke kommer ud af den blå luft, men er holdninger til en faktisk virkelighed, som i vores del af verden og i vores tid er kapitalistisk. Man kan ikke ”forholde sig” ud af det herskende økonomiske system. Man kan forstå det bedre eller dårligere, bekæmpe eller idealisere det osv. Det gælder naturligvis også mht. ”klassepositionen”. Hvorfor tror Piketty, at Marx og marxister i tidens løb har gjort så meget ud af organisering og oplysning? Hvorfor overhovedet ulejlige sig med at skrive ”Kapitalen”, hvis det hele bare kørte på deterministiske skinner? Det giver ingen mening.

Piketty refererer polemisk til begreber som ”klasse” og ”revolutionær”, der hører hjemme i den marxistiske tradition. Han taler selv om ”underklassen”, men et egentligt klasseproblem vil han ikke vide af. Han er tydeligvis forarget over og utilpas ved ”de riges” faktiske adfærd. Det gælder racisme og kolonialisme, behandlingen af bønder og arbejdere, hykleriet og den udemokratiske holdning – fx når det kommer til gennemsigtighed i formue- og indkomstforhold. Men det reduceres til et moralsk og ideologisk problem, der principielt er løsrevet fra deres ejerposition.

Han distancerer sig også fra ”visse doktriner, som undertiden kaldes ’marxistiske’, og ifølge hvilke de økonomiske kræfter og produktionsforholdene nærmest mekanisk skulle determinere den ideologiske ’overbygning’ i et givet samfund” (18).

Det er rigtigt, at der findes en temmelig stivbenet opfattelse af basis-overbygningsteorien og elementer af en historiedeterminisme i den marxistiske tradition. Men her løber Piketty åbne døre ind. Det er ikke let at finde marxistiske analyser fra de sidste 50 år, som baserer sig på en antagelse om, at ”ideologier” er ”mekanisk” determinerede af produktionsforholdene.

Desuden er der en særlig ironi i, at netop den deterministiske historieopfattelse spillede en vis rolle for socialdemokraterne i første halvdel af 1900-tallet. Troen på en historisk dynamik, der pegede frem mod et socialdemokratisk samfund, var et af argumenterne for, at arbejderne helst skulle holde sig i ro og ikke forstyrre ledelsen, som via regeringsmagten sørgede for at holde politikken inden for de rammer, det historiske udviklingstrin muliggjorde.

Marx skrev som bekendt i ”Det kommunistiske manifest”, at ”alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie”. Det mener Piketty ikke. I en eksplicit modstilling til Marx hævder han, at alle tidligere samfunds historie er ”en ideologikampens historie og historien om jagten på retfærdighed. Med andre ord tæller ideerne og ideologierne i historien” (877).

Det sidste ville Marx nok ikke være så uenig med ham om. Det er rigtigt, at man i den marxistiske tradition kan finde opfattelser, der forstår historien som styret af lovmæssigheder, der i hovedtrækkene kan fastlægges videnskabeligt. Det var ikke Marx’ opfattelse. Han mente også, at hele den historiske udvikling måtte forstås som netop historisk: et resultat af menneskeligt arbejde og menneskelige valg. Han mente bare, at det materielle grundlag og den givne økonomiske struktur afstak nogle rammer, der satte en grænse for hvilke ”valg”, der var mulige. Og han var først og fremmest opmærksom på, at vores eget økonomiske system, kapitalismen, har nogle indbyggede systemiske lovmæssigheder. Det betyder ikke, at der er tale om love, som menneskene for tid og evighed er nødt til at underkaste sig. Men at vi er underlagt dem, så længe vi opretholder netop dette system.

Helt enkelt handler det om, at vores brug af de fælles naturressourcer og af vores arbejdskraft ikke skal styres af kapitalens vampyragtige jagt efter profit, men af menneskelige behov inden for de grænser, der sættes af den natur, vi nu engang lever i. At danne front mod ”systemets” forhindring af egentlige, frie valg baseret på menneskelige vurderinger af, hvad der er værdifuldt, og hvad der er ødelæggende, er faktisk kernen i den marxistiske kapitalismekritik.

Hans Erik Avlund Frandsen (f. 1942) er cand.mag. i dansk og idehistorie og pensioneret universitets- og gymnasielektor. Han er bl.a. forfatter til Klassesamarbejde og klassekamp. Danmark 1940-78 (Gyldendal, 1980) og ’Hvad er kapitalisme?’ (H.E. Avlund Frandsen og E. Sønderriis (red.): Sådan er kapitalismen, Politisk revy, 1983)