Lisbeth Knudsens udfordring

Om journalistisk integritet og selvdekreteret omsvøb.  

Af Uffe Kaels Auring og Poya Pakzad

Kan man opfylde sin journalistiske rolle som uafhængig formidler og demokratiets vagthund, hvis man har regelmæssig, fortrolig omgang med samfundseliten? I en debatartikel i Eftertryk minder Jens Malling os om, at journalist og chefredaktør Lisbeth Knudsen sidder i den såkaldte VL-gruppe 1, som tæller nogle af den danske våbenindustris største eksportvirksomheder. Malling giver flere eksempler på et tilsyneladende sammenfald mellem etablerede mediers deltagelse i VL-gruppen og deres militaristiske dagsorden.

Kort efter udgivelsen fandt den her udveksling sted mellem eliteforsker Christoph Houman Ellersgaard og Lisbeth Knudsen på Twitter:

Uanset hvor meget vi gerne vil nedtone muligheden af, at VL-gruppens militære aktører øver nogen mærkbar indflydelse på Knudsens publicistiske og journalistiske virke, er hverken vi eller andre i stand til at løse hendes habilitetsproblem. Inhabilitet betyder som bekendt ikke, at det er påvist, at nogen handler partisk, men at der er grund til at tro, at de kunne gøre det. Det handler om, hvorvidt der berettiget kan drages tvivl om uafhængigheden. F.eks. kan interessesammenfald eller personlig tilknytning potentielt motivere partiske beslutninger.

Det hjælper ikke Knudsens sag at affærdige den berettigede tvivl som ”insinueringer”. Det siger ikke meget andet, end at Knudsen forholder sig afvisende til selve ideen om habilitet. Det giver også sig selv, at offentlige ”fakta” ikke har noget at sige om forhold, der efter deres natur skyr offentlighed. Alt det, der skulle kunne ”genemtrawles”, er holdt hemmeligt. Ingen forventer, at Knudsen lægger informationer om sin deltagelse i VL-møderne – notater eller lignende – frem, så andre kan forske i dem.

Hvad angår det vigtigere og mere principielle spørgsmål om uafhængighed, kan man se nærmere på Knudsens offentligt tilgængelige skrifter. I et indlæg skrevet tilbage i 2010 i Berlingske, oplyser Knudsen os om mediernes udfordringer i forbindelse med krigsdækningen:

”I medierne prøver vi at finde den rette, svære journalistiske balance mellem respekt, anerkendelse og hensyn til de udsendte soldater og den nødvendige, nationale opbakning og tro på en mening med projektet, og så den politiske realisme og virkelighed i et land meget anderledes end vores. Et land, som aldrig vil få et demokrati som vores. Et land med massiv korruption, klaner og krigsherrer som bestandigt og helt ud i håbløsheden vil udfordre vores bedste intentioner om at bringe, hvad vi opfatter som fremdrift og udvikling til landet. Vi forsøger at finde balancen mellem den nådesløse, kritiske journalistik, som vi normalt værner om, og som tjener et demokrati bedst med sin åbenhed og troværdighed, og så troen på, at det nytter at sætte danskere til i et fjernt land at bekæmpe terroren fra hus til hus og bringe så store ofre, selv om vi aldrig får en kopi af det danske demokrati og velfærdssystem i Afghanistan.”1

Adspurgt, om hun i dag har samme holdning, svarer Knudsen i en e-mail til Eftertryk, at hun ”står ved hvert ord, jeg har skrevet dengang for 10 år siden”, og at hun ikke kan se, ”at mine daværende citater skulle kompromittere hverken min uafhængig eller integritet”. Til uddybning konstaterer hun: ”Jeg beskriver nogle dilemmaer, som alle medier befandt sig i med Irak-krigen, og hvad der er mediernes opgave.” Hermed kan de, som har tvivlet på Knudsens uafhængighed, egentlig godt pakke deres skepsis væk. Ikke fordi de nu kan berolige sig med, at hun blot ”beskriver” et stykke af virkeligheden, som enhver anden kan iagttage, men fordi hun på hele medieinstitutionens vegne vedgår sig sin partiskhed (genlæs evt. det fulde citat, hvis du stadig tvivler). Så vidt burde spørgsmålet om uafhængighed være lukket. Tilbage står nu at overveje, hvad afhængigheden betyder for den journalistiske praksis, og hvilke betingelser den hviler på. Det vil vi gøre med udgangspunkt i citatet.

Hvis troskab mod ”realisme og virkelighed” skal underordnes højere hensyn til magtfulde aktører, bliver enhver prætension om ”journalistisk integritet og uafhængighed” derudover til en dårlig vittighed.For på hvilken måde er det mediernes rolle at forme ”troen på, at det nytter”? Er det ikke de ansvarlige beslutningstageres rolle at gøre dette, mens medierne så må efterprøve rationalet? Er det virkelig mediernes ansvar at balancere mellem rollen som kritisk organ på den ene side og militært heppekor på den anden?

Bemærk, at Knudsen ikke blot indskærper nødvendigheden af at lægge bånd på medieinstitutionens kritiske impulser. Hun udtrykker tillige villighed til at gå på kompromis med noget mere fundamentalt: mediernes rolle som leverandør af pålidelig information. Hun indikerer således, at ”den politiske realisme og virkelighed”, som i rå form undergraver ”troen på en mening med projektet”, må ”balanceres” med hensynet til, at vi nødvendigvis skal tro – håbløst, om det skal være. For så vidt udstikker Knudsen en aktivistisk mission for professionen. Krigens nytte skal forsvares, og det betyder bl.a., at mediebrugerne skal beskyttes mod en alt for kras realisme. Dette strider, vil man forhåbentlig lære på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mod de mest elementære journalistiske læresætninger. Hvis troskab mod ”realisme og virkelighed” skal underordnes højere hensyn til magtfulde aktører, bliver enhver prætension om ”journalistisk integritet og uafhængighed” derudover til en dårlig vittighed.

Når Knudsens balancegang alligevel giver en vis mening, er det i kraft af, at hendes autoritative ”vi” både taler på hele mediesektorens og hele nationens vegne. Det rejser imidlertid nogle mere grundliggende spørgsmål: Hvorfor accepteres det, at en medieperson påtager sig en sådan formynderisk rolle? Og hvorfor er der lighedstegn mellem at tjene nationen og at forsvare beslutningstagernes og militærets krigsførelse? Uanset hvad man måtte tænke om disse spørgsmål, står Knudsen tilbage med et forklaringsproblem, som vi borgere såvel som uafhængige journalister er i vores gode ret til at søge mulige løsninger på, nu da hverken Knudsen selv eller hendes sektor viser interesse for at adressere det.

For hvordan kan det være, at Knudsen vil drive sin forkyndelse af troen så vidt, at hele professionens eksistensberettigelse – forpligtelsen over for sandfærdig information – efterlades på gyngende grund? Her falder medlemskabet af VL-gruppe 1 i øjnene. Man kan gisne om, hvorvidt Knudsens militaristiske etos er kultiveret igennem samkvem med militæreliten. Det er sikkert ikke tilfældet, men man skal være stærk i troen for en gang for alle at erklære en sådan mistanke for fuldstændigt grundløs. Alternativt kan man bide mærke i, at den professionelle indstilling, som Knudsen forfægter i sin folkeoplysende funktion, stemmer godt overens med hendes netværkspraksis. Hun synes rundet af en kultur, hvor erklæret partiskhed i militære spørgsmål og deltagelse i lukkede møder med repræsentanter for militære interesser er en fuldstændig naturlig fremgangsmåde.

Vi tænker, at en sådan kulturorienteret forklaring har noget på sig. Hvad end mediefolk har en kendt berøring med elitenetværk eller ej, er de etablerede medier en del af det dannede lags magtlegitimerende kultur. Man kan med god grund sige, at medierne og magteliten samvirker under en elitekonsensus,2 som hviler på en forudgående internalisering af elitens verdensopfattelser og vedligeholdes igennem utallige kontaktflader eliterne imellem.

I dette lys er et enkelt tilfælde af organiseret fysisk omgang i tætknyttede netværk af mindre betydning. I sin e-mail til Eftertryk pointerer Knudsen da også, at hendes synspunkter på mediernes rolle ikke ”har en bønne at gøre med udgangspunktet – VL medlemskab”. Sagen er i hvert fald langt større end dét.

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk Magasin
Poya Pakzad er jourhavende redaktør på Eftertryk Magasin

  1. I en artikel i Berlingske om ”Medierne og Irak-krigen” skriver Knudsen i samme ånd følgende tre år senere: ”Der er ingen tvivl om, at selve den hastighed, hvormed Danmark blev kastet ind i krigen på, og manglen på forudgående demokratisk debat om det, kom til at præge den langstrakte splittelse i den danske befolkning om krigens nødvendighed og meningen med den danske deltagelse. Danmarks krigsdeltagelse i Irak er sidenhen blevet genstand for en omfattende debat, men debatten fik ikke mange chancer inden beslutningen. Og efter folketingsvedtagelsen stod oppositionen til forslaget i samme dilemma som medierne: En selvdekreteret forsigtighed og tilbageholdenhed med kritik af hensyn til soldaterne og behovet for nationalt sammenhold i den usædvanlige situation.” (vores fremhævning)
  2. Se Center for Medier og Demokratis rapport Mediernes dækning af krigen i Irak. Et resumé af rapportens centrale konklusioner samt dens videre implikationer findes i: Uffe Kaels Auring: ”Medieforskning som propagandalegitimering”, Medieoplysning.dk, 25. august 2014. www: http://medieoplysning.dk/?p=2589