En sahafiyas røst

I krigsjournalistik er det vigtigt at vende tilbage til befolkningen, der skal leve videre i krigens efterdønninger, minder kvindelige journalister om i en essay-antologi.

Zahra Hankir
Our Women on the Ground: Essays by Arab Women Reporting from the Arab World
Penguin Books 2019
304 sider.

 

 

 

Af Vu Nguyen

En decemberdag i 2010 antændte en tunesisk grønthandler det, der i verdenshistorien gik over til at blive kaldt Det Arabiske Forår. Den libanesisk-britiske journalist Zahra Hankir oprettede et dokument, hvor hun løbende skrev ned, hvem der rapporterede om Det Arabiske Forår og dets forgreninger, og hvor de gjorde det fra.

Efter et stykke tid gik det op for hende, at der var noget helt galt. Mediedækningen kom hovedsageligt fra Vesten, især fra hvide, mandlige journalister, og ikke fra regionen selv. Selvom det ikke var et overraskende resultat for hende, at der var en manglende repræsentation i mediedækningen, var det stadig nedslående at iagttage.

Spoler man frem i tiden, er billedet begyndt at ændre sig. Essaysamlingen Our Women on the Ground et er vidnesbyrd herom. En blanding af erindringstekster, kulturkritik og krigsreportager. Zahra Hankir, der er redaktør på bogen, har fået kvindelige journalister med mellemøstlig herkomst til at reflektere over deres erfaringer med, hvordan konfliktjournalistikken påvirker dem personligt og fagligt.

Christiane Amanpour, der er britisk-iransk journalist for CNN, skriver i forordet, at kvinders stemmer er afgørende for at opnå den fulde forståelse af en historie. Hvis man ikke får det kvindelige perspektiv med, får man heller ikke det fulde billede. På trods af kvindernes adgang, ekspertise, og de udfordringer, som de støder på undervejs i dækningen, får de historisk set ikke den opmærksomhed, de fortjener.

Det vil essaysamlingen rette op på.

I bogen støder man på alt fra kvindelige medieaktivister, freelancere og journalister, som er ansat på både større internationale medier såsom The New York Times, Financial Times og BBC, og kvindelige journalister beskæftiget i lokale medier, såsom Mada Masr, Al-Tayyar og Al-Monitor. Nogle er veteraner inden for journalistikken, resten er i gang med at blive det. Starten på deres karrierer strækker sig fra 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne.

Krigen har også et kvindeligt ansigt

Krigsjournalistikkens fokus på selve krigsførelsen fanger antageligvis krigens dysterhed, bemærker journalist Hannah Allam i sit essay, men den fanger ifølge hende ikke de menneskelige og sociale konsekvenser i tilstrækkelig grad.

Allam, der i sin tid dækkede Irakkrigen for det Washington-baserede McClatchy Newspapers, skildrer i sit essay krigen fra de irakiske kvinders perspektiv, fordi de er repræsentative for befolkningen som helhed. Efter flere års blodig krig og ødelæggelse, står Irak i dag tilbage som en amputeret nation, hvor mere end halvdelen af befolkningen er kvinder.

Konkret betyder det, at kvinderne i overvejende grad er alene om husholdningen, fordi deres mænd enten er døde, ikke er til at finde eller befinder sig i eksil.

“I bakspejlet virker det måske overfladisk, hvis man ser de irakiske kvinder gennem en prisme, der udelukkende består af deres krigshærgede liv, men hvordan vil du ellers afdække historien, når smerte er noget, der er ætset fast i et hvert kvindeligt ansigt, du interviewer?,” spørger Allam retorisk.

Et andet sted i essaysamlingen beretter den egyptiske fotojournalist, Eman Helal, at misogyni og sexisme er en normaltilstand i Egypten. Hun møder det både uden og inden for jobbet. Om det er hendes mandlige kolleger på arbejdspladsen eller mandlige medborgere i samfundet spiller ingen rolle. Mænd, der hader kvinder, er alle vegne.

Men alt taget i betragtning har det også sine fordele at være kvindelig journalist. Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. De kvindelige journalister kan komme i kontakt med kilder og skaffe sig adgang til steder, mænd ikke kan. I sit essaybidrag beretter Zaina Erhaim, om hvor hun får adgang til en privat gynækologisk klinik i Aleppo, og en invitation til et lukket fællesskab bestående af kvinder i det kønssegrerede Idlib i Syrien. For selvom en krig raser, stopper hverdagen ikke. Det viser Erhaim igennem kvindernes intime hverdagsøjeblikke med sit kamera.

Presset på alle fronter

Mellemøsten eller Nordafrika er blandt de mest besværlige og farlige steder for journalister at befærde sig, konstaterer pressefrihedsorganisationen Reporters Without Borders. Kvindelige journalister er værst stedt. Alene i kraft af sit køn oplever en sahafiya – det arabiske ord for en kvindelig journalist – et større pres end sin mandlige kollega. Nogle af de kvindelige journalister er blevet seksuelt overfaldet, truet på livet, chikaneret, tilbageholdt og skudt på i arbejdsøjemed.

Dét, og meget mere, er hverdagskost for den kvindelige konfliktjournalist, der ikke kun oplever et enormt pres i frontlinjen. Hun er presset på alle fronter og fra alle sider. Asmaa Al-Ghoul siger sit job op hos den palæstinensiske avis Al-Ayyam, fordi det bliver klart for hende, at hun ikke længere kan være neutral i sin journalistiske dækning. Hun bliver bedt om at vælge side, kort efter Hamas får magten over Gazastriben i 2007.

Hjemme i familien går hun imod de kulturelle normer. På arbejdet udfordrer hun, hvilke arbejdsopgaver hun kan gøre krav på. Det ydre pres er også at finde i alle øvrige sociale, kulturelle og politiske sfærer. Det hele minder om et alenlangt pigtrådshegn af problemer, som hun er dømt til at klatre over igen og igen.

Shamael Elnoor fra avisen Al-Tayyer fortæller, at Sudans mest prominente ekstremist, der har en direkte familieforbindelse til regeringen, iværksætter en organiseret smædekampagne mod hende og den pågældende arbejdsplads efter en kritisk artikel fra hendes hånd om de islamiske partier. Elnoor bliver beskyldt for kætteri, blasfemi og apostasi og ikke mindst for at være en vantro, hvilket kan ende med døden til følge i Sudan.

Lyt og lær

De kvindelige journalister giver et indsigtsfuldt indblik i en verden af stemmer, man hører alt for lidt fra. Det bliver klart, at krigsjournalistikken i langt højere grad må beskæftige sig med de mennesker, der lever med krigens konsekvenser hver evig eneste dag. Det gælder også, når krigene er erklæret afsluttet. Ønsker en offentlighed at blive præsenteret for et mere retvisende billede i mediedækningen, må den forsynes med en diversitet af stemmer for i sidste instans at kunne formulere mere nuancerede synspunkter om regionen og dens beboere.

Derfor bliver det vigtigt, at man hører efter, hvad de kvindelige journalister har at sige, og de historier de har at fortælle. De taler ud fra en unik adgang og position, som ingen andre end dem kan tale ud fra. Men bidragsyderne lægger ikke alle vægten på den kønnede dimension.

Roula Khalef, redaktør på Financial Times, vil f.eks. se en opprioritering af udenrigsjournalistikken. Khalef lægger vægt på, at udenlandskorrespondenter er uerstattelige, fordi de erfarer krigen som førstehåndskilder med benene plantet på landjorden og ikke bag et skrivebord. Ifølge Khalef lider udenrigsdækningen, hvis man ikke kan komme i direkte kontakt med sine kilder, være fysisk tilstede i krigens brændpunkter eller gennemføre besværlige interviews.

På trods af at de kvindelige journalister dækker forskellige konflikter og forskellige lande som Egypten, Irak, Libanon, Libyen, Marokko, Palæstina, Sudan, Syrien og Yemen og har kulturelle og religiøse forskelle, så er fællesnævneren for dem alle, at de har en kulturel, lingvistisk og personlig tilknytning til regionen.

I essaysamlingen formår et korværk af kvindelige stemmer at tegne et samlet billede af den mellemøstlige kvindejournalists udfordringer og bedrifter. Ad samme vej får vi en række anbefalinger til, hvordan konfliktdækningen kan fremhæve krigens menneskelige konsekvenser.

Vu Nguyen (f. 1994) studerer cand.mag. i journalistik ved Syddansk Universitet.