Klimakrisen er også en krise for demokratiet

ANMELDELSE. Som gjaldt det livet er mangeårig klimajournalist Jørgen Steen Nielsens bud på en bog til den unge generation af klimaaktivister. En bog til tiden, der retter opmærksomhed mod en række nærmest uoverkommelige udfordringer, men samtidig peger i retning af en løsning: Demokratiet skal styrkes, i takt med at klimakrisen løses. Det ene kan nemlig ikke lade sig gøre uden det andet.

Af Jakob Skovgaard

Allerede inden coronavirussens indtog var det, som om kriserne stod i kø og ventede på at bryde ud; som om den ene krise automatisk førte ind i den næste, så begge blev uløselige. De Gule Vestes sociale protest i Frankrig, der blev udløst af en afgiftsforhøjelse på diesel, var f.eks. forankret i en bredere kritik af det politiske systems mangel på repræsentativitet. Indtil for et par måneder siden tronede klimakrisen over det meste. Det er da også her, vi finder et oplagt skæringspunkt mellem en række af de mest omfattende udfordringer i vores samfund.

Men hvordan er udfordringerne mere konkret forbundet? Og kan de adresseres på én og samme tid ved at fokusere på klimakrisen? Mangeårig klimajournalist på Dagbladet Information Jørgen Steen Nielsen, formulerer sit bud på dét spørgsmål i sin seneste bog, Som gjaldt det livet (2019). Bogen udkom i sensommeren sidste år og bliver af mange set som et afgørende bidrag til debatten om grøn omstilling. Klimaminister Dan Jørgensen forærede bogen til sine kolleger, og Nielsen selv blev indstillet til Cavlingprisen.

Som gjaldt det livet er lige dele nøgtern konstatering, mærkbar frustration over status quo og opfordring til øjeblikkelig handling i lyset af den fremskredne klimakrise. Nielsen stiller en desillusionerende samfundsdiagnose: For det første har mennesket forårsaget en ”global trussel mod sit naturgivne eksistensgrundlag”, og for det andet oplever mange at være ”frataget magten over egen tilværelse”.¹ Der er overordnet set tale om en hidtil uset kombination af to kriser, nemlig en eksistentiel, økologisk krise og en krise af social karakter. Én af Nielsens gennemgående pointer er, at den første krise ikke kan løses uafhængigt af den anden, og at de endda vil kunne blokere for hinandens løsning.

Nielsen berører en lang række emner på kort plads i Som gjaldt det livet, og han balancerer dermed på en knivsæg i forhold til at gøre en kompleks diskussion uhyre simpel. Bogens stærkeste bidrag er hans konkretisering af årsagerne til de økologiske og sociale kriser ved en gennemgang af tre indbyrdes forbundne udfordringer:

• Den hidtidige globale vækst i økonomi og folketal har bragt os på randen af økologisk katastrofe.
• Dæmpet økonomisk vækst i et system, der har ramt loftet, kombineret med stigende ulighed har sat velfærdssystemerne under pres.
• Den truende udviklings uoverskuelighed kombineret med det politiske systems voksende kompleksitet og den øgede afstand mellem befolkning og magtelite undergraver tilliden til demokratiet.²

Disse udfordringer er gensidigt forstærkende i en negativ spiral. Men formår vi at tage hånd om dem på fornuftig vis, kan vi slippe fri af den krisetilstand, som vi befinder os i. Det er derfor relevant at se lidt nærmere på Nielsens analyse og svar på udfordringerne.

Økonomisk vækst kan på langt sigt være skadelig

Klimakrisens basale kendsgerninger har været offentligt kendt i flere end tre årtier, og i den periode har vi groft sagt fortsat som hidtil. På globalt plan er udledningen af drivhusgasser mere end fordoblet, og herhjemme kan man lidt firkantet sige, at mens danskerne gør fremskridt inden for eksempelvis energisektoren, har vi outsourcet en større del af vores udledning.

Det skyldes bl.a., at det endnu ikke har været muligt at afkoble udledningen af drivhusgasser fra økonomisk vækst i et betydningsfuldt omfang. Nielsen henviser til en gennemgang af flere end 600 forskningsartikler om afkoblingsproblemet, som konkluderer, at vi sandsynligvis aldrig vil opleve en afkobling i den udstrækning, der er nødvendig for at afværge et miljømæssigt sammenbrud.³ Dette skøn underbygges af FN’s generalsekretær Antonio Guterres’ advarsel op til klimamødet COP24 i 2018 om, at det globale tab i produktivitet som konsekvens af klimakrisen vil nå op på 2.000 milliarder dollar i 2030. Senest konkluderede rapporten Lessons from a decade of emissions gap assessments (2019) udgivet af UNEP og DTU, at den nuværende CO2-udledning er fuldstændig på linje med de pessimistiske forskrivninger fra starten af årtusindet, som opererede med den (kontrafaktiske, skulle det vise sig) antagelse, at der ikke ville blive indgået nye klimaaftaler fra 2005 og frem.⁴ Med andre ord har de stort anlagte klimaforhandlinger siden 2005 ikke formået at afbøde, endsige dæmpe udledningseffekterne af den økonomiske vækst og stigningen i befolkningstallet. På baggrund af de fremskrivninger karakteriser Nielsen vores økonomiske system som ”mere destruktivkraft end produktivkraft”.⁵

Velfærdssystemet under pres

I Danmark er vi først efter mere end et årti kommet op på samme BNP-niveau som før finanskrisen i 2007, og sammenlagt er indkomstuligheden i 40 år gået den forkerte vej. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) anslår med afsæt i data fra Danmarks Statistik, at der i dag er flere end en kvart million fattige i Danmark. Dette indebærer bl.a., at omkring 65.000 børn lever under fattigdomsgrænsen, hvilket er en stigning på 12.000 alene fra 2016 til 2017.⁶ For middelklassen består udfordringen i, at mange jobs forsvinder fra Vesten som følge af den digitale udvikling og den outsourcing af opgaver og produktion, globaliseringen har medført. Dertil kommer, at et stigende antal stillinger er blevet midlertidige og usikre. I takt med den politiske udhuling af de sociale og økonomiske sikkerhedsnet har denne udvikling lagt yderligere pres på velfærdssystemet.⁷

Dette udgangspunkt vanskeliggør effektive klimapolitiske tiltag, som skal gennemføres i en social virkelighed, hvor mange i forvejen oplever, at deres levevilkår og mulighedsrum er truet. Tænk blot på De Gule Vestes omfattende protester mod en politik, de opfattede som en svækkelse af velfærdssystemet.⁸

Tilliden til demokratiet undergraves

Listen over populistiske partier, som har vundet frem inden for de senere år, er lang. Et utal af analyser forsøger at forklare udviklingen, men set ud fra et klimaperspektiv er det i Nielsens optik klart: ”Dagens demokrati fungerer ikke. Det formår ikke at løse samfundets mest presserende problemer. Derfor eroderer tilliden til det etablerede politiske system og dets forvaltere.”⁹

Er det de folkevalgte politikeres skyld? En gruppe forskere fra Aarhus Universitet har for nylig påvist, at politikere uanset ideologisk ståsted ignorerer kendsgerninger, som ikke fremmer deres dagsorden.¹⁰ Det samme gælder vælgerne: Flere studier indikerer, at flertallet radikaliserer deres standpunkter efter at have overværet politiske debatter om klimakrisen.¹¹ Denne radikalisering kan være med til at undergrave den demokratiske debat gennem misinformation, afvisning af nye argumenter, osv. Når stort set alle partier er fortalere for ambitiøs klimahandling, kan befolkningen desuden begynde at tvivle på politikernes oprigtighed.

Vi har set, hvordan Nielsens tre samfundsudfordringer er vævet ind i hinanden. Udfordringerne spænder ifølge Nielsen fra det sociale til det økologiske og rummer temaer som ulighed, velfærd, demokrati, økonomisk vækst og ressourcemæssige grænser. Som samfund er vi blevet stillet en diagnose – patientens helbred er svigtende. Hvordan undgår vi, at det bliver kronisk? Her bevæger vi os fra det faktuelle til det politiske. For det er ikke til at komme uden om, at der er forskel på det politiske venstre og højre, når det kommer til løsningsforslag på udfordringerne, Nielsen fremhæver. Ifølge Nielsen er problemet, at når ”nogle taler for at indrette vores kollektive tilværelse, så den respekterer de naturgivne rammer, ser andre det som uacceptable overgreb på ukrænkelige frihedsrettigheder”.¹² En del af den historiske modstand fra højrefløjen mod omfattende klimatiltag er altså led i en principiel politisk værdikamp, og den liberalistiske grundforestilling bliver ifølge Nielsen mere ”skinger” og ”desperat”, i takt med at det bliver mere og mere tydeligt, at omfordeling er bydende nødvendigt, når muligheden for grænseløs økonomisk ekspansion er lagt i graven.¹³

De tre indbyrdes forbundne udfordringer rummer altså et enestående potentiale for venstrefløjen, og især for Socialdemokratiet som regeringsparti, i forhold til at levere løsninger, som flugter med et ideologisk projekt om at realisere velfærdssamfundet.¹⁴ Det vil kræve politisk mod, som er ”forudsætningen for at revitalisere demokratiet i stedet for at undergrave det”.¹⁵ Det folkelige engagement er ifølge Nielsen i øjeblikket kendetegnet ved en ny grøn bevægelse, som nok nærer en vis mistillid til det etablerede politiske systems villighed til at ændre kurs, men som samtidig har tiltro til, at politikerne kan påvirkes, og at demokratiet udgør en af løsningerne på klimakrisen.

Det bringer os til Nielsens konklusion: Såfremt politikerne formår at formidle visionen om en retfærdig og bæredygtig økonomi og viser sig villige til at fremme alliancer mellem civilsamfund, privatsektor og det institutionelle politiske system, kan de sikre sig den folkelige opbakning, som er nødvendig for at adressere udfordringerne på den bedst mulige måde.¹⁶ Af samme grund beskriver Nielsen sin bog som både en advarsel og en appel til beslutningstagere.¹⁷ Hans pointe er ikke, at der mangler viden, men derimod motivation til at gøre det nødvendige, og at vi i samspil med et velfungerende demokrati kan få det overskud, vi har brug for. Nielsens tillid til demokratiets potentiale kan bedst opsummeres med Alexis de Tocquevilles karakteristik af demokratiet som noget, der ”spreder i hele det sociale legeme en urolig aktivitet, en overflod af kræfter, en energi, som aldrig eksisterer uden den, og som kan frembringe undere, når ellers omstændighederne er gunstige”.¹⁸

Bag bogens afslutningsvise (nærmest obligatoriske) forsigtige optimisme fornemmer man dog et vist pessimistisk anslag, der dog ikke får lov til at sætte tonen; at give op er ikke videre motiverende. Og i gennemgangen af de omfattende udfordringer, som Nielsen selv bringer på bane, lyder der et ildevarslende ekko fra David Runcimans Sådan ender demokratiet (2018): ”Mens vi holder udkig efter de kendte tegn på sammenbrud, går demokratiet i stykker på måder, som vi ikke kender.”¹⁹

Jakob Skovgaard er ph.d. i engelsk med afhandlingen ”Renegotiating Responsibility: British Anti-Apartheid Consumer Boycott Campaigns, 1960s-1990s”

1. Jørgen Steen Nielsen: Som gjaldt det livet. Til den nye klimabevægelse (Informations Forlag, 2019: København): 13.
2. : 179.
3. Metastudiet er foretaget af et forskerhold fra European Environmental Bureau. Se: Jørgen Steen Nielsen: Som gjaldt det livet. Til den nye klimabevægelse (Informations Forlag, 2019: København): 28.
4. United Nations Environment Programme: ’Lessons from a decade of emissions gap assessments’ (UNEP, 2019).
5. Jørgen Steen Nielsen: Som gjaldt det livet. Til den nye klimabevægelse (Informations Forlag, 2019: København): 15.
6. Ibid.: 40.
7. Ibid.: 48-49.
8. Ibid.: 36.
9. Ibid.: 179.
10. Baekgaard et. al: ‘The Role of Evidence in Politics: Motivated Reasoning and Persuasion among Politicians’ (British Journal of Political Science, vol. 49, issue 3, 2019).
11. Jan Faye: Klimaet under forandring – og hvad så? (Frydenlund, 2019: Frederiksberg): 47-48.
12. Jørgen Steen Nielsen: Som gjaldt det livet. Til den nye klimabevægelse (Informations Forlag, 2019: København): 104.
13. Ibid.: 73, 93, 105.
14. Ibid.: 151.
15. Ibid.: 159.
16. Ibid.: 162.
17. Ibid.: 16.
18. Alexis de Tocqueville: Demokrati i Amerika (Informations Forlag, 2017: København): 273-274.
19. David Runciman: Sådan ender demokratiet (Informations Forlag, 2018: København): 9.