Da undtagelsestilstanden blev erklæret

Tale på vegne af “4. maj Initiativet” i anledning af 75 årsdagen for Danmarks befrielse af historiker Albert Scherfig.

Af Albert Scherfig

I et illegalt hæfte stod der beskrevet, hvordan den tyske øverstbefalende, general Hanneken, i 1943 talte kort efter undtagelsestilstandens indførelse:

»Mine Herrer – buldrer han – De ser, at de af fjenden lejede og højt betalte Agenter har mistet Modet. I Byen hersker absolut Ro. Sabotagen er stoppet. Dette bør tjene Dem til Bevis for Rigtigheden i vor Beslutning om at erklære Undtagelsestilstand. Jeg haaber, at vort fremtidige Samarbejde …« Længere skulle han ikke være kommet, han blev afbrudt af et brag, der lød fra den anden side af kajen. På Havnegade stod troppetransportskibet S/S Vedby i flammer.

Dette var den første sabotageaktion under undtagelsestilstanden, men langt fra den sidste.

Skibet blev sprængt den 31. august 1943. Bag aktionen stod to af modstandsbevægelsens pionerer, Aage Nielsen og Karl Christensen. De var begge kommunister og havde kæmpet mod fascisterne under den Spanske Borgerkrig, endda i den samme antiluftskytsgruppe.

Op mod 500 danskere deltog i kampen mod General Franco, kun halvdelen vendte tilbage.

Da Danmark blev besat, var det dem, der vendte tilbage fra borgerkrigen, der organiserede den første sabotageorganisation.

Tre år efter besættelsen, da samarbejdspolitikken bryder sammen den 29. august 1943, bliver undtagelsestilstanden erklæret af den tyske general. Men situationen har nok ikke ændret sig særlig meget for modstandsbevægelsens første sabotører. Magten er blot blevet “afmaskeret”, for der havde ikke været normaltilstand før den 29. august.

Aage Nielsen (t.h.)

Mærkede Stauning og de socialdemokratiske folketingsmænd først undtagelsestilstanden i 1943? Aage Nielsen har nok mærket det længe før. Allerede da han i august 1936 cyklede mod Spanien, rejste han gennem et Europa præget af undtagelsestilstand. I Tyskland så han heilende nazister der brændte bøger i gaderne. Ved fronten i Spanien tilsluttede han sig Hans Beimlers hundredmandgrupper. Beimler var kort forinden flygtet fra en KZ-lejr og kunne berette om forbrydelser, resten af verden først ville indse efter 1945. De breve Aage får optrykt i Arbejderbladet, vidner om, at han ser undtagelsestilstandens politik bag ved det slør af normaltilstand, de europæiske stater forsøgte at opretholde.

Måske følte det danske politi først undtagelsestilstanden i september 1944, da tyskerne internerede dem? I 1939, da Aage og hans kammerater vendte hjem fra Spanien, blev de forfulgt af det danske politi, opskrevet i kartoteker og idømt fængselsstraffe. De levede i undtagelsestilstand længe før august 1943.

I sommeren 1941 internerede staten flere hundrede kommunister. Forfatteren Hans Kirk var blandt de internerede i Vestre fængsel og blev senere sendt til Horserødlejren i Nordsjælland. Han beskrev sin erfaring af undtagelsestilstanden, ved at han nu havde fået hevet sine demokratiske mælketænder ud. Det var ikke tyske soldater, der stod for klapjagten, det var det danske politi. Det var ikke en tysk general, der skrev den grundlovskrænkende lov, der med tilbagevirkende kraft forbød kommunisterne, det var den danske justitsminister. Det var heller ikke tyske agenter, der siden 1927 havde lavet de lister over kommunister, der blev brugt under jagten, det var en afdeling af det københavnske politi.

En grundlæggende erfaring er, at statsmagten er villig til at ofre demokratiske rettigheder for at opretholde de selvsamme demokratiske rettigheder. Interneringen af kommunisterne og kommunistloven blev gennemført for at beskytte det danske demokrati, men forbrød sig i samme omgang mod demokratiet og undergravede de dybeste frihedsrettigheder.

Da regeringen gik af den 29. august var situationen ikke ændret for Aage Nielsen, den var kun intensiveret. To dage efter ankom Aage og Karl Christensen til Havnegade bevæbnet med dobbeltsnørede fiskestænger og en madkasse med to magnetiske skildpadde-bomber.

Albert Scherfig er historiker