Exit-illusion

”Ethvert barn ved, at et land, hvor man holder op med at arbejde, og her tænker jeg ikke på et år, men kun nogle få uger, vil gå til grunde” (Karl Marx i brev til​​ Kugelmann 1868).

Af Jan Helbak

Som enhver (bortset fra bankøkonomer) ved, skal vi producere for at opretholde livet og på en ganske bestemt måde for at opretholde livet i det samfund, vi har. Eller sagt med en fremskrivning af Marx: Mulighederne for at holde samfundene lukket ned ret meget længere er begrænsede, og effekten af de mange aktuelle hjælpepakker vil aftage fra nu af. Af samme grund er det kun naturligt og nødvendigt, at landenes regeringer gør sig overvejelser om dels en gradvis åbning af samfundslivet og dels​​ om, hvordan verden vil se ud efter Covid-19.

Det er evident, at regeringerne og statssystemet er trådt i karakter og har lagt markedet i respirator. Det er indiskutabelt, at de kollektive løsninger har fået forrang for de tidligere individuelle.Ingen ved rigtigt, hvordan forløbet vil blive, og hvad det vil indebære økonomisk, sundhedspolitisk og politisk i almindelighed, men der tales konstant om en gradvis tilbagevenden til normale tilstande. Bankøkonomerne taler om en V-krise, hvor vi efter en kort periode med høj arbejdsløshed, lav produktion og recession igen vil se dramatisk høj vækst og normalisering i løbet af 2021. Andre økonomer – bl.a. i UNCTAD, BIS og OECD – er noget mindre optimistiske og frygter risikoen for en U-krise eller ligefrem en L-krise, hvor den økonomiske og sociale genrejsning efter Covid-19 forventes at vare langt ind i 2022 eller længere. Men som sagt: Ingen ved det med bestemthed, fordi vi aldrig har stået i en tilsvarende historisk situation. Dermed også sagt, at den nuværende krise ikke kan sammenlignes med 2008 eller for den sags skyld med depressionen fra 1929 og frem til 1938. Der er afgørende strukturelle forskelle, som begrænser betydningen af analogier og datasammenligninger.

Det er evident, at regeringerne og statssystemet er trådt i karakter og har lagt markedet i respirator. Det er indiskutabelt, at de kollektive løsninger har fået forrang for de tidligere individuelle. Berigelse på fællesskabets bekostning er heller ikke populært i øjeblikket, ligesom det er blevet åbenbart, hvor sårbare og dybt afhængige af den globale integration sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien egentlig er. Men at vi ser disse fænomener tydeligt, er ikke nødvendigvis belæg for, at de er blivende, eller at de ændringer i samfundslivet, vi oplever nu og her, vil slå over i et større strukturskifte.

Et skridt tilbage

Dermed ikke sagt, at vi ikke kan gøre os forholdsvis realistiske forestillinger om, hvad der vil ske i forbindelse med​​ og efter​​ den​​ gradvise åbning. Men det forudsætter, at vi opgiver mainstreamøkonomernes og bankøkonomernes (og det politiske​​ establishments) illusioner om en hurtig og næsten smertefri tilbagevenden til normalen. Derimod forekommer det produktivt at træde et skridt tilbage og​​ tage bestik af status ved årsskiftet 2020.

Gennem hele andet halvår af 2019 advarede OECD og IMF om risikoen for en global recession. I tilbageblik skriver OECD den 7/4-20: ”Et godt stykke før udbruddet (Covid-19) fremviste den globale økonomi en lang række af underliggende svagheder, som nu risikerer at forværre den nedtur, som Covod-19 har forårsaget.” Den 9. marts 2020 skriver UNCTAD noget lignende i deres rapport: ”Et ustabilt opsving i Nord og en generel lavvækst i Syd har præget den globale økonomi​​ uheldsvangert siden finanskrisen i 2008-09, kombineret med forstærket markedsustabilitet, et fragmenteret multilateralt system og reducerede muligheder for politisk handlen. De seneste ti år har været karakteriseret af en voksende erkendelse af økonomisk​​ ustabilitet.”​​

Analyseinstitutterne rettede i efteråret fokus på den omfattende finansspekulation, hvor bl.a. virksomhederne købte aktier tilbage for lånte penge til lav rente i stedet for at investere. Man henledte opmærksomheden på den enorme gæld på 19.000 mia. dollars, som de otte største landes private ikke-finansielle virksomheder havde opbygget fra under det halve i 2008. Allerede i 2017 havde BIS i en rapport gjort opmærksom på et voksende problem – kaldet Zombievirksomheder, der er kendetegnet ved en så lav indtjening, at de end ikke kan betale renterne af deres lån. Disse virksomheder er vokset fra at udgøre ca. 4-6% til nu at udgøre ca. 20% af alle industri- og servicevirksomheder. Hovedparten af dem er lavproduktive. Men indenfor de sidste par​​ år udgøres en voksende andel som i perioden 1999-2001 (dot.com krisen) af højteknologiske virksomheder, der ikke skaber profit og ikke kan trænge igennem på markederne. Dvs. ca. 20% af virksomhederne lægger beslag på profitten i stedet for at skabe den – og​​ det i en periode, hvor profitdannelse generelt har været vigende (2016-2019).

Man advarede også om, at vækstlandene oplevede faldende investeringer og udsivning af kapital fra udviklingslandene tilbage til de vestlige økonomier, og at disse landes hidtidige vækstpotentiale blev offer for centralbankernes svingende rentepolitik, den afledte valutaspekulation og handelskrigen mellem USA og Kina. Spørgsmålet var, som det blev formuleret af OECD i slutningen af 2019, om der rent faktisk var indtrådt en recession inden for produktionssektoren, og at væksten alene kunne tilskrives gældsdrevet overforbrug og de urentable virksomheders ustyrlige gældsætning for at fortsætte deres profitløse produktion.

Blandt flere økonomer udviklede der sig en snigende erkendelse​​ af, at de officielle arbejdsløshedstals rolle som vækstparametre var blevet mindre entydige, i og med arbejdsmarkederne siden 2008 har ændret sig markant, hvor bevægelserne og de nye jobtyper ikke længere afspejles adækvat i de kendte statistiske analysemetoder. Gennem hele 2019 indtog et bestemt paradoks en central plads i vurderingen af den økonomiske udvikling. Det drejede sig om globaliseringens paradoks. På den ene side voksede/vokser afhængigheden af verdensmarkedet og de integrerede globale værdiøgningskæder, samtidig med at både de nationale regeringer i deres politisk-økonomiske præferencer og større dele af befolkningerne på den anden side udviste/udviser markante antiglobalistiske træk. Billedet blev forstærket af den optrappede handels- og hightechkrig, hvor målet for USA og EU’s handelspolitik i højere grad var at hindre den kinesiske industrielle ekspansion på verdensmarkedet end at fremme egne samfunds økonomiske og industrielle udvikling.

To bevægelser i en

Sat ind i en større historisk kontekst af UNCTAD, der i sin seneste rapport skriver, at alt tyder på, at en periode på ca. fyrre år med hasarderet monetær politik, galopperende gældsætning, forringelse af arbejdsmarkedsforholdene og lave investeringer er ved at nå sin afslutning. Dvs. at​​ den periode, der politisk-ideologisk blev indledt først i 70’erne, men reelt først slog igennem som samfundsrealitet og handlingsstrategi i 80’erne, er ved at nå sin afslutning, hvor to afgørende forhold står tilbage: en gennemgribende oprydning i den kapitalistiske (markedsøkonomi) økonomi og en global industriel og magtpolitisk omstrukturering, herunder nydannelse af en eller anden form for hegemoni stærkt nok til at organisere og vedligeholde en ny orden. Klogeligt nok afholder flertallet sig fra at foregribe det nye hegemonis konkrete tilblivelse. (Alle kan godt se, at Kinas og samfundsmodellens eksplosive teknologiske nyskabelser er i vækst. Alle kan også godt se, at den amerikanske form for kapitalisme er på retur, hvad tilsvarende gælder hele det amerikanske samfundssystem. Men få kan forestille sig en ny verden i Kinas billede, hvorfor det kun halvt sagte eller diskret ønskede scenarie er en regionalt opdelt og magtpolitisk ”afbalanceret” verden, hvor selve delingens organisation bliver det nye hegemoni).

Skismaerne har først og fremmest drejet sig om skattespørgsmålet og monopolspørgsmålet. Altså statsmagt, der ikke længere kan forsvare samfundsstabiliteten og fremtidens vækst uden at gribe ind over for en overmægtig og parasitær finanssektor på statsstøtte.Nu forholder det sig imidlertid sådan, at der i perioder med afgørende strategiske skift ofte løber to tendenser parallelt om end lidt forskudt. Den første overses ofte på grund af den andens spektakulære skygge. De to tendenser kan forstås som henholdsvis en ”naturlig” eller ”organisk” tendens og en spektakulær politisk indgriben. Sjældent får vi et større og perspektiveret overblik over den første tendens, før det abrupte politiske indgreb gennemføres og åbner den historiske horisont og samtidig afstedkommer tumult mellem og i samfundets klasser – både økonomisk, socialt, kulturelt – der som i en smeltedigel mister faste konturer​​ og først stivner senere i nye former og styrkeforhold, når det endelige strategiske skift er​​ slået praktisk igennem.

Lægger vi denne teoretiske forståelsesramme ned over den nuværende historiske situation, træder to træk meget klart frem som eksponenter for to perioder inden for den moderne kapitalisme. På den ene side et marked (reelt både produktions- og servicevirksomheder), der i dag er i respirator, men allerede før Covid-19 befandt sig i dårlig almentilstand; og på den anden side en stadigt mere fremtrædende statsmagt og overnationale institutioner (EU), som over en længere periode er gerådet i flere og vitale modsætningsforhold til hovedsageligt de store kapitalforetagender (VW, Apple, Google, Facebook, Amazon, Siemens osv) vedrørende kapitalismens fremtidige udviklingslinjer. Helt konkret har skismaerne først og fremmest drejet sig om skattespørgsmålet (skattesvindel og skatteunddragelse/omgåelse) og monopolspørgsmålet. Altså statsmagt, der ikke ret meget længere kan forsvare samfundsstabiliteten og fremtidens vækst uden at åbne en ny front og gribe ind over for en overmægtig og parasitær finanssektor på statsstøtte.

Den erkendelse er trængt ind i mange regeringskontorer og tænketanke på både højre og venstre side. Men som i alle andre historiske forhold bygger tankerne og de strategiske diskussioner oven på en hel historisk periode. I den nuværende periode har der i alle porer af​​ samfundet aflejret sig ganske bestemte og grundfæstede forestillinger om markedets effektiviserende og udlignende virkning: a) markedernes kapacitet til både at korrigere sig selv og sanere de urentable virksomheder ud af markedet og ikke mindst reducere al politisk bureaukrati og spild arvet fra en konservativ og dybt ineffektiv velfærdsstat. b) hvad der ikke kunne begrundes inden for en ”markedsøkonomisk rationalitet”, kunne ikke forstås som rationelt overhovedet. c) hvad der i øvrigt skete af økonomiske sammenbrud, finanskriser, øget ulighed og voksende militære spændinger inden for den samme 40-årsperiode kunne henføres til tilfældigheder forårsaget af utilregnelige politiske indgreb, som reminiscenser fra​​ velfærdsstatens sidste periode.

Som ved de foregående kriser gælder det selvfølgelig for erhvervslivets ledere om at sikre profitten, og erhvervslederne har da heller ikke holdt sig tilbage i deres råb om samfundssind.Hele dette tankegods og de praktiske økonomiske, politiske og sociale strategier er blevet indfanget i ét begreb (hovedsageligt på venstrefløjen) – neoliberalisme. Ikke fordi strategien har ret mange ligheder med den klassiske liberalisme ud over sprogbrugen og den primitive argumentationsfacon. Havde man nu anvendt det mindre mundrette, men mere præcise begreb:​​ kapitalens genrejsning af sit profitgrundlag og samfundsdominans, ville man kunne se, at det netop er de herskende​​ klassers og deres ingeniørers praktiske udrulning af dén samfundsfilosofi og økonomiske strategi, som har efterladt det sæt af problemer, der forud for Covid-19 pandemien viste svaghedstegn, i et omfang så det stod klart for flere og flere politiske ledere og intellektuelle, at neoliberalismen som historisk specifikt paradigme ikke kunne fortsætte ret meget længere.

Allerede før Covid-19 krisen for alvor lammede ca. 50 pct. af verdens produktion og i praksis demonstrerede visdommen i Marx’​​ banale indsigt (som han deler med ethvert barn), var der nået en vis erkendelse blandt flere økonomer af, at der ikke findes sådan noget som ”profit uden investeringer, produktivitet og akkumulation”.​​ Blikket og interessen var ved at vende sig mod produktionen og i det hele taget den økonomiske verden uden for finanssektoren. Flere var nået til den indlysende erkendelse, at der skal produceres, før der kan forbruges, og at penge ikke har den store betydning, hvis der ikke produceres. Men var det stadig kun spredte indsigter rundt om inden marts 2020, er det nu blevet til en indsigt med en vis global horisont, og den vil spille afgørende ind i den kommende genrejsningsperiode i kampen mellem storkapitalen og det politiske system og befolkningerne om, hvem der​​ skal betale de billioner og milliarder af kroner i ventepenge, som staterne har udbetalt for at redde den kapitalistiske økonomi fra kollaps, afværge social uro og en brutal og nådesløs saneringsrunde efter devisen – ”lad falde, hvad ikke kan stå”.

Som ved de foregående kriser gælder det selvfølgelig for erhvervslivets ledere om at sikre profitten. Det er nærmest en banalitet, og erhvervslederne har da heller ikke holdt sig tilbage, når det har drejet sig om at blive holdt skadesløse i deres råb om samfundssind. Men​​ ventepengene rækker ikke meget længere (måske et par måneder mere), hvorfor det allerede nu kan være produktivt at gøre sig overvejelser om, hvordan et muligt paradigmeskifte vil forme sig, hvis det nu faktisk viser sig, at den 40 år gamle profitstrategi ikke længere holder og har udtømt sin egen indre dynamik.

Sidste store strukturskift

Her kan et blik på perioden efter 1973 – der hvor den neoliberale strategi og ideologi blev udviklet – bidrage til en nærmere indsigt i mekanismerne i det måske​​ forestående.

Da oliekrisen i 1973 indtraf, var den amerikanske industrimodel – Fordismen – allerede udfordret af den mere konkurrencedygtige japanske og tyske kapitalisme. Profitten i de amerikanske virksomheder var faldende. Nye​​ produktionsmetoder og teknologier pressede sig på, men mødte modstand i de centralistiske virksomhedsledelser og i lige så høj grad blandt arbejderne. Produktionsforholdene i USA i 60’erne bevirkede, at flere og flere amerikanske virksomheder ikke hjemførte indtjeningen fra de oversøiske investeringer, men lod dem alternativt arbejde på ”eurodollarmarkedet”. Det amerikanske finansmarked var underlagt stramme regler for finanstransaktioner, hvad der besværliggjorde den nye kompenserende spekulative investeringstrend. De juridiske bindinger forhindrede samtidig de store institutionelle investorer i at agere på aktiemarkederne og de finansielle markeder.

Oliekrisen bragte en ellers perifer og universitær debat helt frem i første række. Det drejede sig om, hvorvidt virksomhedslederne og deres alliancer med arbejdere og delvist med fagforeningerne (amerikansk efterkrigskorporativisme) var for konservative i den tiltagende globaliserede kamp om profitten. Der blev rejst spørgsmål til, om efterkrigstendensen ”retain​​ and invest” alene drejede sig om virksomhedsledernes ​​megalomane koncernambitioner, eller om man faktisk tog hensyn til aktionærerne – de ”virkelige ejere”. Debatten blev kædet sammen med fremkomsten af rational choice-teorierne og den ophedede intellektuelle og universitære debat om forholdet mellem principal og agent i samfundsteorierne. Spørgsmålet blev stillet, om ikke virksomhedernes effektivitet og profit ville vokse med øget indflydelse til ejerne på virksomhedsstrategierne gennem markedets disciplinerende indflydelse på beslutningerne i direktionskontorerne. Skulle de store koncerner splittes op i flere sideordnede enheder? Skulle investeringer og fokus koncentreres om ”kerneydelsen”? Skulle flere funktioner outsources nu, hvor ny teknologi gjorde det muligt og nødvendigt at producere mere fleksibelt og varierende til skiftende markedspræferencer?​​

Svaret på de mange spørgsmål kom i form af et nyt begreb –​​ shareholder value, hvor markedet og markedsaktørerne blev sat over produktionen og produktionsaktørerne. Hele ”verdensopfattelsen” blev vendt på hovedet i forhold til tidligere, hvor produktionen – altså den, vi lever af – blev fremstillet som et vedhæng til markedet – altså fordelingen. Midt i hele 10-årets ideologiske, kulturelle og sociale opbrud​​ i øvrigt byggede de tilsyneladende akademiske organisationsteoretiske debatter op til et radikalt skifte inden for kapitalistisk økonomi.

Regeringskontorerne blev befolket af politikere, og centralbankerne af direktører, der så det som deres vigtigste opgave at overføre magt og kapital til erhvervslivet. Denne udvikling, hvor det lykkedes de stærkeste kapitalfraktioner at sikre profitten og den politiske magt, holdt frem til 2008, hvor det​​ hele brød sammen som et korthus.Det egentlige skifte kom til verden med den anden oliekrise i 1979 og som en konkret reaktion på en helt ustyrlig inflation. Krisetegnene ville ikke gå væk. Stagflationen havde bidt sig fast. I 1979 gennemførtes så, hvad der er blevet døbt​​ Volkerkuppet​​ (efter direktøren for FED, Paul Volker). Renten blev hævet til 19% i USA. Resten af verden fulgte efter (måtte følge efter). Inflationen skulle bringes under kontrol. Den voldsomme rentestigning forårsagede en omfattende konkursbølge (det var tilsigtet). Først i USA. Senere i Europa. Samtidig havde den amerikanske regering slækket på reguleringen af finansmarkederne og forsikrings- og pensionsområdet og åbnet for, at de nye store institutionelle investorer kunne spille en aktiv rolle i den industrielle strukturomlægning. Virksomheder blev opkøbt og ”effektiviseret” helt ind til sidste møtrik. Beskæftigelsen blev tilsvarende​​ reduceret, og alt, hvad der ikke gav overskud (virksomhederne blev opdelt i profitcentre), blev outsourcet. Målestokken var entydigt shareholder value, og målet var en omfattende sanering af et forældet erhvervsliv gennem hensynsløs markedstvang. Japanernes princip om just in time, Lean-production og værdiøgningsnetværk af underleverandører blev kopieret i hele den vestlige verden, som en ydre tvingende ramme om outsourcingen.​​

Strategisk nybrud

I det bredere samfundsperspektiv blev der ført massive kampagner mod de overvægtige statsapparater. Mod velfærdsordninger og mod de faglige organisationers styrke. Ledetråden var at ændre styrkeforholdet og øge kapitalens andel af BNP. Den moderne teknologi og dereguleringen af finanssektoren gjorde det samtidig muligt at udvide den japanske model til et globalt tvangssystem (det, der med en eufemisme kaldes forsyningskæder). Hvor arbejdsstyrken i produktionen faldt dramatisk i Vesten, voksede den eksplosivt i Kina og det øvrige Asien til det mønster, vi kender i dag,​​ hvor arbejderklassen er dobbelt så stor som i 1980.

Resultatet af de resolutte og brutale indgreb fra især amerikansk side var, at de store virksomheder i USA og Europa kunne genskabe profitten og igen sætte sig på magten i samfundet – politisk og kort tid efter, med Sovjets sammenbrud, også ideologisk. Vejen blev åbnet for dels chokterapien i hele Østeuropa, hvor de store vestlige koncerner plyndrede alt af værdi og fremtvang en forceret globalisering, i et sådant omfang at de fleste regeringer gradvist måtte opgive efterkrigstidens reguleringspolitik. I stedet blev regeringskontorerne befolket af politikere, og centralbankerne af direktører, der så det som deres vigtigste opgave at overføre magt og kapital til erhvervslivet for at holde liv i profitten og på den​​ anden side forhindre nye sammenbrud på grund af den voksende finansielle ustabilitet. Hele denne samfundsomfattende globale udvikling, hvor det lykkedes de stærkeste kapitalfraktioner at sikre profitten og den politiske magt, holdt frem til 2008, hvor det​​ hele brød sammen som et korthus.

2008 og efter

2008 blev første gang siden Volkerkuppet, at statsmagten og centralbankerne åbenlyst og for alvor måtte træde til i global skala og redde finanssektoren og store dele af de største kapitalforetagender, der var blevet dybt integreret i finansverdenen. Men 2008 adskilte sig radikalt fra kriseløsningen og krisestyringen i 1980. Kriseløsningerne i 1980 og de efterfølgende mindre indgreb var jo dem, der havde lagt den gamle ”korporativisme” i graven og åbnet for den udvikling af finanskapitalens dominans, der førte til sammenbruddet i 2008. Her var det først og fremmest finansmarkederne, der brød sammen. Alt drejede sig derfor om at redde finansmarkederne og overføre de gigantiske tab til skatteyderne. Der blev derimod ikke foretaget mange indgreb, der indebar en større sanering i erhvervslivets uproduktive sektorer – hvilket var det fremtrædende træk i 1980. Tværtimod åbnede centralbankerne en ladeport for uproduktiv gældsætning med quantative easing og lavrentepolitik.

Det er ikke lykkedes at nå det ideale ​​mål: den gennemførte og generaliserede konsument, det​​ liberale menneske som positiv fremtid. Skabelsen af den individualiserede markedsagent er nået, men det er til gengæld også en succes med så store sociale omkostninger, at den kalder på oprør og modstand​​ (bl.a. i de populistiske bevægelser).Set i perspektiv helt tilbage fra dot.com-krisen i 1999-2001 er det bemærkelsesværdigt, hvor beskeden en effekt saneringstiltagene har haft inden for de vestlige samfunds erhvervsliv, og hvordan denne manglende effektivitet har begrænset profitudviklingen i den industrielle sektor og den afhængige servicesektor. Profitten er ganske vist vokset, men ikke som resultat af en ny​​ dynamisk akkumulation. Mere som resultat af globaliseringen og overførsel af rigdom fra de ”nye producentlande”, rentierudnyttelse​​ af lønmodtagerne og samfundet som helhed. Det er også med til at forklare den relativt lave investeringsgrad og produktivitetsudvikling for perioden samlet set. Her skal det tages i betragtning, at det drejer sig om gennemsnitsmålinger i erhvervslivet som​​ helhed. Det er dog de mest tilbagestående erhvervsenheder i de fleste vestlige lande, der beskæftiger flest. (Et yderligere eksempel på, at beskæftigelsestallene ikke siger meget om den økonomiske sundhed).

Et andet bemærkelsesværdigt træk er, at selv om​​ dereguleringsmaskinen og downsizing af det offentlige har stået på i tre årtier, er den offentlige sektors andel af BNP ikke faldet meget. Og selv om velfærdsordningerne er blevet forringet, og fagforeningerne svækket, er det ikke lykkedes at nå det ideale ​​mål: den gennemførte og generaliserede konsument, det​​ liberale menneske som positiv fremtid. Skabelsen af den individualiserede markedsagent er nået, men det er til gengæld også en succes med så store sociale omkostninger, at den kalder på oprør og modstand​​ (bl.a. i de populistiske bevægelser) og nu udgør en af de største farer mod samfundsstabiliteten.

Løsningen på 2008 krisen blev på en og samme tid en løsning og en svækkelse af den hidtidige strategi. Finanssektoren blev reddet, og befolkningerne accepterede uden en stabilitetstruende modstand at betale regningen i form af omfattende velfærdsbesparelser og finanspolitiske bindinger af politikerne. Men størrelsesordenen af den globale gæld på op 250.000 mia. dollars og den enorme virksomhedsgæld (19.000 mia.​​ dollar i obligationsgæld), der bare vokser og vokser, taler sit tydelige sprog om, at der ikke i den vestlige verden er skabt et nyt sundt profitklima, som ellers er de​​ kapitalistiske krisers indre rationale. Lav vækst, kunstig lav rente, voksende ulighed, evig valutauro, tilbagekøb af aktier for lånte penge, handelskrig, bevidst opstemning af den teknologiske udvikling og kronisk lave investeringer har kendetegnet perioden fra 2008 og frem til i dag inden for hele den vestlige kapitalisme. Modsat har især​​ den kinesiske statskapitalisme udviklet teknologiske og geopolitiske træk, der udfordrer flere århundreders vestlig dominans på verdensmarkedet. Trump repræsenterer mere end nogen anden politisk leder bestræbelserne på at modvirke fremvæksten i Øst og i perverteret form gøre op med stagnationen og de parasitære tendenser i Vest.

Før Covid-19

Det var nøjagtig i det brede historiske perspektiv den position, verden befandt sig, da Covid-19-epidemien brød ud i Wuhan i december 2019: Bl.a. teknologikrigen var​​ på sit højeste. Den globale vækst var for nedadgående. Krigen i Syrien og konflikten mellem USA og Iran satte de geopolitiske spændinger øverst på dagsordenen. Spændingerne mellem USA og EU om den fremtidige placering på verdensmarkedet​​ og de meget voldsomme folkelige protester mod regeringerne og de elendige sociale forhold gennem hele efteråret efterlod en arv fra 2019, der allerede 1. januar kunne fornemmes som usikkerhed om retningen i 2020.

De seneste 5-6 år har været præget af politisk og socialt opbrud. Serviliteten over for den neoliberale strategi og dominansbølge har slidt hårdt på de traditionelle partiers autoritet.I EU-kommissionen drøftede man efter godkendelse af den nye​​ formand og næstformænd med større energi, hvordan man kunne tvinge de store transnationale selskaber til at betale skat gennem øget skatteregulering. Der er forståelse for, at pensionsselskabsområdet skal saneres (Macrons dagsorden), og i forbindelse med​​ klimakrisen tales der nu om offentlige investeringsinstitutioner (bl.a. EIB) for at sikre, at kapitalen vandrer de rigtige steder hen. Flere medlemslande og kommissionen har udkæmpet drabelige slag om ændringer af monopollovgivningen. Tyskland og Frankrig​​ ønsker en lempelse for at opbygge et værn mod fjendtlig (kinesisk) overtagelse. I forbindelse med klimaudfordringen har det været et gennemgående problem, at man ikke har kunnet sikre investeringsstyringen. Både i USA, i Kina og i EU føres der strategiske​​ diskussioner om, hvordan der kan skabes regionale magtalternativer til det globale marked. Inspireret eller presset af Kinas Belt and Road-initiativ har statsmagten i USA og EU i Europa fortrængt markedet som udfarende reguleringsfaktor i en grad, der bærer mindelser om tidligere tiders merkantilisme. I sin lidt fordrejede form ses det også i Trumps mangfoldige opgør med de forskellige kapitalfraktioner, på trods af at han samtidig har øget statsudskuddet mærkbart på grund af de mange skattelettelser til erhvervslivet. Og uden for de institutionelle cirkler formuleres nye politiske strømninger –både populistiske og traditionelt socialdemokratiske – der dels går efter et politisk/ideologisk opgør med de liberale partier, men også advokerer for den stærke stat og øget regulering både af økonomien og et stadigt mere fragmenteret og socialt dysfunktionelt samfund.

Det opgør med neoliberalismens konsekvenser, vi nu ser nogle klarere konturer af, blev indledt allerede for tre-fire år siden, hvor den​​ parasitære tilstand begyndte at blive utålelig, uden at der endnu er fremvokset et fælles udtryk.​​

Til forskel fra før 2008 har de seneste 5-6 år været præget af diffust politisk og socialt opbrud. Serviliteten over for den neoliberale strategi og dominansbølge har slidt hårdt på de traditionelle partiers autoritet og måde at organisere og udtrykke sig på politisk. Protesten i dens mange afskygninger er trængt frem som politisk form, uden at denne forskydning på nogen måde har undfanget nye og troværdige politiske løsningsstrategier, organisationsformer endsige realistiske forestillinger om et alternativ til den kapitalistiske samfundsform. Den brede modstand har for det meste været begrænset til partielle krav og kun i beskedent omfang været på bølgelængde med​​ de moderne socialdemokratiske og venstresocialdemokratiske forestillinger om statslig samfundsregulering, økonomisk demokrati og indgreb over for markedet.​​

Ikke desto mindre vokser der en moderne og progressiv strømning frem inden for eller i omegnen af den europæiske socialdemokratiske bevægelse, der bedst kan defineres som et moderne demokratisk statskapitalistisk velfærdsalternativ til neoliberalismen. Senest blev disse forestillinger ført til torvs af Labour i valgkampen i England. Labour tabte stort,​​ men selve modellen vandt og indgår som gennemgående element i alle former for forestillinger om Green New Deal, og hvad der ellers er af forestillinger om metoder til at styre klimakampen og rette op på de enorme sociale og kulturelle ødelæggelser, der er​​ blevet den moderne vestlige kapitalismes største problem.

Men ingen social fremgang eller kulturel åbning i et kapitalistisk samfund uden genopretning af et sundt profitafkast, voksende investeringer og markant øget produktivitet. Kort sagt ikke uden et​​ radikalt opgør med en erhvervsstruktur, som både nationalt og globalt står i vejen for en genetablering af den ”sunde profit” – hvor den er tilstrækkelig stor til at generere fortsatte investeringer og vækst. Det opgør kan ikke skabes inden for den samfundsstruktur, de magtforhold og den erhvervsstruktur, der blev skabt, da profitkrisen blev utålelig for de herskende klasser tilbage i 70’erne.

Covid-19 og frem

Og så er vi tilbage ved alle spekulationerne om exit fra Covid-19-krisen. Til drømmerne er der​​ at sige, at det kun er på overfladen, at den vestlige kapitalisme siden 1973 har oplevet V-kriser med en dyb nedtur efterfulgt af meget hurtige og markante reelle opsving. Det, man kalder scenarie et. Opsvingene efter 1982 og efter 2008 kan i bedste fald karakteriseres som meget brede U-opsving, hvilket kaldes scenarie to. Hvor opsvinget siden 2008 nok i virkeligheden mest ligner et L-opsving, scenarie tre. Historisk har det været svagere end alle tidligere opsving og har antaget stedse mere parasitær karakter og undergravet samfundsøkonomien. Den samme overlevelsesstrategi, som har skabt enorme veksler på fremtiden og skudt den nødvendige kapital- og gældssanering foran sig og blot gjort den mere og mere belastende, forekommer ikke sandsynlig som exitstrategi tilbage til ”normalen”.

Covid-19-krisen opstår i en periode forud for en egentlig recession. Statsapparaterne og det politiske system må for at beskytte befolkningen sætte hele markedets og markedsideologiens dominans ud af kraft. Statsmagten må gribe ind og tilsidesætte flere af de borgerlige frihedsrettigheder politisk, hvor markedet i over 40 år har undergravet dem økonomisk. Dvs. staten har måttet styre befolkningens adfærd for at bekæmpe pandemien og af samme grund begrænse forbruget og kun forbigående redde de svage dele af erhvervslivet.​​ Dvs. sætte det liberale menneske og markedets samfundsregulering ud af kraft.​​

Virksomhedsejere er blevet mødt med statslige modkrav, hvis de har søgt om støtte, og der er i en periode på under to måneder blevet​​ genopdaget så mange korporative​​ træk, som regeringen har bragt i spil i genåbningen af statsmagtens indflydelse helt ud til den enkelte virksomhed, restaurant, fitnesscenter osv.

Spørgsmålet er ikke hvornår, men hvordan man vil regulere finansmarkederne og lade de mest usunde sektorer gå fallit. Dvs. gennemføre en systematisk forskydning fra finanskapital til industrikapital.På ganske få måneder er der skabt en folkestemning på baggrund af afsavn og​​ et voksende behov for​​beskyttelse​​ og​​tryghed, at de mange forskelligartede kræfter i de forskellige klasser, der ønsker et opgør med finansspekulationen og den øvrige parasitære ødelæggelse af samfundsøkonomien og det mellemmenneskelige, har fået en dominant stemme.

Der hersker næppe nogen tvivl om, at det statslige forbrug kommer til at kompensere for et markant fald i det private forbrug. Regningen for de mange hjælpepakker skal også betales. Det kan kun ske gennem øget skattebetaling. Recepten fra 2008 er brugt. Presset på de store transnationale selskaber for at betale skat vil vokse. Tilsvarende indgreb over for skattely. Samfundene kan heller ikke fortsat leve med, at enorme finansielle midler kanaliseres ind i nogle fås berigelse uden at føre til investeringer mv., mens arbejdsløshedstallene eksploderer. Spørgsmålet er ikke hvornår, men hvordan man vil gribe til genregulering af finansmarkederne og lade de mest usunde sektorer gå fallit. Dvs. gennemføre en systematisk og reguleret forskydning fra finanskapital til industrikapital. Covid-19 har afdækket det helt store globale problem i brudte forsyningskæder. De kan ikke afskaffes eller for den sags skyld regionaliseres, som flere økonomer ynder at tale om, fordi de er dybt integrerede. Løsningen er et​​ større globalt samarbejde om regulering, hvor de regionale stormagter og revitaliserede internationale institutioner kommer til at spille en afgørende rolle.

Klimakrisen ikke at forglemme. Man frygter, at klimaløsningerne kommer til at stå i​​ skyggen af pandemien. Frygten er ubegrundet. Den mere eller mindre unisone indsats mod Covid-19 i den vestlige verden skaber nu betingelser for at føre adækvat statslig reguleret klimapolitik, som ikke var til stede før.

Man kan således sige, at den samlede indsats mod Covid-19-pandemien skaber de materielle og politisk-moralske betingelser for et omfattende politisk opgør med den kapitalismeform, vi har kendt siden 1979. Men at opgøret er historisk nødvendigt og muligt, er ikke ensbetydende med, at det faktisk sker og bliver gennemført – og da slet ikke fredeligt og fordrageligt.​

Det er selvfølgelig muligt, at de herskende klassers styrke og de politiske lederes svaghed er tilstrækkelig til at holde det radikale opgør fra livet. Skulle det være tilfældet, vil V-kurven, U-kurven eller den mere sandsynlige L-kurve blive præget af social ustabilitet og politiske magtkampe mellem klasserne, i et omfang vi ikke har kendt i 40 år. Og i det scenarie skal vi erindre, at også det liberale demokratis magnetiske kraft er reduceret til fordel for ønsket om kollektiv tryghed. Den kollektive frihed har fortrængt den højt besungne individuelle frihed, fordi den sidste samfunds-​​ og leveform har vist sig utilstrækkelig, når det kom til stykket. Det bliver de kollektive forpligtelser, der bærer samfundene gennem Covid-19 krisen, og kampen for at bevare dem fremover vil finde nye former.

Hermed ikke sagt, at hverken retsstaten og parlamentarismen nødvendigvis bukker under eller er i risiko for at gøre det. Men der er stor​​ sandsynlighed for, at det politiske spektrum – fra de moderne socialliberale partier og ud til venstrepartierne – vil befinde sig i et terræn, hvor de må handle og ytre sig inden for en ændret politisk værdiramme. Højrefløjen kan ikke som tidligere bare kræve ind til erhvervslivet, selv om den selvfølgelig vil forsøge at skrue presset op. Den mangler først og fremmest et spiseligt genopbygningsperspektiv. På den anden side kan SF og EL ikke bare afvise profitten som drivkraft; hertil er presset for ny vækst i samfundet for stort. Så det vil angiveligt blive profitproduktionen reguleret på ”en ny og mere samfundsansvarlig og demokratisk måde”, der vil blive mantraet og styrende for forestillingerne om genopbygningens progressive ”alliance” i opgøret med neoliberalismen.

Det kan meget vel være, at de politiske magthavere kan profitere tilstrækkeligt af Covid-19-krisen og dens nye udfoldede politikformer til næsten uindskrænket at fastholde magten, beføjelserne og reguleringsformerne som grundlag for at​​ gennemføre de radikale ændringer, der skal til ”for at genoprette samfundsøkonomien”, og sikre befolkningens behov for sociale tryghed, herunder opretholde ”klassefreden”. De foranstaltninger og strukturelle ændringer, der vil indgå i regeringernes genopbygningspolitik, kan tænkes at antage nogle af de former, vi er vidne til nu (statslige krav til private firmaer om omlægning af produktionen til værnemidler/respiratorer), og som tangerer begrebet statskapitalisme. Ikke nødvendigvis i totalitær retning, som​​ mange ynder at tale om bl.a. med henvisning til Kina, men som mulighed for en ny demokratisk velfærdsstatsform med en stærk og regulerende stat for at sikre kapitalismens overlevelse og genoprettelse af den ”sunde” profit. Covid-19 har åbnet perspektivet​​ for og fremskyndet debatten om en kommende strukturel samfundspolitisk omvending, som praktisk kan blive virkeliggjort gennem de helt kontante politisk og økonomiske krav, der stiller sig til overvindelsen af pandemien. Exit tilbage til normalen er en illusion.

Artiklen er oprindeligt bragt på Kritisk Debat. Jan Helbak er medlem af Kritisk Debats redaktion.