Monster og mysterium

Peter Øvig
Min mor var besat: Da jeg mødte depressionens dæmon
Gyldendal 2019,
320 sider

 

 

Af Sverre Kaels

Peter Øvig lægger ikke, i Min mor var besat, skjul på, at han har et traumatisk forhold til sin mor. Alligevel giver bogen ikke et særlig stærkt billede af moderens dæmoni, så læseren bliver helt overbevist om de traumatiske følger, hendes depressive adfærd har haft. Til gengæld giver den et vigtigt portræt af en tid, hvor man ikke talte om psykisk sygdom.

Det forekommer naturligt, at Øvig, efter at have skrevet om sin far i bogen Sønner, tager fat i moderens rolle i sit liv, idet han ærværdigt forsøger at gøre op med et tabu i vores kultur: Den alvorlige mentale sygdom. Moderens betydning er så traumatisk, at den tvinger Øvig ind i en psykose, og her bliver bogen for alvor stærk. Den giver et sårbart, men også dybt konsekvent indtryk af hovedpersonen – som viser sig at være Øvig selv.

Som vi så det behandlet i bøgerne om Blekingegadebanden og Hippi og BZ, er Peter Øvig interesseret i radikale eksistensformer. Disse værker giver alle et spændende portræt af den generation, Øvig selv er rundet af. Alvorlig psykisk sygdom må siges at være en radikal eksistensform, men den syge livsstil falder i moderens tilfælde sammen med en almindelig borgerlig tilværelse, hvor arbejde og livsformer fastholdes. Øvigs fader var en dygtig sygehusdirektør og repræsenterer, som Øvig selv, overklassen, og bogen rejser det spørgsmål, om ikke faderen overvejede at forlade Ellen, Øvigs mor.

Dæmon uden fast adresse

For hendes måde at takle sin kroniske sygdom på virker demonstrativ, forkert og uden tilstrækkelig indsigt. Bogen giver imidlertid et dobbeltblik på denne mangel på indsigt: Hvor stor var moderens forståelse af sin sygdom, hvor meget kan hun lastes for sine ugerninger? Faderen forbliver loyal, selvom det falder Øvigs mor let at bebrejde sine omgivelser, at de ikke hjælper hende. Hendes desperation giver dog ikke indtryk af, at det reelt ville være muligt at hjælpe hende, for hun har så meget opslugende energi, at den eneste måde, Øvig forbliver intakt på, er ved at skabe en nogenlunde tryg distance til moderen. Han klarer sig ved, fysisk som mentalt, ikke at blande sig i moderens sygdom, selvom hun ellers gerne vil have seriøse og livslange tilhængere af den.

Min mor var besat giver en fornemmelse af, at moderen kunne have gjort meget mere for at tage ansvar uden i den grad at forsøge at involvere sine omgivelser i sin kroniske sygdom. Men man savner i bogen paradoksalt nok en mere overbevisende, styret og grundig indsigt i præcis, hvad det er, moderen belaster Øvig med. Vi får at vide, at hun er ansvarsløs og bebrejdende, men vi forstår ikke, hvorfor hun ligefrem bliver den dæmon, som Øvig under sin egen sygdom bliver bange for vil trække ham ind i mentale pinsler og grusom død. For Øvig bliver under skriveprocessen selv alvorligt syg, han rammes af alvorlig depression.

Forfatterens bjergtagende sygdom

Det er først i beskrivelsen af Øvigs egen sygdom, at bogen bliver rigtig stærk. Den beskriver, hvordan han mere og mere mister kontrollen over sin egen tilværelse og ikke bare hjemsøges af depression, men også en benhård psykose.

Forfatteren medgiver, at han langt tidligere skulle have ladet sig behandle medicinsk for at forblive ansvarlig, men bogen kræver et lidende offer, og Øvig er psykotisk i tre måneder, førend han søger medicinsk hjælp. Trods disse belastninger formår han at interviewe de mennesker, moderen har haft en relation til, mennesker, som ikke overvejende har det samme indtryk af moderen som Øvig selv.

Dette kan være én forklaring på, at Øvig får en dæmon imod sig: at der er eller bliver for stor distance mellem det liv, der leves udadtil, og det liv, som forbliver stabilt sygt, familiært og privat. Under sin egen sygdom er det således hende, han er bange for fra døden vil trække ham ind i lidelsen og den totale mentale fortabelse.

Bogen kunne godt have gjort mere for at beskrive, hvordan denne stress prægede familielivet og relationen mellem mor og far, ligesom den faktisk kunne have givet et mere indgående og utilsløret portræt af moderen, og her får Øvig sin metode imod sig: Den journalistiske metode undermineres af en indre magt, moderen fastholder og måske dør af. Vi er således med, når hans venner taler til ham, idet de fra alle sider forsøger at få ham indlagt, hvad Øvig har en voksende modstand mod. Han må også, mere eller mindre tvunget, gøre op med sit eget fordomsfulde billede af psykiatrien som gammeldags, forstenet og hård, og han ender med at få en række elektrochok, som mirakuløst giver ham livet tilbage.

Depressivt dobbeltliv og statisk panik

Det er i beskrivelsen af Øvigs egen sygdom og de mange livsforhold, den formår at besætte med statisk panik, at bogen bliver virkelig stærk: Hvordan Øvig lever et spaltet og larmende dobbeltliv, hvor han er i stand til at hente børn og lave mad, men indadtil har en helt anden dagsorden, der er påtrængende og nærmer sig fortabelse.

Hvis man kender Øvig en smule og fx har læst hans bog om hippierne, bz’erne og Blekingegadebanden, kan man ikke lade være med at tænke, om det er Øvigs fascination af rendeksistenser, som ender med at bringe ham selv i store vanskeligheder. Om det er hans fascination af og blik for afvigende livsformer, der i sidste ende bliver til fuldbyrdet sindssygdom?

Øvig skriver om sine depressioner, men bogen er ikke mindst en spændende beretning om en mand, der er præget af et forhold til sin mor, der er helt uden indtryk af kærlighed. Da Øvigs mor dør, synger han således ”Monsteret er dødt! Monsteret er dødt!” Men det er tiden og ikke Øvig, som sejrer, og når bogen ikke formår at bibringe læseren et levende indtryk af monsterets magt, forstår vi ikke, hvordan hun har været udeltagende og følelsesmæssigt fraværende. Men der er en klar styrke i bogen, også i Øvigs beretninger fra sin barndom, som den giver nogle smukke prøver på, mens vi dog forbliver på nogen afstand af ondskaben.

Den sidste tale

En af de pårørende, som Øvig taler med, bebrejder ham, at han ikke holdt en tale til sin mors begravelse, ligesom han gjorde, da faderen døde, og således slutter bogen af med en forsonende tale til hans mor. Som læser får vi ikke fornemmelsen af, at den urolige Øvig kommer overens med sin mor, hvad måske også er for meget at forlange. Men til gengæld får vi i det sidste kapitel Øvigs forsøg på at manifestere kærlighed og ømhed: at prøve at vise sin mor den forståelse, som hun gennem sine prøvelser ikke viste ham.

Det er alle de normale ting og daglige rutiner, Øvig fæstner sig ved, idet han finder ud af, at moderen trods sygdom må have gjort meget for at opretholde en værdig tilværelse for sine børn. Gennem den depression, som Øvig erhverver sig, får han en fornyet indsigt i moderens tilværelse, og man fornemmer bogen igennem ikke bare stor afstand til moderen, men også respekt, og dette trods forsøget på at komme moderen nærmere. Det er denne respekt, men også ømheden og forsigtigheden, som tidligere var distance til moderen, Øvig i sin sidste tale manifesterer flot, og han gør afslutningsvist Min mor var besat til en besættende bog.

Voldsomheden i Øvigs egen sygdom står i modsætning til den pålidelige forsigtighed, hvormed han angriber sit emne, og han gør det åbent og gennemført. Det er det, man lægger mærker til i bogen: Blandingen af inspirerende og sart forsigtighed, præcis følsomhed og blivende konsekvens – der måske ender som en dyster forpligtelse til at gennemgå et grusomt sygdomsforløb, der kan bringe fornyet og ubehandlet forståelse for Øvigs behandlede moder.

Sverre Kaels er forfatter til flere skønlitterære bøger samt essays og anmeldelser. Læs forfatterens anmeldelse af Peter Øvigs ”Hippi” her.