I fraværet af et efterord

Da den franske avantgardist Guy Debord i slutningen af 1960’erne beskrev, hvordan samfundet bedst lod sig forstå som et totalitært billedeherredømme, afviste mange analysen som overdreven og generaliserende. Historien har siden gjort tvivlen til skamme. I dag, hvor det højeste embede i USA bestrides af en realitystjerne, vil de færreste benægte, at vi lever midt i skuespillet. Nu foreligger Guy Debords Det spektakulære samfund tilmed i dansk oversættelse, og i anledning af boglanceringen d. 5. feb. i Kunsthal Aarhus og d. 6. feb. på Bogcafeen Almindelig Brand bringer Eftertryk her bogens efterord.

Af Mikkel Bolt & Dominique Routhier

Det giver ikke mening at skrive et efterord til Det spektakulære samfund. Ikke fordi bogen siger alt det, der skal siges, eller fordi, som Debord selv mente, at der ikke kunne tilføjes noget til teksten. De 221 teser i bogen er så kompakte, at de hver især sagtens kun­ne afføde en mindre filosofisk-litterær afhandling. Det ville derfor ikke være svært for ’specialister’ at skrive et langt docerende efterord, der forankrede bogen og dens forfatter i en passende idéhistorisk kontekst, der sandsynligvis ville omfatte tænkere som Pascal, Hegel, Marx, Kierkegaard, Bakunin, Lautréamont, Lukàcs og Breton. Nej, det giver ikke mening at skrive et efterord til Det spektakulære samfund, fordi det virkelige efterord ikke står at læse i en bog, men findes uden for bogen, på gaden, på murene, bag barrikaden. Efterordet til Det spektakulære samfund udgøres af de slogans og paroler, som revolutionære i al hast skriver ned på murene, mens de kæmper mod staten og kapitalen. Nogle af de første sider i dette efterord blev således skrevet på Nanterre-universitets vægge i marts 1968, hvor anonyme forfattere forvandlede de sterile, funk­tionalistiske bygninger i udkanten af Paris til en kakofoni af anti-autoritære proteststemmer.

Stemmerne blandede sig med andre og genlød gennem de nærliggende bidonvilles for at nå hjertet af Paris, hvorfra de smeltede sammen med kampråb fra Berkeley, Rom, Berlin, Mexico City, Chicago, Warszawa og alle mulige andre steder i verden, hvor folk sagde fra og krævede noget andet sidst i 1960’erne. Det, vi i mangel af en bedre term almindeligvis kalder maj ’68, var den delvise genopdagelse af den første kommunistiske verdensopstand, der rullede over verden i årene fra 1917 til 1921. Debord og situationisterne var i forreste linje i dette rekon­struktions- og fornyelsesarbejde. De havde siden midten af 1950’erne indædt forsøgt at genetablere en revolutionær kritik af det kapitalistiske samfund, en kritik, der var på højde med den historiske situation. Målet var at skabe uorden og undertrykke det politiske. Situationisterne var hverken aktivister eller kunstnere, men forsøgte at udleve en overskridelse af det spektakulære samfunds adskilte identiteter. Kun en sammenhængende kritik af det spektaku­lære samfund som en global totalitet var relevant, enhver delvis kritik var destineret til indoptagelse i den herskende smag.

Hvis idéerne i Det spektakulære samfund gen­lyder i dag, hvor nye generationer af revolutionære fra Chile til Hong Kong til Paris løbende skriver videre på efterordet til Debords 221 teser, så er det næppe, fordi de har læst Pascal eller Shakespeare eller for den sags skyld Debords samlede oeuvre. Det gør næppe den store forskel for nogen, der deltager i den igangværende protestbølge, om de har afkodet de mere subtile referencer, der findes i Det spek­takulære samfund til f.eks. Thukydid, Tertullien, Machiavelli eller Clausewitz. At bogen kan bruges i dag, skyldes sandsynligvis, at Debord taler gennem ligenes mund, men ikke »taler med lig i munden«.

På et tidspunkt, hvor de fleste marxister enten ikke længere var marxister eller fortsat, som Sar­tre eller Althusser, abonnerede på den ene eller den anden filosofiske forklædning af stalinismen, skal dette om at tale med lig i munden forstås helt bog­staveligt. Med Stalins massegrave som bagtæppe var det en anden Marx end arbejderbevægelsens Marx, der skulle genopfindes, men uden at smide revolutionen ud med reformismens badevand, som så mange franske intellektuelle, som f.eks. Maurice Merleau-Ponty, Edgar Morin og Claude Lefort, havde gjort i årene umiddelbart efter Stalins død og læk­ningen af Khrusjtjov-rapporten i midthalvtredserne. Hele venstrefløjens identitetspolitiske projekt centre­ret omkring ’arbejderen’ skulle gentænkes, et andet revolutionært vokabular skulle skabes, hvor omdrejningspunktet ikke længere var ’befrielsen af arbej­det’, og endnu mindre selvfølgelig befrielsen gennem arbejdet (som i »Arbeit macht Frei«), men befrielsen fra arbejdet. »Ne travaillez jamais«, skrev Debord allerede i 1952 på en væg på den parisiske vestbred, som et slags revolutionært minimumsprogram eller et forord af en slags til Det spektakulære samfund.

Debord var marxist med samme forbehold som Marx selv, når han i diskussion med sin svigersøn, Paul Lafargue, udbrød, at han under ingen omstæn­digheder var marxist. Marx, som forkastede alle former for dogmatik og insisterede på den »skån­selsløse kritik af alt bestående«, måtte allerede i sin egen levetid se sin levende revolutionære tænkning blive mumificeret. Senere blev Marx som bekendt gjort til grundlæggeren af en ideologi, en Weltan­schauung som blev »materielt oversat« (jf. tese 5). Igen skal dette forstås helt bogstaveligt; Marx blev hugget i sten, støbt i stål og rejst på sokler. Den store tænkers karakteristiske profil smeltede sammen i et Janus-ansigt med kampfællen Engels og senere i endnu mere tvivlsomme varianter med andre sto­re (mandlige) ledere af proletariatet: Lenin, Stalin og Mao blev alle masseoptrykt side om side med Marx-bindestreg-Engels i sort/rød ikonografi, forsynet med hammer, segl, slagsang og militærparader.

Debord og situationisterne forblev således ’marxister’ med alle de problemer og begræns­ninger, som det indebærer, f.eks. i forhold til af­gørende spørgsmål om køn, race og revolutionær subjektivitet. De forblev marxister, for så vidt som marxisme var lig med en revolutionær kritik af den kapitalistiske produktion/reproduktion og en fri­sættelse af proletariatet. Samtidig er det vigtigt at huske på, at deres ærinde i væsentlig grad var en udvidelse af forestillingen om revolution hinsides enhver idé om ’en socialisering af produktionen’ eller arbejderklassen som den dominerende klasse. Den kritiske analyse af det spektakulære samfund gik hånd i hånd med kritikken af hverdagslivet. Revolutionen var ikke et spørgsmål om en anden styring af produktionsapparatet, det handlede om at leve på en anden måde. Det var derfor, situationisterne også var kunstnere (hinsides kunstinstituti­onen og det prissatte og institutionelt sanktionerede kunstværk). De ville realisere kunsten, sætte kun­stens kreative kræfter fri i hverdagen og destruere klassesamfundets adskilte sfærer (økonomi, politik, stat og kultur). De var engageret i en ’indre’ opløs­ningsproces, som mellemkrigstidens avantgarder, ikke mindst dada og surrealisterne, allerede havde påbegyndt. Kapitalistiske forestillinger om ratio­nalitet, arbejde og fremskridt skulle smadres. Det er det ’kunstneriske’ eller repræsentationskritiske islæt fra den historiske avantgarde, der muliggør den situationistiske kritik af det spektakulære som en historisk mutation af kapitalismen, der har spaltet sig ideologisk i to tilsyneladende modsatrettede tendenser (øst og vest, Sovjetunionen og det kapitalistiske Vesten), der dog er fælles om en hel del mere, end nogen af lejrene ville indrømme. Selvom kapitalismen er den erklærede hovedfjende for Debord, peger begrebet om spektaklet i retning af en slags bredere ’kulturel logik’, der overskrider den falske forestilling om socialismen i Østblokken som et »reelt eksisterende alternativ« til kapitalismen i Vest. Der er blot tale om to forskellige former for statskapitalisme ifølge Debord. I retrospektiv er denne analyse ikke blot evident, den hjælper os også med at undgå de værste anti-neoliberalistiske positioner, der desperat vil genetablere efterkrigs­tidens velfærdskompromis og hurtigt glemmer de fordømte uden for nationalstaten (eller i dens lejre).

For Debord, som udvikler nogle af de cen­trale idéer fra den franske venstrekommunistiske tradition omkring tidskrifter som Socialisme ou Barbarie, var det centrale netop opgøret med ’ven­strefløjens’ forestillinger om kommunismen som et program, der skulle realiseres i en fjern fremtid, når ’produktivkræfterne’ havde nået en tilpas ud­viklingsgrad gennem en socialistisk overgangsfase. Debord og situationisterne havde ingen tiltro til, at hverken partiet eller fagforeningerne nogensinde ville fremskynde en virkelig revolutionær situation, der kunne frembringe kommunismen. Konfronteret med marxismens degeneration rykkede kritikken af hverdagslivet i centrum for Debord og situationi­sterne. Kommunismen var ikke et abstrakt ideal, der skulle tilstræbes, men noget, der udviklede sig af og i kampen mod kapital og stat. Det handlede om »at konstruere situationer«, om at ophæve lønarbejdet og skabe et andet liv. Revolutionen skulle udleves nu og her, hverken udsættes eller udliciteres til den tredje verden. Det var ikke nok at kritisere partiets utilstrækkelighed eller det såkaldt socialdemokra­tiske »forræderi« mod klassekampen. Forestillingen om det spektakulære tager netop sigte på selve de repræsentationsformer, som ethvert samfund, der endnu ikke har gjort op med (løn)arbejdet og de sociale relationer, der fostres omkring dette, nød­vendigvis må reproducere i den ene eller den anden komplementære form: uanset om det kalder sig et liberalt demokrati eller en virkeligt eksisterende socialistisk arbejderstat.

Venstrefløjen i den vestlige verden har aldrig gjort andet end at forvalte styringen af det allerede eksisterende produktionsapparat. Dens institutioner, partierne og fagforeningerne, og ikke mindst venstrefløjen selv som institution, har aldrig ud­gjort noget systemkritisk bidrag. Det er derfor, at det længste kapitel i Det spektakulære samfund er dedikeret en skånselsløs kritik af venstrefløjen og dens reformistiske programmer. For situationister­ne som for Marx var »ethvert virkeligt skridt bedre end tusinde programmer«. Det spektakulære sam­fund var tænkt som et bidrag til den praktiske teori om det kapitalistiske samfund. Og dette samfunds afvikling. Som Debord skrev i en ikke udgivet note til bogen: »Denne bog kan ikke undgå at overraske, eftersom den modsiger samtlige venstrefløjens tros­artikler. Den moderne tænknings dominerende me­todologi siden Hegel og Marx er […] rettet mod et helt andet mål, revolutionen

Derfor er der ikke noget efterord. Det er endnu i sin vorden.