Den antisemitiske cancer

Jødiske kirkegårde i Alsace er igen blevet skændet. Og dette fænomen er alt for gammelt og alt for tilbagevendende i denne region til at kunne blive kvalificeret som en “genopblussen” af antisemitiske gerninger. Det er ikke nok at fordømme: man fordømmer ikke sygdomme, man diagnosticerer og bekæmper dem.

Af Jean-Luc Nancy
Oversat af Katrine Høghøj
Foto af Georges Seguin

Hagekors på hundrede jødiske grave på en alsacisk kirkegård i begyndelsen af denne måned. Der havde allerede været lignende handlinger i Alsace i løbet af året. “Opblussen” er en utilfredsstillende beskrivelse. Vi kan gå tilbage til det 18. århundrede for at konstatere, at kongen var nødt til true med at straffe de i Alsace, som forulempede jøderne. Vi kan også gå endnu længere tilbage, for eksempel til Strasbourg-pogromen i 1349. En sådan kontinuitet, en sådan vedholdenhed, taler for sig selv. Hvorfor i Alsace frem for andre steder? Af historiske årsager, som er lette at spore, og som ikke udelukker, at der bliver begået antisemitiske handlinger stort set overalt i Frankrig.

Jøden er skyldig, fordi han er let at pege fingre ad.Indignation og fordømmelse er ikke nok. Ej heller love. Der er tale om en alvorlig sygdom. Vores europæiske samfundsorganer har været befængt med denne cancer i århundreder: behovet for at finde en skyldig for det, som ikke går godt. Vores samfund er indrettet sådan, at vi forestiller os at være for velfærd, for viden, for styrke og for kærlighed. Det græsk-kristne kvalitetsstempel skulle være en garanti for dette. Hvis det ikke virker, så er den skyldige den, som adskiller sig fra det græsk-kristne — uanset om han godt nok har bidraget, og endda i høj grad, til at opfinde vores samfund. Jøden er skyldig, fordi han er let at pege fingre ad.

Man fordømmer ikke sygdomme, man diagnosticerer og bekæmper dem.Imidlertid er han ikke blot delvist skyldig. Jøden er helt igennem skyldig: skyldig for alt det, som går dårligt (ulighed, uretfærdighed, eksklusion) og således skyldig i hele sin væren. Han er i sig selv det ulige, det uretfærdige og det nederdrægtige, og derfor må han ekskluderes. Nazisterne havde forstået dette ubetinget, og de er stadig iblandt os. Det er sygdommens gang, brutal, tung, betændt. Under den “sorte død” i det 14. århundrede beskyldte man jøderne for at forgifte brøndene. Anklagerne var selv forgiftede — af det ustyrlige behov for at beskylde …

Man fordømmer ikke sygdomme, man diagnosticerer og bekæmper dem. Det er det, der bør inspirere alle, som måtte snakke om dette, i skolen, i medierne, på de sociale medier og i debatspalterne.

Jean-Luc Nancy er professor i filosofi på European Graduate School og professor emeritus fra Université de Strasbourg. Blandt hans seneste bøger er Exclu le juif en nous (Galilée 2018) og på dansk Heideggers banalitet (Wunderbuch 2019), der begge undersøger Vestens antisemitisme. Artiklen er først publiceret af Libération d. 18/12-2019.