Yahya Hassan skider på os, og vi fortjener det

Yahya Hassan
2: Digte
Gyldendal, 2019

 

 

 

Af Birk Danø

I diskussionen i Skønlitteratur på P1 af Yahya Hassans anden og seneste digtsamling1 sætter de to værter spørgsmålstegn ved bogens ”litterære kvaliteter”, og fremhæver forskellige passager med naturbilledsprog som en mulig bedre fremtid for digteren. En sådan diskussion går helt forbi, hvad det er for en bog, Hassan har skrevet – en bog, der allerede synes at have ”VRÆLGRINT EN ONDSINDET LATTER/OG GABT EN SMULE” (s. 98) over den forestilling om litteratur, radioværterne kritiserer den for ikke at leve op til. Desværre synes receptionen af værket generelt at have vurderet det ud fra ”litterære” præmisser af en art, det selv afviser.

Han tager pis på os! – eller snarere lortFørst og fremmest virker Klaus Rothstein til at være træt af det, han fortolker som rester fra forfatterens baggrund i ”raptekst-skrivning […], hvor han dyrker rytmen og rimet, men underordner det betydningen”, og han giver som eksempel digtet ”SKUDT”: ”JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELVOM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT” (s. 64). Digtet er et særligt klart eksempel på en type rimfigurer, der forekommer hele samlingen igennem, og som ifølge Rothstein ”som litteratur betragtet” er ”på ungdomsskoleniveau eller under”, til irritation for radioværten, der ville ønske, Hassan blot kunne være ”den gode digter” hele vejen igennem.

Udover den nedladende tone over for rap-genren, som jeg ikke tænker, der er nogen grund til at patronisere eller afskære ”digtere” kontakt med, mener jeg, Rothstein tager helt fejl, når han læser dette digt som et ungdomsskole-forsøg på at skrive seriøs lyrik. Digtet er åbenlyst pjattet og mere infantilt end ungdomsskoleagtigt, idet disse rimfigurer bliver fjollede på en næsten Halfdan Rasmussen-agtig måde, uden at tilnærme sig hans elegance, og med den gentagne, barnligt vulgære brug af prutter, bøvser og trækken ting ud af røven, som står i kontrast til det voldsomme indhold. Han tager pis på os! – eller snarere lort, for som lektor Elisabeth Friis, der er gæst i programmet, fremhæver, har netop røven en central rolle i digtsamlingen.

Den kombinerede vittighed og protesthandling, når jeget tilkalder fængselsvagterne for at gå på toilettet, og ved deres ankomst har ”SKIDT I FROKOSTTALLERKENEN”, og rækker dem ”DEN LUNE RET OG SIGER VELBEKOMME” (s. 65), er præcis, som de længere vrøvlede passager, som aldrig har skullet være smukt rimende lyrik, men en strøm af afføring, han rækker den danske offentlighed. Og når han skriver: ”MIT RØVHULSAFTRYK ER AT FINDE PÅ DE HVIDE LAGNER” (s. 84), må man spørge, om ikke de sorte aftryk på de hvide sider også stammer fra digterens røv. Men hvorfor skider han på os?

Protestens organ

Det er i bogens reception ofte blevet diskuteret, om man kan udgive og læse digtene fra en mand, som er voldsdømt og indlagt i psykiatrien. En sådan diskussion er åbenlyst umyndiggørende, og tager ikke alvorligt, at bogen selv er et vidnesbyrd om, hvorfra volden og galskaben udspringer. Igen og igen relaterer Hassan volden til sine afmægtige erfaringer med at forsøge at tale rationelt med den danske offentlighed: ”VOLD ER VALID VALUTA […]/NÅR SPROGET SLÅR SPRÆKKER/OG INTELLIGENS OG GODE ARGUMENTER IKKE GÆLDER” (103), ”HVORFOR SKULLE JEG ELLERS LIGGE MED ET MASKINGEVÆR/MED RØVEN OP I AL SLAGS VEJR” (s. 76). Her tegner røven sig som voldens supplement eller alternativ, som et organ for protest.

Denne paradoksale situation hævner han sig over ved at tjene penge på røvhulsdigte, som er pruttende, pjattede, hånlige over for sit publikum, såvel som over for ham selv.Hassan udtrykker sit forhold til at skrive sådan her: ”JEG LOVER AT HOLDE MIN KÆFT/HVIS STATENS KUNSTFOND TILDELER MIG HÆDERSYDELSER/JEG STOPPER IKKE FØR JEG KOMMER PÅ FINANSLOVEN” (s. 108). Teksten forstår sig selv som afpresning! – Hassan lukker først røven, når vi giver ham penge nok. I øvrigt er det jo en gammel psykoanalytisk ide, at penge og afføring hører nøje sammen.2 Ironien, som teksterne lever af, er, at det image, som har været vejen til Hassans undergang, samtidig er grundlaget for hans kommercielle succes. Denne paradoksale situation hævner han sig over ved at tjene penge på røvhulsdigte, som er pruttende, pjattede, hånlige over for sit publikum, såvel som over for ham selv. Det er hans lille leg med de danske læsere – hans måde at svare offentligheden igen, som den fra hans perspektiv fortjener det.

Der findes også andre spor i teksterne: Der findes ømme digte, om de(n) ekskæreste(r) han har behandlet dårligt og derved mistet, ligesom der løber kritiske tråde til udenrigs- og indvandrerpolitik, men hele vejen igennem er denne seriøsitet uren, gennemsyret af mistillid til, at den vil blive hørt. I min læsning udtrykker bogen et tab af respekt for en offentlighed, der kun tager hans budskaber alvorligt, når de kan bruges til verbal diskrimination af hans mellemøstlige ophav, og ellers umyndiggør hans skrift som sprogligt talentfuld, selvom han er psykisk syg og kriminel. Derfor skider han på os, og vi fortjener det.

Udover at en sådan protesthandling er gyldig i sig selv, er selve lorten ikke uden værdi. Måske er det lykkedes for Yahya Hassan at ”skrive med røvhullet”, som Elisabeth Friis i radioudsendelsen citerer forfatteren Bjørn Rasmussen for at anbefale. Afføring er en intim sag, den viser, hvordan hele organismen har det, og derved får vi også at se, hvad den er blevet fodret med. Yahya Hassan har allerede én gang forsøgt at skrive og tale rationelt og seriøst med den danske offentlighed, men det syntes ikke muligt at blive hørt: ”JEG TOG ORDET I MIN AFMAGT,” men ”BLEV HÆS/AF AT ARGUMENTERE MED UVEJRET” (s. 18). Med stemmen således slidt i stykker er der bare røvens udsagn tilbage: ”JEG HAR KUN TYNDSKID TILOVERS” (s. 40). Sådan er Hassans røvlyrik et billede på den prekære situation, den unge digter fra Gellerup er kommet til at befinde sig i, og derved siger den mere om det danske samfund end de fleste bøger, der trykkes.

  1. YAHYA HASSAN 2, Gyldendal 2019.

    Den nævnte udsendelse fandt sted 13.11.2019 med titlen ”Perkeren og pelikanen”, på P1 (Danmark Radio), og findes som podcast.

  2. Først foreslået af Freud i ”Charakter und Analerotik” (1908) og siden videreudviklet af den ungarske psykoanalytiker Sándor Ferenczi i ”The Ontogenesis of the Interest in Money” (1914) går ideen ud på, at interessen for penge, for så vidt den overskrider rent praktiske hensyn, er interesse for afføring transformeret. Ifølge disse to gamle mænd opstår interessen pga. den nydelse, afføring giver barnet ved stimulation af anus, når det skider, og som tænkes at stige, jo mere afføring barnet har at afgive. At holde sig, for senere at opnå større anal nydelse, er altså den første form for ”opsparing”, det lille menneske foretager. Efterhånden som barnet opdrages, undertrykkes interessen for afføring og anal nydelse, og Ferenczi skildrer i sin artikel, hvordan den gennemgår en række overførsler først til mudder, siden sand, så sten, for endelig at falde til hvile i pengene, der repræsenterer den skinnende rene, lugtfri udgave af lorten.

    I Yahya Hassans sammenhæng kan det ud fra dette perspektiv virke helt passende, at han i bytte for vores penge giver os sin afføring. Det er egentlig bare lort, han og vi læsere udveksler med hinanden.