Du kan selv være et misforhold

Rolf Mertz
At være sig selv bekendt
Tumulti 5
72 sider, paperback
Forlaget Nemo 2019

 

 

af Jeannette Søgaard Lie

Med den femte og seneste bog i forlaget Nemos’ Tumulti-serie giver Rolf Mertz læseren en levende og personlig indføring i queer-teori – og et arsenal af argumentationsskyts, når samtalen på arbejdsgangen eller til familiesammenkomsten bevæger sig ind i endnu en kønsdiskussion.

Bogen At være sig selv bekendt af tidligere underviser i feministisk teori på Københavns Universitet, Rolf Mertz, er en humoristisk, sårbar og hårdtslående kritik af det binære kønssystem. Det er ikke mindst en kritisk gennemgang af kønssystemets konsekvenser for især de mennesker, der ikke umiddelbart falder under kategorierne ’mand’ eller ’kvinde’.

Desuden fungerer bogen som en pædagogisk introduktionsbog til queer-teori. Mertz kommer vidt omkring mange kønsteoretiske begreber og deres grundlæggere såsom queer-teoretikeren Judith Butler, sociologen Michel Foucault og filosoffen Louis Althusser. Selvom denne tilgang lyder teoritung, tager Mertz udgangspunkt i egne konkrete erfaringer som transkønnet mand.

Kombinationen af Mertz’ teoretiske analyser og hans personlige erfaringer, som bl.a. centrerer sig omkring oplevelser i det lokale fitnesscenter, gør bogen til en nuanceret stemme i den ellers meget forsimplede debat om transkønnethed, som ofte trækker en skarp linje i danske mainstreammedier: Enten er vores køn en objektiv biologisk sandhed, eller også er det en fuldstændig subjektiv følelse.

Begge dele synes for Mertz at være problematiske opfattelser.

At gøre et køn

Mertz tydeliggør med sin bog, at køn ikke bare er et spørgsmål om, hvordan vores kroppe rent fysiologisk tager sig ud, men at køn også er et sæt af forventninger til vores adfærd og udseende. Sådanne forventninger giver Mertz et eksempel på gennem en barndomserindring om voksne, som morede sig vældigt over ”drengestreger”. Lige indtil de opdagede, at bagmanden var en pige:

”Tværtimod, mente lærerne øjensynlig, påhvilede der mig en særlig tung forpligtelse, fordi jeg ikke blot burde have holdt mig for god til at deltage i løjerne: jeg burde have ”gjort pige” (og lærerbarn) ved at tale drenge fra deres vandalisme” (s. 28).

Mertz beskriver meget fint, hvordan man allerede fra barnsben bliver socialiseret til at genkende forpligtelser og privilegier, der hører til at have et bestemt køn, og udtrykker således, at kønsforskel ikke bare er noget, der er, men i højere grad noget, der bliver gjort.

Hvad der på overfladen synes at være en uskyldig kategorisering, er faktisk et krav om at skulle vedkende sig et køn med alt der medfølger af krav til måder at kunne agere på.Men når det er noget, man performer, er køn så bare noget, vi kan gøre eller lade være med at gøre? Så simpelt forholder det sig ikke helt for Mertz. Han tager udgangspunkt i Louis Althussers begreb om interpellation for at understrege, at det binære kønssystem er en konstruktion, der på et socialt plan fungerer med bindende nødvendighed. Interpellation er den sociale praksis, hvorigennem man anerkender hinanden som et subjekt, der indgår i en form for ideologisk orden og som står i et bestemt forhold til andre subjekter. Der er simpelthen sociale regler for, hvad du kan gøre og ikke kan gøre alt efter, hvilket køn du tilhører, hvilket i høj grad bliver ekstra problematisk for mennesker, der ikke umiddelbart genkendes som henholdsvis ”mand” eller ”kvinde”.

Mertz bruger bl.a. eksemplet med kønsopdelte toiletter: Hvad der på overfladen synes at være en uskyldig kategorisering, er faktisk et krav om at skulle vedkende sig et køn med alt der medfølger af krav til måder at kunne agere på. Ikke at vedkende sig det binære kønssystem er i praksis ikke at blive anset som et subjekt, eller som Mertz selv beskriver:

”I denne kalkule anerkendes det ikke engang, at non-binære personer eksisterer (eller at også de af og til må træde af på naturens vegne): De forsvinder simpelthen ned i et semantisk sort hul” (s. 42).

De rigide sociale kønsregler gør, at man ikke bare kan performe sit køn efter forgodtbefindende. Passer man ikke ind i systemet, synes det ofte at være med eksklusion eller chikane til følge. Derfor er en radikal omskoling af vores kønsopfattelse, ifølge Mertz, nødvendig for, at alle kan være mere frie i at have et køn.

Fanget i det forkerte kønssystem

Det er derfor for Mertz heller ikke nok med nye politiske tiltag, som f.eks. juridisk kønsskifte, da sådanne tiltag stadig opretholder tokønssystemet med alt, hvad det indebærer af forventninger og privilegier til de to kategorier. Her understreger Mertz, at selv sådanne tilsyneladende progressive tiltag udtrykker, at sandheden om kønnets præg på vores subjekt skulle være at finde i kroppen, i biologien snarere end i den føromtalte interpellation, og det er problematisk af især to årsager: Mertz viser for det første, hvordan man ofte forklarer mænd og kvinders adfærd med henvisning til biologiske fakta, som f.eks. hormonelle forskelle. Her indvendes det: ”at det ikke lader sig gøre at isolere det, der tæller som biologi, fra de kulturelle kontaktlinser, som vi betragter ’biologi’ igennem” (s. 53).

Dermed er det ikke sagt, at biologi er det pure opspind, men nærmere, at det er umuligt at tolke biologi ”objektivt” i en kulturel sammenhæng. Hvad der er kultur eller natur er altså en frugtesløs diskussion. For det andet har anskuelsen om kønnets sandhed som funderet i kroppen den konsekvens, at det bliver transpersoners kroppe, der er ”forkerte”. Vendingen ”at være født i den forkerte krop” kommer ofte op, når der diskuteres transkønnethed i Danmark, og her har Mertz en vigtig pointe i en stærk formulering:

”For mig er der ikke noget misforhold mellem henholdsvis mit såkaldt “biologiske køn” og min kønsidentitet. Det er tværtimod den gentagne påtvingelse af dét køn, jeg blev tildelt ved fødslen, der har indskrevet sig i min krop og derved kommer til at fremstå som dét biologiske køn jeg i egenskab af min transkønnethed forventes at (ville) overskrive.” (s. 62)

Hermed tydeliggøres det, at problematikken ikke ligger hos det enkelte individ, som tumler med et ”misforhold” mellem det psykologiske og biologiske køn. Derimod er problemet et binært system, hvor kønsforskelle tillægges alt for meget magt og hvor ”denne forskel udråbes til at være altings drivkraft og omdrejningspunkt” (s. 29).

Kvalificer din killjoy til familiesammenkomsten

Bogen At være sig selv bekendt er overordnet set en virkelig god og læseværdig tekst, der gør læseren klogere på kønsproblematikker og queer-teori. Den indeholder foruden de skitserede temaer også gode kritiske refleksioner over maskulinitet, privilegier og heteronormativitet. Forfatterens underholdende skrivestil og evne til at knytte teori til hverdagssituationer gør bogen både lærerig og letlæselig på samme tid.

Dog kan det korte format og letlæseligheden af og til gå ud over forståelsen, hvis man ikke i forvejen er indforstået med nogle af de større debatter, som bogen berører uden at forklare nærmere, som f.eks. sammenhængen mellem neoliberalisme og patriarkat. Her kan man som læser godt sidde tilbage med mange ubesvarede spørgsmål eller knuste forhåbninger, når der indledningsvist skrives, at ”denne bog [vil] forsøge at overbevise sine læsere om, at vi ikke kan reformere os ud af patriarkatet (eller neoliberalismen, for dén sags skyld)” (s. 13) for derefter ikke at nævne neoliberalisme igen i denne sammenhæng.

At bogen enkelte steder synes at love lidt mere, end den rent faktisk kan holde, skal ikke stå i vejen for, at den anbefales herfra. Den anbefales til alle, der har interesse i køn og ønsker hurtigt at blive klogere på den nonbinære kønsdebat. Især anbefales At være sig selv bekendt til feminister, som søger nyt argumentationsskyts til kønsdiskussioner med familiens boomere over familiemiddagen.